2.9 C
Copenhagen
søndag 28. december 2025

Byrådet bakker op om Superliga-eventyr

0

POLITIK. Der var begejstring og brede smil i Fredericia Byrådssal mandag aften, hvor FC Fredericias historiske oprykning til Superligaen var det helt store tema. Efter 24 år i 1. division sikrede FC Fredericia sig oprykning, og hele byrådet står klar til at bakke op om klubbens fremtidige eventyr.

Peder Tind (V), formand for Kultur- og Idrætsudvalget, indledte med en hyldest til byens samlede indsats:

»Det her er en ufatteligt glædelig nyhed for Fredericia Kommune. Det har været en intens periode med stort tidspres, men vi er lykkedes, fordi klubben, erhvervslivet og byrådet har stået sammen. Når Fredericia virkelig lykkes, er det netop, når vi gør tingene sammen. Det her er historisk,« lød det fra Peter Tind.

Han understregede samtidig betydningen af de kommende lokalopgør mod Vejle i Superligaen:

»Vi glæder os til fantastiske lokalopgør. Fredericia er i Superligaen – det er svært at få armene ned,« sagde han.

Bosætning og turisme får et boost

Susanne Eilersen (O), formand for Bosætning- og Turismeudvalget, pegede på de store økonomiske muligheder, som følger med oprykningen:

»Superligaen er en fantastisk mulighed for at løfte Fredericias image. Hvis vi arbejder strategisk og klogt, kan kommunen få et tocifret millionbeløb tilbage i form af bespisning, overnatning, shopping og turisme. Vi er allerede i fuld gang med at lave konkrete planer for, hvordan vi udnytter det potentiale,« sagde Susanne Eilersen.

Enhedslistens Cecilie Roed Schultz betonede, at det har været en lang og svær økonomisk proces at finde midlerne til stadioninvesteringen, men roste samtidig samarbejdet:

»Vi var bekymrede for, hvordan vi skulle finde pengene, uden at det gik ud over andre vigtige områder. Men erhvervslivet trådte til med en stærk indsats, og derfor kan vi i dag præsentere en løsning, vi godt kan være stolte af,« sagde hun.

Også kultur og socialt ansvar

SF’s Connie Eden var også positiv, selvom hun indrømmede, at fodbold ikke normalt er hendes største interesse:

»Vi glæder os virkelig meget over oprykningen, og vi anerkender den rolle, klubben får som forbillede for ungdommen. Men jeg vil samtidig opfordre FC Fredericia til også at invitere borgere fra eksempelvis plejehjem eller institutioner ud til kampene,« lød det fra Connie Eden.

Karsten Byrgesen fra Borgernes Liste sammenlignede oprykningen med en vækstmotor:

»Vi stopper en krone i denne maskine, og vi får flere kroner tilbage. Oprykningen vil skabe kultur og økonomisk vækst. Det er noget, som alle i Fredericia bør være stolte af,« sagde Karsten Byrgesen.

Langsigtet strategi nødvendig

Tommy Rachlitz Nielsen (C) bakkede også op, men efterlyste en bedre langsigtet strategi:

»Det har været en presset proces, og vi burde have været bedre forberedt. Vi ved allerede nu, at der kommer nye krav til stadion i 2029 om overdækning. Lad os begynde forberedelserne nu, så vi står klar næste gang,« understregede han.

En fælles succes

Socialdemokratiets David Gulløv fremhævede især erhvervslivets stærke støtte:

»FC Fredericia har arbejdet målrettet både sportsligt og organisatorisk. Det er fantastisk at se erhvervslivets opbakning – det viser, at vi i Fredericia står stærkest, når vi står sammen,« sagde han.

Danmarksdemokraternes Palle Dahl satte ord på den generelle overraskelse og glæde:

»Ingen af os så det her komme efter 24 år i 1. division, men nu står vi her, og det er et enormt boost for byen. Vi er utroligt stolte,« sagde Palle Dahl.

Borgmester Christian Bro (S) rundede debatten af med at mindes den lange rejse, FC Fredericia har været på:

»Fra stadionflytningen i 2006 til nu – det har været en fantastisk rejse med mange bump undervejs. Et hold i toppen af både håndbold og fodbold er noget, få danske byer kan bryste sig af. Det er historisk for Fredericia,« sagde han.

Dermed blev en historisk dag markeret med stærk opbakning og optimisme omkring Fredericias fremtid i Superligaen.

FC Fredericia fejrede Superliga-oprykning med første »spadestik«

0

SPORT. Mandag den 19. maj var en festdag i FC Fredericia. For første gang siden oprykningen til Superligaen blev en realitet, var bestyrelsen samlet, og de markerede begivenheden med en fejring ud over det sædvanlige. Samtidig blev der taget hul på næste store kapitel i klubbens historie, da en gravemaskine symbolsk tog første »spadestik« til byggeriet af de nye tribuner på Monjasa Park.

Bestyrelsesmødet var ekstraordinært, og glæden over Superliga-oprykningen var ikke til at tage fejl af. Efter mange års venten er FC Fredericia endelig klar til at møde Danmarks største klubber på eget græs. Fejringen blev ekstra markant, fordi klubben samtidig markerede, at stadion nu udvides, så det lever op til kravene i landets bedste række.

Den store gravemaskine, der mandag rullede ind på Monjasa Park, symboliserede starten på udvidelsen, der blandt andet inkluderer nye tribuner, som skal give plads til langt flere fans og skabe optimale rammer omkring kampene i Superligaen.

Med byggeriet sat i gang er FC Fredericia nu et stort skridt nærmere en fremtidssikret hjemmebane, hvor holdet kan byde modstandere velkommen til en fyldt Monjasa Park. Det er ikke kun et løft for klubben, men også for hele byen, som nu for alvor kan glæde sig til Superliga-fodbold fra sommeren 2025.

Storbankers milliardfusion godkendt – slipper for indgreb fra myndighederne

0
Storbankers milliardfusion godkendt – slipper for indgreb fra myndighederne

BUSINESS. Nykredit Realkredit A/S har nu fået grønt lys til at fusionere med Spar Nord Bank A/S. Det meddeler Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som netop har godkendt den store bankfusion uden nogen former for indgreb.

Ifølge direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, har myndighederne vurderet, at fusionen ikke medfører betydelige konkurrenceproblemer hverken på bank- eller realkreditmarkedet.

»Vi har vurderet, at Nykredits overtagelse af Spar Nord Bank ikke hæmmer konkurrencen betydeligt, og derfor godkender vi fusionen. Fusionen omfatter vigtige markeder, som vi har fokus på. Vi har lyttet til de henvendelser, vi har fået, og undersøgt mulige konsekvenser af fusionen,« siger Jakob Hald.

Han forklarer videre, at fusionen ikke i sig selv ændrer på konkurrencen, fordi Spar Nord Bank allerede formidler Totalkredits lån fra Nykredit-koncernen. På detailbankmarkedet vil Nykredit dog blive større, men ifølge styrelsens analyser forbliver konkurrencen inden for EU-Kommissionens grænser.

Særligt forholdet mellem realkreditmarkedet og bankmarkedet har været i myndighedernes søgelys.

»Vi har været særligt opmærksomme på forbindelsen mellem realkreditmarkedet og bankmarkedet, da realkreditlån typisk sælges via banker. Tilsagnsaftalen med Nykredit sidste år reducerede barriererne for at træde ud af Totalkreditsamarbejdet markant, og gjorde det nemmere for samarbejdsbankerne at skifte til en anden leverandør af realkreditlån. Vores undersøgelser har vist, at fusionen ikke vil ændre på de tilbageværende barrierer i væsentlig grad,« siger Jakob Hald.

Styrelsens godkendelse bygger på omfattende undersøgelser fra både bank- og realkreditmarkedet samt en nyere undersøgelse blandt banker, der deltager i Totalkreditsamarbejdet.

Fusionen er blevet behandlet i den såkaldte fase I af konkurrencemyndighederne, hvilket betyder, at undersøgelserne har vist sig tilstrækkelige til en godkendelse uden yderligere indgreb.

Fusionen måtte anmeldes til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, da parterne tilsammen opfylder lovens krav om omsætningsstørrelse. Ifølge konkurrenceloven skal myndighederne godkende fusioner, der ikke hæmmer konkurrencen betydeligt – og omvendt afvise de fusioner, der gør.

»Blev forelsket i Fredericia på en regnvejrsdag i marts«

0
»Blev forelsket i Fredericia på en regnvejrsdag i marts«

BOSÆTNING. Med et stort smil og en imødekommenhed træder Malene Grandjean ind ad døren til vores samtale om at flytte til Fredericia. Hendes begejstring smitter øjeblikkeligt. Hun elsker tydeligvis sin nye hjemby, selvom det slet ikke lå i kortene, at hun en dag skulle forlade sin fødeby Kalundborg, hvor hun havde boet hele sit liv.

Malene Grandjean er 49 år og arbejder som rektor på Nordfyns Gymnasium. Sammen med sin mand Flemming rykkede hun teltpælene op og flyttede den 1. juni 2024 til Fredericia.

»Vi havde ellers boet i Kalundborg hele vores liv,« fortæller Malene med et smil og fortsætter: »Men vi har altid rejst meget, både i udlandet og rundt omkring i Danmark, og især Trekantområdet har fanget vores interesse mange gange.«

Parrets to voksne døtre havde allerede bosat sig i Aarhus, og Malene og Flemming kunne mærke, at de nu selv var klar til et nyt kapitel i Jylland, selvom Flemming først var lidt tilbageholdende.

»Min mand var faktisk slet ikke klar til at flytte i begyndelsen. Men pludselig skete der noget, og en dag fik jeg en besked fra ham, hvor han skrev, at nogen gerne ville købe vores hus. Det var vel at mærke slet ikke til salg!« fortæller Malene med et grin. Denne uventede henvendelse blev startskuddet på deres beslutning om at flytte til Jylland.

Kort efter havde parret solgt huset, og jagten på et nyt sted at bo gik straks ind. Kriterierne var klare:

»Vi ledte efter en hyggelig købstad med en kompakt bymidte, hvor alting lå i gåafstand. Der skulle være et levende og varieret kulturliv, smuk natur med gode vandreruter, gode transportmuligheder, og så ville vi have en lejlighed med stor altan og udsigt over vandet,« forklarer Malene.

Derfor kiggede parret mod Fredericia, Middelfart, Kolding, Vejle og Horsens, men da de opdagede Kanalbyen i Fredericia, var de straks fanget.

»Jeg sagde til Flemming: Der er åbent hus i Kanalbyen i dag, skal vi ikke tage afsted? Og det gjorde vi,« fortæller Malene og fortsætter: »14 dage senere tog vi en weekend i byen med overnatning på Hotel Gammel Havn, hvor vi igen besøgte lejligheden, gik rundt i byen og på volden og spiste middag på en af byens dejlige restauranter. Allerede næste dag underskrev vi købsaftalen. Det var en grå og våd regnvejrsdag i marts, men vi var solgt.«

Parret kendte ingen mennesker i Fredericia, da de ankom. Men det har hurtigt ændret sig. Malene fremhæver, at det er nemt at skabe et netværk i byen, hvis man selv gør en lille indsats.

»Vi tog eksempelvis ned på Urbania Streetfood en aften, hvor der var musikquiz. Der satte vi os strategisk i nærheden af andre mindre grupper og par, og quizzen gav os noget at snakke om. Nogle af de mennesker, vi mødte den aften, er i dag blevet rigtig gode venner,« fortæller hun glad.

Parrets fælles sportsinteresser har også kastet flere gode bekendtskaber af sig, og derudover er der et særligt socialt fællesskab blandt beboerne i Kanalbyen.

»Vi har en Facebook-gruppe og en Messenger-tråd, hvor vi hjælper hinanden i hverdagen. Hvis jeg eksempelvis mangler et glas jalapeños, er der altid nogen, der har et på lager,« siger hun med et smil.

Malene og Flemming nyder at bruge byen aktivt, og ifølge Malene sker der hele tiden noget nyt.

»Der sker virkelig meget i Fredericia, og Visit Fredericia er gode til at informere online om alle de spændende aktiviteter,« fortæller hun og fremhæver især byens kulturliv:

»Her er to spillesteder, et fantastisk musicalteater, masser af kulturelle events og en bred variation af gode restauranter. Det betyder virkelig meget.«

Og så er der naturen. Malene elsker byens unikke kombination af byliv og naturoplevelser, der ligger lige uden for døren.

Inden vi siger farvel, slutter Malene med en vigtig detalje, der opsummerer hendes følelser for Fredericia:

»Jeg venter altid med at handle, til jeg har passeret Fredericias byskilt. Jeg er blevet bypatriot med stort B,« smiler hun varmt.

Der hersker ingen tvivl – Malene Grandjean er stolt af og stadig dybt forelsket i sin nye by, Fredericia.

Byrådsmødet som valgkampens nye hjemmebane. Fodboldfest og budgetfarce.

0
Byrådsmødet som valgkampens nye hjemmebane. Fodboldfest og budgetfarce.

Mandag den 19. maj blev byrådssalen i Fredericia forvandlet. Ikke til et forum for ansvarlig kommunal ledelse, men til en improviseret fanzone, med byrådsmedlemmer, der nærmest kæmpede om at være de største fodboldfans i Danmark. Rørende hvis ikke det samtidig var dybt bekymrende.

I en tid, hvor Fredericia risikerer en mulig budgetbombe fra Ørsted, var det eneste, der for alvor fik taletid, drømmen om et opgraderet stadion til Superligaen. 

Samtidig undertrykkes det faktum at, når tilskuertallet på stadion mere end fordobles, følger et behov for markante investeringer i omkringliggende adgangsveje, p-pladser, kollektiv transport, sikkerhed og servicemæssige faciliteter. Kortsagt den omkring liggende infrastruktur uden for station til midtbyen og kommunegrænserne.

Fredericia er en by med udfordringer. Vi har ikke råd til at spilde hverken tid eller skattekroner på varm luft og valgkampsretorik i byrådsmøderne. Den truende økonomiske boomerang: Hvis Ørsted vinder sin sag og kommunen skal betale, står Fredericia over for enten en gældssætning i millionklassen, i værste fald en økonomisk administration udefra. Ikke ligefrem det bedste udgangspunkt for at bygge stadiondrømme uden grundig økonomisk analyse og prioritering.

Yderlig blev mødet et udstillingsvindue for den evindelige kommunalpolitiske selvros. Især Susanne Eilersen, Peter Tind og Karsten Byrgesen leverede lange, intetsigende indlæg, hvor substansen druknede i selvforherligelse om emnerne. Det ville klæde byrådet at indføre en maksimal taletid  lad os sige 1,5 til 2 minutter og dermed sikre, at debatten bliver skarp, saglig og borgerrettet. Alt andet er skuespil for de få fremmødte og dem, der stadig orker at streame møderne.

Mødelederen, lod det desværre passere uden et eneste opfordrende “hold jer til sagen”.

Vi skal glæde os over FC Fredericias, Fredericia HK’s og de mindre sports klubbers sportslige resultater og anerkende behovet for faciliteter, der matcher ambitionerne. Stadiondrømme skal realiseres, det skal de omkringliggende infrastrukturer også. Det skal ske som del af en samlet og ansvarlig plan, med økonomisk realisme og økonomisk støtte fra partnere, ikke euforisk valgkampssnak i byrådssalen hvor byrødderne får gratis TV taletid for de poster de opstiller til, eller er på. 

Fredericia skal ikke løbe storm mod toppen af sporten med bind for øjnene, men bygge på fakta, fornuft og fremtidssikret økonomi. 

Fem år mere: Carlsberg tror på Fredericia HK

0
Fem år mere: Carlsberg tror på Fredericia HK

SPORT. Når Fredericia Håndboldklub til efteråret tager hul på endnu en sæson med deltagelse i europæiske turneringer, bliver det fortsat med Carlsberg som stærk partner. Klubben og bryggerigiganten har netop indgået en ny femårig aftale, der cementerer et tæt og strategisk samarbejde.

Carlsberg fortsætter dermed som officiel leverandør af drikkevarer til Fredericia Håndboldklub – noget, som fans, sponsorer og samarbejdspartnere fortsat vil kunne glæde sig over, når de besøger Middelfart Sparekasse Arena.

Direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen, glæder sig over forlængelsen af samarbejdet:

»Vi er stolte over at forlænge og styrke samarbejdet med en lokal og international partner som Carlsberg. De har været en uvurderlig støtte på vores rejse mod ligamedaljer og deltagelse i Champions League. At Carlsberg med denne nye aftale viser endnu større tro på vores visioner for fremtiden, er en kæmpe anerkendelse af det arbejde, vi udfører hver eneste dag.«

Fredericia er ikke kun hjemmebane for håndbold i topklasse, men også for Carlsbergs store produktionsanlæg – en vigtig lokal arbejdsplads, hvor mange medarbejdere deler passionen for håndbold.

»Med Carlsbergs produktionsfaciliteter placeret her i Fredericia får vi ikke bare en stærk national partner, men også en dybt engageret lokal medspiller. Det styrker både klubben, fællesskabet og håndbolden i byen,« tilføjer Thomas Renneberg-Larsen.

Area Manager On Trade hos Carlsberg, Kim Augusto Frederiksen, glæder sig også over forlængelsen af samarbejdet:

»Hos Carlsberg er vi glade og stolte over at fortsætte og styrke samarbejdet med FHK de kommende fem år. Både for Carlsberg Danmark og især for mange af vores dygtige ansatte på bryggeriet i Fredericia er FHK en vigtig samarbejdspartner, og det glæder os at stå bag klubben på deres vej mod tophåndbold – både nationalt og internationalt. FHK har vist et højt niveau de seneste år, og vi kan mærke, at hele klubben brænder efter mere – helt i Carlsbergs ånd: Semper Ardens – altid brændende.«

Udover drikkevarer i verdensklasse vil Carlsbergs stærke engagement være tydeligt ved klubbens hjemmekampe i form af flere nye aktiviteter, events og arrangementer særligt rettet mod klubbens fans, HK Ultras, sponsorer og sæsonkortholdere.

Fredericia Håndboldklub ser frem til sammen med Carlsberg at levere store oplevelser – både nationalt og internationalt – i de kommende sæsoner.

Mystiske brande på kirkegård: Skraldespande brændte med 150 meters mellemrum

0
Mystiske brande på kirkegård: Skraldespande brændte med 150 meters mellemrum

KRIMI. Mandag aften klokken 19.34 blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til en melding om brand ved kirkegården nær Kolding Kapel på Lærkevej. Ved ankomsten kunne patruljen konstatere, at der var ild i to skraldespande, som stod placeret med cirka 150 meters afstand.

Brandene nåede ikke at udvikle sig voldsomt, da en hurtig borger fik slukket ilden, inden politi og brandvæsen nåede frem. Men det usædvanlige forløb vækker alligevel opmærksomhed hos politiet, ikke mindst på grund af tidspunktet og placeringen på kirkegården.

Det fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd tirsdag morgen:

»Der står brand i to skraldespande, som lå med cirka 150 meters mellemrum på kirkegården ved Kolding Kapel. Der når ikke at være nogen voldsom ild her, da den bliver slukket af anmelderen, men det er selvfølgelig lidt pudsigt, at der lige opstår brand i to skraldespande med 150 meters mellemrum,« siger Arno Rindahl Petersen.

Vicepolitiinspektøren understreger, at det på nuværende tidspunkt er vanskeligt at komme nærmere årsagen til brandene. Politiet har nemlig ikke umiddelbart nogen overvågning eller vidneudsagn at støtte sig til.

»Jeg er mest i tvivl om, hvor meget vi kan kigge ind i det. Hvis ikke vi har noget overvågning eller nogle personer, vi har fat i som vidne, så tænker jeg ikke, vi kommer det meget længere,« forklarer han og fortsætter:

»Det kan jo godt være, at der er noget, men det fremgår ikke her, som om, at der er nogen.«

Politiet minder samtidig om, at det i øjeblikket er særligt tørt, hvilket gør, at selv små brande hurtigt kan udvikle sig.

»Tingene er selvfølgelig meget tørre lige for tiden,« påpeger vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen.

Politiet har på nuværende tidspunkt hverken overvågning eller vidner at gå videre med, men skulle nogen have set noget mistænkeligt omkring tidspunktet for brandene, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 1-1-4.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Indbrud uden tyveri – men en mystisk cyklist set nær villa

0
Indbrud uden tyveri – men en mystisk cyklist set nær villa

KRIMI. En villaejer på Bredstrupvej i Fredericia fik sig mandag aften en ubehagelig overraskelse, da han vendte hjem efter at have været væk hele dagen. Et vindue i villaen var brudt op med et koben, og en ukendt gerningsmand havde været inde i boligen og rodet rundt.

Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd tirsdag morgen.

Ifølge politiets oplysninger fandt indbruddet sted i tidsrummet mellem klokken 8.00 mandag morgen og klokken 23.30 mandag aften.

»Der bliver et vindue opbrudt med et koben, og man er rundt i huset. Umiddelbart stjæler man ikke noget, så gerningspersonen bliver måske afbrudt af forurettede, da vedkommende kommer hjem,« forklarer vicepolitiinspektøren.

En mulig gerningsperson er ifølge politiet blevet set i nærheden af gerningsstedet af et vidne, men vicepolitiinspektøren understreger, at det stadig er uklart, om manden har forbindelse til indbruddet.

»En mulig gerningsperson er truffet omkring gerningsstedet af et vidne. Men alt det her, det er jo sådan lidt usikkert, om det er den gerningsperson, vi har, der har forsøgt det her,« siger han og uddyber:

»Den person, der bliver set, beskrives som en mand, østeuropæisk, lys i huden, mørkt tøj, briller, og cyklende på en mørk cykel. Han talte engelsk.«

Politiet efterforsker altså fortsat, om denne observation er relevant for indbruddet.

»Vi ved ikke helt med sikkerhed, om den person, der er set, faktisk er gerningspersonen,« afslutter Arno Rindahl Petersen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Politiet vil stadig gerne tale med to kvinder efter løbehjulsjagt

0
Politiet vil stadig gerne tale med to kvinder efter løbehjulsjagt

KRIMI. En ellers rolig mandag formiddag tog en uventet drejning i området omkring Hannerup Brovej og Kildeparken i Erritsø, da en patrulje fra Sydøstjyllands Politi måtte tage de blå blink i brug under en hektisk eftersættelse.

Klokken 11.21 satte betjentene efter en mand, der i fuld fart kørte på et elektrisk løbehjul. Ifølge politiet nåede løbehjulet en hastighed på mellem 50 og 60 kilometer i timen, hvilket skabte flere farlige situationer. Under eftersættelsen var manden på løbehjulet tæt på at støde sammen med flere cyklister, som måtte foretage undvigemanøvrer.

Det fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd tirsdag morgen:

»Vi har en færdselssag fra Kildeparken i Erritsø, hvor en patrulje eftersætter et elløbehjul, der bliver ført med omkring 50-60 kilometer i timen og er tæt på at ramme et par cyklister,« forklarer Arno Rindahl Petersen og fortsætter:

»Vi får fat i personen på elløbehjulet, som viser sig at være påvirket af euforiserende stoffer. Han bliver derfor sigtet for at have ført elløbehjulet i påvirket tilstand.«

Eftersættelsen endte altså med, at politiet fik fat på føreren af elløbehjulet. Den 37-årige mand fra Fredericia blev sigtet for både narkobesiddelse og ulovlig våbenbesiddelse. Hos ham fandt politiet nemlig to fentanylplastre, 1,92 gram amfetamin og en ulovlig peberspray.

»Han bliver fundet i besiddelse af to stykker fentanylplaster, 1,92 gram amfetamin samt en peberspray. Derfor er der også rejst sigtelser for narkobesiddelse og overtrædelse af våbenloven,« siger Arno Rindahl Petersen.

Vidner kan blive afgørende

Politiet har ligeledes tirsdag morgen udsendt en efterlysning, hvor de søger vidner, som kan have oplevet situationen på tæt hold. Særligt to kvindelige cyklister vil politiet gerne tale med, fordi de ifølge meldinger måtte undvige for ikke at blive påkørt.

»Vi har fået en melding om, at der er et par cyklister, som er tæt på at blive ramt, og som måske har måttet lave undvigemanøvrer. Det er jo lidt et spørgsmål om, hvorvidt der har været en konkret fare for dem. Hvis det er tilfældet, kan der være tale om en overtrædelse af straffelovens paragraf 252, og derfor vil vi gerne i kontakt med dem,« forklarer vicepolitiinspektøren.

Den ene cyklist, politiet leder efter, befandt sig på Hannerup Brovej, mens den anden cyklist befandt sig på cykelstien mellem Hannerup Engvej og Røde Banke.

Straffelovens paragraf 252 omhandler situationer, hvor en person udsætter andre for fare på hensynsløs måde, og den kan medføre en strafferetlig sanktion, typisk i form af bøde eller fængsel.

Politiet opfordrer derfor stadig vidner, eller andre med information i sagen, til at tage kontakt via telefonnummer 1-1-4.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Byrådet sikrer økonomien bag opgraderingen af Monjasa Park

0

POLITIK. Det blev på alle måder historisk, da Fredericia Byråd tirsdag aften godkendte økonomien bag opgraderingen af Monjasa Park, så FC Fredericia kan spille Superliga-fodbold fra juli måned. En stor beslutning med en betydelig økonomisk ramme, som samtidig markerer, at Fredericia for alvor træder ind på den nationale sportsscene.

Formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind (V), var begejstret og fremhævede samarbejdet bag den markante beslutning:

»Det her er en ufattelig glædelig nyhed for Fredericia Kommune. Vi har arbejdet meget intenst på at skabe rammerne for, at FC Fredericia kan spille i Superligaen. Det har krævet en stor fælles indsats fra både byrådet, erhvervslivet og klubben. Det viser Fredericia fra sin allerbedste side. Og prøv lige at sige det højt: Fredericia er i Superligaen!« lød det fra en glad Peder Tind.

Borgmester Christian Bro (A) tog et kort historisk tilbageblik på processen omkring Fredericias fodboldfaciliteter:

»Da vi flyttede stadion fra Baldersvej til Fredericia Idrætscenter i 2006 og senere udbyggede det igen i 2020, havde ingen af os vel turde drømme om, at vi skulle ende i Superligaen. Det er fantastisk og historisk for byen, at vi nu står her,« sagde Christian Bro og understregede betydningen af at have to elitehold i toppen af dansk sport – FC Fredericia i fodbold og FHK i håndbold.

Store muligheder for bosætning og turisme

Beslutningen om stadionopgraderingen skaber samtidig helt nye muligheder for at brande Fredericia, både med henblik på bosætning og turisme. Formanden for Bosætnings- og Turismeudvalget, Susanne Eilersen (O), understregede potentialet:

»Vi skal udnytte den kæmpe mulighed, vi nu står overfor. Når fans og besøgende kommer til byen for at se Superliga-fodbold, skal vi sørge for, at de også bruger byen – spiser her, shopper her, overnatter her. Vi kan hente et tocifret millionbeløb hjem, hvis vi gør det rigtigt. Det her handler ikke kun om fodbold, men om byens udvikling.«

Udvalgsmedlem Niels Martin Vind (V) supplerede med, at Fredericia nu får en gylden mulighed for at løfte sit image:

»Den selvfølelse og det sammenhold, der følger med at have to top-hold i byen, kan man ikke købe for penge. Fredericia kan skabe en stolthed og tiltrækningskraft, der vil gavne os på lang sigt.«

Kritiske toner og opfordringer til forberedelse

Også kritiske røster blev fremført, men støtten var bred. Tommy Rachlitz Nielsen (C) var bekymret over den pressede proces og efterlyste en mere langsigtet plan:

»Jeg synes, processen har været hektisk, og vi vidste allerede i 2018, at kravene ville komme. Fremover skal vi være bedre forberedt. Lad os allerede nu begynde at planlægge den kommende investering i overdækning, så vi ikke igen står med ryggen mod muren.«

Også David Gulløv (A) opfordrede til hurtig handling:

»Det er vigtigt, vi allerede nu tænker længere frem og lægger planer for stadion, så vi er klar, når nye krav melder sig.«

Sammenhængende sundhedstilbud og ambitiøs masterplan

Byrådet behandlede også et forslag fra Venstre om at udarbejde en masterplan for Sundhedshuset, som skal sikre flere og bedre sundhedstilbud tættere på borgerne.

Pernille Jensen (V) fremlagde initiativet:

»Vi ønsker, at Fredericia er klar, når regionen og staten fordeler midler til lokale sundhedstilbud. Vi foreslår blandt andet, at vi får etableret daghospital, røntgen, scanning og børneblodprøver i Sundhedshuset. Fredericia skal have en klar og ambitiøs plan, så vi står stærkt, når vi skal søge midler fra puljerne.«

Susanne Eilersen (O) støttede initiativet helhjertet og foreslog, at man også ser på muligheden for et hospice på Sundhedshusets syvende etage:

»Vi skal tænke bredt og også sikre, at vi tilbyder noget særligt til udsatte grupper – eksempelvis børn, der har behov for hospice. Vi har pladsen, og vi har kompetencerne.«

Karsten Byrgesen (Borgernes Liste) opfordrede byrådet til at tænke endnu bredere omkring sundhedstilbud:

»Vi skal sikre sammenhæng i hele vores sundhedsindsats. Sundhed er meget mere end Sundhedshuset alene. Lad os involvere Fredericias borgere i at tænke stort og sammenhængende.«

Cecilie Roed Schultz (Ø) støttede forslaget, men advarede mod at forvente, at midlerne kommer af sig selv:

»Vi får ikke noget foræret. Fredericia må kæmpe hårdt, men hvis vi gør det rigtigt, har vi en unik mulighed for at styrke sundhedstilbuddene markant.«

Enighed og optimisme

Forslaget om sundhedshuset fik bred opbakning, og byrådet var enige om, at der skal arbejdes hurtigt med en konkret plan, som beskæftigelses- og sundhedsudvalget skal stå for med løbende inddragelse af borgerne.

Dermed blev byrådsmødet en historisk begivenhed, hvor FC Fredericias oprykning blev markeret med en beslutning, som ikke kun har betydning for sportens verden, men også for Fredericias fremtidige vækst og udvikling.

Mand sigtet efter at have vist langemand til politipatrulje i Vejle

Mand sigtet efter at have vist langemand til politipatrulje i Vejle

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi modtog natten til søndag en anmeldelse om en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i Vejle. Anmeldelsen indløb den 28. december klokken 02.04 og vedrørte...