6.9 C
Copenhagen
lørdag 20. december 2025

Byrådet siger ja til ekstra millioner: Marina City i Kolding bliver dyrere end ventet

0
Byrådet siger ja til ekstra millioner: Marina City i Kolding bliver dyrere end ventet

POLITIK. Kolding Kommune fastholder planerne om at udvikle en ny bydel ved sydsiden af Kolding Fjord, selvom projektet nu viser sig at blive dyrere end først antaget. Byrådet har netop givet grønt lys til en ekstra bevilling på 141 mio. kr. til Marina City, der blandt andet skal rumme en marina med plads til 1.000 både samt boliger og et omfattende havnemiljø.

Det viser en ny status på projektet, som byrådet blev præsenteret for mandag den 25. marts.

Det opdaterede budget lyder nu på 669 mio. kroner i 2025-priser – det svarer til en stigning på 25 procent i forhold til de oprindelige overslag fra 2018, som var behæftet med stor usikkerhed.

– Vi har fået en overbevisende og seriøs redegørelse, som forklarer, hvorfor projektet bliver dyrere end først anslået. Samtidig er vi blevet præsenteret for et opdateret budget, som hviler på et robust og gennemarbejdet grundlag. På den baggrund har vi sagt ja til den ansøgte ekstrabevilling, så vi kan fortsætte arbejdet med Marina City, som er et af vores flagskibe i udviklingen af Kolding Kommune, siger borgmester Knud Erik Langhoff i en pressemeddelse fra Kolding Kommune.

Materialepriser og miljøhensyn presser budgettet

Ifølge redegørelsen skyldes prisstigningerne især to forhold: Ekstraordinært høje priser på byggematerialer og anlægsarbejde efter covid-19-pandemien og krigen i Ukraine, samt en ny miljøvenlig løsning, hvor opgravet fjordbundsmateriale genanvendes frem for at blive dumpet i Lillebælt.

Den miljøvenlige metode er alene 50 mio. kroner dyrere, men til gengæld mindskes presset på havmiljøet, oplyser kommunen. De 50 mio. kr. dækkes af lejeindtægter fra lystbådehavnen, mens resten af merudgifterne finansieres gennem salg af byggeretter.

– Vi er opmærksomme på, at den endelige pris formentlig bliver højere end de 669 mio. kr., som det opdaterede budget lyder på i 2025-priser. Når de enkelte entrepriser sættes i gang i løbet af de kommende år, vil der ske en indeksregulering – dvs. priserne skal justeres op eller ned, så de følger ændringerne i den pågældende branche og i samfundsøkonomien. Den praksis er helt normal og anvendes ved alle større anlægsprojekter. Det afgørende er, at vi nu har et gennemarbejdet og robust budget, som vi har tillid til, understreger Knud Erik Langhoff.

Byggeriet starter snart

Med den ekstra bevilling på plads går arbejdet med Marina City nu videre for fuld kraft. Allerede fra maj i år begynder arbejdet med en ny adgangsvej og havnepromenade på Marina Syd.

Efter planen vil perioden fra 2025-2026 gå med miljøgodkendelser, mens selve havnebyggeriet er planlagt til årene 2027-2028. Havnen og et nyt vandsportscenter ventes at åbne i foråret 2029. Boligbyggeriet og anlæggelse af parkering, veje og grønne områder følger parallelt med byggeriet.

Kommunen forventer, at hele Marina City står færdigt omkring 2030.

Beboer forstyrrede gerningsperson

0
Beboer forstyrrede gerningsperson

KRIMI Fyns Politi modtog tidligt tirsdag morgen en anmeldelse om et forsøg på indbrud i et privat hjem på Myntevænget i Middelfart. Episoden fandt sted omkring klokken 02.27.

Ifølge politiets døgnrapport blev gerningspersonen forstyrret af beboeren i boligen, hvilket førte til, at vedkommende forlod stedet uden at have skaffet sig adgang eller stjålet noget.

Der er tale om et klassificeret indbrudsforsøg, og politiet har ikke oplyst yderligere detaljer om gerningspersonen eller eventuelle spor fra stedet.

Fyns Politi efterforsker sagen.

Bølge af dyre cykeltyverier i Kolding

0
Bølge af dyre cykeltyverier i Kolding

En lang række dyre cykler, især mountainbikes og elcykler, er i den seneste tid blevet stjålet i Kolding. Nu opfordrer Sydøstjyllands Politi borgerne til at være ekstra opmærksomme og hurtigt kontakte politiet, hvis de ser mistænkelig adfærd.

Tirsdag klokken 09.18 fik politiet endnu en anmeldelse fra området ved Fjordbrynet i Kolding, hvor en sort Cannondale mountainbike til en værdi á 10.500 kroner var blevet stjålet.

Men ifølge politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd er det ikke et enkeltstående tilfælde. Politiet har den seneste tid oplevet en markant stigning i antallet af cykeltyverier – og cyklerne er langtfra billige.

– De sidste 14 dage cirka har der været flere anmeldelser om cykeltyverier, blandt andet af elcykler, som jo typisk er den dyrere slags. Alene den sidste uges tid har vi fået mindst fem anmeldelser om tyverier, hvor cyklerne har en værdi på mellem 8.000 og helt op til 30.000 kroner, forklarer politikommissæren.

Cykler til 60.000 kroner stjålet natten over

Ud over mountainbikes og almindelige elcykler har tyvene også slået til mod særlige cykler af høj værdi. Fra søndag aften til mandag morgen blev to trehjulede elcykler til en samlet værdi af hele 60.000 kroner stjålet – også fra Fjordbrynet.

– De her trehjulede elcykler kunne jo være cykler, der eksempelvis tilhører ældre eller handicappede. De er heller ikke ligefrem lette at flytte, bemærker politikommissæren.

Politiet undersøger fortsat, hvordan tyvene transporterer cyklerne væk, men har en formodning om, at gerningsmændene bruger et køretøj, da flere af de stjålne cykler har været tunge og vanskelige at transportere til fods. Politiet kan endnu ikke med sikkerhed sige, om der er tale om de samme gerningspersoner bag alle tyverierne, men understreger, at fremgangsmåden kan tyde på organiseret kriminalitet.

Borgernes hjælp er vigtig

Kenneth Skytte Nielsen opfordrer borgerne i Kolding – især ved Fjordbrynet og i midtbyen – til at holde ekstra øje med deres cykler og med ukendte personer, der opfører sig mistænkeligt.

– Vi vil meget gerne vide, hvis nogen ser personer pille ved cykler, især hvis det virker mistænkeligt. Nogle vælger måske ikke at ringe ind, men vi vil meget gerne kontaktes, forklarer han.

Han peger samtidig på, at der i flere af anmeldelserne mangler oplysninger om, hvorvidt cyklerne har været ordentligt aflåst.

– Hvis man for eksempel låser cyklen med en kraftig lås fast til en lygtepæl eller lignende, er den jo langt sværere at stjæle. Derfor er det også noget, vi opfordrer borgerne til at tænke på, siger politikommisæren.

Politiet efterforsker fortsat cykeltyverierne og håber på, at borgernes øgede opmærksomhed kan hjælpe med at opklare sagerne.

Aarhus blev hans største scene – men Emil Dalgaard er kun lige begyndt

0
Aarhus blev hans største scene – men Emil Dalgaard er kun lige begyndt

Kultur. Klaveret har altid været der. Som en fast del af hverdagen, en lyd i barndommen – som noget, fingrene fandt tilbage til. Emil Dalgaard fra Kolding satte sig første gang til tangenterne som 8-årig på Kolding Kulturskole, og siden har han ikke sluppet dem. Musikken har ført ham vidt omkring – til koncertsale i både Danmark og udlandet, som solist med Fredericia Byorkester og til podier, hvor han har vundet priser i nationale og internationale konkurrencer.

I starten af marts han over for sin hidtil største udfordring. Aarhus International Piano Competition. En af de mest prestigefyldte konkurrencer for unge pianister med en international jury, skarpe konkurrenter og intense forberedelser. Men for Emil handler det ikke kun om præstationer. Det handler om at spille, om at fortolke musikken og finde sin egen lyd. Og om, måske, at få flere unge til at opdage den verden, der åbner sig, når man lytter.

Fra Kolding Kulturskole til internationale konkurrencer

Emil Dalgaard voksede op i en familie, hvor alle skulle lære at spille et instrument. Nogle fortsatte, andre lod musikken blive en parentes, men for Emil blev det anderledes.

– Jeg startede med at spille klaver som otteårig på Kolding Kulturskole hos min dygtige lærer Ellen Højgaard Pedersen, fortæller han.

Det var her, han fik grundlagt sin glæde for musikken og udviklede sine musikalske evner. Men det var først, da han kom til Aarhus og begyndte hos Martin Lysholm Jepsen, at han for alvor tog teknikken og det seriøse arbejde med klaveret til sig.

På Gradus Junior College i Aarhus blev han en del af et miljø, hvor klaveret ikke kun var et instrument, men en levevej, et sprog, et mål. Her underviser en af landets mest anerkendte klaverpædagoger, Martin Lysholm Jepsen, som har samlet unge talenter fra hele Danmark.

– Jeg blev virkelig bidt af det. Jeg ved ikke, om der var ét specifikt øjeblik, hvor jeg tænkte, at nu skulle det være, men jeg begyndte at få priser i nationale og internationale konkurrencer, og det gav mig troen på, at jeg kunne noget med det her, fortæller han.

Siden har musikken fyldt mere og mere. Konkurrencer, koncerter, timer i øvelokalet. Hver dag handler om at blive lidt bedre, men det vigtigste for ham er stadig glæden ved at spille. Det er ikke bare at trykke på de rigtige tangenter, det er at forstå musikken, lege med den og finde sin egen måde at spille den på.

Musikhuset i Aarhus blev en hjemmebane med danske øjne på sig

At stå på scenen i Musikhuset i Aarhus, foran en international jury og et forventningsfuldt publikum, er noget helt andet end at sidde hjemme i øvelokalet. Aarhus International Piano Competition var den største konkurrence, Emil Dalgaard endnu havde deltaget i – en oplevelse, der både krævede intens forberedelse og gav nye erfaringer.

– Det er virkelig fedt at få lov til. Det er den første konkurrence af den her størrelse, jeg deltager i, og det kræver en kæmpe forberedelse, fortæller han.

Allerede halvandet år før konkurrencen begyndte han at arbejde med sit repertoire. Stykkerne skulle ikke blot indøves, men forfines og fortolkes, så de kunne præsenteres bedst muligt foran nogle af verdens førende musikinstitutioner.

– Det har taget lang tid at forfine og perfektionere de samme stykker og finde min egen måde at spille dem på, siger han og tilføjer, at han bruger op mod 6-7 timer dagligt ved klaveret for at nå dertil.

Men forberedelse alene kunne ikke tage presset væk. Dommerpanelet bestod af nogle af de største navne fra steder som Juilliard School i USA, og det lagde en ekstra vægt på skuldrene.

– Når det er en så stor konkurrence og så store navne i juryen, så giver det lidt ekstra nervøsitet og pres, fortæller Emil.

Selvom han tidligere har deltaget i konkurrencer og spillet for juryer, var dette på et helt andet niveau. Og som en af de få danske deltagere var der stor opmærksomhed fra publikum.

– Alle vil jo gerne have, at det går en godt, når man nu er fra Danmark, siger han med et smil.

At konkurrencen foregik i Musikhuset i Aarhus, gjorde dog oplevelsen mere speciel, og måske en smule mere tryg.

– Jeg har spillet rigtig mange gange i Musikhuset før. Så på den måde var det lidt som at være på hjemmebane, fortæller den unge pianist.

Musikken skal ud til flere unge

Efter at have talt om konkurrencen vender vi blikket mod fremtiden. For Emil handler fremtiden ikke om en fastlagt plan, men om at fortsætte sin udvikling som musiker. Han har ingen snævre mål for, hvor han skal ende, men én ting er sikkert – han vil spille og dele musikken med flere. Særligt håber han, at klassisk musik kan få en større plads blandt unge.

– Jeg vil egentlig bare gerne have det sjovt med at spille. Jeg har ikke noget direkte mål, men hvis jeg skulle nævne ét, kunne det være at brede klassisk musik mere ud til unge. Der er ikke super mange unge, der spiller klassisk musik, og vi har ikke den store tradition for det i Danmark.

Han ser en udfordring i, at klassisk musik for mange unge virker fjernt, men netop derfor mener han, at det er vigtigt at åbne døre og vise, hvad musikken kan.

– Det kunne være fedt at få flere til at lytte til koncerter, opleve det live og se, hvor stærkt det kan være, fortæller han.

Hans råd til andre unge, der selv drømmer om at gå musikkens vej, er enkelt: det kræver tid og tålmodighed.

– Alt tager tid. Øvelse gør mester – man kan ikke gøre det hele på en dag, siger han og understreger, at det ikke kun gælder musikere.

For dem, der bare er nysgerrige på klassisk musik, har han også et budskab:

– Hvis man bare vil lytte, så handler det om at tage afsted og opleve det med et åbent sind. Klassisk musik er måske ikke det mest tilgængelige for alle, men det kan noget, hvis man giver det en chance.

Følg Emil Dalgaard på rejsen

Emil spiller jævnligt koncerter, særligt i Aarhus-området, hvor han er en del af Gradus Junior College sammen med andre unge pianister.

– Vi har et rigtig godt sammenhold, og vi elsker at spille, fortæller han.

Han opdaterer løbende om koncerter og begivenheder på sociale medier, hvor interesserede kan følge hans musikalske rejse.

Vejen videre er dog ikke fastlagt, men én ting er sikker: Emil Dalgaard har fundet sit instrument, sin passion og sin retning, og selvom han ikke ved præcis, hvor den fører hen, så spiller han sig videre.

Thea Adolph Jensen på turné med ”Sange i Hjertet”

0
Thea Adolph Jensen på turné med ”Sange i Hjertet”

KULTUR. Den lokale sanger og skuespiller Thea Adolph Jensen tager på en ganske særlig cyklende koncertturné rundt i kirker nær Kolding med koncerten ”Sange i Hjertet”. Turnéen starter den 26. marts, og publikum kan se frem til en nærværende oplevelse med danske sange om kærlighed, sorg, savn, glæde, eftertænksomhed, tro og håb.

Thea er 24 år gammel og opvokset i Ødis syd for Kolding. Mange kender hende allerede fra scenen på Dronning Dorothea Teatret, Simon Peters Kirken, eller som stemningsskaber ved private begivenheder som bryllupper og konfirmationer. Efter studier i klassisk sang på MGK-Syd og undervisning i musical- og folkesang er hun nu bosat i København, hvor hun bl.a. synger i Sct. Thomaskirken og optræder på Det Ny Teater.

Til koncerten ”Sange i Hjertet” fremfører hun kendte og elskede numre som ”Fald min engel” af TV2, ”Så tag mit hjerte” af Tove Ditlevsen, samt klassikere som ”Musens sang” og ”Solen er så rød mor”. Undervejs deler Thea små historier og personlige fortolkninger af sangene, som ligger hendes hjerte nær.

Hun opfordrer publikum til at holde øje med hende på landevejene mellem koncerterne, da hun cykler rundt for samtidig at opleve naturen og lokalområderne.

Koncertrækken begynder den 26. marts kl. 14 i Dalby Kirkes sognehus og fortsætter samme aften kl. 19.30 i Hjarup Kirke. Herefter venter Vejstrup, As, Gårslev, Øster Starup, Tørring, Vrigsted, Nørremarkskirken i Vejle, inden turnéen afrundes den 15. maj kl. 19 i Vonsild Kirke med varme hveder efter koncerten.

Læs mere om Thea Adolph Jensen og se koncertdatoerne her: https://eventzonen.dk/thea-adolph-jensen

Thea glæder sig til at møde publikum på sin unikke cyklende rejse gennem sangens univers.

Martin Ramsdal Pedersen stiller op til KV25 med krav om ordentlighed, ærlighed og omtanke

0

POLITIK. Martin Ramsdal Pedersen stiller for første gang op til kommunalvalget d. 18. november 2025. Han stiller op for Socialdemokratiet i Fredericia, og han har derfor været på besøg på STATIONEN mandag d. 24. marts 2025 til et længere Tv-interview hos Fredericia AVISEN. Den 46-årige kandidat bor i Erritsø med sin familie og arbejder til daglig som Kontakt- og Velfærdsbefalingsmand på Ryes Kaserne. Tv-interviewet kan ses og høres i sin fulde længde efter følgende tekstresumé.

Et politisk kald tændte en gnist

Beslutningen om at stille op blev vakt efter en personlig opfordring. “Efter Hendes Majestæt Dronning Margrethes sommertogt i 2023, rakte Steen Wrist ud til mig… det har jeg tygget på rigtig, rigtig længe, så længe så Steen nåede at gå, og Christian nåede at komme til.”

Martin Ramsdal stiller nu op med tre centrale værdier som grundlag for sin kampagne: ordentlighed, ærlighed og omtanke.

Ordentlighed og ærlighed
“Jeg synes, vi skylder hinanden, og vi skylder vores borgere noget ordentlighed,” siger Martin Ramsdal. Han efterlyser en bedre tone i byens politiske debat: “Jeg synes ikke altid, folk er ordentlige, og det kunne jeg godt tænke mig at gøre noget ved.”

Om ærlighed siger han: “Vi skal være ærlige om, at der kommer nogle prioriteringer hen over de næste årrækker, fordi verdens situation er, som den er.”

Omtanke i politiske beslutninger
Omtanke handler ifølge Martin Ramsdal om at sikre gode beslutninger på et oplyst grundlag. “Omtanken skal jo være, at når vi skal prioritere, at vi så gør det rigtigt, og vi gør det fornuftigt.”

Trivsel for alle børn
En central mærkesag for Martin Ramsdal er børns trivsel. “Alle børn har ret til at trives,” siger han og peger på, at det gælder både dem, der har det svært, og dem, der klarer sig godt. “Jeg tror, vi er nødt til at kigge ind i de måder, vi organiserer os på i skolerne i dag.”

Soldaterbyen Fredericia
Martin Ramsdal ser en klar sammenhæng mellem byens historie og sin egen baggrund: “Militæret er en del af byens DNA.” Han understreger værdien af kasernens faglighed: “Vi har en meget unik kaserne… den laver IT-specialister. Den laver cyberværnepligtige. Så vi har rigtig meget faglighed ude ved Føringsstøtteregimentet. Og det skal vi dyrke, og det skal vi gøre noget ved. Det skal vi bruge til at tiltrække virksomheder og uddannelser til byen. Mere end vi allerede gør.”

Frivillighed, foreningsliv og fremgang
“Jeg tænker dem i en sammenhæng,” siger Martin Ramsdal om frivillighed, foreningsliv og fremgang. Han foreslår, at unge kan spille en større rolle i ældreplejen: “Det kunne være, at vi skulle gennem frivillighed. Få nogle lunkne hænder, som jeg kalder det.”

Martin Ramsdal peger på, at engagement i foreningslivet også kan øge børns trivsel og skabe et bedre fællesskab. “Hvis vi får de unge og børnene ud i foreningslivet… jamen, så skaber det også noget trivsel for de unge.”

Målet for 2025
Frem mod valget vil Martin Ramsdal gå i dialog med borgerne og konkretisere sine mærkesager. “Jeg vil gerne være der, at vi på den anden side af kommunalvalget har haft en ordentlig debat,” siger han og afslutter: “Og at vi i fællesskab på tværs af partierne er enige om, at der skal omtanke til.”

Første skridt er præsentationen af kandidatholdet den 29. marts, hvorefter arbejdet for alvor begynder.

Her følger Tv-interviewet i sin fulde længde:

Interview med Martin Ramsdal Pedersen om KV25 d. 24. marts 2025

Hvad laver en byrådspolitiker i Varde egentlig? Kom med ind bag kulisserne

0
Hvad laver en byrådspolitiker i Varde egentlig? Kom med ind bag kulisserne

I takt med at kommunalvalget nærmer sig, åbner Varde Kommune dørene for alle, der ønsker et indblik i det lokale politiske maskinrum. Den 23. april inviteres interesserede til en aften på Rådhuset, hvor byrådsarbejdet kommer helt tæt på.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Varde Kommune, som blev udsendt tirsdag middag.

Arrangementet begynder klokken 17.30 og byder på oplæg, dialog og mulighed for at stille spørgsmål til både kommunens direktion og udvalgte byrådspolitikere. Ifølge kommunen er aftenen særligt relevant for borgere, der overvejer at stille op til kommunalvalget til november – men også for dem, der blot er nysgerrige på, hvordan det politiske arbejde foregår bag kulisserne.

– Formålet med arrangementet er at sætte ord på, hvad det vil sige at sidde i Byrådet i Varde Kommune og dermed være en del af de vigtige beslutninger, der former kommunens fremtid. Byrådsarbejdet er ukendt land for mange, og på denne aften kan interesserede komme helt tæt på nuværende byrådspolitikere og få indsigt i, hvad de politiske udvalg beskæftiger sig med, siger kommunaldirektør Henning Haahr Pedersen.

Aftenen indledes med en velkomst fra Henning Haahr og kommunens direktør for Økonomi og Erhverv, Mads Sørensen. Herefter følger en gennemgang af Varde Kommune og de politiske fagområder, før deltagerne får mulighed for at stille spørgsmål og tale direkte med byrådspolitikere og direktører.

Varde Kommune har i dag 25 medlemmer i Byrådet og står over for et nyt valg til efteråret.

Fra tirsdag bliver din strøm billigere: Sådan sparer du penge

0
Fra tirsdag bliver din strøm billigere: Sådan sparer du penge

Hvis du er træt af dyre elregninger, kan du snart se frem til bedre tider. Fra tirsdag den 1. april skifter de fleste netselskaber nemlig fra vinter- til sommertariffer, hvilket betyder markant lavere udgifter til transport af strøm.

Ifølge OK betyder skiftet, at mange elkunder i gennemsnit vil spare cirka 50 procent på nettarifferne frem til 30. september.

– De færreste er klar over, at nettarifferne både varierer i løbet af døgnet og året. Men det er godt at være opmærksom på, hvis man gerne vil spare penge, da man som elkunde i gennemsnit kan halvere udgifterne til transport af strøm i sommerhalvåret, siger Troels Skipper, OK’s produktchef.

Derfor falder priserne

Årsagen til prisfaldet er, at belastningen på elnettet er lavere om sommeren, fordi behovet for opvarmning falder. Samtidig stiger produktionen af grøn energi fra sol og vind.

– Indtil nu har priserne og de højere vintertariffer betydet, at strømmen næsten altid har været billigst om natten, men vi bevæger os ind i en sommerperiode, hvor lavere tariffer og mere solenergi betyder, at den billigste strøm ofte findes i eftermiddagstimerne, siger Troels Skipper.

Eksempelvis vil kunder hos netselskabet Cerius opleve, at højlast-tarifferne falder fra 41,64 øre/kWh om vinteren til 20,82 øre/kWh om sommeren, mens spidslast-tarifferne falder fra 124,91 øre/kWh til 54,13 øre/kWh.

Tre gode råd til at udnytte sommertarifferne

1. Brug strømmen, når den er billigst – Hold øje med prisen i dit energiselskabs app, og planlæg dit elforbrug, så du rammer de billigste timer.

2. Vask tøj og opvask på de rette tidspunkter – Strømkrævende apparater som vaskemaskine, tørretumbler og opvaskemaskine bør bruges, når nettarifferne er lavest.

3. Oplad elbilen på det rigtige tidspunkt – Har du en elbil, er der mange penge at spare ved at lade bilen op, når både nettariffer og elpriser er lavest.

Populært Nickelodeon-band kommer til Danmark: Big Time Rush spiller kæmpe koncert

0
Populært Nickelodeon-band kommer til Danmark: Big Time Rush spiller kæmpe koncert

EVENTS Fans af Nickelodeons hitserie Big Time Rush kan godt begynde at glæde sig. Det populære boyband af samme navn kommer nemlig til Danmark med deres nye verdensturné, Big Time Rush In Real Life Worldwide.

Koncerten finder sted i Royal Arena i København den 22. december 2025. Her lover bandet at optræde med alle sangene fra samtlige afsnit af deres populære serie, som har gjort Carlos, Kendall, James og Logan til superstjerner hos unge verden over.

Med på scenen er også to velkendte ansigter fra tv-serien, nemlig Katelyn Tarver og Stephen Kramer Glickman – bedre kendt af fans som Jo og Gustavo.

Bandet: ”Vi har verdens bedste fans”

Turnéen, der allerede tæller over 50 koncerter i USA, Storbritannien og Europa, er en fejring af bandets hits, fans og venskab. Ifølge bandet selv har de skræddersyet oplevelsen til netop deres loyale fans, de såkaldte “Rushers”:

– Vi har verdens bedste fans, og da vi satte os ned for at planlægge denne turné, ville vi give dem præcis det, de altid har ønsket sig. Derfor er vi så begejstrede for at tage på turné over hele verden og spille hver eneste sang fra hver episode af tv-serien. Vi ved, hvor meget disse sange betyder for vores fans, der først hørte dem i showet,” siger bandet om den nye turné.

Det er første gang, at bandet turnerer sammen med deres tidligere medspillere fra serien:

– Vi er også enormt glade for at have vores gode venner Katelyn Tarver og Stephen Kramer Glickman med os – vi har aldrig haft chancen for at turnere sammen før! Vi har så mange overraskelser i vente for vores Rushers på In Real Life Worldwide-turnéen og kan ikke vente med at se jer alle på vejen meget snart!

Fra tv-succes til verdensstjerner

Big Time Rush blev verdenskendte, da deres Nickelodeon-serie debuterede i 2009. Serien fulgte fire hockeyspillere fra Minnesota, der blev udvalgt til at danne et boyband i Hollywood. Succesen var øjeblikkelig, og bandet udgav tre albums og gennemførte flere verdensomspændende turnéer, inden de gik hver til sit i 2013.

I 2020 vendte de dog tilbage med en virtuel reunion, og siden har Big Time Rush oplevet en enorm genopblomstring med nye singler og udsolgte shows i blandt andet New Yorks Madison Square Garden.

Sidste år udgav bandet deres første album i over ti år, Another Life, som blev rost af både fans og anmeldere. Nu er de klar til at samle fans verden over endnu en gang – og altså også i Danmark.

Grammy-nomineret bluesstjerne gæster Danmark

0
Grammy-nomineret bluesstjerne gæster Danmark

Den amerikanske bluesguitarist Samantha Fish, kendt for sin rå energi og intense sceneoptræden, gæster København næste sommer. Onsdag den 4. juni 2025 står hun på scenen i Pumpehuset, hvor danske fans får mulighed for at opleve hendes kraftfulde stemme og virtuose guitarspil på tæt hold.

Fish, som spiller næsten 200 koncerter om året, har imponeret både fans og kritikere verden over, og hendes optrædener har høstet stor ros fra blandt andre The New York Times og Guitarist Magazine.

Succesfuldt år med Grammy-nominering og verdensnavne

2024 har været et stort år for Samantha Fish. Hun modtog en Grammy-nominering sammen med Jesse Dayton for deres fælles album Death Wish Blues, der debuterede som nummer ét på Billboard Blues Charts.

I sommeren 2024 turnerede hun med Slash og optrådte som opvarmning for legendariske The Rolling Stones. Til efteråret fortsætter succesen, når Fish deltager på den prestigefyldte Experience Hendrix-turné.

Blues, rock og country smelter sammen på scenen

Samantha Fish er kendt for at blande elementer fra blues, rock og country, hvilket har gjort hende til et stort navn på den moderne bluesscene. Hun har opbygget en stærk karriere med flere album og utallige turnéer bag sig, og koncerten i København bliver en sjælden mulighed for danske bluesfans til at opleve hendes enestående talent og energi live.

Harmonikasammenstød på motorvejen, bil på banelegemet og indbrud – Fyns Politi med travl døgnrapport

Harmonikasammenstød på motorvejen, bil på banelegemet og indbrud – Fyns Politi...

0
Fyns Politis døgnrapport for torsdag den 18. december rummer flere færdselsuheld på motorvejen, et alvorligt trafikuheld nær jernbanen samt indbrud og sigtelser for narkokørsel...