En endnu ikke identificeret mand er søndag morgen blevet fundet død i et skovområde på Frihedsvej i Københoved i Vejen Kommune. Syd- og Sønderjyllands Politi betragter fundet som mistænkeligt og efterforsker det nu som et muligt drab.
Anmeldelsen om fundet kom klokken 07.55, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet er søndag eftermiddag massivt til stede i området omkring skoven, hvor fundet blev gjort. Der arbejdes blandt andet med tjenestehunde, og både Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) og Retsmedicinsk Institut er tilkaldt som en del af den tekniske og retsmedicinske undersøgelse.
– Fundet bliver indledningsvist rutinemæssigt efterforsket som et drab. Det sker for at sikre eventuelle spor på stedet, oplyser politiet.
Identiteten på den afdøde mand er endnu ikke fastslået.
Politiet søger vidner
I forbindelse med sagen beder politiet offentligheden om hjælp. Borgere, der har befundet sig i området omkring Frihedsvej fra lørdag klokken 15.00 til søndag klokken 07.55, og som har set noget mistænkeligt, opfordres til at henvende sig.
Oplysninger kan gives til Politiets Servicecenter på telefon 114.
Syd- og Sønderjyllands Politi har også meldt ud om sagen på det sociale medie X, hvor de bekræfter anmeldelsen og tilstedeværelsen i området.
Efterforskningen er fortsat i gang, og politiet har endnu ikke oplyst yderligere detaljer om dødsårsag eller omstændighederne omkring fundet.
KRIMI. Togtrafikken er søndag eftermiddag indstillet mellem Fredericia og Vejle som følge af en personpåkørsel. Det oplyser DSB på sin hjemmeside, hvor hændelsen blev opdateret senest klokken 13.20.
Den alvorlige hændelse påvirker togdriften på strækningen Fredericia – Børkop – Brejning – Vejle, og det har ført til omfattende ændringer for rejsende på både regional- og fjernstrækninger.
DSB arbejder på højtryk for at indsætte Togbusser, som i øjeblikket kører i pendulfart mellem Fredericia og Vejle. De første to Togbusser blev sat i drift fra Vejle omkring klokken 13.15 og kører direkte til Fredericia og retur. Senere på eftermiddagen er antallet af togbusser øget til syv, men DSB melder samtidig ud, at det har været vanskeligt at finde busser, der også kan betjene stationerne i Børkop og Brejning.
Aflysninger og ændringer
Regionale tog mellem Fredericia og Aarhus H er indtil videre aflyst. InterCity- og InterCityLyn-tog bliver vendt i henholdsvis Fredericia og Vejle. Som kompensation standser enkelte tog ekstra i Hedensted.
DSB opfordrer passagerer til at holde sig opdateret i Rejseplanen og benytte sig af rejsetidsgarantien, hvis forsinkelsen overstiger 30 minutter. Derudover tilbyder selskabet blandt andet gebyrfri refundering af pladsbilletter og fleksibel brug af Orange/Orange Fri-billetter i forbindelse med hændelsen.
Her holder togbusserne:
• Fredericia: Banegårdsvej, modsat forhallen
• Vejle: Danmarksgade, modsat forhallen
• Børkop: Forpladsen ved stationen
• Brejning: Forpladsen ved stationen
DSB arbejder fortsat på at genoprette den normale drift og melder nyt ud, så snart der er yderligere afklaring.
En 28-årig mand blev lørdag aften ramt af en taxa, mens han gik på fortovet på Østerbrogade i Kolding. Ifølge Sydøstjyllands Politi tyder noget på, at det ikke var en ulykke – men en målrettet påkørsel.
– Der skulle være en fodgænger på fortovet, som bliver påkørt af en taxa, bekræfter vagtchef Thomas Kiær.
Anmeldelsen indløb klokken 18.21, og kort efter var både politi og redningsmandskab fremme på stedet. Den påkørte fodgænger blev tilset efter hændelsen. Den tilskadekomnes tilstand er ikke nærmere oplyst af politiet.
Mistanke om forsæt: Én anholdt
Episoden har udløst alvorlig mistanke hos politiet. De vurderer, at der er tale om en mulig bevidst påkørsel. Derfor er føreren, som også er 28 år og fra Kolding, blevet anholdt og sigtet efter paragraffen om vanvidskørsel. Bilen er blevet konfiskeret.
– Vi mistænker, at det er bevidst, siger Thomas Kiær.
Vanvidskørsel dækker blandt andet over særlig hensynsløs kørsel, og i sager hvor der er tale om bevidste påkørsler, skærpes sanktionerne. En dom kan i værste fald føre til ubetinget fængsel og frakendelse af førerretten i flere år.
Efterforskningen er i gang
Politiet har endnu ikke oplyst, om den anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør. Motivet bag påkørslen er fortsat ukendt, men efterforskningen er i gang, og afhøringer skal nu kaste lys over, hvad der præcist skete.
Om episoden er et resultat af en personlig konflikt, tilfældighed eller noget tredje, ønsker politiet på nuværende tidspunkt ikke at spekulere i.
– Det er for tidligt at sige mere, lyder det fra vagtchefen.
RUGBY. Erritsø GIF Rugbys U16-talent Ingrid Friend fortsætter, hvor hun slap i fjor, nemlig med at imponere for det udvalgte danske hold SUPER 3.
SUPER 3 U16 og SUPER 3 U18 er to talenthold bestående af de bedste rugbypiger fra de danske klubber. Erritsøs Ingrid Friend, der fylder 16 år om godt to måneder, blev for halvandet år siden indlemmet i U16-truppen. Det gjorde hun så godt, at hun i december blev tildelt talentprisen som årets nye navn i SUPER 3 U16-regi.
Hele vinteren har SUPER 3-pigerne trænet flittigt i deres egne klubber og hos Rugby Club Odense, som for to år siden tog initiativ til SUPER 3. SUPER 3 er støttet af Rugby Danmark, som ser store perspektiver i de to udvalgte hold.
SUPER 3-pigerne deltager udelukkende i rugbystævner i andre europæiske lande. I slutningen af februar kæmpede Ingrid Friend og hendes holdkammerater ved et internationalt stævne i tyske Rheda-Wiedenbrück. Efter hjemkomsten udtalte Ingrid:
”Det var fantastisk at spille mod de andre hold ved stævnet i Tyskland. Vi hentede nogle markante sejre, og vi udvikler os hele tiden.”
Den ene halvdel af trænerteamet, Helene B. Konner fra Rugby Club Odense, tilføjer:
”Vi har næste camp i weekenden 2.-3. maj i Odense. To af vores SUPER 3-piger er desuden kommet med på Danmarks 7’s udviklingslandshold.”
Hver tirsdag træner Ingrid sammen med Erritsø Rugbys øvrige kvindelige spillere. Om torsdagen træner hun med klubbens U14-drenge. Men hun vil gerne have flere kvindelige holdkammerater.
”Træning er tirsdag og torsdag kl. 17 – 18.30 på rugbyanlægget ved Snaremosevej 67 i Erritsø,” oplyser træner Thor Lütje Hansen fra Erritsø Rugby.
SUPER 3 U16-pigerne under stævnet i Tyskland. Erritsø GIFs Ingrid Friend ses knælende yderst til højre. Foto: Rugby Club Odense.
Flere beboere måtte lørdag aften ud på gaden, da en brand brød ud i en lejlighed på Overgade i Skærbæk. Klokken 23.18 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om ild i en lejlighed, og kort tid efter var både politi og brandvæsen fremme på stedet.
– Da patruljen kommer frem, står der flere beboere ude på gaden på grund af røgudvikling, siger vagtchef Thomas Kiær fra Sydøstjyllands Politi.
Branden opstod ifølge politiet enten i køkkenet eller stuen i lejligheden, men præcis hvordan ilden er startet, er endnu ikke fastslået.
– På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige, hvordan branden er opstået, men der er noget omkring den, som er mistænkeligt. Vi har foretaget anholdelse af én person og efterforsker fortsat sagen, siger vagtchefen.
Politiet ønsker ikke at oplyse noget om den anholdtes alder eller køn.
Tekniske undersøgelser skal afgøre brandårsag
Efter branden er lejligheden blevet plomberet, og der afventes nu tekniske undersøgelser, som skal give svar på, om branden er opstået indefra eller udefra – og om der ligger en kriminel handling bag.
– Vi har bestilt tekniske undersøgelser, og det er for tidligt at sige noget om brandårsagen, siger Thomas Kiær.
Branden medførte både røg- og brandskader, men ifølge politiets vurdering er lejligheden ikke udbrændt. Der var heller ikke fare for, at ilden ville sprede sig til resten af bygningen.
Beboere evakueret
Flere personer blev som nævnt evakueret på grund af røgudviklingen, men der er ikke oplysninger om, at nogen skulle være kommet til skade i forbindelse med branden.
Kultur. Teaterdirektør for Fredericia Musicalteater, Thomas Bay, er en mand med en klar vision. Siden han tiltrådte direktørrollen i december 2022, har han arbejdet målrettet med at bringe teateret til nye højder, både lokalt og nationalt. Hans rejse som leder af teateret har været både udfordrende og inspirerende, og han ser frem til de kommende år med store ambitioner.
– Jeg tror, jeg vil sige, at det har været spændende. Det har været en vækstrejse opad. Det er gået stærkt, siger Thomas Bay, og hans smil afslører en mand, der har grebet udfordringerne med entusiasme og mod.
– Vi står jo på skuldrene af en kæmpe arv, og det gør jeg jo selvfølgelig med ærefrygt og ydmyghed og en vis nervøsitet. Men det er jo gået godt, synes jeg. Vi har lavet utrolig mange fine forestillinger. Vores håndværk er i orden.
Thomas Bay glæder sig over teaterets brede repertoire, der spænder fra børneforestillinger til de store musicals, der appellerer til et voksent publikum.
– Jeg glæder mig over, at vi har et repertoire, der spænder bredt. Det er noget for børn og deres bedsteforældre, og samtidig har vi de store musicals, siger han med et glimt i øjet. Teatret har formået at levere kvalitetsoplevelser, der taler til alle generationer.
En af de største udfordringer for Bay har været at balancere ledelse med den kunstneriske frihed, der kendetegner et teater.
– Jeg laver alt muligt, siger han med et grin. – Det er jo verdens fedeste job, fordi det er så diversificeret. Jeg laver alt fra daglig ledelse, personaleledelse og kunstneriske processer til repertoireplanlægning og langsigtet vision. Han understreger vigtigheden af at arbejde både lokalt og nationalt, og nævner, at Fredericia Musicalteater nu er blevet anerkendt med en plads på finansloven – en milepæl, han selv ser som en stor sejr.
Thomas Bay har selv opbygget et nært forhold til Fredericia og dens kultur, noget der også afspejles i hans arbejde som teaterdirektør. Fredericia har noget unikt, siger han.
– Jeg tror, det giver en god all-around forståelse, siger han om sin baggrund. Som tidligere kapelmester og musikalperformer har han har fra starten haft et tæt forhold til byen og dens musikalske arv.
– Jeg kan huske, da jeg gik på skolen med min klasse der, og min hustru gik jeg også i klasse med. Der var vi så ikke kærester, men det blev vi efterfølgende. Der havde vi mange snakke om, hvor fedt det var, og hvor unikt det egentlig var at være i den her by, der lige pludselig havde det her rige kulturliv og musical-DNA indprentet.
Thomas Bay har, som leder, lagt stor vægt på talentudvikling og værkudvikling.
– Vi har fokuseret meget på udvikling. Rigtig meget på talentudvikling og også værkudvikling. Men fremfor alt den her med, at vi har jo musicalteater nede i byen, og det er jo skuespillerne og sangerne, forklarer han. Det er netop denne udvikling af både nye talenter og de andre lag omkring forestillingerne, der er blevet et centralt element i hans ledelsesstil.
Når Thomas Bay taler om teateroplevelsen, er det tydeligt, at han ser det som en helhedsoplevelse, hvor både publikum og kunstnere er en del af noget større.
– Jeg synes, det handler om, at kvaliteten skal være i orden. Fordi vi kan altid være uenige på smag. Det er jo ikke alle historier, der bliver til alle, siger han. – Men hvis man går ind i teateret og får en oplevelse sammen med holdet på scenen og bagscenen, så får man virkelig noget, man kan tage med sig.
Teateret har formået at ramme et bredt publikum, både med børneforestillinger og voksenrepertoire.
– Vi ramte både de små børn og deres forældre og bedsteforældre, og det er netop den brede appel, vi arbejder med, siger han og refererer til den store succes med Bukkebruse. – Vi kan se, at vi både rammer de små børn, men de tager jo også deres forældre og deres bedsteforældre med.
Næste store forestilling på programmet er Efterlysning, en produktion, der handler om at være menneske og navigere i den moderne verden. – Det er en forestilling, der appellerer til en anden type publikum, som også taler til de menneskelige sider af vores eksistens, siger Bay og understreger, hvordan relevans er en nøglefaktor for teatret.
Når han ser på teaterets udvikling under sin ledelse, er han stolt over at kunne bringe Fredericia Musicalteater på nationalt niveau. – Det er jo en drøm, og det var jo ambitiøst, og Wicked er jo en kæmpe mundfuld at bide skære med. Men i kraft af netop, at den både blev solgt videre, men at vi også var både her og i Tivoli, og fik skabt sådan en flot retænkning af det her værk, var jo kæmpe stort, siger han om en af teaterets mest ambitiøse produktioner.
Thomas Bay ser fremad og nævner, at Fredericia Musicalteater er et vækstlag for musicalgenren, både på talentniveau og kunstnerisk. – Vi er et vækstlagesøkosystem for musical, og vi har et ansvar for at opkvalificere genren og sende de nye talenter af sted, siger han og understreger betydningen af at bidrage til både lokal og national kunstudvikling.
Selv om hans arbejde som teaterdirektør er omfattende og krævende, har Thomas Bay fundet stor glæde i at bo og arbejde i Fredericia. – Jeg tager som regel en tur forbi stranden hver morgen. Der er en horisont derude, og der er en sol, der står op over Fyn. Altså, det er bare en smuk by på alle måder.
Når han tænker på sin tid som leder af Fredericia Musicalteater, har han en klar vision for fremtiden:
– Jeg håber, folk vil sige, at vi fik teatret til at have national relevans og levere kvalitetsoplevelser, der gør Fredericia Musicalteater til noget, der kan eksistere de næste 200 år.
POLITIK. Tommy Rachlitz Nielsen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Fredericia Byråd, har i et nyligt læserbrev kritiseret rådgivningsvirksomhedens Beierholms beslutning om at forbyde en medarbejder at stille op til kommunalvalget. Han mener, at det undergraver demokratiet, og at flere privatansatte bør have mulighed for at engagere sig politisk. Nu uddyber han i et interview, hvorfor det er vigtigt, at vælgerne får mulighed for at stemme bredt.
Tommy Rachlitz Nielsen har været en del af dansk politik siden 1987, da han blev formand for KU i Vejen. Han har også været medlem af både byrådet i Vejen og aktuelt i Fredericia.
– Jeg startede i 1987 som KU-formand i Vejen, og jeg har været politisk aktiv i mange år. Jeg blev valgt som folketingskandidat i 2006 og har været en del af byrådet i både Vejen og Fredericia, siger han og tilføjer, at han samtidig har været privatansat. Han frygter dog, at demokratiet bliver svagere, hvis ikke alle får mulighed for at stille op. Det skal ikke være diskvalificerende at arbejde i det private erhvervsliv.
– Der skal være plads til alle. Der skal være plads til offentlige ansatte. Der skal være plads til privatansatte. Og der skal være plads til arbejdsløse. Det er vigtigt, at alle har mulighed for at stille op. Og helst på lige vilkår, forklarer han blandt andet i interviewet.
LEDER. Tilsynet vil fjerne tilladelsen til den kommunale institution Kobbelgaarden med henvisning til at stedet blandt andet ikke er i stand til at sikre beboernes udvikling og trivsel. Hybyhus har fået en påtale af Styrelsen for Patientsikkerhed, blandt andet fordi der har været problemer med uddeling af medicin på sikker vis. Begge sagerne er særdeles triste for de mange ansatte i kommunen, der arbejder med omsorg for de svageste borgere.
Det har været et stædigt forsvar af Kobbelgaarden, der er iværksat af ledelsen på rådhuset, og den fortsætter. I deres svar til tilsynet kritiserede man både tilsynets metoder, såvel som den beslutning tilsynet agtede at træffe. Det hele er allerede blevet løst, lod man næsten forstå. Under alle omstændigheder mente man, at der var iværksat en proces, og denne skulle man afvente. Det vil tilsynet så ikke. Der har man ikke tillid til at Fredericia Kommune er opgaven voksen. Hvis man læser den skriftlige afgørelse, er der ikke ret meget tvivl om, at de betragter det som en alvorlig sag.
Det siger politikerne også, at det er. Men ikke alvorlig nok til, at de selv vil lukke for Kobbelgaarden. De er måske tilfredse med stedet. Måske tænker de, at det handler om ny ledelse. Men det ændrer ikke ved, at der nævnes mange flere forhold af alvorlig karakter, end dem politikerne har været villige til at forholde sig til i offentligheden. Det interessante spørgsmål er også, hvorfor politikerne ikke langt tidligere har været opmærksomme på problemerne. De sidder trods alt som kommunens øverste myndighed i de respektive udvalg. Man kan spekulere over, om der er en tendens til ‘at holde med kommunen’ eller rettere sagt ledelsen. Hvis dette er tilfældet, så er det en stor fejl:
De folkevalgte bør ikke tage udgangspunkt i, at medarbejderne er enige med ledelsen; eller for den sags skyld i måden, hvorpå arbejdet udføres. Der er et stærkt pyramidesystem i Fredericia Kommunes drift. Jo længere oppe i pyramiden man er, desto længere er der til bunden.
Denne bund er de almindelige medarbejdere, der også får den laveste løn og har de ringeste arbejdsvilkår. De må virkelig føle sig til grin, når de kan se ledere og mellemledere hæve store lønchecks, holde kursus og kaffemøder; mens man som menig medarbejder må klare hverdagen for en lav skilling. Det er ikke en fornuftig måde, vi har opbygget vores velfærdssamfund på. Der er for mange ledere og for meget afstand mellem ledelse og praksis. Tilfører man til en sådan kombination også en udbredt tavshedskultur, hvor man konsekvent jager medarbejdere, der udtaler sig eller er bekymrede, og endda krydrer det med systemtro politikere, der er i lommen på ‘forvaltningen’, så vil man løbende støde ind i problemer som Kobbelgaarden og Hybyhys.
Skrivebordsarbejde. Fanatiske og bombastiske konklusioner på kritik. Svag politisk debat og deltagelse. Mangelfuld sagsoplysning. Manglende gennemsigtighed.
Det er alt sammen meget trist for de mange medarbejdere, der udgør en vigtig del af Fredericia. For mange borgere møder de menige ansatte. De er glade for deres indsats. Og de bliver kede af det, når dårlige sager dukker op. Paradoksalt nok burde det være fagforeningernes ansvar at arbejde for disse medarbejdere. Desværre ser man dem nærmest ikke i Fredericia, disse dyrt betalte organisationer.
Men de fleste vil dybest set noget godt. Vi skal blot være åbne overfor at tale om problemer, og så skal man af med den vanvittige ide, at kritik skal opfattes som personlig eller politisk. Kritik kan godt handle om andre ting. Eksempelvis hvordan vi forvalter vores fælles midler. Eller vores velfærd. Det bedste der kunne ske for Fredericia er, at man dropper ‘pokalpolitik’. Det er den ide, at man finder nogle ‘fantastiske succeser’, som man løbende fortæller stolt om vidt og bredt. Indtil man maler sig selv inde i hjørnet og blive tonedøv overfor fejl og mangler. Selv de store ting kan blive bedre med dialog, demokrati og åbenhed.
Af samme grund er det pinligt, at ingen politikere vil tage ansvaret for et årelangt forløb med Kobbelgaarden. De vil hellere snakke om at klage. Jo, det er synd for beboere og pårørende. Også medarbejdere. Men det ser ud til, at man har forsømt at inddrage medarbejderne hele vejen gennem historien, siden at tilsynet kommer med så alvorlig en afgørelse. Her burde man begynde at se indad. Både i ledelsen af kommunen såvel som i det ansvarlige udvalg, der har afholdt den ene bullshit seance efter den anden:
Dette er ikke en høj, I bør dø på. Medarbejderne fortjener nu at blive inddraget i, hvordan man kan opbygge tilbud i kommunen, der lever op til en pædagoisk faglig standard, hvis kvalitet er høj; og dermed ikke bliver underkendt af tilsynet.
Fodboldtrøjer, fællesskab og fundraising gik op i en højere enhed, da danskerne den 7. marts trak i klubbens farver for at støtte kræftramte børn. Nu er resultatet gjort op – og det er rekordstort.
Med hele 13,8 millioner kroner på indsamlingskontoen er FodboldtrøjeFredag 2025 blevet den største nogensinde. Det er en stor stigning fra sidste års rekord på 8,1 millioner kroner. Pengene går ubeskåret til Børnecancerfondens arbejde med at støtte familier og finansiere livsvigtig forskning i børnekræft.
– Det har været fantastisk at se de mange fodboldtrøjer og glade ansigter i hele landet – og nu kan vi jo sort på hvidt se, at den store entusiasme også har givet noget ekstra til indsamlingen, siger Nikolas Lyhne-Knudsen, administrerende direktør i Danske Spil.
– Vi er stolte af, at FodboldtrøjeFredag har udviklet sig fra et internt event hos Danske Spil til en begivenhed med opbakning på tværs af hele landet.
Danske Spil er initiativtager til FodboldtrøjeFredag, der afholdes i samarbejde med Børnecancerfonden den første fredag i marts. Ideen er enkel: Tag en fodboldtrøje på, vis din støtte og giv et bidrag til kampen mod børnekræft.
I Danmark får omkring 200 børn hvert år konstateret kræft, og op mod 600 børn er årligt i behandling. 6 ud af 7 børn overlever i dag, men kræft er stadig den sygdom, flest børn over ét år dør af. Derfor er midler til forskning og støtte afgørende.
– Det er utroligt rørende at opleve den massive opbakning til FodboldtrøjeFredag igen i år, siger Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.
– Hele Danmark stod sammen i kampen for børn med kræft, og det betyder alverden for de ramte familier. Med den fantastiske støtte kan vi arbejde på endnu bedre behandlinger og støtte familier, der står i en alvorlig situation.
FodboldtrøjeFredag 2025 har cementeret sig som den største indsamlingsdag til fordel for Børnecancerfonden – og allerede nu er datoen for næste års arrangement på plads: 6. marts 2026. Målet? At gøre det endnu større.
FodboldtrøjeFredag blev også markeret i Fredericia, hvor FC Fredericia spillede hjemmekamp mod Hillerød. I den anledning var der sat ekstra fokus på den landsdækkende indsamlingsdag.
En ny simuleringsmodel udviklet i Danmark skal gøre det lettere for energibranchen at forstå og forudsige prisudviklingen på elmarkedet i Europa. Det kan få stor betydning for investeringer i den grønne omstilling, lyder det fra partnerne bag.
Power Market Simulator er navnet på den nye model, som danske forskere og virksomheder har udviklet i fællesskab. Målet er at give energiproducenter, forskere, projektudviklere og studerende et mere præcist billede af, hvordan elpriserne bevæger sig på tværs af det europæiske marked.
– De enkelte producenter af strøm i Europa har en stor interesse i at få et bud på prisudviklingen i forhold til elmarkedet. Og dem, der skal købe og bruge strømmen, har interesse i at få den så billigt som muligt. Power Market Simulator, der er vores nye model, kan hjælpe alle med at få øget indsigt til gavn for bedre og mere præcise beslutninger, siger Flemming Nissen fra virksomheden Strategirummet.
Projektet er blevet til i samarbejde med forskere fra SDU’s Institut for Matematik og Datalogi og Danish Energy Economics, og er faciliteret af Energy Cluster Denmark.
En ny måde at regne på strømmen
Traditionelt har beregninger af elmarkedets belastning ikke taget højde for, hvordan strømmen reelt bevæger sig gennem elnettet. Det ændrer den nye simulator på.
– Tidligere har man ikke regnet på strømmens reelle flow. Man kender den maksimale kapacitet i elnettet, fx mellem Danmark og Norge, men tager ikke hensyn til Ohms lov i praksis. For at sikre, at man ikke overbelaster ledningerne, lægger man reservebufferkapacitet ind. Og det koster penge, siger Flemming Nissen.
Han forklarer, at man med nutidens computerkraft og målepunkter i nettet nu har mulighed for at simulere det faktiske strømflow – og det giver et langt bedre beslutningsgrundlag.
– Når man vil føre grøn strøm fra Norge til Danmark, har man nu et faktisk billede af flowet, siger han.
Et værktøj til både virksomheder og studerende
Power Market Simulator er nu tilgængelig for brugere og målrettes både store energiselskaber, undervisningsmiljøer og projektudviklere. Ifølge Glenda Napier, direktør i Energy Cluster Denmark, er modellen et vigtigt skridt i den grønne omstilling.
– Vi ved, at dyb indsigt i markedsudviklingen er afgørende for, at vores medlemmer i energiklyngen kan tage de bedste beslutninger om øget elektrificering. Den nye Power Market Simulator understøtter netop det – både aktuelt til de store energiselskaber og blandt studerende, der udgør morgendagens professionelle i en grøn og konkurrencedygtig energisektor, siger hun.
Skabt til brug – ikke til skuffen
Flemming Nissen understreger, at det har været vigtigt for parterne at udvikle et produkt, som faktisk kommer i anvendelse i praksis.
– For os er det vigtigt at indgå i samarbejder om produkter, der når markedet – og som ikke parkeres i skuffen. Det er vores nye simuleringsmodel et eksempel på, og vi er stolte af partnerskabets resultat og vores bidrag til andres forretning og øget grøn omstilling, siger han.