SPORT. Hvis FC Fredericia ønsker at etablere sig solidt i Superligaen, handler det først og fremmest om økonomi. Så klar er konklusionen fra Steen Houman, ekspert i sportens økonomi. Houman peger på, at omkring 60-70 procent af en klubs sportslige succes alene er defineret af dens økonomi.
»Når vi analyserer Superligaen ud fra økonomiske kriterier, ser vi tydeligt, at klubbernes placering typisk afspejler deres økonomiske muskler. 70 procent af den sportslige succes handler om økonomi, 20 procent handler om sportslig kompetence, og de sidste 10 procent er held og tilfældigheder,« siger Steen Houman.
Houman har foretaget en dybdegående analyse af Superliga-sæsonen 2023/24, hvor sammenhængen mellem personaleomkostninger og placering viser en klar tendens:
»Ses der på sammenhængen mellem klubbernes placering og deres personaleomkostninger, så er sammenhængen på 56 procent. Det betyder, at man har en meget god idé om en klubs slutplacering, hvis man kender budgetterne. Klubber, der placerer sig over tendenslinjen, klarer sig dårligere end økonomien tilsiger, mens klubber under linjen præsterer bedre,« siger Steen Houman.
Superligaen er dog også tydeligt opdelt, fortæller Houman:
»Superligaen er økonomisk set delt i to grupper. Top 5-klubberne har markant højere budgetter end resten. Nummer fem har næsten dobbelt så stort budget som nummer seks. Derfor bliver kampen om at komme i top seks hård og meget tæt, og resten kæmper reelt om at undgå nedrykning.«
Det er her, FC Fredericia kommer ind i billedet. Som oprykkerklub vil Fredericia naturligt befinde sig i gruppen, hvor budgetterne er mindre, og dermed bliver udfordringen større.
»Hvis FC Fredericia skal stabilisere sig og undgå nedrykning, er det afgørende at have personaleomkostninger på minimum 50 millioner kroner årligt. Historisk set er det det beløb, der sikrer en placering omkring 10. pladsen. Mindre kan gå én sæson, men over længere tid vil det ikke være bæredygtigt,« vurderer Houman.
Særligt klubber som Randers, Viborg og Silkeborg har dog vist, at økonomi ikke nødvendigvis er alt:
»Disse klubber præsterer kontinuerligt bedre, end deres økonomiske forudsætninger tilsiger. Det bør FC Fredericia studere grundigt for at hente inspiration,« siger Steen Houman og understreger vigtigheden af balancen mellem økonomisk stabilitet og sportslige ambitioner:
»For klubberne uden for top fem gælder det om at turde være innovative og tage chancer – men samtidig være påpasselige, fordi eksperimenter også kan gå galt.«
Samlet set er Steen Houmans vurdering klar: Hvis FC Fredericia ønsker at slå sig fast i Superligaen, skal man både turde satse sportsligt og økonomisk, men man skal gøre det med omtanke og realisme:
»Økonomien dikterer i høj grad mulighederne, men med klog ledelse, god scouting og modet til at tænke nyt, er det muligt at gøre som Silkeborg – præstere langt over budgettets størrelse. Det er dér, FC Fredericia skal hente inspiration,« slutter Steen Houman.
KRIMI. Efter en længere efterforskning foretog Sydøstjyllands Politi mandag en større aktion mod en formodet gruppe af kirketyve i Fredericia- og Kolding-området. Aktionen resulterede i flere anholdelser, hvoraf tre personer nu er fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.
Tyverierne er blandt andet foregået i kirker i Vamdrup, Brande, Hobro og Søndersø, og politiets efterforskning blev indledt efter en anmeldelse fra en opmærksom borger, der havde fået mistanke om at være kommet i besiddelse af stjålne varer.
Ved mandagens ransagninger fandt politiet flere genstande, der var blevet stjålet fra kirkerne. Derudover blev politiet under aktionen opmærksom på et tilfælde af hæleri. En 36-årig kvinde fra Fredericia blev derfor sigtet for at have købt møbler, der stammede fra indbruddene.
De tre fremstillede i grundlovsforhøret er to mænd på 37 år fra henholdsvis Fredericia og Kolding samt en 35-årig kvinde fra Fredericia. Den ene mand og kvinden er sigtet for hele 23 forskellige forhold, mens den anden mand er sigtet for seks forhold.
»Det er vores opfattelse, at de anholdte kan stå bag endnu flere indbrud, og derfor fortsætter efterforskningsarbejdet med sagen. Vi er også i gang med at undersøge, om der er grundlag for at sigte yderligere personer for hæleri,« siger vicepolitiinspektør Torben Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.
Grundlovsforhøret foregår tirsdag klokken 09.30 ved Retten i Kolding, hvor anklagemyndigheden har anmodet om dørlukning af hensyn til den fortsatte efterforskning.
Der er noget grundlæggende galt, når en kommunal døgninstitution som Kobbelgården ender i medarbejderflugt, kritik fra Socialtilsyn Syd, fejlplacerede borgere og nu en såkaldt “redningsplan”, som betyder færre pladser for flere penge.
Det er på tide at lade ideologi vige for realistiske, menneskenære løsninger, hvor kvalitet, ansvar og valgfrihed går hånd i hånd. Ja jeg kender kun sagen fra pressen. Men?
Det bliver kaldt en forbedring. Jeg kalder det en hovsa-løsning. Et eksempel på, hvordan systemet forsøger at lappe på problemer, det selv har været med til at skabe. Socialtilsyn Syd har trukket godkendelsen tilbage og sagen afventer nu en afgørelse i Ankestyrelsen.
Kobbelgården er blevet et symbol på, hvad der sker, når kommunen både er ejer, driftsherre, tilsynsførende og krisehåndterer. Ansvarsfordelingen udviskes, det er borgerne, der betaler prisen. Det handler ikke om manglende engagement blandt medarbejderne, tværtimod. Men når en organisation er bygget oven på bureaukrati og indbyggede systemfejl, så hjælper det ikke at male væggene og skifte navneskilte.
Kommunen vil nu bruge to millioner kroner ekstra om året og have færre beboere. I en privat virksomhed ville det forslag næppe overleve et bestyrelsesmøde. Hvorfor ser vi ikke alternativer? Hvorfor inviterer man ikke private og ideelle aktører ind med nye løsninger og lader borgerne vælge selv?
Det er ikke nok at love, at ingen flyttes mod deres vilje. Ægte valgfrihed handler om, at man kan vælge til, ikke bare undgå at blive flyttet fra.
Derfor er tiden inde til at tænke i nye baner:
• Indfør fritvalgsordning, hvor borgerne selv vælger tilbud.
• Gør op med forestillingen om, at kommunen nødvendigvis skal drive komplekse sociale tilbud selv.
• Lad pengene følge borgeren ikke bygningen.
• Stil krav til kvalitet og ansvarlighed, uanset om det er en offentlig, privat eller ideel aktør.
Det kræver mod at gøre op med gamle dogmer. Men vi skylder borgerne løsninger, der virker ikke bare planer, der lyder pæne på papiret.
BUSINESS. Zantio IT A/S med Simon Buhl Jensen som ejer og CEO har haft et særdeles stærkt 2024, hvor virksomheden for alvor har taget fart. Virksomheden afslutter året med et imponerende overskud før skat på 2,2 millioner kroner.
Årets bruttofortjeneste er steget til hele 12,1 millioner kroner, og samtidig er Zantios medarbejderstab vokset til knap 30 ansatte. Egenkapitalen er nu på 3,3 millioner kroner, hvilket ifølge ledelsen giver Zantio IT en stærk platform til fremtidig stabilitet og vækst.
»Vores resultater er et direkte resultat af strategiske investeringer i nye markeder og rekruttering af dygtige specialister. Vi har styrket vores position betydeligt, og kvaliteten af vores leverancer er i top,« siger Simon Buhl Jensen.
Han understreger, at væksten ikke sker på bekostning af virksomhedens kerneværdier:
»Jeg ser frem til en fortsat positiv udvikling, men uden at gå på kompromis med vores fundamentale værdier. Vores ambition er klar: Vi skal være Danmarks bedste arbejdsplads. Det ligger mig meget på sinde personligt – jeg ønsker at skabe, ikke genere.«
Virksomhedens succes skyldes ifølge Simon Buhl Jensen især medarbejdernes indsats:
»En stor tak til alle vores fantastiske kolleger, som hver eneste dag bidrager med ekstra energi til vores fælles kultur. Vi har noget helt særligt, som vores konkurrenter misunder os,« lyder det fra Simon Buhl Jensen, der optimistisk tilføjer:
ØKONOMI. 2024 bød på et markant stort overskud på Danmarks offentlige finanser. Det offentlige overskud endte således på 130,5 milliarder kroner, hvilket er en markant stigning i forhold til overskuddet på 95,6 milliarder kroner i 2023. Det fremgår af den nyeste opgørelse fra Danmarks Statistik.
Overskuddet er drevet af stigende skatteindtægter, især pensionsafkastskatten, personskatter og selskabsskatter, som samlet set sikrede indtægter på i alt 1.515,8 milliarder kroner i 2024 – en stigning på næsten 100 milliarder kroner i forhold til året før. Udgifterne steg også, men med et mindre beløb på 63,8 milliarder kroner, så de samlede offentlige udgifter nåede op på 1.385,3 milliarder kroner.
Sociale ydelser fortsat største udgiftspost
På udgiftssiden er social beskyttelse klart den største post og udgør hele 41 procent af de samlede offentlige udgifter i 2024. Herefter følger sundhedsvæsenet med 18 procent. Uddannelse og generelle offentlige tjenester deler pladsen som tredje største udgiftspost med 12 procent af budgettet hver.
Den overordnede fordeling af udgifter efter formål har ifølge Danmarks Statistik været stabil de senere år, selv om udgifterne til forsvarsområdet er steget markant på det seneste.
Markante stigninger på pensioner og dagpenge
Særligt pensionsområdet har bidraget til en stor stigning i de sociale udgifter, hvor de samlede udgifter til sociale ydelser i 2024 steg med hele 19 milliarder kroner og nåede 419,3 milliarder kroner. Det skyldes især, at flere danskere modtager pension, samtidig med at pensionssatserne også er blevet forhøjet.
»Udgifterne til generelle pensioner alene er steget med 14,5 milliarder kroner i forhold til sidste år. Det afspejler både, at flere borgere nu modtager pension, og at satserne er steget,« oplyser Danmarks Statistik.
Også arbejdsløshedsdagpengene er vokset mærkbart i 2024, hvor udgifterne steg med 2 milliarder kroner som følge af, at flere danskere var på dagpenge i løbet af året.
Løbende justeringer af tallene
De aktuelle tal fra Danmarks Statistik bygger på løbende revisioner og opdateringer. Siden den seneste offentliggørelse er saldoen for 2024 blevet nedjusteret med 2,7 milliarder kroner, primært grundet en revision af skatteindtægterne baseret på nye tal fra Skattestyrelsen. Samtidig er det offentlige forbrug blevet opjusteret med 3,9 milliarder kroner, da man nu inkluderer endelige regnskabstal fra kommuner og regioner samt nye data fra universiteter og andre selvejende institutioner.
Trods disse justeringer fastholder det offentlige altså et markant overskud, der vidner om en stærk dansk økonomi i 2024.
POLITIK. Middelfart Kommune har netop vedtaget en ambitiøs Klimaplan 2.0, der skal reducere kommunens CO2-udledning markant og bringe kommunen tættere på målet om klimaneutralitet i 2045. Med fokus på konkrete løsninger og bredt politisk samarbejde, står Middelfart Kommune klar til at tage afgørende skridt mod en mere bæredygtig fremtid.
Planen er indgået mellem Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti, og skal nedbringe Middelfarts CO2-udledning med yderligere 32.000 tons inden 2030.
»Det her er ikke kun en plan for tal og CO2 – det er en plan for, hvordan vi skaber grøn udvikling med lokal stolthed. Vi bygger videre på det, vi allerede gør godt, og tager ansvar for at gøre endnu mere. Det kræver mod, samarbejde og vilje – og det har vi i Middelfart,« siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.
Middelfart Kommunes årlige CO2-udledning ligger omkring 275.000 tons, og det kræver en stærk indsats at nå en reduktion på 70 procent sammenlignet med niveauet fra 1990. Nationale og europæiske initiativer kan tage størstedelen af opgaven, men kommunen skal selv finde løsninger for yderligere 32.000 tons.
Den nye Klimaplan 2.0 præsenterer fire store virkemidler, der blandt andet indebærer udtagning af lavbundsjorder, etablering af vådområder, rejsning af nye skovarealer og opførelse af et biogasanlæg, som tilsammen skal sikre en samlet reduktion på over 32.000 tons CO2e.
»Klimaplan 2.0 sætter retning for hele den samlede klimaindsats indenfor Middelfart Kommune – fra energibesparelser og fjernvarmeudbygning til grøn mobilitet, bæredygtigt forbrug og klimatilpasning. Kommunen går forrest som klimamotor i egen drift, samtidig med at borgere, erhvervsliv og civilsamfund inviteres med ind i et stærkt fællesskab om den grønne omstilling,« siger Johannes Lundsfryd Jensen.
Netop fællesskabet og samarbejdet er nøgleord i den nye klimaplan, hvor Klimafolkemødet i Middelfart fremhæves som en central og samlende begivenhed. Arrangementet skal udbygges yderligere, så Middelfart bliver centrum for Danmarks største samtale om klimaet.
For gruppeformand i Det Konservative Folkeparti, Morten Weiss-Pedersen, er det afgørende, at klimaplanen både er ambitiøs og økonomisk ansvarlig:
»Vi skal være ambitiøse, men også ansvarlige. Klimaplan 2.0 er et vigtigt skridt, hvor vi tænker klima og økonomi sammen. Den sætter en tydelig retning – og det støtter vi fuldt op om,« siger han.
Linda Johnsen, gruppeformand for Socialistisk Folkeparti, understreger vigtigheden af, at planen også fokuserer på natur og fællesskab:
»Det er vigtigt, at vi ikke kun reducerer udledninger, men også skaber mere natur, bedre miljø og mere bæredygtige fællesskaber. Det gør denne plan. Vi fastholder det høje ambitionsniveau og går forrest som kommune på den grønne omstilling. Vi skal handle lokalt og sammen skabe klimahandling.«
For Dansk Folkeparti handler det særligt om, at planen giver mening for borgerne:
»Vi tror på konkrete løsninger, der virker – og som giver mening for borgerne. Her har vi en plan, der både er realistisk og visionær,« siger Steffen Daugaard, gruppeformand for Dansk Folkeparti.
Formanden for Klima, Natur og Genbrugsudvalget, Jacob Bjørnskov Nielsen, ser Klimaplan 2.0 som kommunens løfte til fremtidige generationer:
»Vi tager ansvar for fremtiden med Klimaplan 2.0. Den er ambitiøs og hæver målet for klimaneutralitet til 2045 – men den bygger på konkrete indsatser, vi ved virker. Vi går forrest som kommune, men vi ved, at det kræver handling fra både borgere og virksomheder. Sammen skaber vi grøn udvikling – for klimaet, for fællesskabet og for kommende generationer i Middelfart.«
POLITIK. Karsten Byrgesen fra Borgernes Liste stemte på seneste møde i Teknisk Udvalg igen nej til Trekantområdets fælles kommuneplan for 2025-2037. Dermed fastholder han sin kritik af planen, der ifølge ham er både udemokratisk, unødigt omfattende og går imod borgernes ønsker.
»Trekantområdets fælles del af kommuneplanen er både med sine 161 sider og sit brede, detaljerede indhold bestemmende og undergravende for både borgere og politikere i kommunen. Trekantområdet Danmark er en samarbejdsorganisation, der udemokratisk har sammenstykket en plan, der nu bliver dimensionerende for Fredericias udvikling,« siger Byrgesen.
Han kritiserer især, at borgernes indsigelser omkring en tredje Lillebæltsforbindelse ifølge ham er blevet ignoreret:
»Borgernes indsigelser mod den tredje Lillebæltsforbindelse er blevet affejet med ordene ”ingen ændringer”, hvilket klart desavouerer borgerne og bekræfter systemets magt. Det og meget mere begrunder mit nej,« understreger Byrgesen.
Byrgesen påpeger, at han også ved første behandling i Teknisk Udvalg den 25. november sidste år stemte imod planen med henvisning til mangelfuld belysning af konsekvenserne for borgerne.
»Fredericia er hårdt ramt af trafikal støj, og derfor kan jeg ikke støtte planen om, at en tredje Lillebæltsforbindelse skal placeres parallelt med de eksisterende broer. Konsekvenserne for de berørte områder – herunder ekspropriationer, støj, lys og støv – er simpelthen ikke belyst,« siger Byrgesen.
Han advarer også imod andre elementer i planen, som han mener vil medføre negative konsekvenser, herunder etableringen af energiparker og biogasanlæg tæt på beboelsesområder. Han frygter, at planen vil medføre faldende ejendomspriser, forringet sundhed, og at den vil skabe en generel usikkerhed blandt både borgere og erhvervsliv i Fredericia.
»Det samlede indtryk af planen er, at den efterlader borgerne som tilskuere til en by i afvikling, hvor deres indsigelser bliver fejet af bordet,« konkluderer Byrgesen.
Trods modstanden fra Byrgesen blev planen vedtaget af flertallet i Teknisk Udvalg med stemmer fra Socialdemokratiet og Venstre. Planen skal nu behandles i byrådet, hvor Karsten Byrgesen har tilkendegivet, at han vil uddybe sin kritik yderligere.
ØKONOMI. Lørdag udløb fristen. Alligevel er der fortsat 1000-kronesedler for svimlende 1,4 milliarder kroner i omløb rundt om i landet.
Nationalbanken begyndte allerede tilbage i november 2023 at kalde de store pengesedler hjem, men på trods af gentagne opfordringer har danskerne stadig mange af de eftertragtede tusindlapper liggende.
Da Nationalbanken satte gang i tilbagetrækningen, var der over 21 milliarder kroner i form af 1000-kronesedler i omløb. Langt størstedelen er kommet tilbage, men Nationalbankens nye opgørelse viser altså, at sedler svarende til cirka 1,4 milliarder kroner fortsat befinder sig uden for systemet, ifølge Ritzau.
Fristen for at bruge pengesedlerne udløb i lørdags, og dermed kan du ikke længere betale med en 1000-kroneseddel i butikkerne.
Men ro på – alt håb er ikke ude endnu. Har du været lidt for langsom eller bare glemsom, har du stadig mulighed for at veksle dine nu ugyldige sedler til og med den 31. maj 2026.
Det kræver dog, at du møder fysisk op på et af Nationalbankens tre indleveringssteder i Aarhus, Odense eller København.
Sedlerne, som ikke længere er gyldige, omfatter både 1000-kronesedlen fra den nuværende 2009-serie samt ældre sedler fra serierne 1944, 1952, 1972 og 1997.
Derfor kan det måske betale sig at kigge grundigt efter i skuffer, skabe og gamle sparegrise, for en tusse gemt og glemt er ikke nødvendigvis tabt – endnu.
SPORT. Det er med stor glæde, at Kolding IF nu præsenterer klubbens nye talentchef for drengeakademiet. Valget er faldet på klubbens nuværende børneudviklingstræner Thomas Olander, som dermed rykker op og ind i en endnu mere central rolle i klubben.
Thomas Olander har hidtil stået i spidsen for arbejdet med klubbens yngste fodboldspillere fra U9 til U11, hvor han gennem stort engagement og høj faglighed har skabt et solidt fundament. Derfor er det helt naturligt, at Olander nu får muligheden for at tage næste skridt i klubbens talentudvikling.
Frederik Lund, teknisk chef i Kolding IF, udtaler:
»Thomas har været en nøgleperson i vores børne- og ungdomsarbejde. Han har en dyb forståelse for klubbens værdier og besidder en stærk faglighed, der matcher rollen som talentchef perfekt. Vi glæder os til at se ham videreføre og styrke akademiets talentstrategi.«
Thomas Olander ser selv frem til opgaverne, der ligger foran ham:
»Jeg er stolt og beæret over muligheden for at sætte mit præg på en klub som Kolding IF. Jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang med de mange spændende opgaver, der venter, og fortsætte klubbens positive udvikling på talentsiden,« siger den nye talentchef.
Med udnævnelsen siger klubben samtidig farvel til Jonas Illum, som har været ansvarlig for talentudviklingen hidtil. Kolding IF ønsker at rette en stor og varm tak til Jonas Illum for hans store arbejde med akademiet og ønsker ham alt det bedste fremover.
BUSINESS. Da Martin Nielsen for 23 år siden satte sig i firmabilen første gang, var han alene. I dag er han chef for seks ansatte, og virksomheden er en vigtig del af Fredericias lokalmiljø. AVISEN har mødt manden bag Martin Nielsen ApS til en snak om håndværk, teknologi og hvorfor det er vigtigt at tage ansvar for næste generation af elektrikere.
De bygger vores fremtid – én mursten, én skrue, ét penselstrøg ad gangen. De graver, rydder op, bager lækkerier, designer, tænker, udvikler og skaber. De står klar i morgentågen, før byen vågner, og afslutter dagen med støv på tøjet og et færdigt værk, der vidner om deres håndværk og dedikation. Håndværkerne er hjertet i vores lokalsamfund. De er dem, vi ringer til, når taget lækker, når drømmekøkkenet skal bygges, eller når nye projekter skal blive til virkelighed. Og nu er det blevet tid til at hylde dem.
I den nye serie “Byens Håndværkere”, hvor vi sætter spot på byens mange dygtige håndværkere og deres historier. Vi besøger værkstederne, byggepladserne og møder menneskerne bag virksomhederne. Gennem portrætter og fortællinger vil vi præsentere tømreren, der lærte faget fra sin far, elektrikeren, der drømmer om grøn omstilling, maleren, der giver byens vægge nyt liv – og alle de andre håndværkere, der gør en forskel i hverdagen. Serien handler ikke kun om faglighed, men også om de historier, der lever på arbejdspladsen, og om de mennesker, der med passion og hårdt arbejde holder byen i gang.
Vi afslutter serien med kåringen af Årets Mesterhåndværker 2025 – en fejring af en særlig håndværker, der ikke blot leverer en ekstraordinær indsats fagligt, men som også gør en positiv forskel for Fredericia. Velkommen til serien “Byens Håndværkere” – følg med, og kom tættere på byens fagfolk og deres historier. Velkommen til den fjerde artikel i serien med elektriker, Martin Nielsen
For 23 år siden startede Martin Nielsen op som selvstændig elektriker i Fredericia. Dengang var han helt alene, men i dag beskæftiger Martin Nielsen ApS seks personer og er blevet en veletableret del af lokalmiljøet.
»Jeg startede helt fra bunden af. Først var det bare mig selv, men efter tre-fire år fik jeg den første medarbejder, og så kom en mere til. Nu er vi tre svende, to lærlinge og så min kone, der sidder på kontoret,« fortæller Martin Nielsen.
Martin er uddannet elektriker, elinstallatør og stærkstrømstekniker og har fra begyndelsen haft ambitioner om at styre tingene selv. Tidligere arbejdede han som projektleder med brandalarmeringsanlæg, men ønsket om at være sin egen herre og have kontrol over projekterne trak ham ud i iværksætterlivet.
Fra hele landet til et stærkt lokalt fokus
I virksomhedens første år satte Martin Nielsen ApS hjulene i bevægelse over hele landet. Opgaverne var mangeartede, rejserne lange, og kalenderen blev fyldt med opgaver fra Skagen til København. Men som årene gik, ændrede strategien sig. Martin Nielsen ønskede at styrke tilknytningen til lokalsamfundet, og virksomheden trak sig hjem mod Trekantområdet – en beslutning, der har vist sig at være rigtig for både virksomheden og kunderne.
I dag kører firmabilerne dagligt rundt i Fredericia, Kolding, Vejle og Middelfart. En ændring, der har betydet, at de nu kender vejene og adresserne, og ikke mindst ansigterne på kunderne langt bedre.
»Vi valgte at satse lokalt, fordi det handler om tillid og nærvær. Vi kender vores kunder godt, vi møder dem i byens gader, i supermarkedet eller ved sportsstævner. Derfor betyder det ekstra meget for os at levere kvalitet hver gang. Når vi siger, at vi kommer klokken otte, så kommer vi klokken otte. Respekt for kundernes tid og tillid er en del af vores DNA,« forklarer Martin Nielsen, der tydeligt mærker, at lokal forankring giver noget tilbage – nemlig en fast og loyal kundekreds.
Fra traditionelle installationer til højteknologiske løsninger
Elektrikerfaget har forandret sig dramatisk gennem de sidste to årtier. Da Martin Nielsen startede virksomheden op, handlede arbejdet mest om kabler, stik og kontakter. Nu er branchen præget af digitalisering og intelligente løsninger, hvor selv mindre opgaver kræver teknisk snilde og opdateret viden.
Martin Nielsen ApS har fulgt med udviklingen hele vejen. Virksomheden har bevæget sig fra klassiske elektrikeropgaver til komplekse, højteknologiske installationer, hvor lys og varme kan styres direkte fra telefonen eller computeren.
»Udviklingen går lynhurtigt, og vi investerer løbende i uddannelse af vores medarbejdere, så de altid er på forkant med de nyeste løsninger. Men det er netop denne dynamik, der gør vores fag interessant. Vi oplever hele tiden, at vi skal forny os og tænke kreativt for at imødekomme kundernes ønsker og behov,« fortæller Martin.
Kunderne har også ændret sig. Hvor nogle kunder tidligere var lidt tilbageholdende overfor ny teknologi, oplever Martin Nielsen i dag en bred vifte af kunder – både private, erhvervsdrivende og detailhandelen – der aktivt efterspørger innovative løsninger og muligheder, der letter hverdagen.
»Alsidigheden gør, at ikke to dage ligner hinanden, og vi skal kunne håndtere både helt små private opgaver og store, komplekse erhvervsinstallationer. Det er en udfordring, men også en styrke, fordi vi konstant udvikler os,« siger Martin med stolthed i stemmen.
Denne løbende udvikling sikrer, at virksomheden altid kan møde kundernes behov og samtidig giver medarbejderne en spændende og varieret arbejdsdag, hvor der konstant er plads til læring og nye erfaringer.
At tage ansvar for fremtidens elektrikere
Hos Martin Nielsen ApS er det en kerneværdi at uddanne nye, dygtige elektrikere. Virksomheden har altid haft lærlinge ansat, og som oftest flere end minimumskravet. For Martin Nielsen handler det ikke blot om regler og kvoter – men om ansvar, fællesskab og det at give noget tilbage til branchen.
»Vi har konstant to lærlinge i huset. Vi ser det som en vigtig del af vores samfundsansvar at tage unge mennesker under vores vinger, så de kan få en solid og grundig uddannelse,« siger Martin, der tydeligt mærker, at der er kamp om at finde dygtige og motiverede unge mennesker.
En af udfordringerne er, at mange unge vælger gymnasiet uden at kende til de mange muligheder, som en elektrikeruddannelse kan give. Ifølge Martin handler det om at få fortalt de unge mennesker, at elektrikerfaget ikke bare er »at trække kabler«, men kræver stor viden indenfor både matematik og fysik.
»Mange unge ved slet ikke, hvor komplekst og spændende elektrikerfaget faktisk er. Det handler også om at få fortalt, hvor gode videreuddannelsesmuligheder der findes efter uddannelsen, og hvor attraktive de er på arbejdsmarkedet bagefter,« understreger Martin.
Håndværket skal løftes frem og anerkendes
For Martin Nielsen er det tydeligt, at håndværkerfagene ofte ikke får den anerkendelse, de fortjener i samfundet. Der ligger ifølge ham stadig en kulturel udfordring i, at nogle ser håndværksfagene som et sekundært valg.
»Det er vigtigt, at samfundet får øjnene op for, hvor krævende og specialiseret et håndværk som vores egentlig er. Man kommer absolut ikke sovende til at blive elektriker. Der skal knokles, studeres og trænes undervejs,« siger Martin med et smil, før han tilføjer:
»Nogle gange gør vi måske arbejdet lidt for godt. Flere af vores dygtigste lærlinge vælger nemlig at læse videre, fx til maskinmester. De bliver simpelthen så dygtige, at de får lyst til at prøve kræfter med endnu mere specialiserede udfordringer.«
En lokal virksomhed med hjerte for Fredericia
Martin Nielsen ApS er med tiden blevet et kendt og respekteret navn i Fredericia. Det er ikke tilfældigt, for virksomheden gør en dyd ud af nærvær, lokal forankring og personlig service. Martin Nielsen mener, at netop nærheden til kunderne skaber tillid, som er virksomhedens største aktiv.
»Vi tror på personlige relationer og høj troværdighed. Vi er lokalt forankrede, og det betyder, at vi har en særlig interesse i, at det arbejde, vi laver, altid holder høj kvalitet. Vores kunder ved, at de kan regne med os,« siger Martin Nielsen med tydelig stolthed.
Og netop alsidigheden er virksomhedens styrke. De løser alt fra små, personlige opgaver som renovering af lysekroner, til omfattende installationer i større byggerier og virksomheder. Ingen opgave er hverken for stor eller for lille, understreger han:
»Vi siger aldrig nej til en opgave, for det vigtigste er, at kunderne føler sig set og hørt. At de oplever os som pålidelige og ordentlige hver eneste gang,« siger Martin, der ser virksomheden som et eksempel på, hvordan håndværk og lokal tilstedeværelse kan skabe værdi for både kunder, lærlinge og lokalsamfundet i Fredericia.