Søndag aften venter en vigtig test for Fredericia Håndboldklub, når de møder Nordsjælland Håndbold i Royal Stage. Kampstart er sat til klokken 20.00 – et tidspunkt, der ikke ligefrem er familievenligt, men ikke desto mindre afgørende for begge hold.
For Nordsjælland er kampen en mulighed for at styrke deres position i top-8 og sikre en plads i slutspillet. Holdet har været stærke på hjemmebane gennem sæsonen, hvor 13 ud af 19 point er hentet. Det er blandt andet blevet til et uafgjort resultat mod GOG på 30-30, mens Mors-Thy og Aalborg har vundet med henholdsvis to og ét mål.
For FHK er det en af de kampe, hvor de skal vise, at de hører til i toppen af dansk håndbold. Ambitionerne er store, og hvis de skal indfries, er det netop opgør som dette, hvor pointene skal hentes. Champions League-deltagelsen har givet holdet en masse værdifuld erfaring, men det skal nu omsættes til sejre i ligaen.
Frandsen ude – Fries i front
FHK må dog undvære deres førstekeeper Sebastian Frandsen, der fik et vrid i knæet i udekampen mod Füchse Berlin. Han forventes ude i et par uger, og det betyder, at Thorsten Fries får ansvaret i målet, mens unge Rasmus Storm er med som reserve – ligesom det var tilfældet i onsdagens kamp mod Paris.
Defensiven får derfor en ekstra opgave med at beskytte målet bedst muligt, og det bliver afgørende, at aftalerne sidder lige i skabet fra første fløjt.
Nordsjællands farligste kort
For FHK gælder det om ikke at skyde Nordsjællands målmænd Jimmi Andersen og Magnus Petersen varme. Begge keepere har præsteret stærke kampe i sæsonen, og en god start fra dem kan gøre opgaven markant sværere.
I angrebet er det særligt Gustav Bruun, der skal holdes i kort snor. Han har “serveretten” i hjemmeholdets bagkæde og har hidtil i sæsonen nettet 68 gange. Han er en spiller, der både kan afslutte selv og sætte sine holdkammerater op til gode muligheder.
Derudover kan FHK ikke ignorere højrefløjen Carl Emil Haunstrup, der med 97 mål – heraf 33 på straffekast – er holdets suveræne topscorer. Han har et skarpt afslutningsrepertoire og er sikker fra syv-meter-pletten, så det bliver afgørende at minimere antallet af straffekast, hvis FHK skal kontrollere kampen.
Kvalitet skal omsættes til point
Hvis FHK skal tage to point med hjem, kræver det en fokuseret indsats fra start til slut. Nordsjælland har tidligere vist, at de kan spille tætte kampe mod stærke modstandere, og hjemmebanen har ofte været en faktor i deres favør.
Det bliver en test af FHK’s evne til at håndtere en svær udekamp, og søndag aften får vi svaret på, om de kan leve op til deres eget ambitionsniveau.
DSB’s beslutning om at fjerne tre aftenafgange mellem Odense og Fredericia har fået borgmestrene i Assens, Middelfart, Fredericia og Odense til at reagere. Mens ændringerne ikke rammer Fredericia direkte, bakker borgmester Christian Bro (A) op om kritikken.
– For os i Fredericia er det her en støttehandling. Vi er jo en destination, toget kører til, men vi bakker op om de mellemstationer, der bliver ramt af det her, siger han.
Mangelfuld kommunikation fra DSB
Borgmesteren påpeger, at det er problematisk, hvis den mangelfulde kommunikation har medført, at passagerer har ventet forgæves på tog, der ikke længere kører.
– Det, vi jo mest reagerer på, er den noget mangelfulde kommunikation. Der har simpelthen nærmest været passagerer, der har stået og ventet på et tog, der ikke går, siger Bro.
Han henviser samtidig til sin borgmesterkollega i Assens Kommune, Søren Steen Andersens (V), Facebook-opslag, hvor sagen er beskrevet, og hvor DSB i kommentarsporet erkender, at informationen har været utilstrækkelig.
Fredericia har også oplevet nedskæringer
Selvom Fredericia som destination ikke er direkte ramt af ændringerne, ser Bro en tendens, hvor den kollektive trafik bliver skåret til, når passagertallet falder – og netop derfor støtter Fredericia op om sagen, forklarer han.
– Men det gør jeg selvfølgelig, fordi vi også oplever en udtynding af den kollektive trafik. Det har vi set i Fredericia gennem tiden, når passagertallet falder – for eksempel på ruter til yderområderne. Når der bliver færre og færre passagerer, bliver økonomien dårligere, og jeg tænker, at det er de samme overvejelser, der ligger bag DSB’s beslutning, siger han.
Han understreger dog, at kollektiv trafik også handler om at binde samfundet sammen, særligt i ydertiderne.
– Det er svært at få et samfund til at hænge sammen, hvis ikke man har en eller anden form for kollektiv trafik – også i ydertiderne. Busser kan erstattes på andre måder, men tog dækker ofte længere afstande, og det er ikke helt så enkelt, siger han.
Vil løfte sagen politisk
Borgmestrene har sammen sendt en henvendelse til Folketingets Transportudvalg i håb om, at de manglende afgange bliver genindført i næste køreplansrevision.
– Når du får en togafgang aflyst, skal du vente til næste køreplanrevision, før du kan få den tilbage igen. Og det er derfor, vi vælger at skrive til Transportudvalget – for at løfte sagen politisk op til dem, der har ansvaret for DSB, forklarer Bro.
Han ser dog stadig Fredericia som en prioriteret togknudepunkt i transportplanlægningen.
– Jeg tror, vi bliver værdsat nok. Vi er stadig en destination i begge tilfælde, men det er jo en nedprioritering af togtrafikken, vi ser her, afslutter han.
Fredericia Street Bastion, der åbnede den 15. november 2024, har hurtigt etableret sig som et populært samlingspunkt for byens unge. Det gratis tilbud, hvor besøgende kan prøve kræfter med parkour, skate, løbehjul, BMX og rulleskøjter, har tiltrukket et imponerende antal brugere. Efter kun få måneder i drift, er der nu indført udvidede åbningstider, som træder i kraft den 1. marts 2025, for at imødekomme den voksende efterspørgsel.
Det var en betydelig investering, men det har vist sig at være en god beslutning. Opførelsen af den nye skaterhal, som kostede omkring 22 millioner kroner, er et af de største ungdomstilbud i Fredericia. Hallen, der ligger ved siden af Ungdommens Hus i Norgesgade, er blevet et eftertragtet samlingspunkt for unge, og der er ikke blevet tilbudt noget tilsvarende, siden De Orange Haller blev nedlagt. De unge i Fredericia havde fået lovning på et nyt sted at udfolde sig, og den nye skaterhal har hurtigt indfriet forventningerne.
De nye åbningstider giver skaterne flere muligheder for at bruge faciliteterne i weekenden. De opdaterede tider vil være som følger:
Mandage: kl. 14-21
Tirsdage: kl. 14-21
Onsdage: kl. 14-21
Torsdage: kl. 14-21
Fredage: kl. 14-23
Lørdage: kl. 12-21
Søndage: kl. 10-14
– Jeg synes, det viser, at det er blevet godt modtaget af alle, og at det er meget populært. Der kommer mange derned, og det kan man tydeligt se. Især om lørdagen, siger formand for Unge- og Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen (V).
En opgørelse, som Jensen har fået udleveret viser, at i uge 3 2025 blev der registreret 711 besøgende på Fredericia Street Bastion, hvoraf 193 kom lørdag, den travleste dag. Uge 6, hvor hallen havde lukket om lørdagen, var der stadig 588 besøgende, hvilket viser, at stedet er et populært valg, også på hverdage.
– I weekenden har folk tid til at gøre mere end i hverdagene, især de unge, der går i skole eller på uddannelse. Så det giver god mening, at lørdagen er populær, siger Jensen og påpeger, at også torsdag er blevet en overraskende populær dag.
Et af initiativerne i Fredericia Street Bastion er “girl skate”, hvor piger får mulighed for at benytte skaterhallen alene i en to-timers periode. Dette tiltag har hurtigt vundet opbakning, og gennemsnittet har ligget på 12,9 deltagende piger per session.
– Det gør, at man kan tiltrække en målgruppe, som formentlig ellers ikke var kommet. De kan skate i fred for andre i den periode, og når de føler sig sikre, så vil de formentlig også komme i de almindelige åbningstider, siger Pernelle Jensen.
De udvidede åbningstider, der nu giver mulighed for en hel dag på søndage og længere tider om fredagen, er en del af et større skridt mod at sikre, at Fredericia Street Bastion fortsat kan være et frit og tilgængeligt tilbud for byens unge.
– Det betyder, at vi vil åbne flere af de dage, hvor vi oprindeligt ikke havde åbent. Det har hele tiden været målet, at vi ville udvide åbningstiderne, og starten viser, at der bestemt er grundlag for det med de besøgstal vi har. Jeg er glad for, at vi har fundet en løsning så vi kan udvide åbningstiderne pr. 1. marts, slutter Pernelle Jensen.
Med de udvidede åbningstider og den fortsatte interesse fra de unge, er Fredericia Street Bastion blevet et vigtigt samlingspunkt i byen. Det er ikke kun et sted for fysisk aktivitet, men også et sted, hvor fællesskab og mulighed for udfoldelse går hånd i hånd. Og med den voksende tilslutning ser det ud til, at stedet vil fortsætte med at spille en central rolle i ungdomslivet i Fredericia.
MGP-feberen rammer Fredericia i aften, når Middelfart Sparekasse Arena danner rammen om en festlig aften med musik, dans og sjove aktiviteter for hundredvis af børn og forældre. Med 1836 billetter udtrukket og kun 164 tilbage har interessen været overvældende, og arrangørerne har gjort en stor indsats for at skabe en uforglemmelig oplevelse for de mange deltagere og MGP-fans.
“Vi sætter rammerne – så skaber børnene festen”
Rasmus Hygum Kurtzmann, der arbejder med salg, udvikling og markedsføring i Fredericia Idrætscenter, håber, at aftenen bliver en oplevelse i børnehøjde.
– Vi sætter rammerne for en god aften, og så er det jo op til børnene at holde en fed fest. Vi har virkelig gjort os umage for at skabe aktiviteter, der bygger op til selve showet, siger han.
Selvom DR står for selve MGP-showet, har Fredericia Idrætscenter gjort meget for at skabe en helhedsoplevelse for de mange deltagere. Det betyder blandt andet, at flere lokale klubber og foreninger er involveret.
Lokale foreninger bidrager til festen
Fredericia Håndboldklub stiller med frivillige, herunder deres U15-hold, mens LB Dans har forberedt seje MGP-danse, der bliver vist frem i løbet af aftenen. Derudover deltager det lokale kreative værksted Krea & Co., hvor børn har mulighed for at få en personlig mulepose og lave armbånd samt andre kreative ting, som de kan tage med sig hjem.
– Sidste år var der kun klippe-klistre-aktiviteter, men i år har vi også tilføjet ting, som børnene kan tage med hjem som et minde, fortæller Rasmus.
En populær aktivitet fra sidste år – styling af børnene – er også tilbage, men i en ny version.
– Sidste år var det egentlig decideret hårstyling, men køerne blev for lange. I år har vi lavet en hurtigere styling, så flere kan være med og blive klar til festen, uden at det tager for lang tid, forklarer han.
Fredericia Idrætscenter glæder sig samtidig også over at kunne engagere nogle af de mange klubber og foreninger, fortæller Rasmus Kurtzmann. Han understreger, at det ikke kun bliver en fantastisk dag for deltagerne, men også for de frivillige, der får mulighed for at tjene lidt ekstra til klubkassen – noget, som idrætscentret er glade for at kunne støtte.
– Vi er så glade for, at vi kan engagere de klubber og foreninger, der benytter Fredericia Idrætscenter. Når for eksempel håndboldklubben stiller med frivillige, koster det en lille smule at få stylet sit hår, men til gengæld går beløbet direkte til deres klubkasse. Det betyder meget for os som idrætscenter at kunne støtte klubberne og give dem mulighed for at få noget ud af sådan en aften.
Forbedret madkoncept skal give bedre oplevelse
En af de største udfordringer ved sidste års MGP-arrangement var de lange køer til madboderne. Mange forældre og børn måtte bruge for meget af aftenen på at vente på mad, og det har arrangørerne taget ved lære af.
– Vi var ikke forberedte på, at så mange af dem, der trak en billet, også mødte op. Det betød lange ventetider ved madboderne, og det var ikke optimalt. I år har vi gjort meget for at undgå det, siger Rasmus Hygum Kurtzmann.
Fredericia Idrætscenter har derfor spredt madstationerne ud i hallen for at fordele presset. Udenfor vil der være en streetfoodvogn, der serverer burgere, mens en sushi-bar i forhallen tilbyder to-go sushi. FHK-baren vil sælge franske hotdogs og drikkevarer, og i caféen vil der være et bredt udvalg af mad som pizza, pølsehorn, sandwiches og andre snacks.
Derudover er eventkoordinatoreleven Anika Rasmussen kommet med på holdet og har bidraget til en mere effektiv afvikling af arrangementet, så køerne bliver kortere og logistikken optimeret.
– Vi har virkelig gjort os umage for, at det bliver en bedre oplevelse i år. Det må ikke ske igen, at folk står i lange køer. Derfor har vi også ændret på nogle ting, så der ikke opstår flaskehalse, forklarer Rasmus Kurtzmann videre.
MGP i Fredericia som en fast tradition?
Selvom MGP-festen i Fredericia kun afholdes for anden gang, er der allerede store forventninger til, at det kan blive en årlig begivenhed.
– I år har vi faktisk flyttet et stort event, der skulle have været et andet sted i huset, over på stadion for at skabe plads til MGP. Så det er helt sikkert noget, vi prioriterer at afholde, fordi vi kan mærke, at efterspørgslen er stor, og der er stor interesse omkring det. Så det er helt sikkert noget vi håber og tror på, kan blive tilbagevendende, afslutter Rasmus Hygum Kurtzmann.
Og med et stort fremmøde og masser af forventningsglæde er alt lagt op til en festlig aften i Fredericia Idrætscenter, hvor børnene får en oplevelse, de sent vil glemme.
Lørdag formiddag klokken 09.49 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om en mulig bygningsbrand på Erritsø Engvej i Fredericia. Meldingen førte til en udrykning fra både brandvæsenet og politiet, som hurtigt var fremme på stedet for at vurdere situationen.
– Vi har fået en anmeldelse 09.49 omkring en mulig bygningsbrand i Erritsø ved Erritsø Engvej, og der blev sendt brandvæsenet derud, og politiet har også været der, siger vagtchef Torben Møller fra Sydøstjyllands Politi.
Ved ankomsten blev området undersøgt, men der var ingen synlige flammer eller tegn på en reel brand. I stedet var der tale om kraftig røgudvikling, hvilket havde ført til anmeldelsen.
– Det viser sig, at der er tale om en røgudvikling og formentlig fra et pillefyr, så ingen brand og ingen tilskadekomne, siger han.
Pillefyr kan under visse omstændigheder forårsage betydelig røgudvikling, særligt hvis der opstår tekniske problemer eller manglende lufttilførsel. Det kan give anledning til bekymring blandt beboere, der fejlagtigt kan tro, at der er tale om en brand.
Beredskabet kunne dog hurtigt konkludere, at der ikke var grund til yderligere indsats, og både brandvæsenet og politiet kunne forlade stedet uden yderligere tiltag. Ingen personer kom til skade, og der var ingen skader på bygningen.
Sagen om Kobbelgården 3 fortsætter med at skabe debat i Fredericia, hvor politikere, embedsmænd og interessenter forholder sig til Socialtilsyn Syds alvorlige kritik af bostedet. Næstformand i Senior- og Socialudvalget, Kirsten Hassing (C), understreger, at situationen er dybt alvorlig, og at processen har været lang og kompleks.
Mens kommunen har fulgt en plan for at rette op på forholdene, står det nu klart, at Socialtilsynets vurdering ikke stemmer overens med kommunens egen opfattelse af fremdriften. Tirsdag var der pressemøde i sagen om Kobbelgården, hvor Kirsten Hassing sagde, at man kan stille spørgsmål ved, om udvalget burde have reageret tidligere, men fastholder, at processen har været tilrettelagt med tillid til de igangsatte tiltag.
– Det er alvorligt, det der står i den agterskrivelse, og det tager vi selvfølgelig meget alvorligt. For mig er det en bekymring, der desværre er blevet til virkelighed. Dette har været en meget kompleks proces, som har stået på alt for længe. Man kan altid kigge tilbage og spørge, hvad man kunne have gjort anderledes. Skulle man have reageret før? Vi har tilrettelagt en proces sidste år, som vi har haft tillid til, og vi har fulgt den tæt. En plan er blevet fulgt tæt i udvalget, og vi har lige gennemgået den. Noget af det er gennemført, men der er stadig en del, der ikke er færdiggjort, siger Hassing.
En kulturforandring tager tid – men nu haster det
Ifølge Hassing har der været sket fremskridt på Kobbelgården, men ikke nok til at afværge Socialtilsynets skarpe kritik. En stor del af problemstillingen handler om arbejdspladsens kultur, og forandringer på det niveau tager tid.
– Dette handler i høj grad om at ændre en større kultur på arbejdspladsen, men der er sket forandringer. Der er sket forandringer, og det kan vi konstatere. Men vi kan ikke ignorere den alvorlige agterskrivelse, der er kommet, siger Kirsten Hassing.
Netop balancen mellem at anerkende de tiltag, der er gjort, og samtidig forholde sig til kritikken fra Socialtilsynet er en af de største udfordringer for udvalget. På den ene side har der været et politisk og administrativt fokus på at forbedre forholdene, men på den anden side mener Socialtilsynet ikke, at ændringerne har været tilstrækkelige.
Fokus på medarbejdere og borgere i en usikker tid
Midt i den store usikkerhed om bostedets fremtid understreger Hassing vigtigheden af at skabe tryghed for både medarbejdere og borgere. Personalet står over for en situation, hvor deres arbejdsplads måske ændres markant, men samtidig skal dagligdagen på Kobbelgården fungere, mens beslutningsprocessen kører.
– Lige nu står vi i en situation, hvor vi står overfor en meget kompleks opgave, med mange spørgsmål og stor usikkerhed. Derfor har vi brug for at skabe så meget tryghed som muligt for de medarbejdere, der er omkring borgerne, og som stadig skal udføre deres arbejde. Borgerne skal stadig opleve, at arbejdet bliver udført, og at der er en nærværende opmærksomhed på stedet, forklarer Kirsten Hassing.
Hassing understreger, at der stadig er mange ledelsesmæssige forhold, der skal håndteres, og at politikerne i Senior- og Socialudvalget vil følge sagen tæt. Selvom der endnu ikke er truffet en endelig beslutning om bostedets fremtid, erkender hun, at store ændringer kan være på vej.
– Det er noget, vi som udvalg vil følge tæt, da der er mange ledelsesmæssige forhold, der skal håndteres. Uanset hvad dette måtte føre til, er der ingen tvivl om, at vi står overfor scenarier, hvor der muligvis vil komme store ændringer for Kobbelgården. Men det er for tidligt at gå nærmere ind i de diskussioner, fortæller Hassing.
Afventer næste skridt – men fokus er på støtte
Hvad der konkret skal ske, afhænger af den videre proces, herunder partshøringsmødet den 26. februar, hvor kommunen vil fremlægge sine bemærkninger til akterskrivelsen. Indtil da er signalet fra Kirsten Hassing, at kommunen vil støtte medarbejderne og beboerne i den usikre tid.
– For nu handler det om at støtte stedet, støtte ledelsen og medarbejderne, og gøre vores bedste for at tage hensyn til de borgere, der er der, slutter Kirsten Hassing.
Spørgsmålet om Kobbelgårdens fremtid er endnu åbent, men én ting står klart: Processen har trukket ud længe, og afgørelsens konsekvenser kan blive markante.
Weekenden bliver lun, men også noget grå, og med temperaturer, der kan komme op på tocifrede varmegrader.
Lørdag er landet delt i to – I de østlige egne bliver det tørt og lidt eller nogen sol, og i de vestlige egne bliver det skyet og i Vestjylland først kun stedvis regn, men ud på eftermiddagen noget mere udbredt regn.
I løbet af natten til søndag har regnvejret passeret det meste af landet, og i morgentimerne er det kun østpå der stadig kan opleves lidt regn. Ellers starter søndagen ud med skyet, diset og tåget vejr, men op ad dagen kan det klare op med lidt sol. Hvis solen kommer frem kan de lune temperaturer få det til at føles næsten helt forårsagtigt.
Vinden bliver overvejende rolig i weekenden, dog noget friskere ved kystnære områder.
Der bliver altså muligheder for at komme ud at gå en tur her i weekenden, men det er nok en god ide at tjekke den lokale vejrudsigt for regn inden man drager ud ad døren. Du kan også se om det regner her Radar | DMI.
Debatten om Kobbelgården 3 fortsætter, efter Socialtilsyn Syd har udsendt en agterskrivelse, der kan føre til en lukning af bostedet. En af dem, der ikke er helt enig med tilsynet, er Venstres Louis Lindholm.
På pressemødet i tirsdags kommenterede Louis Lindholm, der er medlem af Senior- og Socialudvalget, sagen og pegede på, at der er uoverensstemmelser mellem kommunens og tilsynets vurderinger af situationen.
– Jeg har tidligere nævnt, at vi som medlemmer af udvalget alle har ansvar for dagsordenen, og at tempoet skal øges. Sidste gang blev det tydeligt sagt, at der skulle ske mere, fordi det har gået for langsomt. Dagspressen har også peget på det tidligere, så jeg anerkender, at der er en plan med 11 punkter, som vi kan følge. Vi har netop hørt om fremdriften, men den fremdrift, tilsynet har oplevet, er ikke den samme. Det er selvfølgelig et problem, og der er en forskel mellem, hvad vi ser, og hvad tilsynet ser, siger Lindholm.
Kritik af tilsynsrapporten
Louis Lindholm understregede, at der er flere elementer i rapporten fra Socialtilsyn Syd, som han undrer sig over, herunder gentagelser, overfladiske konklusioner og en manglende præcisering af, hvilke konkrete tiltag der kunne iværksættes for at rette op på de påpegede problemer.
– Jeg vil også personligt sige, at når jeg læser rapporten fra tilsynet, så virker noget af det som gentagelse, og andre dele er meget overfladiske. Der er ting i rapporten, som fylder mig med undren. Man taler om at interviewe fem medarbejdere, og det er nødvendigt, men jeg mener, man kunne have været mere grundig. Man kunne også have været mere præcis i anbefalingerne. I stedet for blot at påpege, hvad der er galt, kunne man have sagt, hvad vi bør gøre for at rette op på det, forklarer Lindholm.
En af de ting, der især vakte Lindholms opmærksomhed i rapporten, var brugen af begrebet forråelse, som han finder problematisk, fordi det ikke er klart defineret, og fordi det efter hans mening burde være ledsaget af en mere præcis forklaring på, hvad det indebærer, samt hvordan det konkret kommer til udtryk i praksis.
– Et andet punkt er det med forråelse. Det er et ord, som virker mærkeligt, især når man ikke rigtig forstår, hvad det betyder. Det er ærgerligt, at det bliver brugt uden at forklare, hvad det indebærer. Hvis der ikke er en leder, der forklarer, at forråelse betyder, at man taler negativt om sig selv, arbejdspladsen eller sine medarbejdere, og dermed skaber et dårligt arbejdsmiljø, så synes jeg, det er problematisk, siger Louis Lindholm.
Ingen borgere bliver smidt ud
Til sidst lagde Lindholm vægt på, at borgerne ikke står til at miste deres hjem, uanset hvilken beslutning der bliver truffet.
– Det sidste, jeg gerne vil sige, handler om borgerne, for de er det vigtigste i denne sag. Uanset hvad der sker, er det vigtigt at understrege, at ingen vil blive smidt ud. Man bor stadig på stedet, og hvis tilsynet fastholder deres indikationer, er der stadig hjælp at hente. Det er vigtigt at gøre klart, at folk ikke skal frygte, hvad der sker til maj måned. De vil stadig være der, og det er vigtigt at forstå. Jeg ser frem til partshøringsmødet den 26., hvor vi kan få afklaret flere spørgsmål, slutter Louis Lindholm.
Spørgsmålet om Kobbelgården 3’s fremtid er fortsat åbent, og sagen vil blive behandlet yderligere i de kommende uger.
Fredericia Spildevand og Energi varsler asfaltarbejde på flere veje i Fredericia. Fra mandag den 24. februar påbegyndes klargøring til asfaltering, og fra onsdag den 26. februar til fredag den 28. februar vil der blive lagt nyt asfalt på de berørte strækninger.
Arbejdet finder sted på Glentevej, Luthersvej, Lathyrusvej, Nellikevej og Primulavej. Under klargøringen vil adgangen til vejene være meget begrænset, og på selve asfalteringsdagene vil vejene være helt lukkede.
Begrænset adgang og alternative ruter
Mens arbejdet står på, kan fodgængere og trækkende cyklister benytte fortovet i én af siderne. Bilister opfordres til at finde alternative ruter i perioden.
Efter en lang vinterpause gør FC Fredericia sig klar til at genoptage NordicBet Ligaen med store ambitioner og en stærk trup. Direktør Stig Pedersen ser frem til forårets kampe og er tilfreds med klubbens strategi i transfervinduet.
– Ja, det bliver jo spændende søndag. Det har jo været en lang pause her, og en dejlig pause med den flotte efterårssæson, vi har leveret. Og vi har vel også gået og nydt det. Vi har også prøvet det modsatte i nogle sæsoner, så på den måde har det jo været godt, og vi har jo talt rigtig meget fodbold, qua den placering vi har, siger Stig Pedersen.
Fokus på truppen trods skader
FC Fredericia har været aktive i transfervinduet og sikret sig en ny angriber. Samtidig har klubben formået at holde sammen på truppen, hvilket var en vigtig målsætning.
– Vi kom fint igennem uden at skille os af med en eneste spiller, og det var målsætningen. Så har vi hentet en enkelt angriber mere ind, og det er vi jo glade for, fortæller han.
En udfordring op til sæsonstarten har dog været skaden til Bøndergaard, som blev ramt af en uheldig skade på træningslejren.
– Det er klart, det har jo fyldt lidt i de her dage op til første turneringskamp, fordi han i sidste sekund nede på træningslejren rent faktisk kom til skade. En lidt uheldig skade, som han allerede nu er blevet opereret for. Vi håber, og der er mulighed for, at han dukker op senere i forårssæsonen, siger Pedersen.
Pres eller motivation?
Med en stærk efterårssæson i bagagen er interessen for FC Fredericia steget, og spørgsmålet om pres opstår naturligt. Men ifølge Stig Pedersen er det ikke noget, der tynger klubben.
– Jeg føler nu egentlig ikke noget pres på den måde. Vi er jo en gruppe af folk i FC Fredericia, som har været med hele vejen, og vi har prøvet det før. Det er måske en lille smule surrealistisk for os at ligge i den her position. Når man har været snart 25 år – forhåbentlig kun 24 år – i samme række i træk, så bliver det jo en del af ens DNA og ens identitet som klub. Den skal vi jo se, om vi kan bryde nu her.
Han erkender dog, at klubben trods deres placering stadig er oppe mod klubber med større økonomisk kapacitet.
– Vores erfaring er bare, at med det forspring, vi har nu, så har vi en reel mulighed, og vi vil gøre alt, hvad vi kan. Men vi skal jo klare os stadigvæk med den virksomhedsstørrelse, vi har mod klubber, som lige nu er seks point efter os, men som har en helt anden kapacitet – også økonomisk volume – end vi har, siger Stig Pedersen.
En bevidst strategi i transfervinduet
Selvom der har været interesse for flere af FC Fredericias spillere i vinterens transfervindue, har klubben bevidst valgt at holde fast i truppen.
– Vi kunne sagtens have solgt en håndfuld spillere i det her vindue, hvis det var det, vi ville. Der har været forespørgsler, men vi har lukket det hurtigt ned, siger han.
Det er en bevidst strategi, hvor både spillere og agenter har været involveret i beslutningen.
– Alle, stort set alle, har været forstående overfor, at nu giver vi det altså et skud her i foråret. Så kan det godt være, der kommer et salg eller to til sommer, alt efter hvordan det sker. Det er klart, at spillerne kigger jo også ind i en spændende udfordring til sommer, såfremt det lykkes.
Store forventninger til slutspillet
Forårssæsonen indebærer et slutspil, hvor FC Fredericia skal møde de bedste hold i rækken. Stig Pedersen ser det som en stor udfordring, men ikke en umulig opgave.
– Vi har slået Sønderjyske, vi har slået AaB, og vi slog flere Superliga-hold i pokalturneringen sidste år. Men når man satte to streger under sæsonen, så havde vi slået AaB én gang i turneringen og én gang i pokalen, men tabt tre. Sønderjyske mødte vi fire gange og tabte tre. Det var de to hold, der rykkede op.
Denne sæson ser dog anderledes ud.
– Den her sæson er lidt anderledes, fordi der er kun ét hold, som vi har tabt til to gange, og det er AaB. De har været bedst, specielt i de første ti kampe, hvor de var suveræne. Men det er rigtigt, der kan ske meget i et slutspil, fordi vi spiller mod hinanden hele tiden. Der er mange hold, der får point, men der er også mange hold, der mister point.
Selvom FC Fredericia har et forspring, understreger han, at det stadig kræver en stærk præstation for at holde placeringen.
– Når man ligger seks point foran, så bør det være nok, hvis vi spiller nogenlunde, ligesom vi gjorde i efteråret mod de her hold. Det afhænger selvfølgelig meget af, hvordan vi klarer os indbyrdes mod dem, der lige nu presser os.
Tro på projektet
Afslutningsvis understreger Stig Pedersen, at troen på projektet er afgørende.
– Jeg har det også sådan, at hvis vi ikke tror på det, hvis vi ikke i tale sætter det, så sker det heller ikke. Det er vigtigt, at vi går ud med en plan, hvor vi virkelig tror på, at vi har en mulighed i år, fordi vi selv har skabt et fantastisk godt grundlag i denne sæson for, at det kan lade sig gøre.
Med et ungt hold, der har udviklet sig stærkt, er optimismen stor i FC Fredericia.
– Vi har det yngste hold, og sådan nogle unge spillere, de vokser ekstremt hurtigt i starten af deres tid som senior. Derfor tror vi på, at vi kan lægge på i foråret. Men som jeg sagde før, det skal vi også, for at kunne spille med helt fremme hele sæsonen, siger direktøren.
FC Fredericia starter forårssæsonen på søndag, hvor holdet skal forsøge at fortsætte den imponerende præstation fra efteråret. Fredericia AVISEN er live fra kampen mellem FC Fredericia og HB Køge fra 14.45.