5.8 C
Copenhagen
søndag 21. december 2025

Millionlønninger i Fredericia Kommune: Hvem har vi egentlig råd til – topcheferne eller velfærden?

0
Millionlønninger i Fredericia Kommune: Hvem har vi egentlig råd til – topcheferne eller velfærden?

Der er noget helt galt, når 19 ansatte i Fredericia Kommune nu får over en million kroner om året – betalt af borgernes skattekroner – samtidig med, at vores velfærdssystem vakler på sine sidste ben.

Vi taler ikke om private virksomheder med egne penge. Vi taler om en kommune, hvor ældre ikke kan få gjort ordentligt rent, hvor pædagoger løber stærkere end nogensinde, og hvor social- og sundhedshjælpere går grædende hjem af udmattelse. Og imens? Ja, så vokser lønchecken hos topcheferne som om vi lever i en anden virkelighed.

Det er ganske enkelt uhørt – og det er på tide, nogen siger det højt.

Forklaringen fra kommunaldirektøren er, at “ansvaret er stort”, og at “markedet er konkurrencepræget”. Undskyld mig, men hvornår blev det almindelig praksis, at vi i kommunerne skal konkurrere på direktørlønninger, mens vi samtidig skærer i hjælpen til dem, der har allermest brug for den?

Vi kan ikke blive ved med at finde os i det her. Det lugter af en syg kultur, hvor topstyring og prestige vejer tungere end menneskelighed og sund fornuft. Det er ikke ledelse – det er magtarrogance.

Det her handler ikke om, at folk ikke må tjene penge. Det handler om, hvem vi som samfund vælger at belønne. Og lige nu ser det ud som om, vi honorerer magt og distance langt højere end nærvær og omsorg.

I Dansk Folkeparti siger vi stop. Nok er nok. Det er tid til at vende pyramiden på hovedet og begynde at belønne dem, der faktisk bærer velfærden – ikke dem, der blot administrerer den fra et hævet kontor med klimaanlæg og kaffemaskine i hjørnet.

Borgerne i Fredericia fortjener bedre. De fortjener en kommune, hvor vi tør sige fra over for frås – og i stedet investere i det, der betyder noget: Mennesker, omsorg og ordentlighed.

‘Tråden’ skal binde Middelfart sammen – men tidsbegrænsning bekymrer politikere

0
‘Tråden’ skal binde Middelfart sammen – men tidsbegrænsning bekymrer politikere

POLITIK. En gammel lagerhal ved Middelfarts trafikhavn er på vej til at blive kommunens nye samlingspunkt på tværs af generationer under navnet ‘Tråden’. Mandag aften vedtog byrådet etableringen af det nye kultur- og aktivitetshus med et klart flertal på 22 stemmer for, én imod og én blank stemme. Projektet, som bliver midlertidigt for tre år, har vakt stor begejstring hos flere politikere – men også rejst spørgsmål om, hvorfor det ikke gøres permanent fra start.

Samlingssted med plads til alle

Projektet ‘Tråden’ er tænkt som et levende og inkluderende mødested, der især skal imødekomme unges behov for et samlingspunkt i Middelfart. Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S) præsenterede projektet ved byrådsmødet og fremhævede det som en vigtig del af den større udviklingsplan for Trafikhavnen, kaldet Trådværket.

– Med Tråden investerer vi ikke bare i et nyt byrum, vi investerer i fællesskaber, i møder mellem mennesker og i en midtby, der har en palette af stærke tilbud – også til de unge, lød det fra borgmesteren.

‘Tråden’ bliver opdelt i tre haller med hver sin funktion: Streetfood og bryggeri i den ene, ungdomsmiljø i den anden og en koncert- og eventhal med plads til 2.000 mennesker i den tredje .

Store forventninger – men også spørgsmål

Line Thingberg (V) åbnede debatten på vegne af Venstre, der gav projektet sin fulde opbakning.

– I Venstre glæder vi os rigtig meget til Tråden åbner sidst i juni. Vi forventer os også rigtig meget af det projekt, som har haft mange gode folk ombord. Der er helt klart liv i det projekt, sagde hun.

Morten Weiss-Pedersen (C) var ligeledes begejstret og fremhævede, at Tråden potentielt kan blive et nyt signaturprojekt for Middelfart på linje med bridgewalking, som kommunen tidligere har haft stor succes med, og som også har sat Middelfart på landkortet.

– Det er en knæbbelgod idé med en knæbbelgod økonomi og topfolk inden for Middelfarts erhvervsliv i bestyrelsen, så fuld opbakning fra konservativ side, sagde han.

Men ikke alle var lige entusiastiske. Jonas Jensen fra Danmarksdemokraterne stemte blankt med henvisning til, at der endnu er for mange ubesvarede spørgsmål om projektets detaljer.

– Vi håber selvfølgelig, at Tråden bliver en succes, men vi er lidt i tvivl om, hvad det endnu betyder. Den eneste aftale, der ligger, er en brandstrategi. Vi ønsker en investering, der bliver permanent, forklarede han.

Hvorfor kun midlertidigt?

Spørgsmålet om tidsperspektivet kom også fra Lasse Schmücker (Ø), der stillede sig skeptisk over for, at projektet kun skal eksistere i tre år:

– Når vi vælger at proppe lidt over 13 millioner i det her projekt, hvorfor er det så tidsbegrænset? Lad os sende nogle signaler om, at det her er permanent, opfordrede han.

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen svarede med, at tidsbegrænsningen er en praktisk løsning for at komme hurtigt i gang, og at han er overbevist om, at Tråden vil fortsætte efter de tre år.

SF glæder sig: “Endelig et sted for de unge”

Imens udtrykte Anna Poulsen Broen (SF) stor glæde over, at kommunen endelig tager de unges behov for fællesskaber alvorligt. Med et smil bemærkede hun, at hun nok var den eneste på podiet på Strib Skole mandag eftermiddag, der stadig kunne kalde sig ung – i hvert fald af sind – hvilket udløste latter fra de øvrige byrådsmedlemmer.

– Tråden skal være et sted, hvor kultur og kreativitet kan blomstre og inspirere. Et sted, hvor fællesskabet og ikke nødvendigvis formålet er det vigtigste. Det har været en mangelvare for os unge i mange år, lød det fra SF-politikeren.

Med beslutningen er det nu klart, at Middelfart fra juni måned får et nyt, levende samlingssted. Hvorvidt Tråden bliver en permanent del af Middelfarts bybillede, må tiden vise – men ambitionerne og forventningerne er i hvert fald allerede høje.

Politiet advarer mod bølge af kontaktbedragerier

0
Politiet advarer mod bølge af kontaktbedragerier

KRIMI. I løbet af kun to dage har mindst tre ældre kvinder fra Kolding-området mistet store pengebeløb, efter at de er blevet kontaktet af personer, der har udgivet sig for at være bankansatte. Det oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Bedragerierne skete henholdsvis tirsdag formiddag og onsdag eftermiddag. Metoden er i alle sager den samme: Svindlerne ringer og hævder, at der er problemer med offerets bankkonto, hvorefter de møder op på privatadressen for at afhente Dankort og personlige oplysninger.

Ældre kvinder mistede tusindvis af kroner

Det første tilfælde fandt sted tirsdag mellem klokken 11.30 og 12.34 på Harevænget i Strandhuse. Her modtog en 85-årig kvinde et opkald fra en person, der præsenterede sig som sikkerhedschef fra Nordea. Kort efter samtalen dukkede en mand op på kvindens adresse og fik udleveret både hendes Dankort og pinkode.

– Efterfølgende hævede gerningsmanden 15.000 kroner fra kvindens konto i en hæveautomat i Kolding, oplyser vicepolitikommissæren.

Næsten samtidig blev endnu en kvinde – denne gang en 80-årig bosiddende i Romerparken i Tved – udsat for samme type svindel. Hun blev kontaktet af en person, som udgav sig for at komme fra Sydbank. Umiddelbart efter telefonsamtalen mødte manden op hos kvinden og fik udleveret hendes Dankort og pinkode direkte i entréen.

– Kort efter forsvandt 10.000 kroner fra kvindens konto, som blev tømt via en hæveautomat, fortæller Arno Rindahl Petersen.

Svindler gik forgæves på Eliassensvej

Samme formiddag modtog en 84-årig kvinde på Eliassensvej også et lignende opkald fra en mand, der påstod, at hendes konto var kompromitteret. Manden sagde, at en medarbejder ville komme for at hente hendes hævekort. Men denne gang var svindleren uheldig.

– Kvinden fattede heldigvis mistanke og nægtede at udlevere sit kort. Manden forlod derfor stedet uden udbytte, siger vicepolitikommissæren.

Onsdag: Ældre kvinde mistede smykker og penge

Onsdag eftermiddag blev endnu en kvinde på 85 år fra Dalen i Tved franarret både kontanter og værdigenstande. Kvinden blev kontaktet telefonisk af en person, der hævdede at være fra Sydbank og fortalte, at der var hævet penge fra hendes konto. Kort efter kom en mand til kvindens bopæl, hvor han fik udleveret kvindens Dankort, 3.700 kroner i kontanter og flere guldsmykker. Senere blev der hævet yderligere 12.000 kroner på hendes kort.

Politiet beskriver gerningsmanden som dansk udseende, cirka 25 år, med sort, krøllet hår. Han bar sort træningstøj med en hvid stribe ned ad buksebenene. Både den mand, der ringede, og manden, som afhentede genstandene, talte flydende dansk.

Mulig sammenhæng mellem sagerne

Politiet mener, at der sandsynligvis er sammenhæng mellem sagerne, og at det muligvis er de samme gerningsmænd, der står bag.

– De signalementer, vi har, er meget sparsomme. Men det er nærliggende at tro, at der er en forbindelse, da sagerne ligger meget tæt i både tid og sted, forklarer Arno Rindahl Petersen.

Han understreger samtidig, at bedragerierne ikke er isoleret til Kolding-området. I den forgangne weekend oplevede politiet hele 10 lignende sager lidt længere nordpå i politikredsen.

– Det her foregår desværre over hele landet og kommer ofte i bølger, siger vicepolitikommissæren og tilføjer:

– Det er vigtigt at understrege, at ingen banker nogensinde ringer op og sender medarbejdere ud til borgernes private adresser for at afhente betalingskort eller kontanter. Man skal derfor aldrig udlevere sit kort, sin kode eller værdigenstande til fremmede personer, som banker angiveligt sender hjem til én.

Politiet er nu i fuld gang med efterforskningen, herunder at gennemgå eventuelle overvågningsbilleder og samarbejde med andre politikredse for at finde gerningsmændene.

Har man oplysninger, eller har man set noget mistænkeligt i forbindelse med sagerne, kan man kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 114.

Kan man varetage borgernes sundhed og havnens interesser samtidig?

0
Kan man varetage borgernes sundhed og havnens interesser samtidig?

Havnestøjen er et reelt problem der kun bliver værre af, at der er en dyb interessekonflikt mellem at være betalt medlem af havnens bestyrelse og borgmester, henholdsvis formand for miljøudvalget – i bedsteKorsbæk og Matador stil.

Støj fra havnens drift er et gigantisk problem den fylder døgnet rundt. Jeg brugte min 1. april aften ved, ved selvsyn at konstatere, at der ér belæg for de mange, ramte beboeres klager. Mennesker i de ramte områder er reelt blevet syge af støjen. Der er en pinlig politisk og kommunal palaver om hvor støjen kommer fra og om det er fra skibene der anløber, eller håndteringen af godset på havnen. Det er kort fortalt støj fra den samlede drift.

Stærkt støjende og utidssvarende skibe skal ikke have tilladelse til at anløbe havnen og gængse støjgrænser skal overholdes. Det kan gøres ved at lyddæmpe udstødningen fra skibenes hjælpemotorer, suppleret med og krav om tilslutning af landstrøm.

Jeg er enig med de mange støjramte beboere som jeg har kontakt med om at de værste gener er i aften og nattetimerne. Støjende aktiviteter bør derfor kun tillades indenfor daglig arbejdstid.

Mit politiske udgangspunkt er, og jeg som udgangspunkt støtter udviklingen af havne- og industriområder, men jeg er kritisk overfor den støj (støj, lys, lugt, vibrationer) og forøget vejtransport der følger en heftig havneudvikling. Derfor giver det mening altid at tænke sig særligt godt om i forhold til bolig- og rekreative områder og kommende bosætningsområder. Derfor giver det ikke mening af lave erhvervsfremskridt på bekostning af borgernes sundhed og det er udenfor rækkevidden af sund fornuft at gøre store dele af borgerne i Fredericia til miljøudsatte.

Fredericia byråd har to lønnede poster i havnens bestyrelse – Borgmesteren og den konservative formand for Klima- og miljøudvalget Tommy R. Nielsen. Det er deres betalte opgave udelukkende at varetage havnens interesser.

Jeg er derfor helt på linje med de mange borgere der spørger om, hvordan man på samme tid kan være betalt for at varetage havnens interesser og samtidigt som formand for det kommunale klima- og miljøudvalg kan give havnens operatører støj tilladelser der overskrider givne normer og være sagsbehandlende på støjklager.

Under spørgetiden på byrådsmødet d. 31. marts anfægtede borgerne de to politikeres integritet og habilitet. Spørgsmålet om borgmesterens og udvalgsformandens lange hattehylde og varetagelse af modsatrettede interesser besvarede borgmesteren med, at der ikke var noget at komme efter.

Det juridiske kan jeg ikke vurdere, men det moralske ansvar og de uheldige dobbeltroller, hvor borgernes helbred og rettigheder tilsidesættes, er da til at få øje på. Det kalder på selverkendelse og konsekvens.

Kostbar nat i Dronningensgade: Varebil ribbet for dyrt værktøj til 100.000 kroner

0
Kostbar nat i Dronningensgade: Varebil ribbet for dyrt værktøj til 100.000 kroner

KRIMI: En håndværker fik sig torsdag morgen en ubehagelig overraskelse, da han kom ud til sin varebil på Dronningensgade i Fredericia. Ukendte gerningsmænd havde i løbet af natten skåret hul i begge sidedøre på varebilen og stjålet værktøj til en værdi af cirka 100.000 kroner samt en mindre mængde kontanter.

Det oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd torsdag.

Tyveriet fandt sted mellem onsdag klokken 18.00 og torsdag morgen klokken 04.30.

– Der er blevet skåret et hul i begge sidedøre, hvorefter gerningsmændene har kunnet åbne dørene og få adgang til værktøjet. Der er ikke angivet præcist, hvilket værktøj der er tale om, men den samlede værdi ligger på omkring 100.000 kroner, fortæller Arno Rindahl Petersen.

Politiet oplyser ikke nærmere, om der findes overvågningsbilleder fra området, men har man set eller hørt noget mistænkeligt i det pågældende tidsrum, kan man kontakte politiet på telefonnummer 114.

Tyverier fra varebiler har været et stigende problem flere steder i landet, og politiet har derfor tidligere opfordret håndværkere og erhvervsdrivende til at sikre deres køretøjer ekstra godt, og undgå at lade værdifuldt værktøj ligge synligt natten over.

Tyve på isbjørnejagt i Erritsø

0
Tyve på isbjørnejagt i Erritsø

KRIMI: Et særligt opsigtsvækkende tyveri fandt sted onsdag mellem klokken 12.30 og 23.00 på Mosegårdsvej i Erritsø ved Fredericia. Her brød gerningsmænd ind i en villa gennem terrassedøren og rodede hele huset igennem, før de forsvandt med en usædvanlig fangst.

Ud over lidt kontanter fik tyvene nemlig fingrene i otte pakker cigaretter og en samling figurer, der forestiller isbjørne.

Det fortæller vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

– Der bliver en terrassedør opbrudt. Man har været rundt i hele huset og stjæler en lille smule kontanter, siger vicepolitikommissæren og uddyber:

– Der er også stjålet en figur, der ligner en isbjørn, og derudover andre små isbjørne. Så den ene må altså være større end de andre.

Politiet anslår det samlede udbytte af kontanter, isbjørne-figurer og cigaretter til cirka 12.600 kroner.

Tyvene efterlod tydelige spor efter deres færden i huset, men præcist hvilket værktøj de brugte til at bryde døren op, er endnu ikke fastslået.

Har du oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Optimisme på boligmarkedet i Fredericia: »Få sat huset til salg nu«

0

BOLIG. Foråret er kommet, solen skinner, og optimismen blomstrer på boligmarkedet i Fredericia. Ejendomsmægler Lars-Bo Ottesen fra Fredericia Mægleren fortæller, at der lige nu er mange interesserede købere, og at tidspunktet er godt til at sætte sin bolig til salg.

»Vi har solgt godt allerede i januar, februar og marts, som traditionelt ellers kan være lidt tunge måneder. Der er generelt en stor interesse blandt køberne,« fortæller Lars-Bo Ottesen.

En af årsagerne er ifølge ham, at renteniveauet har stabiliseret sig, så boligkøberne har fået bedre mulighed for at vurdere deres økonomi fremadrettet.

»Renteniveauet er faldet lidt til ro omkring de fire procent, og boligpriserne har efterhånden indregnet de rentestigninger, vi har set det seneste år. Folk ved, hvad de ser ind i,« siger han og tilføjer:

»Jeg tror personligt, at vi vil se den korte rente sive lidt yderligere, og på et tidspunkt vil også den lange rente følge med ned.«

Boliger under 2,5 mio. kr. hitter

Især boliger i prisklassen mellem halvanden og to en halv millioner kroner er i høj kurs. Denne type boliger er særligt attraktive for unge par eller førstegangskøbere, der søger en bolig, som man hurtigt kan flytte ind i.

»Det behøver ikke at være med et helt nyt køkken eller badeværelse, men boliger, som er i rimelig stand og hvor man kan flytte ind med det samme, er meget populære,« fortæller Lars-Bo Ottesen.

Han fremhæver samtidig, at både billigere og dyrere boliger finder deres købere lige nu, hvilket sikrer et balanceret og sundt marked i byen.

Stabil prisudvikling i Fredericia

Selvom boligmarkedet ofte præges af dramatiske overskrifter om store prisudsving på landsplan, understreger Lars-Bo Ottesen, at Fredericia ligger stabilt med en rolig prisudvikling.

»Her i Fredericia har vi ikke de store udsving, som man ser i København. Vores marked ligger i smult vande, hvor priserne generelt bevæger sig indenfor plus/minus ti procent,« siger han.

Fredericia attraktiv sammenlignet med nabobyerne

Når Lars-Bo Ottesen sammenligner Fredericia med nabobyerne Middelfart, Vejle og Kolding, mener han stadig, at byen har en fordel for boligkøbere:

»Fredericia ligger stadig lidt under nabobyerne prismæssigt. Samtidig har vi flot natur, et aktivt kulturliv og hyggelige caféer. Det gør byen ekstra attraktiv, og mange købere kommer udefra,« siger han.

Et godt boligår venter

Trods usikkerheder i verden med situationen i Ukraine og stigende renter sidste år, er Lars-Bo Ottesen optimistisk omkring resten af boligåret i Fredericia.

»Jeg tror på, at vi går en god tid i møde. Markedet i Fredericia har altid haft evnen til at absorbere kriser, og jeg forventer et stabilt og positivt boligmarked fremover,« siger han og afslutter med en klar opfordring:

»Få sat huset til salg nu. Der er mange købere i markedet, og priserne er fornuftige. Man behøver ikke frygte store prisafslag, så timingen er helt perfekt.«

Kunsten at føre gode samtaler

0

For lederen (og for så vidt for alle mennesker) handler God Kommunikation ikke alene om at have en god overordnet kommunikationsstrategi, fx den i tidligere artikler omtalte H5O-strategi, og have en fin Sanseskarphed under kommunikationen. God Kommunikation handler også om at komme godt i gang med og gennemføre gode og effektive samtaler. Samtaler der holdes i gang og styrkes undervejs, indtil den sættes på pause, genoptages eller afsluttes helt. Det handler denne artikel om.

Indledning

God Kommunikation kræver ikke alene et godt mentalt udgangspunkt, en sanseskarp kommunikation og en god kommunikationsstrategi, som er omtalt i de seneste artikler i serien ”kunsten at lede”. God Kommunikation kan gøres endnu bedre ved at tilføje effektive mikro-strategier, som lederen og medarbejderen, ja alle, med stor fordel kan anvende i den daglige kommunikation. Mikro-strategier der allerede under forberedelsen af og fra begyndelsen af samtaler igangsættes, fortsætter undervejs i interaktionen med andre og i kølvandet på interaktionen.

Kongruent kommunikation

Den første mikro-strategi, som jeg har valgt at tale om i denne artikel, handler om, at skabe sammenhæng mellem lederens verbale og non-verbale kommunikation. Når der er en fuldstændig sammenhæng mellem de ord og det kropssprog, som lederen anvender, udtrykker, viser og fornemmes, så taler vi om, at lederens kommunikations er kongruent. De ord lederen bruger, sender det samme budskab til modtagerne, som lederens tonefald og kropssprog udsender. Lederens budskaber bliver dermed lettere at forstå, signalstøj undgås, og det giver gode muligheder for øget tillid til lederen. Lederen fremstår mere troværdigt.

Kalibrering af din kommunikation

Dette hænger sammen med den måde, hvorpå modtageren samlet set oplever den modtagne kommunikation. Undersøgelser, udført af den amerikanske psykolog Albert Mehrabian tilbage i 60erne, viser, at ord vægter 7%, tonefaldet vægter 38%, og kropssprog vægter 55% i modtagerens samlede oplevelse af kommunikationen. Sker kommunikationen uden visuel kontakt (fx en telefonsamtale uden billeder) forskydes forholdet til, at ord vægtes 16% og tonefald 84%.

Det vil sige, at når lederen ikke har styr på, at tonefaldet og kropssproget stemmer fuldstændig overens med det talt ord (den førnævnte mikro-strategi), og lederen ikke rammer ind på modtagerens primære repræsentationssystem, så svækkes modtagelsen af kommunikation måske op til 93%. Så der er bestemt noget at hente her for lederen, og bestemt også for alle andre i den daglige hverdagskommunikation.

Den anden mikro-strategi handler derfor om, at lederen baserer sin kommunikation på den faktuelle reaktion og kommunikation, som lederen modtager fra andre. Gennem sanseskarp kommunikation (som jeg skrev om i sidste artikel) bliver lederen bevidst om, hvad der visuelt, auditivt og kinæstetisk kommunikeres i interaktionen fra andre. At kalibrere betyder, at Lederen at ser på og notere sig kropssprog og kropssignaler, lytter til ord og sætninger, tonalitet og rytme i måden, der bliver kommunikeret på. Kalibreringen foregår både ”her og nu” (i nuet) og ”over tid”, og kalibreringen kan også anvendes til at forudsige afsenderens fremtidige adfærd og kommunikation.

Kalibrering ”her og nu” forstås som en række enkeltstående observationer. Ved kalibrering ”over tid”, også kaldet sporing, opleves kommunikationen i kortere eller længere sekvenser, mønstre og somatiske strategier. Og når det sker, kan lederen begynde at lægge mærke til de tilbagevendende kommunikationsmønstre, nuancer og strategier, der går igen og igen fra den pågældende afsender. Karakteristika for de personer, som lederen kommunikerer med. Lægger du mærke til et mønster første gang, har det måske ingen betydning. Anden gang bør vække din interesse. Og hvis det gentager sig tredje eller flere gange, så kan du tillægge det en betydning, som du kan anvende i din kommunikation i forudsigelse af vedkommendes adfærd næste gang det pågældende mønster påbegyndes.

Rapport – om at skabe god kontakt

Den tredje mikro-strategi handler om, at begynde al samtale og interaktion mellem mennesker med, at skabe en god kontakt til den eller dem, man ønsker at kommunikere med. For først når god kontakt er etableret (også kaldet ”rapport”), giver det mening at sende ens egne budskaber. Derved bliver der større sandsynlighed for, at ens budskaber bliver forstået, som man (som afsender) ønsker, at de bliver forstået af modtageren.

Konkret handler det for lederen om, at begynde samtalen med at træde ind i og begynde samtalen ud fra modtagerens model af verden. Derved og her føler modtageren sig tryg, godt tilpas og forstået. Det gør man ved at følge og kopiere dele af modtagerens verbale og non-verbale kommunikationsmønstrer ind i ens egne kommunikationsmønstrer. For at afdække modtagerens model af verden anvendes første og anden mikro-strategi.

I tredje mikro-strategi taler vi om at følge (pace) og matche den eller de personer, som vi kommunikerer med. Det er en mikro-strategi, der ligger tæt op af det, som Søren Kierkegaard har omtalt i en af sine bøger: ”Synspunktet for min forfattervirksomhed” udgivet i 1859. Her skrev han i andet afsnit, kapitel 1, A, §2 ”At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”

Det drejer sig om, at vi tager udgangspunkt i det verdensbillede og den mentale tilstand som modtageren i udgangspunktet af vores kommunikative interaktion befinder sig i, og først når det er på plads, så tager vi næste skridt og igangsætter den fjerde mikro-strategi.  

Om at føre en samtale – Pace (følge) & Leade (lede)

Den fjerde mikro-strategi handler om, at lederen, med udgangspunkt i en god rapport (en god kontakt gennem ”pacing” og ”matching”) efter et stykke tid, bringer modtageren over i lederens egen model af verden ved at lede samtalen derhen, hvor lederen kommunikativt ønsker at føre modtageren hen.

Under Gode Samtaler udvikler kommunikationen sig til en dynamisk vekselvirkning, et samspil og en samklang mellem ”pacing” (at følge), opnåelse af ”rapport” og ”leading” (at lede) af modtageren og lederen selv. ”Pacing” for at bevare og eventuelt genopbygge den gode kontakt (”rapporten”). ”Leading” for at føre modtageren tættere til det bestemte sted (for at blive i Søren Kierkegaard model af verden), som man selv ønsker samtalen og kommunikation samlet, bringer modtageren og interaktionen hen imod.

Afrunding

Samtalens og kommunikationens dynamiske vekselvirkning mellem ”Pace”, ”Rapport” og ”Lead” indeholder flere elementer. Rigtig god fornøjelse med at teste de fire mikro-strategier af fra denne artikel.

I næste artikel går vi derfor videre med flere kommunikationsnørderier og yderligere værktøjer, der styrker lederens kommunikation, hvor små ord også viser sig at have stor betydning.

Kendt ansigt fra nattelivet åbner ny pub i Fredericia: »Vi vil gerne være byens forfest«

0
Kendt ansigt fra nattelivet åbner ny pub i Fredericia: »Vi vil gerne være byens forfest«

BUSINESS. Fredericias natteliv får snart en ny destination. Når efteråret nærmer sig, åbner Frederik Rasmussen – manden bag den populære natklub Freddies – endnu et sted i Prinsessegade. Denne gang i nummer 61, hvor DNA og tidligere Generalen har haft til huse.

Det nye sted får navnet Molly Malone – Pub & Pool, og ambitionerne er høje: Det skal være et livligt og hyggeligt samlingspunkt med plads til både underholdning og afslappet stemning.

– Vi bygger lokalerne om til Molly Malone Pub & Pool, som bliver et mangfoldigt sted med en bred målgruppe. Vi sigter efter gæster fra 18 år og opefter – uden egentlig øvre grænse. Vi håber på at ramme en bred profil, både i indretningen og i aktiviteterne, siger Frederik Rasmussen.

Og aktiviteter bliver der nok af:

– Vi kommer til at kunne tilbyde alt lige fra pool til minigolf, dart, bordfodbold, shuffleboard, bordtennis og kortspil. Så der bliver noget for enhver.

Byens nye forfest

Molly Malone bliver et anderledes sted end Freddies, og selvom pubben også kommer til at fungere som natsted i weekenden, er det først og fremmest tænkt som et sted, hvor gæsterne kan begynde aftenen i godt selskab.

– Vi vil gerne være stedet, hvor man starter sin aften. Det kan være, man har været ude at spise, måske fået et par drinks på Streetfood eller Dr. Herman og gerne vil videre ud at spille pool eller shuffleboard. Så kommer man til os, og måske senere fortsætter festen nede hos os på Freddies, siger Frederik og fortsætter:

– Vi håber, at vi kan supplere både Freddies og byens øvrige restauratører godt. Jeg tror, vi rammer et hul i markedet lige nu, og byen trænger virkelig til et pust på denne front.

Frederik peger desuden på, at pubbens kombination af spil og social hygge passer perfekt ind i tidens tendenser, hvor nattelivet handler om mere end bare drinks og høj musik. Molly Malone skal være et sted, hvor venner mødes over en omgang minigolf eller shuffleboard, før de bevæger sig videre ud i natten.

Og så håber han, at Molly Malone kan tiltrække gæster udefra og bidrage til, at Fredericia i endnu højere grad bliver kendt som en levende og attraktiv gå-i-byen-by.

– Jeg håber, at Molly Malone kan trække folk fra eksempelvis Vejle, Kolding og Middelfart. Hvis vi kan gøre Fredericia til et endnu stærkere centrum for nattelivet i området, vil det ikke kun være godt for os – men for hele byens restaurationsliv, siger han.

Støv og forventning i luften

Lige nu står den på nedbrydning i de tidligere DNA- og Generalen-lokaler, og lyden af boremaskiner og nedrivning kan høres gennem Prinsessegade. Men det er en lyd, der for Frederik Rasmussen er fyldt med forventning og muligheder. 

– Vi glæder os utrolig meget til at forvandle lokalerne til Molly Malone Pub & Pool, siger han.

Hvis man er nysgerrig efter at følge processen frem mod åbningen, kan man følge Molly Malone Pub & Pool på både Facebook og Instagram. Her lover Frederik løbende at dele små glimt bag kulisserne, så man kan få en fornemmelse af, hvad der venter fredericianerne – uden dog at afsløre det hele på forhånd.

– Vi afslører ikke det hele på forhånd, men der skal nok komme sneakpeeks undervejs, lover han med et smil.

Fremgang på grønsværen: 6000 flere jyske fodboldspillere

0
Fremgang på grønsværen: 6000 flere jyske fodboldspillere

SPORT. Fodbolden oplever stor medvind i disse år. Alene det seneste år er medlemstallet i de jyske fodboldklubber vokset med hele 6013 aktive spillere – og det mærkes også lokalt.

Det viser nye officielle medlemstal, som Danmarks Idrætsforbund har offentliggjort i dag.

I alt har de jyske klubber nu 185.391 aktive medlemmer, hvilket svarer til en vækst på 3,4 procent siden sidste år. Tallet er det næsthøjeste nogensinde under DBU Jylland, der organiserer den jyske breddefodbold.

Særligt i Region Øst, der blandt andet dækker Trekantområdet med Fredericia, Kolding og Vejle samt Aarhus-området, går det stærkt med medlemstilgangen. Her er antallet af fodboldspillere steget med hele 3378, svarende til en vækst på 4,3 procent. Det betyder, at regionen nu har 81.519 spillere og dermed klart er den største DBU-region i Jylland.

I Region Syd, der primært omfatter klubber i Sønderjylland, er udviklingen også positiv, men mere beskeden. Her er antallet af spillere steget med 442 – svarende til en stigning på 1,5 procent – så regionen nu har 29.204 fodboldspillere.

Fodbolden boomer i Jylland. Samlet set er medlemstallet steget med over 6000 spillere på ét år. Region Øst, som blandt andet dækker Trekantområdet og Aarhus-området, er med mere end 81.000 spillere Jyllands klart største fodboldregion. Grafik: DBU Jylland

Ros til de frivillige

De flotte tal vækker begejstring hos DBU Jyllands formand, Bent Clausen, som især fremhæver klubbernes mange frivillige:

– Det er jo bare helt utroligt og fantastisk, at så mange børn, unge og voksne ønsker at være en del af fodboldens fællesskaber. Og som formand for DBU Jylland bliver man da både stolt og ikke mindst ufatteligt glad, fordi fodbold udover at være sjovt giver så meget værdi i form af sundhed, trivsel og socialt samvær, siger Bent Clausen.

Han understreger samtidig, at klubbernes frivillige trænere og ledere fortjener æren for den store medlemsfremgang:

– Vi er som fodbold-organisationer sat i verden for at fremme fodbold og få flest muligt til at spille. Derfor er det selvfølgelig meget positive tal for os, og vi gør naturligvis alt, hvad vi kan for at udbrede fodbolden, men det er nu engang fodboldklubbernes frivillige ledere og trænere, der i dagligdagen gør den afgørende forskel, og det vil vi gerne udtrykke vores allerstørste respekt for, siger Bent Clausen.

Flere piger på banen

Fremgangen viser sig bredt blandt alle aldersgrupper, men især hos pigerne går udviklingen hurtigt. Antallet af piger mellem 0-6 år er steget med hele 9,1 procent, mens gruppen af piger mellem 7-12 år er vokset med 4,8 procent. Hos de lidt ældre piger på 13-18 år er der også en markant stigning på 9,3 procent.

På drengesiden er fremgangen ligeledes tydelig, især blandt teenagerne (13-18 år), hvor medlemstallet er steget med 4,2 procent.

Jyderne er vilde med fodbold

Medlemstallene viser desuden, at jyderne er mere fodboldinteresserede end resten af landet. I alt 6,9 procent af den jyske befolkning er medlem af en fodboldklub, hvilket er højere end landsgennemsnittet på 6,4 procent.

Udviklingen i medlemstallene i de jyske fodboldklubber (2020-2024). Grafik: DBU Jylland

Skanderborg Kommune topper listen som den mest fodboldglade kommune med hele 9,1 procent af kommunens indbyggere i en fodboldklub. Her følger Jammerbugt (9,0 procent) og Favrskov (8,9 procent) lige efter.

De største klubber

I alt 17 jyske fodboldklubber har nu mere end 1000 medlemmer. Blandt de største klubber finder man IF Lyseng med 2008 spillere, VSK med 1563 spillere og FC Skanderborg med 1554 spillere.

Gennemsnitligt har en jysk fodboldklub 227 medlemmer, og størstedelen af klubberne (575 klubber) har op til 249 spillere. Disse klubber tegner sig tilsammen for flere end 50.000 aktive spillere.

Med 185.391 aktive medlemmer udgør DBU Jylland nu 48,6 procent af samtlige fodboldspillere i hele Danmark.

Mand idømt 7 års fængsel for overgreb

Mand idømt 7 års fængsel for overgreb

0
KRIMI. En 36-årig mand fra Langelands Kommune er i dag idømt 7 års fængsel ved Retten i Svendborg. Manden er dømt for at have...