Selv om ord kun vægter en lille del af modtagerens samlede oplevelse af vores kommunikation (ca. 7%), mens tonefaldet og kropssproget vægtes meget mere (ca. 93%), så betyder ord alligevel noget og kan skifte mening. Selv de allermindste. Det handler denne artikel om.

Indledning

Kommunikationsstrømmen, informationsmængden og informationshastigheden mellem mennesker og ledere har gennem de senere år udviklet sig eksplosivt. Godt hjulpet på vej af teknologiudviklingen, senest med introduktionen af kunstig intelligens i et forsøg på at give os kunstigt åndedræt, når den ene informationstsunami strømmer ind over os efter den anden. Vi forledes til selv at forsøge følge med informationstempoet, vi taler – før vi har tænkt os om, glemmer ords betydning, laver om på ordsprog, lytter og ser ikke modtagerens svar. Vi fortsætter kommunikationen i en uendelig strøm ofte uden hoved og hale i sammenhængen, svarer heller ikke på de spørgsmål, som er stillet, glemmer de svar, som allerede er givet. Vi bekræfter måske dermed den amerikanske psykolog Albert Mehrabians undersøgelser om modtagernes samlede bevidste oplevelse af kommunikationen, der fandt at ord vægter 7%, tonefaldet 38%, og kropssprog vægter hele 55% i modtagerens samlede oplevelse af kommunikationen mellem mennesker.

Vi når måske ikke bevidst at registrere alle ordene og de manglende sammenhænge i kommunikationen, men ubevidst gør vores hjerne det. Og den agerer og reagerer på baggrund af det. Der er derfor en rigtig god grund til – for et øjeblik – at sætte kommunikationstempoet ned og sætte fokus på de små ords store betydning i bestræbelserne på at opnå en god og præcis kommunikation. Her kommer derfor nogle af de eksempler, som vi kan møde i den daglige kommunikation mellem mennesker.

Jeg ……. Man

Jeg/man-ordene bruges ofte tilfældigt. Måske overvejende det upræcise ”man” i stedet for det præcise ”jeg”. ”Det kan man godt se anderledes på”, og ”man burde tænke over, at gøre noget ved det”. Man gemmer sig bag ordet ”man”, så ”man (jeg)” ikke kommer i uføre og bliver unødigt eksponeret og måske stillet til ansvar. Jeg forsøger selv – mest muligt – at anvende ordene ”jeg” og ”vi” for at præcisere min kommunikation i sammenhæng med de andre småord.

De …. Det

De/det-ordene er som ”man” meget generelle ord, distancerende og upræcise. Her kan vi med fordel præcisere, hvem eller hvad det er, vi taler om. Gerne så konkret som muligt. I stedet for at sige ”Det er rigtig godt”, så sige præcist hvad det er, der er rigtig godt, fx ”Den måde du har konstrueret løsningen på er rigtig god, fordi det giver ……”.

Og ….Men

Og/men-ordene giver to forskellige meningstilkendegivelser i vores kommunikation. Når vi knytter ordet ”og” til vores kommunikation, så opleves det som om, vi binder den efterfølgende kommunikation sammen med den foregående kommunikation. Hvis vi derimod knytter ordet ”men” til vores kommunikation, så opleves det som om, vi tager afstand fra og glemmer den forudgående kommunikation. Fx ”Det forslag du kommer med her er godt, ”men” mine tanker om ….”.  Læs og lyt til forskellen i forhold til: ”Det forslag du kommer med her er godt, ”og” mine tanker om….”

Oftest hører og ser jeg et ”men”, hvor et ”og” ville være meget bedre, mere konstruktivt og motiverende for samtalens videre forløb. Et stærkt ledelsesværktøj, som jeg selv anvende meget bevidst. Det gælder i øvrigt også ”men-et”, men med den modsatte effekt naturligvis.

Ikke ….

Ikke-ordet har en helt særlig effekt. Den helt særlige effekt består i, at vores hjerner ikke helt kan forstå/opfatte ordet ”ikke”. ”Nu må du ”ikke” tænke på en blå elefant”. Det kan ikke lade sig gøre. Derfor oplever vi ofte også, at når vi siger ”Nu må du ikke spilde mælken” eller lignende, så sker det alligevel. Hjernen har indstillet sig på at spilde mælken, ikke ikke-at-spilde den.

Derfor er det en fordel at sige og kommunikere, hvad du gerne vil have der sker, så andres hjerner ikke bliver forvirrede. Jo mere præcist formuleret jo bedre.

Ikke-ordet kan dog med fordel anvendes på andre måder, når vi taler om præcis kommunikation i forhold til den/de personprofiler, som vi står overfor i den givne kommunikationssituation. Det vender jeg tilbage til i en senere artikel, når jeg tager hul på de spændende META-programmer, som

Skal … Vil

Når vi bruger ordene, ”skal” eller ”vil”, så kommunikerer vi to forskellige budskaber. ”At skulle” betyder at være tvunget til noget af udefrakommende omstændigheder.  ”At ville” benyttes til at udtrykke et ønske eller en vilje til noget. Mange mennesker og ledere skelner ikke mellem ”skal” og ”vil”, og det de kan med fordel gøre det ud fra ordenes betydning ”at være tvunget til” eller ”at ville det”. Mange gange siger vi ”skal”, hvor vi med fordel kunne sige ”vil”, fordi det er vores eget valg at gøre det. Vi har blot glemt det. Ved at skelne bevidst mellem at bruge ”skal” og ”vil” i vores kommunikation, så præciserer vi ikke alene vores budskaberne til andre, vi gør det også overfor os selv. For de fleste er ”at ville” langt mere positivt motiverende end ”at skulle”.

Prøve … Gøre

Når vi bruger ordene ”prøve” eller ”gøre”, så kommunikerer vi også to forskellige budskaber, både til andre og til os selv. ”At prøve” fremstår svagere end ”at gøre”. Ved ”at prøve” forsøger vi på noget, men er ikke sikre på resultatet, og den usikkerhed kommunikerer vi både til andre og os selv gennem udtrykket ”jeg prøver”. Ved fx i stedet at kommunikere ”Det næste vi ”gør”, er at …”, så sender vi et tydeligere signal om en konkret handling og tydelig forventning om, at det lykkes. Jeg kan kun anbefale at gøre det.

Afrunding God kommunikation er en væsentlig forudsætning for God Ledelse. Og djævlen ligger også her i detaljen. Derfor handler de næste artikler i serien ”kunsten at lede” om endnu flere elementer i lederens værktøjskasse, der styrker og effektiviserer den Gode Kommunikation.