Tænk fremad – Infrastrukturens betydning for vores vækst

0
Tænk fremad – Infrastrukturens betydning for vores vækst

Kære læser,

Vi står på tærsklen til en spændende tid for vores lokalområde med den kommende udvidelse af Trinity, det nye hotel ved motorvejen og ikke mindst de cirka 900 nye arbejdspladser hos Energinet. Disse initiativer lover godt for vores erhvervsliv og åbner op for nye vækstmuligheder. Men med væksten følger også udfordringer, som vi ikke kan ignorere.

Der er håb om, at fæstningscentret på den gamle Voss grund, hvilket vil lægge et enormt pres på infrastrukturen i hele området. Desuden er FC Fredericias oprykning til Superligaen, som medføre betydeligt flere besøgende på vores stadion.

Den øgede aktivitet, især med udvidelsen af ADP “havnen”, vil uden tvivl føre til en væsentlig stigning i trafikken. Strandvejen er allerede under stort pres, især omkring kørselen ved Burger King, hvor situationen ofte er kaotisk. Det er derfor altafgørende, at byrådet tager ansvar for at tænke på fremtidens infrastruktur.

Vi skal sikre, at vores veje og transportmuligheder kan rumme den kommende udvikling. Det er ikke tilstrækkeligt blot at fokusere på at tiltrække nye projekter; vi må også tænke langsigtet på, hvordan vi skaber en bæredygtig og funktionel infrastruktur for alle borgere.

Lad os tage ansvar og skabe en plan for fremtiden. Det er på høje tid, at der bliver sat fokus på, hvordan vi kan forbedre forholdene for dem, der bor og arbejder her.

To dage, to fredericianere: Påvirkede bilister taget i Kolding

0
To dage, to fredericianere: Påvirkede bilister taget i Kolding

KRIMI. Sydøstjyllands Politi har de seneste dage to gange måttet stoppe fredericianske mænd i Kolding, da de satte sig påvirkede bag rattet.

Senest gik det galt natten til fredag, da en patrulje fra Sydøstjyllands Politi lagde mærke til en bil på Skamlingvejen i Kolding. Bilen stod stille, men motoren var tændt. Da patruljen tog kontakt til føreren, en 41-årig mand fra Fredericia Kommune, stod det hurtigt klart, at han var påvirket af euforiserende stoffer.

»Føreren blev testet positiv for narkotika og blev derfor sigtet for narkokørsel,« siger vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Da politiet undersøgte manden nærmere, blev han også fundet i besiddelse af 0,6 gram kokain, hvilket førte til en yderligere sigtelse.

»Han blev også sigtet for besiddelse af kokain,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Episoden natten til fredag var dog ikke ugens første hændelse med en fredericianer, som satte sig påvirket bag rattet i Kolding.

Onsdag eftermiddag klokken 16.45 gik det nemlig galt på Rylevej, hvor en kabinescooter ført af en 84-årig mand foretog et venstresving. Bag ham kom en 44-årig mand fra Fredericia kørende, og han kunne ikke undgå at påkøre scooteren.

Ved politiets ankomst viste det sig, at fredericianeren havde alkohol i blodet.

»Den 44-årige blev sigtet for spirituskørsel. Heldigvis medførte uheldet kun materielle skader,« fortalte politikommisær om hændelsen Susanne Hviid torsdag morgen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag og fredag morgen klokken 09.00.

Tyve skræmt væk ved Trinity: »Vi ved ikke helt, hvad der fik dem til at stoppe«

0
Tyve skræmt væk ved Trinity: »Vi ved ikke helt, hvad der fik dem til at stoppe«

KRIMI. Der findes utvivlsomt bedre måder at begynde weekenden på end at få klippet sidedøren op på sin varebil. Det kan ejeren af en varevogn, som var parkeret på Gl. Færgevej ved Hotel Trinity i Snoghøj, nok skrive under på, efter at ukendte gerningspersoner natten til fredag brød ind i bilen.

Klokken 02.55 skete episoden, som Sydøstjyllands Politi har registreret på deres døgnrapport. Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd, der fortæller, at hændelsen måske havde fået et værre udfald, hvis ikke en vægter netop var kommet forbi.

»Der bliver en sidedør klippet op på en varebil. Der er umiddelbart ikke stjålet noget, måske fordi en vægter kommer forbi lige, hvor de er i gang,« fortæller Arno Rindahl Petersen, som dog understreger, at politiet ikke er helt sikre på, hvorfor gerningsmændene pludselig trak stikket og forsvandt tomhændet fra stedet.

»Vi har ikke lige en beskrivelse af nogle gerningspersoner. Så om de var i gang, da vægteren kom, eller om de bare havde besluttet sig for at høre op med at stjæle noget, det ved vi ikke,« uddyber han.

Tyvene efterlod den opklippede sidedør, men tilsyneladende forlod gerningspersonerne stedet uden at stjæle noget. Det er uvist, om det skyldes vægterens pludselige ankomst, eller om der var en anden årsag til, at tyvene valgte at opgive forehavendet.

Fredagens hændelse var ifølge vicepolitiinspektøren det eneste på døgnrapporten i Fredericia.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing fredag morgen klokken 09.00.

Herslev får ny folkeskov efter rørende donation fra lokal borger

0
Herslev får ny folkeskov efter rørende donation fra lokal borger

NATUR. Det var en både smuk og bevægende dag i Herslev, da første spadestik til Herslev Folkeskov blev taget. Den kommende skov er blevet til på baggrund af en usædvanlig generøs donation fra Susanne Rasmussen, der bor i Herslev, og hendes to sønner.

Susanne er alvorligt kræftsyg, og med støtte fra sine sønner har hun valgt at donere 1,6 hektar jord til projektet, som drives af organisationen Growing Trees Network i samarbejde med Business Fredericia, Vejle Kommune og Fredericia Kommune samt en række lokale virksomheder.

»Susanne ønsker at give noget tilbage til lokalsamfundet, mens hun stadig er her, og det har været en både smuk og rørende oplejvelse at blive inviteret ind i hendes hjem og høre hendes historie,« fortæller Sanne Kjær fra Business Fredericia, der har stået i spidsen for at engagere lokale virksomheder i projektet.

Herslev Folkeskov omfatter i alt 5.600 træer fordelt på 24 forskellige arter, hvilket sikrer en betydelig gevinst for biodiversiteten. Træerne er blevet sponsoreret af lokale virksomheder, som har fået muligheden under overskriften: »Bliv skov-sponsor og styrk din ESG-profil«.

Projektet, der blev søsat i samarbejde mellem Growing Trees Foundation og Business Fredericia sidste efterår, taler direkte ind i nogle af tidens største udfordringer, forklarer Sanne Kjær:

»Med Herslev Folkeskov skaber vi ikke blot et nyt og smukt naturområde, vi bidrager også aktivt til CO₂-reduktion, beskyttelse af grundvandet, øget biodiversitet og etablering af nye rekreative områder, hvor både borgere og besøgende kan finde ro og fællesskab med naturen. Derudover styrker projektet også lokalområdets modstandsdygtighed over for ekstremt vejr.«

Folkeskoven bliver etableret på et tidligere dyrket landbrugsareal, som nu omdannes til en grøn oase i landskabet. Der bliver offentlig adgang til området med anlagte stier, og på sigt planlægges også en naturlegeplads.

For Sanne Kjær fra Business Fredericia har samarbejdet med Susanne Rasmussen og hendes familie gjort stort indtryk:

»Herslev Folkeskov er et fantastisk eksempel på, hvordan lokale kræfter kan skabe forandringer, som rækker langt ud over sognegrænsen. Det er mere end små, nye træer – det er et synligt bevis på handling og håb. Håb for klimaet, for naturen og for kommende generationer.«

»En stor og varm tak skal lyde til Susanne og hendes familie. I er med til at gøre Herslev grønnere, stærkere og endnu mere attraktiv. Det var en skøn og mindeværdig eftermiddag,« slutter Sanne Kjær.

FC Fredericia jagter førstepladsen i sæsonafslutning mod Kolding IF

0
FC Fredericia jagter førstepladsen i sæsonafslutning mod Kolding IF

SPORT. Fredag klokken 19 spiller FC Fredericia sæsonens sidste kamp i NordicBet Ligaen, når holdet tager imod naboerne fra Kolding IF på Monjasa Park. Med oprykningen til Superligaen allerede sikret, har FC Fredericia nu chancen for at gå efter ligaens førsteplads.

Holdet fra Fredericia ligger aktuelt blot ét point efter OB, som har været dominerende i store dele af sæsonen. Dermed kan FC Fredericia potentielt ende med både oprykning og en førsteplads, hvilket vil være en bemærkelsesværdig afslutning på sæsonen.

Offensiv form skal sikre festen

FC Fredericia har i den grad vist styrke mod slutningen af sæsonen, senest understreget med en offensiv flot præstation i sidste weekend, hvor Frederik Rieper især markerede sig med et imponerende mål. En tilsvarende præstation mod Kolding IF vil uden tvivl give en festlig afslutning for hjemmeholdet og deres fans.

Det forventes, at Monjasa Park fredag aften vil være tæt på udsolgt, og stadion vil dermed danne rammen om en stemningsfuld afslutning på sæsonen.

Kolding IF kommer med stærk afslutning

Gæsterne fra Kolding IF har haft en imponerende afslutning på oprykningsspillet, hvor de senest har spillet fem kampe i træk uden nederlag. Den flotte stime har bragt dem op på tredjepladsen, som de nu skal forsøge at fastholde med en sejr mod Fredericia.

Kolding IF står dog overfor en svær opgave mod FC Fredericia, der selv er ubesejret i ti kampe i træk – en imponerende stime, som holdet naturligvis håber at forlænge.

Festdag for Fredericia-fans

Dagen står ikke kun på fodbold. Før kampen arrangeres der “Rød Fanzone” på Urbania Street Food med blandt andet optræden fra DJ’en Alexander Brown. Efter kampen åbner AHA Livestage med salg af øl og drinks. Dermed er rammerne sat for en festlig dag for fansene, som kan se frem til både fodbold og god stemning.

Læs også

Fredericia Kommune har ansat ny direktør

0
Fredericia Kommune har ansat ny direktør

NAVNENYT. Et enigt ansættelsesudvalg har peget på 53-årige Morten Christensen som ny direktør for Teknik, Klima og Kultur i Fredericia Kommune. Han tiltræder stillingen 1. august 2025, og byrådet godkendte ansættelsen fredag morgen.

Morten Christensen har en solid baggrund indenfor det tekniske område fra Hedensted Kommune, hvor han i en årrække har arbejdet som chef for Klima, Miljø og Byg.

Borgmester Christian Bro er tilfreds med valget:

»Vi havde samlet et stærkt felt med mange kvalificerede ansøgere. Jeg er sikker på, at Morten har den helt rigtige profil til at understøtte kommunens fortsatte vækst og udvikling, særligt i forhold til vores vision om blandt andet at blive grøn i verdensklasse. Jeg er glad for, at vi får en person, der både kan se sig selv i og favner kommunens vision,« siger Christian Bro.

Morten Christensen ser også selv frem til at blive en del af Fredericias visioner:

»I har nogle mål i jeres vision, som tænder en ild hos mig – især ambitionen på klimafronten. Også visionen om at være børnefamiliernes foretrukne førstevalg synes jeg er spændende. Der er masser af byudvikling, der skal realiseres for at nå i mål med den vision,« fortæller han og fortsætter:

»Kultur er et nyt område for mig, men jeg er meget nysgerrig på det, og der står I stærkt i Fredericia. At Fredericia nu skal spille Superliga-fodbold giver også i sig selv anledning til mange unikke oplevelser.«

Bent Jensen, bestyrelsesformand for Business Fredericia, ser frem til samarbejdet:

»Jeg er meget begejstret for valget af Morten, og vi glæder os til samarbejdet om byens fortsatte udvikling. Jeg ved, at han har været med til at drive en god udvikling i Hedensted, og det er jeg sikker på, han også kan fortsætte her.«

Kommunaldirektør Thomas Jaap glæder sig ligeledes til samarbejdet:

»Jeg ser frem til at samarbejde med Morten og glæder mig til at få fuldt hold på direktørposterne. Jeg er sikker på, at han vil passe godt ind i direktionen og blive taget godt imod hele vejen rundt.«

Morten Christensen vil pendle fra hjemmet i Give til Fredericia fra den 1. august 2025.

Markant forskel på kvaliteten i danske børnehaver

0
Markant forskel på kvaliteten i danske børnehaver

VIDEN. En ny national kvalitetsundersøgelse viser, at der er betydelige forskelle på det pædagogiske læringsmiljø, som børn oplever i danske børnehaver. Undersøgelsen, som er udført af VIVE og EVA for Børne- og Undervisningsministeriet, peger på, at kvaliteten varierer markant mellem institutionerne.

I cirka én ud af ti børnehaver vurderes kvaliteten som »god«, hvilket indebærer, at børnene oplever anerkendende og støttende samspil, hvor deres trivsel, læring, udvikling og dannelse understøttes i høj grad. I modsætning hertil vurderes næsten tre ud af ti børnehaver til at have et »utilstrækkeligt« pædagogisk læringsmiljø. Her er støtten til børns trivsel og udvikling markant lavere, og børnene risikerer at møde mindre sensitive medarbejdere, færre meningsfulde aktiviteter og begrænset støtte i leg og fællesskaber.

Undersøgelsen fremhæver eksempler fra virkeligheden. Anna, der går i en børnehave med »god« kvalitet, modtages varmt efter flere dages fravær med kram og tydelig omsorg fra personalet. Omvendt møder Oscar i en børnehave med »utilstrækkelig« kvalitet en mere reserveret modtagelse, hvor han overlades mere til sig selv med sin gråd.

»Vi ved fra forskningen, hvor vigtigt samspillet mellem personale og barn er for barnets tryghed, udvikling og trivsel. Derfor er det problematisk, når samspillene med medarbejderne ikke alle steder giver børnene mulighed for at blive mødt og hjulpet i deres følelser,« siger Dina Theis Madsen, områdechef for dagtilbud på EVA.

Størstedelen af børnehaverne (seks ud af ti) placerer sig midt imellem disse ekstremer med en »tilstrækkelig« kvalitet. Her passes børnene forsvarligt, men institutionerne formår ikke i nævneværdig grad at gøre en positiv kompenserende forskel for børn i udsatte positioner.

Normering spiller også en afgørende rolle i undersøgelsen. På observationsdagen varierede antallet af børn pr. medarbejder betydeligt, fra under fire børn pr. medarbejder til steder med mere end 11 børn pr. medarbejder. Gennemsnittet lå på 7,9 børn pr. pædagogisk personale hen over dagen.

Nanna Høygaard Lindeberg, projektchef fra VIVE, fremhæver betydningen af kvalificeret personale:

»Vi kan se en sammenhæng mellem tilstedeværelsen af pædagoguddannet personale på observationsdagen og kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø. Det gælder særligt i eftermiddagstimerne, hvor høj kvalitet ofte hænger sammen med, at en pædagog er til stede.”

Undersøgelsen peger på seks nationale udviklingsbehov: anerkendende samspil og relationer, støtte til børns indbyrdes samspil, bedre legemuligheder, opmærksomhed på børnenes perspektiver, deltagelsesmuligheder for børn i udsatte positioner, samt bedre fysiske omgivelser, der fremmer leg og fordybelse.

»Det er afgørende, at vi nu handler på denne nye viden og støtter op om kvalitetsudvikling, især hvor kvaliteten vurderes som utilstrækkelig,« siger Dina Theis Madsen.

Rapporten er baseret på observationer fra 185 stuer i 100 daginstitutioner over hele landet og udgør den hidtil mest omfattende undersøgelse af kvaliteten i danske dagtilbud

Vi skal rykke op mentalt

0
Vi skal rykke op mentalt

LEDER. Det er gået stærkt de seneste uger. Efter at FC Fredericia overraskede med en oprykning til Superligaen, er politikere, embedsfolk og erhvervsfolk trådt i karakter. Men det er kun begyndelsen på de nødvendige forandringer, der skal til for at fastholde Fredericia blandt landets driftigste byer.

Fodbold er utvivlsomt den mest populære sport i Danmark og Europa. Millioner af mennesker følger klubber og sportsfolk dagligt. Den enorme professionalisering af sporten gennem de sidste 60 år har gjort fodbold til en milliardforretning. Selv for de mange, der er uinteresserede i fodbold, er der gevinster, når lande og byer kommer på landkortet i forbindelse med kampene. Det gælder også for Superligaen i Danmark, hvor Fredericia nu får en mulighed for at fremstille sig selv på den forreste række.

Naturligvis skal der også ske sportslige forandringer, hvis man skal forblive i den bedste række. Men rammerne omkring kampene er afgørende, ligesom et stærkt fanmiljø kan bidrage til succes. Beslutningen om at udvide Monjasa Park i Fredericia er nødvendig, men det handler også om at stille nye mål op for både klubben og byen. Vi har nu en chance. Og den bør vi gribe.

Når spillerne for første gang løber ud på græsset for at spille en kamp i Superligaen, vil det være en milepæl for Fredericia. Lugten af olie, gødning og skorstene er nu erstattet af lugten af frisk, grønt græs. Over hele landet vil danskere se med på skærmene, når de bedste spillere i ligaen kæmper om point. Fortællingen om Fredericia vil blive gentaget om og om igen. Det er en fortælling, vi selv skal styre. Ikke med de sædvanlige fraser, kendt af enhver fredericianer, men med nye paroler om meget mere end strand, vold, træer og den indre by. For vores historie handler om endnu mere:

Vilje.

Det er vores vilje til at forandre og flytte os, der skal udstilles. For gæster opdager hurtigt vores unikke, indre by. Vi skal derfor kæde historie, kultur og sport sammen, når vi fortæller om Fredericia. En by, der ikke ville underkaste sig. Som trodsede de hårde odds. Ikke mindst industrialderens middelmådige indtryk af grå og trist kultur, hvor højdepunkterne var beton, beton og beton.

Nu er det anderledes. Vi har forladt den periode for at skabe en ny.

Hvor er Søren Rasmussen i sagen om den demente mand på psykiatrisk afdeling?

0
Hvor er Søren Rasmussen i sagen om den demente mand på psykiatrisk afdeling?

Jeg savner, at Søren Rasmussen (DF) som formand for seniorudvalget, har en holdning til sagen om den demente Kolding-borger, der er placeret i psykiatrien i Aabenraa.

Når Søren kan lave demonstrationer mod nedskæringer, er han i forreste linje – og tak for det!

Men i denne sag, hvor en borger omsorgssvigtes, fordi psykiatrien ikke kan give den pleje, et så sygt og ældre menneske har brug for, er der radiotavshed. Det er ikke lykkede medier at få fat i Søren, der bare henviser til forvaltningen. Hvis man ikke vidste bedre, måtte man tro, at Søren gemmer sig!

Jeg har svært ved at forstå, at Søren Rasmussen ikke ønsker at bidrage til oplysningen af, hvorfor Kolding Kommune ikke tager ansvar i sagen. Kommunen fortalte nemlig aldrig politi eller anklagemyndighed, at man havde en bolig klar, selvom man var langt med den. Det viser aktindsigter, og eksperter skønner, at det er ulovligt at fortie de oplysninger.

Det førte til, at der ikke var et alternativ til en placering i psykiatrien, hvor den demente mand nu har siddet i 17 måneder. Han har mistet evnen til at gå, han lever af supper, fordi ingen har tid til at spise med ham – og han kan ikke have sine ejendele med, fordi det er et sygehus. Alle der ved noget om demens, siger at det er en fejlplacering. Inklusive psykiatrien.  

Jeg kan ikke forstå, at Søren Rasmussens hjerte for ældre ikke rækker til en stakkels mand, der potentielt skal dø på en psykiatrisk afdeling. Hvis den ældre mand skal flyttes, så kræver det, at kommunen også spiller med og fortæller, de kan tilbyde en alternativ mulighed. SF’s medlemmer af seniorudvalget har allerede sagt, at de bringer sagen op i udvalget.  

Herslev Folkeskov er grøn omstilling med omtanke

0
Herslev Folkeskov er grøn omstilling med omtanke

I tidligere debatindlæg har jeg efterlyst større omtanke i den grønne omstilling. Det har jeg gjort, fordi jeg mener, det kan blive en folkesag. Forudsat at der sker en tidlig borgerinddragelse.

Herslev Folkeskov er netop blevet tilplantet med 5.600 træer. Det er et projekt, som har involveretGrowing Trees Foundation, Business Fredericia, en række lokale virksomheder, som har bidragetøkonomisk, samt Vejle Kommune og Fredericia Kommune.

Jeg havde selv den ære og glæde torsdag den 22. maj 2025 at være inviteret med til dette lokale plant-et-træ-projekt. Jeg var inviteret af Susanne G. Rasmussen, for Herslev Folkeskov er hendes, hendes mands og deres to sønners initiativ. Deres engagement, vilje og kærlighed til jorden – og vores lokalsamfund i Herslev – har sat spirer i både marken og i hjerterne. Som en af deresnærmeste naboer mindre end 100 meter fra markerne med træerne – og med udsigt over den kommende skov – følte jeg straks et medejerskab af Herslev Folkeskov.

Folkeskoven taler direkte ind i nogle af de største udfordringer, vi står over for i vores tid: Klimaforandringer, biodiversitet og behovet for at beskytte vores naturressourcer. Med denne folkeskov skabes ikke bare smuk natur, men der bidrages også til:

• CO2-reduktion, der hjælper med at bremse klimaforandringerne.

• Grundvandsbeskyttelse, så vi også i fremtiden har rent drikkevand.

• Øget biodiversitet, hvor dyr og planter får nye levesteder.

• Rekreative områder, hvor vi som borgere – eller besøgende – kan finde ro, fællesskab og nærvær med naturen.

• Og endelig klimasikring, der beskytter os mod ekstremt vejr.

Der er tale om mere end små, nye træer, frisk jord og store ambitioner. Herslev Folkeskov er et synligt bevis på handling og håb. Håb for vores klima, for naturen, og for fremtidige generationer. Herslev Folkeskov er et fantastisk eksempel på, hvordan lokale kræfter kan sætte gang i noget, der rækker langt ud over sognegrænsen. En stor og varm tak skal lyde til Susanne og hendes nærmeste familie. I er med til at gøre Herslev grønnere og stærkere.

Herslev Folkeskov kan blive et forbillede for andre områder i kommunen og landet. Der er tale om grøn omstilling med omtanke.

Af Allan Pertti Frandsen, byrådskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia

KIF tog første stik i kampen om oprykningsduel

0
KIF Kolding tog første stik i kvalifikationsspillet med en 34-30-sejr over Aarhus Håndbold fredag aften i AL Sydbank Arena. Foran 2744 tilskuere fik hjemmeholdet det...

Middelfart tabte igen