-0.1 C
Copenhagen
onsdag 24. december 2025

Bil beslaglagt på Vejlevej: Manden havde (stadig) ikke kørekort

0
Bil beslaglagt på Vejlevej: Manden havde (stadig) ikke kørekort

KRIMI. To mænd er det seneste døgn blevet sigtet af Sydøstjyllands Politi for at køre uden førerret i Fredericia – og i det ene tilfælde var det langt fra første gang.

Det var onsdag formiddag klokken 10.40, at en patrulje fra Sydøstjyllands Politi standsede en personbil på Vejlevej i Fredericia. Ved kontrollen viste det sig, at føreren – en 40-årig mand fra Fredericia – ikke havde førerret til personbil. Ifølge politiet er det ikke første gang, manden er blevet taget i at køre uden kørekort.

»Det er ikke første gang, at det er sket, så det er også i det område, hvor vi tager bilen. Vi skal beslaglægge den med henblik på konfiskation,« oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Den 40-årige blev sigtet på stedet, og politiet har altså beslaglagt bilen med henblik på at få den konfiskeret. En konsekvens, der kan blive aktuel, når kørsler uden førerret gentages.

Yngre mand stoppet natten til torsdag

Natten til torsdag, kl. 01.37, måtte en patrulje igen gribe ind – denne gang på Snoghøj Landevej i Fredericia. Her blev endnu en bil standset, og igen viste det sig, at føreren ikke havde førerret til personbil. Denne gang var det en 22-årig mand fra Vejle Kommune.

»Vi kontrollerer føreren, og han har heller ikke førerret,« lyder det fra Arno Rindahl Petersen.

Der blev i denne sag ikke foretaget beslaglæggelse af bilen, men også her blev der rejst sigtelse.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Stilstand og kø på motorvejen ved Fredericia: Havareret bil spærrer spor

0
Stilstand og kø på motorvejen ved Fredericia: Havareret bil spærrer spor

TRAFIK. Bilister må væbne sig med tålmodighed på motorvejen ved Fredericia torsdag eftermiddag, hvor en havareret bil skaber tæt trafik og kø i retning mod Odense.

En opdatering fra Vejdirektoratet klokken 14.34 melder om en havareret bil på E20 Østjyske Motorvej ved tilkørsel Fredericia V, hvor kun ét spor i øjeblikket er farbart. Vejhjælp er på stedet, men trafikken glider kun langsomt forbi.

Bilister på strækningen har meldt om langsom kørsel og til tider decideret stilstand, særligt i området omkring tilkørslen ved Fredericia V.

Havariet har altså skabt kødannelser, der strækker sig længere tilbage, og trafikken bevæger sig kun langsomt frem. Det påvirker både pendlere, varetransport og lokale trafikanter, som netop på dette tidspunkt af dagen normalt oplever høj aktivitet på strækningen.

Vejdirektoratet har endnu ikke meldt ud, hvornår der forventes normal trafikafvikling på stedet.

34-årig varetægtsfængslet efter forsøg på manddrab i Vejle

0
34-årig varetægtsfængslet efter forsøg på manddrab i Vejle

KRIMI. En 34-årig mand fra Vejle er torsdag formiddag ved Retten i Kolding blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for forsøg på manddrab mod en 66-årig mand.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse samt på deres X-profil torsdag.

Ifølge politiet fandt episoden sted onsdag aften omkring klokken 17.43 på Ribegade i Vejle. Her opstod der en uoverensstemmelse mellem de to mænd, der kendte hinanden i forvejen. Under uoverensstemmelsen forsøgte den 34-årige mand at stikke den 66-årige med en ukendt genstand. Offeret kom dog ikke alvorligt til skade.

Efter hændelsen flygtede den 34-årige mand fra stedet, men blev kort efter klokken 17.55 anholdt af en patrulje på Flegmade i Vejle.

I grundlovsforhøret ved Retten i Kolding blev den 34-årige mand varetægtsfængslet i fire uger med begrundelse i grov vold, oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X:

»En 34-årig mand er ved Retten i Kolding blevet varetægtsfængslet i fire uger. Sigtelsen vedrører forsøg på manddrab mod en 66-årig mand. Manden er blevet varetægtsfængslet på et grundlag om grov vold.«

Politiet anmodede om lukkede døre ved grundlovsforhøret.

Efter episoden vil politiet i den kommende tid være mere synligt til stede i området omkring Ribegade med de såkaldte tryghedsskabende patruljer.

Kritik af Fredericia Kommune: Borgere undrer sig over manglende invitation til borgermøde om Nørrebrogade

0
Kritik af Fredericia Kommune: Borgere undrer sig over manglende invitation til borgermøde om Nørrebrogade

BOLIG. Det omfattende gravearbejde omkring Nørrebrogade i Fredericia har skabt frustration hos flere borgere, der ikke forstår, hvorfor kun beboerne på selve Nørrebrogade – samt hjørneejendommene på sidevejene – er inviteret til et borgermøde.

»Kommunen virker ligeglade,« det er ordene fra flere fredericianere i Nørrebrogadekvarteret torsdag formiddag, hvor AVISEN er på besøg. Rikke Lundsgaard Breckling har forsøgt at råbe kommunen op, blandt andet ved at samle underskrifter fra hele Nørrebrogadekvarteret. Men hun føler sig ignoreret:

»Fredericia Kommune virker ligeglade med vores henvendelser. Jeg havde samlet underskrifter fra hele kvarteret, men kommunen har valgt at ignorere det. Alle sideveje er ikke inviteret, og når jeg stiller spørgsmål til dette får jeg at vide, at de vil ikke diskutere sagen yderligere,« siger hun med henvisning til, at arbejdet på sidevejene udelukkende udføres af Fredericia Spildevand.

»Kommunen ejer jo Fredericia Spildevand fuldt ud, og politikerne sidder endda i bestyrelsen. Alligevel får vi at vide, at sidevejene ikke inviteres med. Det er uforståeligt og amatøragtigt,« fortsætter Rikke Lundsgaard Breckling.

»Vi er ikke inviteret – det er ringe«

Birger Naver, der bor på Nellikevej, er også frustreret over, at de ikke er inviteret:

»Vi er ikke inviteret. Det synes jeg er mærkeligt. Det er nu ikke fordi, vi har noget, der er skadet, men det må da gælde alle, der har været en del af dette store opgravningsarbejde. Jeg har kontaktet Fredericia Kommune og har fået svar om, at det kun er Nørrebrogadebeboere, der er inviteret. Det forstår jeg virkelig ikke.«

»Det er ringe, at man som borger ikke ved, hvem man skal have fat i, hvem der står for hvad, og hvorfor. Argumentet skulle være, at det skyldes, at det udelukkende er Fredericia Spildevand, der arbejder på sidevejene. Dertil kommer, at hvis man ser på Nørrebrogade isoleret, så er det primært lejelejligheder, og her har man fået en indbydelse i e-boks. Men her vil mange jo ikke komme, det er jo ikke deres huse, der er gået i stykker. Jeg synes også, det er noget forfærdeligt svineri, de har lavet med vejene, og det næste er sikkert, at det bliver private veje, så vi skal bøvle med det,« uddyber Birger Naver.

»Kommunen forsøger bare at tysse tingene ned«

På Lærkevej bor Claus Thomsen, og han deler naboernes kritik og frustrationer over mangelfuld kommunikation fra Fredericia Kommune og Fredericia Spildevand:

»Jeg er lidt forundret over, at når der er nogle mennesker, der forsøger at skabe dialog, så vælger kommunen bare at skære igennem, hvem de nu synes, der skal med. Jeg er da oprørt over det arbejde, der bliver lavet herude,« siger Claus Thomsen.

»Jeg føler lidt, at det er bare for at tysse hele stemningen ned. Som udgangspunkt har jeg jo ikke rigtig noget at være sur over endnu. Men det har været en daglig spænding at finde ud af, hvordan vi kom ud herindefra, fordi så er der spærret her, så er der spærret dér. Vi har faktisk ikke fået en skid information.«

Claus Thomsen fremhæver, at han har måttet tage initiativ til kommunikation om fejl begået af arbejdsholdene:

»De har gravet vores fibernet over, og der er ikke nogen, der tager initiativ til en skid. Det har jeg selv skulle gøre. Jeg har gået til en medarbejder og sagt, at de har rykket vores internet over.«

Kommunens forklaring på, hvorfor sidevejene ikke er inviteret med, giver han ikke meget for:

»Jeg har skrevet til kommunen, og de har svaret, at man har valgt kun at tage dem med, der berøres på Nørrebrogade, og så den første ejendom på sidevejene.«

Han mener, at kommunen burde have inkluderet flere veje i kvarteret:

»Vi er jo berørt hver gang, vi kører ud fra Lærkevej eller fra Spurvevej. Så går vores bil i alarm, fordi højdeforskellene er så store. Det er sgu da ikke i orden. Hvis vi andre lavede sådan noget arbejde, så fik vi lov til at lave det om.«

Ifølge Claus Thomsen burde kommunen og Fredericia Spildevand i højere grad lytte til borgerne nu, for at undgå problemer senere:

»De ting, der kommer frem på borgermødet, det skal vi jo forhåbentlig ikke til at bøvle med senere. Men man lægger bare låg på ét problem nu, og så opstår der et nyt et andet sted. Det virker, som om vi hele tiden skal kæmpe vores egen sag.«

Fredericia Kommune er endnu ikke vendt tilbage

AVISEN arbejder stadig på en kommentar fra Fredericia Kommune, der endnu ikke er vendt tilbage på vores henvendelser.

Vi følger op på sagen.

Læs også

Spa-hotel i Børkop trækker gæster til Trekantområdet med flotte nomineringer

0
Spa-hotel i Børkop trækker gæster til Trekantområdet med flotte nomineringer

BUSINESS. Når Danish Beauty Award 2025 afholdes i Tivoli Congress Center i København den 25. april, vil øjnene være rettet mod Comwell Kellers Park i Børkop. Spa-hotellet, der allerede sidste år løb med titlen som ’Årets Spa 2024’, er nemlig nomineret i hele tre kategorier i år.

Comwell Kellers Park kan således vinde priser i kategorierne Årets Spa, Årets Skønhedsbehandling og Årets Funktionelle Duft.

Hotelchef Maria Munkebo lægger ikke skjul på, at nomineringerne betyder meget for hotellet:

»Vi er meget glade og stolte. Nomineringerne er en stor anerkendelse af vores dedikerede og dygtige medarbejdere, der hver dag gør deres allerbedste for at give vores gæster en unik spaoplevelse,« fortæller hun.

Gavner hele lokalområdet

Sidste års kåring som ’Årets Spa’ har allerede betydet en klar fremgang for hotellet. Både danske og internationale gæster har sidenhen valfartet til Børkop for at nyde godt af spa-hotellets særlige atmosfære med fjordudsigt og rolig nordisk stemning.

Det øgede besøgstal mærkes ikke kun på hotellet selv. Gæsternes interesse for området smitter positivt af på hele Trekantområdet. Det bekræfter hotellet, som oplever, at de ekstra gæster også søger mod lokale restauranter, butikker og seværdigheder.

»Når flere besøger området, smitter det positivt af på resten af oplevelsesøkonomien – til gavn for os alle. Flere gæster overnatter, spiser lokalt, besøger attraktioner og bruger naturen aktivt. Comwell Kellers Park bliver dermed en markant drivkraft i udviklingen af helårsturisme i hele vores område.«

Flere lokale spa-hoteller i toppen

Det er ikke nyt, at Trekantområdet markerer sig blandt landets bedste spa-destinationer. Allerede i 2023 vandt De Termiske Bade og Thalasso Spa på Hotel Vejlefjord prisen som ’Årets Spa’, og hotellet er igen i år blandt de fem finalister i kategorien.

Med både Comwell Kellers Park og Hotel Vejlefjord blandt de nominerede i år, kan Trekantområdet altså potentielt tage prisen som årets spa for tredje år i træk.

Desuden er Comwell-hotellerne generelt stærkt repræsenteret i årets felt. Udover Comwell Kellers Park er også Comwell Borupgaard nomineret til årets bedste spaoplevelse.

Vinderne kåres torsdag den 25. april 2025 i København.

Coop overrasker med comeback

0
Coop overrasker med comeback

BUSINESS. Efter nogle turbulente år med gigantiske underskud er Coop Danmark tilbage med et overraskende godt regnskab. Coop, der sidste år blev delvist opkøbt af energiselskabet OK, præsenterer nu et driftsresultat (EBIT) på 162 millioner kroner i plus for 2024. Det svarer til en fremgang på hele 879 millioner kroner sammenlignet med året før, hvor underskuddet var enormt.

Det samlede resultat efter særlige poster lander på imponerende 818 millioner kroner, fremgår det af en pressemeddelelse fra Coop Danmark.

Dermed er Coop i gang med en bemærkelsesværdig turnaround, blot ét år efter, at virksomhedens eksistens ifølge bestyrelsesformand Jeff Gravenhorst »reelt var truet.«

Ny ledelse og stram kurs redder Coop

Fremgangen er ifølge adm. direktør Thor Skov Jørgensen et resultat af en målrettet og stram fokusering på kerneforretningen. En stor del af succesen skyldes også, at Coop har lukket tabsgivende butikker, frasolgt onlinevirksomheden Coop.dk og gennemført store nedskæringer på hovedkontoret.

»Vi er i dag et mindre, men sundere Coop. Og har realiseret en fremgang i kerneforretningen,« udtaler Thor Skov Jørgensen og fremhæver særligt, at alle virksomhedens fire kæder – Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount – har leveret forbedrede resultater.

På LinkedIn kommenterer Michael Løve, CEO i OK a.m.b.a., Coops resultat:

»Ingen tvivl om, at Coop fortsat skal forbedre lønsomheden, men regnskabet viser entydigt, at udviklingen går den rette vej.«

Løve fremhæver også, at OK’s investering i Coop for ét år siden handlede om at redde en økonomisk presset virksomhed, som driver butikker, der er »mindre byers sidste indkøbssted.«

Klar til nye investeringer

Fremgangen giver ifølge ledelsen ro og kræfter til nye investeringer. Coop vil nu modernisere flere butikker og satse yderligere på kundeoplevelsen samt virksomhedens velkendte mærker som Änglamark og lokale danske varer.

»Med et solidt kapitalgrundlag på plads og en ny ledelse, kan vi heldigvis konstatere, at første del af operationen er lykkes. Der er skabt en markant fremgang i kerneforretningen,« siger Jeff Gravenhorst i pressemeddelelsen.

Thor Skov Jørgensen tilføjer, at Coop stadig står over for en stor opgave med at fastholde fremgangen, men at medarbejdernes engagement og opbakning er afgørende:

»Fremgangen skyldes ikke mindst en kæmpe holdindsats hele vejen rundt. Det er den fælles indsats, der gør, at vi er på rette vej.«

Coop forventer også fremgang i 2025, hvor driftsresultatet ventes at blive endnu bedre end i år. Virksomheden oplyser dog, at den ikke forventer at sælge flere ejendomme.

Fræk biltyv forsøgte at snuppe bil foran næsen på ejeren 

0
Fræk biltyv forsøgte at snuppe bil foran næsen på ejeren 

KRIMI. En 23-årig mand fra Horsens havde onsdag eftermiddag usædvanligt svært ved at holde fingrene fra en sølvgrå personbil, der holdt parkeret på Nørre Voldgade midt i Fredericia. Klokken 15.39 forsøgte han på frækkeste vis at tage bilen i brug – endda mens ejeren selv stod ved bagagerummet.

Ifølge vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd var gerningsmanden ganske ublu:

»Han åbner passagerdøren og lægger sin taske ind på passagersædet og forsøger så at åbne førerdøren. Samtidig står forurettede, altså ejeren af bilen, og er i gang med at lægge noget i bagagerummet.«

Bilens ejer havde låst bilen op, fordi ejeren selv var ved at pakke ting i bagagerummet, da tyven pludselig gik direkte efter førersædet.

Frækheden kender ingen grænser

Ejeren fik hurtigt øje på den fremmede mand, som var i gang med at gøre sig til rette i bilen. Politiet blev omgående alarmeret, og kort efter var en patrulje på stedet.

»Vi er fremme og har fat i en person, som vi sigter for forsøg på brugstyveri. Der er tale om en 23-årig mand fra Horsens Kommune,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Det usædvanligt dristige forsøg skete altså i fuld offentlighed midt på eftermiddagen, hvor ejeren var få meter væk og intetanende stod og ordnede bagagerummet. Vicepolitikommissæren bemærker, at sagen efterforskes som forsøg på brugstyveri, og at manden fortsat er sigtet.

Politiet har ikke meldt yderligere detaljer ud om, hvorvidt den sigtede tidligere er kendt af politiet, eller hvilke konsekvenser sagen får for ham. 

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Aggressiv mand krævede cigaretpenge – kvinde følte sig fanget på sti

0
Aggressiv mand krævede cigaretpenge – kvinde følte sig fanget på sti

KRIMI. Onsdag formiddag blev en gåtur på stien ved Cypresvej i Kolding pludselig forvandlet til en yderst ubehagelig oplevel­se for en kvinde. En mand blev aggressiv og pressede hende til at overføre penge til ham via MobilePay.

Det oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd hos Sydøstjyllands Politi.

»Vi får anmeldelsen klokken 09.54 onsdag formiddag om et mindre røveri på stien omkring Cypresvej. Her bliver en kvinde konfronteret af en mand, som kræver, at hun overfører 30 kroner, så han kan købe cigaretter,« fortæller vicepolitikommissæren.

Ifølge anmeldelsen følte kvinden sig presset og ude af stand til at komme væk fra stedet på grund af mandens opførsel. Hun endte med at overføre 20 kroner via MobilePay til manden, selvom han oprindeligt havde krævet 30 kroner.

»Hun har beskrevet det sådan, at manden var aggressiv over for hende, men jeg har ikke nærmere oplysninger om, hvad præcis den aggression gik ud på,« forklarer Arno Rindahl Petersen.

Anholdt kort efter – fortsat sigtet

Politiet reagerede hurtigt på anmeldelsen og ankom til området omkring Cypresvej, hvor de kort efter kunne finde frem til den mistænkte. Her anholdt betjentene en 48-årig mand fra Kolding Kommune klokken 12.20.

Manden blev sigtet for røveri, men han blev dog løsladt igen efter godt en times tid, klokken 13.35, uden fremstilling i grundlovsforhør.

»Sigtelsen er stadig opretholdt. Nu må vi se, om sagen ender med, at vi rejser tiltale for røveri,« siger vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen.

Han fortæller desuden, at en række forskellige forhold afgør, om en sigtet fremstilles i grundlovsforhør, eksempelvis personens tidligere kriminalitet, sagens alvorlighed, og eventuelle efterforskningsmæssige hensyn.

I dette tilfælde var det vurderingen, at sagen ikke havde en karakter eller grovhed, der nødvendiggjorde en varetægtsfængsling.

Efterforskningen fortsætter

Selvom manden er løsladt, er politiets efterforskning langt fra slut. Nu venter yderligere afhøringer og undersøgelser af sagen, før det afgøres, om der skal rejses tiltale mod den 48-årige.

Politiet har ikke på nuværende tidspunkt flere detaljer om mandens adfærd eller de konkrete omstændigheder omkring røveriet, men understreger, at sagen bliver efterforsket.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Knytnæveslag ved Coop 365 endte med politijagt på volden

0
Knytnæveslag ved Coop 365 endte med politijagt på volden

KRIMI. Det skulle egentlig bare have været en rolig onsdag aften på Vendersgade i Fredericia, men klokken 19.52 ændrede stemningen sig pludselig. En 30-årig mand blev ramt af to knytnæveslag i ansigtet midt på gaden foran Coop 365, efter at en uoverensstemmelse mellem flere personer udviklede sig voldeligt.

Politiet blev hurtigt tilkaldt til stedet, og ifølge vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd, Sydøstjyllands Politi, er der fortsat mange ubesvarede spørgsmål i sagen.

»Der er opstået en eller anden uoverensstemmelse mellem nogle personer. Jeg kan ikke se, hvorfor det er opstået, men der har i hvert fald været lidt tumult og uro,« forklarer vicepolitikommissæren.

Den 30-årige blev under episoden slået to gange med knytnæve på venstre kind. Manden slap dog fra hændelsen uden synlige skader.

Sporene slutter på volden

Dramaet stoppede dog ikke dér. Efter slagene valgte to personer nemlig at tage benene på nakken og flygte op på voldanlægget. Politiet fik hjælp af anmelderen, som havde holdt øje med flugtruten og kunne dirigere patruljen tættere på gerningsmændene.

»Anmelderen her holdt lidt øje med dem og kunne så guide patruljen lidt i retning af dem,« siger Arno Rindahl Petersen.

Kort efter fik politiet fat i den ene af de to mistænkte, en 21-årig mand. Men her stoppede sporene desværre:

»Vi har fat i den ene af de her personer, der har været til stede i forbindelse med tumulten, men det er ikke ham, der har slået,« lyder det fra vicepolitikommissæren.

Den egentlige gerningsmand er altså stadig på fri fod.

Videooptagelser skal give politiet svar

Selvom gerningsmanden stadig er på flugt, har politiet fået et redskab i efterforskningen. En overvågningsvideo fra stedet viser nemlig dele af den kaotiske scene på Vendersgade. Dog mangler de helt centrale sekunder, hvor slagene falder.

»Vi har noget videoovervågning nedefra stedet, hvor man kan se noget af det tumult, der går forud for volden, men vi har ikke selve optagelsen af knytnæveslagene,« forklarer Arno Rindahl Petersen.

Politiet skal nu kigge optagelserne igennem og afhøre flere, mens de samtidig arbejder på at finde frem til identiteten på den formodede gerningsmand.

Offer og gerningsmand kendte ikke hinanden

Ifølge politiets første vurdering er der ikke tale om, at offeret og gerningsmanden kendte hinanden i forvejen. Samtidig er motivet bag volden stadig ukendt.

»Umiddelbart kender de ikke hinanden. Men vi skal have afhørt folk, gennemgå overvågningen og finde ud af, hvem personen er, som har slået. Derefter skal vedkommende jo sigtes og afhøres,« siger Arno Rindahl Petersen.

Har du set noget, kan du kontakte Sydøstjyllands Politi på 114.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Superliga-oprykning kan blive Fredericias største vækstmotor

0
Superliga-oprykning kan blive Fredericias største vækstmotor

LEDER. Tirsdagens sejr på udebane mod Esbjerg bragte FC Fredericia endnu tættere på en sensationel oprykning til Superligaen. Med syv point ned til nærmeste forfølger, AC Horsens, synes Fredericia at være på sikker kurs mod den største sportslige triumf i klubbens nyere historie.

At rykke op i landets bedste række vil ikke alene være en stor bedrift på banen. En oprykning vil også ændre rammerne for Fredericia som fodboldby og sætte kommunen på et landkort, hvor global bevågenhed og medieeksponering vil være en del af hverdagen. Superligaen dækkes massivt af nationale medier uge efter uge, og med en attraktiv tv-aftale vises samtlige kampe på landsdækkende flow-tv. Fodbold er verdens største sportsgren, og en plads i Superligaen kan derfor også give Fredericia en eksponering af hidtil uset omfang – både sportsligt, kulturelt og erhvervsmæssigt.

Superligaen nyder lige nu rekordstor tilslutning. Der meldes næsten ugentligt udsolgt på flere stadions landet over, og fodbolden har i stigende grad fået fat i et bredere publikum. Fredericia kan med en oprykning også nyde godt af denne effekt. Forestillingen om at Monjasa Park uge efter uge kan blive fyldt til bristepunktet, når traditionsklubber som FC København, Brøndby, FC Midtjylland og AGF kommer på besøg, er ikke blot en ønskedrøm, men en realistisk mulighed.

Det kræver dog mod og en vis portion is i maven at træde ind på Superligaens scene. Netop det har ledelsen i FC Fredericia vist i denne sæson. Direktør Stig Pedersen og den mangeårige bestyrelsesformand Morten Rahbek fortjener stor ros for at holde hovedet koldt i vinterpausen og modstå fristelsen til at sælge klubbens bedste spillere for kortsigtet profit. I stedet blev truppen bevaret og endda forstærket, og det sender et klart signal om, at FC Fredericia i denne sæson reelt mener det alvorligt, når der tales om oprykning.

Bestyrelsen har desuden fået et folkeligt løft med tilføjelsen af komiker og tv-personlighed Melvin Kakooza, der ikke alene bidrager med en vis portion lokal stolthed, men også sætter fokus på klubben udadtil. Det er et udtryk for, at FC Fredericia også har forstået betydningen af at favne bredere end blot det sportslige, når man går efter en Superliga-status.

Der ligger også en økonomisk gevinst i udsigt, som potentielt kan revolutionere klubben. Forskellen i pengestrømme mellem NordicBet Ligaen og Superligaen er enorm. En oprykning vil betyde markant flere midler og en helt anden platform at agere på. Med økonomiske muskler følger muligheden for at skabe et bæredygtigt fundament for fremtidens FC Fredericia – både sportsligt og organisatorisk. Det er en chance, man ikke blot kan, men bør gribe.

Men med al denne optimisme følger også en række alvorlige spørgsmål, som Fredericia er nødt til at forholde sig til: Er klubben reelt klar til at tage springet? Er der struktur, ressourcer og erfaring nok til at klare en Superliga-sæson, uden at det ender i pinlige nederlag uge efter uge?

Eksemplerne fra andre mindre klubber, der har rykket op, er værd at have in mente. Historien om Hobro og senest Hvidovre viser, at man let kan brænde fingrene. Begge klubber rykkede op med store forhåbninger, men måtte hurtigt erkende, at forskellen på toppen af 1. division og bunden af Superligaen kan være brutal. Risikerer FC Fredericia en lignende skæbne – en enkelt glorværdig sæson efterfulgt af smertefuld nedtur? Det spørgsmål bør klubben og byens ledelse tage alvorligt.

Det handler altså ikke kun om fodboldkampe. Det handler om byens identitet, stolthed og udvikling. Fredericia står ved en skillevej, hvor potentialet er enormt, men hvor faldhøjden samtidig er kolossal. Klubben må sikre, at oprykningen ikke blot bliver et kortvarigt eventyr, men et fundament for fremtidig vækst og succes.

Det store spørgsmål er derfor ikke, om FC Fredericia kan rykke op. Det store spørgsmål er, om klubben og byen er klar til at blive.

Låge 23: Vinspecialisten Fredericia: Et sted, hvor julen både kan smages og mærkes

Låge 23: Vinspecialisten Fredericia: Et sted, hvor julen både kan smages...

0
December i Fredericia har sin egen rytme. Gaden er mere levende, tempoet en anelse højere, og indkøbsposerne tungere. I Fredericia AVISENs julekalender besøger vi...