Siden 2021 har Middelfart Kommune været en af tre kommuner i Danmark, der som en del af en forsøgsordning har fået frihed til at drive ældrepleje uden de sædvanlige nationale reguleringer. Intentionen har været at give medarbejderne større råderum til at bruge deres faglighed og tilrettelægge plejen efter borgernes behov.

En VIVE-rapport, der er udgivet i forbindelse med forsøget, peger på flere positive effekter af frisættelsen – ikke kun for borgerne, men også for medarbejderne. Men hvordan opleves forandringerne i praksis? Social- og sundhedsassistent samt arbejdsmiljørepræsentant i Middelfart Kommune, Marianne Haugaard, har været en del af forsøget fra start, og for hende har frisættelsen ikke bare ændret ældreplejen, men også skabt en ny dynamik i medarbejdernes arbejdsliv.

– Vi har fået frihed til at gøre flere ting for borgeren – med borgeren. Der bliver sat en masse prøvehandlinger i gang, hvor vi tester nye metoder og skaber et stærkere samarbejde på tværs af hjemmeplejen og sygeplejen. Det betyder, at vi hurtigere kan komme ud til borgerne og være der for dem med en højere faglighed, siger hun indledende om oplevelsen.

Fra stopur til sund fornuft

Med frisættelsen har medarbejderne fået mulighed for at vurdere borgerens behov ud fra faglige skøn, frem for at følge fastlagte minutbaserede tidsplaner. Det betyder, at der kan bruges mere tid hos dem, der har behov for det, uden at det skaber ubalance i arbejdsgangen.

– Førhen var vi meget bundet af faste tidsplaner. Nu kan vi i højere grad tilpasse os den enkelte borger. Hvis en borger har brug for fem minutter ekstra, så bliver vi – og så henter vi tiden et andet sted. Det skaber en fleksibilitet, der gør os bedre i stand til at arbejde fagligt og ikke bare følge en liste, som vi måske gjorde førhen, forklarer Marianne.

En ændring, som både rapporten peger på, og som man næsten intuitivt kan forestille sig har haft stor betydning for den enkelte borger – hvad enten det handler om at få en ekstra kop kaffe, rydde lidt op sammen eller bare have tid til en samtale. 

Men det er ikke kun borgerne, der har mærket forskellen. Marianne Haugaard beskriver, hvordan det som medarbejder har gjort en væsentlig forskel ikke længere at skulle forlade en borger midt i en svær situation, fordi tidsplanen dikterede det. Nu er der mulighed for at blive lidt længere, tage sig tid og sikre, at borgeren er tryg, før man går videre.

– Det betyder meget, at vi ikke længere skal forlade en borger, der måske er ked af det eller frustreret, bare fordi vi har en stram tidsplan. Nu kan vi tage os tid til at hjælpe og lave en aftale om at vende tilbage senere. Det giver en helt anden arbejdsglæde, siger hun.

Fællesskaber opstår, hvor der før var ensomhed

En af de mest synlige forandringer i denne sammenhæng har været, at medarbejderne har fået bedre mulighed for at understøtte sociale fællesskaber blandt de ældre. Marianne Haugaard nævner som et eksempel den ugentlige onsdagscafé, hvor borgere, der tidligere sad isolerede i deres hjem, nu bliver fulgt derned af hjemmeplejen.

– Vi har en medarbejder, der hjælper borgere, som ellers ikke ville kunne komme afsted. De frivillige driver caféen, men vi har fået mulighed for at sikre, at borgerne faktisk kommer derned. Det har skabt et stærkere fællesskab i området, fordi de nu kender hinanden og hjælper hinanden i hverdagen. Det kan være små ting – at tage en liter mælk med til naboen – men det gør en stor forskel, fortæller hun.

Det, at der er tid til samvær, har også ændret borgernes forventninger til hjemmeplejen. Førhen oplevede hun, at mange borgere var tilbageholdende og kun bad om den absolut nødvendige hjælp, og hvis en medarbejder så gav dem fem minutter ekstra, var det ikke noget, man talte højt om.

– Det er blevet mere legalt at sige: ‘Jeg vil faktisk gerne bare sidde og spille kort eller have en kop kaffe.’ Før var der ikke tid til den slags. Nu kan vi planlægge efter det, og borgerne tør i højere grad sige, hvad de faktisk har lyst til, forklarer hun.

Fagligheden styrkes med tættere samarbejde

Når samtalen falder på samarbejdet mellem hjemmeplejen og sygeplejen, er det tydeligt, at netop dette har gjort en stor forskel for hende. Det er et af de væsentligste organisatoriske tiltag under frisættelsen, og Marianne Haugaard vender gentagne gange tilbage til det med en tydelig begejstring i stemmen.

– Vi er flyttet sammen med sygeplejen, og det gør en kæmpe forskel. Vi kan hurtigt spare med hinanden og få faglig vejledning. Førhen ringede vi måske til en kollega, vi ikke kendte. Nu ved vi, hvem vi taler med, og det giver en helt anden tryghed, forklarer hun.

Den nemmere adgang til sparring betyder, at hjemmeplejen nu i højere grad kan håndtere opgaver selv, fordi de hurtigt kan få rådgivning.

– Vi er blevet tryggere i vores faglighed, fordi vi kan få svar hurtigt og sparre med hinanden. Det højner vores arbejde og gør os bedre i stand til at tage beslutninger i hverdagen, siger hun.

Middelfart kan inspirere andre kommuner

Med VIVE-rapporten fulgte en række positive konklusioner om frisættelsen på ældreområdet. I en tid, hvor ældreplejen er til debat, og en ny ældrelov er på vej, kan flere kommuner nu rette blikket mod Middelfart. Marianne selv tror på, at erfaringerne herfra kan inspirere andre kommuner og danne grundlag for en bredere forandring af, hvordan ældreplejen tilrettelægges i fremtiden.

– Jeg tror helt sikkert, at frisættelse kan være en model, der kan fungere andre steder i landet. Det har gjort en positiv forskel for både borgerne og medarbejderne. Men det kræver, at man har en ledelse, der bakker op, og medarbejdere, der er klar til at tage mere ansvar, siger hun og tilføjer, at hun ikke tror, det kunne have ladet sig gøre uden en ledelse, der har været åben over for de idéer og prøvehandlinger, medarbejderne har stillet med.

Samtidig understreger hun, at vejen dertil ikke har været uden bump på vejen. For når man afprøver nye tiltag, er det langt fra altid, at de fungerer efter hensigten, og frisættelsen har krævet en omstilling fra de tidligere mere faste og regulerede rammer.

– Der har været mange frustrationer undervejs, og vi har flere gange spurgt os selv: Kan vi det her? Er det overhovedet muligt? Og ja, det kan vi godt – når vi arbejder målrettet og sammen. Samtidig har der også været tiltag, hvor vi har måttet erkende, at de ikke fungerede. Så har vi droppet dem og fundet en anden vej. Men det har krævet hårdt arbejde at nå hertil, fortæller hun og uddyber, hvordan de første, mere udfordrende år nu har givet pote og skabt glæde over de resultater, man ser i dag.

– Nu, hvor vi har været i gang i nogle år, kan vi virkelig se, hvilken forskel det har gjort. 

Frihed, men med struktur

Ifølge Marianne Haugaard er frisættelse ikke ensbetydende med fravær af regler, men snarere en mulighed for at organisere arbejdet på en måde, der giver bedre mening for både medarbejdere og borgere.

– Vi arbejder stadig efter retningslinjer, men vi har fået større råderum til at gøre det, vi ved virker. Det skaber en bedre ældrepleje og et bedre arbejdsmiljø. Det, at vi har mulighed for at prioritere tid og relationer, gør en kæmpe forskel, siger hun afsluttende.

Mens ældreloven er på vej, har erfaringerne fra Middelfart vist, hvordan større fleksibilitet kan ændre hverdagen i ældreplejen. Spørgsmålet er nu, om frisættelsen forbliver et lokalt forsøg, eller om elementer herfra vil finde vej til en bredere national model.