Mystiske brande på kirkegård: Skraldespande brændte med 150 meters mellemrum

0
Mystiske brande på kirkegård: Skraldespande brændte med 150 meters mellemrum

KRIMI. Mandag aften klokken 19.34 blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til en melding om brand ved kirkegården nær Kolding Kapel på Lærkevej. Ved ankomsten kunne patruljen konstatere, at der var ild i to skraldespande, som stod placeret med cirka 150 meters afstand.

Brandene nåede ikke at udvikle sig voldsomt, da en hurtig borger fik slukket ilden, inden politi og brandvæsen nåede frem. Men det usædvanlige forløb vækker alligevel opmærksomhed hos politiet, ikke mindst på grund af tidspunktet og placeringen på kirkegården.

Det fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd tirsdag morgen:

»Der står brand i to skraldespande, som lå med cirka 150 meters mellemrum på kirkegården ved Kolding Kapel. Der når ikke at være nogen voldsom ild her, da den bliver slukket af anmelderen, men det er selvfølgelig lidt pudsigt, at der lige opstår brand i to skraldespande med 150 meters mellemrum,« siger Arno Rindahl Petersen.

Vicepolitiinspektøren understreger, at det på nuværende tidspunkt er vanskeligt at komme nærmere årsagen til brandene. Politiet har nemlig ikke umiddelbart nogen overvågning eller vidneudsagn at støtte sig til.

»Jeg er mest i tvivl om, hvor meget vi kan kigge ind i det. Hvis ikke vi har noget overvågning eller nogle personer, vi har fat i som vidne, så tænker jeg ikke, vi kommer det meget længere,« forklarer han og fortsætter:

»Det kan jo godt være, at der er noget, men det fremgår ikke her, som om, at der er nogen.«

Politiet minder samtidig om, at det i øjeblikket er særligt tørt, hvilket gør, at selv små brande hurtigt kan udvikle sig.

»Tingene er selvfølgelig meget tørre lige for tiden,« påpeger vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen.

Politiet har på nuværende tidspunkt hverken overvågning eller vidner at gå videre med, men skulle nogen have set noget mistænkeligt omkring tidspunktet for brandene, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 1-1-4.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Indbrud uden tyveri – men en mystisk cyklist set nær villa

0
Indbrud uden tyveri – men en mystisk cyklist set nær villa

KRIMI. En villaejer på Bredstrupvej i Fredericia fik sig mandag aften en ubehagelig overraskelse, da han vendte hjem efter at have været væk hele dagen. Et vindue i villaen var brudt op med et koben, og en ukendt gerningsmand havde været inde i boligen og rodet rundt.

Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd tirsdag morgen.

Ifølge politiets oplysninger fandt indbruddet sted i tidsrummet mellem klokken 8.00 mandag morgen og klokken 23.30 mandag aften.

»Der bliver et vindue opbrudt med et koben, og man er rundt i huset. Umiddelbart stjæler man ikke noget, så gerningspersonen bliver måske afbrudt af forurettede, da vedkommende kommer hjem,« forklarer vicepolitiinspektøren.

En mulig gerningsperson er ifølge politiet blevet set i nærheden af gerningsstedet af et vidne, men vicepolitiinspektøren understreger, at det stadig er uklart, om manden har forbindelse til indbruddet.

»En mulig gerningsperson er truffet omkring gerningsstedet af et vidne. Men alt det her, det er jo sådan lidt usikkert, om det er den gerningsperson, vi har, der har forsøgt det her,« siger han og uddyber:

»Den person, der bliver set, beskrives som en mand, østeuropæisk, lys i huden, mørkt tøj, briller, og cyklende på en mørk cykel. Han talte engelsk.«

Politiet efterforsker altså fortsat, om denne observation er relevant for indbruddet.

»Vi ved ikke helt med sikkerhed, om den person, der er set, faktisk er gerningspersonen,« afslutter Arno Rindahl Petersen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Politiet vil stadig gerne tale med to kvinder efter løbehjulsjagt

0
Politiet vil stadig gerne tale med to kvinder efter løbehjulsjagt

KRIMI. En ellers rolig mandag formiddag tog en uventet drejning i området omkring Hannerup Brovej og Kildeparken i Erritsø, da en patrulje fra Sydøstjyllands Politi måtte tage de blå blink i brug under en hektisk eftersættelse.

Klokken 11.21 satte betjentene efter en mand, der i fuld fart kørte på et elektrisk løbehjul. Ifølge politiet nåede løbehjulet en hastighed på mellem 50 og 60 kilometer i timen, hvilket skabte flere farlige situationer. Under eftersættelsen var manden på løbehjulet tæt på at støde sammen med flere cyklister, som måtte foretage undvigemanøvrer.

Det fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd tirsdag morgen:

»Vi har en færdselssag fra Kildeparken i Erritsø, hvor en patrulje eftersætter et elløbehjul, der bliver ført med omkring 50-60 kilometer i timen og er tæt på at ramme et par cyklister,« forklarer Arno Rindahl Petersen og fortsætter:

»Vi får fat i personen på elløbehjulet, som viser sig at være påvirket af euforiserende stoffer. Han bliver derfor sigtet for at have ført elløbehjulet i påvirket tilstand.«

Eftersættelsen endte altså med, at politiet fik fat på føreren af elløbehjulet. Den 37-årige mand fra Fredericia blev sigtet for både narkobesiddelse og ulovlig våbenbesiddelse. Hos ham fandt politiet nemlig to fentanylplastre, 1,92 gram amfetamin og en ulovlig peberspray.

»Han bliver fundet i besiddelse af to stykker fentanylplaster, 1,92 gram amfetamin samt en peberspray. Derfor er der også rejst sigtelser for narkobesiddelse og overtrædelse af våbenloven,« siger Arno Rindahl Petersen.

Vidner kan blive afgørende

Politiet har ligeledes tirsdag morgen udsendt en efterlysning, hvor de søger vidner, som kan have oplevet situationen på tæt hold. Særligt to kvindelige cyklister vil politiet gerne tale med, fordi de ifølge meldinger måtte undvige for ikke at blive påkørt.

»Vi har fået en melding om, at der er et par cyklister, som er tæt på at blive ramt, og som måske har måttet lave undvigemanøvrer. Det er jo lidt et spørgsmål om, hvorvidt der har været en konkret fare for dem. Hvis det er tilfældet, kan der være tale om en overtrædelse af straffelovens paragraf 252, og derfor vil vi gerne i kontakt med dem,« forklarer vicepolitiinspektøren.

Den ene cyklist, politiet leder efter, befandt sig på Hannerup Brovej, mens den anden cyklist befandt sig på cykelstien mellem Hannerup Engvej og Røde Banke.

Straffelovens paragraf 252 omhandler situationer, hvor en person udsætter andre for fare på hensynsløs måde, og den kan medføre en strafferetlig sanktion, typisk i form af bøde eller fængsel.

Politiet opfordrer derfor stadig vidner, eller andre med information i sagen, til at tage kontakt via telefonnummer 1-1-4.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Byrådet sikrer økonomien bag opgraderingen af Monjasa Park

0

POLITIK. Det blev på alle måder historisk, da Fredericia Byråd tirsdag aften godkendte økonomien bag opgraderingen af Monjasa Park, så FC Fredericia kan spille Superliga-fodbold fra juli måned. En stor beslutning med en betydelig økonomisk ramme, som samtidig markerer, at Fredericia for alvor træder ind på den nationale sportsscene.

Formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind (V), var begejstret og fremhævede samarbejdet bag den markante beslutning:

»Det her er en ufattelig glædelig nyhed for Fredericia Kommune. Vi har arbejdet meget intenst på at skabe rammerne for, at FC Fredericia kan spille i Superligaen. Det har krævet en stor fælles indsats fra både byrådet, erhvervslivet og klubben. Det viser Fredericia fra sin allerbedste side. Og prøv lige at sige det højt: Fredericia er i Superligaen!« lød det fra en glad Peder Tind.

Borgmester Christian Bro (A) tog et kort historisk tilbageblik på processen omkring Fredericias fodboldfaciliteter:

»Da vi flyttede stadion fra Baldersvej til Fredericia Idrætscenter i 2006 og senere udbyggede det igen i 2020, havde ingen af os vel turde drømme om, at vi skulle ende i Superligaen. Det er fantastisk og historisk for byen, at vi nu står her,« sagde Christian Bro og understregede betydningen af at have to elitehold i toppen af dansk sport – FC Fredericia i fodbold og FHK i håndbold.

Store muligheder for bosætning og turisme

Beslutningen om stadionopgraderingen skaber samtidig helt nye muligheder for at brande Fredericia, både med henblik på bosætning og turisme. Formanden for Bosætnings- og Turismeudvalget, Susanne Eilersen (O), understregede potentialet:

»Vi skal udnytte den kæmpe mulighed, vi nu står overfor. Når fans og besøgende kommer til byen for at se Superliga-fodbold, skal vi sørge for, at de også bruger byen – spiser her, shopper her, overnatter her. Vi kan hente et tocifret millionbeløb hjem, hvis vi gør det rigtigt. Det her handler ikke kun om fodbold, men om byens udvikling.«

Udvalgsmedlem Niels Martin Vind (V) supplerede med, at Fredericia nu får en gylden mulighed for at løfte sit image:

»Den selvfølelse og det sammenhold, der følger med at have to top-hold i byen, kan man ikke købe for penge. Fredericia kan skabe en stolthed og tiltrækningskraft, der vil gavne os på lang sigt.«

Kritiske toner og opfordringer til forberedelse

Også kritiske røster blev fremført, men støtten var bred. Tommy Rachlitz Nielsen (C) var bekymret over den pressede proces og efterlyste en mere langsigtet plan:

»Jeg synes, processen har været hektisk, og vi vidste allerede i 2018, at kravene ville komme. Fremover skal vi være bedre forberedt. Lad os allerede nu begynde at planlægge den kommende investering i overdækning, så vi ikke igen står med ryggen mod muren.«

Også David Gulløv (A) opfordrede til hurtig handling:

»Det er vigtigt, vi allerede nu tænker længere frem og lægger planer for stadion, så vi er klar, når nye krav melder sig.«

Sammenhængende sundhedstilbud og ambitiøs masterplan

Byrådet behandlede også et forslag fra Venstre om at udarbejde en masterplan for Sundhedshuset, som skal sikre flere og bedre sundhedstilbud tættere på borgerne.

Pernille Jensen (V) fremlagde initiativet:

»Vi ønsker, at Fredericia er klar, når regionen og staten fordeler midler til lokale sundhedstilbud. Vi foreslår blandt andet, at vi får etableret daghospital, røntgen, scanning og børneblodprøver i Sundhedshuset. Fredericia skal have en klar og ambitiøs plan, så vi står stærkt, når vi skal søge midler fra puljerne.«

Susanne Eilersen (O) støttede initiativet helhjertet og foreslog, at man også ser på muligheden for et hospice på Sundhedshusets syvende etage:

»Vi skal tænke bredt og også sikre, at vi tilbyder noget særligt til udsatte grupper – eksempelvis børn, der har behov for hospice. Vi har pladsen, og vi har kompetencerne.«

Karsten Byrgesen (Borgernes Liste) opfordrede byrådet til at tænke endnu bredere omkring sundhedstilbud:

»Vi skal sikre sammenhæng i hele vores sundhedsindsats. Sundhed er meget mere end Sundhedshuset alene. Lad os involvere Fredericias borgere i at tænke stort og sammenhængende.«

Cecilie Roed Schultz (Ø) støttede forslaget, men advarede mod at forvente, at midlerne kommer af sig selv:

»Vi får ikke noget foræret. Fredericia må kæmpe hårdt, men hvis vi gør det rigtigt, har vi en unik mulighed for at styrke sundhedstilbuddene markant.«

Enighed og optimisme

Forslaget om sundhedshuset fik bred opbakning, og byrådet var enige om, at der skal arbejdes hurtigt med en konkret plan, som beskæftigelses- og sundhedsudvalget skal stå for med løbende inddragelse af borgerne.

Dermed blev byrådsmødet en historisk begivenhed, hvor FC Fredericias oprykning blev markeret med en beslutning, som ikke kun har betydning for sportens verden, men også for Fredericias fremtidige vækst og udvikling.

Politiet efterlyser vidner efter dramatisk eftersættelse af løbehjul i Fredericia

0

KRIMI. Mandag formiddag den 19. maj udviklede en eftersættelse af et hurtigt kørende løbehjul sig dramatisk omkring Hannerup Brovej i Fredericia. Nu søger Sydøstjyllands Politi vidner, der kan bidrage med oplysninger i sagen.

Politiet oplyser, at hændelsen fandt sted omkring klokken 11.20, hvor betjente forsøgte at standse en person, som kørte meget hurtigt på et elektrisk løbehjul. Under eftersættelsen opstod der ifølge politiet flere farlige situationer, hvor to cyklister angiveligt var tæt på at blive ramt.

Derfor ønsker politiet især at tale med en kvindelig cyklist, der befandt sig på Hannerup Brovej og ifølge politiet måtte undvige det hurtigt kørende løbehjul. Derudover søger man også endnu en kvindelig cyklist, som befandt sig på stien mellem Hannerup Engvej og Røde Banke under episoden.

Vidner eller personer med oplysninger, som kan bidrage til opklaringen, bedes kontakte Sydøstjyllands Politi på telefonnummer 1-1-4.

Fredericia Havns hemmelige kraftcenter: Møllebugten og det store eksporteventyr

0
Fredericia Havns hemmelige kraftcenter: Møllebugten og det store eksporteventyr

BUSINESS. I tredje del af artikelserien om ADP’s udvikling fortæller CEO Rune Rasmussen om havnens drift og betydning i Møllebugten, hvor havnens historiske og praktiske rolle for både Fredericia og resten af Danmark tydeligt kommer frem.

Møllebugten har en lang historie, der går helt tilbage til midten af 70’erne. Rune Rasmussen fortæller levende om områdets udvikling gennem tiden:

»Møllebugten er fra før jeg blev født. Jeg tænker, vi er tilbage i omkring 76-77. Vores formand plejer at sige, at han gik i korte bukser derovre, og vores gamle landinspektør Søren badede her ved siden af Møllebugten, da han var knægt,« siger Rune Rasmussen.

Traditionel havnedrift med stor betydning

I dag er området centrum for traditionel havnedrift med stor økonomisk betydning for både byen og det nationale erhvervsliv.

»Nu er vi virkelig der, hvor det bliver meget traditionel havnedrift. Fredericia Shipping bruger meget tid herovre. Det er stålruller, stålplader – det kunne være stålplader til vindmølleindustrien. Det er færgelejer til klapbetjening. Det er banevogne, der kommer ind og bliver losset og lastet med alle former for gods. Det kunne være træ til byggecentrene,« forklarer Rune Rasmussen.

Han understreger samtidig havnens betydning for infrastrukturen, hvor skibstransport sparer vejene for tusindvis af lastbiltransporter.

»Nogle af de store skibe, der ligger ude på Skandsø Odde eller herinde på havnen – de allerstørste, de ligger ude på Skandsø Odde – rummer omkring 100.000 tons eller lidt mere. Den last, der ligger i sådan et skib, svarer til omkring 3.000 lastbiler. Hvis vi ikke havde den infrastruktur, skulle varerne køres rundt. Og det er bare i Fredericia. Prøv at se på den belastning, det ville være, hvis ikke vi havde havnene,« pointerer han.

Korn og stål – eksport i stor skala

Et af de vigtige eksportvarer fra havnen er dansk korn, som bliver eksporteret i specielle containere med indvendige poser. Her kan Fredericia Shipping håndtere store mængder effektivt.

»I perioder kan det godt være flere hundrede containere om ugen med dansk korn, der bliver eksporteret på den måde,« siger Rune Rasmussen og fortsætter med at beskrive størrelsesforholdet mellem skibe og lastbiler:

»Når der kommer et skib ind, så er der mellem 20.000 og 30.000 tons i sådan et skib. Én lastbil må maksimalt køre med én stålplade ad gangen. Én plade, én lastbil. Så der går mange mennesker på arbejde hernede hver eneste dag.«

Han understreger også, at arbejdet på havnen har klare regler, som respekteres af alle, der færdes der:

»Når vi er hernede i vores biler, så er det kranerne, udstyret og lastbilerne, der altid har første ret. Vi flytter os altid for dem. Det er dem, der går på arbejde.«

Moderne faciliteter med historiske rødder

Under turen gennem området forklarer Rune Rasmussen også om de historiske haller og siloer, der stadig er i brug. Det tidligere KFK-anlæg, nu kaldet Fredericia Green Terminal, er et eksempel på effektiv logistik:

»Fantastiske haller, fantastisk infrastruktur, som har været her siden Møllebugten blev bygget. Det er 40 år gammel infrastruktur her. Noget af det seneste er siloer, der kan tørre og opbevare korn, og alt er forbundet hele vejen ud til kanten med transportbånd. Alt det, der ligger i siloerne, kan eksporteres direkte ud over kanten.«

Han fremhæver også, hvordan moderne faciliteter understøtter en mere effektiv og bæredygtig drift:

»Alt er ikke på lastbiler, det kommer også direkte til skibe og videre ud på verdensmarkedet.«

På den måde er havnen i Fredericia ikke blot en lokal arbejdsplads, men en nøglespiller i international handel, der bidrager til både lokal og global bæredygtighed

Se med her

Artiklen er tredje del af en større serie om ADP’s udvikling med CEO Rune Rasmussen, der sætter ord og perspektiver på havnens afgørende rolle for byen og Danmark.

Pigers karakter-boom skyldes én særlig ting ved folkeskolens prøver

0
Pigers karakter-boom skyldes én særlig ting ved folkeskolens prøver

UDDANNELSE. Pigerne scorer fortsat højere karakterer end drengene ved folkeskolens afgangseksamen, men nu viser en ny analyse fra ROCKWOOL Fonden, at det især er de nyere eksamensformer, hvor eleverne skal forberede sig grundigt før selve eksamen, der får forskellen til at vokse.

Siden 2008 er forskellen mellem drenges og pigers afgangskarakterer vokset fra 0,5 til 0,9 karakterpoint. Mens begge køn generelt klarer sig bedre, er pigernes karakterer steget markant mere end drengenes – og forskellen fortsætter med at vokse.

ROCKWOOL Fondens analyse viser, at hele 90 procent af den stigende forskel kan forklares med to specifikke eksamensformer, her mundtlig dansk og den tværfaglige fællesprøve i naturfag. Det skyldes ifølge analysechef Mille Bjørk, at disse prøver trækker på særlige akademiske færdigheder som fordybelse og evnen til at forberede et grundigt oplæg.

»Vores resultater viser, at pigerne især klarer sig godt ved de nye prøver, hvor eleverne forbereder deres eksamen flere uger i forvejen. Her skal eleverne i dybden med et emne, og mere akademiske færdigheder er i spil. Evner som høj selvdisciplin kommer især eleverne til gavn i den forberedende del. Der er altså en kønsmæssig slagside i den her type prøver,« siger Mille Bjørk i kølvandet på analysens resultater.

Forberedelse gør forskellen

Tidligere skulle eleverne trække et ukendt emne på selve eksamensdagen og efter kort forberedelse præsentere det for censor og lærer. Men med de nyere eksamensformer trækker eleverne et emne mindst en måned i forvejen og skal herefter udarbejde en problemstilling, som de forbereder grundigt hjemmefra.

Analysen peger på, at piger klarer denne forberedende opgave betydeligt bedre end drenge. Over halvdelen (54%) af karakterforskellen skyldes netop fællesprøven i naturfag, der blev indført i 2017, mens prøven i mundtlig dansk, der blev ændret i 2007, står for godt en tredjedel (36%) af forskellen.

Mille Bjørk påpeger, at prøverne i høj grad stiller krav til evner som selvdisciplin, planlægning og analytisk tænkning – færdigheder, hvor piger typisk klarer sig bedre.

»Vi tolker resultaterne sådan, at folkeskolens afgangseksamen nu i højere grad tester nogle færdigheder, som piger typisk er bedre til end drenge. Pigerne er dermed ikke kun blevet fagligt dygtigere end drengene, de leverer også samlet set bedre, fordi det er en prøveform, der passer godt til deres færdigheder.«

Politisk debat om prøveformerne

Den stigende forskel mellem drenge og pigers karakterer har længe været et omdiskuteret emne politisk. Og med beslutningen i marts 2025 om at skærpe adgangskravene til gymnasiet, får forskellen endnu større betydning.

»De færdigheder, der testes med de nye prøver, kan sagtens være de helt rigtige til et arbejdsmarked og uddannelsessystem, som i høj grad efterspørger akademiske færdigheder og evnen til samarbejde og selvstændighed. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at der kan være en kønsmæssig slagside,« hævder Mille Bjørk og tilføjer:

»Vil man gøre den øgede kønsforskel mindre, skal man enten se på prøverne og deres sammensætning eller på tilrettelæggelsen af undervisningen, så de elever, der halter bagefter på færdigheder, som de nye prøveformer kræver, lærer at mestre dem i højere grad.«

En ekspertgruppe, nedsat af Børne- og Undervisningsministeriet, kom allerede i 2024 med anbefalinger om at mindske kønnenes forskellige præstationer i uddannelsessystemet. En ny ekspertgruppe blev desuden nedsat i slutningen af 2024 for at komme med anbefalinger til forbedring af folkeskolens prøver.

Nyt lærerpanel skal udvikle fremtidens gymnasieuddannelse

0

UDDANNELSE. Når landets unge fra 2030 kan begynde på den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse, epx, er det ikke kun politikere og eksperter, der har haft en finger med i spillet. Nu skal også lærerne selv bidrage med deres erfaringer direkte fra klasseværelset.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har netop nedsat et lærerpanel med 13 undervisere fra landets 10. klasser, gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser. Panelet skal fungere som sparringspartnere for den ekspertgruppe, der i øjeblikket er i gang med at udvikle indholdet af epx.

Panelet består af lærere, der til dagligt underviser unge på tværs af hele landet, og de skal give konkrete input til ekspertgruppen på baggrund af egne undervisningserfaringer. Samtidig kan lærerne afprøve og udvikle ideer, inden ekspertgruppen afleverer sine anbefalinger den 1. december i år.

Lærerpanelet er udvalgt efter indstillinger fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), Uddannelsesforbundet og Danmarks Lærerforening (DLF). Blandt deltagerne er Henriette Winther Jacobsen, der underviser i 10. klasse på Ungdomscenter Vejle, og Tony Andersen fra Odense Katedralskole.

Ekspertgruppens arbejde, som panelet nu skal understøtte, handler blandt andet om at finde ud af, hvordan teori og praksis kan kobles tættere sammen i undervisningen. Resultatet bliver afgørende for, hvordan epx-uddannelsen præcist kommer til at se ud – både når det gælder fag, faglinjer og eksamensformer.

Den nye uddannelse blev besluttet af regeringen, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti i februar i år. Formålet er at sikre flere unge adgang til en gymnasial uddannelse med et lokalt ungdomsmiljø, hvor både praktiske og teoretiske færdigheder vægtes lige højt.

Epx ventes at åbne for elever i 2030, og med den nye aftale får omkring 10.000 flere unge hvert år mulighed for at tage en gymnasial uddannelse tæt på deres bopæl.

Supermarked klar med »krisekasse«: Vil gøre det nemt at følge myndighedernes råd

0
Supermarked klar med »krisekasse«: Vil gøre det nemt at følge myndighedernes råd

FORBRUGER. Myndighederne har længe opfordret danskerne til at have et lille lager af mad og fornødenheder hjemme, der kan række til tre dage, hvis krisen pludselig rammer. Men indtil videre er det kun én ud af tre, som faktisk har fulgt anbefalingen.

Det vil supermarkedskæden Bilka nu ændre på. Fra fredag den 16. maj lancerer kæden nemlig en færdigpakket »prepping-kasse«, så kunderne enten kan hente varerne samlet i Bilka eller få dem leveret direkte til døren.

Kassen indeholder blandt andet konservesmad, toiletpapir, nødder og tændstikker – alt sammen udvalgt efter rådgivning fra Beredskabsforbundet, der har taget udgangspunkt i myndighedernes officielle anbefalinger.

Mark H. Nielsen, direktør i Bilka, forklarer beslutningen med, at kæden ønsker at gøre det lettere for danskerne at være forberedte på krisesituationer.

»I en travl hverdag kan det være svært at overskue andet end det, man mangler i hjemmet nu og her. Det at få købt lidt ekstra er måske ikke førsteprioritet. Det vil vi nu gøre lettere ved at lave en færdigpakket løsning, hvor kunderne blot skal forholde sig til, hvorvidt de selv ønsker at afhente kassen, eller vi skal levere den på hjemmeadressen,« siger han.

Den færdigpakkede krisekasse er beregnet til to personer og koster 600 kroner. Derudover kan kunderne vælge at tilkøbe ekstraudstyr som powerbanks, gasblus og batterier, hvis de ønsker det.

»Dagligvarehandlen er kritisk infrastruktur, og vi har et samfundsansvar i at sikre, at danskerne i videst muligt omfang kan få de dagligvarer, de har brug for, uagtet situationen. Så når landets myndigheder opfordrer os alle til at have lidt ekstra derhjemme, er det naturligt for os at gøre det lettest muligt for vores kunder,« siger Mark H. Nielsen.

Kassen kan købes fra i dag fredag den 16. maj.

AI skal nudge dig til grønnere madvaner

0
AI skal nudge dig til grønnere madvaner

VIDENSKAB. Teknologi kan bruges til andet end at få os til at scrolle løs på TikTok eller Netflix. Nu skal kunstig intelligens hjælpe os med at træffe grønnere valg, når vi handler ind online.

Forskere fra Syddansk Universitet (SDU), Aarhus Universitet (AU) og Københavns Universitet (KU) er gået sammen i et nyt projekt, Nudge2Green, der skal bruge kunstig intelligens til at skubbe forbrugerne i en mere bæredygtig og sund retning, når de handler dagligvarer på nettet.

Projektet tager udgangspunkt i appen Optius.app, udviklet af virksomheden Heco et al. Appen, som allerede er på markedet, hjælper forbrugerne med at få et klart overblik over deres dagligvareindkøb. Nu skal den videreudvikles, så den også kan guide brugerne mod grønnere og sundere valg.

Det betyder, at appen skal kunne analysere brugernes tidligere køb og derefter give dem forslag til mere bæredygtige alternativer. Har man eksempelvis lagt mange mejeriprodukter eller kød i kurven, vil appen kunne foreslå varer med et lavere klimaaftryk og bedre ernæringsprofil.

»Vi vil gerne vise, at kunstig intelligens kan bruges til mere og andet end bare at sælge flere varer. Den kan også bruges til at gavne samfundet ved at få os alle sammen til at vælge nogle grønnere og sundere fødevarer i supermarkedet. Og det skal ikke være med tvang, men med små skub, anbefalinger og information,« siger Mahyar T. Moghaddam, lektor ved SDU og projektleder.

Et stort dataprojekt

Inden AI-algoritmen kan tages i brug, skal forskerne først opbygge en stor database med oplysninger om fødevarernes klimaaftryk, ernæringsværdier og eventuelt skadelig kemi. Disse data findes endnu ikke samlet ét sted, så her venter et stort arbejde for forskerne.

Herefter skal appen testes i praksis. SDU står sammen med Heco et al. for selve udviklingen af AI-algoritmen, mens forskerne ved AU designer de nudging-strategier, der skal skubbe forbrugerne i den ønskede retning.

»Madindkøb er under forandring, efterhånden som forbrugerne benytter flere forskellige kanaler, og der kommer flere digitale indkøbshjælpemidler til. Det giver os nye muligheder for at nudge forbrugerne til at træffe mere bæredygtige valg,« siger professor Klaus G. Grunert fra Aarhus Universitet.

På Københavns Universitet står man klar med livscyklusvurderinger af fødevarer, som er nødvendige for at kunne vurdere produkternes miljøbelastning.

»Vi bidrager med livscyklusvurderinger af fødevarer og understøtter dermed bestræbelserne på at nudge forbrugere mod mere bæredygtige madvalg,« siger Marianne Thomsen, professor i Bæredygtighedsvurdering ved Københavns Universitet.

Klar til brug om to år

Projektet løber fra 2025 til 2027 og har fået økonomisk opbakning fra AgriFoodTure Partnerskabet, Innovationsfonden og EU. Desuden deltager Food Organization of Denmark, som skal sikre, at projektets resultater også kan bruges af fødevarebranchen til at skabe konkrete forbedringer.

»Mange fødevarevirksomheder er generelt interesserede i at arbejde med sundhed og bæredygtighed. Men de har brug for solide, velafprøvede metoder for at sikre salget, hvis de skal skabe reel fremdrift. Vi ser frem til at bidrage med viden til den danske fødevarebranche, der giver resultater,« siger Gyda Marie Bay, chef for bæredygtig og sund mad i Food Organization of Denmark.

Lykkes projektet, kan den nye AI-teknologi hjælpe danskerne med at træffe sundere og grønnere valg helt af sig selv.

Butikstyveri i Netto udviklede sig til røveri: To sigtet i Fredericia

Butikstyveri i Netto udviklede sig til røveri: To sigtet i Fredericia

0
KRIMI. Et butikstyveri i Netto på Vesterbrogade i Fredericia udviklede sig mandag til et røveri, da to personer forsøgte at flygte fra stedet. En 23-årig...