Efter 28 år i Middelfart Byråd glipper genvalget for konservative Morten Weiss-Pedersen. Han peger på stemmeflugt til Liberal Alliance, en usædvanligt hård valgkamp og brudt tillid mellem partier som årsagerne til det politiske jordskred.
»Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke kunne få lov til at blive ved med at være en aktiv del af byrådet i Middelfart. Det har jeg været i 28 år.«
Med den sætning trækker Morten Weiss-Pedersen (K) selv konturerne op omkring valgnattens resultat. Et punktum på en næsten tre årtier lang politisk karriere – og alligevel et punktum skrevet med en overraskende let hånd. Ærgrelsen er der, men bitterheden er fraværende. Det er et tab, han accepterer med den nøgternhed, som kun mange års politisk erfaring kan give.
Når 10 stemmer ændrer alt
Når et valg afgøres på få stemmer, er det sjældent tilfældigt. Og i år var marginen ekstrem.
Konservative Folkeparti i Middelfart var kun 10 stemmer fra at fastholde sin plads i byrådet – og dermed Weiss-Pedersens mandat. Så tæt var det, og Weiss-Pedersen er ikke i tvivl om, hvad der tippede vægten.
»Vi har en stor fællesmængde af vælgere – konservative og Liberal Alliance. Det var det, der gav udslag.«
Han peger på en større bevægelse i det borgerlige vælgerlandskab. Liberal Alliance har de senere år haft medvind blandt netop de vælgere, Konservative traditionelt har kunnet regne med: selvstændige, yngre familier, vælgere med tungt fokus på økonomisk ansvarlighed.
At kampen stod om den samme smalle vælgergruppe, er ifølge ham den reelle forklaring. Ikke en svækket konservativ indsats – men en forskydning i feltet.
»Der manglede faktisk kun 10 stemmer i, at jeg var kommet ind.«
De få ord står som en påmindelse om, hvor små bevægelser der kan få store konsekvenser i lokalpolitik. For ham bliver tallet et signal om, at partiet ikke er i frit fald – men at konkurrencen er blevet skærpet.
En kampagne uden slinger – men et klima i opbrud
På spørgsmålet om, hvorvidt kampagnen kunne have været anderledes, lyder svaret klart:
»Vi førte en meget fin kampagne. Den var tydelig og konkret – med annoncer, husstandsomdeling og gadeaktioner. Jeg mødte ikke noget, hvor jeg tænkte, at vi skulle have gjort noget anderledes.«
Det er ikke selvros, men en konstatering af, at kampagnegrebene var på plads. I stedet retter Weiss-Pedersen blikket mod det politiske klima – og her ændrer tonen sig markant.
»På Facebook har der været en helt anderledes brutalitet og smiden møg i hovedet på hinanden, end jeg har været vant til tidligere.«
Han beskriver et digitalt miljø, hvor angreb, personlige udfald og negative kampagner når længere ud end konkrete forslag og fagligt indhold. Og den udvikling har haft konsekvenser.
»Man kan se på resultatet, at det åbenbart virker. Hvis man sidder og er negativ, så er der et publikum til den slags. Det er desværre ud fra et demokratisk synspunkt.«
For ham blev valgkampen en påmindelse om, at lokalpolitik ikke længere kun er et spørgsmål om holdninger og løsninger. Den er i stigende grad en kamp om opmærksomhed – og den kamp belønner ikke altid den mest saglige afsender.
Han kalder det for en slags demokratisk stresstest, som Middelfart – i hans øjne – ikke bestod.
Konstitueringen: Når tillid vejer tungere end taktik
Og hvis valgkampen var hård i tonen, blev konstitueringsrunderne hårde i substansen. Her var det ikke likes og debatindlæg, men karakter og troværdighed, der blev afgørende.
Om Dansk Folkepartis beslutning om at pege på Johannes Lundsfryd i stedet for Jonas René Jensen fra Danmarksdemokraterne, siger Weiss-Pedersen:
»Jeg kan godt forstå det, fordi Danmarksdemokraternes leder i byrådet, Jonas René Jensen, imod sandheden påstod, at Steffen Daggaard skulle have slået ham. Det passer ikke. Så kan Steffen Daggaard og Dansk Folkeparti selvfølgelig ikke satse noget på en person, der har sagt sådan nogle grovheder. Det er uærligt.«
Han vender igen og igen tilbage til ét ord: tillid.
»Politik er også et spørgsmål om tillid. Hvis man bliver omstemt og overfaldet hele tiden, så giver det ikke gode forudsætninger for et samarbejde.«
Det er et indblik i lokalpolitikkens maskinrum: Aftaler skrives på papir, men samarbejder skrives i relationer. Og når sandheden udfordres, vakler relationerne.
Et afklaret farvel – og måske et forsigtigt på gensyn
På trods af tabet er Weiss-Pedersen bemærkelsesværdigt rolig. Han taler ikke om svigt eller uretfærdighed.
»Jeg er naturligvis ikke en bitter person. Jeg er bare lidt ærgerlig over, at jeg ikke kan få lov at fortsætte arbejdet for Middelfart Kommune.«
Men selvom han accepterer resultatet, afviser han ikke, at der kan være et politisk kapitel mere i fremtiden.
»Det er jeg slet ikke til at stille ind på nu. Der er lang tid til næste valg.«
Hvis han vender tilbage, bliver det i en anden rolle – mere bagved end på scenekanten:
»I givet fald skulle det være som en, der står på listen for at samle stemmer. Der skal også nye profiler til en gang imellem.«
Det er et signal om både selvindsigt og generøsitet: Han ser sin egen erfaring som en ressource, men anerkender også nødvendigheden af at give plads til nye kræfter.
For Weiss-Pedersen blev valget slutningen på et langt kapitel. Men for Middelfart er det begyndelsen på en ny politisk fase, hvor rollerne er fordelt på ny – og hvor samarbejde, kampagneformer og borgerlig selvforståelse er til revision.
