Ny rekord på Fredericia Havn: Håndterede 1448 containere ved ét anløb

0
Ny rekord på Fredericia Havn: Håndterede 1448 containere ved ét anløb

BUSINESS. Fredericia Havn slår igen rekord. I sidste uge anløb containerskibet ROWAN fra MSC Mediterranean Shipping Company Fredericia Havn, og her blev der håndteret ikke færre end 1448 containere i et tæt samarbejde med Fredericia Shipping.

Dermed overgår havnen sin tidligere rekord fra februar i år med hele 165 containerløft på ét enkelt anløb.

Hos ADP – Associated Danish Ports glæder man sig over det flotte resultat, der understreger Fredericia Havns betydning som et afgørende knudepunkt for import og eksport af containergods. Den nye rekord vidner samtidig om en fortsat stigende aktivitet og vækst i containertrafikken til og fra Fredericia.

– »Det er et flot arbejde, som viser, at Fredericia Havn er et vigtigt knudepunkt i forhold til import og eksport af containergods, og at aktiviteten fortsætter med at stige,« lyder det fra ADP.

Med den nye rekord placerer Fredericia Havn sig endnu engang blandt landets førende havne inden for containerhåndtering.

Dødsfald Fredericia uge 19

0
Dødsfald Fredericia uge 19

Jørgen Mulberg
1943 – 2025

Max Eckhaus
1941 – 2025

Stor ros fra erhvervslivet: Middelfart Erhverv har rykket sig

0
Stor ros fra erhvervslivet: Middelfart Erhverv har rykket sig

BUSINESS. Middelfart Erhverv har netop afsluttet årets medlemsundersøgelse, og resultaterne er bedre end nogensinde. Den lokale erhvervsforening oplever en historisk høj medlemstilfredshed, hvilket styrker dens position som en troværdig og værdifuld samarbejdspartner for virksomhederne i området.

Formand: »Vi har rykket os – og det kan mærkes«

Formanden for Middelfart Erhverv, Tue Christiansen, glæder sig over de markante resultater af undersøgelsen:

»Vi har arbejdet målrettet på at gøre vores tilbud endnu mere relevante og nærværende, og det er fantastisk at se, at medlemmerne anerkender det. Vi har rykket os – og det er noget, der bliver bemærket,« siger han og fortsætter:

»Jeg er utrolig stolt over udviklingen og vil især fremhæve vores dygtige medarbejdere, som hver dag lægger et stort og engageret arbejde i at skabe værdi for medlemmerne.«

Stærkt fællesskab og fremtidstro

Medlemsundersøgelsen viser samtidig, at Middelfart Erhverv har opnået en bemærkelsesværdig grad af loyalitet og opbakning blandt medlemmerne. Næsten 9 ud af 10 medlemmer vil således anbefale erhvervsforeningen til andre, hvilket giver et solidt fundament for det videre arbejde.

»Når næsten 9 ud af 10 medlemmer vil anbefale os til andre, så ved vi, at vi er på rette vej. Det forpligter – og det motiverer os til at fortsætte indsatsen for at styrke fællesskabet og skabe endnu bedre rammer for erhvervslivet i Middelfart,« siger Tue Christiansen.

Han understreger afslutningsvis, at foreningen nu ser frem mod nye mål og muligheder med stor optimisme.

SF og mennesker

0
SF og mennesker

SF’s Iben Lehmann skriver i et læserbrev, at det koster penge, at lave en ordentlig busplan, der dækker hele Kolding. Hun spørger så: Skal vi tage dem fra ældreplejen? Specialskolerne?Daginstitutionerne?

Så skulle man nok bare vente med at lave planen til, der var penge til det. Det er enkelt.

Vigtigere er, at det eneste SF kommer i tanke om, hvis der skulle spares. Det er ældreplejen, specialskolerne og daginstitutionerne.  Det ville aldrig falde SF ind, at se på om der var noget administration der kunne undværes eller et kulturprojekt eller noget andet, som ikke går ud over velfærden.

SF har i denne Byrådsperiode i den grad angrebet specialskolerne. Tænk at indfører en økonomisk straf til skolerne for, at sende et barn, der har behov for det, i specialskole. SF har fået indført robotstøvsugere i stedet for rengøring i hjemmehjælpen. Sparet på aktiviteter og rengøring på plejehjemmene og meget andet. Og de insistere på der skal ske massive forringelser på ældreområdet på hele 30 mio. kr. de næste fire år – efter valget. Daginstitutioner og pasning har også fået en ordentlig tur.

Vi var mange der havde håbet, at når Villy Søvndal blev sendt til Bruxelles, så ville SF lægge sin asociale stil om i Byrådet. Men vi er blevet skuffet.

Tidligere har SF været en god samarbejdspartner for Dansk Folkeparti i Byrådet, nu er noget af det vigtigste der kan ske for de mennesker der har brug for hjælp, i vores lokalområde, at SF ikke får afgørende indflydelse efter valget i november.

Søren Rasmussen

Gruppeformand for Dansk Folkeparti i Byrådet

En dræbt i Fredericia: Bygning kollapsede under nedtagning

0
En dræbt i Fredericia: Bygning kollapsede under nedtagning

Tirsdag klokken 12.50 modtog TrekantBrand en melding om en »sammenstyrtning« på Nordre Kobbelvej i Fredericia. Ambulance, politi og brandvæsen blev hurtigt sendt til stedet, hvor Fredericia Smede- og Maskinfabrik samt TelecomSteel har til huse.

Kort efter fortalte vidner til Fredericia AVISENs reporter på stedet, at to personer angiveligt var kommet til skade i forbindelse med hændelsen. Situationen var uoverskuelig, og flere personer var tydeligt berørte og trøstede hinanden.

Omkring ulykkesstedet blev vejen fra Nordre Kobbelvej ned mod virksomheden spærret af. Fra Industrivej kunne man se tekniske telte opsat omkring området samt et større antal udrykningskøretøjer.

Klokken 14:30 oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X, at hændelsen har fået dødelig udgang:

“I forbindelse med en anmeldelse om en ulykke er vi i øjeblikket til stede ved Nordre Kobbelvej i Fredericia. En bygning er styrtet sammen, og en person er afgået ved døden. De pårørende til personen er underrettet,” skriver Sydøstjyllands Politi.

Der foreligger endnu ikke oplysninger om tilstanden på den anden tilskadekomne person, eller hvordan ulykken nærmere er sket.

Fredericia Smede- og Maskinfabrik har på det sociale medie LinkedIn delt følgende opdatering om ulykken:

»Vi står lige nu i en tragisk og dybt berørende situation, da der tidligere i dag skete en alvorlig arbejdsulykke i forbindelse med nedtagning af et skur. Tagkonstruktionen kollapsede, og en af vores samarbejdspartnere er desværre afgået ved døden. En anden samarbejdspartner slap heldigvis fysisk uskadt, men er naturligvis dybt rystet.«

Virksomheden tilføjer desuden:

»Vi er i tæt dialog med myndighederne for at få klarhed over årsagen til ulykken, og krisehjælp er lige nu på vej til de involverede og vores medarbejdere. Af respekt for de efterladte og vores berørte medarbejdere kan vi på nuværende tidspunkt ikke dele yderligere oplysninger. Vores tanker går til de pårørende, kolleger og alle berørte.«

Fredericia AVISEN følger sagen tæt og opdaterer løbende.

Karsten Byrgesen træder for alvor ind i Borgernes Parti og høster ros fra Lars Boje Mathiesen

0
Karsten Byrgesen træder for alvor ind i Borgernes Parti og høster ros fra Lars Boje Mathiesen

POLITIK. Lars Boje Mathiesen, formand for Borgernes Liste, præsenterer tre stærke kandidater, som nu officielt er en del af Borgernes Parti. Blandt dem er Fredericias kendte byrådsmedlem Karsten Byrgesen, som tidligere har repræsenteret Nye Borgerlige, og som nu for alvor træder ind i det nye parti.

»Jeg er yderst tryg ved, at Karsten Byrgesen kommer til at stå for forsvarsområdet sammen med vores forsvars- og efterretningsmand, Søren Fugleberg. Karsten har en 42 år lang karriere i forsvaret. Han har været udsendt adskillige gange, haft internationalt chefansvar og arbejdet syv år i NATO-tjeneste. Kort sagt: manden ved, hvad han snakker om – og det har vi brug for,« siger Lars Boje Mathiesen.

Udover forsvaret fremhæver partiformanden også Karsten Byrgesens store indsats for personer med handicap og kroniske lidelser, som ofte har svært ved at få den nødvendige opmærksomhed i det nuværende system.

Tre profiler med stærke holdninger

Udover Karsten Byrgesen tæller de nye kandidater også Jes Halfdan og John Bjerg – begge tidligere medlemmer af Nye Borgerlige.

Jes Halfdan har en baggrund som tandlæge og har drevet egen klinik gennem 20 år. Han er bosat i Aarhus og beskrives som en »vaskeægte borgerlig værdikæmper«, der ønsker at gøre op med problemerne i den forfejlede udlændingepolitik og sikre bedre vilkår for små erhvervsdrivende i hele landet.

John Bjerg er nordjyde og murersvend og har arbejdet siden teenageårene. Han er kendt for sin direkte tilgang til livet og politik, og hans hovedfokus er mindre indblanding fra Christiansborg samt et offentligt system, der leverer god, grundlæggende kernevelfærd.

Åben dør for flere tidligere NB’ere

Ifølge Lars Boje Mathiesen oplever Borgernes Parti stor interesse fra medlemmer, der tidligere har været engageret i Nye Borgerlige:

»Vi oplever, at mange – både almindelige medlemmer og organisationsfolk fra Nye Borgerlige – rækker ud og spørger, om de kan være med hos os. Selvfølgelig er alle velkommen, så længe man er enig i vores politik.«

Dermed træder Karsten Byrgesen altså nu for alvor ind i Borgernes Parti, hvor han bliver en central skikkelse med ansvar for forsvars- og sikkerhedspolitikken.

Gennembrud i kampen mod ulovlige pakker: Teknologi skal stoppe narko og våben i Fredericia

0
Gennembrud i kampen mod ulovlige pakker: Teknologi skal stoppe narko og våben i Fredericia

KRIMI. Efter flere måneders politisk indsats sker der nu endelig noget i sagen om pakkedistributionsfirmaet DAO i Fredericia, hvor man længe har kæmpet med pakker indeholdende våben og narkotika. Justitsministeren har taget positivt imod et forslag stillet af SF’s retsordfører, Karina Lorentzen (SF), og der arbejdes nu på tværs af tre ministerier med en løsning.

Karina Lorentzen har længe arbejdet for at få fokus på problemet, og hun glæder sig over den seneste udvikling:

»Jeg er virkeligt glad og overrasket. Efter mange måneder med spørgsmål og hele tre besøg hos DAO er det fantastisk, at regeringen nu stiler efter at gøre det til virkelighed. Jeg synes, det er vigtigt, at vi sørger for, at bl.a. opioider ikke kommer på markedet i Danmark, fordi det ødelægger menneskers liv og skaber afhængighed. Når vi kan snuppe det i posten, skal vi gøre det,« siger Karina Lorentzen.

SF-politikeren understreger, at teknologien allerede er testet med succes i udlandet. I Holland blev eksempelvis 400 pakker sorteret fra i løbet af én uge på ét enkelt teststed. Det svarede til 0,2 procent af pakkerne, hvor teknologien med 60 procents nøjagtighed identificerede ulovligt indhold.

»Det her redskab kan være med til at stoppe et sted i forsyningskæden, når det handler om narko. Og det er godt, at der bliver tale om et nationalt krav til alle pakkepostselskaber. Smuglerne er jo ikke dummere, end at hvis de opdager, at ét firma scanner efter ulovlige varer, så bruger de kriminelle jo bare et andet,« forklarer Karina Lorentzen.

Det var tilbage i februar, at SF’s formand Pia Olsen Dyhr sammen med Karina Lorentzen besøgte DAO i Fredericia. Her efterlyste virksomheden politisk handling og stillede direkte krav til politikerne om at indføre krav om scanning af pakker, sådan som man med succes allerede gør det i blandt andet England og Holland.

Fredagens melding fra justitsministeren indebærer, at der nu arbejdes konkret med sagen, og ministeren var heller ikke afvisende over for at gennemføre et forsøgsprojekt i Danmark, som kan give yderligere erfaringer.

SF og Karina Lorentzen følger nu sagen tæt og håber, at den teknologiske løsning snart bliver implementeret, så kampen mod narkotika og våbensmugling i pakkeposten kan intensiveres.

Stribe af indbrud på Industrivej – politiet kæder sagerne sammen

0
Stribe af indbrud på Industrivej – politiet kæder sagerne sammen

KRIMI: Industrivej i Vamdrup blev i starten af ugen ramt af flere indbrud og tyverier, og Sydøstjyllands Politi udelukker ikke, at sagerne kan have en forbindelse.

Det hele startede natten mellem søndag og mandag, hvor en endnu ukendt gerningsmand tiltvang sig adgang til en virksomhed på Industrivej. Indbruddet skete mellem klokken 23.41 søndag aften og klokken 03.03 natten til mandag. Gerningsmændene havde travlt med både at bryde ind og forlade stedet igen med flere forskellige genstande.

Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd, har gerningsmændene været målrettede:

»Der bliver en port ved en indkørsel opbrudt, hvorefter gerningsmændene kommer ind i en hovedbygning og rundt i en lagerhal. Herfra stjæler de blandt andet to gasbrændere, to røde og fire blå plastiktønder samt en trailer,« fortæller han.

Netop disse plastiktønder har fået politiet til at spekulere lidt ekstra.

Store mængder dieselolie forsvundet

I samme tidsrum – fra søndag morgen klokken 08.00 til mandag morgen klokken 05.45 – forsvandt der hele 1500 liter dieselolie fra en byggeplads, som også ligger på Industrivej i Vamdrup. Foruden dieselen blev der også stjålet en benzindunk med benzin.

De to hændelser på Industrivej – dels tyveriet af dieselolien og dels indbruddet, hvor der forsvandt seks plastiktønder – har skabt ekstra opmærksomhed hos politiet. Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen forklarer, at det bestemt ikke er utænkeligt, at de to sager hænger sammen:

»Det kunne jo være, at de seks tønder, der blev stjålet fra det tidligere indbrud, skulle bruges til at fylde dieselolien i. Det kunne godt give mening,« siger han og understreger, at politiet nu undersøger, om de to tyverier kan hænge sammen.

Nummerplader forsvandt også på Industrivej

Som om tyverierne ikke var nok, modtog politiet torsdag i sidste uge også en anmeldelse om, at to nummerplader var blevet stjålet fra en personbil på samme Industrivej.

»Nu står sagen med nummerpladerne som anmeldt torsdag klokken 23.49, så om gerningstidspunktet lige passer med de andre hændelser er uklart,« påpeger vicepolitiinspektøren dog.

Han oplyser desuden, at der endnu ikke er anholdt nogen i sagerne, og at politiet stadig er i fuld gang med efterforskningen. Om der er tale om samme gerningsmænd, eller om det blot er et tilfældigt sammenfald af hændelser på Industrivej, skal politiets efterforskere nu forsøge at få klarlagt.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Superligaen er ikke bare fodbold, det er en mulighed for hele Fredericia

0
Superligaen er ikke bare fodbold, det er en mulighed for hele Fredericia

FC Fredericias oprykning til Superligaen er en historisk begivenhed for byen. En milepæl, som både spillere, ledere, frivillige og erhvervslivet har kæmpet for i årevis. Det er en sportslig bedrift, vi skal glæde os over, men det er også meget mere end det.

Det er opløftende at se, hvordan både politikere på tværs af partier og hele byen har formået at samle sig om ét projekt. I lokalpolitikken, mærker man, at fællesskabet stadig lever og at vi kan løfte noget stort sammen. Det gør mig fortrøstningsfuld.

Men vi må ikke tro, at opgraderingen af Monjasa Park kun handler om nogle ekstra siddepladser og bedre spillertunneler. Det her er ikke kun en stadionudvidelse, det er begyndelsen på en generel opgradering af området omkring stadion, som skal rumme mange flere gæster, biler og forventninger.

Ud over krav fra DBU og Divisionsforeningens krav, vil når tilskuertallet potentielt fordobles, derstille krav til trafikken, parkeringen, skiltningen, tilgængeligheden og ikke mindst sikkerheden omkring kampdage. Det kræver planlægning og investering, ikke mindst hvis vi vil have, at gæsterne også skal blive hængende efter kampen og lægge penge i byens butikker og restauranter.

Derfor skal Superliga-oprykningen også bruges som løftestang til at udvikle hele Fredericia ikke kun stadion.

Jeg er som liberal glad for, at kommunen ikke står alene med regningen. Den 50/50-model, hvor erhvervslivet tager ansvar, er netop den vej, vi skal gå, offentligt-privat samarbejde, hvor kommunen baner vejen, men erhvervslivet trækker læsset sammen med os. Det skal vi bruge som model i fremtidige udviklingsprojekter. Superligaen kan give et kæmpe løft til mange lokale brancher.

Det kræver, at vi tør tænke stort og langsigtet. At vi fastholder et liberalt fokus på, at offentlige midler skal bruges med omtanke. At pengene investeres strategisk, og at borgerne får værdi tilbage i form af vækst, job og oplevelser.

Superligaen er ikke slutmålet. Den er startfløjtet til næste halvleg i Fredericias udvikling. Nu gælder det om at holde bolden i spil.

• Klubben skal ansøge om licens og dokumentere, at alle krav er eller vil blive opfyldt.

• Dispensation kan gives midlertidigt, men kræver plan for opgradering.

• DBU og Divisionsforeningen skal foretage inspektion og godkendelse.

God arbejdslyst. 

Poul Rand, byrådskandidat for Liberal Alliance

Parkeringsplads blev scene for hasarderet kørsel og tumult anholdelse

0
Parkeringsplads blev scene for hasarderet kørsel og tumult anholdelse

KRIMI. En anmeldelse om hasarderet kørsel på en parkeringsplads endte mandag eftermiddag med en noget besværlig anholdelse på Strevelinsvej i Fredericia.

Klokken var 14.18, da Sydøstjyllands Politi modtog et opkald fra bekymrede vidner, der havde set en bil køre uforsvarligt og kaotisk rundt på parkeringspladsen. Bilen tiltrak sig ekstra opmærksomhed, fordi den havde to forskellige trailer-nummerplader monteret – begge stjålet.

Da politiet kort efter nåede frem, fik de hurtigt kontakt til føreren af bilen. Men situationen eskalerede hurtigt.

»Han er lidt udadreagerende og opfarende, så det ender med, at vi må anholde ham. Han gør lidt modstand ved anholdelsen, så han bliver sigtet for at lægge hindringer i vejen for udførelsen af vores arbejde,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Men den udadreagerende opførsel stoppede ikke der. Manden gik også verbalt til angreb på politibetjentene med fornærmende udtalelser.

»Han taler fornærmeligt mod vores polititjenestemænd, og det bliver han også sigtet for,« siger Arno Rindahl Petersen.

Stjålne nummerplader og kniv i bilen

Betjentene fik hurtigt fastslået, at nummerpladerne monteret på bilen var stjålet fra trailere, og dermed blev manden yderligere sigtet for tyveri af nummerpladerne.

Men sagen stoppede ikke dér. Da politiet ransagede køretøjet, fandt de yderligere en nummerplade samt en kniv. Det gav anledning til flere sigtelser.

»I køretøjet bliver der fundet yderligere en nummerplade og en kniv, så han bliver også sigtet for overtrædelse af knivloven,« forklarer vicepolitiinspektøren.

Endelig viste det sig, at manden overhovedet ikke havde førerret til bilen, han kørte rundt i. Dermed kunne politiet føje endnu en sigtelse til listen.

»Han har heller ikke kørekort, så han bliver også sigtet for kørsel uden førerret,« tilføjer Arno Rindahl Petersen afslutningsvis.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Den demokratiske interessefordeling i Danmark

Den demokratiske interessefordeling i Danmark

0
OPINION. Igennem mange år har kapital- og lånemuligheder været skævt fordelt i Danmark. En vognmand i Nr. Nebel ville investere i sin forretning, men banken...