FC Fredericia nyder livet i top seks – men fokus er på overlevelse

0
FC Fredericia nyder livet i top seks – men fokus er på overlevelse

SPORT. FC Fredericia har taget hul på en historisk sæson. For første gang spiller klubben i landets bedste række, og de første runder har vist, at holdet ikke blot er kommet for at være statist. Tværtimod. Fredericia har hentet point nok til at placere sig i top seks, og det giver både tro og optimisme i klubben.

Direktør Stig Pedersen er tilfreds med starten. »Vi er meget tilfredse. Den er i hvert fald gået over forventning. Lige nu ligger vi på en placering i top seks, og det er noget bedre, end vi havde regnet med. Vi ved godt, at det er tidligt i sæsonen, men vi synes, vi har gjort det godt, så vi er meget tilfredse,« siger han.

Fundamentet fra oprykningen

For Pedersen handler succesen om kontinuitet. Holdet har bygget videre på det fundament, som blev lagt i oprykningssæsonen. »Jeg tror, styrken har været, at vi har taget spillet med fra sidste sæson. Vi har beholdt truppen, og mange af spillerne, der kom ind sidste år, har nu løftet sig til et endnu højere niveau. Det har vist sig indtil videre,« siger han.

Samtidig understreger han, at der stadig er plads til forbedringer. »Vi kan blive bedre på mange områder. Lige nu er vi også ramt af en del skader, og det spiller selvfølgelig ind både i træning og i kamp. Men sådan er vilkårene i sport. Skader er en del af det, og vi skal fortsætte med at udvikle os,« siger han.

Selvtillid og tro på egne evner

For en oprykkerklub betyder resultaterne mere end bare point på kontoen. De giver selvtillid. »Resultaterne betyder meget for selvtilliden. Sejre styrker troen på tingene, og det kan mærkes i hele organisationen. Det er ikke bare spillerne, men også staben og alle omkring holdet, der får ekstra energi, når vi vinder,« siger han.

Han beskriver truppen som ung, men med en fornuftig sammensætning. »Jeg synes, vi har en forholdsvis ung trup, men der er en god balance. Det var der også sidste år, og det har vi taget med ind i Superligaen,« siger han.

Talenter i centrum

Selv om Superligaen kræver erfaring, lægger FC Fredericia vægt på talentudvikling. Klubben har igennem årene hentet unge spillere til udvikling og har lejet talenter, blandt andet fra FC Midtjylland. Et godt eksempel er Jacob Højlund, der nu er udtaget til det danske U21-landshold.

»Han er ikke udviklet hos os fra barnsben, men han kom direkte fra OB’s ungdomsafdeling til Fredericia, og her har han udviklet sig til at blive en spiller på U21-landsholdet. Det er vi stolte af. Samtidig investerer vi mere og mere i vores egne ungdomsafdelinger, og det vil man se resultater af i de kommende år,« siger Stig Pedersen.

Transfervinduets virkelighed

Med Superligaen følger også et nyt niveau på transfermarkedet. Fredericia er ikke længere en klub, der kun henter fra divisionerne, men skal nu konkurrere med etablerede Superligahold om spillere.

»Vi er stort set tilfredse med transfervinduet. Vi ville gerne have haft en enkelt spiller mere ind, men det lykkedes ikke. Så kigger vi frem mod januarvinduet. Superligaen er en helt anden platform at konkurrere på, og vi mærker, at andre klubber nu ser os som konkurrenter. Til gengæld kan vi også tiltrække bedre spillere, fordi vi selv er i ligaen,« siger han.

Han gør det klart, at Fredericia er nødt til at tænke anderledes end de store klubber. »Vi er stadig den mindste klub i Superligaen. Vi skal være smarte og hurtige. Vi må vente, til de store klubber har taget for sig af retterne, og så finde de spillere, der passer til os. Det er et vilkår, vi skal vænne os til,« siger han.

Drømme og realisme

Selv om FC Fredericia lige nu nyder livet i top seks, holder direktøren fast i en nøgtern tilgang. »Det første og fremmeste er, at vi også spiller i Superligaen i næste sæson. Det er det ultimative mål. Selvfølgelig vil vi gøre det så godt som muligt, men overlevelse er prioritet nummer ét,« siger han.

Han ved, at konkurrencen er hård, og at en enkelt dårlig periode kan ændre stillingen dramatisk. »Vi er godt klar over, at det er en lang sæson, og at meget kan ske. Men vi har fået en god start, og den skal vi bygge videre på. Det er vigtigt, at vi holder fast i vores spillestil og vores arbejdsmetode, også når modgangen kommer,« siger han.

En klub i udvikling

For FC Fredericia er opholdet i Superligaen ikke kun en sportslig udfordring. Det er også en test af klubbens struktur og organisation. »Det er enormt spændende, og vi kan også forbedre os internt i forhold til rekruttering og organisation. Det er en ny virkelighed, og vi lærer hele tiden,« siger Stig Pedersen.

At Fredericia i dag er en del af Superligaen, beskriver han som et stort skridt for både klubben og byen. »Vi er stolte over at repræsentere Fredericia på det højeste niveau. Det betyder noget for byen, for sponsorerne og for alle dem, der har været med til at bygge klubben op gennem årene. Nu handler det om at vise, at vi kan være her,« siger han.

Lokal politiker ved konvent»Vi står skulder ved skulder«

0
Lokal politiker ved konvent»Vi står skulder ved skulder«

Foran MesseC i Fredericia var der mandag formiddag usædvanlig aktivitet. Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne havde samlet kræfterne til et borgerligt konvent, hvor samarbejde og politiske løfter var på dagsordenen.

Byrådskandidat Sune Nørgaard var blandt deltagerne og fremhævede, at arrangementet er et tydeligt signal om sammenhold. »Der sker det, at vi er samlet til borgerligt konvent med Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne. Der er i dag blevet lanceret 50 forslag på 100 dage, hvis vi får flertallet. Det er et symbol på, at vi godt kan samarbejde, og at vi står sammen. Som Alex Vanopslagh sagde, det kan godt være, at vi taler med forskellige dialekter, men vi taler det samme sprog,« sagde han.

For Sune Nørgaard var det særligt betydningsfuldt, at Fredericia dannede rammen om mødet. »Jeg er glad og tilfreds over, at konventet bliver afholdt i det centrale Danmark, altså i vores hjemby. Det er med til at signalere et sammenhold, og at vi sagtens kan finde hinanden. Nu mangler vi et vist parti for at mønstre et flertal, men på et eller andet tidspunkt kan det være, de finder hjem i blå blok igen,« sagde han.

Han understreger, at det borgerlige konvent er et forsøg på at markere en klar politisk retning. »Det er i høj grad et forsøg på at sætte en dagsorden,« sagde han og tilføjede, at dagsordenen er én, han kan stå inde for. »Den her overadministration, som har fundet sted, og det kontrolapparat, som Socialdemokratiet har været bannerfører for de sidste fire år, det skal bringes til standsning. Og det gør vi i dag.«

Konventet samlede ledende profiler fra de fire partier, og meldingen var tydelig: Blå blok vil stå samlet og klar med konkrete forslag, hvis magten skifter hænder.

Erritsø GIF Rugby sender kvindehold til DM Sevens for første gang

0
Erritsø GIF Rugby sender kvindehold til DM Sevens for første gang

SPORT. Der bliver skrevet klubhistorie i Erritsø GIF Rugby, når kvinderne for første gang i mange år trækker den blå trøje over hovedet og stiller til start ved DM Sevens i Odense lørdag den 6. september.

Det er første gang siden 2012, at klubben har et kvindehold med i turneringsrugby, og kun anden gang i klubbens 41-årige historie. Holdet tæller blandt andre Yolanda Juul og Maria Kloppenborg, der begge har været med helt fra begyndelsen af den nye satsning.

Turneringen spilles hos RC Odense, hvor både herrernes, kvindernes og U18-herrernes Danmarksmesterskaber i 7-mands rugby afgøres på samme dag. Erritsø GIF Rugby er repræsenteret i alle tre rækker.

DM Sevens 2025 markerer samtidig en festdag for dansk rugby. Rugby Danmark fejrer 75-års jubilæum, mens RC Odense markerer sit 40-års jubilæum.

Kvindernes tilbagevenden til turneringsrugby er et vigtigt skridt i klubbens strategiske arbejde, fortæller man fra Erritsø. Timingen kunne næppe være bedre, for netop nu afvikles verdensmesterskabet i kvindernes rugby i England, hvor sporten får massiv opmærksomhed.

Yolanda Juul, der oprindeligt lærte rugby i sit fødeland Uganda, er ikke i tvivl om, at Erritsø-holdet er klar til udfordringen. »Ja, mine piger og jeg er mere end klar,« siger hun forud for turneringen.

Dermed kan lørdagen i Odense ikke blot blive et comeback for Erritsø GIF Rugbys kvinder, men også en markering af en ny æra, hvor klubben igen har kvindehold med i landets mest prestigefyldte turnering.

Enhedslisten sætter krav om gratis tandlæge og gratis receptpligtig medicin

0
Enhedslisten sætter krav om gratis tandlæge og gratis receptpligtig medicin

Jeg er glad for gratis ting! Derfor vil gerne rose Enhedslistens folketingsgruppe for at præsentere et klart og konkret krav torsdag i denne uge: Gratis tandlæge og gratis receptpligtig medicin til alle.

Det er en del af partiets velfærdsgaranti, der sikrer, at den fælles velfærd ikke bare bevares – men udbygges.

I dag betaler danskerne årligt omkring 8,1 milliarder kroner af egen lomme på tandpleje. Og der bruges omkring 4 milliarder kroner på egenbetaling til receptpligtig medicin. Det er enorme beløb, som rammer skævt.

En analyse viser, at 13 procent af patienterne i 2023 undlod at hente medicin, fordi de ikke havde råd – og blandt dem svarede 42 procent, at økonomien var årsagen. Tænk engang: vi har et sundhedsvæsen, hvor du kan gå gratis til lægen, men når du skal hente den medicin, lægen udskriver, må du gå tomhændet hjem fordi medicinen er dyr.

Når det gælder tænder, er uligheden helt grotesk. Kun 30 procent af borgere uden for arbejdsmarkedet kom til tandlægen i 2021. Blandt de fattigste 25 procent af befolkningen går man kun halvt så ofte til tandlæge som blandt de rigeste 25 procent. Konsekvenserne er både smerter, dårligere helbred og social isolation.

For kommunerne er der en helt særlig vinkel: Når mennesker kan holde sig sunde med rettidig behandling, så kan vi bruge penge på at udbygge velfærden her lokalt, frem for på (gen)indlæggelser og akutte indsatser. For vi ved, at bedre medicindækning betyder færre borgere, der udvikler mistrivsel og alvorlige sygdomme og at bedre tandsundhed betyder færre indlæggelser og mindre behov for akutte sociale indsatser. Det er både en gevinst for den enkelte og en gevinst for fællesskabet.

Derfor er jeg stolt af, at Enhedslisten går forrest med et krav, der insisterer på, at vi kan og skal gøre det bedre. Gratis tandlæge og medicin er ikke luksus. Det er sund fornuft, social retfærdighed – og en investering i et Danmark, hvor alle får mulighed for at leve et sundt liv uanset pengepung.

Cecilie Roed Schultz
Byrådsmedlem, Enhedslisten Fredericia

Pernelle Jensen: Skolerne skal holde deres budgetter

0
Pernelle Jensen: Skolerne skal holde deres budgetter

POLITIK. Ullerup Bæk Skolen står midt i nye økonomiske problemer. Fejl i lønbudgetterne, hvor feriepenge og overenskomster ikke er indregnet, har skabt et betydeligt merforbrug oven i en gammel gæld fra tidligere år. Personalet er blevet orienteret om, at der skal udvises tilbageholdenhed, og ansættelser er blevet bremset, mens økonomien gennemgås.

Venstres Pernelle Jensen, medlem af Børne- og Skoleudvalget i Fredericia Kommune, bekræfter, at hun er orienteret om situationen. »Jeg har kort hørt om det. Jeg er ikke helt inde i detaljerne, men vi fik en mail fra Karen Heebøll, hvor der stod, at vi er i gang med en økonomiopfølgning, og at skolerne skal udvise tilbageholdenhed,« siger hun.

Krav om budgetdisciplin

For Pernelle Jensen er der ingen tvivl om, hvad der skal til. »Man skal holde sine budgetter. Det er forudsætning nummer ét. Ellers begynder budgetterne at skride andre steder, og det går jo ikke. Hvis der er udfordringer, så må der sættes ekstra hjælp på, men man skal stadig holde budgetterne,« siger hun.

Hun minder om, at lignende problemer har været oppe før. »For et par år siden var der også udfordringer, hvor man kom til at ansætte flere, end der var budget til. Det skal vi helst ikke ud i igen. Særligt ikke nu, hvor vi kan se, at økonomien i hele familieområdet i forvejen er presset,« siger hun.

Ikke besluttet politisk

Mens medarbejdere på skolen har omtalt ansættelsesstop, understreger Pernelle Jensen, at en sådan beslutning ikke er truffet politisk. »Vi har ikke indført et ansættelsesstop. Sådan en beslutning skal forbi os politikere, og det har vi ikke gjort. Jeg har set i mailen, at der står, at skolen skal udvise tilbageholdenhed, men der står ikke, at der er indført ansættelsesstop,« siger hun.

Ledelsens ansvar

Ifølge Pernelle Jensen er det skolens og kommunens ledelse, der har ansvaret for at finde løsningen. »Vi er ikke på et tidspunkt endnu, hvor det er en politisk sag. Det er stadig ledelsen på skolen og på Rådhuset, der har ansvaret. Hvis der er problemer, forventer jeg, at ledelsen tager fat i det og sætter økonomisk hjælp ind. Men vi har ikke truffet nogen politisk beslutning her,« siger hun.

Budskab til forældre og børn

Hun understreger, at familier med børn på Ullerup Bæk Skolen ikke skal lade sig skræmme af situationen. »Jeg synes ikke, man skal være bekymret. Der er ikke indført ansættelsesstop, og vi er ikke der, hvor vi politisk skal tage stilling til fyringer eller andre indgreb. Det vigtigste er, at skolerne holder deres budgetter. Det er en ledelsesopgave,« siger hun.

Læs også

Når sorgen får form – Anne Søgaard Frandsen udstiller The Shape of What Remains

0
Når sorgen får form – Anne Søgaard Frandsen udstiller The Shape of What Remains

KULTUR. Et toilet på skolen som værksted. Glasbeholdere fyldt med fermenterende te. En geléagtig biofilm, som langsomt danner sig på overfladen, farvet med rødbede og jern fundet på genbrugspladsen. Det lyder måske ikke som begyndelsen på et kunstværk, men det er præcis sådan, elev Anne Søgaard Frandsen har skabt udgangspunktet for sin udstilling The Shape of What Remains.

»Jeg har været så heldig at kunne indtage et af skolens toiletter, hvor jeg har haft mit eget lille kombucha-bryggeri. Den geléagtige film, der dannes på toppen af kulturen af bakterier og gær, har jeg farvet og bearbejdet. Nogle gange med rødbede, andre gange med forskellige metaller. Det værk, der er udstillet, er farvet med rødbede,« fortæller hun.

Materialer der forandrer sig

Når biofilmen lægges våd på ler, tørrer den langsomt ind og bliver en del af formen. Det efterlader et aftryk, en struktur, som både er organisk og skrøbelig. »Jeg har været optaget af, hvordan materialet forandrer sig over tid. Det er ikke statisk, men bliver ved med at udvikle sig. For mig er det en måde at skabe værker, der taler tilbage til os, fordi de forandrer sig i takt med tiden,« siger hun.

Det organiske møde mellem biofilmen og det højbrændte ler skaber et værk, der både er fysisk håndgribeligt og symbolsk på et dybere plan. »Ideelt håber jeg, at publikum mærker den sanselighed, der ligger i materialet, og undrer sig over mødet mellem noget så skrøbeligt og noget så bestandigt. Og at det måske bringer en samtale op om, hvordan vi forholder os til sorg,« siger hun.

Et personligt afsæt i tab

Bag værket ligger en personlig historie. Allerede som ung oplevede Anne Søgaard Frandsen et tæt tab, da hun mistede sin onkel. »Han stod mig meget nært, og jeg oplevede et behov for at arbejde med sorgen på andre måder end gennem ord. Jeg havde brug for at skabe et univers, hvor der var plads til den,« siger hun.

Sorgen er et gennemgående tema i hendes liv. Hun har selv oplevet flere tab i familien, og hun har senere arbejdet som sygeplejerske på et hospice. »Det har givet mig en tæt relation til emnet. Jeg har set, hvor svært det er at tale om tab, og hvordan vi i vores kultur har en tendens til at lade være. Jeg håber, at mit værk kan åbne et rum, hvor forbindelsen til dem, vi mister, kan blive ved med at eksistere,« siger hun.

Fra eksperiment til udstilling

Arbejdet med biofilmen begyndte for mere end et år siden. Først som små teststykker, siden i større skala. »Jeg har eksperimenteret intensivt i over et år. Det startede meget småt, hvor jeg undersøgte mange forskellige strukturer, før jeg fandt frem til, hvordan det kunne blive en del af min proces,« fortæller hun.

Hun havde oprindeligt skabt tre værker, men det er kun ét af dem, der nu står frem. »Jeg synes, værket er stærkt nok til at stå alene, men ideelt ville jeg gerne have haft alle tre samlet. De andre viste andre sider af sorgen, blandt andet hvor leret prøver at trænge igennem biofilmen som en membran. Men måske handler det også om at slippe kontrollen og lade værket leve i sin egen ret,« siger hun.

Kunst i en bæredygtig tid

Udover det personlige afsæt rummer projektet også et bæredygtigt perspektiv. Biofilmen er bionedbrydelig, og i modsætning til traditionelle glasurer rummer den ikke giftige råstoffer. »Det betyder meget for mig, at jeg har fundet en ny måde at arbejde med farver på. Når værket har været udstillet, kan jeg genanvende filmen. Jeg kan tilføje et nyt lag eller bruge materialet på en anden måde. Det er en proces, hvor intet nødvendigvis går til spilde,« siger hun.

Hun ser et stort potentiale i biofilm som kunstnerisk materiale. »Det tilbyder noget helt andet end glasur. Glasur består ofte af toksiske mineraler, men her har jeg et materiale, der både kan give farve, form og et levende lag, som hele tiden forandrer sig,« siger hun.

Håbet om at røre publikum

Når publikum møder værket The Shape of What Remains, håber Anne Søgaard Frandsen først og fremmest på nysgerrighed. »Jeg håber, at de mærker den sanselighed, værket har, og at de lader sig undre. Ideelt ser jeg, at de kan spejle sig, eller at det sætter en samtale i gang om, hvordan vi håndterer sorg. Men det vigtigste for mig er, at de tager det ind på deres egen måde. Jeg har ikke brug for at styre, hvordan det bliver læst. Det er vigtigt, at værket får lov til at leve i mødet med publikum,« siger hun.

Et projekt der fortsætter

Udstillingen er ikke afslutningen, men en del af en fortsat undersøgelse. »Jeg føler mig taknemmelig for at have fået et rum på skolen, hvor jeg kunne arbejde med det her levende materiale. Jeg har fortsat eksperimenterne hen over sommeren, og jeg glæder mig til at undersøge det endnu mere. Det kræver meget mere research, men jeg ser et stort potentiale i det,« siger hun.

På den måde bliver The Shape of What Remains både et værk i sig selv og en begyndelse. Et eksempel på, hvordan kunst kan tage form af det, der forbliver efter tabet, og samtidig pege frem mod nye måder at tænke materialer, farver og bæredygtighed på.

Fredericia stod skulder ved skulder på Flagdagen 2025

0
Fredericia stod skulder ved skulder på Flagdagen 2025

FLAGDAG. Fredag den 5. september blev Danmarks udsendte hyldet i Fredericia med en dag, der favnede både højtidelighed, fællesskab og fest.

Programmet begyndte klokken 11 på Ryes Kaserne, hvor Føringsstøtteregimentet stod i spidsen for en bevægende ceremoni. Kranse og blomster blev lagt ved mindestedet, flankeret af fanevagter ved de tre mindesten for soldater fra regimentet, der i nyere tid har mistet livet. I talen blev der sat ord på regimentets betydning, både historisk og i nutiden, hvor omkring 35 soldater er udsendt til Letland, mens andre fortsat arbejder i Irak og bidrager til uddannelsen af ukrainske soldater.

Efter ceremonien inviterede Veteranhjem Fredericia indenfor til brunch og samvær, mens KFUM Soldaterhjem åbnede dørene for kaffe og hygge.

Midt på eftermiddagen ændrede stemningen sig til det mere eftertænksomme, da Sct. Michaels Kirke lagde rammer til andagt og korsang fra veterankoret. Kort efter fyldte Flyverhjemmeværnets Musikkorps rådhuspladsen med en gratis koncert, hvor velkendte toner blandede sig med nutidige arrangementer og skabte et musikalsk pusterum for alle.

Klokken 17 kulminerede Flagdagen i kommunens officielle arrangement. Borgmester Christian Bro bød velkommen på rådhuspladsen, hvorefter fællesmarchen med musik gik gennem byen til Eksercerhuset. Her blev der serveret aftensmad med børnemenuer, pandekager og lege i gården. Børn fik medaljer, veteranerne holdt tale, og aftenen bød på underholdning for hele familien. En aften, hvor alvoren blev holdt i hævd samtidig med, at festen fik plads – præcis som flagdagen symboliserer.

En by der husker og anerkender

Selvom skyerne samlede sig over byen, stod budskabet lysende klart. Flagdagen i Fredericia var endnu en gang en påmindelse om, hvorfor dagen markeres:

At ære de faldne.
At anerkende de udsendte og deres familier.
At vise, at Fredericia står skulder ved skulder med sine soldater og veteraner.

Dagen mindede os alle om, at trygheden herhjemme ikke er en selvfølge, men resultatet af danskernes indsats ude i verden.

KIF-sejr i dramatisk topkamp

0
KIF-sejr i dramatisk topkamp

SPORT. Det var en kamp, der havde det hele. Drama, spænding, tænding og i perioder også rigtig godt spil af to hold, som givetvis begge kommer til at spille en stor rolle i toppen af 1. division. Og set med KIF-øjne fik kampen det helt rigtige udfald, da KIF-drengene trak sig sejrrigt tilbage med de to point efter en sejr på 36-35 over Skive fH efter 15-15 ved pausen.

Resultatet faldt i den grad i god jord hos langt hovedparten af de næsten 2000 tilskuere i Sydbank Arena i Kolding – minus de medrejsende cirka 50 Skive-fans.

Og når sandheden skal frem – og det skal den – så var gæsterne tæt på at hente det ene point, da holdet få sekunder før tid havde chancen for udligning. Heldigvis for KIF fik en ellers meget træfsikker Skive-stregspiller, Daniel Guldsmed, ikke fat i den sidste aflevering, og dermed fik KIF bolden med tre sekunder tilbage af kampen – og stillingen 36-35 – og så gjorde det ikke noget, at Cornelius Kraghs sidste afslutning fra egen banehalvdel mod tomt Skive-mål gik forbi. KIF havde sikret sig de to vitale point.

Tager man kampen som helhed, var KIF i front i hovedparten af opgøret. Men Skive er et hold, som aldrig giver sig, og skibonitterne råder over en række små hurtige spillere, som mestrer spillet mand mod mand i højere grad end langskud ude bagfra. Skives mange indspil til stregen og udspil til fløjene – ikke mindst til Daniel Guldsmed og Peter Lund, begge med en KIF-fortid – var i slutfasen tæt på at give bonus. De to spillere fik KIF-forsvaret aldrig for alvor fat i.

At det alligevel blev KIF, som løb med sejren, skyldtes flere faktorer – og flere stærke individuelle præstationer. I målet er der grund til endnu en gang at fremhæve Thorsten Fries med 12 redninger, herunder tre på straffekast. Ligesom i sæsonens første kamp i Give gjorde Fries en markant forskel.

Det samme kan siges om svenske Viktor Ahlstrand, som spillede sin bedste kamp i KIF-trøjen. Han er hurtig på fødderne, fintestærk og havde udover syv rene mål også næstsidste hånd på flere indspil til stregen og fløjene. Dertil tilkæmpede han sig et par straffekast. Flere andre spillere leverede solide præstationer. Cornelius Kragh har givet KIF’s bagkæde masser af tyngde, og han er en uhyre intelligent spiller. Unge Markus Bugge spillede endnu en fremragende kamp, mens Lars Skaarup igen var skarp på sine fløjafslutninger – og som altid sørgede han for at fyre publikum op, når han selv gav den fuld gas efter en scoring.

Unge Mads Hoé Jørgensen skal også fremhæves. Han kom på banen cirka 12 minutter før tid og lavede to flotte gennembrudsmål til stillingen 28-25 og 29-25 til KIF. De fire mål til trods formåede Skive alligevel at skabe en tæt og intens afslutning, hvor KIF i de sidste 12 minutter blev ramt af tre udvisninger, mens Skive fik to.

Flere andre KIF-spillere gjorde det godt: Benjamin Pedersen, Jonas Tidemand og Mads Kragh Thomsen i forsvaret. Kristian Stoklund fik ikke så meget spilletid, men han scorede på alle sine fire afslutninger, heraf tre på straffekast – det er høj kvalitet.

KIF-drengene kan nu nyde sejren i weekenden. Den var både fortjent og vigtig. I næste weekend venter en ny topkamp, når KIF skal til Aarhus for at møde en anden af topfavoritterne, Aarhus Håndbold. Til den kamp, som spilles søndag den 14. september klokken 17.00 i Djurslands Bank Arena, har KIF’erne i den grad fortjent massiv opbakning fra mange KIF-fans. Så tag med til Aarhus og bak drengene op.

Matchfakta

KIF Kolding-Skive fH: 36-35 (15-15)

Målscorere:
KIF: Viktor Ahlstrand og Cornelius Kragh, begge 7, Lars Skaarup og Markus Bugge, begge 5, Kristian Stoklund 4 (3), Mads Hoé Jørgensen 2, Jens Svane, Benjamin Pedersen, Andreas Aagreen, Sebastian Bertelsen, Mads Kragh Thomsen og Thorsten Fries hver 1.
Skive: Daniel Guldsmed, Peter Lund og Nikolaj Haagen Pytlick hver 5, Victor Ilsøe 4, Joachim Hyldgaard, Simon Ostersen og Christoffer Langerhuus hver 3, Jens Dolberg og Magnus Kronborg hver 2, Jeppe Bangshøi, Tobias Olsen og Sebastian Skøtt hver 1.

Udvisninger:
KIF: 6 – Skive: 5

Redninger:
KIF: Thorsten Fries 12/43 (27,9 %), Emil Tellerup 1/5 (20 %)
Skive: Atal Lakaval 9, Shadrach Nsoni 1

1934 tilskuere i Sydbank Arena i Kolding.

Dagens Man of the Match:
KIF: Thorsten Fries
Skive: Nikolaj Haagen Pytlick

Mobergs comeback grundlagde rytmen i Fredericias triumf

0
Mobergs comeback grundlagde rytmen i Fredericias triumf

SPORT. William Andersson Moberg trådte tilbage på banen i Ringsted fredag aften med et smil, der sagde det meste. For efter en periode på sidelinjen med hovedskade kunne den svenske bagspiller igen mærke pulsen fra ligahåndbolden, og han gjorde det i en kamp hvor Fredericia HK viste vilje og styrke efter nederlaget til BSH i åbningsrunden.

Han lagde ikke skjul på, hvor meget det betød for ham at være tilbage blandt holdkammeraterne. »Det var godt at være i kamp i dag. Det var et stykke tid siden, jeg sidst spillede ligakamp. Det var en hård kamp med mange svære situationer, men vi lagde et godt forsvar og vinder på grund af det« sagde Moberg.

Netop forsvaret og kollektivet var det, der bar sejren hjem. Fredericia fik en god start, kontrollerede første halvleg og stod sammen i de perioder hvor Ringsted pressede på. Moberg var en central figur i opbygningen. Han scorede selv tre mål og havde en stribe afleveringer, der blev til scoringer for andre. Hans rolle som spilfordeler gav ro og struktur i et opgør, hvor intensiteten til tider var høj.

»Forsvaret leverer i dag og så scorer vi på de rigtige tidspunkter, også under pres. Jeg synes, at det er rigtig spændende at være en del af det. Det fungerer godt, og vi hjælper hinanden« forklarede han efter kampen.

Mobergs glæde over at være tilbage gik hånd i hånd med en stolthed over holdets reaktion. Nederlaget til BSH havde været tungt. Fredericia spillede en tæt første halvleg, men kollapsede efter pausen og stod tilbage med et nederlag på ti mål. Den oplevelse var ikke til at løbe fra, men den kunne bruges til noget nyt.

»Det er en ny kamp. Det er en ny dag. Jeg synes, at gutterne var lidt mere klar i dag, og vi fortsætter med at tage kampene en ad gangen« lød det fra svenskeren.

Kampen i Ringsted endte 27-23 til Fredericia, og tallene fortæller en historie om et kollektiv, der denne gang holdt niveauet over 60 minutter. Anders Kragh Martinusen blev topscorer med syv mål, Mads Kjeldgaard supplerede med fem, mens Moberg selv satte tre ind og lagde boldene til rette for sine holdkammerater. Det var præstationer, der var nødvendige for at hente to point på en vanskelig udebane.

Moberg var tydeligt tilfreds da han forlod hallen. Hans ord var enkle, men de ramte kernen af aftenen. Han var glad for at være tilbage, glad for at mærke farten og glad for at kunne bidrage til en sejr hvor hele holdet trådte frem. »Det var en hård kamp, men vi stod godt sammen, og det gav os sejren« sagde han.

Læs også

Fredericia rejste sig og vandt i Ringsted

0
Fredericia rejste sig og vandt i Ringsted

SPORT. Fredericia Håndboldklub kom til Ringsted med behov for at rejse sig efter nederlaget til BSH. De spillede en tæt første halvleg i den kamp og kollapsede efter pausen, og stemningen var slukøret bagefter. Fredag aften i Poul Christensen Arena var udtrykket helt anderledes. Fredericia fandt ro, tempo og en fælles retning og vandt 27-23 foran 792 tilskuere.

Lydbilledet i hallen blev sat af HK Ultras. Omkring halvtreds fredericianere bar holdet frem med sang og energi og overdøvede det meste af aftenen hjemmeholdets publikum. Det gav fornemmelsen af noget større kunne ske denne fredag, og det passede godt til den måde Fredericia greb opgøret an på.

Første halvleg blev spillet på udeholdets præmisser, selvom det var tæt. William Andersson Moberg var tilbage efter sin hovedskade og gav angrebet rytme med flere fine oplæg og to gennembrudsmål i vigtige momenter. Mads Kjeldgaard var stærk i duellerne, søgte hullerne og satte boldene ind. Sebastian Frandsen leverede solide redninger, som gav ro til forsvaret og fart i returløbet. Pausestillingen lød 13-10 til Fredericia, og det var et retvisende billede af en halvleg med disciplin, lav fejlrate og gode beslutninger i afslutningerne.

Ringsted skaffede sig mange straffekast, men kom aldrig helt ind i Fredericias hoved. Nogle forsøg ramte træværket, andre blev taget af keeperne, og flere blev sat ind uden at det ændrede på kampens fornemmelse. Hjemmeholdets mest scorende blev Victor Wolf med seks mål, mens Oliver Wosniak lavede fem. Det var vedholdende indsats og ægte tryk på skuddene, men Fredericia stod imod, når det gjaldt.

Fredericia sikrede sig sejren

Efter pausen fik Ringsted bidt sig fast og hentede ind. Udvisninger kostede dyrt for Fredericia i perioder, og der kom uro i afleveringerne. Netop i de minutter viste skiftet på målet sin værdi. Sander Heieren kom ind og lukkede ned med store redninger, der gav nyt overskud. Kampens rytme tippede igen til udeholdets fordel, og Fredericia fandt tilbage til de enkle løsninger der havde virket i begyndelsen.

Anders Kragh Martinusen blev afgørende i slutfasen. Han tog ansvar, gik på duel og ramte målet når Fredericia havde mest brug for det. Han sluttede som topscorer med syv træffere og var tungen på vægtskålen, da kampen stod og vippede. Kjeldgaard holdt sit niveau fra første halvleg og nåede fem mål, mens Martin Bisgaard og Kasper Young hver lavede fire. Malthe Hejsel satte tre vigtige kasser ind og var samtidig aktiv i defensiven. Moberg rundede aftenen af med tre scoringer og flere afleveringer der splittede Ringsteds forsvar.

De sidste minutter blev afgjort af redninger og koldblodighed. Heieren tog et forsøg fra Victor Wolf og siden et skud fra Rasmus Graffe, og kort efter brød William Andersson Moberg igennem og scorede efter en timeout. HK Ultras hævede lydmuren, og Fredericia holdt fast. Slutcifrene blev 27-23, og der var ikke meget at indvende mod helhedsindtrykket. Det var en flot holdpræstation, båret af målmandsspil i begge halvlege, stærke gennembrud fra bagkæden og en kollektiv arbejdsindsats i forsvaret.

Der var stadig fejl og udvisninger, som gav Ringsted liv. Alligevel stod Fredericia distancen, og det er måske den vigtigste pointe fra aftenen. Efter en uge med et tungt nederlag var der brug for bevis på, at holdet kan samle sig og svare igen. Det leverede de i Ringsted. De fandt roen, genfandt modet og spillede hinanden bedre. Måltavlen fortæller om fire mål ned, men historien er lige så meget et spørgsmål om mentalitet og sammenhold.

Det blev en aften hvor Fredericia rejste sig. De kom for at få en reaktion og tog fra arenaen i Ringsted med to point, ny selvtillid og en klar fornemmelse af, at kursen igen peger den rigtige vej. Middelfart Sparekasse ARENA venter igen i næste hjemmekamp, og denne gang gør holdet det med følelsen af, at bundniveauet er hævet og at kollektivet kan bære dem, når et opgør bliver tungt. Det var præcis den reaktion der var brug for efter BSH, og den blev leveret med eftertryk.

Kampfakta
TMS Ringsted – Fredericia HK 23-27 (10-13)
Tilskuere: 792
Spillested: Poul Christensen Arena, Ringsted

Målscorere TMS Ringsted
Victor Wolf 6, Oliver Wosniak 5, Rasmus Graffe 3, Guðmundur Bragi Ástþórsson 2, Mikkel Søndergaard Helqvist 2, Isak Gustafsson 2, Tobias Tombak 2, Gustav Bergendahl 1.

Målscorere Fredericia HK
Anders Kragh Martinusen 7, Mads Kjeldgaard 5, Martin Bisgaard 4, Kasper Young 4, Malthe Hejsel 3, William Andersson Moberg 3, Jonas Kruse Kristensen 1.

Udvisninger TMS Ringsted
Isak Gustafsson 2×2 min, Gustav Bergendahl 1×2 min.

Udvisninger Fredericia HK
Martin Bisgaard 1×2 min, Malthe Hejsel 1×2 min, Evgeni Pevnov 1×2 min, Anders Kragh Martinusen 2×2 min.

Straffekast
TMS Ringsted: 3/5
Fredericia HK: 3/5

35.000 etagemeter erhverv: Ny bydel i Kanalbyen kan vokse markant

35.000 etagemeter erhverv: Ny bydel i Kanalbyen kan vokse markant

0
En stor bid af Kanalbyens sydøstlige hjørne kan blive rammen om et nyt erhvervskvarter. Fredericia Kommune har modtaget en anmodning fra Kanalbyen P/S om...

Middelfart tabte igen