5.8 C
Copenhagen
søndag 21. december 2025

Indbrudsbølge rammer Fyn: Tyve slog til i Middelfart, Odense og Ringe natten til tirsdag

0
Indbrudsbølge rammer Fyn: Tyve slog til i Middelfart, Odense og Ringe natten til tirsdag

Tyve har endnu engang været massivt på spil flere steder på Fyn. I Middelfart blev et hjem brudt op gennem et vindue, og i både Odense og Ringe gik indbrudstyve målrettet efter smykker, mens en beboer i Odense SØ overraskede en gerningsmand på fersk gerning. Samtidig blev to unge bilister taget for narkokørsel, og på Langeland rullede politiet en sag om spirituskørsel i frakendelsestiden op.

Døgnrapporten fra Fyns Politi for 18. november viser et døgn med et markant omfang af indbrud – især i private hjem.
I Middelfart blev der klokken 13.00 anmeldt et indbrud på Havelodden, hvor et vindue var brudt op. Der er endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet.
I Ringe blev der klokken 18.15 meldt om indbrud på Ribesvej, hvor et opbrudt vindue gav adgang til boligen. Der er endnu ikke fuldt overblik, men muligt stjålne smykker.
Odense fylder igen tungt i døgnrapporten – flere steder er boliger brudt op i løbet af mandagen:

  • På Gerthasminde i Odense C stjal en gerningsmand blandt andet porcelæn, lampe, dyner, puder, malerier og bælter efter indstigning gennem et opbrudt vindue.
  • På Filosofgangen var en dør brudt op, men der er endnu ikke overblik over tyvekosterne.
  • På Vesterbro blev en rude brudt op – gerningsmanden gik ikke ind, men tog genstande fra vindueskarmen.
  • På Munkebjergvej i Odense M blev der stjålet smykker gennem et opbrudt vindue.
  • På Brobygårdvej gik tyven efter smykker, men det fulde overblik mangler.
  • På Sommervej i Odense SV er der ligeledes brudt ind via vindue, men der er ingen opgørelse over tabet.
  • I Agedrup blev en dør brudt op på Morbærhaven, og der mangler fortsat overblik over, hvad der kan være stjålet.
    På Otte Ruds Vej i Odense SØ blev et indbrudsforsøg afbrudt, da anmelderen var hjemme og overraskede gerningsmanden midt i opbruddet. Her blev intet stjålet.
    Døgnrapporten rummer også flere sager om narkokørsel:
    En 20-årig mand fra Odense blev sigtet på Rugårdsvej, mens en 21-årig mand blev sigtet for samme forhold på Risingsvej.
    På Fuglsbøllevejen i Rudkøbing blev en 60-årig mand sigtet for spirituskørsel med promille over det tilladte – og for at køre, selvom han er frakendt førerretten.
    Fyns Politi efterforsker nu de mange sager og beder borgere, der har set noget mistænkeligt, om at kontakte politiet på 114.

DF’s Steffen Daugaard: »Det er meget specielt – vi forsøger at lave en bred konstituering«

0
DF’s Steffen Daugaard: »Det er meget specielt – vi forsøger at lave en bred konstituering«

Dansk Folkeparti spillede en af valgaftnens mest afgørende roller i Middelfart, da partiet sammen med SF valgte at pege på Socialdemokratiets Johannes Lundfryd som borgmester. For DF’s Steffen Daugaard var aftenen »meget speciel« – både politisk og personligt. Og han gør det klart, at beslutningen ikke var impulsiv, men bundet til værdier og ønsket om at få mest mulig DF-politik igennem.

Da valgaftenen er ovre og natten bliver til morgen, beskriver Daugaard stemningen med få, men sigende ord:

»Det er meget specielt.«

For ham handlede aftenen ikke kun om mandatfordeling, men om en dybere politisk proces, hvor DF forsøgte at samle flest muligt om en bred konstituering. Det var – og er stadig – ambitionen.

»Lige nu forsøger vi at lave det, der hedder en bred konstituering, og det betyder at få flest muligt med. Vi rækker ud til højre og venstre, bredt. Fordi vi skal have noget arbejdstøj på, på et tidspunkt.«

Hvorfor DF pegede på Socialdemokratiet: »Det er der, vi får mest indflydelse«

At DF endte med at pege på Socialdemokratiet overraskede mange på valgnatten, særligt fordi stemningen i vælgerhavet pegede på et mere traditionelt borgerligt forløb. Men for Daugaard var beslutningen klar – og bundet til konkrete erfaringer fra aftaler, forhandlinger og budgetudvikling.

Han peger på det, han kalder et langstrakt politisk samarbejde:

»Vi har masser af budgetaftaler, masser af delaftaler og så har vi vores værdier. Og det har vi haft med de konservative og SF.«

Herefter sætter han ord på det princip, der for ham er afgørende:

»Hvis man laver en aftale, så står man ved den.«

Samtidig understreger han, at DF’s valg ikke handler om taktisk positionering, men om indhold og indflydelse:

»Det var simpelthen fordi, det er der, vi får mest DF-politik. Det er der, vi får mest indflydelse.«

Det er en logik, der rammer ned i DF’s lokale strategi: At vælge det samarbejde, der giver mest reel mulighed for at præge kommunens politik – også selv om det ikke er det mest oplagte eller forventede i en traditionel bloklogik.

Et opgør med valgkampens tone: »Den har været ekskluderende… der har været mange usande ting«

Når snakken falder på valgkampens forløb, tøver Daugaard ikke med at beskrive den som anderledes – og ikke på den gode måde.

»Jeg synes, den har været specielt.«
»Jeg synes, den har været ekskluderende.«

Han nævner møder, hvor ikke alle partier blev inviteret, og et digitalt miljø præget af hårde opslag og fejlinformationer.

»Der har været mange usande ting.«

For Daugaard handler det ikke kun om dårlig tone; det handler om tillid. Han ser et mønster, hvor aftaler bliver fremstillet skævt, hvor angreb fylder mere end argumenter, og hvor forvirrede vælgere præsenteres for “hvis du stemmer på dem, får du det”-kampagner.

Han beskriver det som en kultur, der risikerer at skygge for substansen – og netop derfor fremhæver han vigtigheden af stabile aftalepartnere.

Et DF i fremgang – og en ydmyg Daugaard

Selv om konstitueringen ikke er helt på plads endnu, er Steffen Daugaard klar i vurderingen af DF’s position efter valget.

»Jeg synes, jeg kan fornemme, at det bliver den rigtige vej i forhold til at få indflydelse.«

Han nævner også det personlige resultat:

»Jeg har jo fået 2 mandater. Det vil sige, at jeg er dobbelt oppe i forhold til sidste gang. Og det er jeg super stolt og ydmyg over.«

DF har samtidig oplevet fremgang på Nordfyn, hvor de organisatorisk samarbejder tæt med lokalforeningen dér.

»Vi går frem begge steder… og i og med vi går frem, så får vi en legekammerat i hvert byråd.«

Det er, som han selv siger, »fandme fedt« – ikke mindst fordi lokal fremgang giver DF flere muligheder for at tale med én stærkere stemme.

Konstitueringen fortsætter: »Jeg ved det ikke«

Uanset fremgangen er aftalerne ikke færdige. Daugaard lægger ikke skjul på, at meget stadig er i spil.

På spørgsmålet om, hvornår konstitueringen falder endeligt på plads, svarer han:

»Nej, det kan jeg ikke sige.«
»Jeg ved det ikke.«

Han beskriver en situation, hvor han knap nok selv har styr på tidsforløbet.

Det er rå, ærlige ord fra en kandidat midt i et politisk maskinrum, hvor forhandlingerne stadig er varme og uafsluttede.

En ny rolle til DF – og en ny dynamik i Middelfarts politik

DF’s beslutning om at pege på Socialdemokratiet ændrer magtbalancen i Middelfart og viser, at lokalpolitik ikke længere følger faste blokke. Valgkampens hårde tone og »mange usande ting« har presset tilliden mellem partierne, og konstitueringen bliver nu en test på, om samarbejdet kan genopbygges. DF går styrket ind i forhandlingerne med ønsket om en bred aftale – men kun hvis aftaler holdes. Netop det er for Steffen Daugaard den afgørende forudsætning for stabilt politisk arbejde.

Leder: Det nye Fredericia

0
Leder: Det nye Fredericia

Peder Tind er Fredericias nye borgmester. Det har den fredericianske befolkning besluttet. Tilmed med et blåt flertal, der afvikler generationers røde flertal i byen. Det er et klart signal fra befolkningen om, at fredericianerne ville have deres by tilbage.

Tind har lovet, at han vil være en meget synlig borgmester. Det er de fleste overbeviste om, at han vil leve op til. De gamle metoders tid kan være endeligt forbi, hvor vi kan se frem til en kommune, der vil inddrage borgerne i de beslutninger, der træffes.

De vigtigste temaer i valgkampen fokuserede på den politiske kultur og ledelse i Fredericia. Og selvom man har valgt at få alle partier med, undtagen Det Konservative Folkeparti, der ikke kunne se sig selv i konstitueringen, så har det stor betydning, at der er et blåt flertal. De næste fire år vil være en enestående mulighed for at bygge videre på det reelle fællesskab, hvor erhvervsliv, kommune og borgere samler kræfterne om at få Fredericia frem på landkortet.

Det skal være slut med, at de gamle medier kun kommer til Fredericia for at lave negative historier. Vi er så meget bedre end det. Der er noget, der ligger udenfor partipolitik:

Lokalpatriotisme.

Og selvom nogle få røde endnu måske gerne vil se det anderledes, nemlig som et “de røde mod de blå”, så er der bred enighed blandt de fleste toneangivende politikere om, at vi deler Fredericias drømme.

Det har Fredericia nu sat Peder Tind i spidsen for. Det kan blive en værdiskabende fornyelse, hvor gamle magtstrukturer rystes, nye muligheder afsøges, og tilliden finder tilbage til byen og borgerne.

Vi er mange fredericianere, der i dag kan se lyset for enden af tunnelen. Nu skal den nye politiske ledelse have ro til at udarbejde mål og køreplan, for der er meget at se til i de kommende år. Vi har i valgkampen hørt om den ene og anden problemstilling, der skal efterses.

Men den, der sætter retningen, kan også sikre sammenholdet:

Den bedste ledelse er den, der ikke klamrer sig til alt selv, men deler ud og inddrager. Det tyder alt på, at Venstre som nyt borgmesterparti vil stå i spidsen for.

Kære Peder. Efter de mange års indsats for at nå til dette mål, er du endelig kommet frem. Nu er det din tid.

Tillykke.

Også til Fredericia med det demokratiske valgresultat 2025.

Fintællingerne afgør byrådet i dag – navne sættes på mandaterne nu

0

Mens Fredericia langsomt vågnede oven på en dramatisk valgnat, var kommunens administration allerede i fuldt arbejde. For selv om konstitueringsaftalen faldt på plads i nat, mangler én central brik, før valgresultatet er helt officielt: navnene på de nye byrådsmedlemmer. Det er her, fintællingerne kommer ind.

Kommunaldirektør Thomas Jaap står i spidsen for processen, og han forklarer, at arbejdet er intensivt – men også både vigtigt og meningsfuldt.

»I går aftes fik vi lavet en grov optælling af alle stemmerne, så vi kunne lave mandatfordelingen. I dag kommer vi til at sætte navne på, hvem der skal have de mandater. Det er det, vi er fuldt i gang med nu, og vi håber, at vi i eftermiddag kan have alle navnene på plads.«

Det er langt fra første gang, han står i den tekniske maskinrum efter et valg. Erfaringen gør dog ikke dagen mindre speciel.

»Det er jo spændende. Det er demokratiet, når det er bedst. Og jeg er rigtig glad for, at vi har fået en større stemmeprocent denne gang. Det giver en vigtig legitimitet bag det arbejde, vi laver.«

For Jaap handler fintællingen ikke kun om nøgne tal, men om at sikre, at vælgernes stemmer bliver repræsenteret korrekt. Derfor håber han også at undgå en af de mere dramatiske scenarier, han tidligere har oplevet i andre kommuner.

»Jeg har været med til situationer, hvor der var stemmelighed mellem kandidater. Så ender man i lodtrækning. Det er aldrig sjovt. Vi håber virkelig ikke, det sker her. Det er bedre, at folket bestemmer, end at et mandat afgøres af tilfældigheder.«

Samtidig er der stor nysgerrighed blandt borgerne i forhold til, hvornår Fredericia officielt får sin nye borgmester. Selvom alt tyder på, at det bliver Venstres Peder Tind, skal det formelle først på plads.

»Der skal være et konstituerende møde. Og hvem indkalder? Det er faktisk det længst siddende byrådsmedlem, ikke nødvendigvis borgmesteren eller jeg. Når mødet åbnes, er det første punkt på dagsordenen valget af borgmester. Og som det ser ud nu, bliver det Peder Tind.«

Hvor længe optællingerne fortsætter, vil kommunaldirektøren ikke sætte et fast tidspunkt på.

»Du har prøvet at presse mig flere gange, Andreas, men jeg tør ikke love et klokkeslæt. Jeg siger: i eftermiddag. Det vigtigste er, at vi får det rigtige resultat, så vi ikke skal til at tælle om.«

Frem mod eftermiddagen fortsætter arbejdet i valgbestyrelsen og administrationen. Når navnene ligger fast, kan Fredericia sende forsamlingen ind til det første officielle møde i et nyt byråd – og en ny politisk retning kan begynde.

Læs også

Vi gjorde det – tak for tilliden!

0
Vi gjorde det – tak for tilliden!

Det begyndte med et budget, der mest af alt mindede om en kaffekasse og et kampagneteam bestående af mennesker, der jonglerede arbejde, familieliv og politiske drømme i en kalender, der allerede var fyldt til randen. Alligevel,-vi gjorde det. Vi satte aftryk – og vi fik et mandat i byrådet.

Det var ingen glitrende kampagne med professionelle spindoktorer, bannerproduktion i storformat eller sponsorkroner. Det var en hjemmelavet, stædig og hjertedrevet indsats, hvor hver eneste dørbankning, hvert opslag skrevet ved midnat og hver debat med trætte øjne var båret af ren vilje og kærlighed til Fredericia.

Derfor skal der lyde en kæmpe tak til jer vælgere, der valgte at tro på os – ikke fordi vi råbte højest, men fordi vi talte ærligt. Ikke fordi vi lovede alt til alle, men fordi vi lovede det, vi kunne stå inde for.

Ja, det er kun ét mandat. Ét sæt skuldre til en arbejdsbyrde, der normalt deles mellem flere. Ét sæt øjne til de mange bilag, ét hoved til alt stoffet – og ét par ben til at rende mellem møder, borgere og udvalg. Vi sidder nu i byrådet i ensom majestæt, og det er både smigrende og lige dele lidt skræmmende. Der er ingen at afløse, ingen at gemme sig bag, ingen “tag lige den her for mig, makker”.

En stemme er stadig en stemme. Den kan bruges til at presse, påvirke, spørge, grave og sige det, andre helst undgår at høre. Et mandat kan stadig være begyndelsen på meget mere – hvis man bruger det rigtigt.

Vi har bevist én ting: at man godt kan trænge igennem uden store penge, hvis man har viljen, modet og tror på det. Vi gjorde det på trods, ikke på grund.Vi gør det igen om 4 år.

Tak for tilliden. Tak for håbet. Tak for at vise, at politik stadig kan handle om mennesker – og ikke om millionbudgetter. Nu begynder arbejdet for alvor. Det bliver ikke let. Men det bliver ærligt, vedholdende – og til tider sikkert også lidt underholdende. Et mandat er kun begyndelsen.

Peder Tind skriver historie i Fredericia

0

Fredericia har fået ny borgmester. Efter en dramatisk valgnat, markante mandattab til Socialdemokratiet og en historisk bred konstituering, står Venstres Peder Tind nu i spidsen for byen – for første gang i sit politiske liv. Og selv om han har drømt om det i årevis, er det stadig svært for ham helt at forstå.

»Jeg ved det faktisk ikke helt. Det er ikke gået op for mig endnu. Jeg tror, man har været i det fokus på at få løst opgaven og få alle med,« siger Tind i sit første større interview efter konstitueringen.

»Når der falder lidt ro på, så vil det være en rigtig stolt og ydmyg Peder Tind.«

En valgnat, der ændrede alt

Da stemmerne tikkede ind tirsdag aften, stod én ting hurtigt klart: Fredericia skulle vænne sig til en ny politisk virkelighed. Socialdemokratiet mistede fire mandater og gik fra ni til fem. Venstre gik frem til seks og blev kommunens største parti. Og efter midnat blev der skrevet historie: En konstituering med hele 19 mandater – et bredt samarbejde, som kun Konservative valgte at stå udenfor.

»Det betyder rigtig, rigtig meget, at vi laver et bredt fundament. Vi kommer til at træffe vigtige beslutninger de kommende fire år, og diversitet og mangfoldighed styrker beslutningerne. Venstre har bestemt ikke svarene på alt,« siger Tind.

Han lægger ikke skjul på, at ambitionen fra start var en model, der skulle samle så mange som muligt:

»Det var også det, jeg oplevede, at alle partierne ville. At skabe ro og stabilitet. Det har vi brug for efter nogle år med rigtig meget uro.«

Konservative sagde nej – men Tind fremhæver samarbejde

Den nye borgmester lægger dog vægt på, at alle er velkomne i det videre arbejde:

»Vi inviterede Konservative ind til en samtale og tilbød dem det, vi tilbød. Det ville de så ikke være med til. Men jeg har det godt med, at vi rakte hånden ud.«

Han understreger, at deres fravær ikke ændrer hans tilgang:

»Jeg håber, at uanset om man er med i konstitueringen eller ej, så er man konstruktiv og med til at træffe gode beslutninger for Fredericia.«

Socialdemokratiet kom med i aftalen – og det var vigtigt

Selv om Socialdemokratiet havde en brutal aften, endte partiet med at gå ind i konstitueringen. Det glæder Peder Tind.

»Jeg oplevede, at Socialdemokratiet var ansvarlig,« siger han.
»Når man taber fire mandater, så skal man have respekt for, at det tager tid at lande. Men omvendt er det også Socialdemokratiet, der gerne vil være med til at tage ansvar. Og jeg synes, det er vigtigt, at de er med.«

Han peger på, at Venstre og Socialdemokratiet allerede har samarbejdet tæt i flere perioder:

»Vi har gjort det i mange år omkring mange gode løsninger. Og det fortsætter,« siger den nye borgmester.

Et valgresultat, der forpligter

Venstre gik fra fem til seks mandater – en fremgang, som Peder Tind er tydeligt stolt af:

»Når man kigger på, hvor Venstre har været landspolitisk de sidste tre år, så har det været en svær tid. At vi så kan gå frem – det synes jeg er stort.«

Valget i Fredericia var præget af stærk fremgang til SF, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance – mens Socialdemokratiet oplevede den største tilbagegang i nyere tid.

»Valgkampen har været intens, men også holdt i en ordentlig tone. Vi har haft en masse god diskussion om fremtidens Fredericia,« siger Tind.

Ro, stabilitet og den gamle ånd på Sundhedshuset

Den nye borgmester vender flere gange tilbage til ét ord: stabilitet.

Efter år med sager, storme, udskiftninger og politisk uro ønsker Tind at sætte en ny kurs.

»Vi skal skabe ro og stabilitet de kommende fire år,« siger han.
»Vi vender tilbage til den ånd, der var på Sundhedshuset – hvor vi bøjede os ind mod hinanden og løste opgaverne i fællesskab. Det kan jeg også mærke, at det er den samme ånd, der er her nu.«

En personlig drøm – og et særligt ansvar

Midt i alt det politiske er der også et menneskeligt øjeblik, der står stærkt hos ham: At blive borgmester i sin egen fødeby.

»Den by, jeg er født og opvokset i, hvor mine børn går i skole, og vi lever vores liv. Jeg er meget, meget stolt og meget, meget ydmyg.«

Om han egentlig har forstået det endnu?

»Nej, det tror jeg ikke. Men det kommer nok.«

Jakob Ville bliver ny borgmester i Kolding – firepartiaftale faldt på plads på valgnatten

0
Jakob Ville bliver ny borgmester i Kolding – firepartiaftale faldt på plads på valgnatten

Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre indgik natten til onsdag en konstitueringsaftale, der gør Jakob Ville (V) til ny borgmester i Kolding Kommune. Aftalen blev præsenteret kort efter, at alle stemmer fra kommunalvalget var talt op.

Aftalen betyder, at et nyt politisk flertal overtager ledelsen af kommunen fra årsskiftet.

Mandatfordelingen

Valget ændrer styrkeforholdene i byrådet markant. Venstre fastholder sin dominans med 9 mandater, mens Socialdemokratiet går tilbage og ender på 4 mandater. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti får begge fremgang, mens Det Konservative Folkeparti mister to mandater.

Det nye byråd fordeler sig således:
• Socialdemokratiet – 4 (−1)
• Radikale Venstre – 1 (−1)
• Det Konservative Folkeparti – 1 (−2)
• SF – Socialistisk Folkeparti – 3 (−1)
• Liberal Alliance – 2 (+2)
• Dansk Folkeparti – 3 (+1)
• Venstre – 9
• Danmarksdemokraterne – 1 (+1)
• Enhedslisten – 1 (+1)

Det nye byråd

Indvalgt til byrådet for perioden 2026–2029 er:

Socialdemokratiet
Birgitte Munk Grunnet
Hamlaoui Bahloul
Mette Riis
Jakob Stagaard

Radikale Venstre
Merete Due Paarup

Det Konservative Folkeparti
Christina Foldager

SF
Iben Lehmann Rasmussen
Jørn Chemnitz
Susanne Stenstrop Thorsen

Liberal Alliance
Gitte Grønbæk
Cecilie Liv Hansen

Dansk Folkeparti
Søren Rasmussen
Molle Lykke Nielsen
Jan Skræddergaard

Venstre
Jakob Ville
Jan Schjerning
Nicolai Boelsmand Asmussen
Torben Lund
Niels Henning Bladt
Jonas Kallan Langvad
Tobias Jørgensen
Freddy Christensen
Brian Ørum Hansen

Danmarksdemokraterne
Lars Rosenberg Grodt-Andersen

Enhedslisten
Benny Dall

Valgets topscorere

Fem kandidater skilte sig særligt ud med høje personlige stemmetal:

  1. Jakob Ville (V): 5.779
  2. Søren Rasmussen (O): 3.317
  3. Birgitte Munk Grunnet (A): 1.966
  4. Christina Foldager (C): 1.598
  5. Iben Lehmann Rasmussen (F): 1.575

Stemmeprocenten

I alt 50.977 borgere stemte ved valget i Kolding Kommune. Heraf var 50.086 stemmer gyldige, hvilket svarer til en stemmeprocent på 68,1 procent. Dermed ligger fremmødet lige under niveauet fra 2021, hvor 69,1 procent afgav deres stemme.

Med den nye aftale tager Jakob Ville over som borgmester fra 1. januar 2026 og står nu i spidsen for et bredt flertal med DF, SF og Radikale i ryggen.

Bo Libergren fortsætter som regionsrådsformand i Region Syddanmark

0
Bo Libergren fortsætter som regionsrådsformand i Region Syddanmark

Region Syddanmark tager hul på en ny valgperiode med bred politisk opbakning til den kommende ledelse. Natten til onsdag blev der indgået en historisk bred konstitueringsaftale, som samler alle 31 medlemmer af det nye regionsråd.

Aftalen betyder, at Bo Libergren (V) fortsætter som regionsrådsformand. Socialdemokratiets Mette With Hagensen (A) bliver 1. næstformand, mens Peter Kofod (O) fra Dansk Folkeparti indtager posten som 2. næstformand.

Nye sundhedsråd får formænd på plads

Den nye struktur med fire sundhedsråd blev også sat i ramme med følgende formandskaber:

• Sundhedsråd Fyn: Annette Blynel (SF)

• Sundhedsråd Lillebælt: Joachim Hoffmann (C)

• Sundhedsråd Sydvestjylland: Mette With Hagensen (A)

• Sundhedsråd Sønderjylland: Dansk Folkeparti (navn afventer)

Samtidig tilfaldt formandsposten for Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse Socialdemokratiet.

Et bredt samarbejde

Konstitueringsaftalen er indgået af:

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten.

Dermed står alle regionsrådets partier bag aftalen – et sjældent samlet forlig i dansk regionalpolitik.

Valgresultatet: Venstre største parti – Socialdemokratiet følger efter

Venstre blev valgets vinder og største parti med 9 mandater, mens Socialdemokratiet opnåede 8 mandater og dermed fortsætter som næststørste gruppe i rådet.

Dansk Folkeparti og SF blev begge styrket og tager hver 3 mandater, mens Danmarksdemokraterne sikrede sig 2 mandater – det samme gjorde Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Enhedslisten og Radikale Venstre får hver ét mandat.

Ingen mandater til Moderaterne, Kristendemokraterne, Borgerlig Fornuft, Alternativet eller Kommunistisk Parti.

Mandatfordelingen i Region Syddanmark (31 i alt)

• Venstre: 9

• Socialdemokratiet: 8

• SF: 3

• Dansk Folkeparti: 3

• Det Konservative Folkeparti: 2

• Liberal Alliance: 2

• Danmarksdemokraterne: 2

• Radikale Venstre: 1

• Enhedslisten: 1

Venstre er skuffet over DF’er pegede på Socialdemokratiet

0

Der var ingen tvivl om, at det havde været en hård aften, da Anders Møllegaard trådte frem efter den første runde af konstitueringsforhandlingerne.

. Venstres spidskandidat talte åbent om både skuffelsen, trætheden og kampen for at holde modet oppe efter et valg, hvor han og holdet havde håbet på mere.

»Jeg bliver da lidt skuffet over, at Steffen Daugaard, når man prøver at ringe, siger, at han ikke har tid,« siger han og gør det klart, at han havde håbet på en samtale, før DF gjorde sin pege-retning officiel. »Det er fair nok. Det er jo politik, når det er bedst.«

Møllegaard beskriver et forløb, hvor Venstre har stillet op med 17 kandidater og lagt et stort arbejde i valgkampen. Han fremhæver holdet, læringskurven og en tro på, at de har mere at byde på.

»Næste gang, der kommer vi. Jeg synes, det er stærkt at have det hold, vi står med.«

Samtidig erkender han, at Venstre ikke lykkedes med at få nok ud af valgforbundet. Det koster i forhandlingerne nu.

»Kunne jeg have gjort noget bedre? Ja, måske skulle jeg have været mere flabet og solgt dyrere. Men det er svært, når der ikke er nogen, der tager noget ind. Det var ikke nok desværre.«

Forhandlingerne er dog langt fra slut, og Møllegaard varsler, at Venstre vil stå fast på, at deres deltagelse i en konstituering ikke kommer gratis.

»Det bliver forholdsvis dyrt, hvis de vil have os med. Det er det, der har kostet os hernede. Så jeg kommer til at kæmpe.«

Han lægger ikke skjul på, at han er udmattet efter valgdøgnet.

»Jeg er meget træt. Mit hoved kører på højtryk. Alle ved godt, at jeg er en evig optimist. Men jeg vil også tillade mig at være ærgerlig.«

Der er dog ingen planer om at lægge sig ned. Allerede i morgen vil han samle holdet, høre de erfarne kræfter og forberede næste skridt.

»Vi skal lige sunde os, og så kommer vi stærkt tilbage. Det bliver ikke kedeligt.«

På spørgsmålet om, hvorvidt Venstre kan ende med helt at sige nej til at gå med i en konstituering, svarer han tøvende.

»Det kommer an på meget. Han har nok solgt dyrt ud, og så er der ikke så mange fede pladser tilbage. Men nu må vi se. Jeg er lidt bitter nu, men jeg trækker lige vejret.«

Til sidst retter han igen fokus mod opladningen efter en intens valgkamp og et døgn uden søvn.

»Jeg er stadig den evigt glade. Nu skal jeg ud og arbejde, så må vi se, hvad vi kan gøre for kommunen. Og jeg skal nok rejse mig. Det er jeg helt sikker på.«

Ny borgmester i Fredericia: Peder Tind vil tilbage til ånden fra Sundhedshuset

0
Ny borgmester i Fredericia: Peder Tind vil tilbage til ånden fra Sundhedshuset

»Vi vender tilbage til den ånd, der var på Sundhedshuset, hvor vi bøjede os ind mod hinanden, og hvor vi løser opgaverne i fællesskab. Og det kan jeg også mærke, at det er den samme ånd, der er her.«

Sådan lød det fra Fredericias kommende borgmester, Peder Tind (V), da han mandag aften tog ordet foran de partiledere, der nu står bag den nye politiske aftale om magtfordelingen i byrådet. Tind lagde vægt på, at samarbejdet og fællesskabet bliver styrende for den kommende periode:

»Lige om lidt vil jeg give ordet til de partiledere, som også står her bag ved mig. Og så forventer vi at skrive noget politik i morgen – konstitueringsgrundlaget – og så kunne vi forestille os, at vi måske torsdag præsenterer den samlede konstituering med fordelingen af poster osv.«

Han slog samtidig fast, at det endnu er for tidligt at løfte sløret for, hvem der får hvilke poster:

»Derfor kommer vi ikke til at sige noget om det nu, men vi kommer til lige overordnet at fortælle, at vi har den her retning og den her aftale.«

Afslutningsvis sendte Peder Tind en personlig tak – tydeligt rørt over opgaven, der venter:

»Med de her ord vil jeg gerne sige tak, fordi jeg fik lov til at sige noget, og det er jeg hamrende, hamrende stolt over.«

De endelige detaljer om konstitueringen i Fredericia Byråd ventes præsenteret torsdag. Én ting står dog allerede klart: Byen får en ny borgmester – og Peder Tind har markeret, at han vil lede med fokus på fælles løsninger og den samarbejdsånd, han kender fra Sundhedshuset. Nu er det blevet nat i Fredericia, og følgende partier er lige blevet inviteret med i forhandlingerne; det er Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet. Peder Tind har flertal bag sig; Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.

Mand idømt 7 års fængsel for overgreb

Mand idømt 7 års fængsel for overgreb

0
KRIMI. En 36-årig mand fra Langelands Kommune er i dag idømt 7 års fængsel ved Retten i Svendborg. Manden er dømt for at have...