5 C
Copenhagen
søndag 28. december 2025

Europa venter – men FHK tabte onsdag aften

0
Europa venter – men FHK tabte onsdag aften

SPORT. Onsdag aften løb Fredericia HK på banen i ARENA Svendborg for sidste gang i sæsonen, hvor holdet stod overfor topholdet GOG. For fredericianerne var kampen uden stor sportslig betydning, da holdet allerede havde sikret sig europæisk deltagelse næste sæson med en tredjeplads i grundspillet. Men der var ære og værdighed på spil, og FHK ønskede at slutte ordentligt af efter et skuffende slutspil.

Med både Thorsten Fries og Sebastian Frandsen ude, stod det klart, at det var op til Rasmus Storm Jensen og unge Tobias Kjærgaard at vogte målet.

Det var to unge hold, der gik på banen i dag. GOG stillede med flere ungdomsspillere og reservespillere fra 2. division, men det var ikke at se i kampen.

FHK lagde hårdt ud, men det var GOG, der først tog kontrol på hjemmebanen. Jonas Kruse åbnede scoringen for FHK efter knap tre minutter, men kort efter udlignede Emil La Cour. Herefter bølgede kampen frem og tilbage, inden fynboerne langsomt trak fra.

FHK kæmpede bravt og leverede stærkt defensivt spil, men havde store problemer fra straffelinjen. Hele fem straffekast blev brændt alene i første halvleg, hvor både Kasper Palmar, Martin Bisgaard og Jonas Kruse misbrugte store muligheder mod en velspillende Salah Boutaf i GOG-målet. Det frustrerede tydeligvis både spillere og træner Guðmundur Guðmundsson.

Trods dette hang FHK stadig fast i kampen ved pausen, hvor de blot var bagud med 13-11. Frederik Jægerum stod for det sidste mål i første halvleg, efter et flot opspil fra Reinier Taboada.

Tæt kamp i anden halvleg, men GOG trak det længste strå

Efter pausen kom FHK stærkt ud, og hurtigt fik Lasse Balstad og Anders Kragh Martinusen bragt balance i stillingen til 13-13. FHK fortsatte det aggressive kontra-spil. GOG satte tempoet yderligere op, anført af især Emil La Cour og den bare 18-årige Magnus Boysen, der med afgørende mål og assists fik momentum tilbage hos hjemmeholdet.

FHK viste flere gange god moral ved at kæmpe sig tilbage, blandt andet ved scoringer fra Malthe Hejsel og Fredrik Mossestad. Men flere personlige fejl og især en del afbrændere mod Salah Boutaf gjorde det svært at vende kampen helt.

Med ti minutter tilbage reducerede Nikolaj Nielsen til 23-21, og håbet levede stadig. Men en to-minutters udvisning til Hejsel kostede dyrt, og GOG trak stille og roligt fra igen. Kampens afslutning blev uden spænding.

Keeper Rasmus Storm Jensen, som fik chancen i fraværet af de normale førstemålmænd, viste flere flotte redninger gennem kampen. Den unge målmand leverede blandt andet en række vigtige redninger.

I kampens sidste minutter fik Tobias Kjærgaard chancen i målet.

Sæsonen slutter med europæisk billet

Med nederlaget til GOG slutter FHK sæsonen med en fjerdeplads i slutspilsgruppen – skuffende set i lyset af sidste års sølvmedaljer. Men holdet kan alligevel tage meget med sig videre, ikke mindst billetten til europæisk håndbold, som sikredes gennem en flot grundspilspræstation.

På positivsiden kan også fremhæves, at flere af Fredericias yngre spillere fik vist sig godt frem.

GOG skal nu spille semifinaler mod Skjern i weekenden, mens Fredericia HK kan gå på sommerferie med hovedet højt, vel vidende at europæiske kampe venter i den kommende sæson.

Kampfakta

Resultat: GOG – Fredericia HK 31-28 (13-11)
Tilskuere: 2.635

Målscorere GOG (31 mål):

  • Emil La Cour: 7 mål
  • Magnus Boysen: 6 mål
  • Emil Darling Sørensen: 6 mål
  • Nicolai Pedersen: 4 mål
  • Christoffer Münster: 3 mål
  • Frederik Pedersen: 3 mål
  • Villas Karbo: 1 mål
  • Frederik Nygård Jespersen: 1 mål

Straffe: 1/1 (100 %)
Redninger: Salah Boutaf 14/41 (34,15 %)

  • Almindeligt spil: 10/35 (28,57 %)
  • Strafferedninger: 4/6 (66,67 %)

Målscorere Fredericia HK (28 mål):

  • Anders Kragh Martinusen: 7 mål
  • Fredrik Mossestad: 4 mål
  • Reinier Taboada: 4 mål
  • Mads Kjeldgaard: 2 mål
  • Jonas Kruse Kristensen: 2 mål
  • Frederik Jægerum: 2 mål
  • Malthe Hejsel: 2 mål
  • Lasse Balstad: 2 mål
  • Einar Ólafsson: 2 mål
  • Nikolaj Nielsen: 2 mål
  • Martin Bisgaard: 1 mål

Straffe: 2/7 (28,57 %)
Redninger i alt: 5/32 (15,63 %)

  • Almindeligt spil: 5/31 (16,13 %)
  • Strafferedninger: 0/1 (0,00 %)

Udvisninger:

  • FHK: 3
  • GOG: 1

Borger undrer sig over vejbeslutning i Bøgeskov: »Er det ligestilling?«

0

POLITIK. På byrådsmødet mandag aften stillede Preben Langsgaard, formand for grundejerforeningen ved Bøgeskov Strandpark, sig kritisk over for byrådets beslutning omat gøre Stenten i Bøgeskov til privat fællesvej frem for offentlig vej.

»Byrådet vedtog i juni sidste år nogle klare kriterier for, hvornår en vej er offentlig, og hvornår den er privat. Det kaldte man harmonisering og ensartet status af Fredericia Kommunes veje,« forklarede Preben Langsgaard og fortsatte:

»Vores vej, Stenten, er blevet vurderet som en boligvej og blind vej, og derfor skal den være privat fællesvej. Men når jeg ser på veje inde i byen, som Danmarkstræde og Riddergade, så er de også boligveje med private parkeringspladser og blinde ender, og de får status af offentlige veje.«

Han stillede herefter spørgsmålstegn ved byrådets argumentation:

»Argumentet er åbenbart, at inde i byen er det bysamfund og centrum. Men i Bøgeskov er vi også et bysamfund og har vores eget centrum. Godt nok uden gågade og rådhus, men til gengæld med unik natur, dyreliv og strand ved Vejle Fjord. Er det virkelig byrådets idé om ensartethed og ligestilling?« spurgte han direkte.

John Nyborg (S), formand for Teknisk Udvalg, svarede på vegne af byrådet:

»Ja, vi mener, det er ensartet. Vi arbejder efter et vejkatalog, hvor principperne er klare. Der vil altid være borgere, som reagerer, når deres vej skifter status, men vurderingen fra administrationen er klar: Stenten kan ikke klassificeres som offentlig vej. Derfor bliver den privat fællesvej.«

John Nyborg understregede samtidig, at Bøgeskov blot er en af de første i rækken, og at processen vil fortsætte med flere veje i kommunen i fremtiden.

Borger til byrådet: »Tag jer sammen og spar på jeres egne udvalg«

0

POLITIK. Der var direkte tale til politikerne i Fredericia Byråd under spørgetiden ved mandagens byrådsmøde. Borgeren Jimmy Rasmussen havde taget ordet for at stille spørgsmålstegn ved byrådets prioriteringer midt i kommunens aktuelle spareplaner.

»Ved sidste konstituering efter byrådsvalget blev der oprettet en masse ekstra udvalg. Klimaudvalg og hvad ved jeg – mange sjove udvalg, bare for at belønne jer selv. Det er jeg egentlig lidt modstander af,« lød det skarpt fra Jimmy Rasmussen.

Han opfordrede byrådspolitikerne til at tage ansvar og spare penge ved at nedlægge nogle af de udvalg, der ifølge ham primært eksisterer af hensyn til politikernes egen interesse snarere end borgernes behov:

»Man kunne godt nedlægge de udvalg allerede nu. Ja, der er et halvt år tilbage til årsskiftet og næste valgperiode, men så sparer vi de penge.«

Jimmy Rasmussen påpegede også, at argumentet om at bryde konstitueringsaftalen ikke bør være en hindring for at vise ansvarlighed og økonomisk disciplin:

»De borgerlige sammen med SF og Enhedslisten lavede jo for nyligt et budgetforlig uden om Socialdemokratiet. Det kunne vel også ses som et brud på konstitueringsaftalen. Så tag jer nu sammen, tag hatten i hånden og lav den besparelse.«

Fra byrådets side kom der ingen længere diskussion af Jimmys kommentar, da borgmester Christian Bro (S) efterfølgende afviste at åbne en yderligere debat:

»Jeg opfatter det mere som en kommentar end et egentligt spørgsmål. Svaret kender du godt selv – det handler om en konstitueringsaftale. Og et budgetforlig indgået uden Socialdemokratiet er helt legitimt, selv om vi naturligvis synes, det er træls. Men sådan fungerer demokratiet,« lød svaret fra borgmesteren.

Fredericia klar med ny masterplan for Sundhedshuset

0

POLITIK. På byrådsmødet mandag aften var Sundhedshuset på dagsordenen. Pernelle Jensen (V) præsenterede sit partis forslag om en ny masterplan for udviklingen af Fredericia Sundhedshus, som byrådet enstemmigt bakkede op om.

»Vi er meget stolte af vores Sundhedshus, som allerede rummer både kommunale og regionale tilbud. Men sundhedsreformen betyder, at endnu flere sundhedstilbud skal flyttes tættere på borgerne. Derfor er det vigtigt, at Fredericia står klar med en gennemarbejdet masterplan, når midlerne fra reformen skal fordeles,« sagde Pernelle Jensen.

Venstre ønsker blandt andet at etablere et daghospital, hvor patienter med kroniske lidelser som diabetes, kol- og hjertesygdomme kan få deres behandling og kontrol lokalt. Desuden foreslår partiet blodprøvetagning til børn, lokale muligheder for røntgen og scanning samt et showroom for velfærdsteknologi, hvor borgere kan få rådgivning om hjælpemidler, som kan gøre dem mere selvhjulpne.

»Vi står over for en fremtid med flere ældre og færre hænder. Derfor er det vigtigt, at vi også sætter fokus på teknologi, der kan gøre borgerne mere uafhængige af kommunal hjælp,« sagde Pernelle Jensen, som ønsker arbejdet med masterplanen sat i gang hurtigst muligt og videreført ind i 2026, når de nye sundhedsråd etableres.

Sundhed tæt på borgerne

Susanne Eilersen (O) gav Venstre ros for initiativet og understregede betydningen af at få sundhedstilbud tættere på borgerne:

»Jo tættere vi får sundhedstilbuddene på borgerne, jo større lighed opnår vi også i sundhed. For udsatte borgere kan en lokal behandling betyde en verden til forskel.«

Eilersen understregede samtidig, at Dansk Folkeparti ønsker, at den ledige øverste etage i Sundhedshuset bruges til hospice, gerne med pladser til børn.

Connie Eden (F), formand for Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget, bakkede også op om forslaget og understregede, at arbejdet skal have god tid og grundighed.

»Vi må ikke forcere processen. Det er vigtigt, at vi drøfter mulighederne grundigt. Men der er ingen tvivl om, at vi har brug for en klar plan, hvis Fredericia skal stå stærkt, når sundhedsreformens midler fordeles,« sagde hun.

Realisme og åbenhed er vigtig

Cecilie Roed Schultz (Ø) støttede også forslaget, men understregede samtidig vigtigheden af realisme og pragmatisme i processen.

»Ingen kommer og forærer Fredericia nye tilbud, så vi skal kæmpe hårdt. Men med en klar masterplan står vi langt stærkere i kampen for at sikre flere gode tilbud tættere på borgerne,« sagde Cecilie Roed Schultz.

Også Kirsten Hassing Nielsen (C) bakkede op og betonede især vigtigheden af ekstern finansiering:

»Det er vigtigt, at vi er åbne for nye muligheder, men finansieringen skal helst komme via eksterne midler. Det er afgørende for, at vi realistisk kan føre planen ud i livet.«

Forslaget blev enstemmigt vedtaget og sendt videre til behandling i Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget med løbende orientering til Økonomi- og Erhvervsudvalget.

Fredericia HK jagter æren mod GOG

0
Fredericia HK jagter æren mod GOG

LIVESPORT. Velkommen til vores livedækning fra ARENA Svendborg, hvor Fredericia HK skal forsøge at slutte sæsonen ordentligt af mod GOG.

For de rødklædte fredericianere er dagens kamp den sidste i et skuffende slutspil, der ikke har levet op til forventningerne efter den imponerende andenplads sidste år. Trods modgangen i slutspillet er der dog lyspunkter: Tredjepladsen i grundspillet betyder nemlig, at Fredericia HK kan se frem til europæisk håndbold i næste sæson.

GOG har derimod allerede sikret sig videre avancement, men vil uden tvivl forsøge at fastholde momentum på hjemmebane. For Fredericia handler det i dag om at vise sig fra den bedste side og sætte et stærkt punktum for sæsonen.

Følg med her, når vi liveopdaterer kampen. Kampen præsenteres af ADP A/S

Sommerklar med Ole Mortensen: Modehandlerens bedste tips til mændene

0
Sommerklar med Ole Mortensen: Modehandlerens bedste tips til mændene

BUSINESS. Når sommeren rammer Fredericia, er der tradition for, at de kortærmede skjorter og lette sommerbukser fylder gadebilledet. Men hvilke trends rører særligt på sig denne sommer? Det giver Ole Mortensen fra tøjbutikken S.M. Andersen | MIAMI sit bud på, mens han viser rundt blandt butikkens friske sommervarer.

»Noget af det, vi kommer til at se rigtig meget til denne sæson, er de kortærmede poloer med knapper hele vejen ned,« fortæller han og viser en smart polo frem fra det nye mærke Plenum.

»De er enormt lækre og super seje, og samtidig helt perfekte til det lune vejr,« tilføjer han.

Ud over poloerne peger Ole også på en anden sikker sommerklassiker, nemlig hør.

»Hør er virkelig blevet stort igen, og det forstår jeg godt. Det er både stilfuldt og luftigt,« forklarer Ole, mens han holder en række kortærmede skjorter op. De fås både med almindelige kraver, cubakrave og lynlås, alt efter personlig stil og præference.

Til den uformelle tur ned efter en kop kaffe hos den lokale kaffebar er t-shirts, med kaffemotiver, selvfølgelig også stadig en vigtig del af garderoben. Og hvad sko angår, ja så er Playboy-loafersene et hit.

»Playboy er et dansk mærke med base i København, og deres loafers er virkelig populære denne sommer,« fortæller han begejstret, mens han fremviser et bredt udvalg i forskellige farver.

Et must-have på ferien

Med et smil bevæger Ole sig videre ned i S.M. Andersen-afdelingen, hvor han fremhæver en personlig favorit til feriekufferten.

»Hørbuksen er simpelthen et must at have med på ferie. Jeg har selv haft dem med, og de er fantastiske at have på om aftenen,« siger han, mens han fremviser et par bukser i grønne nuancer. De findes også i mange andre farver.

En anden velkommen nyhed denne sæson er, at det populære tøjmærke G-Star er tilbage på det danske marked efter en pause på et par år.

»Det er virkelig rart at have G-Star tilbage. Særligt deres strikpoloer er enormt lækre og vil helt sikkert præge modebilledet denne sommer,« forklarer Ole og fremviser en ny lysebrun model.

Mens han afslutter rundvisningen i butikkerne, sender Ole en invitation ud til alle fredericianere, som måtte have lyst til at opdatere garderoben.

»Vi glæder os meget til at se jer i butikkerne. Kig endelig forbi og se de mange spændende nyheder. Der er noget til alle,« afslutter Ole med et smil.

Se videoen her, hvor vi har kigget forbi butikken og set nærmere på sæsonens nyheder:

Patrick Egelund forlænger med FC Fredericia og tager med i Superligaen

0
Patrick Egelund forlænger med FC Fredericia og tager med i Superligaen

SPORT. FC Fredericia har sikret sig en vigtig brik frem mod klubbens nye tid i Superligaen. Den 24-årige offensivspiller Patrick Egelund har nemlig sat sin underskrift på en ny kontrakt, der binder ham til klubben helt frem til sommeren 2027.

Patrick Egelund har især i foråret 2025 vist, hvorfor klubben altid har haft stor tiltro til hans talent og kvaliteter. På trods af store udfordringer med skader tidligere har han i denne sæson genfundet sit bedste spil og været en afgørende profil i oprykningen.

Direktør Stig Pedersen glæder sig over forlængelsen med Egelund, som han betegner som en vigtig spiller for holdets offensiv i den kommende Superliga-sæson:

»Vi er superglade for, at Patrick har skrevet under på en ny toårig aftale med os. Han har været igennem et ret stort skadesforløb de sidste par år, men i dette forår har vi virkelig set den gamle Patrick igen,« siger Stig Pedersen.

Han fremhæver desuden, at Egelund tidligere har prøvet kræfter med Superligaen, hvilket bliver vigtigt for det unge FC Fredericia-hold:

»Patrick har også tidligere spillet i Superligaen, og vi får virkelig brug for hans erfaring og kvaliteter. Han er stadig ung, passer godt ind i gruppen, og han bringer nogle offensive kvaliteter, som supplerer resten af truppen enormt godt.«

Patrick Egelund kom til FC Fredericia i sommeren 2022 og har siden været en markant profil for holdet, når skaderne ikke har drillet ham. Med hans erfaring fra både 1. division og Superligaen ser klubben ham som en nøglespiller i den spændende udfordring, der venter efter sommerpausen.

I FC Fredericia er glæden stor over, at klubben også i fremtiden har fornøjelsen af at se Patrick Egelund i klubbens røde trøje.

Imponerende flådebesøg i Fredericia: Store krigsskibe lægger til kaj

0
Imponerende flådebesøg i Fredericia: Store krigsskibe lægger til kaj

FORSVARET. Tre af Søværnets største og mest imponerende skibe lægger til kaj i Fredericia samt dykkerskibet Søløven. Besøget sker i forbindelse med en større øvelse, som foregår i ugen op til weekenden den 15.-17. august, hvor de kommer fredag eftermiddag den 15. august og ligger til hele weekenden. Arrangementet vækker begejstring i Fredericia Marineforening, der holder til på Havepladsvej, og som ser frem til at byde både skibe og gæster velkommen.

»Det er stort,« siger formand Bent Telander begejstret og fortsætter:

»Når Søværnets store skibe besøger Fredericia, er det altid noget, som tiltrækker mange folk. Det her bliver uden tvivl et tilløbsstykke.«

Fredericia Marineforening tæller i øjeblikket 85 medlemmer, men Bent Telander håber på flere, og han ser flådebesøget som en oplagt mulighed for at gøre opmærksom på foreningen.

»Det er altid en særlig oplevelser for både unge og ældre at opleve sådanne imponerende skibe på nært hold,« siger Telander.

Fire imponerende skibe anløber Fredericia

Det er ikke hvilke som helst fartøjer, der gæster byen. Cirka 400 besætningsmedlemmer fordelt på fire af Søværnets mest kendte skibe ankommer til byen, og nogle gange hænder det endda, at besætningernes familier kommer forbi.

Særligt glædeligt er gensynet med Fredericias adoptionsskib, fregatten Iver Huitfeldt (F361). Fregatten, som blev søsat 11. marts 2010 og indgik i tjeneste den 21. januar 2011, måler 138,70 meter og råder over nogle af Søværnets mest avancerede radar- og våbensystemer. Det gør den velegnet til opgaver som antiubådskrigsførelse, antiterrormissioner og eskortetjeneste. Skibet har normalt en besætning på 117, men kan rumme op til 165 personer. Med en topfart på 28 knob og en rækkevidde på 9.000 sømil er Iver Huitfeldt en central brik i Danmarks forsvar.

Også søsterskibet Absalon (F341) lægger vejen forbi. Fregatten Absalon, der er søsterskib til Esbern Snare, er et af Søværnets mest alsidige skibe. Det blev søsat i 2004 og taget i brug året efter. Skibet er 137 meter langt, har en besætning på omkring 100 mand, og kan medtage op til 300 soldater ved behov. Absalon er kendt for at være indsat i en række internationale missioner, hvor det blandt andet har været involveret i antipirateri-operationer og har støttet internationale flådestyrker i konfliktområder.

Det tredje skib, fregatten Esbern Snare (F342), er en del af samme Absalon-klasse og regnes for et af Danmarks mest avancerede krigsskibe. Esbern Snare blev søsat den 21. juli 2004 og taget i brug 18. april 2005. Skibet har ligesom søsterskibet Absalon en besætning på cirka 114 mand, men kan også transportere op til 300 soldater. Esbern Snare har deltaget i flere internationale operationer, herunder en dramatisk piratjagt i Guineabugten i 2021, hvor danske soldater nedkæmpede pirater, der truede civile skibe.

Sidst men ikke mindst ankommer dykkerskibet Søløven (Y311), det sidste tilbageværende fartøj af Standard Flex 300 Flyvefisken-klassen. Søløven blev oprindeligt bygget som patruljefartøj, men blev i 2012 ombygget til specialskib for Søværnets dykkere. Skibet måler 54 meter i længden, kan sejle med en fart på 17 knob (cirka 32 km/t), og har en besætning på ni mand. Ombord findes et hospital, en dykkerklokke og trykkammer med plads til op til 20 dykkerinstruktører og elever. Søløven anvendes primært til dykkeruddannelse og operative opgaver.

Fredericia Marineforening glæder sig til besøget

For Bent Telander og Fredericia Marineforening er besøget af de store fartøjer en kærkommen lejlighed til at skabe opmærksomhed omkring foreningens aktiviteter og rolle.

»Sådanne begivenheder betyder meget for vores forening, fordi de giver os mulighed for at vise, hvad vi laver, og hvorfor det er spændende at være medlem. Vi håber, at besøget kan vække interessen hos nye potentielle medlemmer,« understreger Telander.

Skibene ankommer fredag og forventes at tiltrække et stort publikum af nysgerrige fredericianere og maritime entusiaster fra hele området. Der vil være mulighed for at se skibene på nært hold, og Marineforeningen glæder sig til at tage imod både besætninger og interesserede besøgende. Samtidig vil der være åbent hus nogle timer lørdag og søndag.

Fredericia-virksomheden Fredericia Furniture opkøber Snedkergaarden Them A/S

0
Fredericia-virksomheden Fredericia Furniture opkøber Snedkergaarden Them A/S

BUSINESS. Den traditionsrige Fredericia-virksonhed, Fredericia Furniture, har netop overtaget møbelsnedkeriet Snedkergaarden Them A/S. Snedkergaarden, der ligger i Them ved Silkeborg, repræsenterer mere end 35 års stolt håndværkstradition og dybt specialiseret ekspertise inden for træsnedkeri. Med denne overtagelse ønsker Fredericia Furniture at videreføre og styrke den stolte danske møbelsnedkertradition.

Snedkergaarden vil fremover fortsætte som et selvstændigt brand med egen identitet og produktporteføje under Fredericia-koncernen. Samtidig skal virksomheden stå for hele produktionen af det ikoniske MK Reolsystem af Mogens Koch, som Fredericia Furniture relancerer senere på året.

Rasmus Graversen, CEO og tredje generation i familien bag Fredericia Furniture, siger om opkøbet:

»Ved at byde Snedkergaarden velkommen i Fredericia-familien sikrer og styrker vi deres værdifulde snedkerkompetencer, samtidig med at vi fastholder møbelproduktion og enestående håndværkskvalitet tæt knyttet til Fredericia-navnet,« siger Graversen blandt andet til Børsen.

Middelfart Sparekasse giver ekstra rygvind til byens fodboldstolthed

0

SPORT. Når Middelfart Boldklub i fremtiden træder på banen, bliver det med ekstra stærk lokal opbakning. Byens stadion får nemlig nyt navn, Middelfart Sparekasse Stadion, og dermed intensiverer sparekassen sin støtte til den lokale klub.

I disse uger kæmper Middelfart Boldklub om at sikre sig en plads i landets næstbedste fodboldrække, og nu får klubben en ekstra håndsrækning fra Middelfart Sparekasse. Det idylliske stadion, som uge efter uge danner ramme om fodboldglæde og fællesskab, skifter navn til Middelfart Sparekasse Stadion. Det glæder især sparekassens administrerende direktør, Martin Baltser.

»Det er en væsentlig del af vores identitet at støtte op lokalt. Vi har igennem mange år bakket op om Middelfart Boldklub, men nu løfter vi lige støtten endnu et hak opad,« siger Martin Baltser, der samtidig roser det store arbejde, klubben udfører – både ledelse og frivillige kræfter.

»Det er virkelig imponerende, hvad Per Jørgensen og resten af holdet omkring klubben har præsteret. Det er ikke bare i år – det er et kontinuerligt og solidt arbejde, som sikrer klubbens fortsatte udvikling. Derfor bidrager vi også gerne til, at endnu flere kan få glæde af de oplevelser, fodbolden giver.«

Martin Baltser understreger, at Middelfart Boldklub har nået langt med relativt beskedne midler, hvilket gør indsatsen endnu mere bemærkelsesværdig:

»Klubben har ikke store, pompøse budgetter i ryggen. Alligevel er Middelfart tæt på at etablere sig blandt de 24 bedste hold i Danmark. Det fortjener virkelig respekt.«

For Middelfart Sparekasse er det naturligt at involvere sig endnu mere aktivt i boldklubben, fortæller direktøren.

»Der findes et unikt fællesskab omkring klubben, hvor rigtig mange lokale er engagerede og involverede. For os giver det rigtig god mening at være en del af dét fællesskab.«

Det nye navn bliver officielt markeret den 24. maj, når Middelfart tager imod Næstved hjemme på det nye Middelfart Sparekasse Stadion.

»Klubben har allerede skabt mange fantastiske oplevelser for lokalsamfundet, og vi ser frem til endnu flere gode øjeblikke på Middelfart Sparekasse Stadion,« siger Martin Baltser.

Mand sigtet efter at have vist langemand til politipatrulje i Vejle

Mand sigtet efter at have vist langemand til politipatrulje i Vejle

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi modtog natten til søndag en anmeldelse om en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i Vejle. Anmeldelsen indløb den 28. december klokken 02.04 og vedrørte...