Nu kan man se, hvem man går hånd i hånd med på Kærlighedsstien

0
Nu kan man se, hvem man går hånd i hånd med på Kærlighedsstien

LOKALT. Er man til en aftentur langs Slotssøen nedenfor Koldinghus, er oplevelsen blevet en smule bedre. Kolding Kommune har udskiftet de gamle og nedslidte lysarmaturer langs Kærlighedsstien med 40 nye parklamper i et arkitektonisk og tidløst design.

Lamperne er valgt i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, så de falder naturligt ind i omgivelserne, der tæller Koldinghus, Staldgården og Slotssøen. De nye sorte lamper står på en 3,5 meter høj mast i samme farve, og i modsætning til de gamle armaturer peger lyset nu nedad. »Parklamperne giver et harmonisk og behageligt lys. Modsat de tidligere lamper peger lyset nedad, og det giver en bedre belysning af stien uden at forstyrre oplevelsen af belysningen på Koldinghus,« fortæller fagansvarlig Kim Bauenhøj Jensen fra Kolding Kommune.

Sensorer skruer op og ned efter behov

De nye LED-armaturer er også væsentligt billigere i drift. Strømforbruget er under det halve af de gamle lamper, og om et par måneder bliver lamperne desuden forsynet med sensorer, der registrerer, om der er fodgængere på stien.

Når en person nærmer sig, skrues der automatisk op for lyset. Når vedkommende er passeret, dæmpes lyset igen i den pågældende lampe. Slukket bliver det aldrig. »Lyset bliver dæmpet, men aldrig slukket, for det skal også være trygt at færdes på stien,« understreger Kim Bauenhøj Jensen.

Skåner insekter og natdyr

Den automatiske lysdæmpning handler ikke kun om strømbesparelse. Den nye belysning er også tænkt med naturen i mente. Lamperne indeholder mindre blåt lys, der er særligt forstyrrende for nataktive dyrs adfærd, og den automatiske dæmpning reducerer lysforureningen i de timer, hvor stien er øde. »Det er en kendt sag, at lysforurening påvirker insekter og andre nataktive dyr negativt. Det kompenserer vi for med lamper, som automatisk dæmper mængden af lys, når der ikke er mennesker på stien,« forklarer Kim Bauenhøj Jensen.

Kærlighedsstien fik sit navn i 1868 og blev anlagt af arbejdsløse som et beskæftigelsesprojekt. I dag løber den fra Hospitalsgade langs Slotssøen og frem til Fredericiagade.

Hun drev tre kørelærere til vanvid, og nu kommer hun til Fredericia

0
Hun drev tre kørelærere til vanvid, og nu kommer hun til Fredericia

KULTUR. Hun er først i 30’erne, har sød kæreste, dejlig lejlighed og nyfødt baby. Det hele spiller, indtil kæresten fortæller, at han har fået job som lærer på en højskole i Velling. En lille flække ved den jyske vestkyst, hvor græsset står vandret i blæsten, og hvor sætningerne er få og korte.

Sådan begynder historien i Meter i Sekundet, Stine Pilgaards anmelderroste roman, der siden er blevet filmatiseret med stor succes. Nu er den også blevet til teater, og torsdag den 7. maj kl. 19.30 bringer Teaterforeningen Lillebælt Folketeatrets opsætning til Fredericia Musicalteaters store sal.

Forestillingen er en musikalsk og varm affære, hvor publikum inviteres med på et komprimeret højskoleophold i Velling. Der synges både for og sammen med publikum, og undervejs møder man Pilgaards mange Vellingboere, fra den vilde hotelejer Krisser over den tålmodige kørelærer Parkeringspeter til hovedpersonens søde kæreste, digteren Rasmus.

På scenen ses bl.a. Karla Rosendahl, Joachim Bach Rosendal, Rikke Westi, Tom Jensen og Ida Mia Appel, med kapelmester Jakob Lindbirk og tre musikere i orkestret.

Pretalk om Stine Pilgaards univers

Inden tæppet går op, er der mulighed for at dykke ned i Stine Pilgaards firnurlige forfatterskab. I samarbejde med Fredericia Bibliotek afholdes en pretalk med litteraturekspert Lise Vandborg. Tilmelding til pretalk sker på billet@teaterforeningen.com.

Billetter til forestillingen kan købes via teaterforeningen.com.

Standset på Primulavej: Baseballbat i bilen og ingen førerret

0
Standset på Primulavej: Baseballbat i bilen og ingen førerret

KRIMI. En 36-årig mand fra Fredericia er sigtet for overtrædelse af våbenloven og kørsel uden førerret, efter at en patrulje torsdag klokken 21.34 standsede et køretøj med to personer på Primulavej i Fredericia.

Patruljen observerede et baseballbat af træ i køretøjet, hvilket er en overtrædelse af våbenloven. Føreren viste sig desuden ikke at have førerret.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen.

Taxatur førte til hashfund på over 200 gram i Fredericia

0
Taxatur førte til hashfund på over 200 gram i Fredericia

KRIMI. En patrulje standsede torsdag klokken 22.12 en kvinde på Ydunsvej i Fredericia, hvilket førte til et større narkofund, da politiet endte med at sigte to personer på samme adresse.

Politiet tog kontakt til kvinden, der lige havde været ude at køre i taxa. Hun blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer og visiteret. I den forbindelse blev hun fundet med 0,11 gram kokain. Politiet besluttede at ransage hendes bopæl på Dronningensgade, hvor der blev fundet yderligere 49,51 gram hash. Den 22-årige kvinde fra Fredericia er sigtet.

På adressen traf politiet desuden en 23-årig mand fra Fredericia. Han blev fundet i besiddelse af 201 gram hash, 10 gram amfetamin, en smule kontanter og en digital vægt. Han er sigtet for det samlede fund.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen.

Biler bragede sammen i kryds ved Fynsgade og Købmagergade

0
Biler bragede sammen i kryds ved Fynsgade og Købmagergade

KRIMI. Et færdselsuheld i krydset mellem Fynsgade og Købmagergade i Fredericia sendte torsdag formiddag klokken 11.39 ambulance og politi til stedet.

En 68-årig kvinde fra Fredericia kørte ad Fynsgade mod øst og kørte frem for ubetinget vigepligt i krydset. Her kolliderede hun med en personbil ført af en 23-årig mand fra Fredericia, der kom kørende ad Købmagergade med omkring 50 km/t.

Sammenstødet var kraftigt, men heldigvis kom ingen af de to bilister til skade.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen.

Politi ved flere skoler i Odense efter trusler: Én person anholdt

0
Politi ved flere skoler i Odense efter trusler: Én person anholdt

KRIMI. Fyns Politi vurderer, at der ikke er fare på færde i forbindelse med truslerne mod flere skoler i Odense. Forældre kan trygt hente deres børn, når skoledagen er slut. Efterforskningen fortsætter.

Fyns Politi var fredag morgen til stede ved flere skoler i Odense, efter at der var sendt trusler mod skolerne på mail. Den formodede afsender blev anholdt og er i politiets varetægt. Politiets patruljer er fortsat synligt til stede ved skolerne for at skabe tryghed.

Der er godt samarbejde med skolerne, hvor hverdagen fortsætter som normalt, lyder det.

Det oplyser Fyns Politi fredag.

Flere narkosigtelser og tyverier præger døgnrapporten på Fyn

0
Flere narkosigtelser og tyverier præger døgnrapporten på Fyn

KRIMI. Fyns Politi har haft travlt med en række sager rundt på Fyn, hvor især narkokørsel og tyverier fylder i døgnrapporten.

I Faaborg blev en 42-årig mand standset og sigtet for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og senere samme aften blev en 35-årig mand fra samme kommune sigtet for det samme i Ringe.

Også i Odense blev flere bilister taget for narkokørsel. En 25-årig mand blev standset på Ørbækvej, mens en 19-årig mand blev sigtet på Gammel Sandhusvej. Begge er sigtet for at have kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer.

Derudover blev en 27-årig mand sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer på Rismarksvej, mens en 20-årig mand på Fraugdevej både blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer og knivloven.

I Svendborg blev en 29-årig mand ligeledes sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Tyverier er der også flere af. I Nyborg fik en person stjålet en rygsæk med dagligvarer og personlige ejendele fra en cykelkurv ved et supermarked, mens en pung med kort blev stjålet fra en indkøbskurv i Odense.

Der er også registreret hærværk i Odense, hvor to parkeringsautomater har fået knust deres skærme med en ukendt genstand.

Samtidig er der fundet en større mængde affald smidt i naturen på Teglværksvej i Odense, hvor blandt andet tøj, dæk og kasser med personlige oplysninger er blevet efterladt.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politi døgnrapport.

Indbrud endte med tyveri af elektronik

0
Indbrud endte med tyveri af elektronik

KRIMI. Et indbrud i Middelfart har ført til tyveri af flere værdifulde genstande fra en bolig.

Indbruddet er sket på Hasseriisvej, hvor der er skaffet adgang via et opbrudt vindue. Fra stedet er der blandt andet stjålet tv, computer og højttalere.

Sagen blev anmeldt onsdag, men selve indbruddet er sket dagen før i løbet af eftermiddagen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politi døgnrapport.

Energinet erkender: Hvert femte projekt er forsinket af egne fejl

0
Energinet erkender: Hvert femte projekt er forsinket af egne fejl

ENERGI. Rigsrevisionen slår i dag fast, at Energinet i årevis har planlagt udvidelsen af det danske eltransmissionsnet for optimistisk. Statsrevisorerne konkluderer, at tidsplaner er skredet, at årsagerne ikke er tilstrækkeligt belyst, og at der ikke er bygget nok elnet i forhold til de langsigtede planer.

Energinet tager kritikken til efterretning, men fremhæver i sit svar en lang række faktorer, som selskabet mener forklarer forsinkelserne: global forsyningskrise, Ruslands krig i Ukraine, mangedoblet sagsbehandlingstid hos miljømyndighederne og en eksplosion i antallet af tilslutningsansøgninger fra solcelleparker, datacentre og storforbrugere. Forklaringerne er ikke usande. Men de dækker over et tal, som fortjener opmærksomhed.

Af Energinets egne opgørelser fra 2025 fremgår det, at 83 projekter blev udskudt i løbet af året. 25 af dem, svarende til 30 procent, skyldtes anmodninger fra netkunderne selv. Yderligere 25 skyldtes miljøsagsbehandling. 12 projekter blev forsinket af andre eksterne forhold. Men 21 projekter, en fjerdedel, var forsinket som følge af interne forhold. Energinet peger selv på manglende ressourcer eller prioritering mellem projekter som årsag.

Det er ikke udefrakommende. Det er organisatorisk.

Driftsdirektør Søren Dupont Kristensen erkender, at tiltagene ikke har været tilstrækkelige, og at det er beklageligt og utilfredsstillende. Han peger på, at en markant replanlægning i 2024 tilpassede projekterne til den daværende viden, men at forholdene siden forværredes yderligere. Miljøsagsbehandlingen voksede fra de oprindelige 100 dage til nu i gennemsnit 800 dage per projekt.

Energinet er i dag ansvarlig for en anlægsportefølje, der er vokset fra 13 milliarder kroner til knap 100 milliarder. Antallet af anlægsprojekter er tredoblet. Antallet af netkundeprojekter er næsten ottedoblet på seks år. Selskabet har ved seneste opgørelse tilslutningsansøgninger liggende svarende til 33,5 GW nyt forbrug, en ottedobling af det samlede danske elforbrug.

Det er en opgave af historisk omfang, og det er reelt. Men Rigsrevisionen finder altså, at Energinet ikke har haft tilstrækkeligt overblik over årsagerne til forsinkelserne, og at den Langsigtede Udviklingsplan er brugt som facitliste. Det er en kritik, Energinet afviser med den begrundelse, at planen er et katalog over mulige projekter, ikke en endelig investeringsplan.

Det er en distinktion, som let forsvinder, når politikere og offentlighed skal vurdere, om den grønne omstilling er på sporet.

Ugens Emmy: Hans Erik Brønserud

Ugens Emmy: Hans Erik Brønserud

UGENS EMMY. Der er mennesker, der bygger en by. Ikke med hænder og mursten, men med de beslutninger der tages, når ingen andre tager dem, med de telefonopkald der besvares, og med den lange tålmodighed der kræves, for at noget kan blive til noget. Hans Erik Brønserud er en af dem. Han sidder ved kaffebordet på Emmys Kaffebar med en ro, der ikke er ligegyldighed, men erfaring, og han taler om sin by på den måde, som kun folk gør, der har fulgt den hele vejen.

Ugens Emmy er vores ugentlige portræt af et menneske med en historie, der er værd at fortælle. Mennesker, der har sat sig spor i lokalsamfundet, eller som bare lever et liv, der fortjener at blive set. Læs hele artiklen her