7.9 C
Copenhagen
lørdag 13. december 2025

Kommuner kan søge millioner til at få unge i job og uddannelse

0
Kommuner kan søge millioner til at få unge i job og uddannelse

Kommuner over hele landet kan nu søge om midler til at hjælpe unge, der står uden arbejde eller uddannelse. Med en ny ansøgningsrunde, der løber frem til 15. maj 2025, er der afsat 520 millioner kroner til målrettede indsatser, der skal få unge tættere på arbejdsmarkedet eller videre i uddannelsessystemet.

43.000 unge uden job eller uddannelse

Mere end 43.000 unge i Danmark står i dag uden for arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet. Mange af dem kæmper med psykiske eller sociale udfordringer, som gør det svært at finde fodfæste. Derfor har et bredt flertal i Folketinget afsat i alt 1,16 milliarder kroner i perioden 2025-2035 til at styrke indsatsen for unge mellem 15 og 29 år.

I første ansøgningsrunde, der dækker perioden 2025-2028, er der afsat 520 millioner kroner. Pengene skal gå til skræddersyede initiativer, hvor kommunerne arbejder tæt sammen med virksomheder, uddannelsesinstitutioner og civilsamfundet for at støtte unge på deres vej mod job eller uddannelse.

Nye samarbejdsmodeller

For at kunne søge midlerne skal kommunerne etablere lokale partnerskaber med virksomheder og civilsamfundsaktører. Målet er at sikre en koordineret indsats på tværs af beskæftigelse, uddannelse, social- og sundhedsområdet, så unge får den rette støtte til at komme videre i livet.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen understreger i en pressemeddelse vigtigheden af en helhedsorienteret tilgang:

– Alle unge fortjener at være en del af et fællesskab. Vi skal derfor finde nye håndtag at dreje på og nye måder at samarbejde på. Sammen med de nationale og lokale partnerskaber er dette initiativ motoren, som skal sikre, at vi kan gøre Ungeløftet til virkelighed og levere vores løfte til vores unge mennesker. Vi har gjort os umage med at gøre ansøgningsprocessen så nem som mulig for kommunerne, og jeg håber, at alle landets kommuner vil gå ambitiøst til værks og vil være med til at hjælpe flere unge med i arbejdsfællesskabet, siger ministeren.

IPS-metoden skal hjælpe psykisk sårbare

En del af de bevilgede midler skal gå til at udbrede IPS (Individuelt Planlagt job med Støtte), som er en metode, der har vist sig særligt effektiv for unge med alvorlige psykiske lidelser. IPS bygger bro mellem psykiatrien og beskæftigelse ved at skræddersy job- og uddannelsesforløb til den enkelte.

Derudover indgår programmet Flere unge skal med, som skal hjælpe unge, der har svært ved at finde vej til job eller uddannelse.

Langsigtet plan frem mod 2035

Midlerne til ungeindsatsen er en del af Aftale om Ungeløftet, der blev indgået af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) sammen med SF, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.

Udover den aktuelle ansøgningsrunde planlægges to yderligere runder frem mod 2035, hvor kommuner igen får mulighed for at søge støtte til at fortsætte og udvikle de målrettede indsatser for unge.

Fakta om ansøgningsrunden:

• 520 millioner kroner afsat til perioden 2025-2028

• Kommuner kan søge frem til 15. maj 2025

• Krav om etablering af lokale partnerskaber

• Fokus på unge mellem 15 og 29 år

• IPS og Flere unge skal med er centrale initiativer

Kommune kommer med stor kritik af tilsyn

0
Kommune kommer med stor kritik af tilsyn

Fredericia Kommune har sendt et skriftligt høringssvar til Socialtilsyn Syd i forbindelse med agterskrivelsen om ophør af godkendelsen for Kobbelgaarden 3. Kommunen kritiserer beslutningsgrundlaget og den metodiske tilgang, som tilsynet har anvendt i vurderingen af botilbuddet, og anmoder om en forlænget opfølgningsperiode på mindst tre måneder. Fredericia Kommune finder tilsynets konklusioner for utilstrækkelige.

I høringssvaret, som Fredericia Kommune har sendt til Fredericia AVISEN, fremhæver kommunen, at der er blevet implementeret en række systematiske og dokumenterede forbedringer, som har højet kvaliteten af tilbuddet. Kommunen mener derfor, at der er et forsvarligt grundlag for at fortsætte driften af Kobbelgaarden 3 med en forlænget opfølgningsperiode, fremfor at lukke stedet.

Fredericia Kommune retter hård kritik mod Socialtilsyn Syds metode og vurdering af kvaliteten på Kobbelgaarden 3. En af de punkter, der fremhæves, er den kritik, som tilsynet har rettet mod en hændelse, hvor en medarbejder angiveligt filmede en borger, mens denne onanerede. Ifølge kommunen er anklagen alvorlig, men den er ikke dokumenteret, og der er ikke set nogen film af hændelsen. Kommunen understreger, at ledelsen ikke har haft kendskab til filmen, og at Socialtilsynet heller ikke har fremlagt nogen dokumentation for anklagen.

– Det er en alvorlig anklage, som dog ikke er dokumenteret. Ledelsen har ikke set filmen, og det har Fredericia Kommune heller ikke kendskab til, at Socialtilsyn Syd har, lyder det i høringssvaret, hvor kommunen også kritiserer, at den ledelsesmæssige håndtering af sagen var utilstrækkelig, hvilket førte til en udskiftning af ledelsen.

En anden episode, der vækker kritik, er tilsynets vurdering af håndteringen af en borger, der havde en seksualiseret adfærd. Tilsynet har kritiseret, at personalet anvendte skjult magt for at forhindre borgeren i at se pornografisk materiale. Fredericia Kommune afviser denne kritik og understreger, at tilgangen var fagligt funderet, da borgeren havde en problematisk adfærd, som blev håndteret i dialog med en seksualvejleder.

– Fredericia Kommune er uenig i konklusionen om, at der anvendes skjult magt. Der ligger en faglighed bag denne tilgang, forklarer kommunen i høringssvaret.

Kritik af tilsynets interviewmetode

Fredericia Kommune fremhæver også, at tilsynets vurdering i høj grad er baseret på interviews med medarbejdere, hvilket kommunen mener giver et for spinkelt grundlag for at træffe beslutninger om kvaliteten på Kobbelgaarden 3. Ifølge kommunen har Socialtilsyn Syd gennemført interviews med 44 medarbejdere i de tre perioder med skærpet tilsyn, men kommunen kritiserer, at der ikke er blevet interviewet ledelsen eller inddraget pårørende i tilstrækkelig grad.-

– Vi har gentagne gange problematiseret den metodiske vægtning af medarbejderinterviews frem for en bredere inddragelse af pårørende, ledelse og borgerne selv, lyder det i høringssvaret.

Fredericia Kommune understreger, at kvalitative interviews alene, baseret på individuelle oplevelser fra medarbejdere, ikke kan stå alene som grundlag for at vurdere et tilbuds kvalitet. Kommunen mener, at metoden burde inkludere observationer af praksis og en bredere dataindsamling for at triangulere og validere resultaterne.

– Der burde i tilsynet som minimum også have været observationer af praksis, som kunne anvendes til at triangulere og validere de kvalitative medarbejderinterviews, påpeger kommunen.

Anmodning om forlænget opfølgningsperiode

Fredericia Kommune anerkender Socialtilsyn Syds vigtige rolle i at sikre kvaliteten i botilbud, men mener ikke, at beslutningsgrundlaget for tilsynets påtænkte afgørelse er tilstrækkeligt oplyst. Derfor anmoder kommunen om en forlænget opfølgningsperiode på minimum tre måneder for at kunne dokumentere effekten af de tiltag, der allerede er iværksat.

– Fredericia Kommune vurderer ikke, at tilsynet har sandsynliggjort et tilstrækkeligt oplyst grundlag at træffe en beslutning ud fra, understreges det i høringssvaret. Kommunen henviser til flere konkrete forbedringer, herunder den opgraderede ledelse, den forbedrede dokumentation og arbejdet med at øge medarbejdernes kompetencer.

Fredericia Kommune opfordrer derfor Socialtilsyn Syd til at tage hensyn til de forbedringer, der allerede er implementeret, og til at revurdere beslutningen om at ophøre godkendelsen for Kobbelgaarden 3.

– Vi opfordrer derfor Socialtilsyn Syd til at tage disse fremskridt i betragtning og til at genoverveje den påtænkte afgørelse, om ophør af godkendelsen for Kobbelgaarden 3, afslutter kommunen i høringssvaret.

FodboldtrøjeFredag samler igen ind til kræftramte børn – vil slå ny rekord

0
FodboldtrøjeFredag samler igen ind til kræftramte børn – vil slå ny rekord

I dag trækker danskere i fodboldtrøjerne for at støtte kampen mod børnekræft. Den landsdækkende indsamlingsdag FodboldtrøjeFredag, arrangeret af Danske Spil og Børnecancerfonden, har gennem årene samlet flere og flere danskere om sagen, og i år er ambitionen at slå sidste års indsamlingsrekord på over 8 millioner kroner.

Stor opbakning fra hele landet

FodboldtrøjeFredag har udviklet sig fra et internt arrangement hos Danske Spil til en national begivenhed, hvor både virksomheder, fodboldklubber og enkeltpersoner deltager. På bare tre år er antallet af deltagende virksomheder næsten seksdoblet, mens det samlede indsamlingsbeløb er steget fra 1,5 millioner til over 8 millioner kroner.

– FodboldtrøjeFredag handler om at forene glæden ved fodbold med en vigtig sag. Vi er stolte af at støtte og sammen med Børnecancerfonden invitere danskerne til en stor folkefest. Vi kan allerede mærke endnu større interesse i år end tidligere, og der er allerede dobbelt så mange unikke indsamlinger i gang som sidste år. Vi håber meget, at FodboldtrøjeFredag i år vil samle endnu flere penge ind til en vigtig sag, siger Nikolas Lyhne-Knudsen, administrerende direktør i Danske Spil i en pressemeddelse.

Det er syvende år i træk, at Børnecancerfonden og Danske Spil står bag indsamlingsdagen. Sidste år blev der samlet over 8 millioner kroner ind, og i år er målet at overgå dette og engagere endnu flere virksomheder og privatpersoner.

Fodboldspillere besøger kræftramte børn

Som en del af indsatsen har professionelle fodboldspillere fra flere klubber under Danske Spil besøgt børn på kræftafdelinger rundt om i landet. Spillerne fra AGF og Randers FC har blandt andet besøgt børn på Skejby Sygehus, mens Brøndby IF har været på Rigshospitalets kræftafdeling. Her har børn også haft mulighed for at besøge Brøndby Stadion og møde spillerne.

Taknemmelighed og håb for fremtiden

Ifølge Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden, betyder FodboldtrøjeFredag meget for kræftramte børn og deres familier.

– Vi er dybt taknemmelige for den massive interesse, som hele landet viser ved at trække trøjen over hovedet for børn med kræft. FodboldtrøjeFredag sikrer ikke bare livsvigtig støtte, men skaber også opmærksomhed om børn med kræft – i år med særligt fokus på dem, der rammes af hjernetumorer, hvor både dødeligheden og kompleksiteten desværre er højere.

Børnecancerfonden er en privat fond og er afhængig af støtte udefra for at finansiere forskning, oplysning og støtte til familier, der er ramt af børnekræft.

Også FC Fredericia markerer dagen, når de i aften møder Hillerød. Klubben sætter fokus på FodboldtrøjeFredag og har blandt andet arrangeret en konkurrence, hvor man kan vinde en signeret spillertrøje. Læs mere om det her:

FodboldtrøjeFredag falder på kampdag og FC Fredericia giver opbakningen et ekstra nøk

0
FodboldtrøjeFredag falder på kampdag og FC Fredericia giver opbakningen et ekstra nøk

Når FC Fredericia fredag spiller hjemmekamp mod Hillerød på Monjasa Park, bliver det ikke kun en kamp om vigtige point i NordicBet Ligaen. Klubben bakker også op om FodboldtrøjeFredag – en landsdækkende indsamlingsdag til fordel for Børnecancerfonden.

For at sætte ekstra fokus på dagen har FC Fredericia iværksat en række initiativer, der skal engagere både fans og sponsorer i støtten til det velgørende formål.

Signeret trøje på højkant

FC Fredericia har blandt andet lanceret en konkurrence, hvor man kan vinde en signerede spillertrøje. Kommunikationsansvarlig Søren Pabst forklarer, hvordan man kan deltage:

– Vi laver en konkurrence, hvor vi trækker lod om en signerede spillertrøje. Man kan få et lod i konkurrencen ved enten at uploade et billede af sig selv i en FC Fredericia-trøje, dele et billede fra stadion om aftenen eller sende et screenshot af en donation til formålet.

Fodboldtrøjefredag opfordrer generelt til at støtte sagen på tre måder: donér et valgfrit beløb til Børnecancerfonden, tag en fodboldtrøje på for at vise din opbakning, og del et billede på sociale medier med hashtagget #FodboldtrøjeFredag – og det kan man jo netop lige så godt gøre i den røde FC Fredericia-trøje.

Søren Pabst håber, at tiltaget vil skabe synlighed om indsamlingen.

– Vi håber, at alle vil være med til at bakke op og samle penge ind til det her gode formål.

FC Fredericia bakker op om den gode sag

FC Fredericia har tidligere støttet op om lignende initiativer, og det var derfor oplagt for klubben at engagere sig igen i år.

– Vi synes, det er en virkelig vigtig sag. Det er ikke, fordi vi som sådan har børnekræft tæt inde på livet, men vi har tidligere lavet andre ting, hvor vi også har været med til at samle ind til børnekræft. Så det er ikke første gang, vi aktivt deltager i at skabe opmærksomhed omkring det, siger Søren Pabst.

At FodboldtrøjeFredag i år falder sammen med en kampdag, gør det kun mere relevant for FC Fredericia, da klubben kan bruge opmærksomheden omkring kampen til at skabe endnu større synlighed for indsamlingen.

– Det falder jo fint sammen, at vi har en kamp på samme dag, som der er FodboldtrøjeFredag. Det gør bare, at det giver ekstra god mening, det hele. Det er også noget, vi kommer til at nævne i speak på stadion i morgen, så vi kan skabe en masse opmærksomhed omkring det og forhåbentlig få endnu flere til at støtte op, fortæller han.

Gratis drikkevarer til fans i rød trøje – og fastelavn for børnene

Som en ekstra gestus opfordrer FC Fredericia alle til at møde op i en rød trøje fredag aften på Monjasa Park. Klubben giver en gratis øl eller sodavand til alle iført rød trøje, hvis de kommer inden 30 minutter før kampstart.

Samtidig vil der være fastelavnsfest for børn i Sydbank Kids Corner, hvor de kan slå katten af tønden og vinde fede præmier. 

Kampen mod Hillerød fløjtes i gang klokken 19.00, og FC Fredericia håber, at både tribunerne og indsamlingen til Børnecancerfonden bliver et stort tilløbsstykke.

Makeup-tyvene slog til i Normal

0
Makeup-tyvene slog til i Normal

Torsdag blev en travl dag for butikkernes sikkerhedsfolk i Fredericia, da Normal på Gothersgade hele to gange blev ramt af butikstyveri. Begge gange var det unge piger, der stod bag, og politiet måtte rykke ud for at tage sig af sagen.

Snuppet i skønhedsafdelingen af butikdetektiv

Omkring klokken 13.34 slog butikkens detektiv til, da han opdagede to piger, der forsøgte at slippe afsted med makeup til en værdi af 684 kroner. Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller:

– Der er en butiksdetektiv, der pågriber to butikstyve, som har stjålet diverse makeup-artikler til en værdi af 684 kroner. Vi kommer frem og overtager, da vi har at gøre med to unge mennesker, siger han.

De to piger, begge 15 år og hjemmehørende i Fredericia, blev sigtet for butikstyveri. De stjålne varer blev leveret tilbage til butikken.

Yngre piger fanget i ny tyverisag

Blot få timer senere, klokken 17.04, var den gal igen. Denne gang var det tre piger, der forsøgte at forlade butikken med makeup for 343 kroner. Endnu engang var butikkens detektiv hurtig til at reagere.

– Der er vi også inde over, da der er tale om unge mennesker, forklarer Arno Rindahl Petersen.

Den ene af de tre butikstyve var igen en 15-årig pige fra Fredericia, men de to andre var endnu yngre – kun 14 år.

For unge til straf

Mens de 15-årige nu står med en sigtelse for butikstyveri, slipper de to 14-årige uden en straffesag, da de er under den kriminelle lavalder. Men i disse tilfælde registrerer politiet ofte deres oplysninger og underretter deres forældre.

Det er ikke første gang, Normal på Gothersgade har haft problemer med butikstyve. 

Venstre stiller med stærk social profil

0
Venstre stiller med stærk social profil

Det næststørste parti i byrådet i Fredericia vil styrke deres hold med nye profiler frem mod kommunalvalget i november. Jette Kingod, 58 år, har besluttet sig for at stille op, og det gør hun med en særlig interesse for at forbedre livskvaliteten for unge og ældre i udsatte positioner.

Jette Kingod er uddannet og har arbejdet som fængselsbetjent, ungekonsulent og misbrugskonsulent med mere. I den forbindelse har hun haft tæt berøring med mange af de udfordringer, der følger med i den forbindelse. Nu vil hun ind i politik for at gøre en forskel.

– Jeg er gift med Kurt Kingod, som er indfødt fredericianer. Det kan jeg så ikke bryste mig at være. Men jeg kan låne nogle fjer af min mand, og så håber jeg at kan blive en del af Fredericias fremtidshistorie. Og jeg har noget på hjertet i forhold til politik, fordi jeg har altid arbejdet med mennesker i udsatte positioner, fortæller hun.

Hun mener, at mennesker i udsatte positioner mangler et talerør i politik. Det er dem, hun vi kæmpe for. Her finder hun at Venstre som parti har noget, der er relevant:

– Jeg tænker, at Venstres politik i forhold til, at man ser individet før, at man kommer ind i et andet. Selvfølgelig ser man også fællesskabet, men individet har den her frihed til at være det individ, man er. Så det er individet, der sætter dagsordenen for, hvordan rammerne skal være, og ikke systemet, der skal være det, der tilpasses individet. Jeg kan godt lide den ide. Jeg kan også godt lide den frihed, der ligger i det.

Jette Kingod er fortaler for selvbestemmelse, samt at man som menneske har mulighed for at forme sit eget liv indenfor de rammer, der er udstukket i det sociale miljø. Men hun mener, at der er alt for mange, der ender med at stå udenfor samfundet. Som ungekonsulent har hun arbejdet meget med unge, og det præger hendes ambitioner indenfor politik. I dagligdagen har hun en klinik, hvor hun laver socialpædagogisk behandling. Her møder hun også mange unge. Og de har det svært:

– De passer simpelthen ikke ind i vores rammer. Og hvis man kigger bare to eller tre år ud i fremtiden, så har vi flere unge, der er på psykofarmaka, end vi har unge, der ikke er. Så hvad er det, vi gør ved vores ungdom? Det er altså det råstof, vi skal bruge til vores alderdom. Så det giver ingen mening.

Danmark er et af de lande i verden, der har det højeste forbrug af psykofarmaka til unge. Der er store rammer indenfor lokalpolitik til at man kan forme hverdagen i nærmiljøet, og det er her, at Kingod ser muligheder. Hun vil gerne fremstå som en stærk profil for Venstre, der har et klart afsæt i sociale værdier og sammenhold. Men hun er også klar til at samarbejde, og så mener hun, at man skal kunne tale om uenigheder.

– Så vi kan finde de her kompromisser, som tjener borgerne eller allerbedst. Så jeg er ikke sindssygt god til kasser og så videre. Jeg er rigtig god til at tænke ud af boksen. Og det er noget af det, jeg håber, at jeg kan bringe med ind i det her.

Venstre er i gang med at klargøre deres opstillingshold og strategi frem mod det afgørende kommunalvalg i november. Peder Tind og Kenny Bruun Olsen, der begge er repræsenteret i dag, er glade og stolte af holdet, der skal op mod det socialdemokratiske borgmesterparti. Det forventes, at der allerede i næste uge kommer flere udmeldinger. Med Jette Kingods kandidatur markerer Venstre en klar, socialorienteret strategi i Fredericia Kommune, der er kendetegnet ved, at der er en betydelig andel af vælgere indenfor dette segment. Det anerkender Jette Kingod også er en væsentlig faktor for hende, når hun ser på hvilken målgruppe, hun er interesseret i at nå:

– Jeg vil arbejde for at udvikle og implementere initiativer, der kan styrke de sociale netværk omkring de unge og ældre. Dette inkluderer at fremme adgang til uddannelse, jobmuligheder og sociale aktiviteter, der kan hjælpe med at bekæmpe ensomhed og isolation, slutter hun.

FC Fredericia skal genfinde effektivteten

0
FC Fredericia skal genfinde effektivteten

Fredag aften møder FC Fredericia Hillerød på Monjasa Park i en kamp, der bliver afgørende for begge holds ambitionsniveau i NordicBet Ligaen. Efter to nederlag i sæsonens første kampe har FC Fredericias forspring på andenpladsen skrumpet ind til kun tre point. Det betyder, at en sejr mod Hillerød er nødvendig for at opretholde pladsen i toppen af tabellen.

FC Fredericia har ikke været i stand til at finde den skarphed, der normalt kendetegner holdet i denne forårssæson. I begge de første kampe – mod HB Køge og Hvidovre – har holdet haft store muligheder for at tage føringen, men manglende præcision og evnen til at udnytte de store chancer har kostet. Den mest markante spiller i denne sammenhæng har været Oscar Buch, som har brændt tre kæmpe chancer, der alle kunne have bragt FC Fredericia i front.

Manglende skarphed er blevet en bekymring for trænerstaben, da de ellers har haft spillet og dominansen til at vinde. Problemet har ikke været manglende muligheder, men snarere evnen til at udnytte disse chancer og skabe resultater. Trænerteamet må nu finde en løsning på denne udfordring for at sikre, at holdet kan finde tilbage til den skarphed, der gjorde dem til et af ligaens bedste hold i efteråret.

På den anden side står Hillerød, som kæmper hårdt for at sikre sig en plads i top-6. Med kun to point op til Kolding, der i øjeblikket indtager den sjetteplads, er der meget på spil for Hillerød. Deres målscore er tre mål dårligere end Koldings, hvilket betyder, at de ikke kan nøjes med at være á point med deres konkurrenter, når grundspillet er afsluttet. Derfor vil en sejr mod FC Fredericia være essentiel for at have en chance for at snuppe den sidste top-6-plads. Med kun to kampe tilbage af grundspillet er der ikke råd til at fejle, og Hillerød ved, at de skal vinde både mod FC Fredericia og mod B.93 i den sidste kamp for at kunne forsvare håbet om at spille med i oprykningsspillet.

Hillerød har vist sig at være et hold, der kæmper for deres plads i toppen, og med en kombination af fysisk spil og taktisk disciplin er de et farligt modstander for FC Fredericia. Den forestående kamp bliver derfor en vigtig test for FC Fredericia, da de ikke bare skal håndtere Hillerøds pres, men også finde den rette skarphed i angrebet for at sikre sig de tre point.

For FC Fredericia er det afgørende at finde den skarphed frem, som har været kendetegnende for holdet tidligere i sæsonen. Hvis de skal holde konkurrenterne fra Esbjerg og AC Horsens på afstand og sikre sig den ønskede oprykningsplads, er en sejr mod Hillerød helt nødvendig. Uanset hvad, står de som favoritter til kampen, men de skal vise, at de kan håndtere presset og udnytte deres chancer.

Det bliver derfor en intens og afgørende kamp, som begynder fredag aften klokken 19:00 på Monjasa Park.

Det var en stor oplevelse

0
Det var en stor oplevelse

Nu er det slut. FHK’s Champions League-eventyr for denne omgang er færdigt, og det har været en oplevelse, fortæller profilen Anders Martinusen.

Efter FHK’s sidste Champions League-opgør i Bukarest, hvor holdet tabte 37-32 til Dinamo Bucuresti, var det ikke nederlaget, der fyldte mest på pressekonferencen. Det var i stedet afslutningen på et eventyr, der havde været historisk for klubben, og som for første gang havde bragt Fredericia Håndboldklub ud på den største europæiske scene.

FHK’s vikariende anfører, Anders Kragh Martinusen, som blev kampens topscorer med seks mål, reflekterede over klubbens Champions League-rejse. Det var en rejse fyldt med læring og udvikling, men også med nerver og erkendelse af, hvad det kræver at spille på den internationale top.

– Det har været en vild rejse, det har været en vild oplevelse. Og som Gudmundur også siger, det har udviklet sig igennem tiden. Der er ingen tvivl om, at træde ind på den store scene var med noget nervøsitet i starten, og den tror jeg lige, vi skulle have rustet af os. Og det tænker jeg egentlig er meget forståeligt, at der ville være det, sagde Martinusen.

Martinusen fremhævede, at holdet igennem turneringen havde præsteret godt og leveret stærkt, men han understregede, at man også havde haft ønsket om at sætte en hel kamp sammen på 60 minutter.

– Vi ville også gerne se, om vi ikke kunne sætte en hel kamp sammen i 60 minutter. Så vi faktisk måske kunne have hentet lidt flere point, forklarede han.

Selvom det ikke blev til flere point for FHK i den sidste kamp, var Martinusen alligevel fuld af anerkendelse for den oplevelse, det havde været at spille Champions League.

– Den største oplevelse? Det tror jeg bare generelt er at være en del af det. Men det var da dejligt at mærke Champions League i Fredericia mod Paris. Det synes jeg er et minde, sagde Anders Martinusen.

Også den første kamp mod Dinamo Bucuresti og den allerførste Champions League-kamp har sat sig som markante oplevelser i hukommelsen for Martinusen.

– At stå derinde og høre hymnen og sådan noget dér. Det er specielt, og det er da helt sikkert noget, man tager med, sagde han.

For FHK har Champions League været et skridt ud af det lokale og ind i den internationale elite, og selvom det sluttede med et nederlag, har erfaringen givet holdet en unik læring, som kan bruges fremadrettet. Klubbens første deltagelse i den prestigefyldte turnering har været med til at løfte både spillere og organisationen til nye højder.

Nu er det imidlertid slut for FHK, og det er tid til at fokusere på ligaen, hvor næste kamp er på søndag mod TMS Ringsted på udebane.

Politisk impotens

0
Politisk impotens

Af: Sune Nørgaard Jakobsen, Dansk Folkeparti

Det er efterhånden svært at finde ord for det politiske morads, Fredericia er havnet i. Byrådsmedlemmerne burde have travlt med at redde vores sociale system fra total kollaps – men hvad bruger de deres tid på? At diskutere ordvalg og finpudse deres egne egoer i stedet for at tage fat på de problemer, der for længst er eksploderet.

Socialtilsyn Syd agter at trække godkendelsen af Kobbelgården!

Endnu et socialt tilbud er på randen af lukning, efter lang tids skærpet tilsyn. Det betyder, at nogle af de mest sårbare borgere i Fredericia risikerer at stå uden et sted at få den hjælp, de har brug for. Men hvor er politikerne? De sidder og diskuterer ligegyldigheder, mens endnu en del af vores sociale sikkerhedsnet smuldrer.

Frederiksodde er presset til bristepunktet! Vores specialskole er så overfyldt, at elever og personale knap nok kan trække vejret. Hver dag kæmper børnene og de ansatte med urimelige vilkår, men i stedet for at handle, lader byrådet stå til. Hvordan kan det forsvares?

Familieafdelingen er i knæ! Den burde gennemgås med en tættekam, men ingen tør tage fat. Imens lider borgerne under en administration, hvor fejl, langsommelighed og skranke paveri er blevet hverdag. Familier får ikke den støtte, de har krav på, og alligevel vælger byrådet at vende det blinde øje til.

Mens Fredericia smuldrer, bruger byrådsmedlemmerne deres tid på at fluekneppe ordvalg i stedet for at tage ansvar. Møderne i byrådssalen er blevet en opvisning i selvhøjtidelighed, hvor politikere hellere vil lyde kloge end faktisk gøre noget. Det er intet mindre end en hån mod borgerne i denne by!

Jeg forstår til fulde, hvorfor flere og flere borgere har mistet enhver tillid til det politiske cirkus i Fredericia. Det er en kommune, hvor de mest udsatte svigtes, hvor børn i specialundervisning behandles som en eftertanke, og hvor familier efterlades uden støtte – alt imens de folkevalgte hellere vil sidde i byrådssalen og diskutere ordvalg, som at dumpe ind, eller hvad forskellen er på at mundhugges og på at gå i totterne på hinanden.

Det er uacceptabelt, det er skammeligt, og det er en direkte falliterklæring! Fredericia fortjener bedre – meget bedre!

Industriel støj gør borgere syge og vækker stor bekymring

0
Industriel støj gør borgere syge og vækker stor bekymring

Af Karsten Byrgesen, uafhængig politiker Regionsrådet i Syddanmark og Byrådet i Fredericia

Så blev jeg nok en gang ringet op af en borger der er utrolig ked af det. Han var ydmyg og forklarende på, hvad industriel støj i Fredericia gør ved den lille familie. Denne familie står ikke alene. Der er rigtig mange borgere over hele Fredericia, i Strib og i Middelfart der ligger krop og sjæl til støj fra havnedrift – døgnet rundt. Jeg lægger øre til mennesker der er totalt opgivende for det de ser som overgreb. Det er ikke enkeltstående støjproblemer der holder familier vågne om natten og forringer deres levevilkår og lyst til at blive boende i byen. Støjen kommer både fra Aktiviteter på land og særligt fra de skibe der anløber Fredericia. Borgerne spørger mig, hvorfor der ikke bliver grebet ind. Den korte forklaring er, at virksomhederne og ADP (den kommunalt ejede Fredericia havn) påstår at de ”overholder” deres miljøgodkendelse og de myndigheder, der har ansvaret og tilsyn med området, har de helt store ørepropper i. Fra kommunal side spørges jeg om, om jeg er ude på at lukke virksomheder. Det spørgsmål siger ligesom alt om, hvorfor jeg råber op og siger stop larmen. Derfor er der fra myndighedssiden INTET fokus på borgernes liv, trivsel og helbred. Det er stærkt bekymrende. Der er to former for støj. Den meget kraftige der gør ondt i ørene og den lavfrekvente støj, som særligt udfordrer i lokalområdet.

Den lavfrekvente støj kan have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser. Denne type støj, der ofte stammer fra skibe, industrimaskiner, trafik eller byggeri, kan trænge ind i kroppen og påvirke indre organer. Forskning viser, at langvarig eksponering kan føre til søvnforstyrrelser, stress og hjerte-kar-sygdomme. Den lavfrekvente lyd kan også forstyrre koncentration og mental velvære, hvilket kan påvirke arbejdsmiljøet og livskvaliteten negativt. Desuden kan det forårsage fysiske symptomer som hovedpine og træthed. Den lavfrekvente støj bør – men bliver ikke – taget alvorligt. Vi kan ikke tale folkesundhed uden at tale støj og derfor skal der gøres noget.

Jeg kæmper kampen på borgernes side og opfordrer virksomhederne til at tage deres ansvar alvorligt. Gruppe af støjplagede borgere på begge sider af bæltet skal høres og tages seriøst. De skibe der særligt udfordrer det gode liv og det gode naboskab, skal meddeles anløbsforbud indtil de ikke længere udgør en sundhedsrisiko. Tiden er kommet til handling.

Ungdommens Hus åbnes for 13-årige: Venstre vil sikre bedre overgang for unge

Ungdommens Hus åbnes for 13-årige: Venstre vil sikre bedre overgang for...

0
Aldersgrænsen i Ungdommens Hus sænkes fra 18 til 13 år. Beslutningen er truffet i Unge- og Uddannelsesudvalget og skal sikre en bedre overgang mellem...