5.9 C
Copenhagen
søndag 21. december 2025

Karsten Byrgesen: Borgerne i Fredericia skal høres

0

Fredericia AVISENs Erik Schwensen havde mandag den 03. marts 2025 besøg af Karsten Byrgesen, medlem af Fredericia Byråd. Det blev til en samtale med udgangspunkt i resultaterne fra 2024 og et fokus på Byrgesens målsætninger for 2025, som blandt andet handler om en styrket borgerinddragelse, behovet for en ny beslutningskultur, modstanden mod en tredje Lillebælt-forbindelse og meget mere. Her kommer et kort tekstuddrag af Tv-interviewet, som du kan se og lytte til i sin helhed nederst i artiklen.

Borgernes stemme skal styrkes
Karsten Byrgesen går til 2025 med et klart mål: Borgerne i Fredericia skal høres og inddrages langt mere i de politiske beslutninger. Han oplever, at mange føler sig overset, når de forsøger at råbe kommunen op og påpeger:
- Der har været ufattelig mange overskrifter, hvor borgere føler sig overset. Og når de så forsøger på at gøre indtryk på kommunen, så bliver de ikke hørt, siger han og finder, at beslutninger ofte træffes på et grundlag, hvor borgernes høringer ikke reelt får betydning.

En ny beslutningskultur i Fredericia
Byrgesen ser et problem i den nuværende beslutningsproces i byrådet, hvor han mener, at politikere ofte bliver præsenteret for en enkelt indstilling fra forvaltningen uden alternative forslag og uddyber:
- Typisk på et udvalgsmøde er det: Ja, men kan vi stemme for at følge indstillingen? Det vil sige, at der er én indstilling. Der er ikke to eller tre, vi kan diskutere, forklarer han og understreger behovet for en større politisk debat om byens retning.

Modstand mod tredje Lillebæltsforbindelse
En af de store sager i 2025 er planerne om en tredje Lillebæltsforbindelse, som Karsten Byrgesen er stærkt imod:
– Jeg vil ikke have en motorvej hen over hovederne på folk ude i Erritsø og Taulov og Snoghøj under ingen omstændigheder.

Han kritiserer processen, hvor han mener, at beslutningen er truffet af en lille gruppe borgmestre i Trekantområdet uden reel borgerinddragelse.

Solceller i Herslev: Hvorfor uden fakta?
Et andet stridspunkt for Byrgesen er planerne om op til 600 hektar solceller i Herslev. Han mener, at kommunen handler uden at have et klart overblik over, hvor meget grøn energi der allerede produceres:
– Fredericia Kommune har ingen som helst idé om, hvor meget grøn energi, der bliver produceret allerede nu, siger han og peger på, at store aktører som Ørsted, Skærbækværket og brintfabrikken allerede producerer masser af bæredygtig energi.

Hurtigere diagnoser til borgere med sygdomme
Byrgesen vil arbejde for, at borgere i Fredericia hurtigere kan få en diagnose, hvad enten det gælder børn med ADHD eller ældre med demens:
– Målsætningen er helt klart, at der skal være en 100-dages garanti på, at man kan blive undersøgt og diagnosticeret.

Han mener, at nuværende ventetider skader borgerne og kan føre til fejlbehandling.

Støj fra virksomhederne skal reduceres
Et andet problem, han vil tage fat på, er støjgener fra store virksomheder:
– Jeg anerkender, at vi har de virksomheder, vi har, men de skal ikke have lov til at lave mere støj, end det der er højst nødvendigt.” Han mener, at store virksomheder bør stilles over for samme krav som mindre erhvervsdrivende og foreslår større fokus på støjdæmpende foranstaltninger.

Folkeskolen: Renovering frem for nybyggeri
Byrgesen sætter spørgsmålstegn ved kommunens plan om at rive en stor skole i nordbyen ned for at bygge en ny:

– På CO2-kontoen koster det ufattelig meget at vælte en skole og tage så mange brugbare byggematerialer og bare hælde i et hul et eller andet sted, og mener, at man i stedet bør fokusere på renovering, bedre trivselsforhold og faglokaler frem for nybyggeri.

Valgkampen: En stemme for borgerne
Med kommunalvalget i november vil Byrgesen arbejde for en mere borgerinddragende politik:
– Vi skal være ikke alene bedre til, vi skal faktisk lytte til de borgere, vi har i Fredericia.” Han inviterer desuden engagerede borgere til at stille op sammen med ham: “Jeg vil simpelthen gå ud med en hær af ganske almindelige mennesker i Fredericia Kommune, der har noget på sinde.

Karsten Byrgesen brænder for Fredericia
Byrgesen understreger sin passion for byen og sit politiske engagement:
– Jeg elsker min by. Vi har så meget godt at byde på. Vi har alle de rigtige mursten, vi har alle de rigtige materialer i Fredericia. Vi skal bare evne at sætte det rigtigt sammen, og det bliver min kamp, afslutter Karsten Byrgesen.

Fredericiansk og fynsk planteskole går sammen

0
Fredericiansk og fynsk planteskole går sammen

Mens flere danske planteskoler må dreje nøglen om, har to virksomheder fundet en løsning, der skal sikre deres fortsatte eksistens. Møllegårdens Planteskole i Ringe og Johansens & Co i Fredericia har indgået et partnerskab, der på sigt skal føre til et generationsskifte.

Ejere af de to planteskoler, Lars P. Strarup og Jan Lorenzen, har valgt at købe en tredjedel af hinandens virksomheder. Dermed bevares deres forretninger på danske hænder, samtidig med at Lorenzen allerede nu baner vejen for, at sønnen Aske Lorenzen på sigt kan overtage driften.

En langsigtet løsning

For Lars P. Strarup, der etablerede Møllegårdens Planteskole for 40 år siden, har det længe været en overvejelse, hvordan virksomheden skulle føres videre.

– Jeg har i nogle år kigget efter muligheden for, at nogen kunne drive virksomheden videre, men det var først, da jeg indledte dialogen med Jan og Aske, at den rigtige løsning begyndte at tage form. Vi fandt hurtigt ud af, at vi har samme værdier og er lavet af samme støbning, siger han.

Beslutningen om at sælge en del af planteskolen har ikke været let, men for Strarup har det handlet om at sikre virksomhedens fremtid.

– Det har ikke været en nem beslutning for mig, for det er trods alt mit livsværk, som jeg sælger ud af, men jeg gør det, for at mit livsværk kan leve videre. Alternativet ville være at lukke det hele, når jeg ikke længere kunne fortsætte, forklarer han.

Et generationsskifte i gang

For Johansens & Co har generationsskiftet allerede været i gang i nogle år. Jan Lorenzen, der grundlagde virksomheden, har i små tre år haft sin søn Aske Lorenzen med som medejer. Partnerskabet med Møllegårdens Planteskole ser han som en mulighed for at bevare vigtig viden i branchen.

– Jeg synes, det er fantastisk, at vi med partnerskabet kan bevare Lars’ kompetencer og 40 års erfaring og holde det på danske hænder. Vi kan lære meget af Lars, og samtidig glæder jeg mig selvfølgelig over, at vi er enige om, at vi i Aske har den rigtige mand til at drive det videre, når vi en dag stopper, siger han.

Selvom Aske Lorenzen har en baggrund i finansverdenen, valgte han for to år siden at gå ind i familievirksomheden. Han ser partnerskabet som en unik mulighed for at bygge videre på det, hans far og Lars P. Strarup har skabt.

– Jeg har ikke uddannet mig for at blive planteskoleejer, men for nogle år siden gav det pludselig mening at træde ind i min fars virksomhed, og nu kan jeg ikke forestille mig at lave andet, fortæller han og tilføjer:

– Heldigvis ønsker hverken Lars eller min far at stoppe i de næste mange år, for jeg har stadig meget at lære og kan ikke forestille mig bedre læremestre end de to. Derfor er partnerskabet en fantastisk løsning for både de to planteskoler og for mig som den næste generation.

En branche under pres

Planteskolebranchen har i de senere år været under pres, og flere virksomheder har måttet lukke, når ejerne har trukket sig tilbage. Med partnerskabet mellem Møllegårdens Planteskole og Johansens & Co håber parterne at vise, at der findes alternative løsninger til generationsskifte og fremtidssikring.

Møllegårdens Planteskole har base i Ringe, mens Johansens & Co holder til i Fredericia og driver plantager flere steder på Nordfyn.

Bil punkteret i Middelfart – ukendt gerningsmand på spil

0
Bil punkteret i Middelfart – ukendt gerningsmand på spil

Fyns Politi har i deres døgnrapport registreret to hændelser i Middelfart Kommune – et tilfælde af hærværk i Middelfart og et indbrud i Nørre Aaby.

Hærværket fandt sted i Middelfart, hvor begge dæk på højre side af en parkeret personbil var blevet punkteret med en ukendt skarp genstand. Episoden blev anmeldt mandag den 3. marts, men skaderne er sket fredag den 28. februar omkring kl. 18.00.

Tidligt mandag morgen modtog politiet desuden en anmeldelse om indbrud på Søndergaardsvej i Nørre Aaby. Gerningspersonen eller -personerne havde skaffet sig adgang ved at bryde en dør op og havde stjålet en bilnøgle, en pengepung og en personbil.

Fyns Politi havde ingen yderligere oplysninger om de anmeldte sager eller andre hændelser fra det seneste døgn.

Møllebo Alle skal renoveres

0

Boligkontoret i Fredericia vil afholde flere omkostninger til at renovere 90 familieboliger i Erritsø. Samtidig skal Fredericia Kommune stille garanti for projektet. Baggrunden er fund af miljøfarlige stoffer i boligerne.

Sagsresumé

Den almene boligorganisation Boligkontoret Fredericia søger om byrådets godkendelse af yderligere omkostninger forbundet med renoveringsprojektet af 90 familieboliger i afd. 1, BSB Erritsø, samt en kommunal garantistillelse. Der er i afdelingen fundet miljøfarlige stoffer, der med denne omfattende renovering søges fjernet, ligesom en række byggetekniske skader i afdelingen samtidig fjernes for at sikre bedre almene boliger til borgerne i Fredericia Kommune.

Sagsbeskrivelse

Den almene boligorganisation, Boligkontoret Fredericia, ansøgte den 30. januar 2025 om tilsagn til øgede omkostninger forbundet med renoveringsprojektet i afd. 1, BSB Erritsø. Renoveringen er med tilsagn fra byrådet den 13. december 2021 igangsat for at sikre en god og forsvarlig stand af de 90 familieboliger, der er i afdelingen. Herved søges ligeledes sikret, at afdelingen skal stå særkere i konkurrence med andre tilsvarende boligområder i Fredericia, hvilket skal sikre afdelingens omdømme som et godt sted at bo. Renoveringen af afd. 1, BSB Erritsø, er således til gavn for borgerne i Fredericia, da renoveringen medfører bedre og mere sikre lejemål. Derudover sikrer den gennemgribende renovering en forsvarlig håndtering af afdelingens økonomi, da man risikerer, at reparationsomkostningerne forbundet med en ældre ejendom forøges uden at være værdiskabende.

Projektet har ændret sig betydeligt siden byrådets oprindelige godkendelse, da man i forbindelse med tilbudsindhentningen har fundet PCB og andre miljøfarlige stoffer. I den forbindelse har Boligkontoret Fredericia haft konsulentfirmaet “Mangor & Nagel” til at afdække risiko og muligheder for håndteringen af primært PCB-forureningen. Ud fra denne rapport har Boligkontoret Fredericia i samarbejde med Landsbyggefonden tilpasset projektet. Renoveringsprojektet går generelt ud på, i så stor en grad som det er muligt, at få fjernet de registrerede miljøfarlige stoffer fra bygningen, hvorfor store dele af betonkonstruktionerne for alle altaner, facader og dækkonstruktioner, gulve bortskæres/nedbrydes og saneres. I denne proces vil overflader i bygningen være svære at beskytte, og det er derfor nødvendigt at renovere og sanere stort set alle overflader i huset. Den nærmere beskrivelse af den planlagte renovering fremgår af vedlagte referat fra afdelingsmødet i afd. 1, BSB Erritsø. Afdelingen skal dog godkende projektet på ny, da afdelingsmødet ikke har godkendt det fulde beløb for de støttede arbejder. Byrådets godkendelse er derfor betinget af, at afdelingen ligeledes godkender de øgede omkostninger til de støttede arbejder. 

I forbindelse med renoveringsprojektets begyndelse godkendte byrådet en samlet anskaffelsessum på 53.374.000 kr. for de lån, der støttes gennem Landsbyggefonden, og stillede kommunal garanti herfor, jf.
almenboligloven § 91. Derudover godkendte byrådet at stille garanti for 65 % af de ustøttede lån svarende til 35.433.000 kr., jf. almenboligloven § 98.

Med denne ansøgning ønsker Boligkontoret Fredericia renoveringen igangsat, da der på nuværende tidspunkt i processen er indhentet tilbud fra bygherre. I henhold til de indhentede tilbud kræver dette renoveringsprojekt en samlet finansiering på 162.500.000 kr. Heraf udgør 94.000.000 kr. den samlede anskaffelsessum for de støttede lån gennem Landsbyggefonden, hvor der anmodes om kommunens godkendelse af lånoptagelsen og garanti for lånet, jf. almenboligloven § 91. Dette er derved en stigning på 40.626.000 kr. De ustøttede lån udgør 61.600.000 kr., hvor der nu anmodes om kommunens godkendelse af lånoptagelsen og garantistillelse for den fulde låneoptagelse, jf. almenboligloven § 98. Det er derved en stigning på 26.167.000 kr. Afdelingen har afsat 4.000.000 kr. af egne henlæggelser til projektet. De resterende 2.400.000 kr. er tilskud fra trækningsretten og fællespuljemidler fra Landsbyggefonden og 500.000 kr. som er kapitaltilskud, hvoraf Fredericia Kommune betaler 100.000 kr. Dette er godkendt af byrådet den 21. marts 2022.

Kommunen skal stille garanti for de støttede lån. Garantien omfatter den del af lånet, som på tidspunktet for
lånets optagelse har pantesikkerhed ud over 60 % af ejendommen værdi. Landsbyggefonden giver derefter
kommunen 50 % regaranti, og de er således forpligtet til at godtgøre kommunen halvdelen af det eventuelle
tab som følge af garantiforpligtigelsen.

Grundet de øgede renoveringsomkostninger ændres huslejeniveauet i forbindelse med projektet. Grundlaget for huslejeniveauet ændres således fra 659 kr./m2/år inden projektets opstart til 968 kr./m2/år efter projektets gennemførelse. Dette svarer til en huslejestigning på 47 %.

Kommunalbestyrelsen skal godkende lejeforhøjelser i forbindelse med forbedringsarbejder, hvis disse
overstiger 5 %, almenlejeloven § 10, stk. 3. Afd. 1, BSB Erritsø, har på et ekstraordinært
afdelingsmøde afholdt den 22. juni 2023 godkendt de øgede omkostninger, finansieringen og
huslejekonsekvensen, jf. almenboligloven § 37.

Økonomiske konsekvenser

Der søges om godkendelse af en ny anskaffelsessum for det støttede lån på 94.000.000 kr. Dermed en
stigning på 40.626.000 kr., samt den kommunale garantistillelse herfor.

Der søges derudover om kommunal garantistillelse for hele lånoptagelsen for de ustøttede lån på 61.600.000 kr. Dette er en stigning på 26.167.000 kr.

Garantistillelsen af såvel det støttede og de ustøttede arbejder påvirker ikke kommunens låneramme, jf. § 3,
stk. 2, 1. pkt. i bekendtgørelsen om kommunens låntagning og meddelelse af garantier m.v.

Vurdering

Det vurderes, at ansøgningen omfatter godkendelse af de øgede renoveringsomkostninger, samt kommunal
garantistillelse for det støttede lån efter reglerne i almenboligloven § 91. Det følger endvidere af
almenboligloven § 91, stk. 7, at det er en forudsætning for kommunalbestyrelsens garanti efter stk. 6, at
Landsbyggefonden påtager sig forpligtigelse til at godtgøre kommunen halvdelen af dens eventuelle tab som
følge af garantiforpligtelsen. Landsbyggefondens forpligtelse efter 1. pkt. er dog begrænset til indestående i
landsdispositionsfonden.

Det er en forudsætning for Landsbyggefondens støtte, at kommunen har accepteret at yde den kommunale
garanti, der bliver krævet fra realkreditinstitutterne.

Det vurderes derudover, at ansøgningen omfatter en godkendelse af, at kommunen stiller garanti for
stigningen på de ustøttede lån.

Der er ikke i almenboligloven generel hjemmel til, at kommunen yder garanti for ustøttede lån til forbedringer i det eksisterende almene byggeri. Efter almenboliglovens § 98 kan kommunen dog yde garanti for lån til
ekstraordinære renoveringsarbejder. Begrebet ekstraordinære renoveringsarbejder er ikke fastlagt i lovens
forarbejder eller i vejledning om drift af almene boliger. Socialministeriet har i en vejledende udtalelse i maj
2010 udtalt, at det er almindeligt antaget, at det er kommunerne, der beslutter, hvilke arbejder der kan
betragtes om ekstraordinære renoveringsarbejder, og at der er et vist rum for fortolkning. Denne fortolkning
skal ske inden for rammerne af en vurdering af, hvad der betragtes om ekstraordinære renoveringsarbejder.
Der er ikke hjemmel til at garantere for lån til rene forbedringsarbejder.

Det vurderes, at de ustøttede arbejder på i alt 61.600.000 kr. for blandt andet moderniseringsarbejde, er at
betragte som ekstraordinære arbejder, og kommunen kan derfor stille kommunal garanti, jf. almenboligloven § 98.

Det er kommunens vurdering, at forøgelsen af såvel det støttede og ustøttede arbejder er forsvarlig.

Indstilling

Forvaltningen indstiller til Økonomi- og Erhvervsudvalget at anbefale byrådet, at:

  1. Godkende lånoptagelsen af de øgede renoveringsomkostninger for de støttede lån, og dermed en forhøjelse på 40.626.000 kr., og at der stilles kommunal garanti herfor. De støttede renoveringsomkostninger er således steget fra 53.374.000 kr. til 94.000.000 kr. Denne godkendelse er betinget af, at afdelingen stemmer for. 
  2. Godkende lånoptagelsen af de øgede renoveringsomkostninger for de ustøttede lån, og dermed forhøjelsen på 26.167.000 kr., og at der stilles kommunal garanti herfor. De ustøttede renoveringsomkostninger er således steget fra 35.433.000 kr. til 61.600.000 kr. 
  3. Godkende det fremtidige huslejeniveau på 968 kr./m2/år. 

Sagens forløb

24/02/2025 Økonomi- og Erhvervsudvalget

  1. Anbefales af et flertal bestående af Socialdemokratiet og Enhedslisten. Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti undlod at stemme.
  2. Anbefales af et flertal bestående af Socialdemokratiet og Enhedslisten. Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti undlod at stemme.
  3. Anbefales af et flertal bestående af Socialdemokratiet og Enhedslisten. Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti undlod at stemme.

Fraværende: Connie Maybrith Eden (F)

Afbud: Connie Maybrith Eden

Bilag

Mand gik til angreb på Borgerservice – kastede gentagne gange sten mod bygningen

0
Mand gik til angreb på Borgerservice – kastede gentagne gange sten mod bygningen

Mandag eftermiddag rykkede Sydøstjyllands Politi ud til en hærværksepisode på Nytorv i Kolding, hvor en mand kastede sten mod Borgerservice-bygningen. Politiet anholdt en 66-årig mand, som nu er sigtet for hærværk.

Gentagne stenkast mod bygningen

Hændelsen fandt sted omkring klokken 14.07, hvor politiet modtog en anmeldelse om en mand, der kastede sten mod bygningen. Ifølge vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd var det ikke et enkeltstående kast, men en gentagen handling.

– En person kastede flere gange sten mod Borgerservice på både den vestlige og østlige facade, hvilket resulterede i flere mindre skader, fortæller han.

Politiet ankom kort efter anmeldelsen og traf den formodede gerningsmand, en 66-årig mand fra Kolding, som blev sigtet for hærværk.

Skaderne endnu ikke opgjort

Det er endnu uklart, hvor omfattende skaderne på bygningen er, og hvad det vil koste at udbedre dem.

– Der er endnu ikke opgjort, hvad skaderne vil koste at reparere, men det tilgår senere, siger Arno Rindahl Petersen.

Politiet har ikke oplyst, hvad der kan have motiveret manden til at kaste sten mod bygningen.

Skab ægte grøn omstilling sammen med borgerne

0
Skab ægte grøn omstilling sammen med borgerne

Af Elisabeth Tejlmand, spidskandidat liste B, Middelfart Radikale Venstre

Vi har brug for mere grøn strøm til stikkontakterne og varmeforsyningen, men lige nu er den grønne omstilling af energiområdet nærmest gået i stå i politiske fejlprioriteringer og lokal modstand. Det er tiden, at Middelfart Byråd ændrer kurs.

Hvorfor ikke danne et energifællesskab, der kan drive forandringen fremad, som det ses i andre kommuner?

Energifællesskaber har mange fordele. Det kan få fart på opsætningen af solceller og vindmøller. Også på tagene, så vi bruger så lidt natur- og landbrugsareal som muligt. Energifællesskaber kan også være med til at sikre de små vandværkers beredskab ved strømsvigt, reducere idræts- og kulturlivets omkostninger til strøm og varme, hjælpe borgerne med energirenoveringer af deres hjem og dele strøm med lokale varmeløsninger.

Aktuelt er byrådets plan om at blive selvforsynende med grøn strøm i hele Middelfart Kommune i 2030 kommet meget stille og roligt fra start. For nu at formulere det venligt. Ud af 6 nævnte solcelleprojekter er 1 projekt (Kingstrup) helt taget af bordet. 2 projekter (Røjle og Kærbyholm) oplever ret markant lokal modstand. Projektet ved Harndrup er som den eneste klar til at bygge. 2 projekter (Brenderup og Fjelsted) er i den helt tidlige opstartsfase.

Et projekt fra Nr. Aaby er lagt i graven på grund af lokal modstand.

En af årsagerne til den lokale modstand er, at der mangler politisk vilje til at skabe reel grøn omstilling sammen med borgerne. VE-lovgivningen giver det hele væk til dem, der har mest i forvejen, og den efterlader de nærmeste naboer med en ringe kompensation og de ramte lokalsamfund med småpenge i engangsudbetalinger.

Der mangler et spor i byrådets VE-plan, der kigger ind i at hjælpe borgerdrevne energi-initiativer i gang. Ved at knytte energianlæggene tæt sammen med lokalsamfundene skaber vi nøglen til borgernes opbakning. Det er til at holde ud at kigge på en industriel konstruktion, hvis den sikrer lave, stabile priser til idrætsklubben, betaler for energirenoveringer og indgår i beredskabet for vandværket. Eller er med til at levere strøm til en lokal varmeforsyning.

Forligspartierne bag aftalen skal ifølge aftalen kikke på den igen her i marts 2025. Der er god grund til at justere og tilpasse. Jeg foreslår at indskrive energifællesskaber, borgerdrevne energiprojekter og ægte grønne ambitioner sammen med borgerne. Der er i den grad brug for en plan B.

Politiet rykkede ud til aggressiv person ved 7-Eleven på Fredericia Banegård

0
Politiet rykkede ud til aggressiv person ved 7-Eleven på Fredericia Banegård

Sydøstjyllands Politi måtte mandag aften rykke ud til en hændelse ved 7-Eleven på Fredericia Banegård. En mand udviste aggressiv og udadreagerende adfærd, hvilket førte til en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd oplyser, at politiet modtog anmeldelsen klokken 22.21.

– Vi har en ordensbekendtgørelse på Jernbanegade ved 7-Eleven mandag klokken 22.21, hvor en person er udadreagerende og aggressiv i sin adfærd, hvilket er egnet til at forstyrre den offentlige orden. Det bliver han sigtet for, fortæller han.

Den sigtede er en 46-årig mand fra Fredericia Kommune. Politiet blev tilkaldt via alarmcentralen 112, men præcist hvem der foretog opkaldet, kan vicepolitikommissæren ikke oplyse.

– Der er en anmelder, der ringer 112, og så kommer vi ind i sagen. Men om det var personale, kunder eller andre, det kan jeg ikke sige, lyder det.

Hændelsen er en af flere episoder de seneste dage, hvor politiet gentagne gange har måttet rykke ud til uro og uorden ved banegården på Jernbanegade.

Statsministeren mødtes med borgmesteren i Middelfart

0
Statsministeren mødtes med borgmesteren i Middelfart

Statsminister Mette Frederiksen har nok at se til i disse dage. Møder med statsledere og ministre i verdens storpolitiske centrum fylder kalenderen, og den internationale dagsorden presser sig på. Men midt mellem diplomatiske samtaler og geopolitiske spændinger var der også tid til et kaffemøde i Middelfart.

Det var en ekstrem travl statsminister, der dagen før sad i London for at diskutere storpolitik. Det var også på dagsordenen, da Johannes Lundsfryd Jensen bød Mette Frederiksen velkommen til Middelfart.

Mandag satte hun sig til bords med borgmester i Middelfart Johannes Lundsfryd Jensen. Her var dagsordenen langt fra de globale magtkampe – men mindst lige så kompleks. Samtalen kredsede om velfærd, arbejdskraft og de udfordringer, kommunerne står over for i en tid med stigende krav og begrænsede ressourcer.

Besøget var en del af en større rundtur, hvor statsministeren mødes med socialdemokratiske borgmestre og borgmesterkandidater for at drøfte, hvordan velfærden bedst styrkes, mens de offentlige budgetter bliver stadig mere pressede.

– Det var et godt møde; altså der er jo drev i hende, hvilket er fedt at opleve. Og ja, vi vendte selvfølgelig kort verdenssituationen, men det var også velfærdsaftalen og erfaringen med frisættelsen, som vi jo har arbejdet med i nogle år, som vi talte om, sagde Johannes Lundsfryd Jensen.

Fra Christiansborg til virkeligheden 

Middelfart har i tre år været en af de kommuner, der har arbejdet med frisættelsen af ældreplejen – et eksperiment i velfærdspolitikken, hvor staten har givet kommunerne friere rammer til at forvalte området. På Christiansborg lød det som en smidig løsning, men i praksis har det krævet en omfattende omstilling, hvor teori og virkelighed skulle tilpasses. Vejen har ikke været uden bump, men nu begynder fordelene for alvor at vise sig, fortæller borgmesteren.

I sidste uge var han rundt i organisationen for at tale med social- og sundhedshjælpere, assistenter, hjemmeplejen og sundhedsplejen. Og tilbagemeldingerne er positive.

– Hun var meget optaget af velfærdsaftalen og erfaringerne med frisættelsen, som vi har arbejdet med i nogle år. Det var jo hende, der satte det hele i gang. Derfor var det også en glæde at kunne fortælle hende om de gode tilbagemeldinger, som vi har fået fra vores medarbejdere, sagde Johannes Lundsfryd Jensen efter mødet til Middelfart AVISEN.

Mette Frederiksen og Johannes Lundsfryd Jensen har kendt hinanden i årtier. Fra DSU-tiden til i dag, og netop noget af dialogen mellem de to i Middelfart gik på frisættelsen af ældreområdet. Initiativet opstod, da statsministeren i sin folketingsåbningstale ville udnævne en række kommuner til at afprøve den nye strategi. Det førte til en uventet opringning en søndag aften før talen på Christiansborg. Middelfart fik mulighed for at frisætte ældreområdet.

– Siden da har vi arbejdet med det i hele organisationen, og i sidste uge brugte jeg en formiddag på at tage rundt og tale med social- og sundhedshjælpere, assistenter, hjemmeplejen og sundhedsplejen. Og erfaringerne er faktisk rigtig gode, som jeg lige sagde før. Det var fint at kunne levere det tilbage til statsministeren og fortælle, hvad frisættelsen konkret har betydet for os. Når man sidder i Statsministeriet og sætter ting i gang, er det jo ikke altid, man får en direkte fornemmelse af, hvad det betyder ude i virkeligheden. Det kunne jeg så give hende et indblik i, fortalte Johannes Lundsfryd Jensen.

For statsministeren er frisættelsen en del af ønsket om at sikre kommunerne de nødvendige ressourcer til at styrke velfærden, men også give kommunerne mulighed for at løfte selv med sine egne ideer, tanker og løsninger. Derfor understregede hun vigtigheden af stabile rammer og lokal forankring, hvor kommunerne får mulighed for at forme løsningerne tæt på borgerne.

– Vi har sikret kommunerne flere ressourcer, så de kan styrke velfærden og skabe bedre rammer for borgerne. Det mener jeg som socialdemokrat er helt nødvendigt. Her i Middelfart står vi socialdemokrater vagt om en stærk velfærd, der sikrer trygge daginstitutioner, en værdig ældrepleje og et sundhedsvæsen, der fungerer. Jeg er helt overbevist om, at Johannes Lundsfryd Jensen også fremover er den helt rigtige til at stå i spidsen for det arbejde, sagde Mette Frederiksen i forbindelse med hendes visit.

Men bag kaffekopperne og de politiske paroler ulmer en endnu større bekymring: Kan systemet så også følge med?

Når ambitioner møder virkeligheden

For nok kan man frisætte ældreplejen, men hvis der ikke er nogen til at tage sig af de ældre, er det ikke meget værd. Johannes Lundsfryd Jensen er klar i mælet:

– Den største udfordring, vi står overfor, er fortsat at have nok medarbejdere. Det gælder særligt på ældreområdet, hvor store årgange går på pension i disse år, og vi har svært ved at uddanne nok nye medarbejdere. Vi kan have nok så mange ambitioner om den gode pleje og et værdigt ældreliv, men hvis der ikke er mennesker til at udføre det, er det svært. Derfor er det afgørende, at vi lykkes med det, påpeger han.

I den forbindelse blev den nye epx-ordning også et tema i samtalen. Regeringens strategi skal gøre velfærdsuddannelser mere attraktive og sikre, at flere unge vælger at uddanne sig inden for sektoren.

– Den nye EPX-ordning er et af svarene på det. Det handler om at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive og sikre, at flere unge vælger de fag, hvor vi kommer til at mangle hænder, siger borgmesteren og tilføjer, at det er “ekstremt vigtigt” at kommune og stat er fælles om det.

Velfærd og forsvar – et regnestykke med store konsekvenser

Et andet tema på mødet var den ubalancerede økonomi, der tårner sig op i horisonten. I de kommende år vil staten bruge milliarder på forsvar og sikkerhed. De penge skal findes et sted.

– Vi skal tage det alvorligt, at staten kommer til at bruge rigtig mange penge på at gøre sig uafhængig af både russisk gas og amerikansk militær de kommende 10 år. De penge skal jo findes et sted, og det betyder, at vi skal prioritere skarpt. Hvis det presser samfundsøkonomien, kommer det også til at presse velfærden, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Men hvor meget pres kan velfærden tåle? Hvis det økonomiske råderum skrumper, vil kommunerne igen stå med opgaven at gøre mere for færre penge. Borgmesteren ser dog også en mulig fordel i de store forsvarsinvesteringer.

– Vi håber, at Nyborg kan spille en nøglerolle i bygningen af nye krigsskibe, og at vi med vores stærke maritime tradition på Fyn kan bidrage til denne udvikling. Det har tidligere været noget, som man producerede i Sydkorea, men i de kommende år vil man se, at vi også på Fyn kan bygge skibe, siger han.

Middelfart i centrum af en større dagsorden

Mette Frederiksen har i denne uge flere besøg i kommuner landet over, hvor hun mødes med borgmestre og borgmesterkandidater fra Socialdemokratiet.

For Johannes Lundsfryd Jensen var det en mulighed for at tale direkte ind i maskinrummet på Christiansborg. Mødet gav mulighed for at trække statsministeren ud af embedsværkets regneark og ind i den virkelighed, hvor kommunernes beslutninger får konkrete konsekvenser.

– Det er afgørende med tæt samspil mellem kommune og stat om velfærden. Vi har i Middelfart skabt stabile rammer for udviklingen af velfærden med et budget, der giver plads til faglig udvikling, renovering af skoler og byggeri af nye børnehaver. Det kan lade sig gøre, fordi vi har gode rammer fra regeringen, afsluttede borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

Mette Frederiksen og Johannes Lundsfryd Jensen på Middelfart Rådhus.

Sag om jordsalg til byrådsmedlem

0

Punkt to på dagsordenen til byrådsmødet i Fredericia Kommune den 3. marts 2025 indeholdte et salg til byrådsmedlem Ole Steen Hansen fra Socialdemokratiet. Byrådet endte med at godkende sagen.

Christian Bro (A):

– Velkommen til byrådsmødet. Før vi går i gang med det, som vi har officielt, så skal jeg spørge, om der er nogen, der vil bruge spørgetiden efter byrådsmødet. Der var dig, Jan. Og så så jeg op på bageste række. Hvad hedder du? Preben Ramskov. Preben Ramskov. Så jeg andre. Det gjorde jeg ikke. Super. Tak for det.

– Nu skal jeg lige tænde mikrofonen. Der er i dag afbud fra Connie, og Malene Søgaard Andersen er dukket op som stedfortræder. Velkommen til dig, Malene.

– Så du poppede sådan lige op, da det var. Bente Ankersen. Hun har desværre meldt sig syg her lige før mødet startede, derfor er der ikke indkaldt en stedfortræder. Og så kan jeg jo oplyse, at Ole Sten Hansen er inhabil under punkt nummer to. Og med de ord, så skal jeg jo høre, om dagsordenen kan godkendes? Hun kommer. Panelle er under indflyvning. Er jeg blevet oplyst? Yes. Jeg betragter dagsordenen som godkendt. Ja, Ole. Ja, der er jo lige før, der er flyvende udskiftning der, kan jeg se. Det er symbolsk, Panelle. Ja. Ja, velkommen til, Pernelle. Ja, men det sad lige i skabet. Godt. Godt. Den første sag, vi har på dagsordenen, det er en sag om 20,8 meter jord. Ved volden, det er boligkontoret Fredericia, der spørger om lov til at frasælge de her 20 kvadratmeter.

– De 20 kvadratmeter, de kan oplyse opmålet af LIFA, og hvad de satte af en statsanerkendt og kendt ejendomsmæler i Fredericia. Og det er jo ikke selve salget, sådan set, vi skal behandle, men da det er Ole Sten Hansen, der er den potentielle køber, så er det derfor, at han er inderbil. Jeg skal høre, om der er nogen, der har bemærkninger til sagen. Ja, værsgo, Tommy.

Tommy Rachlitz Nielsen (C):

– Tak. Vi hører, efter økonomi udvalgsmødet, gjorde der sådan nogle overvejelser omkring den her sag, vi er blevet kontaktet først med en påstanden om at prisen var for lav. Det er faktisk blevet betrykket i, at det er den ikke. Det ser ud til, at prisen meget godt afspejler markedsværdien. Det kunne måske være kædeligt, at når der nu står i referatet, at den er godkendt af organisationsbestyrelsen, at man så også havde fortalt, at der var en, der stemte imod, så havde vi i hvert fald været den viden klogere. Så har jeg skrevet til kommunen og bedt om uddybning og yderligere belysning, og det har jeg fået den tilbagemelding på, at det mener man ikke er nødvendigt, at sagen er fuldt belyst, som den forelægger. Og da vi ikke har helt samme følelse, så vælger vi ganske simpelt at undlade at stemme i den her sag, af respekt for, at vi gerne vil have belyst sagen fuldt ud. Vi undlader at stemme. Værsgo, Susanne. Ja tak. Det her, det er en lille sag, og der skal ikke gå personfnider i det, men ud fra den sagsfremstilling, der står, og at den har været både teknisk udvalget og økoudvalget, og nu skal her, så er det lidt sjovt med den artikel, at vi andre så også kan læse i dagbladet, og at Ole Sten Hansen skal ud.

– Det var der nok ikke så mange af os, der vidste, dengang, at vi behandlede den i øk, men jeg vil ikke forhindre i, at Ole Sten Hansen får lov til at købe det der stykke jord uagtet, at han har lejet det i så mange år, men jeg bliver nødt til at lige at slå et slag her i byrådssalen, for jeg synes, at sagsfremstillingen er mangelfuld i forhold til det byrådspolitiske arbejde.

Christian Bro (A):

– Ja. Ja. Jeg skal måske præcisere, at sagen har kun været behandlet i økonomiudvalget, den har ikke været teknisk udvalg, og det vi jo formelt forholder os til, det er, at boligkontoret får lov at sælge, ikke at, ja, selve salget. Værsgo, Cecilie, du har vores ord.

Cecilie Roed Schultz (Ø):

– Ja, Enhedslisten stemte for i økonomi udvalget, og jeg har jo egentlig ikke lyst til at forhindre noget, men Enhedslisten kommer til at undlade at stemme. Jeg vil selvfølgelig rigtig gerne stemme i den her sag, fordi der dukker oplysninger op, blandt andet det, der bliver sagt her og andet, som gør, at jeg bliver i tvivl om, om jeg har et tilstrækkeligt belyst grundlag at træffe den her beslutning på. Jeg tror egentlig ikke, der er noget i det, så vi har altså ikke startet nogen historie på det, men for lige at holde mine egne hænder nogenlunde rene, så undlader jeg at stemme i den her sag, fordi jeg vil selvfølgelig rigtig gerne stemme enten for eller imod sager, på et grundlag, jeg føler er så belyst, at jeg føler mig tryg i det, jeg gør.

Christian Bro (A):

Og Kenny?

Kenny Bruun Olsen (V):

– Ja, altså, bare lige for at sige det her med hænderne. Det synes jeg ikke, at man kan tillade sig at sige sådan en sag. Normalt har vi aldrig nogen navne, inden vi beslutter sådan nogle ting her. Og som du sagde, så er det rigtigt, at den har ikke været igennem teknisk udvalg, men det er bare sådan for at præcisere det. Vi stemmer for.

Christian Bro (A):

– Nu må I rette mig, hvis jeg hører forkert. Jeg lytter mig til, at konservativ og enhedslisten undlader at stemme, men at resten af byrådet stemmer for, at vi tillader det her salg af 20 kvadratmeter. Godt. Det er sådan, vi gør. Cecilie, kan jeg logge dig til at hente Ole ind igen? Tak skal du have.

Beslutningssag: Godkendelse af salg af 20 m2 jord i afd. 316, Ved Volden, Boligkontoret Fredericia

Sagsresumé

Boligkontoret Fredericia har ansøgt Fredericia Kommune om at frasælge 20 m2 jord i afd. 316, Ved Volden, Prinsensgade 87-89, Nørre Voldgade 104-106, til en købesum på 37.500 kr. Arealet har gennem 20 år været udlejet, og lejer har nu ansøgt om at købe arealet og bruge det som udeareal. 

Sagsbeskrivelse

Boligkontoret Fredericia har ansøgt Fredericia Kommune om at frasælge 20 m2 jord i afd. 316 – Ved Volden, Prinsensgade 87-89, Nørre Voldgade 104-106. Arealet har været udlejet i over 20 år, og køber ønsker nu at tilkøbe arealet.

Parterne har aftalt en købesum på 37.500 kr., svarende til 1.875 kr./m2. Ejendomsmægler, Niels Henrik Billund, har vurderet grundarealet til 37.500 kr., så Boligkontoret Fredericia har på denne baggrund vurderet, at købesummen er rimelig.  

Overdragelsen er ikke betinget af andet end registrering af matriklen. Køber overtager arealet med de rettigheder og byrder, der følger af de tinglyste servitutter. Der udfærdiges ikke nogen refusionserklæring, og alle omkostninger ved værdierklæringens udfærdigelse og tinglysning afholdes af køber. Gennemførelsen af arealoverførslen af matriklen afholdes ligeledes af køber. 

Såvel Repræsentantskabet og Organisationsbestyrelsen i Boligkontoret Fredericia har godkendt salget.

Der er vedlagt bilag med kort og billedmateriale, der viser den præcise lokation af afd. 316, Ved Volden, og måleblad med aftegning af de 20 m2 jord, der ønskes frasolgt.  

Økonomiske konsekvenser

Der er ingen økonomiske konsekvenser for Fredericia Kommune. Købesummen på de 37.500 kr. overføres til afdelingens økonomi. 

Vurdering

Forvaltningen vurderer ikke, at det påvirker afdelingens funktionalitet, at arealet på 20 m2 frasælges, da det har været udlejet i over 20 år. Det vurderes derfor ikke at være problematisk, at arealet frasælges, og at købesummen indgår i afdelingens økonomi. 

Boligkontoret Fredericia og afd. 316 ses også at handle økonomisk ansvarligt ved at handle arealet til markedspris. 

Indstilling

Forvaltningen indstiller til Økonomi- og Erhvervsudvalget at anbefale byrådet, at

  1. Ansøgningen fra Boligkontoret Fredericia, og derved salget af 20 m2 jord i afd. 316, Ved Volden, Prinsensgade 87-89, Nørre Voldgade 104-106, til en købesum på 37.500 kr., godkendes.

Sagens forløb

24/02/2025 Økonomi- og Erhvervsudvalget

  1. Anbefales.

Fraværende: Connie Maybrith Eden (F)

Afbud: Connie Maybrith Eden

Bilag

KLUBBEN: At være frivillig i EGIF Rugby handler om mere end rugby

0
KLUBBEN: At være frivillig i EGIF Rugby handler om mere end rugby

Hvem er det, der sikrer, at fællesskaber blomstrer i vores byer? Hvem står trofast på boldbanerne i frostgrader, tænder for kaffemaskinen og skaber den varme, hyggelige atmosfære i foreningen? Hvem er der, når økonomien skal gå op, når de små falder, og når tingene skal fungere, selv når det er svært? Det er ildsjælene – de mennesker, der gør en forskel for os alle. Velkommen til KLUBBEN.

I den nye serie KLUBBEN sætter vi på Fredericia AVISEN fokus på de frivillige kræfter og de engagerede foreningsmennesker, der holder samfundet i gang. Det er deres historier, vi fortæller – historier om dedikation, sammenhold og betydningen af at tage ansvar for fællesskabet. Fra sportsklubbernes trænere og forældrehjælpere til kulturforeningernes kasserere og arrangører – det er dem, der gør det muligt.

Hver uge dykker vi ned i en ny klub eller forening og portrætterer de mennesker, der gør det hele værd. Vi ser på deres arbejde, deres udfordringer og deres store og små sejre. Vi fejrer dem, der ikke blot gør noget for sig selv, men for os alle.

Fredericia AVISEN afslutter året med at kåre “Årets Helt” – en hyldest til de personer, der gennem deres utrættelige indsats har gjort en særlig forskel i deres klub eller forening. Denne kåring markerer ikke kun afslutningen på serien, men også starten på en ny forståelse for, hvor vigtig den frivillige indsats er.

Klubben er mere end en artikelserie – det er en hyldest til dem, der får vores lokalsamfund til at hænge sammen. Den næste artikel i serien er med Thor Lütje Hansen.

Annonce. Disse virksomheder har gjort serien mulig.

Thor Lütje Hansen er et klart eksempel på, hvordan passionen for sporten kan føre til en dedikation, der ikke kun handler om at spille rugby, men også om at investere tid og energi i at opbygge et stærkt fællesskab. Thor, der er tilflytter til Fredericia, er blevet en vigtig brik i EGIF Rugby, både som spiller og som frivillig. Han flyttede til Fredericia i 2021 sammen med sin kone og tre sønner, og da han ikke længere havde behov for at pendle til Odense for at spille rugby, valgte han at engagere sig i den lokale rugbyklub.

– Jeg vidste, at der var et fornuftigt fundament her, og det føltes naturligt at skifte til EGIF Rugby, fortæller Thor. Det, der begyndte som et skift i klub, har hurtigt udviklet sig til en større rolle som frivillig. Allerede et år efter begyndte Thor at tage ansvar i seniorarbejdet, og han blev hurtigt senioransvarlig. Samtidig tog han del i arbejdet med ungdomsholdene.

– Jeg troede, at jeg bare kunne være forælder, men så snart mine tre drenge blev en del af holdene, tog jeg automatisk del i det, husker Thor.

Det var dog ikke kun en del af arbejdet med ungdomsgruppen, der fangede Thor. Hans engagement voksede hurtigt, og i dag sidder han med ansvar på nationalt plan, hvor han har ansvar for U8 og U10-holdene. Thor sidder også med i ungdomskomiteen på nationalt niveau og arbejder på at udvide rugbyen i området.

– Jeg er blevet en af dem, der spammer alle lokale grupper og netværksgrupper, for at promovere rugbyen så meget som muligt, siger Thor, der er en af de mest aktive i kommunikationen omkring sporten.

Når man spørger Thor, hvor meget tid han bruger på frivilligt arbejde i klubben, svarer han hurtigt.

– Jeg ligger på omkring 6-10 timer om ugen, men det er hurtigt blevet mere. Jeg bruger meget tid på at organisere og koordinere aktiviteter, træningstider og rekruttering, og så har vi også de længere ture og stævner, som virkelig kan tage tid.

Thor beskriver det som et arbejde, der kræver energi, men som også giver utrolig meget tilbage.

– Ja, det er det værd, siger han uden tøven.

– Vi har en fed udvikling i gang, og vi ser resultater i vores ungdomsafdeling. For to år siden havde vi kun U18-holdet, nu har vi også U8, U10 og U14 – og ungdomsgruppen er næsten tredoblet.

Thor har også været med til at skabe flere initiativer for at rekruttere nye spillere, især blandt de yngre generationer.

– Jeg arbejder på at få flere børn og unge interesseret i rugby. Vi har startet SFO Rugby på Fredericia Realskole, og vi håber på at kunne udvide det til flere skoler i lokalområdet som Krogager og Højmosen, siger Thor. Hans mål er at få flere lokale til at tilslutte sig rugbyen, især fra områder som Erritsø.

– Vi vil gerne have flere lokale med, så vi kan udvide holdene og skabe endnu større fællesskab, siger han.

En af de største glæder ved arbejdet som frivillig i EGIF Rugby er den tid, Thor får sammen med sine egne børn.

– Det er en luksus at kunne være sammen med mine børn på en anden måde. Vi var i Holland sammen for nylig, og det var fantastisk at tilbringe 48 timer sammen, hvor vi kun havde hinanden. Det giver nogle rigtig fede oplevelser, siger han og smiler. Thor påpeger, at det er noget, han virkelig værdsætter – både som far og som frivillig i klubben.

– Mine drenge elsker rugby. De er kun 8 og 7 år gamle, men de synes, det er fantastisk. Det er noget, vi kan dele, og det betyder meget.

Frivilligheden i EGIF Rugby er ikke kun for de ældre medlemmer. Thor bemærker, at klubbens yngre medlemmer, især fra U18-holdet, også begynder at tage ansvar og hjælpe til med opgaver i klubben.

– Mange af vores ungdomsspillere begynder at tage kurser og hjælpe til med opgaver som koncerter. Det giver et godt miljø, hvor alle ser, at det er sjovt at være med, siger han.

Selvom Thor er blevet en vigtig del af klubbens frivillige arbejde, understreger han, at det er et fællesskab, hvor mange hjælper til.

– Vi har mange, der bidrager. Det er ikke kun de samme fem personer, der trækker læsset hver gang. Vi har en sund rotation i opgaverne, og vi ved, at vi gør noget godt for klubben, siger han.

Selvom det kan være en udfordring at få frivillige til at hjælpe, mener Thor, at EGIF Rugby har haft held med at rekruttere nye medlemmer og frivillige.

– Jeg synes faktisk ikke, vi har problemer med at få frivillige. Vi har en stærk fællesskabsånd, og alle ser, at det kan være sjovt at være med. Det giver os stolthed over, hvad vi gør, og vi får det hele til at fungere, siger Thor.

Thor Lütje Hansen er et bevis på, hvordan passionen for rugby og fællesskabet kan få én til at gå langt for at hjælpe og engagere sig. Det er det, der gør EGIF Rugby til en succes – en klub, der ikke kun handler om sport, men også om mennesker, fællesskab og en stærk frivillig indsats.

Låge 21: Green Closet: December med plads til at vælge

Låge 21: Green Closet: December med plads til at vælge

0
Der er noget særligt over december i Fredericia. Lyset blinker i kæder over byens gader, og luften er fyldt med duften af gløgg, kaffe...
Mand idømt 7 års fængsel for overgreb

Mand idømt 7 års fængsel for overgreb