Turismen vokser fortsat i Middelfart Kommune – omsætter nu for 1,4 milliarder

0

BUSINESS. Turismen i Middelfart Kommune er blevet en stærk drivkraft for lokal vækst. I 2024 nåede turismeomsætningen i kommunen 1,4 milliarder kroner. Det svarer til hele 13 procent af den samlede turismeomsætning på Fyn, hvilket placerer Middelfart som øens næststørste turismekommune – en position, kommunen har fastholdt siden 2019.

Sådan lyder meldingen fra Middelfart Kommunes kommunaldirektør Steen Vinderslev i et opslag på LinkedIn.

»Det vidner om en solid udvikling, selvom vi godt kunne ønske en endnu stærkere vækst,« skriver Steen Vinderslev i opslaget.

Fra 2023 til 2024 oplevede Middelfart Kommune en vækst på fire procent i turismeomsætningen. Dermed følger kommunen den nationale udvikling på området, og ifølge kommunaldirektøren understreger det, at Middelfart står stærkt i et konkurrencepræget marked.

»Denne fremgang er ikke kommet af sig selv. Den er resultatet af et tæt og målrettet samarbejde mellem lokale aktører, erhvervsliv, kulturinstitutioner og nabokommuner,« fortæller Steen Vinderslev og fortsætter:

»Med ambitiøse udviklingsplaner, et stærkt strategisk fokus og en høj grad af sammenhængskraft på tværs af aktører og sektorer står vi godt rustet til at videreudvikle turismen og skabe bæredygtig vækst i de kommende år.«

Kommunens ambition er at fortsætte væksten og tiltrække endnu flere besøgende. Derfor er en række nye hotelprojekter på vej, ligesom der er planer om etablering af et nyt psykiatrimuseum, anlæg af stier og yderligere udvikling af bymidten.

Steen Vinderslev afslutter med en opfordring til alle, der ønsker at bidage til Middelfarts videre udvikling:

»Hvis der er nogen, der har lyst til nærmere dialog om, hvordan de kan være del af de næste skridt, så står døren åben.«

Først Urbania – så march mod Monjasa Park

Først Urbania – så march mod Monjasa Park

EVENTS. Fredag eftermiddag bliver der skruet helt op for festen, når Fredericia hylder byens Superliga-helte med en stor oprykningsfest, og hos Urbania Street Food er de også klar til at fejre oprykningen med et brag af en »Rød Fanzone«.

Urbanias Brian Løkkegaard, er ikke i tvivl om, at det bliver en eftermiddag i byens ånd og et brag af en fejring.

»Jamen, det der skal ske i morgen, er, at vi har oprykningsfest for vores fantastiske fodboldhold her i Fredericia, som er på vej i Superligaen,« fortæller Brian Løkkegaard først og uddyber:

»Dørene åbner allerede klokken 11.30, men det er fra klokken 13, vi for alvor sætter gang i festen, og det er dér, man skal komme ned og være med til at sætte stemningen i gang.«

Urbania har tidligere dannet ramme om flere store arrangementer, og fredag bliver ingen undtagelse, forklarer de. Et af dagens højdepunkter bliver også den lokale DJ Alexander Brown, kendt for hittet »Skub Til Taget«, der overtager pulten klokken 15.00.

»Hvis vejret tillader det, bliver det selvfølgelig udenfor, ellers rykker vi indendørs i tørvejr. Vi ved endnu ikke, om vi er heldige eller uheldige – det ser vi i morgen. Men der bliver i hvert fald endnu et løft opad i den rigtige stemningsretning med Alexander Brown på pladespilleren,« siger Brian Løkkegaard med et smil.

Når Alexander Brown efter en times tid slukker for musikken, bliver festen bestemt ikke mindre. Tværtimod samles alle fodboldfans nemlig til en fælles march mod Monjasa Park, hvor Fredericia spiller sæsonens sidste kamp mod Kolding IF.

På stadion fortsætter festen med gratis fadøl den første time, sponseret af Carlsberg, og masser af musik og stemning frem til kampstart klokken 18.30.

Fredericia fejrer oprykningen, og som Brian Løkkegaard fastslår:

»Vi følger med hele vejen hernede.«

Se videoen fra Urbania Street Food og få hele stemningen med:

Fredericia gik i sort-rød ekstase: Superliga-drømmen fejret med pandekager, fans og autografer

0
Fredericia gik i sort-rød ekstase: Superliga-drømmen fejret med pandekager, fans og autografer

SPORT. Rådhuspladsen i Fredericia har oplevet lidt af hvert gennem årene. Fakkeloptog, musikfestivaler, lokale markeder og byrådsvalg. Men torsdag eftermiddag blafrede røde og sorte farver på en måde, som pladsen aldrig tidligere har oplevet. Vejret var ikke nær så festligt som den skæbnesvangre majdag, hvor oprykningen blev sikret, men hvad gør det, når glæden er intakt. Enkelte regndråber og en frisk vind var der, men fredericianerne trodsede det hele med brede smil, og pladsen, ja, den summede af en forventning, der var til at tage og føle på.

Fredericias nybagte Superliga-spillere blev fejret med al den hæder, de fortjener. Børnene stod nærmest limet fast ved den røde løber med store øjne og Fredericia-trøjer, som utålmodigt ventede på en autograf. Bagved snakkede de voksne, drak kaffe, andre børn fik sig en gratis slushice og nogle købte merchandise. En plakat med teksten »FC Fredericia – Superliga 2025« gik som varmt brød. Ved siden af snoede en ballonmand sorte og røde balloner til alverdens kreationer, mens duften af pandekager bredte sig som en sød omfavnelse, der blev stærkere, jo tættere man kom på rådhusets indgang.

Merchandise-boden havde travlt, også Superliga-trøjerne var et hit blandt fredericianerne.

Inde på rådhuset var stemningen også munter. Op ad trapperne gik spillerne – lidt kejtede, lidt forlegne over al opmærksomheden. Her stod kantinebordene klar, fyldt med pandekager, sukker, vaniljeis og syltetøj, som hurtigt fik ben at gå på. Energi skulle der jo til, for fredag venter rivalopgøret mod Kolding. Snakken gik lystigt mellem spillerne, der stadig virkede til at fordøje, at mange af deres liv nu inkluderer titlen Superliga-spiller.

FC Fredericias kommende Superliga-stjerner lader op med pandekager før fredagens brag mod Kolding.

Da rådhusets ur nærmede sig klokken 16, gik spillerne igen ned ad trappen og ud til deres fans. Der blev jublet og klappet, og pladsen fyldtes med lyden af begejstrede børn, der endelig kunne se deres idoler på tæt hold.

Borgmester Christian Bro trådte frem på scenen, smilede bredt og lod blikket glide hen over den feststemte forsamling, inden han indledte sin tale, der bød på både tilbageblik og store følelser.

»Det er vist noget af det fedeste, der er blevet råbt her på Rådhuspladsen nogensinde. Superliga,« sagde borgmesteren, mens publikum kvitterede med en smule jubel.

Det må have været et flot syn, spillerne og talerne havde fra scenen ud over publikum.

Christian Bro fortalte om tidligere tiders stoltheder, som dengang Ole Bjørnmose, med en fortid i Bundesligaen, var det helt store fodboldnavn i Fredericia.

»Nu har vi vores eget tophold. Det er helt vanvittigt. Det er simpelthen en drøm, der er blevet til virkelighed gennem flere års virkelig målrettet og dedikeret arbejde. FC Fredericia har stået for stabilitet, samarbejde og sammenhold, 3 S’er, og nu kan jeg jo så tilføje et kæmpestort S for Superliga,« lød det fra borgmesteren, der samtidig lovede fuld opbakning til holdet, når de efter sommerferien skal prøve kræfter med den bedste række.

Spillerne stod klar og ventede spændt bag døren, få sekunder før de skulle hyldes af de mange fremmødte fans.

Formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind (V), overtog herefter mikrofonen. Hans glæde var lige så tydelig som borgmesterens, og hans ord gik rent ind hos fansene på pladsen.

»Jeg er hamrende stolt over at bo i Fredericia Kommune. Prøv lige at høre her, vi har nu et Superliga-fodboldhold. Det ligger godt i munden, gør det ikke det?« råbte han ud over pladsen og fik et rungende »jaaaa« retur.

Tind fremhævede holdets imponerende præstation med offensive 63 mål, men understregede samtidig, at i Fredericia er elitefodbolden og breddefodbolden uløseligt forbundet.

»I dag hylder vi eliten, men vi fejrer også bredden. I Fredericia har vi 10 fodboldklubber, næsten 2400 fodboldspillere, som hver dag er med til at danne rammen om vores bredde. Bredden skaber også eliten,« sagde Peder Tind, der derefter slog fast, at Fredericia fredag vil slå Kolding og derefter nyde sommerferien.

Både borgmesteren og udvalgsformanden glædede sig desuden over, at Fredericia nu bliver positivt bemærket langt uden for kommunegrænsen. Byen og holdet har nemlig sammen vist resten af landet, hvad et sådant sammenhold kan føre til.

»Lige nu taler hele Danmark om Fredericia, og de taler godt om Fredericia. Den her sejr og det her fællesskab fortæller noget om, hvem vi er her i byen, og det er jeg utroligt stolt over som fredericianer,« bemærkede Peder Tind blandt andet.

FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, også kendt som »verdens mest stabile mand«, holdt tale og takkede både spillere og fans for opbakningen.

Hernæst var turen kommet til FC Fredericias direktør, Stig Pedersen – eller som han tidligere på scenen fik påhæftet prædikatet »verdens mest stabile mand«. Pedersen smilede genert, tydeligt rørt, og lagde ikke skjul på, at fredagen, hvor oprykningen blev sikret, stadig sad dybt i ham.

»Det er den største aften nogensinde på Monjasa Park. Det var så fedt at være med til, og det gælder alt og alle. Vi glæder os helt vildt over den varme, vi møder rundt omkring i Fredericia. Alle er gået i Superliga-mode, og det bliver fantastisk at prøve det hele af i den kommende sæson,« sagde han og annoncerede til publikums store begejstring, at klubben netop havde forlænget med den populære forsvarsspiller Svenn Crone for yderligere tre år.

Efter talerne blev spillerne sluppet løs blandt fansene, og der blev skrevet autografer, taget selfies og uddelt masser af kram til de stolte fredericianere.

FC Fredericia offentliggør stor nyhed: Svenn Crone bliver i klubben til 2028

0
FC Fredericia offentliggør stor nyhed: Svenn Crone bliver i klubben til 2028

SPORT. Midt i den festlige fejring af Superliga-oprykningen på Rådhuspladsen i Fredericia torsdag eftermiddag kunne FC Fredericia præsentere endnu en glædelig nyhed for de fremmødte fans:

Klubbens rutinerede back, Svenn Crone, har underskrevet en ny kontrakt, som binder ham til FC Fredericia frem til sommeren 2028. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

»Vi er både glade og stolte over at kunne fortælle, at den erfarne back Svenn Crone har forlænget sin kontrakt med klubben. Forlængelsen kommer efter et stærkt forår, hvor Crone hurtigt etablerede sig som en nøglespiller på holdet og en profil i NordicBet Ligaen,« skriver FC Fredericia i pressemeddelelsen.

30-årige Svenn Crone kom til FC Fredericia tidligere på året og har imponeret med rutine, taktisk disciplin og en stærk arbejdsindsats. Ifølge klubben har han både på og uden for banen været afgørende for det solide forår, der kulminerede med oprykning til Superligaen.

Direktør Stig Pedersen fremhæver i pressemeddelelsen betydningen af kontraktforlængelsen:

»Svenn har fra dag ét vist, hvilken kvalitet han besidder – både som spiller og som menneske. Han er en ledertype, der går forrest og stiller store krav til både sig selv og sine omgivelser. Han passer perfekt ind i den kultur, vi bygger i FC Fredericia.«

Svenn Crone selv er begejstret for at fortsætte karrieren i Fredericia:

»Jeg er virkelig glad for den tillid, jeg har fået her. Jeg føler mig hjemme i klubben og i byen, og jeg tror på det projekt, vi er i gang med. Det har været en fornøjelse at spille her, og jeg ser frem til at fortsætte den rejse, vi er på, sammen med FC Fredericia.«

Med den nye aftale sender klubben ifølge pressemeddelelsen et klart signal om fortsatte ambitioner og kontinuitet. Crone har tidligere spillet i klubber som Brøndby IF og Silkeborg IF, og hans erfaring fra Superligaen anses af FC Fredericia som uvurderlig i bestræbelserne på at etablere sig på det højeste niveau.

Eftermiddagens præsentation af Crone på Rådhuspladsen blev mødt med stor jubel blandt de mange fans, som var mødt op for at hylde klubbens historiske oprykning til Superligaen.

Nu kan du trygt bade ved Rebæk Strand igen

0

Kolding Kommune fraråder ikke længere badning ved Rebæk Strand. Nye prøver af badevandet viser nemlig, at vandkvaliteten er i orden.

Søndag aften meldte kommunen ellers ud, at der var sket et udslip af urenset spildevand på grund af en tilstoppet spildevandsledning nær rundkørslen ved Idyl/Skamlingvejen syd for Kolding.

Tilstopningen opstod på grund af affald som klude, vådservietter og lignende, der fejlagtigt var skyllet ud i toilettet. Det betød, at spildevandet strømmede op gennem et brønddæksel ved pumpestationen og videre ud i Goldbæk og Skartved Bæk.

Mandag formiddag konstaterede en medarbejder fra kommunen synlig påvirkning af vandløbene på en ca. 1,7 km lang strækning med blandt andet døde ørreder og smådyr til følge.

Selvom der ikke blev fundet tegn på forurening ved Rebæk Strand, frarådede Kolding Kommune alligevel badning ved stranden efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed. Der blev samtidig taget prøver af badevandet for at være på den sikre side.

Prøveresultaterne er nu kommet retur fra laboratoriet og viser, at vandet ved Rebæk Strand lever fuldt op til kravene om god badevandskvalitet. Det betyder, at vinterbadere og andre vandglade borgere igen kan hoppe sikkert i vandet.

Strømafbrydelse i Fredericia rammer knap 1.000 kunder

0
Strømafbrydelse i Fredericia rammer knap 1.000 kunder

FORBRUGER. Torsdag eftermiddag oplevede flere husstande i Fredericia en pludselig strømafbrydelse. Det oplyser TREFOR Driftovervågning på det sociale medie X.

»Der er en uventet strømafbrydelse i elnettet i dele af Fredericia. Vi er i gang med at finde årsagen,« lyder det fra TREFOR.

Ifølge TREFOR er omkring 952 kunder berørt af afbrydelsen. Driftselskabet forventer, at strømmen er tilbage og forsyningen normaliseret omkring klokken 16:40.

Forsvarsaktier på dagsordenen i Middelfart Byråd

0
Forsvarsaktier på dagsordenen i Middelfart Byråd

På det seneste møde i Middelfart Byråd havde den konservative byrådsgruppe fået sat et punkt på dagsordenen omhandlende at åbne for muligheden for, at Middelfart Kommunes likvide midler også kan placeres i aktier i Europas forsvarsindustri.

Baggrunden er enkel. Ved at gøre det reduceres behovet for at købe våben i USA, der i 2025 ledes af en helt uforudsigelig præsident, der jævnligt truer sine NATO allierede. Samtidig vil det styrke det demokratiske Vesteuropas forsvarskapacitet over for et aggressivt og ultranationalistisk Rusland ledet af despoten Putin.

Et samlet Middelfart Byråd vedtog at bede forvaltningen om at se på forslaget for senere at orientere Middelfart Byråd om mulighederne. Det skal der lyde en tak for fra den konservative byrådsgruppe til de andre partier.

Fredericia fik besøg af 250 gardister: »Det her fællesskab er helt specielt«

Fredericia fik besøg af 250 gardister: »Det her fællesskab er helt specielt«

FORENINGSLIV. Der var ekstra liv i Fredericias gader sidste weekend. Mere end 250 unge gardister fra hele landet fyldte byen med historiske uniformer og blankpudsede støvler, som taktfast ramte brostenene. Ved fodgængerfelterne måtte bilisterne tålmodigt holde tilbage, mens lange rækker af rødt og blåt defilerede forbi, ja en festlig og disciplineret hær af ungdom. Lyden af trompeternes klare fanfarer og fløjternes lyse toner fyldte luften, mens solen skinnede ned over optoget og fik forbipasserende til at standse op og opleve en majdag lidt ud over det sædvanlige.

Anledningen var den traditionsrige Garderfestival, arrangeret for 17. gang af 6. Juli Garden. Festivalen har gennem årene udviklet sig til en særlig begivenhed i Fredericia, som både flere fredericianere og de unge gardister ser frem til. Her lever en lang og stolt tradition videre, når gardisterne med rank ryg og høj hat marcherer gennem byens gader og samtidig giver lidt liv til et stykke lokalhistorie.

Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at Louise, der leder 6. Juli Garden og står som tovholder for Garderfestivalen, har svært ved at skjule smilet, når talen falder på festivalens betydning. I hendes øjne handler den her weekend om langt mere end kun noder, trompeter og snorlige opstillinger i gadebilledet. Hun taler noget mere om en helt særlig form for fællesskab, der vokser frem, når unge gardister fra hele landet mødes, spiller musik sammen og deler både oplevelser og erfaringer på kryds og tværs af alder og bygrænser.

»Det er magiske dage. Det handler selvfølgelig om musik, men måske allermest om det fællesskab, der opstår. Når vi mødes på tværs af landet, opbygger vi fantastiske bånd. Vi får venner, der varer ved,« fortæller Louise med en smittende begejstring, der sætter sig som en stemning for samtalen.

At skabe relationer på tværs af geografiske skel er en vigtig del af Garderfestivalens sjæl, og årets udgave var ingen undtagelse. Med garderkorps, der havde taget turen helt fra Hinnerup og Rødding, over Nyborg og videre fra Vordingborg til Fredericia, dannede Erritsø den fysiske ramme om mødet mellem godt 250 unge mennesker. De boede sammen, sov på luftmadrasser i klasselokaler, delte aftensmad og tidlige morgener i gymnastiksalen, hvor man fandt løsninger på hverdagens praktiske udfordringer. Det blev til et døgnlangt fællesskab.

Netop fællesskabet er det, som Gry, der spiller piccolofløjte i tambourkorpset, fremhæver som afgørende for, at hun oprindeligt valgte at blive en del af garden. Gry følte, at hun manglede en følelse af samhørighed, en samhørighed hun ikke kunne finde andre steder.

»Jeg manglede et fællesskab, jeg ikke helt kunne få andre steder. Her spiller vi sammen, og det føles som noget, vi gør sammen, og ikke bare hver for sig,« siger hun og fortæller om en hverdag i garden, hvor det ikke kun handler om musikken, men mindst lige så meget om at mærke, at man hører til et sted.

Carl, der har rollen som både trompetist og tambourmajor, nikker bekræftende og giver med få ord udtryk for, at garderlivet hurtigt bliver til noget mere end en aktivitet i fritiden. For ham at se er det nærmere blevet en ekstra familie, der også ofte rækker ud over den tid, man bruger på selve træningen.

»Vi spiser sammen, vi er sammen hele dagen. Man slipper det aldrig rigtig igen. Der er mange, der siger, at det er ens anden familie,« fortæller han.

Og følelsen af at have en ekstra familie er helt væsentlig under Garderfestivalen, derfor handler det ikke om at konkurrere eller vinde over andre, men om at bakke op om hinanden og om det, man sammen kan skabe.

Garderfestival uden konkurrence

Der findes nemlig mange former for konkurrencer i ungdomslivet, men Garderfestivalen er ikke en af dem. I modsætning til Danmarksmesterskaberne, hvor korpsene måler sig med hinanden og bliver vurderet på præcision, musikalitet og samspil, handler festivalen udelukkende om at vise sin kunnen – uden dommere og uden pointgivning. Det handler ifølge de unge deltagere selv om at støtte hinanden frem for at bedømme hinanden.

Carl fortæller blandt andet, at netop fraværet af konkurrence gør festivalen til en begivenhed, hvor der er plads til at sænke skuldrene og hygge sig med kammeraterne.

»Her står vi ikke og bedømmer hinanden. Vi viser bare, hvad vi kan, og så støtter vi hinanden. Der er plads til at hygge sig,« siger han og forklarer, hvordan det skaber et rum, hvor musikken bliver mindre præstation og mere samvær.

Louise er enig og forklarer, at garderlivet på sin vis fungerer på samme måde som en holdsport. Det betyder, at hver eneste gardist spiller en rolle, og at fællesskabet er afhængigt af, at alle møder op og bidrager. Selvfølgelig kan det hænde, at nogen er forhindret i at deltage, og her træder tidligere gardister ofte til, fortæller hun.

»Hvis én mangler, mærkes det tydeligt, og vi må have reserver klar. Vi har heldigvis en masse tidligere gardister, som altid er friske på at træde til,« forklarer Louise og fortæller videre, at dette netværk af tidligere gardister også illustrerer, hvor tæt fællesskabet i virkeligheden er. Et fællesskab, der rækker langt ud over de få år, man typisk tilbringer i garden.

Fællesskabet har også en særlig dimension af rummelighed, som 6. Juli Garden i Fredericia med rette er stolt af. Tidligere i år blev garden nomineret til Årets Handicappris, som er en anerkendelse af, at man formår at skabe plads til unge med forskellige diagnoser og særlige behov. Louise understreger betydningen af at rumme hinanden og skabe plads til alle, uanset baggrund eller udfordringer.

»Vi har flere med forskellige diagnoser og også nogle, der er hørehæmmede. Her er man aldrig anderledes eller udstødt. Her kan man være sig selv,« fortæller Louise med tydelig stolthed over, at garden ikke alene handler om musik, men lige så meget om at skabe et miljø, hvor der er plads til forskellighed.

Gardens historiske uniformer spiller også en vigtig rolle for følelsen af samhørigheden. Uniformerne, som er præcise kopier af de dragter, som soldaterne bar under slaget ved Fredericia i 1849, giver ikke kun gardisterne en historisk bevidsthed, men også en oplevelse af at høre til noget større, forklarer Gry. Når man trækker i uniformen, ophører mange af de små forskelle, der kan findes i hverdagen.

»Vi klæder os ens, og når vi tager de høje hatte på, kan ingen rigtig se forskel på os. Så bliver man virkelig en del af noget,« siger Gry og smiler. Hun fortæller, hvordan det kan være en befrielse for mange unge at opleve, hvordan individuelle forskelle glider i baggrunden, og hvordan det bliver muligt blot at være en del af gruppen.

Der findes både røde og blå uniformer. De røde er for de spillende gardister, mens aspiranterne – dem, der endnu ikke spiller – bærer blå uniformer.

Venskaber for livet

Når snakken med de unge gardister falder på, hvad der i virkeligheden får dem til at komme igen år efter år, er svaret bemærkelsesværdigt ens. Musikkens glæde spiller naturligvis en stor rolle, men alligevel er det som regel venskaberne, der nævnes først, og ordet »fællesskab« går på sin vis igen og igen. De relationer, der vokser ud af de utallige timer med øvelser, march og fælles oplevelser, beskrives af gardisterne som noget helt særligt.

Gry fortæller lidt senere igen om, hvordan garden for hende er blevet langt mere end bare endnu en fritidsaktivitet. Hun betegner den som en af de absolut bedste måder at skabe vedvarende venskaber på, også med mennesker, man ellers ikke ville have mødt.

»Det er en af de fedeste fritidsinteresser, du kan have, fordi den kan så meget mere end bare musik. Den skaber tætte venskaber, også med mennesker, man ellers aldrig ville møde,« siger hun og fremhæver især den særlige samhørighed, der opstår, når man står skulder ved skulder, deler oplevelser, sejre og udfordringer.

Ved siden af hende står Carl og nikker samtykkende med et smil, som bekræfter, at Grys oplevelse er en, han genkender fra sig selv. Carl forklarer, at selv når hverdagen overtager, og livet fortsætter uden for garderens rammer, så slipper man aldrig helt garderlivet. Det har en tendens til at sætte sig i kroppen som en slags identitet, der følger med en videre gennem livet.

»Du kan ikke slippe det igen. Det sidder simpelthen fast, når du først har været her,« fortæller han og tilføjer, at han gennem årene har set flere tidligere gardister vende tilbage for enten at hjælpe til, når der er behov, eller blot for at få et glimt af noget, de savner.

Louise, der som leder har fulgt hundredvis af unge mennesker igennem garderlivet, smiler anerkendende. Hun har gennem årene set, hvordan garden for mange bliver en vigtig del af deres opvækst, og hun opfordrer varmt alle, der overvejer at blive en del af fællesskabet, til at tage det første skridt.

»Vi er altid klar til at tage godt imod nye medlemmer. Man skal aldrig være bange for at dukke op. Vi omfavner alt og alle,« siger Louise, der gør det klart, at døren til garden altid står åben – for alle.

Louise lader blikket glide rundt i byen, der altså fortsat genlyder af trompeternes fanfarer. Hun smiler endnu en gang, da hun sætter ord på den følelse, som alle gardisterne har gentaget gennem weekenden:

»Det her fællesskab kan noget helt specielt,« afslutter hun.

Fredericia Håndboldklub forlænger samarbejdet med Adidas frem til 2030

0
Fredericia Håndboldklub forlænger samarbejdet med Adidas frem til 2030

SPORT. Fredericia Håndboldklub har forlænget sit partnerskab med sportsudstyrsproducenten Adidas. Aftalen, der løber frem til sommeren 2030, betyder, at Adidas fortsat vil være klubbens officielle tøjsponsor og levere kvalitetsudstyr til klubbens ligaherrer, medlemmer og fans.

Thomas Renneberg-Larsen, direktør for Fredericia Håndboldklub, glæder sig over forlængelsen:

»Vi er utroligt stolte af, at en verdensomspændende spiller som Adidas har valgt at fortsætte og endda udbygge samarbejdet med os. Aftalen afspejler vores sportslige ambitioner og bekræfter samtidig, at Fredericia Håndboldklub bevæger sig i den rigtige retning. Vi glæder os især til snart at kunne præsentere en specialdesignet spilletrøje og flere unikke Adidas-produkter i klubbens webshop.«

Han tilføjer:

»Adidas har tydeligt vist, at de tror på Fredericia Håndboldklub og de visioner, vi har for fremtiden. Det er en kæmpe anerkendelse af det arbejde, alle omkring klubben yder hver eneste dag for at løfte os endnu højere.«

Den nye specialdesignede spilletrøje og flere andre eksklusive Adidas-artikler bliver tilgængelige på Fredericia Håndboldklubs officielle webshop fra august måned.

Hos Adidas Danmark er der også stor tilfredshed med aftalen. Team Sales Specialist Jesper Lund udtaler:

»Vi er stolte af at være på brystet af en så fremadstormende klub som Fredericia Håndboldklub i yderligere mindst fem sæsoner. Forlængelsen af denne aftale bygger på det gode arbejde, der gøres i klubben dagligt, samt de perspektiver, vi sammen ser for klubben sportsligt, for medlemmerne og ikke mindst klubbens fans. Fremadrettet vil vi arbejde endnu tættere sammen, hvilket allerede i den kommende sæson vil afspejle sig i designet af spilletrøjen samt udbyggelsen af fankollektionen.«

Tidligere FC Fredericia-spiller vurderes til at være millioner værd

0
Tidligere FC Fredericia-spiller vurderes til at være millioner værd

SPORT. Nicklas Røjkjær imponerer i Allsvenskan, hvor han lige nu er en af ligaens mest profilerede spillere. Den tidligere FC Fredericia-spiller vurderes i dag til at være omkring 17 millioner kroner værd. Det fortæller bold.dk med henvisning til den svenske podcast Lundh på Fotbollskanalen. Et salg vil samtidig udløse ekstra kroner til FC Fredericia.

Den 26-årige midtbanespiller har været stærkt medvirkende til Mjällbys succes i den svenske liga i dette forår, hvor han har lavet fem mål og to assists i ni kampe. Det har placeret klubben i toppen af ligaen med 23 point efter ti spillerunder.

Ifølge bold.dk afgav den svenske storklub Hammarby i vinter et bud på Røjkjær på 12 millioner svenske kroner, svarende til cirka 8 millioner danske kroner, men buddet blev afvist af Mjällby.

Nu vurderer Mjällbys sportschef, Hasse Larsson, at den tidligere Fredericia-profil er mindst dobbelt så meget værd

Et eventuelt salg af Nicklas Røjkjær vil sandsynligvis også betyde økonomiske fordele for FC Fredericia, der normalt sikrer sig en videresalgsklausul, når klubben sælger sine spillere videre.

KIF tog første stik i kampen om oprykningsduel

0
KIF Kolding tog første stik i kvalifikationsspillet med en 34-30-sejr over Aarhus Håndbold fredag aften i AL Sydbank Arena. Foran 2744 tilskuere fik hjemmeholdet det...

Middelfart tabte igen