5.9 C
Copenhagen
tirsdag 16. december 2025

Megaevents og hverdag skal sælge Fredericias handelsliv

0
Megaevents og hverdag skal sælge Fredericias handelsliv

Den 13. marts 2025 blev der afholdt generalforsamling i Fredericia Shopping i Port House Fredericia. Ved denne begivenhed fremlagde formand Jesper Hansen sin årlige beretning, og det blev hurtigt klart, at fremtidens vækst og byudvikling i Fredericia afhænger af tættere samarbejde mellem erhvervsliv, kommunen og lokale aktører. Den positive stemning blandt deltagerne blev understøttet af god kaffe, friskbagte boller og konstruktive debatter om, hvordan Fredericia kan positionere sig stærkere i et konkurrencepræget marked.

I sin beretning talte Jesper Hansen om, hvordan Fredericia Shopping har arbejdet strategisk med at styrke samarbejdet i byen. Han slog også fast, at han tidligere har brugt utallige timer på at kritisere kommunens fejl, men nået til en konklusion, at det var bedre selv at gøre noget og hjælpe til, derfor var et centralt punkt i hans tale oprettelsen af et strategisk udvalg, hvor Business Fredericia, Kanalbyen og Fredericia Shopping er repræsenteret, og hvor kommunaldirektør Thomas Jaap også er en vigtig deltager. Gruppe er dannet for at løse nogle af de problemer, der tidligere har været vanskelige at komme igennem med på grund af uklarheder i ansvarsfordelingen. I stedet for at lade problemerne hænge i luften og risikere, at de ikke bliver løst, er formålet med udvalget at finde hurtige løsninger, der kan implementeres på tværs af de involverede aktører.

– Der har tidligere været et problem med at finde ud af, hvem vi skulle tale med, og hvor vi skulle få svar fra. Mange gange er tingene faldet ned mellem to stole, og det kunne vi ikke acceptere længere. Derfor oprettede vi dette udvalg, som nu arbejder aktivt på at få styr på tingene, udtalte Jesper Hansen og understregede nødvendigheden af et agilt og effektivt samarbejde for at sikre byens fremtidige vækst.

Et andet vigtigt tema i formandens beretning var den økonomiske situation. Fredericia Shopping har tidligere haft midler afsat til afholdelse af specielle events som julebyen og sommerarrangementer, men i år har foreningen fået tildelt ekstra midler, der kan anvendes til at skabe initiativer, der kan trække flere mennesker til Fredericia året rundt. Hansen opfordrede byens medlemmer til at komme med initiativer, da der nu er penge til at skabe endnu mere liv og aktivitet i byen.

– Vi har fået to gange 500.000 kr., som vi nu kan bruge til at generere initiativer og aktiviteter, der kan tiltrække flere besøgende og skabe vækst i byen. Vi opfordrer alle medlemmer til at komme med forslag, for nu er der faktisk midler til rådighed, sagde Hansen.

Fredericia Shopping har også arbejdet på at gøre sig mere relevant på den nationale og internationale scene ved at skabe et stærkere netværk og samarbejde med andre aktører i regionen. Hansen nævnte, at det ikke kun handler om at trække store events til byen, men også om at skabe et konstant flow af aktiviteter, der gør Fredericia til et attraktivt sted for både borgere og besøgende. Et af de initiativer, der blev nævnt i beretningen, var Street Food Festivalen, som er blevet et vigtigt event i byens sommerkalender.

– Hvorfor skal Fredericia kun være kendt for store events som Sommerrock? Vi skal også skabe noget, der tiltrækker mennesker på en almindelig lørdag i oktober. Byens hverdag skal også være fyldt med aktiviteter, så folk hele tiden har noget at komme til. Det er derfor, vi har arbejdet med at udvikle nye events, der ikke kun er store, men også er tilpasset byens rytme og årstider, forklarede Jesper Hansen.

Han understregede, at det er nødvendigt at arbejde på at skabe en byidentitet, der afspejler Fredericias styrker og muligheder. Fredericia har de seneste år været præget af et stadigt tættere samarbejde mellem kommunale aktører og erhvervslivet, men det er også vigtigt, at disse aktører arbejder sammen om at skabe et stærkt brand for byen. Et brand, der ikke kun handler om at tiltrække turister, men også om at skabe et byliv, som borgerne er stolte af og ønsker at deltage aktivt i.

En af de store udfordringer for Fredericia, som også blev berørt på generalforsamlingen, er den demografiske udvikling. Fredericia er en af de få byer i Danmark, der kan tilbyde både et levende erhvervsliv og et attraktivt boligmarked. Det er derfor nødvendigt at fokusere på at bevare og udbygge byens status som en central aktør i regionen, samtidig med at man udvikler nye initiativer, der kan bidrage til at holde byen attraktiv.

– Vi har et ansvar for at sikre, at Fredericia fortsat er en by, der er attraktiv at bo i, arbejde i og besøge. Vi skal fokusere på at opbygge en by, der er økonomisk sund, men også kulturelt og socialt bæredygtig. Det kræver, at vi arbejder sammen og forstår, hvordan vi kan bygge videre på de netværk, vi har i dag, sagde Jesper Hansen.

Foreningens regnskab blev godkendt med et lille underskud, imens der næste år budgetteres med et overskud og en større omsætning.

I den efterfølgende debat var der stor opbakning til de initiativer, der blev fremlagt, og medlemmerne udtrykte stor tillid til, at Fredericia Shopping med Jesper Hansen i spidsen vil være i stand til at fortsætte med at udvikle Fredericia som en handels- og kulturby. Det blev dog også klart, at der stadig er meget arbejde at gøre, og at der er behov for et fortsat tæt samarbejde mellem erhvervslivet, kommunen og de frivillige kræfter i byen. Der var dog en fælles begejstring for det kommende samarbejde. Der blev dog også debatteret julens åbningstider som altid.

Strategisk fokus på byliv og handel

Samarbejde og innovation er essentielle elementer for at sikre byens fremtid, og med en opbakning fra erhvervslivet er Fredericia på vej til at blive en endnu stærkere spiller på både den nationale og internationale scene, sagde Jesper Hansen under eventuelt og vidste et citat fra nordens største rejsebureau, der havde været forbi Fredericia. Citatet understregede en vigtig pointe: Fredericia har allerede det hele, men byen skal blive bedre til at sælge det.

Lydudstyr for en formue stjålet fra efterskole

0
Lydudstyr for en formue stjålet fra efterskole

Tyveknægte har været på spil på Kildevæld Efterskole i Kolding, hvor et større indbrud har resulteret i et tab på omkring 300.000 kroner. Skolen opdagede først, at noget var galt, da de begyndte at mangle udstyr, og senere fandt de opbrudsmærker på en dør, som tyvene formentlig brugte til at slippe væk.

Først efter nærmere eftersyn gik omfanget op for skolen

Indbruddet fandt sted i perioden fra søndag den 2. marts til mandag den 10. marts, men blev først opdaget senere. Skolens personale bemærkede, at de manglede lydudstyr, og ved nærmere eftersyn stod det klart, hvad der var blevet stjålet.

– Det tog lidt tid, før de opdagede, hvad de manglede, fortæller vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd om, hvorfor anmeldelsen først kommer nu.

– Da de begyndte at få overblik, fandt de også opbrudsmærker på en flugtvejsdør, tilføjer han.

Lydudstyr for store summer stjålet

Ifølge politiets oplysninger slap gerningsmændene afsted med værdifuldt teknisk udstyr, som blandt andet bestod af en computer, en lydmixer, en subwoofer, højtalere og mikrofoner. Den samlede værdi af tyvekosterne anslås til omkring 300.000 kroner.

Sydøstjyllands Politi har endnu ingen mistænkte i sagen og har heller ikke yderligere spor efter gerningsmændene på nuværende tidspunkt.

– Det har vi desværre ikke, siger vicepolitikommissæren afsluttende.

En passion for at skabe fællesskab og oplevelser

0

Direktør og medejer af EventC, Ulrich Nicolaisen kan i denne uge fejre 15 år som koncertarrangør og leder af virksomheden, der begyndte med en ambition om at bringe koncerter til Fredericia.

Det hele begyndte den 12. marts 2010 i Fredericia Idrætscenter, hvor EventC debuterede med en koncert med Magtens Korridorer. Men starten var ikke uden udfordringer. Nicolaisen erkender, at pengene, de havde sat ind, blev tabt, men det var kun starten på noget, der skulle blive en lang rejse for EventC.

– Da vi startede i EventC, var vi egentlig en udspringer af Fredericia Håndboldklub. Vi synes, at alt musiklivet var koncentreret omkring E45 til Horsens, og vi ville skabe noget i Fredericia. Så vi satte os ned og lavede et setup, og vi lavede vores første koncert med Magtens Korridorer, fortæller Ulrich Nicolaisen. På trods af det økonomiske tab, var det en nødvendighed for at komme i gang.

– Vi lærte meget af det siger han og tilføjer, at det har været en spændende, men udfordrende rejse. Musikbranchen er nemlig et “young man’s game”, som Ulrich Nicolaisen beskriver det, og det kræver konstant innovation og nytænkning at være en del af det.

EventC havde i begyndelsen fokus på at bringe store, anderledes koncerter til Fredericia, som også var populære i de større byer som København, Odense, Aalborg og Aarhus. Et af de første store navne, der optrådte, var Dizzy Mizz Lizzy, og EventC håbede på at blive “det femte ben” i Danmark, hvor de ville tilbyde musikoplevelser efter de store byers koncerter.

– Vi kan ikke konkurrere med de store steder, men vi gør nogle andre ting, siger Ulrich Nicolaisen og peger på, hvordan Royal Arena, der tidligere kun var en vinterarena, i dag holder koncerter året rundt – en udvikling, EventC ikke kan konkurrere med direkte.

Men EventC fandt sin plads ved at udvikle sig i en ny retning, nemlig BTB-markedet (business-to-business). Nicolaisen beskriver, hvordan EventC nu arrangerer flere erhvervsrelaterede events, som sommerfester, festivaler og forskellige lanceringsarrangementer. – Vi bliver brugt som en platform af erhvervslivet til at beholde medarbejderne. Det har ændret sig, forklarer han.

Fra hobby til fuldtidsbeskæftigelse

EventC’s transformation fra et frivilligt setup til en fuldtidsbeskæftigelse kom gradvist. Nicolaisen drev EventC parallelt med sit arbejde i 2009 og 2010. I 2017 indså han, at EventC var blevet så stort, at det kunne blive hans fuldtidsbeskæftigelse.

– Jeg vågnede op og indså, at nu skulle jeg ikke have to arbejder. EventC var blevet større og større, og så var det nærliggende at tage skridtet, fortæller han. I dag er EventC et professionelt, lille team, der har oplevet solid vækst.

Selvom EventC er blevet en central aktør på musik- og festivalmarkedet i Fredericia, handler det for Nicolaisen stadig om at skabe noget meningsfuldt for folk.

– Jeg brænder ikke for stjernesnak og at sidde tæt på kunstnerne. Jeg brænder for det engagement, at skabe den fest, der giver folk den oplevelse, de tager med sig, siger Ulrich Nicolaisen. Det er netop denne passion, der driver ham, og han har ikke fortrudt sin beslutning om at gøre EventC til sin fuldtidsbeskæftigelse.

Men EventC’s indflydelse går ud over Fredericia. EventC har været med til at præge kulturen i byen og har skabt stolthed blandt borgerne.

– Vi har været med til at få Fredericia til at være stolt af sit kulturliv. Vi har været med omkring Sommerrock og Fredericia ArtFestival, og vi har været en del af et større billede, som har skabt flere muligheder for borgerne, siger Ulrich Nicolaisen.

Når han ser tilbage på de 15 år, er der mange højdepunkter. En af de mest betydningsfulde oplevelser var, da EventC i 2010 lavede en koncert med Kim Larsen i Fredericia Idrætscenter. Han husker, hvordan han sad på trappen, da Larsen gik på scenen, og han blev rørt over oplevelsen. – Det var en af de oplevelser, der satte sig i mig, siger Nicolaisen.

Og på trods af at EventC i dag har et tæt samarbejde med de store spillesteder og tilbyder koncertoplevelser som f.eks. for Rammstein og Springsteen, ser Nicolaisen stadig en fremtid, hvor EventC kan lave store events, samtidig med at det har en plads i erhvervslivet.

– Vi skal arbejde med de store og lave noget fantastisk for erhvervslivet, men vi skal også bevare det vi har gjort godt. Vi skal være med til at skabe noget stort, og vi skal fortsætte med at arbejde tæt sammen med erhvervslivet, siger han.

EventC’s rolle i Fredericias kulturelle udvikling er ikke bare at arrangere koncerter, men at få byen på musiklandkortet og være med til at skabe oplevelser for både lokalbefolkningen og folk fra de omkringliggende byer. EventC har været en integreret del af byens kultur med store events som Sommerrock og ArtFestival

Fredericianer vil i Folketinget

0
Fredericianer vil i Folketinget

Dansk Folkeparti har officielt godkendt Sune Nørgaard Jakobsen som folketingskandidat for partiet i Fredericia.

Jakobsen, der i mange år har arbejdet i frontlinjen af social- og velfærdsområdet, stiller op med en klar ambition: At sikre, at mennesker altid kommer før systemer.

– Det er med stor stolthed, at jeg stiller op til Folketinget for Dansk Folkeparti – ikke kun for mit parti, men for vores by, for Fredericia og for hele Danmark. Jeg har i snart 15 år arbejdet tæt med nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund, og jeg har set et velfærdssystem, der i stigende grad svigter dem, der har allermest brug for det. Det må og skal ændres,” udtaler Sune Nørgaard Jakobsen.

Jakobsen har dedikeret sin karriere til socialområdet og er ansat som rusmiddelbehandler på et behandlingscenter for stof- og alkoholafhængighed. Han har set, hvordan bureaukratiet er vokset, mens medmenneskeligheden er trådt i baggrunden.

– Vi lever i et samfund, hvor politikerne hellere vil tale om tal end om mennesker. Hvor der er råd til meget – men ikke til vores ældre, vores udsatte og vores velfærdspersonale. Det er en udvikling, jeg ikke kan acceptere, og derfor stiller jeg op,” siger han.

Ifølge en pressemeddelelse sætter Sune Nørgaard Jakobsen en ære i at repræsentere et parti, der holder fast i sine værdier:

  • Mennesker før systemer
  • Fællesskab og ansvar
  • Omsorg for de svageste i samfundet
  • En stærk dansk identitet og kultur

– Dansk Folkeparti har altid været partiet, der tør sige det, de andre ikke vil. Vi bøjer ikke af, vi holder fast – og vi kæmper, når andre giver op. Det har aldrig været vigtigere end nu, fastslår han.

Som folketingskandidat vil Sune Nørgaard Jakobsen arbejde for en mere retfærdig og menneskelig socialpolitik, hvor velfærdspersonalet får bedre arbejdsvilkår, ældreomsorgen bliver styrket, og de svageste i samfundet ikke bliver efterladt på perronen, mens systemet kører videre.

– Jeg vil kæmpe for de svageste. Jeg vil kæmpe for Danmark. Og jeg vil kæmpe for en politik, hvor hjerte og fornuft går hånd i hånd, slutter han.

Venstre-mand: Tråden er et svar på de unges behov

0
Venstre-mand: Tråden er et svar på de unges behov

Middelfart Kommune har afsat 13 millioner kroner til Tråden-projektet, som skal skabe et samlingspunkt for unge i byen. Projektet er planlagt som et treårigt prøveprojekt, og det er usikkert, om det vil fortsætte efter denne periode. Venstres borgmesterkandidat, Anders Møllegård ser positive ting ved det nye tiltag.

Tråden er et nyt multifunktionelt samlingspunkt, der skal åbne i Middelfart den 20. juni 2025. Projektet omfatter tre ombyggede haller, der vil huse et ungemiljø, en eventhal til koncerter og aktiviteter samt et område med streetfood og bryggeri. Tråden er designet som et midlertidigt projekt, der løber over tre år, og det skal skabe liv og aktivitet for både unge og voksne i byen. Målet er at give de unge i Middelfart et sted at mødes og engagere sig i fællesskaber, samtidig med at det fungerer som et kulturelt og socialt mødested for hele kommunen.

Økonomien i projektet har dog mødt kritik. Middelfart AVISEN har modtaget flere henvendelser fra borgere, som undrer sig over, at der skydes 13 millioner kroner afsted efter et projekt, som kan vise sig at stoppe efter tre år.

– Vi mangler et sted til de unge, så jeg synes, vi er med til at sparke det i den rigtige retning, siger Anders Møllegård.

Han understreger, at det ikke er en permanent løsning, men et forsøg på at skabe liv og aktivitet i Middelfart, hvor de unge i dag ofte må søge mod større byer som Odense eller Jylland for at finde lignende tilbud.

– Det er et prøveprojekt i tre år, og det er ikke så mange penge, når man tænker på, at det kan være med til at skabe et miljø, der tiltrækker unge. Hvis det fungerer godt, er jeg overbevist om, at det kan blive et permanent tilbud. Hvis ikke, så kan vi vurdere, om det giver mening at fortsætte, forklarer Møllegård.

Møllegård ser Tråden som et skridt fremad, da Middelfart hidtil har manglet et tilstrækkeligt sted for unge at mødes og skabe fællesskaber.

– Vi har et behov for et sted, hvor de unge kan samles, og Tråden er et forsøg på at fylde det hul, siger han og understreger, at der ikke findes mange steder i Middelfart, hvor unge kan tilbringe tid sammen.

– De eneste steder, vi har, er næsten kun Café Razz og Guldkronen, og de kan ikke tilbyde det samme som et ungemiljø som Tråden. Jeg tror, det vil gøre en forskel for de unge i Middelfart, tilføjer Møllegaard.

Møllegaard erkender, at Tråden kunne have været en del af en større plan, som f.eks. at blive en del af Lillebæltshallerne, hvilket har været på tale, men han ser det som en praktisk løsning, der hurtigt kan komme op at stå.

– Det kunne måske godt have været implementeret i en bygning deroppe, men det blev ikke sådan, og så kom Tråden som en alternativ løsning. Det er også mere bynært, siger han.

Han ser det som en mulighed for at skabe liv i området uden at vente på en større, langsigtet byudvikling.

– Vi tager ét skridt ad gangen og ser, hvordan det udvikler sig. Det handler om at skabe et sted, hvor unge kan mødes, og det tror jeg, vi kan få op at stå hurtigt, slutter Anders Møllegård.

Psykisk syge og hjemløse svigtes – og vi ser konsekvenserne hver dag

0
Psykisk syge og hjemløse svigtes – og vi ser konsekvenserne hver dag

I denne uge kunne vi læse om en hjemløs, der slog sig ned i en tom lejlighed i Fredericia. Politiet udtalte: “Manden har ingen kendt adresse, og det er uklart, hvorfor han tog ophold i lejligheden.” Men så det er jo netop ikke uklart.

Når mennesker ikke kan få den hjælp, de har brug for, så finder de deres egne løsninger. Og hjemløshed handler om langt mere, end at man ikke har en lejekontrakt.

Jeg ved ikke om psykisk sygdom spiller en rolle i den omtalte sag, men ifølge VIVE har to tredjedele af alle hjemløse mindst én psykisk sygdom – ofte ubehandlet. På bare to år er hjemløsheden steget med 3 %. Kan det hænge sammen med det stærkt pressede psykiatriske system? Det tror jeg.

I 1990 havde vi knap 5000 sengepladser til voksne psykiatriske patienter. I dag er det tal halveret, og indlæggelsestiderne er skåret drastisk ned. Det betyder ikke, at færre har brug for hjælp – det betyder, at flere efterlades uden behandling. At flere udskrives i en tilstand, hvor de ikke har overskud til at leve op til de mange krav og pligter der er i samfundet. For nogle ender det i hjemløshed. Overladt til sig selv, forsøger disse mennesker selvfølgelig så godt de kan, at komme igennem dagene.

Vi kan ikke blive ved med at ignorere problemet. Psykisk syge skal have behandling, før de ender på gaden. Det er ikke politiet der skal “hjælpe” vores psykisk syge medborgere.

Vi kan gøre det bedre. Vi skal gøre det bedre.

Joachim Grundtvig fejret på sin 50-års fødselsdag

0
Joachim Grundtvig fejret på sin 50-års fødselsdag

Fredag den 7. marts 2025 var en særlig dag for Joachim Grundtvig, skoleleder på Sct. Knuds Skole, der fejrede sin 50-års fødselsdag med en stor og festlig reception. Dagen begyndte med en festlig fejring blandt skolens elever og kollegaer, men det var først til den efterfølgende reception, at en bred vifte af gæster, herunder erhvervsliv, politikere, kollegaer, tidligere medarbejdere, forældre og mange flere, mødte op for at hylde Joachim.

Receptionen, der blev afholdt i skolens lokaler, var en uforglemmelig begivenhed med en god blanding af høj stemning, varme taler og festligt samvær. Rummet var fyldt med et væld af glade mennesker, og borde fyldt med kanapeer og vin bidrog til en festlig atmosfære. Alle gæsterne, der kom for at fejre Joachim, kunne mærke den stærke fællesskabsfølelse, som er et kendetegn ved hans lederskab.

Balloner, mange balloner.

I løbet af receptionen blev Joachim hyldet med flere taler, herunder en rørende tale fra Mads Niemann-Christensen, skolebestyrelsesformand. Mads talte om Joachim som en leder, der ikke kun har skabt et stærkt læringsmiljø for eleverne, men som også har sikret, at alle børn har mulighed for at finde deres styrker og få succes. Mads understregede især Joachims evne til at få det bedste frem i alle sine elever og hans ubetingede dedikation til skolens værdier: respekt, sammenhold og personlig udvikling.

Mads Niemann-Christensen sagde blandt andet i sin tale: – Joachim, du har ikke bare ledet en skole, du har skabt et hjem for børn og voksne, hvor fællesskab er i fokus, og hvor alle føler sig set og hørt. Du har været en kæmpe inspiration for os alle, og det er ikke kun dine kollegaer og elever, der har haft glæde af din ledelse, men også os, der har haft fornøjelsen af at samarbejde med dig.

I sin tale understregede formanden også, hvordan Joachim har været med til at skabe en kultur, hvor glæde og fællesskab er centrale værdier. Han nævnte blandt andet, hvordan Joachim på bestyrelsesmøder kunne få selv de mest kedelige økonomiske diskussioner til at fremkalde latter og smil, blot ved at lave sjove ansigter og skabe en stemning af glæde. Det var noget, som både elever og ansatte kunne mærke, og Mads fremhævede også, hvordan feriesangen altid fyldte luften, når sommerferien nærmede sig, og hvordan det var noget, der fik alle – fra børnene til rådhuset – til at smile.

– Joachim, du har altid været eksponent for livsglæde, sagde Mads Niemann-Christensen i sin tale. -Og det har du skabt gennem din ledelse her på Sct. Knuds Skole, hvor du har formået at balancere både de praktiske og de følelsesmæssige aspekter af ledelse på en enestående måde.

Joachim Grundtvig blev ikke kun fejret for sin dedikation som skoleleder, men også for sin evne til at skabe et stærkt fællesskab, hvor både elever, lærere og forældre føler sig set og værdsat. Hans ledelse har sat tydelige spor på Sct. Knuds Skole & Børnehave, og hans passion for at skabe et trygt og udviklende læringsmiljø har haft stor betydning for mange. Om hans rejse fra lærer til skoleleder på skolen, blev der fra talerstolen også sagt:

– Da, du først søgte stillingen som som skoleleder, blev du fundet for ung. Senere indså vi, at vi tog fejl, og vi fik dig heldigvis overtalt til at tage over. Det er der ingen, der fortryder nu, blev der sagt.

Og senere blev det tilføjet, at skolen var blomstret sammen med Joachim Grundtvig og det samme var elevtallet. Selvom Joachim Grundtvig er glad for at holde fester og større arrangementer, hvor hele byen inviteres med, så var det alligevel noget andet for fredag eftermiddag, hvor han selv stod i rampelyset.

Fredericia AVISEN talte kort med skolelederen, der var meget glad og rørt over børnene og kollegerne, der havde fejret ham, men også, at når han skulle sætte ord på sit livs første 50 år, så var det, “oplevelsesrigt”.

Forhenværende borgmester i Fredericia Kommune, Uffe Steiner Jensen i samtale med den tidligere teaterdirektør i Fredericia, Søren Møller.

– På Sct. Knuddi siger vi, at vores børn ikke bare skal blive til NOGET – de skal blive til NOGEN. Og netop dette forstår du og skolen at skabe: hele, herlige, eftertænksomme børn, der kan gå gennem livet og bidrage på hver deres egen måde, sagde bestyrelsesformanden i sin tale, og det slogan, blev der talt om ved højbordene, hvor flere nikkede genkendende til Joachims insisterende tanke om netop den pointe.

12-årig vægtløfter med store ambitioner

0
12-årig vægtløfter med store ambitioner

I AK Heros er der plads til alle. Både fra de yngre til ældre medlemmer, og blandt de yngste er 12-årig Jens Lønquist.

I kælderen under Fredericia Idrætscenter runger lyden af jern, der rammer gulvet. Vægtskiverne falder tungt, men op kommer de igen og igen. Det er her, AK Heros holder til, og blandt klubbens yngste medlemmer er 12-årige Jens Lønquist. Hans vej ind i vægtløftning var lidt speciel. Som otteårig lavede han sine egne træningsprogrammer derhjemme – uden helt at vide, hvad han lavede.

– Jeg kedede mig derhjemme og begyndte at løfte på vægtene, men min far sagde, at jeg gjorde det helt forkert, fortæller Jens.

Faren havde ikke selv erfaring med vægtløftning, men ville gerne give sønnen de rigtige forudsætninger. Derfor kontaktede han Lærke, der nu er Jens’ træner i AK Heros.

Jens har nu trænet i klubben i snart fem år, og han har aldrig været i tvivl om, at det var den rigtige sport for ham.

– Jeg har udviklet mig meget, siger han kort og præcist. Udviklingen er ikke til at tage fejl af. I dag løfter han 42 kilo i træk og 52 kilo i stød – langt fra de 18 kilo, han startede med for år tilbage.

“Der er sket lidt udvikling, kan man godt sige, lyder det med et grin.

Vægtløftning er ikke en typisk sport for børn, og Jens er da også en af de yngste i klubben.

– Der er ikke så mange på min alder, siger han.

Men det har ikke holdt ham tilbage. Han har allerede deltaget i mange stævner og har en pæn samling medaljer hængende derhjemme.

– Jeg har fået seks guldmedaljer og to bronze, fortæller han. Hans seneste stævne var i februar, og der er flere konkurrencer i sigte.

Når snakken falder på fremtiden, tager han det roligt. “Jeg har ikke sådan noget, jeg går og drømmer om,” siger han. Men da landsholdet nævnes, lyder han alligevel en smule mere interesseret. “Man har da snakket lidt om det,” indrømmer han.

Er det realistisk? Jens tænker sig kort om, før han svarer:

– Ja, siger han.

Han ligger allerede højt i forhold til sine jævnaldrende konkurrenter i Danmark.

– Jeg ligger ret højt op, siger han selvsikkert.

Lige nu træner han to gange om ugen i AK Heros, men det kan snart blive til mere.

– Jeg er i gang med at lave mit eget træningscenter i vores garage, så der kommer nok til at gå op, fortæller han.

Han overvejer også at melde sig ind i et fitnesscenter, men som 12-årig er der stadig nogle aldersbegrænsninger.

– Når jeg må det, så er det aktuelt, siger han.

For nu er Jens Lønquist tilfreds med sin udvikling, men han ved også, at der skal mere til, hvis han vil nå toppen.

Fredericia Havn kan spare skatteyderne for over 500 millioner

0
Fredericia Havn kan spare skatteyderne for over 500 millioner

Udenrigsministeriet har lagt sig fast på en placering i Københavns Nordhavn til UNICEFs kommende varelager, men en ny analyse fra Kraka Economics konkluderer, at det vil være markant billigere at flytte projektet ud i landet. Alternativer som Fredericia Havn, Aalborg Havn og Kalundborg Havn kunne ifølge analysen spare staten op mod 559 millioner kroner over 30 år.

Beslutningen om at placere lageret i Nordhavn er truffet uden en forudgående udbudsrunde, hvilket har udløst kritik fra flere sider. Krakas direktør, Peter Mogensen, kalder det uacceptabelt, at regeringen ikke har undersøgt andre løsninger.

– Det her byggeprojekt bør stoppes og prøves af i et åbent udbud, hvor Nordhavn så selvfølgelig også kan byde. Vi har sort på hvidt, at samfundet kan spare op mod en halv milliard kroner ved at se ud over København, siger Mogensen til Ekstra Bladet.

Ifølge Krakas analyse er Nordhavn langt den dyreste løsning. Med en årlig grundlejepris på 277 kr. pr. kvadratmeter ligger den næsten tre gange højere end alternativerne i Aalborg, Fredericia eller Kalundborg, hvor lejeprisen er 100 kr. pr. kvadratmeter.

Løkke kaldt i samråd

Prisen på projektet er desuden steget markant. Oprindeligt var det budgetteret til 2,6 milliarder kroner, men ifølge et svar fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til Folketinget i december 2024 er prisen nu vokset til 3,2 milliarder kroner. Det har fået Danmarksdemokraternes finansordfører, Dennis Flydtkjær, til at kalde udenrigsministeren i samråd.

– Jeg synes, det lyder utroligt dyrt og som noget, man kunne gøre billigere andre steder i landet. Det er jo udviklingsbistanden, pengene går fra. Meningen er vel, at de penge skal gå til nødhjælp og ikke en dyr husleje i København, har Flydtkjær tidligere sagt til Ekstra Bladet.

Udenrigsministeriet fastholder, at en placering i København har været præmissen hele vejen igennem, og at UNICEF aldrig har udtrykt ønske om en anden løsning.

ADP: Taulov Dry Port et stærkt alternativ

Mens Kraka-analysen anbefaler tre alternative placeringer, peger ADP’s CEO, Rune D. Rasmussen, specifikt på Taulov Dry Port ved Fredericia som en optimal lokation for UNICEFs lagerfaciliteter.

– Jeg har respekt for den forståelse, UNICEF og regeringen har med hinanden om, at kontorfaciliteterne skal ligge ved FN Byen i København. Men det er i både UNICEFs og Danmarks interesse at afsøge en anden placering af lagerfaciliteterne. Kraka-analysen viser, at der er flere andre steder i Danmark, hvor det er muligt at etablere mere økonomisk bæredygtige lagerfaciliteter med bedre forudsætninger for fremtidssikring og forsyningssikkerhed, siger Rasmussen i en pressemeddelelse.

Han peger på Taulov Dry Ports strategiske placering tæt på Fredericia Havn, motorvejsnettet og jernbanen som en stærk fordel.

– Ved at placere de nye lagerfaciliteter uden for København imødekommes forudsætningerne for forsyningssikkerheden bedst muligt. Her er Taulov Dry Port blandt alternativerne til en konkurrencedygtig placering af lageret i København. Taulov Dry Port er i direkte sammenhæng til containerhavnen i Fredericia og er derudover koblet op på jernbanenettet, placeret på Danmarks motorvejskryds mellem E45 og E20 og i direkte relation til Billund Lufthavn. Samtidig forventer jeg, at opførelse af lagerfaciliteter i Taulov Dry Port vil medføre betydelige besparelser, der kan anvendes til UNICEFs indsats for udsatte børn og unge, slutter Rune D. Rasmussen.

FC Fredericias U19-topscorer lynede igen

0
FC Fredericias U19-topscorer lynede igen

FC Fredericias U19-hold måtte se sig besejret i pokalturneringens kvartfinale, da Viborg drog hjem fra Fredericia med en 5-1-sejr i bagagen. Men på trods af nederlaget var der positivitet at spore hos Fredericias topscorer, Nikolaj Kamarin Mählmann, der også formåede at score holdets eneste mål i kampen.

I et interview efter kampen reflekterede Mählmann over de store chancer, som FC Fredericia havde i kampen, men han erkendte, at de ikke var i stand til at udnytte dem.

– Det har været en god turnering for os, vi er kommet længere, end vi havde forventet. Vi slog Esbjerg 4-1 i efteråret, og vi spillede virkelig godt der. I dag havde vi også chancerne til at slå Viborg, men vi udnytter dem ikke, fortalte han.

Mählmann, som er holdets topscorer i pokalturneringen, var klar til at påtage sig ansvaret for nogle af de brændte chancer. Selvom han var tilfreds med sit eget mål, mente han, at han burde have scoret flere.

– Jeg synes, jeg spillede fremragende i dag, og det var godt at komme frem til chancer mod et hold som Viborg. Jeg lavede et mål, men jeg havde også chancer til at lave flere. Jeg havde en stor chance mod Viborg, som jeg burde have score. Jeg havde også forventet at score to mål mod Esbjerg. Jeg er jo topscorer i denne turnering, så det går godt for mig, men jeg vil gerne udnytte de chancer, der kommer, sagde han.

Selvom nederlaget betød, at FC Fredericia røg ud af pokalturneringen, så ser Mählmann fremad mod de kommende udfordringer. Han har et mål for den resterende del af sæsonen, og det handler om at gøre sig klar til at blive senior og spille på højeste niveau.

– Jeg har kun et halvt år tilbage på U19-holdet, så jeg vil gøre mit bedste og score så mange mål som muligt. Det er mit mål at gøre det så godt som muligt og fortsætte med at udvikle mig, forklarede han.

Når Mählmann ser frem mod den kommende sæson og Liga 1, er hans ambitioner klare:

– Jeg forventer, at vi gennembanker alle modstandere. Jeg håber at blive topscorer, at vi holder mange clean sheets og spiller godt som hold. Vi har et stærkt hold, og jeg ser os som et af de bedste i rækken, afsluttede han med et smil.

Læsogså

”Vi har stadig et stykke arbejde at gøre,” siger Cecilie Roed Schultz (Ø)

”Vi har stadig et stykke arbejde at gøre,” siger Cecilie Roed...

0
En ny national undersøgelse viser, at tilfredsheden på landets plejehjem generelt er høj. Men i Fredericia peger tallene også på udfordringer – især når...