Cecilie Roed Schultz: Ændringsforslaget kom for sent og var alt for kompliceret

0
Cecilie Roed Schultz: Ændringsforslaget kom for sent og var alt for kompliceret

POLITIK. Debatten om kommuneplanen og de udpegede mulighedszoner til solceller fortsætter i Fredericia. På byrådsmødet den 1. september fremsatte SF, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti et ændringsforslag, som først blev sendt til byrådsmedlemmerne få timer før mødet. Ifølge byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz (Enhedslisten) var processen både uordentlig og i strid med forretningsordenen.

»Jeg sad til et temamøde, da der omkring kvart over fire tikkede en mail ind. Man kunne mærke det i rummet, fordi flere begyndte at tjekke deres telefoner og computere. Jeg åbnede mailen og kunne se, at der var en masse billedmateriale med ændrede zoner. Det kunne jeg slet ikke sætte mig ind i samtidig med, at vi skulle høre oplæg om noget helt andet. Det var simpelthen ikke i orden over for oplægsholderen, at vi alle sammen sad og forsvandt ind i et kompliceret bilag,« siger hun.

Hun oplevede, at ændringsforslaget var langt mere omfattende, end hvad man normalt forstår ved et ændringsforslag. »Det var ekstremt kompliceret, fordi det ændrede på en hel masse områder, som vi har brugt meget lang tid på at udpege. Efter min vurdering var det mere et nyt selvstændigt forslag end en justering af det oprindelige. Derfor synes jeg ikke, reglerne er blevet overholdt,« siger Cecilie Roed Schultz.

Hun fremhæver, at hun selv havde overvejet at stille et forslag, men havde undladt det af hensyn til reglerne. »Normalforretningsordenen siger, at sager og bilag skal udsendes otte dage før mødet, senest fire hverdage før. Derfor havde jeg ikke stillet mit forslag. Men da de andre partier kom med deres store ændringsforslag samme dag, tænkte jeg, at så kunne jeg også stille et meget simplere ændringsforslag, som var overskueligt. Det gjorde jeg for at afværge, at vi skulle stemme om noget, ingen kunne nå at sætte sig ordentligt ind i,« siger hun.

Hun understreger, at hendes ærinde var at sikre en ordentlig proces. »Det er meningen, at ændringsforslag skal være små justeringer. Det her var noget helt andet. Jeg synes ikke, det var ordentligt over for de borgere, der risikerede at blive berørt, uden at have haft mulighed for at se det komme. Derfor protesterede jeg også under byrådsmødet,« siger hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt punktet bør behandles igen, svarer hun: »Jeg synes, det er nødvendigt med en ny behandling for at sikre en færre proces. Når så omfattende ændringer kommer ind så sent, og når de ikke er rettidigt udsendt, så kan man ikke sige, at reglerne er overholdt. Derfor bør det tages op på ny.«

Fakta: Ændringsforslaget

  • Socialdemokratiet, SF og Det Konservative Folkeparti fremlagde et ændringsforslag på byrådsmødet den 1. september.
  • Forslaget reducerede mulighedsområderne til 311,3 hektar, hvoraf maksimalt 170 hektar må anvendes til solceller.
  • Ændringsforslaget blev først sendt ud samme dag kort før mødet og desuden delt fysisk under behandlingen.

Fakta: Reglerne for dagsorden og bilag

  • Ifølge Normalforretningsorden for kommunalbestyrelser (§ 3) skal dagsorden og bilag udsendes otte dage før mødet og senest fire hverdage før.
  • Kun hvis en sag ikke kan udsættes, kan den behandles uden rettidig udsendelse.
  • I så fald skal det fremgå tydeligt af dagsordenen, at materialet kommer for sent, og der skal gives en begrundelse for, hvorfor sagen ikke kan vente.
  • Hvis dette ikke er noteret på dagsordenen, kan beslutningen i princippet være i strid med reglerne.

Fakta: Styrelsesvedtægten i Fredericia

  • Styrelsesvedtægten fastlægger, hvordan byrådet og dets udvalg arbejder.
  • Kommunaldirektøren har ansvaret for, at sager behandles korrekt og i overensstemmelse med lovgivningen.
  • Byrådet kan kun træffe gyldige beslutninger, hvis reglerne for dagsorden, udsendelse og forberedelse er fulgt.

Læs også

Kommunen skal ikke fyldes med jernmarker

0
Kommunen skal ikke fyldes med jernmarker

Hvorfor vedtager vi i Fredericia Kommune planer, som vi allerede næste år ved kan vise sig at være direkte forældede? Det er meningsløst at lave politik, der ikke holder i længden.

I Fredericia Byråd har netop vedtaget en ny kommunalplan. Den giver mulighed for, at store arealer kan bruges til VE-anlæg – altså solceller og vindmøller. I Danmarksdemokraterne stemte vi imod.

Det gjorde vi, fordi vi ikke vil have, at nogen steder i kommunen – som i dette tilfælde Herslev – skal ende som et kludetæppe af jernmarker. Vores landbrugsjord og åbne landskaber er for vigtige til, at vi bare giver grønt lys til at dække dem med stål og teknik, når der findes et langt bedre alternativ: de mange tusind kvadratmeter tagflader, vi allerede har i byen.

Problemet er, at den nuværende lovgivning spænder ben. Derfor kan vi i dag ikke udnytte tagene fuldt ud til solenergi. Men i Danmarksdemokraterne arbejder vi på højtryk i vores folketingsgruppe for at få ændret reglerne, så barriererne fjernes. Allerede næste år forventes det at ske, og så kan tagene udnyttes langt mere effektivt. Når den dag kommer, vil de planer, vi lige har vedtaget her i Fredericia, stå tilbage som gammeldags og klodsede.

Jeg spurgte for nylig Inger Støjberg, hvad hun tænkte om situationen. Hendes svar til mig var kort og klart: “Bare klø på!” – og det tager jeg til mig. For det her er værd at kæmpe for.

Det handler ikke om at være imod grøn energi. Tværtimod. Vi skal have mere grøn energi, men vi skal gøre det på en klog måde. Ved at udnytte de tage, vi allerede har, undgår vi at belaste naturen, vi generer ikke naboer, vi tager ikke landbrugsjord ud af drift – og vigtigst af alt: folks huse falder ikke i værdi.

Og her er jeg også helt klar – det jeg siger på den her side af valget, mener jeg også på den anden side af valget. Hvis jeg bliver valgt ind i byrådet, vil jeg gå til opgaven med mod og handlekraft for at leve op til det, vi har lovet.

“Hvis vi får flertallet efter valget den 18. november, vil vi med et tillæg til kommuneplanen sikre, at mulighedsområder for VE-anlæg i den vestlige del af kommunen – Herslev området – udgår.”

Derfor sagde vi i Danmarksdemokraterne nej til kommunalplanen. For vi vil ikke være med til skrivebordsbeslutninger, der allerede næste år ligner en ommer.

Fredericia har brug for politikere, der tør sige fra, når noget ikke giver mening – og som hellere vil satse på fremtidens løsninger end på gårsdagens.

Vores marker og grønne områder skal vi passe på – solcellerne hører til på tagene.

Med venlig hilsen
Emil Fredslund Rasmussen
Nr. 2 på listen
Kandidat til KV25 Fredericia

Tillid uden handling er mere varmt luft.

0
Tillid uden handling er mere varmt luft.

Af Sune Nørgaard Jakobsen og Mette Marie de Place, byrådskandidater, Dansk Folkeparti

Poul Rand (LA) vil have ”arbejdsro” i Familieafdelingen. Han skriver pænt om tillid, færre regler og stærkere ledelse. Men mellem linjerne står der noget helt andet: ”Lad os ikke tale for højt om problemerne. Lad os få fred.”
Det er en klassiker i kommunalpolitik: Når et område sejler, er det ikke styrmanden, men dem der råber op, der bliver talt i rette.

Familieafdelingen står over for en opgave, der kræver alt andet end arbejdsro. Det er tid til at smøge ærmerne op og tage arbejdshandskerne på. At hævde, at opgaven er “for vigtig” til, at ”eksperter”bør blande sig udenom, er en larmende lussing til børn og deres familier.

I torsdags arrangerede og deltog en gruppe partier, herunder Dansk Folkeparti, i et ”Lyttemøde” med forældre og pårørende til børn og unge, som er blevet fejlbehandlet eller tvangsfjernet på et meget spinkelt grundlag. En stor del af de fremmødte kunne bekræfte, at neurodivergente udfordringer ofte ligger til grund for mange af disse anbringelser og fejlbehandlinger.

”Frihed under ansvar.” ”Mindre bureaukrati.” ”Valgfrihed.” Poul Rand slynger liberale slagord ud, som om de i sig selv skaber bedre vilkår for børn i mistrivsel. Men børn og familier har ikke brug for slogans. De har brug for dén rette sagsbehandling, af en sagsbehandler, der bliver, får klar besked og får en politisk ledelse, der tør tage ansvar.

Den seneste mediedækning af Familieafdelingen har netop haft en positiv effekt. Der er kommet øget fokus på det arbejdspres Familieafdelingen ligger under længe før pressen italesatte udfordringerne, med de mange fejlbehæftede sagsbehandlinger. Så at bede pressen holde op med at skrive kritisk er ikke en løsning; hverken for Familieafdelingen eller børn og deres familier. Det er symptombehandling. Kritikken opstår ikke ud af ingenting den opstår, fordi noget er gået galt. Vi forstår Rands bekymring, om medarbejdernes trivsel, men hvis vi eller pressen tier, er det som at sætte tape over en røgalarm: Man slipper for lyden, men huset brænder stadig.

Vi deler fuldt ud sympatien for de ansatte i Familieafdelingen. Men hvis man vil hjælpe dem, kræver det mere end Rand’s varme ord. Det kræver færre sager, færre skift, ordentlig supervision og en ledelse, der ikke gemmer sig bag konsulenter, mens medarbejderne står alene i stormen.

Vi kan ikke reparere årtiers svigt med klichéer. Vi kan kun gøre det med:

Forvaltnings og politisk mod – ikke flere papirtigre, men chefer og politikere, der stiller sig forrest.

Familiehus – Hvor familier kan få hjælp og støtte og hvor udredninger kan laves i forløbet.

Åbenhed og borgerinddragelse – kritik skal bruges som brændstof, ikke frygtes.

Poul Rand vil have ro. Vi vil have resultater. Det skylder vi både de ansatte og først og fremmest de børn og familier, som alt dette handler om.

Peder Tind: »Det er uordentligt og respektløst at fremsætte ændringsforslag tre kvarter før et byrådsmøde«

0
Peder Tind: »Det er uordentligt og respektløst at fremsætte ændringsforslag tre kvarter før et byrådsmøde«

POLITIK. Byrådsmødet den 1. september i Fredericia vil blive husket for en af de mest kaotiske behandlinger af et punkt i nyere tid. Et ændringsforslag fra Socialdemokratiet, SF og Det Konservative Folkeparti om reduktion af mulighedsområder til solceller blev først fremsendt kort før mødet og udleveret fysisk til byrådets medlemmer. Sagen må gå om, hvis der er foregået noget ulovligt.

Venstres politiske ordfører, Peder Tind, lægger ikke skjul på sin frustration over processen. »Jeg oplever først og fremmest, at det er rodet, at man tre kvarter før et byrådsmøde kommer med et ændringsforslag. Det er uordentligt, og jeg synes, at det er ærgerligt. Alle punkter på en byrådsdagsorden er vigtige, men det her punkt var fyldt med borgere fra Herslev, og så bliver det fremlagt på den måde. Det er et spørgsmål om respekt for ens kollegaer,« siger han.

Ifølge Peder Tind kunne byrådsgruppen ikke nå at tale sig til rette om forslaget, inden de skulle stemme. »Vi er selvfølgelig bekendt med kommuneplanen, og vores repræsentant i teknikudvalget har fulgt arbejdet tæt. Men vi kan jo ikke forholde os til deres ændringsforslag, før det kommer. Det indeholder fakta, kort og oplysninger, som vi ikke havde mulighed for at drøfte. Derfor opstår der også forvirring under afstemningen, hvor Enhedslisten efterfølgende fremsatte et ændringsforslag. Det skabte yderligere usikkerhed om, hvad der var mest vidtgående,« siger han.

Spørgsmålet om, hvorvidt reglerne i den kommunale forretningsorden er overholdt, bliver nu rejst. Ifølge reglerne skal dagsordener og bilag udsendes otte dage før et møde og senest fire hverdage før. Kun hvis en sag ikke kan udsættes, kan den behandles senere, og i så fald skal det fremgå tydeligt af dagsordenen med en begrundelse.

Peder Tind understreger, at Venstre har tillid til, at forvaltningen har styr på procedurerne, men han kalder det bekymrende, hvis fristerne ikke er overholdt. »Jeg kan ikke sige andet, end at jeg har tillid til forvaltningen og til, at de regler, der måtte være, bliver fulgt. Men det er stærkt bekymrende, hvis en sag kører videre på trods af, at tidsfristerne ikke er overholdt. Det må være forvaltningens og kommunaldirektørens ansvar at sikre, at det sker korrekt,« siger han.

På spørgsmålet om punktet bør behandles igen, svarer han, at det må vurderes administrativt. »Man må stille sig selv det spørgsmål, og så vil jeg lade kommunaldirektøren forholde sig til det. Han har ansvaret for processen. Hvis det skal have konsekvenser, må det være op til ham at vurdere det. Jeg vil dog slå fast, at hvis der er foregået noget ulovligt, så må sagen gå om, og det er naturligvis stærkt kritisabelt, hvis borgmesteren ikke har været opmærksom på procedurene,« siger han.

For Peder Tind handler sagen ikke kun om formalia, men også om politisk ledelse. »Det er stærkt kritisabelt, at man griber det an på den måde. Der opstod forvirring på mødet, og det er et udtryk for dårlig politisk ledelse. Det skylder vi borgerne at gøre bedre, « siger han.

Fakta: Ændringsforslaget

  • Socialdemokratiet, SF og Det Konservative Folkeparti fremlagde et ændringsforslag på byrådsmødet den 1. september.
  • Forslaget reducerede mulighedsområderne til 311,3 hektar, hvoraf maksimalt 170 hektar må anvendes til solceller.
  • Ændringsforslaget blev først sendt ud samme dag kort før mødet og desuden delt fysisk under behandlingen.

Fakta: Reglerne for dagsorden og bilag

  • Ifølge Normalforretningsorden for kommunalbestyrelser (§ 3) skal dagsorden og bilag udsendes otte dage før mødet og senest fire hverdage før.
  • Kun hvis en sag ikke kan udsættes, kan den behandles uden rettidig udsendelse.
  • I så fald skal det fremgå tydeligt af dagsordenen, at materialet kommer for sent, og der skal gives en begrundelse for, hvorfor sagen ikke kan vente.
  • Hvis dette ikke er noteret på dagsordenen, kan beslutningen i princippet være i strid med reglerne.

Fakta: Styrelsesvedtægten i Fredericia

  • Styrelsesvedtægten fastlægger, hvordan byrådet og dets udvalg arbejder.
  • Kommunaldirektøren har ansvaret for, at sager behandles korrekt og i overensstemmelse med lovgivningen.
  • Byrådet kan kun træffe gyldige beslutninger, hvis reglerne for dagsorden, udsendelse og forberedelse er fulgt.

Susanne Eilersen: Viljen til at stå sammen er afgørende for blå blok

0
Susanne Eilersen: Viljen til at stå sammen er afgørende for blå blok

POLITIK. Foran MesseC i Fredericia summede det i weekenden af aktivitet. Fire borgerlige partier – Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne – havde samlet kræfterne til et fælles konvent, hvor målet var at markere sammenhold og en fælles kurs frem mod et regeringsskifte.

Byrådsmedlem og 2. viceborgmester i Fredericia, Susanne Eilersen (DF), deltog i konventet og lagde vægt på, at arrangementet viser viljen til samarbejde. »Der er jo et blåt konvent, et borgerligt konvent, der samles her med fire borgerlige partier. Og det eneste formål, det er jo, at man skal samle sig om at finde en anden statsminister, så vi kan få væltet Mette Frederiksen af pinden. Og det skal jo selvfølgelig være en blå statsminister,« sagde hun.

Hun fremhævede den stemning, som prægede formiddagens oplæg. »Det giver mig utrolig meget. Nu har vi jo haft nogle gode oplæg, og der bliver simpelthen klappet hele tiden, og af alle borgerlige. Jeg synes, alle fire borgerlige gør det rigtig godt, og de står sammen. De anerkender, at der er ting, man er uenige i, men de anerkender også, at der er flere ting, man er enige i. Og så viljen til at ville hinanden, og viljen til, at nogen må shine i nogle af deres sager, det vil man give plads til. Det kan vi lære rigtig meget af som politikere, også her i Fredericia,« sagde Susanne Eilersen.

Også partiformand Morten Messerschmidt var på talerstolen, og ifølge Susanne Eilersen leverede han endnu en stærk præstation. »Jeg synes jo altid, Morten gør det rigtig godt, og han lægger hårdt ud, især med velfærdsområderne. Han lægger hårdt ud med, at man selvfølgelig kan købe en kogebog, og så kan man jo læse om alle de fine retter, man ikke har råd til at købe madvarer til i supermarkedet. Altså det der med, at Mette vil give os skattenedsættelser – det er jo ikke det, der er debatten. Det er jo det daglige. Det er vores indkøb og vores daglige gøren og laden, der afgør, om vi har råd til det liv, vi gerne vil. Og det hjælper jo nok ikke kun med kaffe- og chokoladeafgifter, eller at bøgerne bliver billigere,« sagde hun.

Som både fredericianer og medlem af MesseC’s bestyrelse glædede det Susanne Eilersen, at konventet blev afholdt i netop Fredericia. »Jeg kan høre og se, at folk er benovede over, hvordan MesseC fremstår. Hvordan hele salen er, de store skærme og opsætningen. Det var utrolig nemt for folk at blive booket ind. Det gik rigtig hurtigt og smertefrit. Nu har der lige været frokost, og jeg tror, alle har fået deres frokost til tiden og med det samme. Det gør mig stolt, både som fredericianer, men også som bestyrelsesmedlem i MesseC, at folk synes, at det her sted kan levere – og det leverer,« sagde hun.

Ny skobutik flytter ind på Danmarksgade: Skoskabet åbner i Fredericia

0
Ny skobutik flytter ind på Danmarksgade: Skoskabet åbner i Fredericia

BUSINESS. Fredericias handelsliv får nyt liv, når en ny skobutik rykker ind i de tidligere Ecco-lokaler på Danmarksgade 22. Bag satsningen står ægteparret Frederik og Camilla Friis-Petersen, som i forvejen driver butikkerne Skoskabet og Skowolter i Middelfart.

»Mig og min kone har drevet webshop siden 2021, hvor vi startede med at fokusere på yderstørrelser. Det gik godt, og så åbnede vi en fysisk butik i Middelfart sidste år. Nu åbner vi Skoskabet i Fredericia,« fortæller Frederik Friis-Petersen.

Butikken i Fredericia bliver udelukkende et Skoskabet-koncept, hvor udvalget koncentrerer sig om størrelserne 36-42 til kvinder og 41-47 til mænd. »Vi har Danmarks største udvalg af yderstørrelser i Middelfart, men det giver ikke mening at have den type butik så tæt på. Derfor bliver det Skoskabet, som er målrettet mellemstørrelserne, vi åbner i Fredericia,« siger han.

Det, der skal gøre Skoskabet anderledes, er ifølge Frederik Friis-Petersen friheden til at vælge sortimentet. »Vi er ikke med i nogen indkøbskæde som for eksempel Skoringen. Vi bestemmer selv 100 procent, hvilke varer vi køber ind. Vi køber et år frem, og vi har set og rørt hver eneste produkt. Ingen kan pådutte os bestemte mærker. Det gør, at vi kan skabe en butik, som vi selv tror på,« siger han.

Han mener, at branchen trænger til fornyelse. »Skobranchen har været præget af de samme ejere i mange år. Vi synes, det er tid til et generationsskifte, og vi vil gerne vise, at der er en anden vej,« siger han.

Åbningen i Fredericia er valgt med omhu. »Det kører godt i Middelfart, men vi ville gerne finde et sted, hvor der er synergi. Det skal være nemt at bemande, og det skal give mulighed for at flytte varer frem og tilbage. Fredericia er det oplagte valg,« siger Frederik Friis-Petersen og tilføjer, at forbedret adgang til parkering på Danmarksgade har haft betydning for beslutningen.

Ambitionen for de første år er at blive godt etableret. »Først og fremmest skal vi have butikken op at køre i forhold til omsætningen. Det er vores første prioritet. Vi vil etablere os solidt i Fredericia,« siger han.

Åbningsdagen ventes senest at blive 1. april, men håbet er at være klar allerede 1. marts. »På åbningsdagen kommer vi til at køre det samme koncept som i Middelfart. Vi giver fast rabat på mindst 20 procent i hele butikken, og så vil der være styles til langt under indkøbsprisen. Vi laver konkurrencer, hvor kunderne kan vinde sko, og alle, der handler, får mulighed for at deltage,« fortæller Frederik Friis-Petersen.

Forventningen er, at Skoskabet vil tiltrække en bred kundegruppe. »Vi sælger ikke børnesko, men vi henvender os til alle fra en 10-årig dreng til en 75-årig herre. Alle, der bruger størrelserne 36-42 for kvinder og 41-47 for mænd,« siger han.

Med erfaringerne fra Middelfart i ryggen føler ejerne sig klar til at tage næste skridt. »Vi har lært noget om prissætning og strategiske overvejelser, som vi tager med os. Ellers handler det om at skabe en god oplevelse for kunderne. Det er det vigtigste,« siger Frederik Friis-Petersen.

Mikael Jensen: En sejr der giver smil, glæde og tro på projektet

0
Mikael Jensen: En sejr der giver smil, glæde og tro på projektet

SPORT. Fredericia HK’s kvinder i 1. division fik en drømmestart på sæsonen, da de i weekenden vandt deres første kamp i rækken. En sejr der ifølge cheftræner Mikael Jensen både giver ro, motivation og en klar fornemmelse af, at holdet kan begå sig på det niveau, de nu er rykket op i.

»Det betyder sindssygt meget, fordi vi var oppe imod en modstander, hvor vi selv mente, at vi skulle slå dem. Én ting er at have en idé om det, noget andet er at gå ud og spille første kamp, hvor det gælder. Der er trods alt forskel på træningskampe og kampe, hvor pointene tæller. Så det var vigtigt at få slettet det nul, der stod ude i tabellen, og dejligt at vi fik en ret sikker sejr,« siger han.

Kampen blev spillet med stor offensiv styrke, og det var netop angrebsspillet, der gjorde forskellen. »Vi havde egentlig ikke problemer med at spille os frem til chancer, og i første halvleg scorede vi på næsten hver eneste afslutning. Det fungerede rigtig godt. Vi var måske lidt ukoncentrerede til tider og brændte for meget, men det var ikke sådan, at vi blev nervøse. Offensiven fungerede, og det er faktisk der, vi har haft vores udfordringer i træningskampene, så det var dejligt at se, at vi kunne slippe det løs,« siger Mikael Jensen.

Han fremhæver flere spillere, der gjorde en forskel. »Karoline Busk og Stine Hansen gjorde det rigtig godt. Samtidig kom vores nye spiller Sofia Ragnar ind i anden halvleg, fik spillet de værste nerver af sig og leverede en masse gode aktioner. Det var en helstøbt indsats, hvor alle fik spilletid, og det er fedt at kunne give alle minutter i sådan en første kamp,« siger han.

Op til sæsonstarten har trænerteamet haft et klart fokus på at styrke angrebsspillet, og det arbejde bar frugt. »De sidste 14 dage har vi brugt meget tid på offensiven, og det var dejligt at se, at det lykkedes. Vi lukkede flere mål ind, end vi ellers har gjort i træningskampene, men det er en konsekvens af, at vi mødte en modstander, hvor spillet bølgede mere frem og tilbage. Det vigtigste var, at vi fik hul på det, vi har arbejdet med,« siger Mikael Jensen.

Han ser sejren som et springbræt, men understreger, at holdet skal bygge videre med samme disciplin. »Der er smil på, glæde og motivation for at blive bedre, både individuelt og som hold. Vi træner tre-fire gange om ugen, spiller kamp en gang, og så handler det om hele tiden at analysere, lære af video og rette til. Vi ser på, hvad der lykkes, og hvad vi kan forbedre, og så træner vi ud fra det. Det er en god arbejdsgang,« siger han.

Målet for sæsonen er klart: Holdet skal forblive i 1. division. »Når sæsonen er færdig, skal vi stadig være et 1. divisionshold. Om vi ender som nummer 9 eller 7, er underordnet. Det vigtigste er, at vi har udviklet os og præsteret på et niveau, der gør, at vi kan blive i rækken. Hvis præstationerne er der, så skal resultaterne nok komme,« siger han.

For Mikael Jensen personligt er det en fornøjelse at stå i spidsen for et hold, der beviser sit værd. »Det er dejligt at se, at vi kan være med. Selvfølgelig kommer vi til at møde hold, der er stærkere end os, og så må vi arbejde taktisk for at ødelægge lidt for dem og tage kampen op. Jeg er utrolig glad for at være tilbage i Fredericia. Det er en god klub, et godt hold og nogle gode piger. Der er også gode folk omkring holdet, som hjælper os. Jeg synes, vi står et sted, hvor pigerne har de bedst mulige forhold,« siger han.

Med den første sejr i hus er fundamentet lagt. Nu handler det for Fredericia HK’s 1. divisionskvinder om at fastholde niveauet, bygge videre på de gode takter og skabe en sæson, hvor smil, glæde og udvikling følges ad med resultaterne.

Fredericia HK viste fra første fløjt, at de ville styre kampen. Allerede efter få minutter stod der 6-2 på tavlen, og ved pausen var stillingen 17-11. Caroline Busk blev topscorer med seks mål, mens Sophie Voldby bidrog med fem, Stine Hansen med fire og Maria Husted med fem fuldtræffere. Alle markante præstationer i en kamp, hvor hele holdet kom i aktion. I anden halvleg holdt Fredericia fast i overtaget og sikrede sig en sikker sejr på 28-24.

75 år med værdier, vilje og varme

0
75 år med værdier, vilje og varme

Når man fylder 75 år, er det oplagt at se lidt tilbage – og det vil vi gøre på dine vegne, kære far.

I “gamle dage” – dengang vores bedsteforældre fyldte 75 – var det en høj alder. For dig er det ingen alder. Ja, der har været brug for et par “opdateringer” undervejs, men set udefra lever du stadig i et tempo, der ville gøre mange langt yngre end dig forpustede.

Du er fortsat erhvervsaktiv og først og fremmest et menneske, der engagerer dig i mangt og meget – ikke nødvendigvis sager med prestige og anerkendelse, men sager der gør en forskel for andre. Det gælder dit mangeårige formandskab og de tusindvis af timer i boligforeningens tjeneste samt dit engagement i det lokale foreningsliv i bred forstand. Hvis du føler, du kan gøre en forskel, er du villig til at investere meget af dig selv.

Du har aldrig været bange for at stå op for dine værdier og holdninger – det viste du bl.a., da du etablerede din egen borgerliste og blev valgt til kommunalbestyrelsen i det gamle Ejby Kommune. I dag er det på den socialdemokratiske liste i Middelfart Kommune, du giver din mening til kende – ofte med et særligt fokus på udviklingen i hele kommunen.

Som menneske er du kendetegnet ved at møde andre med respekt, og man ved altid, hvor man har dig. Du har klare meninger, men du er ordentlig i måden, du går til en sag på.

Og så er der familien: mor og os fem søskende – Kristian, Ulrik, Sune, Simon og Signe – for ikke at glemme svigerbørnene og de 15 børnebørn. Vi er efterhånden blevet til en hel lille stamme, der fylder godt, når vi samles. Alligevel har du altid tid til os – om det er med aftensmad, en hjælpende hånd eller som trofast tilskuer, når børnebørnene dyrker sport eller på anden vis har brug for farfars/morfars opmærksomhed.

Du er jyde med stort J, socialdemokrat i hjertet og familiemenneske i sjælen. Det er ikke så ringe en kombination.

Ja, kalenderen siger 75 år – men lysten, engagementet og energien siger noget helt andet.

På familiens vegne vil vi bare sige: tak. Tak for værdierne, for kærligheden, for de gode råd, de mange grin – og for at du har vist os, at livet faktisk bliver rigere, jo mere man deler ud af sig selv.

Signe, Simon, Sune, Ulrik og Kristian

Palle Dahl: En menneskefejl må ikke ende med at ramme børnene på Ullerup Bæk Skolen

0
Palle Dahl: En menneskefejl må ikke ende med at ramme børnene på Ullerup Bæk Skolen

KOMMUNALT. Økonomien på Ullerup Bæk Skolen er igen kommet i fokus efter afsløringen af, at der er tale om en budgetfejl i millionklassen. Byrådsmedlem Palle Dahl (Æ) lægger ikke skjul på, at situationen er alvorlig, men han understreger samtidig, at det ikke må gå ud over skolens elever.

»Så vidt jeg har kigget på, så er det jo glemte feriepenge i budgettet, og der er tale om en menneskefejl. Hvis man lægger sig ind i rummet, at jeg har lavet en fejl, så er det trist. Men vi er jo mennesker, vi kan jo fejle. Det må bare helst ikke ske. Ikke i den millionklasse, i hvert fald,« siger han.

Forældrene har reageret med bekymring, og der har været tale om et muligt ansættelsesstop. Den tanke afviser Palle Dahl klart. »Det ene er sikkert, vi skal jo ikke til at afskedige folk for at redde tingene. Det skal vi ikke. Hvis der er behov for et ansættelsesstop, så er du nødt til at gøre det, men det kan vi på ingen måde gå med til i år. Det er sårbare unge, vi har med at gøre,« siger han.

Han peger på, at det nu må være op til forvaltningen at finde løsninger, så konsekvenserne ikke rammer børnene. »Forvaltningen må hjælpe os med at sige, hvor kan vi finde nogle penge, uden at det kommer til at gå ud over børnene. For de unge, de er vores fremtid. Uanset om de har udfordringer eller ej, så kan alle mennesker et eller andet,« siger Palle Dahl.

Han hæfter sig også ved udmeldinger fra lærerkredsen, som deler bekymringen for konsekvenserne. »Som jeg hørte Per Breckling fra Lærerforeningen sige, I må ikke fjerne. I må ikke stoppe. Hvis der er brug for flere lærere, så skal de jo findes,« siger han.

En redegørelse fra forvaltningen om hele sagen er varslet til byrådets møde den 3. oktober. Her bliver den økonomiske situation lagt frem i detaljer. Palle Dahl vil dog ikke selv være til stede, da han er på ferie, men understreger, at sagen bliver behandlet politisk i gruppen.

»De får virkelig en redegørelse af, hvad der sker, og så må vi se, om vi kan finde nogle midler. Men det vigtigste er, at det ikke ender med at ramme børnene,« siger Palle Dahl.

Skolevægring og skærmforbrug hos børn og unge kræver handling

0
Skolevægring og skærmforbrug hos børn og unge kræver handling

Børn og unges skolefravær og omfattende skærmforbrug er stærkt bekymrende og skal tages langt mere alvorligt i debatten om børn og unges trivsel og skolegang. Højt skolefravær handler ikke kun om, at børn og unge mister værdifuld læring og sociale fællesskaber, det er samtidig ødelæggende for mange familier. Derfor er det en mærkesag for Det Konservative Folkeparti, at vi får sat skolefravær og skærmforbrug langt højere på dagsordenen. 

I debatten om styrkelse af folkeskolen står vi også over for to store udfordringer, som kræver vores opmærksomhed og handling: skolevægring og det stigende skærmforbrug blandt unge. 

Det handler først og fremmest om at sikre rammer for en god trivsel og sundhed for hele familien, og det er en afgørende forudsætning for at hæve karaktergennemsnit i dansk og matematik, at vi samtidig får forholdt os til skolefravær og skærmforbrug. For hvis de grundlæggende forudsætninger ikke er på plads, når vi ingen vegne. Derfor er det helt essentielt for Det Konservative Folkeparti, at vi tager et langt større ansvar, både politisk og i fællesskab. Der skal findes flere løsninger, der kan hjælpe børn, unge og familier, der er påvirket af højt skolefravær og højt skærmforbrug.  

I Fredericia er der igangsat en række initiativer mod skolevægring, men vi skal sikre, at det virker. Forebyggelse af højt skolefravær bør prioriteres højere, så vi kan undgå at det forværres. For Det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at vi styrker samarbejdet yderligere mellem forældre, skole og andre aktører, og så ser vi positivt på muligheder for praktik i udskolingen og at dette udbredes endnu mere. Vi skal samtidig have fokus på, om der er de rigtige ressourcer til at tage hånd om skolevægring og højt skærmforbrug, men hvor det samtidig er noget, vi løser i samarbejde med alle aktører og civilsamfundet. 

Det handler om at give den enkelte elev de bedste forudsætninger for at lære og udfolde sine kompetencer bedst muligt. Derfor skal vi støtte og fremme aktiviteter, som ikke involverer skærmefor netop at give børn og unge mulighed for at engagere sig i forskellige former for læring. 

Børn og unge skal have de bedste rammer for at have lyst til at gå i skole og reducere deres skærmforbrug. Det Konservative Folkeparti arbejder derfor også for at disse udfordringer og mulige løsninger kommer højt på den politiske dagsorden i Fredericia Kommune. I første omgang vil jegbringe det ind i sundhedsudvalget, da det i høj grad handler om den mentale sundhed. 

En ting er sikkert, det kalder på handling for at sikre børn og unges trivsel nu og fremover. 

Kirsten Hassing Nielsen, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti.

Mellemøstkrisen får Monjasa til at tredoble forventningerne for 2026

Mellemøstkrisen får Monjasa til at tredoble forventningerne for 2026

0
Året, der gik, blev stille for verdens handelsflåder, og Monjasa mærkede det. Indtjeningen er næsten halveret, omsætningen faldet med en halv milliard dollar. Alligevel...