I Demensfællesskabet Lillebælt er døren altid åben. Her mødes mennesker, der på den ene eller anden måde er berørt af demens – enten som pårørende eller som en del af de mange aktiviteter, der gør hverdagen lettere for demensramte. Bag de hyggelige stunder, de meningsfulde samtaler og de trygge rammer står en gruppe trofaste, stabile, kreative og ansvarsfulde frivillige.
Sådan beskrives de i den indstilling, Demensfællesskabet Lillebælt har sendt afsted til en af de prestigefyldte Demenspriser, som Ældreminister Mette Kierkgaard overrækker til DemensDagene i Tivoli Congress Center den 14. maj. En anerkendelse, der ikke kun sætter fokus på de frivilliges arbejde, men også på den forskel, de gør for de mennesker, der er ramt af demens.
Frivillige som bærende kraft
Siden Demensfællesskabet Lillebælt slog dørene op i sommeren 2018, har det udviklet sig til et trygt samlingssted for mange brugere. Her er fællessang, cykelture, frokostklubber og kognitiv stimulationsterapi en fast del af hverdagen – men intet af det ville være muligt uden de frivillige. De er rygraden i fællesskabet, og uden dem ville stedet ikke eksistere i den form, det har i dag.
Hans-Jørgen Mathiasen var en af de første, der meldte sig som frivillig. Han har været med fra begyndelsen og er nu en del af den gruppe på 20 frivillige, som er indstillet til prisen.
– Demensfællesskabet kan slet ikke fungere uden de frivillige. Det er umuligt. Vi laver jo utallige forskellige aktiviteter, fortæller han.
Og det er ikke bare ord – det er virkeligheden. De frivillige er nemlig dem, der rækker en hjælpende hånd, når en borger har svært ved at finde vej til fællesskabet. De er dem, der tager initiativ, holder humøret højt og sørger for, at ingen føler sig glemt. De er ikke bare hjælpere. De er en fast del af hverdagen for de mennesker, der kommer her.
Ved siden af ham sidder demenskonsulent Pia Heesch Andersen, der nikker bekræftende. Hun beskriver de frivilliges indsats som uundværlig og understreger, at fællesskabet simpelthen ikke ville eksistere uden dem. Derfor var det heller ikke muligt at vælge én enkelt frivillig frem for resten, da Demensfællesskabet Lillebælt skulle indsende deres indstilling til Demensprisen.
– Jeg synes, det er svært at fremhæve nogle frem for andre, for når man er frivillig i Demensfællesskabet, uanset om du kommer to timer hver 14. dag eller, som Hans-Jørgen, to timer tre-fire gange om ugen, så gør det ingen forskel, de er alle lige frivillige, bemærker hun.
Et lille skub kan gøre hele forskellen
Den daglige struktur kan let forsvinde for mennesker med demens, og hverdagen kan hurtigt blive uforudsigelig. De frivillige i Demensfællesskabet hjælper med at skabe små faste rammer, hvor der både er plads til genkendelighed og små glæder.
– Det forebygger isolation og sikrer, at folk har et netværk, fortæller Pia og uddyber, hvordan noget så simpelt som en telefonopringning kan være forskellen mellem ensomhed og en meningsfuld dag.
– Mange af dem, der kommer her, er friske gutter og damer, men de er udfordrede på lige at huske at komme afsted. Så de frivillige hjælper til med at give et kald og sige: ‘Ved du hvad, kl. 10 skal vi jo gå en tur’.
For Hans-Jørgen, der har været frivillig fra begyndelsen, er det en oplevelse, han genkender gang på gang.
– Det gør en stor forskel og det er et afbræk i hverdagen. Når vi har haft en aktivitet, så går folk herfra med smil på læben og det sætter sig ved os frivillige. Det er bare dejligt.
Et skulderklap, der betyder noget
At blive indstillet til Demensprisen er en stor ære. For de frivillige er det en anerkendelse af deres indsats, men også en mulighed for at skabe opmærksomhed om vigtigheden af fællesskabet.
– Hvem vil ikke lige have et skulderklap for det arbejde, man gør helt gratis? Man blomstrer af det. Som menneske har man jo behov for anerkendelse – uanset om man har en demenssygdom, er frivillig eller endda en lønnet medarbejder som mig. Vi har alle brug for at få at vide, at vi gør det godt, siger Pia med et smil.
Men det er ikke kun en personlig glæde for de frivillige, det har også en større effekt, fortsætter hun. Når deres indsats bliver anerkendt, skaber det opmærksomhed om fællesskabet og de mange aktiviteter, der foregår her. Det betyder, at flere får øjnene op for, hvad Demensfællesskabet Lillebælt kan tilbyde, både for dem, der lever med en demenssygdom, og deres pårørende.
For Hans-Jørgen, der er enig, er det en af de ting, han glæder sig mest over ved nomineringen. Det handler ikke kun om prisen, men også om, at flere får kendskab til deres arbejde.
– Det er jo altid med til at skabe omtale, og det nyder vi godt af. At blive anerkendt er en stor ting.
Hvad kan 50.000 kroner gøre?
Med Demensprisen følger en pengepræmie på 50.000 kroner til vinderens arbejdsplads. Hos Demensfællesskabet er de ikke i tvivl om, hvad de ville bruge pengene på.
– Hold nu op, vi ville holde en kæmpe fest for alle brugere og frivillige, siger Pia begejstret.
– Vi har altid en oktoberfest, hvor der kommer to og spiller musik. Hans-Jørgens bror er den ene af dem, en ung mand på 80 år. De nyder de fester, og nogle gange er vi over 50 mennesker, så sådan noget ville vi bruge pengene på.
Når frivillige gør en forskel
I sidste ende er Demensfællesskabet meget mere end fester og sociale aktiviteter. Det har en reel betydning for, hvordan mennesker med demens klarer sig i hverdagen – og i sidste ende også for samfundet, påpeger de to.
– Hvis ikke Demensfællesskabet var her, hvor skulle de så gå hen? spørger Pia retorisk.
– De kommer her og har faste aktiviteter, og det betyder, at vi kan udskyde en situation, hvor de ellers ville have brug for et visiteret tilbud – en plejehjemsplads eller anden støtte. Det er besparende for kommunen, at der står 20 frivillige hernede og løfter opgaven. Det er godt for Fredericia, det må jeg sige.
For Pia, Hans-Jørgen og de øvrige frivillige er det dog langt fra bare en opgave – det er en livsbekræftende indsats. De er her, fordi de brænder for det. Fordi de ser, hvad det betyder for de mennesker, der deltager, og fordi glæden går begge veje.
– Når man først ser, hvor meget man kan gøre for et andet menneske, forstår man, hvorfor det her arbejde er så vigtigt, afslutter Hans-Jørgen.
Om Demensfællesskabet vinder Demensprisen, må tiden vise. Men én ting er sikkert: For dem, der bruger stedet – og for de frivillige, der driver det – er det allerede en pris i sig selv at være en del af fællesskabet.
