5.9 C
Copenhagen
søndag 21. december 2025

25 års jubilæum: Fra orange telefonbil til succesfuldt rengøringsfirma

0

BUSINESS. Solen skinnede, smilene var brede, og stemningen var høj fredag eftermiddag i Fredericia Golfklub, hvor Ulla Egeskov kunne fejre 25-års jubilæum med sin virksomhed, EE Rengøring. Med god mad fra Greenside Gastro og masser af glade mennesker omkring sig, nød jubilaren dagen.

»Det er en stor dag. Det må man sige ja til. Det er helt vildt,« sagde Ulla Egeskov med et stort smil.

Hun mindes rejsen med virksomheden som både spændende, sjov og udfordrende. Hun fortæller også, at det faktisk startede allerede i 1999, da hun “lige” skulle gøre nogle lejligheder rent. Det blev til mange, for ingen havde nogensinde gjort stikkontakterne rene, husker med et smil.

»Det har været alt fra, at vi startede med en gammel orange Jysk Telefon-bil, som jeg købte for 10.000 kroner. Den kunne kun lige holde sammen på sig selv. Så kørte jeg rundt på må og få. Jeg blev engang så gal på en kunde, at jeg smækkede døren i bilen så hårdt, at sidedøren faldt af. Så måtte jeg jo ud og finde en anden bil. Jeg sad og grinede af det i går – for det var faktisk ret sjovt,« fortæller Ulla grinende.

Modgang og succes

De 25 år har dog også budt på store udfordringer for EE Rengøring.

»I 2013 kom Bjarne ud for en arbejdsulykke. Der tænkte vi, ‘hvad gør vi nu?’. Men vi valgte at fortsætte, og så ser vi, hvor vi lander. I 2016 åbnede vi vores butik, og så havde vi regn gennem taget. I 2019 flyttede vi til nye lokaler – og så kom corona i 2020, lige midt i vores 20-års jubilæum,« husker Ulla Egeskov og fortsætter:

»Efter corona kom Ukraine-krigen, som påvirkede priserne meget, og bedst som vi troede, vi havde styr på det, havde vi en brand, der kostede os 400 kvadratmeter på en time. Men dagen efter var vi på arbejde igen, selvom vi lugtede af røg. Det siger noget om, hvor fantastisk modstandsdygtige medarbejdere, vi har. Havde vi ikke haft dem, havde jeg ikke stået her i dag.«

Håndbold og rengøring går hånd i hånd

For Ulla Egeskov og EE Rengøring er håndbold også en stor del af identiteten og kulturen i virksomheden.

»Jeg er jo selv bidt af en gal håndbold. Jeg har en datter, der har spillet håndbold, og har siddet i håndboldhaller, fra hun var otte år. Håndbold kan noget særligt med teamwork, som er en parallel til vores virksomhed. Hvis du har et godt sammenhold og trækker kæden hele vejen rundt, så kan du opnå store ting. Vi har også opbygget gode relationer til både håndboldspillere og klubben, og det er dejligt,« siger Ulla Egeskov.

Byens sjoveste rengøringsfirma

Når hun skal sætte ord på, hvad EE Rengøring står for i dag, er hun ikke i tvivl.

»Vi er byens sjoveste rengøringsfirma,« siger hun med et grin.

Virksomheden er også kendt for at holde gode fester, hvilket jubilæet tydeligt viste.

»Jeg synes, det er dejligt at kunne samle folk. Så længe man holder det afslappet, stille og roligt, og ikke for formelt – det er jeg ikke kendt for – så er det super fedt. Det giver noget særligt til fællesskabet.«

Klar til fremtiden

Hvad de næste 25 år vil bringe, ved Ulla Egeskov ikke, men ambitionerne fejler intet.

»Vi kan jo kigge op og se, hvad der kommer oppefra. Men lige nu er vi her, og vi tager én dag ad gangen, stille og roligt,« slutter Ulla Egeskov med et smil, klar til mange flere år med rengøring, fællesskab – og fest.

Borgmester Christian Bro er klar til kommunalvalget med fokus på stabilitet og velfærd

0

POLITIK. Fredericia AVISEN havde tirsdag d. 02. april 2025 besøg på STATIONEN af Borgmester Christian Bro fra Socialdemokratiet. Det blev en spændende samtale om partiets status netop nu og om det kommende kommunalvalg i Fredericia den 18. november 2025. Emnerne spændte vidt fra et parti i positiv udvikling, partiets centrale valgtemaer, herunder ønsket om stabil ledelse og en klar politisk kurs, fremtidens ældrepleje m.m. Efter følgende resumé kan du se, lytte til og hører hele Tv-interviewet nedenfor.

Borgmester Christian Bro, spidskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia, er optimistisk forud for kommunalvalget den 18. november 2025. Efter en turbulent periode med spidskandidatudskiftning sidste år er partiet styrket og parat til at føre valgkamp med fokus på kontinuitet og velfærd.

Et parti i positiv udvikling
Christian Bro lægger ikke skjul på, at sidste år var turbulent med Steen Wrists beslutning om ikke at genopstille. Alligevel fremhæver borgmesteren, at det endte godt.

“Det endte faktisk med at være en rigtig god proces for partiet, fordi vi fik jo rigtig meget medlemsaktivitet ud af det. Vi så en lang række medlemmer igen, som vi måske ikke havde set så meget hen over årene. Vi havde nogle super gode medlemsmøder, debatmøder med de kandidater, der var stillet op. Vi havde en høj valgdeltagelse, da vi havde urafstemningen. Så alt i alt, så er jeg sådan ret optimistisk for vores parti, ” siger Christian Bro. Han tilføjer, at de populære lørdagscaféer, hvor medlemmerne diskuterer politik, er blevet genoptaget med stor succes.

Socialdemokratiets centrale valgtemaer
“Der kommer ikke voldsomt meget nyt under solen. Socialdemokratiet bygger på en lang tradition med velfærdssamfundet som det bærende. Det er selvfølgelig børn, skole, ældrepleje og erhvervsudvikling med grøn omstilling,” siger Christian Bro.

Borgmesteren glæder sig især over beslutningen om opførelse af en ny skole, der ifølge ham er et “kvantespring” for Fredericia:  “Man må virkelig ikke undervurdere, hvor stor en beslutning det er.”

Stabil ledelse og en klar politisk kurs
Christian Bro understreger behovet for en stabil, politisk ledet kommune: ” Jeg tænker, det vigtigste for os, det er måske i virkeligheden at holde kursen. Nu har vi jo de sidste mange, mange år, altså i hvert fald siden 2014, jo været dem, der sørgede for at samle. Og jo også har haft en primær opgave med at lede. Det er jo selvfølgelig en opgave, man løser i fællesskab i et byråd, hvis det skal fungere. Men det er jo den opgave, vi vil arbejde stenhårdt for at tage på os igen.”

Han fortæller videre, at det alternativt vedtagne budget uden Socialdemokratiet ikke har påvirket kommunens drift betydeligt: ” Det tager vi jo selvfølgelig af notam. Og lever med det. Og lever egentlig okay med det. Beslutningerne bliver stadigvæk taget i de politiske udvalg, videre til økonomiudvalget og så i byrådet. Så på den måde, så sidder vi jo stadigvæk med bordet. Og jeg må egentlig indrømme, jeg er måske i virkeligheden blevet lidt overrasket over, hvor lidt forskel, jeg egentlig synes, det har gjort. Men i praksis, ja, Jeg synes egentlig ikke, jeg mærker nogen stor forskel.”

Fremtidens ældrepleje
Christian Bro påpeger, at kommunen står over for betydelige udfordringer med en stigende ældrebefolkning og færre hænder til at udføre arbejdet. Derfor arbejdes der målrettet med teknologiske løsninger på området: “Der bliver simpelthen færre hænder til at løse opgaverne, og der bliver flere og flere ældre. Det er noget af det, vi kigger ind i med de her velfærdsløsninger.”

Klar til valgkamp
Christian Bro og Socialdemokratiet er allerede i fuld gang med valgkampen, der især kommer til at foregå i dialog med borgerne: “Vi kan godt lide at føre valgkamp, vi kan godt lide at være ude på gaden, vi kan godt lide at snakke med borgerne.”

Borgmesteren ønsker et stærkt valgresultat og håber at samle en bred konstituering efter valget: “Min dør er altid åben. Socialdemokratiet er åbent for at tale med alle om alt.”

Han fremhæver, at samarbejdet i byrådet er kommet tilbage på sporet efter tidligere konflikter:”Jeg oplever faktisk, at vi har et rigtig godt og fornuftigt samarbejde med byrådet igen. Det tænker jeg også må være betryggende for fredericianerne at vide, at skibet skal nok komme sikkert i havn.”

Her følger hele Tv-interviewet:

2025.04.02 Interview med Christian Bro om KV25.

Dansk Folkeparti i Fredericia ønsker efter KV25 en borgerlig ledet kommune

0

POLITIK. Fredericia AVISEN havde tirsdag d. 01. april 2025 besøg på STATIONEN af Susanne Eilersen, som er spidskandidat for Dansk Folkeparti (DF) i Fredericia ved det kommende kommunalvalg, og Sune Nørgaard Jakobsen, som er formand for DF i Fredericia og nummer to på opstillingslisten til kommunalvalget. Det blev en spændende samtale om blandt andet parties politiske målsætninger og ønsker for valgets udfald, hvor ønskerne om en borgerlig ledet kommune, løsningen af de sociale udfordringer med familie-, børn- og ungeindsatserne, de udsatte grupper om rusmiddelproblematikken, bosætnings- og turismeområdet, samt ønsket om en styrke dialog med borgerne og åbenhed blev belyst. Efter nedenstående resumé kan du se, lytte til og hører hele Tv-interviewet.

Dansk Folkeparti i Fredericia vil have en borgerlig ledet kommune
Dansk Folkeparti (DF) i Fredericia går til kommunalvalget d. 18. november med en klar ambition: Fredericia Kommune skal ledes af et borgerligt flertal. Det fastslår partiets spidskandidat, Susanne Eilersen:

»Vi har nok flyttet fokusset lidt i Dansk Folkeparti. Vi vil arbejde for, at vi får en borgerlig ledet kommune i Fredericia, fordi det trænger vi til. Vi kan ikke blive ved med at byde borgerne den her slingrekurs, især de sidste to valgperioder.«

DF ønsker stabilitet og en klar politisk kurs for kommunen, noget partiet mener har manglet gennem længere tid.

Socialområdet skal kigges efter i sømmene
Sune Nørgaard Jakobsen, nummer to på partiets liste og nyvalgt formand for lokalbestyrelsen, ønsker særligt at rette fokus mod socialområdet. Ifølge Sune er der behov for en omfattende gennemgang af kommunens indsats på familieområdet:

»Fredericia trænger til at blive kigget godt og grundigt i sømmene i forhold til børn- og ungeindsatser. Der er rigtig mange familier, som føler sig i klemme i systemet, så det er på tide, at vi får kigget familieafdelingen grundigt efter i sømmene.«

Sune Nørgaard Jakobsen understreger, at der skal gennemføres en uvildig undersøgelse, da tidligere analyser ifølge partiet ikke har været fyldestgørende.

Mere menneske, mindre system
Sune Jakobsen fremhæver også behovet for en bedre indsats over for udsatte grupper med rusmiddelproblemer:

»Vi vil arbejde mere for, at der bliver mindre system og mere menneske. Der er blevet sendt 20 mennesker i døgnbehandling over de sidste tre år, og det er meget, meget lidt. Vi kunne godt forestille os at åbne halvvejshuset igen og kigge i en mere moderne retning med substitutionsbehandling.«

DF ønsker derfor at øge budgettet til rusmiddelscentret og genindføre halvvejshuset for at styrke indsatsen over for udsatte borgere.

Bosætning og turisme skal styrkes
Susanne Eilersen peger på, at Fredericia halter efter nabokommunerne, når det handler om bosætning og turisme:

»Fredericia har brug for at styrke sit image. Vi ligger bagud med tilflytning, hvis vi kigger på vores nabokommuner som Kolding, Vejle og Middelfart. Imaget bliver ikke styrket, hvis vi ikke har en stærk politisk ledet kommune. Derfor skal vi også tænke på bosætning og turisme.«

Eilersen ønsker en mere aktiv inddragelse af private samarbejdspartnere, som ifølge hende kan løfte opgaven bedre end kommunen alene. Målet er at få flere ressourcestærke tilflyttere til kommunen, som kan styrke den økonomiske udvikling og dermed også kommunens velfærdstilbud.

Tilgængelighed og dialog med borgerne
En central målsætning for DF er også at styrke dialogen med borgerne. Susanne Eilersen fremhæver partiets åbenhed og tilgængelighed:

»Vi vil være så synlige og tilgængelige som muligt frem til valget. Folk kan altid komme i kontakt med os. Vi er til for borgerne og ikke omvendt.«

Dansk Folkeparti forventer at præsentere deres endelige valgprogram inden sommerferien og indbyder herefter til pressemøde med alle partiets kandidater til stede.

Her følger hele Tv-interviewet:

Middelfart åbner nye seniorpladser på Nærhospitalet: ”Det giver tryghed tæt på hjemmet”

0
Middelfart åbner nye seniorpladser på Nærhospitalet: ”Det giver tryghed tæt på hjemmet”

SUNDHED. De første borgere er netop flyttet ind på Middelfarts nyrenoverede seniorpladser på byens nye nærhospital. Her, midt i byen, er sygeplejersker, terapeuter og social- og sundhedsmedarbejdere rykket ind i moderne rammer, der skal sikre borgerne en optimal genoptræning – helt tæt på hjemmet.

– Med nærhospitalet samler vi flere sundhedstilbud tættere på borgerne. Det gør det nemmere for borgerne at få den rette hjælp – på det rette tidspunkt og det rette sted. Det giver tryghed – særligt for ældre og sårbare mennesker med mange enkle besøg på sygehusene, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

Placeringen midt i Middelfart betyder, at borgerne slipper for lang transport, og kan få både kommunale og regionale sundhedstilbud ét og samme sted. Udover seniorpladserne huser nærhospitalet også regionale tilbud som røntgen, blodprøvetagning, høreklinik og psykiatri, mens kommunen bidrager med sundhedspleje, akutpladser og sygeplejeklinikker.

Et hus, der summer af liv

Middelfart Kommune og Region Syddanmark markerer i dag, at nærhospitalet nu officielt er taget i brug med en særlig begivenhed for politikere og ledere fra begge parter. Den officielle offentlige åbning finder sted til september, men allerede nu summer huset af liv – ikke mindst på de kommunale seniorpladser, hvor personalet er fuldt bemandet.

– Her i kommunen har vi netop taget de nyrenoverede seniorpladser i brug. Det er en gevinst for de borgere, der ikke kan være i eget hjem i en periode. Vi samler sundhedstilbuddene tættere på borgerne, og det skaber tryghed, når man er allermest sårbar, understreger Johannes Lundsfryd.

Seniorpladserne er en central del af Middelfart Kommunes indsats for at styrke det nære sundhedsvæsen. Samarbejdet mellem sygeplejersker, terapeuter og social- og sundhedsmedarbejdere skal sikre, at borgerne hurtigst muligt genvinder selvstændigheden.

Fra plejehjemspladser til samlet sundhedshus

Formand for Social- og Sundhedsudvalget i Middelfart Kommune, Kaj Johansen, fremhæver, at nærhospitalet er resultatet af en udvikling, som begyndte med et simpelt behov for flere plejehjemspladser:

– Det her startede som et behov for nye plejehjemspladser, men udviklede sig hurtigt til en større vision om at samle flere af vores sundhedstilbud. Undervejs ændrede forudsætningerne sig, og det, vi først troede skulle bygges nyt, kunne i stedet blive til virkelighed her på det tidligere sygehus. Nu står vi med moderne faciliteter og et fælles hus, som vi kan være stolte af, siger Kaj Johansen.

Med alle tilbuddene samlet under ét tag får både borgere og personale bedre muligheder, lyder det fra Middelfart Kommune. Borgerne oplever større tryghed og lettere adgang til behandling, mens personalet får langt bedre muligheder for samarbejde på tværs af fagområder. Målet er at sikre en helhedsorienteret indsats tæt på borgernes hverdag – og tæt på hjemmet.

Unge stormer Fredericia Musicalteater: Billetter var væk med lynets hast

0
Unge stormer Fredericia Musicalteater: Billetter var væk med lynets hast

KULTUR. På mindre end 24 timer blev alle billetter til Fredericia Musicalteaters særlige skolevisning af den nye danske musical EFTERLYSNING udsolgt. Forestillingen, der spiller på Fredericia Musicalteater, er en del af et nyt, lokalt samarbejde mellem havneselskabet ADP og musicalteatret, der skal styrke børn og unges kulturforståelse.

Musicalen EFTERLYSNING tager afsæt i de små, men afgørende øjeblikke i livet – fra hverdagsbekymringer som nakkesmerter, hemmelige rygervaner og studiegæld, til store spørgsmål om identitet og fremtidsdrømme. Temaerne er ifølge teaterdirektør Thomas Bay meget genkendelige, især for unge mennesker, der forsøger at finde sig selv.

– Børn og unge har brug for kultur, de kan spejle sig i – og det er endnu vigtigere i dag end nogensinde før, siger Thomas Bay og uddyber:

– Vi oplever generelt en rigtig stor interesse for vores skolevisninger og andre børne- og ungerelaterede forestillinger og events. Det har simpelthen et kæmpe oplevelsespotentiale at gå i teatret, og det påvirker især børn og unge meget mere end ting, man kan se på en skærm. Og med EFTERLYSNING dykker vi ned i temaer, der netop kan fylde rigtig meget i ens liv, når man er ung – nemlig drømme, usikkerheder og identitet.

Foto: Søren Malmose

Musicalen er nyskrevet af det lokale talentfulde skrivepar Mille Lambert og Kristoffer Nybye, begge uddannede fra Den Danske Scenekunstskoles Musicalakademi Fredericia og Syddansk Musikkonservatorium. 

ADP bakker op: ”Vigtigt at støtte kulturlivet lokalt”

Det er havneselskabet ADP, der står bag initiativet sammen med Fredericia Musicalteater. ADP, som er det største havneselskab i Syddanmark, driver blandt andet havnene i Fredericia og Nyborg. For dem er kulturen afgørende for udviklingen af lokalsamfundet.

– Det er en høj prioritet i ADP at støtte kulturen i de byer, vi driver havne i. Det er med til at udvikle og skabe liv i lokalsamfundet, derfor er vi også glade for at have muligheden for at indgå et samarbejde med Fredericia Musicalteater om at bidrage til børn og unges kulturforståelse. Og så er det prisværdigt, at det bliver taget så godt imod med en udsolgt sal, siger Rune D. Rasmussen, CEO i ADP.

Foto: Søren Malmose

Til skoleforestillingen den 10. april har ADP og musicalteatret udviklet særligt undervisningsmateriale, som skolernes lærere kan benytte. Håbet er, at eleverne dermed får endnu mere ud af den musikalske og teatralske oplevelse.

Ikke sidste gang: Flere initiativer på vej

Den store interesse har allerede fået både ADP og Fredericia Musicalteater til at love flere lignende initiativer fremover. Thomas Bay glæder sig over den tydelige opbakning:

– Den kæmpe interesse for musicalen glæder arrangørerne, men det kommer ikke som nogen overraskelse, lyder det fra Fredericia Musicalteater.

Foto: Søren Malmose

Arrangørerne ser det samtidig som et klart tegn på, at der er brug for flere kulturelle tilbud målrettet børn og unge.

EFTERLYSNING spiller for fulde huse i Fredericia i disse dage, og skolevisningen afvikles om formiddagen torsdag.

Små ord …. Stor betydning

0
Små ord - stor betydning
Små ord - stor betydning

Selv om ord kun vægter en lille del af modtagerens samlede oplevelse af vores kommunikation (ca. 7%), mens tonefaldet og kropssproget vægtes meget mere (ca. 93%), så betyder ord alligevel noget og kan skifte mening. Selv de allermindste. Det handler denne artikel om.

Indledning

Kommunikationsstrømmen, informationsmængden og informationshastigheden mellem mennesker og ledere har gennem de senere år udviklet sig eksplosivt. Godt hjulpet på vej af teknologiudviklingen, senest med introduktionen af kunstig intelligens i et forsøg på at give os kunstigt åndedræt, når den ene informationstsunami strømmer ind over os efter den anden. Vi forledes til selv at forsøge følge med informationstempoet, vi taler – før vi har tænkt os om, glemmer ords betydning, laver om på ordsprog, lytter og ser ikke modtagerens svar. Vi fortsætter kommunikationen i en uendelig strøm ofte uden hoved og hale i sammenhængen, svarer heller ikke på de spørgsmål, som er stillet, glemmer de svar, som allerede er givet. Vi bekræfter måske dermed den amerikanske psykolog Albert Mehrabians undersøgelser om modtagernes samlede bevidste oplevelse af kommunikationen, der fandt at ord vægter 7%, tonefaldet 38%, og kropssprog vægter hele 55% i modtagerens samlede oplevelse af kommunikationen mellem mennesker.

Vi når måske ikke bevidst at registrere alle ordene og de manglende sammenhænge i kommunikationen, men ubevidst gør vores hjerne det. Og den agerer og reagerer på baggrund af det. Der er derfor en rigtig god grund til – for et øjeblik – at sætte kommunikationstempoet ned og sætte fokus på de små ords store betydning i bestræbelserne på at opnå en god og præcis kommunikation. Her kommer derfor nogle af de eksempler, som vi kan møde i den daglige kommunikation mellem mennesker.

Jeg ……. Man

Jeg/man-ordene bruges ofte tilfældigt. Måske overvejende det upræcise ”man” i stedet for det præcise ”jeg”. ”Det kan man godt se anderledes på”, og ”man burde tænke over, at gøre noget ved det”. Man gemmer sig bag ordet ”man”, så ”man (jeg)” ikke kommer i uføre og bliver unødigt eksponeret og måske stillet til ansvar. Jeg forsøger selv – mest muligt – at anvende ordene ”jeg” og ”vi” for at præcisere min kommunikation i sammenhæng med de andre småord.

De …. Det

De/det-ordene er som ”man” meget generelle ord, distancerende og upræcise. Her kan vi med fordel præcisere, hvem eller hvad det er, vi taler om. Gerne så konkret som muligt. I stedet for at sige ”Det er rigtig godt”, så sige præcist hvad det er, der er rigtig godt, fx ”Den måde du har konstrueret løsningen på er rigtig god, fordi det giver ……”.

Og ….Men

Og/men-ordene giver to forskellige meningstilkendegivelser i vores kommunikation. Når vi knytter ordet ”og” til vores kommunikation, så opleves det som om, vi binder den efterfølgende kommunikation sammen med den foregående kommunikation. Hvis vi derimod knytter ordet ”men” til vores kommunikation, så opleves det som om, vi tager afstand fra og glemmer den forudgående kommunikation. Fx ”Det forslag du kommer med her er godt, ”men” mine tanker om ….”.  Læs og lyt til forskellen i forhold til: ”Det forslag du kommer med her er godt, ”og” mine tanker om….”

Oftest hører og ser jeg et ”men”, hvor et ”og” ville være meget bedre, mere konstruktivt og motiverende for samtalens videre forløb. Et stærkt ledelsesværktøj, som jeg selv anvende meget bevidst. Det gælder i øvrigt også ”men-et”, men med den modsatte effekt naturligvis.

Ikke ….

Ikke-ordet har en helt særlig effekt. Den helt særlige effekt består i, at vores hjerner ikke helt kan forstå/opfatte ordet ”ikke”. ”Nu må du ”ikke” tænke på en blå elefant”. Det kan ikke lade sig gøre. Derfor oplever vi ofte også, at når vi siger ”Nu må du ikke spilde mælken” eller lignende, så sker det alligevel. Hjernen har indstillet sig på at spilde mælken, ikke ikke-at-spilde den.

Derfor er det en fordel at sige og kommunikere, hvad du gerne vil have der sker, så andres hjerner ikke bliver forvirrede. Jo mere præcist formuleret jo bedre.

Ikke-ordet kan dog med fordel anvendes på andre måder, når vi taler om præcis kommunikation i forhold til den/de personprofiler, som vi står overfor i den givne kommunikationssituation. Det vender jeg tilbage til i en senere artikel, når jeg tager hul på de spændende META-programmer, som

Skal … Vil

Når vi bruger ordene, ”skal” eller ”vil”, så kommunikerer vi to forskellige budskaber. ”At skulle” betyder at være tvunget til noget af udefrakommende omstændigheder.  ”At ville” benyttes til at udtrykke et ønske eller en vilje til noget. Mange mennesker og ledere skelner ikke mellem ”skal” og ”vil”, og det de kan med fordel gøre det ud fra ordenes betydning ”at være tvunget til” eller ”at ville det”. Mange gange siger vi ”skal”, hvor vi med fordel kunne sige ”vil”, fordi det er vores eget valg at gøre det. Vi har blot glemt det. Ved at skelne bevidst mellem at bruge ”skal” og ”vil” i vores kommunikation, så præciserer vi ikke alene vores budskaberne til andre, vi gør det også overfor os selv. For de fleste er ”at ville” langt mere positivt motiverende end ”at skulle”.

Prøve … Gøre

Når vi bruger ordene ”prøve” eller ”gøre”, så kommunikerer vi også to forskellige budskaber, både til andre og til os selv. ”At prøve” fremstår svagere end ”at gøre”. Ved ”at prøve” forsøger vi på noget, men er ikke sikre på resultatet, og den usikkerhed kommunikerer vi både til andre og os selv gennem udtrykket ”jeg prøver”. Ved fx i stedet at kommunikere ”Det næste vi ”gør”, er at …”, så sender vi et tydeligere signal om en konkret handling og tydelig forventning om, at det lykkes. Jeg kan kun anbefale at gøre det.

Afrunding God kommunikation er en væsentlig forudsætning for God Ledelse. Og djævlen ligger også her i detaljen. Derfor handler de næste artikler i serien ”kunsten at lede” om endnu flere elementer i lederens værktøjskasse, der styrker og effektiviserer den Gode Kommunikation.

Søsætningsfest på Løvestrøget skal skabe liv og leg i Fredericias midtby

0

EVENT. I morgen, lørdag den 5. april, inviterer Løvestrøget i Fredericia endnu en gang børnefamilier og legebørn til stor søsætningsfest midt i gågaden. Bag eventet står hele Løvestrøget, der gennem de sidste tre år har arbejdet målrettet med at gøre bymidten mere levende og attraktiv med aktiviteter for hele familien.

»Gennem vores arbejde de sidste tre år, hvor vi hvert år har søsat joller og legemiljøer, har vi i år fået en ny, endnu større båd. Så festen er opstået gennem det her gode samarbejde, vi har opbygget på Løvestrøget,« fortæller Christian Jungmark.

Arrangementet, der finder sted lørdag formiddag og eftermiddag, handler ikke blot om at skabe en hyggelig dag. Målet er klart: Flere skal opdage glæden ved at besøge midtbyen.

»Helt basalt handler det jo om handel og byliv. Butikkerne skal kunne drive en sund forretning med en god bundlinje, så de også kan leve i morgen. Derfor er det vigtigt, at vi skaber oplevelser, som får folk til at have lyst til at komme her,« siger Jungmark.

En gågade for børnefamilierne

I forbindelse med søsætningsfesten er der arrangeret aktiviteter for hele familien. Det handler blandt andet om, at der skal være plads til de yngste, og netop børnefamilierne spiller en vigtig rolle i strategien bag arrangementerne i gågaden.

»Vi håber, at det vælter ind med børn og børnefamilier. Vi ønsker virkelig, at både midtbyen, Løvestrøget og DNA bliver set som et sted for alle – men især også som børnefamiliernes gade, og for dem, der bare har lyst til at lege,« siger Jungmark.

Hoppeborg og festlig stemning

For at sikre, at dagen bliver ekstra festlig, har arrangørerne fået hjælp fra professionelle eventmagere.

»Vi har fået hjælp af 123 Fest, og med midler fra Fredericia Shopping bliver det en dag med masser af aktiviteter. Der bliver hoppeborg, og selvfølgelig alle de andre aktiviteter, som allerede står klar i gaden,« forklarer Christian Jungmark.

Et fællesskab, der giver resultater

Christian Jungmark er stolt af det fællesskab og den udvikling, som samarbejdet på Løvestrøget har skabt gennem de seneste år. Interessen fra både butikkerne og lokalområdet er stigende.

»Butikkerne kan godt mærke, at det handler om at sikre en god dag i morgen – og ikke bare i dag eller i går. Selv når overskuddet måske ikke altid er til stede, så lykkes vi alligevel med at finde energi til samarbejdet,« forklarer Jungmark, der også kan berette om positiv anerkendelse langt ud over byens grænser:

Modeshows og stærkt sammenhold

Løvestrøget har også succes med andre arrangementer – ikke mindst deres populære modeshows, der gang på gang bliver hurtigt udsolgt. Det skyldes blandt andet et særligt sammenhold, som Christian Jungmark beskriver som helt unikt:

»Vi er som en stor familie, selv om vi er meget forskellige. Nogle bidrager med idéer og energi, mens andre bidrager med det praktiske. Det gør, at alt går op i en højere enhed. Vores modeshows bliver udsolgt på to dage, og senest havde vi 90 gæster til modeshow og spisning hos Gelato Di Natura. Det er altid hyggeligt, sjovt og uformelt, for vi er jo egentlig amatører på det område,« smiler Christian Jungmark.

Lørdagens søsætningsfest bliver således endnu et skridt mod at gøre Fredericia midtby til en levende bydel, hvor handel, leg og fællesskab går hånd i hånd.

Forår, uld og urter på Kringsminde – en hyggelig dag for hele familien

0

EVENT. Museumsgården Kringsminde inviterer til den traditionsrige forårsdag »Uld & Urter« lørdag den 5. april 2025 kl. 11-16, hvor der er masser af sjove og spændende aktiviteter for hele familien.

På Museumsgården Kringsminde er der gjort klar til endnu en hyggelig dag med spændende aktiviteter for både store og små. Arrangementet »Forår, Uld & Urter« er en populær familiedag med et væld af aktiviteter, som hylder foråret og det gamle landbrugsliv.

Klipning af får og gamle håndværk

På fåremarken begynder dagen med klipning af fårene kl. 11.00, hvorefter de bliver hyrdet. I farveladen vil der være mulighed for at se, hvordan ulden bliver farvet, og hvordan man spinder garn på rokken.

Der er også arbejdende værksteder med smedearbejde, træværksted og smykkeværksted. Gæsterne kan opleve, hvordan gammelt håndværk stadig lever og fascinerer.

Sjov og leg for børnene

For børnene er der masser af aktiviteter såsom krolf, gamle lege, æggemaling, gækkebreve og påskehareløb. Desuden er der hestevognskørsel rundt i lokalområdet, ligesom der er mulighed for at lege med gamle redskaber.

De mindste kan også glæde sig til dukketeatret »Rumleskaft«, som spiller kl. 12.00 og kl. 14.00 i sydfløjen.

Smag på foråret

På Bryggers er der smagsprøver af den traditionelle påskeret »Skidne æg«. Staldcaféen i østfløjen tilbyder salg af kaffe og dagens kage, mens biavlerne sælger honning og honningprodukter. Derudover vil der være pandekager til salg.

Naturpark Lillebælt og havørnen

Besøg havørnen på marken i samarbejde med Naturpark Lillebælt, og oplev også arbejdet med mark og hømarker, hvor der bydes på båltænding.

Praktisk information

Arrangementet finder sted på Museumsgården Kringsminde, Kringsmindevej 9, Egeskov, 7000 Fredericia. Der er gratis adgang, og gæster bedes parkere på Egeskov Skoles parkeringsplads, der ligger ca. 200 meter fra museet.

Se hele programmet og mere info på kringsminde.dk.

Museumsgården Kringsminde glæder sig til at byde alle velkomne til en hyggelig og lærerig dag med masser af forårsstemning.

FUI skaber idræt og stærkt fællesskab for psykisk sårbare i Fredericia

0
FUI skaber idræt og stærkt fællesskab for psykisk sårbare i Fredericia

FORENING. Fredericias Unikke Idrætsforening (FUI) blev stiftet for tre år siden den 6. april, og på den korte tid er medlemstallet vokset fra 22 til hele 138 medlemmer. Foreningen henvender sig primært til psykisk sårbare, men står åben for alle, der ønsker at støtte og deltage i foreningens aktiviteter.

Ole Wolff, frivillig og tidligere bestyrelsesformand i FUI, fortæller:

»Vi er en forening primært for psykisk sårbare. Men hvis der kommer nogen, der gerne vil være med og støtte foreningen, så får de lov til det. Vi har et kontingent på 130 kroner årligt plus 75 kroner om måneden, og så kan man deltage i samtlige aktiviteter.«

Fællesskabet er det vigtigste

Fællesskab og socialt samvær er kerneværdierne i FUI. Ole Wolff understreger vigtigheden af netop dette sociale aspekt:

»Det primære er fællesskabet. Ofte sidder vi oppe på kontoret og holder tredje halvleg, hvor vi får snakket om alt muligt andet end det, der er foregået. Det sociale er faktisk det vigtigste. Der er en positiv stemning, når vi samles, og det er rigtig dejligt.«

Ole Wolff selv er kommet til Fredericia fra Sjælland, hvor han tidligere har arbejdet med idrætsforeninger for psykisk sårbare. Han blev spurgt, om han ville hjælpe med at starte foreningen i Fredericia, og det har han ikke fortrudt.

»Jeg har arbejdet 47 år i psykiatrien og har erfaring med idrætsforeninger for psykisk sårbare. Så da jeg blev spurgt, om jeg ville være frivillig her, kunne jeg ikke sige nej, og det har jeg ikke fortrudt. Jeg nyder selv fællesskabet.«

Frivillige er afgørende

I øjeblikket har FUI 21 frivillige, og ifølge Ole Wolff er de helt afgørende for foreningens eksistens og udvikling:

»Hvis det ikke var for de frivillige, var der ikke noget, der hed FUI. Vi har en idrætskoordinator, Jane, men hun kan jo ikke være alle steder. Derfor er de frivillige helt afgørende for vores aktiviteter.«

Fokus på godt modtagelse

Når nye medlemmer kommer til, gør foreningen meget ud af at give dem en varm velkomst.

»Det første møde er faktisk det vigtigste. Hvis vi virker afvisende, kommer de ikke igen. Tværtimod, hvis vi viser, at vi gerne vil dem, så kommer de gang på gang,« siger Ole Wolff.

Deltager i turneringer og events

Foreningen deltager i flere regionale stævner og turneringer. Senest har de været i Mors, hvor det blev til flotte resultater.

»Vi har lige været i Mors og deltaget i volleyballstævne, floorballstævne og boccia. Der kom vi hjem med to guldmedaljer og en bronzemedalje, og så fik vi guld i fodbold. Det betyder selvfølgelig noget, at vi vinder, men fællesskabet er altid det vigtigste,« fortæller Ole Wolff og fortsætter:

»Vi er ikke elitesport. Derfor hjælper vi også gerne medlemmer videre til ordinære klubber, hvis de har behov for flere udfordringer.«

Plads til flere

Ole Wolff opfordrer flere til at være med og fortæller, at det er nemt at komme i gang:

»Vi har en brochure med informationer, hvor man kan kontakte vores idrætskoordinator, Jane, og få en god snak. Hun hjælper med at få nye medlemmer godt på plads i foreningen.«

Således er FUI en forening med fokus på idræt, trivsel og fællesskab, hvor både frivillige og medlemmer skaber stærke relationer og gode oplevelser sammen.

Muligt farligt narko i omløb i Fredericia – politiet advarer

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi advarer borgerne mod frimærker med ekstremt farligt narkotisk indhold efter fund i Fredericia, hvor to unge mænd torsdag blev fundet døde.

Torsdag morgen blev to unge mænd på henholdsvis 24 og 26 år fundet livløse på bostedet Nova på Jupitervej i Fredericia. Dødsårsagen er endnu ikke fastlagt, da politiet afventer resultatet af obduktionerne.

Under politiets efterforskning og undersøgelser på stedet blev der fundet såkaldte »frimærker«, som ved analyse fra Retskemisk Institut har vist sig at indeholde de stærkt bedøvende og farlige stoffer Rilmezafon og Desityllizotonitazen. Sidstnævnte er et opioid og sandsynligvis et ekstremt potent stof, der kan sammenlignes med stoffer i fentanylklassen.

Vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, Torben Simonsen, opfordrer derfor alle borgere – især personer i misbrugsmiljøet – til at være ekstra varsomme.

»Vi kan ikke udelukke, at der lige nu er et særdeles farligt stof i omløb. Derfor går vi nu ud med en kraftig advarsel. Vi håber, at folk vil være ekstra opmærksomme, advare hinanden og undlade både at indtage og berøre disse frimærker. Har man informationer, eller ligger inde med relevant viden, er det meget vigtigt, at man kontakter os,« siger Torben Simonsen.

Politiet fortsætter efterforskningen af både dødsfaldene og fundet af de farlige narkotiske stoffer, men har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

Har du oplysninger i sagen, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefon 1-1-4.

Låge 21: Green Closet: December med plads til at vælge

Låge 21: Green Closet: December med plads til at vælge

0
Der er noget særligt over december i Fredericia. Lyset blinker i kæder over byens gader, og luften er fyldt med duften af gløgg, kaffe...
Mand idømt 7 års fængsel for overgreb

Mand idømt 7 års fængsel for overgreb