LEDER. Behovet for at spare penge har kastet den øverste ledelse i Fredericia Kommune ud i en absolut nødvendig opgave. Nu arbejder man for at fjerne nogle af de alt for dyre stillinger, forenkle administrationen og reducere antallet af topledere. Det er jo helt fantastisk.

Der var kommunalreform i Danmark den 1. januar 2007. Denne reform reducerede antallet af kommuner fra 270 til 98 og erstattede de tidligere 13 amter med 5 regioner. Formålet var at skabe mere effektive og robuste administrative enheder. Sagde man. Men i realiteten er der sket det stik modsatte. Kommunerne er blevet forvandlet til gigantiske supertankere, der er kommet langt væk fra hele ideen med lokalstyre; at være tæt på beslutningsprocesserne.

Samtidig med dette paradoks er den politiske betjening blevet mere og mere kompliceret for de ledende embedsfolk. Politikerne skal løbende tage stilling til så mange forskellige ting, at det ikke længere kan retfærdiggøres, hvorledes man som folkevalgt bliver bedt om at arbejde. Det er nærliggende at tænke, at processen har gjort det umuligt for en byrådspolitiker at komme helt ned i materialet. Dette betyder samtidig at embedsapparatets magt og indflydelse er vokset voldsomt de sidste knap 20 år. De allermest flittige politikere kan muligvis vælge en håndfuld sager eller emner ud, som de arbejder intensivt på at forstå i en valgperiode. Men mange andre punkter forbliver relativt skjulte for den gennemsnitlige politiker, der dermed ender med at være helt afhængig af de oplysninger, der bliver serveret af en forvaltning.

Er dette et sundt lokaldemokrati? Fredericia Kommune er en mellemstor kommune, men når det kommer til skandaler, så ligger byen desværre i top. Alt for ofte har embedsapparatet svigtet, hvor nu tidligere chefer har fået andre jobs andre steder, tilmed med bedre løn og mere ansvar.

Som skatteborgere er vi til grin.

Men der skal ros til, når det er fortjent. Og det er det, når man endelig begynder at se indad. Processen med at forenkle og reducere antallet af alt for dyre ledere i kommunen er klog, ansvarlig og strengt nødvendig. Der er fortsat mange steder, hvor man kan kigge på omfanget af ledelse. Ligesom der er nemt at tænke, at de politiske udvalg især tjener det formål, at der kan deles poster ud, når man skal lave en konstitueringsaftale. Der er fleksible rammer for at indrette en kommune, og det bør Fredericia Kommune udnytte til fordel for borgerne i byen. Fremfor at se mod andre kommuner og kopiere deres metoder, bør man arbejde på at udvikle smidighed og fleksibilitet.

Om lidt er der atter kommunalvalg. Hvis man analyserer de forskellige partier og deres indstilling til det løbende arbejde, så lader det til, at der er to konkurrerende retninger. Den ene er tung ledelse og alt godt til medarbejderne. Den anden er let ledelse og alt godt til borgerne. Analysen er, at der i det nuværende byråd, er et overvældende flertal for den første retning. Man skamroser ved enhver lejlighed forvaltningen og medarbejderne; selv når de blot har passet det arbejde, de bliver betalt luksuriøst for at have udført på vegne af skatteborgerne.

Man kunne nær få den tanke, at de skal roses, fordi de ikke har lavet fejl. Så alle borgere i Fredericia Kommune bør overveje, om de er tilfredse med den rutineprægede tilgang til det kommunale system, der har præget udviklingen i 2020’erne. Åh ja. Så er det et problem mere, nemlig at mange af cheferne bor i andre kommuner. Så meget for lokalstyre.

Men vi hører ofte fra de mere systemtro mennesker, at vi skal tale tingene op. Her er dog en væsentlig pointe:

Fredericia Kommune er ikke Fredericia. Det er en organisatorisk enhed, der er sat i verden for at servicere borgerne. Man skal udføre de mest elementære og basale opgaver, og det får man mange penge for. Rigtig, rigtig mange penge. Og med mindre man hylder DDR-tiden som et forbillede, så er det vigtigt, at borgerne, virksomhederne og interessenterne kan tale om, hvordan det går med arbejdet. Kort sagt:

Hvad får vi for pengene?

Det er klassisk politik. Derfor er det nødvendigt at afvise ideen om at tale tingene op. Det er en illusion, der ikke skaber forbedringer. Kun ved at lytte til kritik, inddrage alle parter og synspunkter, kan man blive klogere på, hvor der kan forbedres eller udvikles nyt. Eksemplerne med Kobbelgaarden og Hybyhus er friske. De fortæller noget om, hvor forblændede embedsapparatet og politikerne er, mens de render rundt med små nåle med det kommunale logo på. Sandheden er, at det er en skandale, at vi overhovedet har sådanne sager. Det vidner om at den dyre ledelse får penge for noget, der kun giver dårlige resultater. Hvordan kan man tale den slags op?