1.9 C
Copenhagen
tirsdag 23. december 2025

Gustav Marcussen er flyvende i Fredericia: Magisk form kan sende holdet i Superligaen

0
Gustav Marcussen er flyvende i Fredericia: Magisk form kan sende holdet i Superligaen

SPORT. I FC Fredericia nyder man for tiden godt af Gustav Marcussens gyldne venstreben og en selvtillid, der har løftet hans spil til helt nye højder. Marcussen er med sine 13 sæsontræffere i blot 26 kampe blevet en sand profil i NordicBet Ligaen. Med sit kreative og udfordrende spil på kanten og som offensiv midtbanespiller, er han en afgørende faktor i Fredericias aktuelle oprykningskamp.

Det er ikke urimeligt at kalde Gustav Marcussen for en slags “troldmand”, og i mangel på bedre sammenligninger, er han i øjeblikket en slags NordicBet Liga-version af Lionel Messi. Selvfølgelig ikke med samme internationale klasse, men med lignende evner til at skabe magi, drible sig fri på meget lidt plads og afgøre kampe på egen hånd med uventede og geniale aktioner.

Marcussen har aldrig tidligere i sin karriere vist en sådan målfarlighed, og derfor er hans aktuelle præstationer ekstra imponerende. I sin hidtil bedste sæson inden denne lavede han blot fem mål i 32 kampe for Fremad Amager i 2022-23, hvilket understreger, hvor bemærkelsesværdig hans udvikling har været.

Den nu 26-årige offensivprofil har gennem flere år været anset som en spiller med stort potentiale og tekniske færdigheder, men først nu har han for alvor formået at sætte det hele sammen til en formstærk og målscorende pakke. En stor del af æren skal tilskrives cheftræner Michael Hansen, der har givet ham maksimal tillid og en mere fri rolle offensivt.

Hansen har tydeligvis formået at trykke på de helt rigtige knapper hos Marcussen, der har kvitteret med mål, assists og afgørende præstationer i afgørende kampe. Det har gjort FC Fredericia til et hold med en markant offensiv trussel, som modstanderne nu er tvunget til at tage ekstra forholdsregler imod.

Når FC Fredericia tirsdag aften gæster Esbjerg i en vigtig kamp i oprykningsspillet, vil meget af opmærksomheden igen være rettet mod Marcussen. Kan han fortsætte med at levere mål og afgørende øjeblikke, vil han være en væsentlig nøgle til, at Fredericia kan tage endnu et skridt mod Superligaen.

Oprykning kan snart være en realitet for den ambitiøse klub, der foruden en stærk defensiv og god organisation netop har en helt særlig X-faktor i Marcussen. Lykkes det for den 26-årige offensivspiller at bevare sin magiske form, kan han være forskellen på succes og fiasko i kampen om oprykning. Det er med andre ord Gustav Marcussens tid – han spiller lige nu sit livs fodbold.

Mand anholdt efter drab på 31-årig kvinde i Vejle

0
Mand anholdt efter drab på 31-årig kvinde i Vejle

KRIMI. En 45-årig mand fra Vejle er mandag blevet anholdt og sigtet for at have dræbt en 31-årig kvinde på Engum Møllevej i Vejle Øst. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag formiddag.

Ifølge politiet formodes drabet at være blevet begået mandag mellem klokken 07.00 og 11.35, og manden blev anholdt klokken 16.32 samme dag.

Den afdøde kvindes pårørende er blevet underrettet, oplyser politiet.

Den sigtede fremstilles tirsdag klokken 13.00 i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding, hvor politiet forventer, at retsmødet vil foregå bag lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.

Af samme grund ønsker Sydøstjyllands Politi ikke at frigive yderligere detaljer om sagen på nuværende tidspunkt.

Burgerpause med skunk og kontanter i bilen

0
Burgerpause med skunk og kontanter i bilen

KRIMI. Sydøstjyllands Politi har haft et travlt døgn med adskillige sager på bordet i Kolding.

Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller om flere hændelser, der spænder fra trafikforseelser til salg af euforiserende stoffer.

Kørte over for rødt – var påvirket af narko

Den første sag fandt sted natten til mandag klokken 01.16 i Kolding, hvor en personbil blev set køre over for rødt lys i krydset mellem Ålykkegade og Vestre Ringgade. Politiet bragte bilen til standsning på Katrinegade, og det viste sig hurtigt, at føreren ikke havde helt rent mel i posen.

»Det viste sig, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer. Han havde desuden ingen førerret, og derfor er han nu blevet sigtet for begge forhold samt for at køre over for rødt,« oplyser Arno Rindahl Petersen.

Den sigtede er en 25-årig mand fra Vejle Kommune.

Bilist uden kørekort standset på Vejlevej

Mandag eftermiddag klokken 16.36 måtte en patrulje igen skride ind, denne gang på Vejlevej i Kolding. En rutinemæssig kontrol af en personbil afslørede, at føreren – en 35-årig mand fra Fredericia – ikke havde ret til at føre bil. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

Standset med salgsklare poser ved McDonald’s

Senere på eftermiddagen, omkring klokken 17.30, kom endnu en sag på politiets døgnrapport. Denne gang ved McDonald’s i Kolding, hvor en mørkegrå personbil blev standset af patruljen.

I bilen fandt politiet syv salgsklare poser med skunk – i alt 10,2 gram – samt en mindre mængde kontanter, som ifølge politiet kunne stamme fra salg af euforiserende stoffer.

»Føreren blev fundet i besiddelse af skunk fordelt i syv salgsklare poser samt nogle kontanter. Derfor blev han sigtet for besiddelse og formodet salg af euforiserende stoffer,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Den sigtede er en 21-årig mand fra Kolding.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Kvinde truet med kniv på åben gade

0
Kvinde truet med kniv på åben gade

KRIMI. En 30-årig kvinde blev mandag aften udsat for et ubehageligt overfald på Norgesgade i Fredericia, hvor hun blev truet med kniv af to ukendte gerningspersoner og tvunget til at udlevere kontanter.

Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen om overfaldet klokken 21.59, kort efter episoden havde fundet sted. Ifølge vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd er efterforskningen i fuld gang, men politiet mangler stadig væsentlige oplysninger om gerningspersonerne.

»Den forurettede forklarer, at hun blev truet med en kniv og efterfølgende udleverede nogle kontanter. Herefter stak de to personer af fra stedet,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Politiet har endnu ikke et signalement af gerningspersonerne, og det er fortsat uklart, hvor stort et beløb kvinden blev tvunget til at udlevere.

Kvinden, der er bosat i Fredericia, slap dog fra hændelsen uden fysiske skader, oplyser vicepolitikommissæren.

Politiet har nu overdraget sagen til efterforskningsafdelingen, der skal arbejde med at klarlægge det præcise hændelsesforløb og identificere gerningspersonerne. Sydøstjyllands Politi opfordrer i den forbindelse borgere, der måtte have observeret noget mistænkeligt omkring Norgesgade mandag aften, til at kontakte politiet med oplysninger.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Nej tak til privat udbyder til børn og unge!

0
Nej tak til privat udbyder til børn og unge!

Region Syddanmark har fået del i regeringens midler til at styrke indsatsen for børn og unge med psykiatriske udfordringer. Opgaven er tydelig: Vi skal nedbringe den alt for lange ventetid. Til det formål har vi modtaget et engangstilskud på 32 mio. kr., som skal anvendes i 2025. Derfor skal vi i gang med at få pengene til at gøre gavn for børn og unge, og det skal være nu.

Forvaltningen har foreslået flere konstruktive tiltag, såsom merarbejdsaftaler med det faste personale, oprettelsen af en friklinik på Grindsted Sygehus og et forsøgsprojekt med en regionsklinik til udredning af ADHD. Det er alt sammen gode forslag, som styrker vores offentlige tilbud, og som kan sættes i gang med det samme.

Men her støder vi på en udfordring: Et flertal i regionsrådet ønsker at bruge 5,5 mio. kr. på en aftale med en privat udbyder. Det er vi imod – fordi det ikke er klogt.

Erfaringen viser, at private løsninger ofte er dyrere end det offentlige alternativ. Og vi risikerer, at det er vores dygtige personale i det offentlige, som flytter til det private, og så er vi lige vidt. Samtidig kræver det tid og ressourcer at gennemføre et udbud, og inden det er afsluttet, er året måske gået. Vi risikerer dermed at bruge tiden på papirarbejde, mens børn og unge fortsat venter. Dertil kommer, at der er dokumenterede kvalitetsproblemer hos flere private aktører. Styrelsen for Patientsikkerhed har aktuelt fokus på netop dette område. Det bør vi tage alvorligt.

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten ønsker ikke at spille hasard med børn og unges psykiatriske behandling. Vi ønsker høj kvalitet og flest mulige behandlinger for pengene, det mener vi, sker bedst og hurtigst ved at øge kapaciteten i vores egen psykiatri.

Ja, det er svært at rekruttere psykiatere. Men vi kan ansætte sygeplejersker, socialrådgivere, SOSU’er og specialuddannede psykologer, som kan bidrage væsentligt til udredningen. De kan ikke ordinere medicin, men det er heldigvis ikke nødvendigt i alle tilfælde.

Vi må ikke lade presset for hurtige løsninger føre os ud i usikre eksperimenter med private aktører. Vi har midlerne, vi har idéerne – og vi har travlt. Børn og unge i mistrivsel skal have hjælp nu, ikke næste år. Derfor siger vi klart nej til at bruge pengene på private klinikker – og ja til konkrete, offentlige løsninger med høj faglighed og hurtig handling.

FC Fredericia med stor selvtillid før Esbjerg-brag: »Vi går efter at vinde«

0
FC Fredericia med stor selvtillid før Esbjerg-brag: »Vi går efter at vinde«

SPORT. Når FC Fredericia i aften møder Esbjerg fB på udebane i NordicBet Ligaens oprykningsspil, er der optimisme og selvtillid hos fredericianerne. Det fortæller direktør Stig Pedersen til AVISEN få timer før det vigtige opgør. I går tabte både OB og Horsens. En sejr vil derfor sende Fredericia tre point tættere på odenseanerne og syv point foran Horsens, men der skal kæmpes for sejren, og det bliver tæt.

Det går godt for FC Fredericia lige nu. Alle spillere ser skarpe ud, og der bliver gået til vaflerne i hver eneste duel. Stig Pedersen er naturligvis stolt af, at det går godt lige nu, og han vil også gerne tale Superliga, men det er simpelthen kamp for kamp, der gælder i den kontekst.

»Vi går naturligvis efter at vinde. Vi skal hente point, og gerne tre. Men altså, som med alle andre kampe i år, så de tætte, og vi skal fortsætte på det niveau, vi har vist og spiller på. Vi har alt til rådighed i aften, stort set, og det er også en del af det. Det er vigtigt i sådan en fase, vi er inde i, at der er rigtig mange spillere, der byder sig til, og det gør de. Så vi er et godt sted, vi er et hold fuld af selvtillid, og vi skal selvfølgelig forsøge at fortsætte med det høje niveau, vi har haft her i de seneste uger.«

FC Fredericia har imponeret hele foråret, og for Stig Pedersen er det især glædeligt at se, hvordan hele holdet har præsteret:

»Vi ser stort set spillere på samtlige positioner præstere på et meget koncentreret niveau og være meget til stede i hver eneste situation.«

Når snakken falder på oprykningsdrømmene, tøver direktøren dog en smule med at tage ordene i sin mund. Men han erkender også, at holdet befinder sig i en situation, hvor oprykning ikke længere kan skjules som en realistisk mulighed:

»Vi frasiger os heller ikke, at vi ligger på oprykningspladsen, og vi går naturligvis efter Superligaen. Men der er seks kampe endnu for vores vedkommende, og vi har fire point ned til tredjepladsen, lige nu, hvor vi taler det samme. Tingene kan gå stærkt i fodbold, det er heller ikke fordi, vi skal lede efter undskyldninger for, at det ikke kan lade sig gøre. Vi har bragt os selv i en god position, men i forhold til vores placering, så skal man også kigge ind i, hvordan går det i øjeblikket, og hvordan truppen præsterer og alt det her. Der er vi i et rigtig, rigtig godt sted.«

»Vi kan sådan set ikke være et bedre sted. Så må vi se, om vi er gode nok, hele vejen hjem. Men lige nu synes jeg, at vi har noget at have det i, også i forhold til de øvrige resultater. Så må vi se, om vi er gode nok,« tilføjer Stig Pedersen.

Stig Pedersen ved, at de næste to kampe mod Esbjerg, både i aften og allerede igen på søndag, kan blive afgørende for hele sæsonens udfald:

»De to kampe her mod Esbjerg, i dag og på søndag kan jo blive helt suverænt, hvis det lykkes for os, og hvis det ikke gør, så kan det blive rigtig svært. Sådan er det jo. Og det er jo også det, sport er. Sådan er det bare, og sådan skal det også være. Sport er marginaler. Men vi har da noget at have vores drøm i lige nu. Vi gør alt, hvad vi kan for at vinde i aften.«

Han smiler og tilføjer hurtigt med selvtillid i stemmen:

»Det tænker jeg, at vi har. Det håber vi på.«

Netop Esbjerg er en klub, som FC Fredericia har haft gode oplevelser mod tidligere på sæsonen. To sejre og en samlet målscore på 7-0 i fredericiansk favør. Og selvom vestjyderne er en traditionsrig klub med store ambitioner, tror Stig Pedersen, at Esbjergs spillestil passer Fredericia godt:

»Esbjerg er jo rykket op igen og har gjort det godt i deres første sæson i 1. Division igen. Og det er en storklub også. Esbjerg er en helt anden størrelse klub end FC Fredericia. Men det er også et stort skib at skulle bringe frem. Det er en helt anden platform. De har en helt anden klubstørrelse end os, der fylder i virkeligheden. Men de er ved at bygge det op igen, og det er et hold, der er godt. De har en dygtig træner, de har et godt ungdomsmiljø, og de har mange dygtige spillere og spiller derudad.«

»De spiller meget åbent, og det passer os egentlig godt. Det gør vi også. Så det kan sagtens gå hen og blive en affære, hvor der sker noget i begge ender.«

Sæsonens tidligere kampe mod Esbjerg giver Pedersen en ekstra portion optimisme. FC Fredericia har tidligere i sæsonen slået vestjyderne komfortabelt – og dét skal holdet huske på, understreger han:

»Vi har slået dem 3-0 og 4-0 i den her sæson. Det kan vi godt læne os op ad og sige, at der var stor forskel. Det var der måske ikke nødvendigvis i spil, men vi har været skarpe mod Esbjerg. Det håber jeg også, vi er i aften.«

Stig Pedersen husker særligt tilbage på 4-0-sejren, hvor fredericianerne eksploderede i en 20 minutters scoringsrus, der sikrede en solid sejr:

»Ja, og det er jo sådan nogle gange i fodbold. Der var også lidt en tendens mod Horsens, at vi pludselig rørte ved bolden, og så gik den ind. Det er jo det, der har kendetegnet os i den her sæson. Måske ikke så meget i foråret, men hele efteråret faktisk. Og det har vi fundet ind i igen, synes jeg.«

FC Fredericia hentede senest et vigtigt point mod Hvidovre, og ifølge Pedersen understreger den kamp, hvor stærkt holdet står i forhold til konkurrenterne:

»Jeg synes også, at når jeg så Hvidovres kamp i går mod OB, så synes jeg også, at det point, vi henter i Hvidovre, det er meget, meget svært at hente. Og der var vi faktisk, efter anden halvleg, så stod vi der med en fornem sag, at hvis der skulle være en vinder, så vinder vi også. Så jeg synes, at vi er et godt sted.«

Direktørens afsluttende kommentar er klar og tydelig, inden spillerne løber på banen i Esbjerg i aften:

»Vi er fulde af selvtillid, og det håber jeg kan være med til, at vi sætter os på kampen i aften, og forhåbentlig vinder den.«

Påsken sluttede med masseindbrud i Fredericia-kældre

0
Påsken sluttede med masseindbrud i Fredericia-kældre

KRIMI. Det, der skulle have været en rolig afslutning på påskeferien, blev mandag formiddag til en ubehagelig overraskelse for mange beboere flere steder i Fredericia. Sydøstjyllands Politi blev i løbet af dagen kimet ned med anmeldelser om en stribe indbrud i kælderrum fordelt på flere ejendomme rundt i byen.

Indbruddene har fundet sted flere steder, blandt andet på Vesterbrogade, Luthersvej og Calvinsvej, og ifølge vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd er omfanget betydeligt.

»Vi har et anmeldt indbrud på Vesterbrogade med et gerningstidspunkt fra søndag klokken 20.00 til mandag klokken 11.50, men det er ikke kun her, det er sket. Vi har også fået meldinger om opbrudte kælderrum i ejendomme på Luthersvej og Calvinsvej,« siger han.

Da politiets patrulje ankom til gerningsstederne, stod det hurtigt klart, at antallet af opbrudte kælderrum var langt større, end hvad der oprindeligt var anmeldt.

»Vores patrulje på stedet anslog, at der samlet set kan være op mod 35 kælderrum, der er blevet brudt op,« oplyser Arno Rindahl Petersen og fortsætter:

»Der er naturligvis blevet stjålet nogle ting, men vi har ikke noget præcist billede af, hvad der er forsvundet endnu. Det er det, vi arbejder på at få styr på i øjeblikket.«

Skaf­fe­de sig adgang med nøgle og boltsaks

Vicepolitikommissæren fortæller, at politiets foreløbige efterforskning tyder på, at gerningsmændene har brugt en systemnøgle til at komme ind – en nøgle, som normalt kun beboerne er i besiddelse af. Inde i kældrene har de så klippet hængelåse op til de enkelte rum, formentlig med en boltsaks.

»Vi kan konstatere, at flere opbevaringsrum er blevet lettere gennemrodede. I ét af tilfældene kan vi se, at der blandt andet er blevet flyttet en cykelanhænger ud af et kælderrum. Derudover er der muligvis stjålet elværktøj,« siger Arno Rindahl Petersen.

Politiet står lige nu over for den store opgave at få fat i samtlige berørte beboere for at få klarhed over, hvilke ting der præcis er forsvundet.

»Det tager selvfølgelig lidt tid at få det fulde overblik. Vi har allerede forsøgt at få kontakt til boligselskaberne, så de kan hjælpe os med at nå ud til de berørte lejere,« forklarer vicepolitikommissæren.

Politiet forventer flere opkald fra beboere

Politiet har endnu ikke anholdt nogen eller peget på specifikke mistænkte i sagen, men vicepolitikommissæren vurderer, at det næppe drejer sig om mange forskellige gerningsmænd.

Han opfordrer i øvrigt beboerne i Fredericia til at undersøge deres kælderrum grundigt og hurtigt kontakte politiet, hvis de opdager noget mistænkeligt eller ser, at deres ejendele er forsvundet.

»Vi forventer, at der i de kommende dage vil dukke endnu flere anmeldelser op, efterhånden som folk opdager, hvad der eventuelt mangler i deres kældre,« afslutter Arno Rindahl Petersen.

Efterforskningen fortsætter nu med afhøringer og tekniske undersøgelser af de berørte ejendomme. Sydøstjyllands Politi opfordrer borgere, som måtte have oplysninger om sagen, til at kontakte politiet hurtigst muligt.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Hej Matematik er tilbage: Store arena-shows i vente i 2026

0
Hej Matematik er tilbage: Store arena-shows i vente i 2026

EVENTS. Et af Danmarks mest populære festbands, Hej Matematik, vender tilbage med tre store koncerter i 2026 efter næsten ti års stilhed. Duoen bestående af Søren og Nicolaj Rasted melder sig igen klar til at fylde koncertsale med fest, selvironi og et markant ønske om at skabe fællesskab midt i en urolig tid.

Hej Matematik slog igennem i slutningen af 00’erne med singler som ‘Gymnastik’, ‘Centerpubben’ og hittet ‘Walkmand’ fra deres debutalbum ‘Vi Burde Ses Noget Mere’, som opnåede platinstatus. Også duoens opfølger ‘Alt Går Op i 6’ fik stor succes med det efterhånden velkendte anthem ‘Party i Provinsen’.

Ifølge Søren og Nicolaj Rasted er formålet med comeback-touren klart:

»I en splittet tid vender vi tilbage for at samle. Som en trojansk hest, midt i en verden af diktatorisk vanvid og storpolitisk kaos, går vi ind på scenen og får danskerne til at klappe i takt i kærlighedens, festens og mangfoldighedens tegn.«

Den musikalske duo, kendt for deres ikoniske sort-hvide jakkesæt og eksplosive liveoptrædener, gæster i denne omgang K.B. Hallen i København (13. marts), Aalborg Kongres & Kultur Center (19. marts) og Aarhus Congress Center (20. marts). Dermed er der lagt op til tre store koncerter, hvor duoen igen vil skrue op for det musikalske fællesskab med festlige toner og deres karakteristiske, humoristiske tilgang.

I efteråret 2024 fik fans en lille forsmag på genforeningen, da duoen gæstede Royal Arena som en overraskelse under Aquas koncert. Det blev samtidig startskuddet for beslutningen om en egentlig comeback-turné.

Billetsalget åbner fredag 25. april klokken 10.00 via Live Nation.

»EU er større og vigtigere, end jeg havde forestillet mig«

0

POLITIK. Da Niels Flemming Hansen sidste år på denne tid kæmpede sig gennem en intens valgkamp, var han stadig folketingspolitiker for Det Konservative Folkeparti. Men en varm juniaften skiftede hans livsbane pludselig retning, da stemmerne var talt op: Han var blevet valgt til Europa-Parlamentet. Nu, knap et år senere, har han for alvor fået Bruxelles ind under huden – og det er en oplevelse, der har sat sig dybe spor både fagligt og personligt.

»På det helt personlige plan har det været mærkeligt. Jeg gik fra at have ti folketingskollegaer, som jeg var sammen med i krig og kærlighed i Det Konservative Folkeparti, til pludselig at være den, der sad alene som ’udenrigsafdelingen’ i Bruxelles,« fortæller Niels Flemming Hansen, da vi møder ham til en snak om hans første år som medlem af Europa-Parlamentet.

Skiftet fra det traditionsrige Christiansborg til EU-Parlamentet i Bruxelles var både konkret og symbolsk. Christiansborgs storslåede gange og historiske malerier blev med ét afløst af sterile korridorer i glas og beton, der mest af alt mindede ham om et konferencecenter.

»Første gang jeg trådte ind i parlamentet, tænkte jeg, at det var som at gå ind i Bella Centeret. Der var ikke det historiske og æstetiske islæt, som jeg havde været vant til fra Christiansborg. Det var en kæmpe forskel,« siger han med et smil, der røber en blanding af skepsis og humor.

Men netop i det sterile og lidt fremmede miljø opstod hurtigt en helt ny arbejdsglæde. For modsat Christiansborg, hvor han fik stillet bolig, kontor og medarbejdere til rådighed med det samme, måtte han i Bruxelles begynde helt fra bunden. Han og hans medarbejder Ulrika sad i starten på en café i parlamentet, indtil de kunne låne skriveborde hos en svensk kollega, der ikke var blevet genvalgt.

»Vi sad der på caféen og begyndte straks at netværke med vores svenske og baltiske kolleger. Det blev en meget speciel pioneroplevelse, næsten som at starte en ny virksomhed op. Pludselig havde jeg en fornemmelse af, at vi byggede noget helt fra grunden,« forklarer han.

Den pionerånd gav hurtigt resultater. Niels Flemming Hansen ønskede specifikt at arbejde med industri og grøn omstilling, områder han havde stor erfaring med hjemmefra. Men at få præcis de poster, man ønsker sig, er ikke en selvfølge i et parlament med over 700 medlemmer, hvor positionerne forhandles benhårdt.

»Vi fandt hurtigt ud af, at der var en svensk kollega, Thomas fra Moderaterne, der ønskede en næstformandspost. Samtidig ville jeg gerne sidde i industri- og energiudvalget, ITRE. Vi satte os sammen og byggede en lille alliance med baltiske, hollandske og finske kolleger. Til sidst havde vi en gruppe på 30 mennesker, og pludselig kunne vi gå til partiformanden, Manfred Weber, og få vores ønsker igennem. Det lykkedes faktisk næsten 100 procent.«

Efter denne begyndelse følte Niels Flemming Hansen sig hjemme. Det politiske arbejde i EU viste sig dog hurtigt at være anderledes end det, han kendte fra Christiansborg. Diskussionsrunderne var større, de politiske alliancer mere komplicerede, og forberedelsen til hvert møde krævede en helt anden dybde.

»Man lærer virkelig at gøre sit hjemmearbejde. Når du sidder i en gruppe på 180 mennesker, så kan du ikke bare sætte dig ned og forvente, at tingene går din vej. Du skal være ekstremt velforberedt. Du skal vide præcis, hvad du vil, og have styr på dine argumenter,« siger han alvorligt og understreger, at han i dag bruger mange timer på forberedelser, før han overhovedet træder ind i mødelokalet.

Foruden grøn omstilling arbejder Hansen også med EU’s industripolitik, forsvarsområdet og biosolutions, der er særligt vigtigt for danske virksomheder. Særligt forsvaret har været et område, hvor han har følt, at han kunne bidrage med sin viden fra tiden som formand for Folketingets Forsvarsudvalg.

»Jeg oplevede, at det virkelig gav mening at trække på min tidligere erfaring. Da der skulle skrives et vigtigt papir om europæisk forsvar, sendte jeg det ud til de danske virksomheder og organisationer, jeg kendte hjemmefra. Den respons, jeg fik tilbage, endte faktisk med at blive EU-Parlamentets officielle linje. Det var en stor tilfredsstillelse,« fortæller han med tydelig stolthed.

Hansen ved godt, at EU-politik for mange danskere kan virke fjernt og komplekst. Han har derfor gjort en særlig indsats for at gøre sit arbejde forståeligt for almindelige mennesker, blandt andet ved at være meget aktiv på sociale medier.

»Jeg har fra starten haft det som mål at gøre EU-politik forståeligt. Når mine praktikanter skriver tekster, måler vi altid lix-tallet. Er det for højt, ryger teksten simpelthen ud. Folk skal kunne forstå, hvad vi laver hernede.«

Og EU-politikken har vist sig endnu mere betydningsfuld, end han havde forestillet sig:

»EU er simpelthen større og vigtigere, end jeg havde regnet med. Jeg var jo formand for Europaudvalget hjemme, men først nu kan jeg virkelig se, hvor meget det betyder i danskernes hverdag. Vi taler om alt fra bilpolitik og grøn omstilling til investeringer, der skaber lokale arbejdspladser.«

Et konkret eksempel på EU’s lokale betydning er Fredericia Havn, der med hjælp fra EU fik tildelt 50 millioner kroner til udvikling. Den slags investeringer i lokale projekter gør en konkret forskel, understreger han.

Når Niels Flemming Hansen kigger frem mod den kommende tid, er hans fokus især på at forenkle EU. Han arbejder på en stor simplificeringsreform, der skal gøre det nemmere for små og mellemstore virksomheder at søge midler i EU.

»Det vil få konkret betydning allerede i 2027. Der er ingen grund til, at EU skal være så bureaukratisk, som det ofte opfattes. Jo mere enkelt, jo tættere kan vi komme på borgerne, og det er det, vi alle har brug for,« siger han med overbevisning.

Efter næsten et år i Bruxelles har Niels Flemming Hansen fundet sit ståsted. Han savner stadig de gamle kollegaer på Christiansborg, men føler samtidig, at han i EU-Parlamentet virkelig kan gøre en forskel. Og det er han ikke færdig med endnu:

»Nu ved jeg, hvor meget EU betyder. Nu handler det om at få danskerne med, så vi sammen kan få indflydelse på fremtiden.«

VB fik en på hatten i Nørreskoven

0

SPORT. 2. påskedag blev én af de aftener, som Vejle Boldklub helst vil glemme. I hjemmekampen mod Silkeborg IF var der klasseforskel, og Kent Nielsens mandskab viste, hvorfor de var snublende tæt på medaljeslutspillet i 3F Superligaen. Gæsterne vandt fortjent 4-0 efter en overlegen præstation.

VB var tvunget til ændringer, da Tobias Lauritsen ikke blev klar efter skaden mod Viborg, hvilket betød, at Lasse Flø igen startede på backpladsen. Christian Gammelgaard spillede sin kamp nummer 50 for vejlenserne, men jubilæet blev ikke fejret som ønsket.

Efter en lige åbning var det Silkeborg, der satte sig på kampen. Efter 17 minutter udnyttede Callum McCowatt svagt forsvarsspil efter en standardsituation til at bringe gæsterne foran 1-0.

VB havde svært ved at finde fodfæste, og selvom Lundrim Hetemi forsøgte sig med langskud, blev hjemmeholdet aldrig rigtig farlige. I stedet var det Silkeborg, der var tæt på yderligere scoringer inden pausen, hvor Alexander Lind og Younes Bakiz begge havde gode muligheder.

I anden halvleg forsøgte VB-trænerteamet at vende slagets gang med flere udskiftninger, men intet kunne stoppe Silkeborg, der hurtigt øgede til 2-0 gennem Anders Klynge efter en flot omstilling.

Efter 57 minutter blev det 3-0 ved Younes Bakiz, der elegant placerede bolden i mål via stolpen. Silkeborg spillede med overskud og kontrol, mens Vejle-spillerne virkede modløse.

VB’s indskiftede spillere forsøgte at skabe spænding. Gundelund og Ngbakoto havde begge afslutninger, men enten stod Nicolai Larsen i vejen, eller bolden blev clearet på stregen.

Silkeborg satte punktum kort før tid, da Alexander Simmelhack satte bolden i mål til slutresultatet 4-0. Et resultat, der tydeligt afspejlede gæsternes dominans.

Nederlaget til Vejle betyder, at de fortsat har fem point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.

Låge 23: Vinspecialisten Fredericia: Et sted, hvor julen både kan smages og mærkes

Låge 23: Vinspecialisten Fredericia: Et sted, hvor julen både kan smages...

0
December i Fredericia har sin egen rytme. Gaden er mere levende, tempoet en anelse højere, og indkøbsposerne tungere. I Fredericia AVISENs julekalender besøger vi...