MENNESKER. Søndagsfortællinger bringer os tæt på MESSE C’s adm. direktør Grete Højgaard. Hun er ikke født inden for voldene, men er efterhånden blevet en så integreret del af Fredericia, at hun i dag kalder sig selv fredericianer.

Hun sidder afslappet og smilende, klar til at åbne for livets fortællinger, og det er hurtigt tydeligt, at hun er vant til at tage ordet. Der gemmer sig nemlig et spændende liv bag hendes imødekommende væsen.

En drengepige fra Daugaard

Rejsen begynder i Daugaard, en lille by tæt på Vejle. Grete voksede op i en tid, hvor små butikker endnu trivedes, og fællesskabet var stærkt.

»Jeg var en drengepige og kunne godt lide at lave noget, som man måske ikke måtte – eksempelvis tænde bål. Det var trygt og hyggeligt og sjovt. En tid, hvor man heller ikke gik i børnehave og sådan nogle ting,« fortæller hun og smiler ved mindet om barndommens små skarnsstreger.

Hun boede sammen med en mor, der primært var hjemme, men senere arbejdede som sygehjælper, og en far, som var murermester. Her lærte hun værdien af samvær, nærvær og fællesskab:

»Jeg har altid syntes, det var sjovt at være med der, hvor der skete noget. Dengang var det at lege og have det skægt med hinanden, men det er også noget af det, jeg tager med fra mit barndomshjem. Det var det at samle familien omkring et godt måltid mad. Det har jeg selv blevet ved med som voksen. Jeg synes også, det er noget med at have holdninger til det samfund, der omgiver en. Være et ordentligt menneske.«

Fra landbyskolen til kulturel ungdom i Horsens

Skolegangen startede på Ørum Skole i de første klasser og fortsatte på Daugaard Skole, før Grete tog to år på realskolen i Hedensted. Hun søgte herefter mod Vejle, men endte på Horsens Statsskole, hvor hun i 1975 blev fransk-sproglig student.

Hun husker tydeligt ungdomsårene, hvor der var plads til kulturelle oplevelser og en begyndende politisk bevidsthed.

»Jeg søgte faktisk til Vejle, fordi det var det, der lå tættest på. Så jeg var egentlig lidt ked af, at jeg skulle til Horsens, men det blev jeg rigtig glad for. Det var en fantastisk tid – måske den mest givende tid i min ungdom. Den der fornemmelse af at få den kulturelle opdragelse, som man jo faktisk får i gymnasiet. Stifte bekendtskab med en masse nye ting, møde nye venner, komme i jazzklub. Alt, hvad der nu foregik dengang. Det var fantastisk.«

Tiden var præget af ungdomsoprør, kvindefrigørelse og politisk engagement, fortæller hun:

»Det var på det tidspunkt, hvor vi alle sammen frigjorde os fra det samfund, der havde været, til at være en ny og politisk bevidst ungdom. Jeg synes, det var et godt tidspunkt at være ung på. Det var et sted, hvor man fik nogle omgivelser, der lagde op til, at man skulle vælge, hvad man gerne ville.«

Sproget faldt hende nemt, og hun nød det. Egentlig ville hun læse psykologi, men kærligheden kom på tværs, og så læste hun i stedet spansk og engelsk i Kolding.

»Jeg kom aldrig til at bruge det,« fortæller hun med et lille grin.

Fra restaurantliv til Kongebrogaarden

Sammen med sin mand kastede Grete sig over restaurantlivet med etableringen af restauranten »Huset« i Vejle. Drømmen voksede, og i 1990 tog parret et stort spring, da de åbnede det nybyggede Hotel Kongebrogaarden ved Middelfart:

»Det var virkelig, virkelig spændende. Også hårdt. Rigtig meget arbejde var der i det. Men det var interessant for os. Vi havde arbejdet og flyttet os rigtig meget med gastronomi. Derfor var det et stort ønske for os at prøve noget, hvor der var en helhedsoplevelse. Altså hvor man også tilbød overnatning og morgenmad og gjorde det lækkert på den måde. Og så kunne man jo ikke finde noget, der lå smukkere end Kongebrogaarden.«

Men arbejdspresset blev stort. Ægteskabet knagede, og et ophold på Mors gjorde ikke tingene lettere:

»Vi troede, at omgivelserne og et smukt hotel var nok til at trække konferencegæsterne til. Det var det ikke. Det ligger langt væk. Og vores forhold blev ikke bedre af det. Så vi valgte at tage hjem og blive skilt.«

Fra hotelbranchen til MESSE C i Fredericia

Efter skilsmissen fandt hun ny vej som direktør hos Scandic i Kolding, et job der udviklede hende både fagligt og personligt. Hun fortæller med entusiasme om denne vigtige periode, der gav hende en stærk ballast inden for ledelse:

»Det kom faktisk lidt bag på mig, at jeg fik jobbet, fordi jeg tænkte måske ikke, at jeg var lige den typiske Scandic-direktør. Men det blev nogle fantastiske år. Simpelthen fantastiske for mig. Fordi så blev jeg virkelig klædt på til direktørjobbet. Jeg har fået rigtig meget uddannelse i de år.«

Men efter flere ejerskift hos Scandic kom lysten til nye udfordringer, og i 2010 kom muligheden i Fredericia, hvor hun blev direktør for MESSE C:

»Jeg synes, det var virkelig, virkelig spændende. Jeg kendte det jo mest af navn. Jeg tænkte også, at det er jo næsten det samme som det, jeg laver nu, men så alligevel med en anden kant. Det fandt jeg så ud af, det var det ikke. En helt anden verden, hvor det var meget mere ligesom at være cirkusdirektør, end det var at være hoteldirektør.«

At bygge op og genopbygge

I Fredericia satte hun straks gang i en udvikling, der forvandlede MESSE C til en moderne messe- og eventvirksomhed med tydelig profil. Men corona-pandemien blev en barsk prøvelse:

»To år, hvor man ikke kan mødes, er de facto lukket. Det var nogle svære år, vil jeg gerne sige. Både økonomisk og menneskeligt. Mega hårdt for en dygtig organisation at få den pillet fra hinanden og være nødt til at sige farvel til nogen, fordi vi havde jo ikke nogen indtægt.«

En redning blev, at Fredericia Kommune købte bygningerne:

»Hvis ikke de havde gjort det, så havde vi ikke haft mulighed for at kunne fortsætte.«

Genopbygningen tog tid, men resulterede blandt andet i dannelsen af Experience Fredericia, der samlet sælger Fredericia som turistdestination:

»Vi startede med at være alle hoteller, campingpladsen og vandrehjemmet. Vi var 11 medlemmer, da vi startede, og i dag er vi jo 25. Det gør os umådeligt stærke.«

Fredericia blev hjem

Grete engagerede sig hurtigt i byen og blev formand for Fredericia Musicalteater. Hun føler sig nu som en fredericianer med hjerte og sjæl:

»Jeg føler mig som fredericianer i dag, på alle måder. Jeg kunne ikke forestille mig at være andre steder. Det er så væsentligt det arbejde ind imod det politiske liv, imod hele erhvervslivet, alt hvad der foregår, både i Fredericia og i regionen.«

Når hun ser tilbage på sit liv, er det med taknemmelighed:

»Jeg er mega taknemmelig og stolt af den tillid, jeg er blevet vist af de medarbejdere, der har været omkring mig. Også taknemmelig for at have en familie, der er forstående overfor, at jeg bruger så meget tid på mit arbejde.«

Grete Højgaard håber, hendes eftermæle bliver, at hun altid har kæmpet for Fredericia:

»Jeg håber, de vil tænke, at jeg altid har haft lyst til at være med til at gøre en forskel i positiv retning. Været med til at tro på byens potentiale. Jo flere der tror på det, jo større bliver det. Jo flere, der slutter sig til, jo bedre by får vi.«