Kommunen skrev ét – gjorde noget andet: Mails afslører planlagt PR og tavshed over for erhvervslivet

0
Kommunen skrev ét – gjorde noget andet: Mails afslører planlagt PR og tavshed over for erhvervslivet

Mens Fredericia Shoppings formand, Jesper Hansen, advarede mod butikslukninger og manglede dialog, planlagde kommunens top sammen med den socialdemokratiske udvalgsformand John Nyborg et mediestunt på Fredericia Vold i et medie, der matchede strategien.

I mediet stod direktør Morten Christensen og udvalgsformand John Erik Nyborg side om side og roste de dygtige folk, der arbejdede ved Danmarks Port – men glemte at informere dem, sagen handlede om.

Senere skrev Morten Christensen til Fredericia AVISEN, at forløbet “ikke var planlagt”.

Det viser sig nu at være direkte forkert.

Da renoveringen af Danmarks Port lukkede en af byens vigtigste adgangsveje, reagerede erhvervslivet.

Formanden for Fredericia Shopping, Jesper Hansen, sendte i begyndelsen af oktober et brev til byrådet, hvor han advarede mod alvorlige konsekvenser for byens handel, omsætning og arbejdspladser.

Han bad om dialog og en redegørelse for, hvordan kommunen havde vurderet påvirkningen af midtbyen.

Svaret kom ikke i form af møder eller analyser – men i form af en succeshistorie i Fredericia Dagblad.

Mødet på Fredericia Vold

Den 23. oktober stod udvalgsformand John Erik Nyborg og direktør Morten Christensen side om side på Fredericia Vold.

Bag dem rejste Danmarksporten sig som symbol på et vellykket projekt, og de to fortalte, at arbejdet var gået så godt, at porten endda ville åbne før tid.

Artiklen i Dagbladet fremhævede de “dygtige håndværkere”, der havde arbejdet “ekstra stærkt” for at blive færdige, og budskabet var tydeligt: alt var under kontrol – kritikken kunne forstumme.

Men ingen havde fortalt Fredericia Shopping noget.

Organisationen, som havde rejst sagen og repræsenterer byens butikker, blev slet ikke orienteret.

Og ifølge aktindsigten var det ingen tilfældighed.

Den hånlige mail

I en intern mail den 15. oktober skrev John Erik Nyborg til direktør Morten Christensen og kommunaldirektør Thomas Jaap:

»Er det det, som vitterligt kan trækkes ud af det svar og møde, som er afholdt med Jesper – så er jeg bekymret – eller er det endnu en gang Jespers konklusion?«

Mailen bliver ikke mødt med nogen reaktion.

Ingen sætter grænser for tonen, selvom den retter sig mod en lokal erhvervsleder, der blot havde udtrykt bekymring på vegne af sine medlemmer.

Tværtimod svarer Morten Christensen:

»Jeg tænker, vi måske skal snakke sammen om, hvilket svar vi skal give.«

Dermed begynder forløbet, hvor embedsværk og politikere sammen lægger linjen for en kommunikationsstrategi – ikke en faglig redegørelse.

Fra bekymring til PR-plan

I de følgende dage koordinerer forvaltningen og udvalgsformanden, hvordan de kan vende sagen.

I stedet for at svare Fredericia Shopping planlægger de et pressefremstød, der skal vise, at alt er godt.

Kort efter skriver Morten Christensen:

»Jeg har lavet aftalen med Peter til kl. 12.00.«

“Peter” er Fredericia Dagblads journalist og fotograf Peter Fries Autzen, der få dage senere møder Nyborg og Christensen på volden.

Her bliver succeshistorien fortalt – uden én eneste reference til Fredericia Shoppings bekymringer, og uden at nogen af de erhvervsdrivende har været inddraget.

Der var hverken foretaget nye målinger af de rustne jernbjælker eller vurderet andre metoder, som kritikerne havde efterlyst.

Men det var heller ikke pointen.

Artiklen handlede ikke om teknik – den handlede om at dæmpe en kritisk stemme.

Direktørens mail til Fredericia AVISEN

Efter historien i Dagbladet spurgte Fredericia AVISEN den 24. oktober, hvordan mødet og artiklen var blevet til.

Morten Christensen svarede:

»Jeg er blevet spurgt af Dagbladet om at svare på fakta omkring arbejdet med Danmarksporten. Hvordan interessen er opstået, ved jeg ikke.«

Han tilføjede, at planen havde været at orientere Fredericia Shopping først, men at “forløbet ikke blev som planlagt.”

Men aktindsigten viser, at det var Morten Christensen selv, der planlagde mødet med pressen, aftalte tidspunktet og deltog i artiklen.

Der ligger interne mails, hvor han og John Nyborg drøfter både sprogbrug og budskaber – og hvor kommunaldirektør Thomas Jaap løbende er på kopi uden at gribe ind.

Der er altså en tydelig forskel mellem, hvad Morten Christensen skrev til Fredericia AVISEN, og hvad dokumenterne viser.

Offentligt sagde han, at han blot havde besvaret et opkald fra Dagbladet.

Internt viser det sig, at kommunen selv tog initiativet, planlagde presseforløbet og lod det fremstå som en spontan henvendelse.

Forvaltningen tav – og hjalp i stedet til

Kommunaldirektør Thomas Jaap reagerede hverken på tonen i Nyborgs mail eller på forvaltningens indblanding i pressen.

I stedet bistod embedsmændene formanden med formuleringer, forslag og praktisk planlægning.

Dermed blev grænsen mellem politisk kommunikation og forvaltningsarbejde udvisket.

Mens Jesper Hansen talte om faldende omsætning, talte kommunen om billedvinkler.

Mens butikkerne bad om at blive hørt, planlagde forvaltningen presseomtale.

Er forvaltningen blevet PR-afdeling?

0
Er forvaltningen blevet PR-afdeling?

En aktindsigt gengivet i Fredericia AVISEN efterlader et alvorligt spørgsmål: Har vi en Nyborg-Gate?

Har Fredericia Kommunes forvaltning optrådt som politisk støtteafdeling for udvalgsformand John Nyborg – i stedet for som en neutral og uafhængig forvaltning? Det vil Jeg overlade til de kloge hoveder.

Når embedsmænd og politikere i fællesskab udarbejder kommunikationsstrategier for at håndtere kritik, som i sagen om Fredericia Shopping og Danmarksporten, er vi måske forbi almindelig rådgivning. Et brud på armslængdeprincippet – det princip, der skal sikre, at forvaltningen arbejder sagligt og ikke politisk? 

Mit råd, lad ombusdmande afgøre det. 

Er det faglighed eller imagekontrol? Hjælper embedsværket politikere med at se godt ud i pressen, så mister borgerne tilliden til, at beslutninger træffes på et uafhængigt grundlag. 

Derfor bør det være en uvildig ekstern undersøgelse af sagen, så ingen har en dårlig smag i munden,  – ikke en intern bortforklaring.

Har vi en Nyborg Gate eller et storm i et glas vand? Jeg spørger bare.

Det vil jeg kikke på hvis valgt til byrådet.

DSV bliver ny logistikpartner for Danmarks olympiske deltagelse

0
DSV bliver ny logistikpartner for Danmarks olympiske deltagelse

SPORT. Når de danske atleter i de kommende år rejser ud for at repræsentere Danmark ved de olympiske og paralympiske lege, bliver det med transportgiganten DSV som ny partner i kulissen. Frem til og med 2028 skal DSV stå for al fragt i forbindelse med Danmarks deltagelse ved i alt 11 olympiske og paralympiske events samt ved de årlige DIF DM-uger.

Bag enhver dansk medalje gemmer der sig ikke kun hårdt arbejde på banen, men også et stort logistisk maskineri. Udstyr, redskaber og materialer skal flyttes sikkert og effektivt verden rundt, og det kræver både erfaring og præcision.

»Håndtering af fragt i forbindelse med disse events er både en meget kompliceret og utrolig vigtig opgave. Derfor er jeg yderst tilfreds med, at vi har indgået et partnerskab om fragten med et så kompetent firma som DSV, og at aftalen løber i så lang tid. Jeg er sikker på, at DSV vil medvirke til, at de danske atleter og forbundene får de bedste rammer for at kunne præstere deres bedste,« siger Morten Mølholm Hansen, direktør for DIF og olympisk generalsekretær.

Partnerskabet dækker både de store internationale begivenheder og det nationale »mini-OL«, DIF DM-ugen, hvor over 2.000 danske atleter hvert år dyster i mere end 30 sportsgrene.

Hos DSV glæder man sig til opgaven.
»Vi har musklerne og erfaringen til at løse logistikopgaver i den helt tunge liga, og derfor føles det naturligt at tage ansvar i det danske OL-setup,« siger Morten Lisby, managing director Air & Sea hos DSV.

Fritz Poulsen, managing director Road hos DSV, supplerer
»Vi håber, at vi kan være med til at give de danske atleter de bedste forudsætninger for at konkurrere og forhåbentlig komme hjem med medaljer. Det handler om at skabe rammerne for at vinde.«

DSV, der har hovedsæde i Hedehusene, blev grundlagt i 1976 og beskæftiger i dag omkring 160.000 medarbejdere på tværs af mere end 90 lande. Koncernen leverer transport- og logistikløsninger inden for vej-, sø- og luftfragt samt lagerstyring.

De kommende år byder på en lang række store events, hvor DSV bliver en central partner. Blandt andet ungdoms-OL i Skopje i 2025, Vinter-OL i Milano Cortina i 2026, European Games i Istanbul i 2027 og Sommer-OL i Los Angeles i 2028.

Dermed får de danske atleter ikke blot en stærk logistikpartner i ryggen – men også en med ambitioner om at skabe de bedste betingelser for dansk eliteidræt på den internationale scene.

Fredericia Shoppings formand stopper med omgående virkning

0
Fredericia Shoppings formand stopper med omgående virkning

Efter aktindsigter i Danmarksporten-sagen meddeler Jesper Hansen, at han trækker sig som formand for Fredericia Shopping. Han kalder samarbejdet med kommunen »sygt« og siger, at han ikke længere kan kæmpe mod det system, som burde støtte de små erhvervsdrivende, der i forvejen kæmper for deres overlevelse.

Jesper Hansen, formand for Fredericia Shopping, trækker sig. Beslutningen kommer efter måneder med kamp for midtbyens erhvervsliv, en række aktindsigter i Danmarksporten-sagen – og en oplevelse af at stå alene i modvind fra kommunens embedsværk og politiske ledelse.

»Jeg trækker mig,« siger Jesper Hansen. »Det er simpelthen ikke mit helbred værd at sætte over styr for at kæmpe mod sine egne. Alle, der kender mig, ved hvor meget jeg elsker Fredericia. Jeg er fæstningsbarn med stort F. Jeg elsker min by, men når jeg mødes af koordinering og ondskabsfulde modtræk koordineret i samarbejde med en politisk udvalgsformand og embedsværket, så har jeg fået nok.«

Han beskriver en forvaltningskultur, hvor dialogen med erhvervslivet er blevet erstattet af undertoner, arrogance og strategisk kommunikation.

»Den syge kommunikationskultur, som de udøver, dem der skulle være et bolværk mellem politik og forvaltning, de er arme for den syge kommunikationskultur,« siger han med direkte henvisning til kommunaldirektøren og forvaltningen.

For de små butikker

For Jesper Hansen handler beslutningen ikke om ham selv, men om de mange små butikker, der kæmper for at overleve i Fredericia.

»Jeg har brugt mellem 60 og 80 timer i måneden på at skabe aktiviteter, initiativer og liv i Midtbyen,« siger han. »Men det er ikke nok, når man oplever, at kommunen ikke står sammen med os – men imod os.«

Han beskriver, hvordan erhvervslivet lider:

»Efterspørgslen efter nye butikslokaler er i praksis faldet til nul, og flere erhvervsdrivende melder allerede om usikkerhed for fremtiden. Vores konkurrenter hedder aldrig Vejle eller Kolding eller Middelfart. Vores konkurrenter er altid en kommunal forvaltning og et teknisk udvalg, der ikke er deres opgave voksen som folkevalgte, i stedet er de forvaltningens forlængende arm og omvendt. Det er altid vores egne, der spænder ben.«

Jesper Hansen siger, at hans beslutning er truffet med sorg – men også med ro i maven.
»Jeg er fæstningsbarn til den dag, jeg dør. Men jeg kan ikke blive ved med at bruge mit liv på at kæmpe mod mine egne. Jeg vil hellere bruge kræfterne på at støtte de små, der står med alt på spil – dem, der dagligt åbner døren i Midtbyen, selvom kassen er tom, og håbet svinder.«

Han beskriver en kommunikationskultur, der efter hans opfattelse har udviklet sig til hån og ydmygelse.

»Der er stærke undertoner af både latterliggørelse og hånlig retorik i hjørnerne. Og det sker med smil og blinkende smileys. Det fortsætter med deres undertoner og ydmygelser. Ham der skulle være bolværk for det her, ja, han er en del af det.«

Et farvel – men ikke et opgivende

Selvom han trækker sig som formand, understreger Jesper Hansen, at det ikke er et farvel til Fredericia eller til erhvervslivet:

»Jeg er ikke færdig som menneske, og jeg er ikke færdig med Fredericia. Jeg har stadig et stærkt netværk og mange værdier i byen. Men jeg kan ikke mere i et system, hvor man bliver latterliggjort, når man stiller spørgsmål på vegne af de erhvervsdrivende, der mister alt.«

Et sår i tilliden

Sagen efterlader ikke bare et hul i Fredericia Shoppings ledelse – men også et sår i tilliden mellem erhvervslivet og kommunen.

Efter aktindsigterne i Danmarksporten-forløbet står det klart, at embedsværk og politikere har arbejdet tæt sammen om pressehåndtering og svar på kritik. For Jesper Hansen blev det dråben:

»Jeg vil ikke længere kæmpe mod mine egne. Jeg har kæmpet for byen, for butikkerne og for alle de små, der tror på Fredericia – men nu må de selv stå på mål for den kultur, de har skabt.«

Med Jesper Hansens afgang mister Fredericia handelslivet en ildsjæl, der har brugt tusindevis af frivillige timer på at skabe liv og aktiviteter i midtbyen. Men samtidig sætter hans beslutning fokus på et voksende problem: en kommunikationskultur, hvor kritik fra erhvervslivet bliver mødt med strategi i stedet for samarbejde.

Når frontfiguren for byens butikker trækker sig med ordene »den syge kommunikationskultur«, står ikke bare en stol tom – men et spejl op for byens ledelse.

Læs også

Bag kulisserne planlagde John Nyborg og embedsværk en fælles strategi for at imødegå Fredericia Shoppings kritik

0
Bag kulisserne planlagde John Nyborg og embedsværk en fælles strategi for at imødegå Fredericia Shoppings kritik

I Fredericia er det ikke kun politikere, der taler – det er embedsmænd, der formulerer, justerer og styrer kommunikationen, når erhvervslivet stiller spørgsmål. E-mailudvekslinger mellem topembedsmænd og udvalg viser et koordineret forsøg på at dæmpe kritik fra Fredericia Shoppings formand.

En aktindsigt i sagen om Danmarksporten blotlægger en tæt koordination mellem kommunaldirektør Thomas Jaap, direktør Morten Christensen og udvalgsformand John Erik Nyborg. Bag høflige svar gemmer sig et strategisk apparat, der fremstår mere som imagekontrol end åben forvaltning.

Da erhvervsmanden og formanden for Fredericia Shopping, Jesper Hansen, i oktober skrev til byrådet om konsekvenserne af den langvarige lukning af Danmarksporten, var tonen klar:

»Flere butikker i Midtbyen oplever omsætningsfald på op til 20 procent. Det betyder, at eksistensgrundlaget for flere virksomheder nu er truet,« skrev han til samtlige byrådsmedlemmer.

Men i stedet for en klassisk, administrativ opfølgning udspillede der sig bag kulisserne en helt anden proces.

En omfattende aktindsigt, som Fredericia AVISEN har fået adgang til, viser et kommunalt maskinrum, hvor direktør Morten Christensen og udvalgsformand John Erik Nyborg, med kommunaldirektør Thomas Jaap på sidelinjen, sammen udarbejder svar, koordinerer pressehåndtering og diskuterer, hvordan de bedst kan dæmpe kritikken.

I en mail skriver John Nyborg direkte til Morten Christensen og Thomas Jaap:

»Er det det, som vitterligt kan trækkes ud af det svar og møde, som er afholdt med Jesper – så er jeg bekymret – eller er det endnu en gang Jespers konklusion. Jeg vil meget gerne kunne give et svar som modtræk.«

Kort efter svarer Morten Christensen:

»Jeg tænker, vi måske skal snakke sammen om, hvilket svar vi skal give. Der er blevet foretaget interne faglige vurderinger, som ligger til grund for den valgte løsning.«

Få timer senere følger endnu en besked:
»Det rammer fint det, vi snakkede om.«

Denne form for tæt kommunikation mellem embedsværk og politisk udvalg går igen gennem hele korrespondancen. Der udarbejdes udkast til politiske svar, som Nyborg senere sender ud i eget navn. Ordlyden bærer præg af strategisk kommunikation frem for forvaltningsmæssig redegørelse:

»Jeg vil fortsat arbejde for, at vi finder en arbejdsform, der både sikrer byens udvikling, understøtter erhvervslivet og giver borgerne en tryg og velfungerende bymidte. Det kræver, at vi løfter i fællesskab – ikke peger fingre ad hinanden,« skriver den socialdemokratiske formand John Nyborg.

Et kommunalt PR-apparat

Den fremlagte kommunikation dokumenterer, at Morten Christensen og John Nyborg ikke blot drøfter faglige forhold, men også koordinerer møder med pressefolk, der slet ikke har skrevet om sagen, men pludselig skal dække den, og styrer den offentlige fortælling. I en række sms’er fremgår det, at John Nyborg sammen med embedsværket – aftaler tidspunkt for et interview mellem Nyborg og Fredericia Dagblad, arrangerer fotografering og endda følger op på lokationen. Det hænger ikke helt sammen med den kommunikation, som Morten Christensen tidligere har sendt Fredericia AVISEN, hvor det hele nærmest var opstået tilfældigt, og ikke med den pressemeddelelse, som der skulle være udsendt.

»Jeg har lavet aftalen med Peter til kl. 12.00.«
»Jeg er på Landsoldatpladsen.« skriver John Nyborg på SMS.

Det står i skarp kontrast til de forvaltningsretlige principper om armslængde og politisk neutralitet, hvor embedsværkets rolle skal være saglig og afbalanceret, ikke politisk eller mediestrategisk.

Et erhvervsliv i modvind

I centrum af sagen står de erhvervsdrivende, der kæmper for at holde sig oven vande.

»Efterspørgslen efter nye butikslokaler er i praksis faldet til nul, og flere erhvervsdrivende melder allerede om usikkerhed for fremtiden,« skrev Jesper Hansen i sin oprindelige henvendelse. Men i stedet for dialog mødte han et koordineret modspil – en imagekontrol maskeret som dialog.

Den faglige vurdering, som forvaltningen henviser til, eksisterer ifølge aktindsigten ikke som et dokumenteret grundlag. Ingen konsekvensanalyser, ingen økonomiske beregninger, ingen dokumenterede alternativer. Kun gentagne henvisninger til “vurderinger”, der aldrig er skriftliggjort.

Kommunaldirektørens ansvar

Kommunaldirektør Thomas Jaap indgår som modtager i flere tråde, men uden at korrigere den politiske tone.
Hans rolle fremstår accepterende: Han modtager kopi af mails, hvor embedsmænd bistår politikere i direkte politisk kommunikation.
Det efterlader spørgsmålet: Hvem holder øje med, at embedsværket ikke selv bliver politisk aktør?

Når direktionen godkender en praksis, hvor embedsmænd formulerer svar på vegne af politikere – og samtidig arrangerer medieinterviews – udviskes den klassiske rollefordeling mellem forvaltning og politik.

Et spørgsmål om tillid

Fredericia Shoppings oprindelige henvendelse handlede om frygt for tabte arbejdspladser og et midtbyliv, der langsomt tømmes.
Sagen har nu udviklet sig til noget større: et spørgsmål om forvaltningskultur.
Når embedsmænd og politikere i fællesskab driver et forløb, der ligner krisekommunikation mere end offentlig sagsbehandling, svækkes tilliden til hele det politiske system.

For Fredericias erhvervsliv er spørgsmålet derfor ikke længere, hvornår Danmarksporten åbner – men hvordan kommunen lukker sig om sig selv.

Sagen kan få principiel betydning langt ud over Fredericia. Den illustrerer, hvordan den moderne kommunikation mellem forvaltning og politikere i stigende grad udvisker grænserne mellem embedsmandsrådgivning og politisk strategi.

Hvis embedsværket bliver en del af politikernes imagehåndtering, er det ikke længere blot byens port, der er lukket – men også adgangen til åben og uafhængig forvaltning.

Ny pantfabrik åbnet i Fredericia – Dansk Retursystem investerer massivt i fremtidens genbrug

0
Ny pantfabrik åbnet i Fredericia – Dansk Retursystem investerer massivt i fremtidens genbrug

Der var både stolthed, teknologi og store visioner i luften, da Dansk Retursystem torsdag officielt indviede sin nye pantfabrik på Bundgårdsvej i Fredericia. Fabrikken bliver fremover centrum for håndtering af de omkring én milliard flasker og dåser, der hvert år kommer retur vest for Storebælt.

På den 70.000 kvadratmeter store grund har Dansk Retursystem opført et topmoderne anlæg, som skal sikre, at endnu flere materialer bliver genanvendt effektivt – og med lavere ressourceforbrug.

Direktør for Dansk Retursystem, Kasper Qvant Schmidt, bød gæsterne velkommen til det, han kaldte en »slagfest« – en fejring af både medarbejdere, samarbejdspartnere og hele den cirkulære infrastruktur, som fabrikken er en del af.

»Det her anlæg markerer et vigtigt skridt i Europas cirkulære infrastruktur. Vi har skabt et anlæg, der øger kvaliteten og effektiviteten i genanvendelsen af drikkevareemballager, og som samtidig reducerer energiforbruget. Det er en investering i fremtiden,« sagde han.

Kasper Qvant Schmidt fremhævede, at fabrikken er blevet til i et bredt samarbejde mellem virksomheder, tekniske eksperter og uddannelsesinstitutioner. Blandt andet har Dansk Retursystem samarbejdet med EUC Midtjylland om uddannelse af nye procesoperatører, der skal sikre kvalificeret arbejdskraft til det højteknologiske anlæg.

Han takkede medarbejdere og partnere for indsatsen: »Vi indvier ikke kun en fabrik i dag. Vi åbner også et nyt kapitel for genanvendelse i Danmark. Det her handler om ansvar, innovation og fællesskab – og om at skabe løsninger, der kan inspirere resten af Europa.«

Efter direktørens tale gik ordet til Fredericias borgmester, Christian Bro (S), som satte begivenheden i perspektiv.

»Det er en stor dag for Fredericia. Vi står i et byggeri, der ikke bare er stort i størrelse, men også i betydning. Det her er et flot eksempel på, hvordan grøn omstilling og erhvervsudvikling kan gå hånd i hånd. Fabrikken er et konkret bevis på, at vi kan skabe arbejdspladser og vækst – og samtidig tage ansvar for miljøet,« sagde borgmesteren.

Han roste Dansk Retursystem for at vælge Fredericia som base for den nye pantfabrik. »Placeringen på Bundgårdsvej giver mening. Vi ligger centralt, tæt på transportårer og havn, og vi har et erhvervsliv, der forstår værdien af bæredygtige løsninger. Det er godt for byen, godt for klimaet og godt for Danmark,« sagde Christian Bro.

Fabrikken i Fredericia er en af landets største af sin slags. Det fuldautomatiske sorteringsanlæg håndterer både plastik, metal og glas, og kan forarbejde millioner af enheder i døgnet med minimal manuel håndtering. Det betyder både færre tunge løft og lavere CO₂-udledning.

Anlægget er designet med højteknologiske sensorer, robotter og dataanalyse, der sikrer præcision i sorteringen. Ifølge Dansk Retursystem vil fabrikken spare tusindvis af ton råstoffer om året og øge den samlede genanvendelsesgrad markant.

»Det er et anlæg, der repræsenterer dansk effektivitet, samarbejde og teknologisk fremsyn. Det er et sted, hvor cirkulær økonomi bliver til virkelighed,« lød det afslutningsvis fra Kasper Qvant Schmidt.

Herefter trykkede Christian Bro på startknappen, og det nye anlæg blev officielt sat i drift – til stor jubel blandt de mange gæster, medarbejdere og samarbejdspartnere, der havde fundet vej til Bundgårdsvej i Fredericia.

Anders Møllegård: »Vi skal investere i børn, ældre og trivsel – ikke prestigeprojekter«

0
Anders Møllegård: »Vi skal investere i børn, ældre og trivsel – ikke prestigeprojekter«

Venstres spidskandidat i Middelfart, Anders Møllegård, går til valg på at styrke trivsel blandt børn og unge, skabe bedre boliger for ældre og få gang i erhvervslivet. Han vil ændre den kommunale struktur, sælge overskydende erhvervsjord og bruge pengene på konkrete løsninger frem for prestigeprojekter.

For Venstres spidskandidat i Middelfart, Anders Møllegård, er der tre klare spor i valgkampen: børn, ældre og erhverv. Han vil skabe sammenhæng, fremme trivsel og sikre, at kommunens midler bliver brugt der, hvor de gør størst forskel.

»Det er børn og unge og trivsel. Vi skal have en tidlig indsats. Og så har vi også ældreområdet. Vi skal have fundet ud af, hvad vi gør med boligsituationen med seniorboliger. Og så er der ingen tvivl om, så har vi jo erhverv og beskæftigelse. Det synes jeg, det hænger sammen,« siger han.

Møllegård ser en grundlæggende udfordring i, at kommunen skal tænke mere helhedsorienteret. Han foreslår derfor en ændring af udvalgsstrukturen. »Det er også noget, jeg gerne vil kæmpe for. Det er at ændre strukturen, så man får lavet nogle andre udvalg, hvor det egentlig passer bedre sammen. Så kan det være, at man kan lave nogle nye udvalg eller lave nogle færre udvalg,« forklarer han.

For Venstre handler fremtidens Middelfart om at styrke det, der fungerer, og turde omprioritere det, der ikke gør. Især børne- og ungeområdet er ifølge Møllegård et sted, hvor investeringer vil give afkast på lang sigt.

»Den største udfordring for Middelfart lige nu, det er børn og unge og trivsel. Skoleområdet er jo noget, der kommer til at fylde allermest. Og det er jo så også derfor, vi har sagt, at vi gerne vil sætte ind på det. Fordi en tidlig investering, der tror jeg, det betaler sig i sidste ende,« siger han.

Han peger blandt andet på ændringer i skolestrukturen som en del af løsningen. »Vi har slået på minimumsnormeringerne fra start af, og så vil Venstre jo også gerne have den her føreskole pillet af, så man kun har ét skift. Så de bliver i trygge rammer så længe som muligt, og så bruger man kun ét skift i stedet for at man laver to skift på et halvt år.«

Også ældreområdet fylder meget i Venstres plan. Her vil Møllegård udvikle en samlet strategi for seniorboliger.

»Vi skal have forbedret boligsituationen. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan lave nogle billigere boliger, så de ældre faktisk også har lidt flere penge. Vi er lige nu i en periode, hvor der er nogen, der måske ikke har sparet så meget op til pension, og de boligpriser, vi har til ældreboliger, de er så høje, at vi ikke får folk ud af deres private hjem, fordi det faktisk er billigere at blive boende,« siger han.

Han vil derfor udvikle en seniorboligstrategi i samarbejde med ældrerådet. »Vi skal have fundet ud af, hvordan vi løser bolig-situationen, både prismæssigt og i forhold til indretning. Jeg vil udvikle hele den her seniorbolig-strategi, hvor vi har samarbejde med ældrerådet og nogen, der har lavet analyser på, hvad vi efterspørger, og hvor man kommer til at mangle de her plejeboliger og ældreboliger i kommunen.«

Når snakken falder på udvikling, vender Møllegård sig mod lokalområderne. Han ønsker en mere balanceret udvikling, hvor både Middelfart by og de omkringliggende samfund får del i investeringerne.

»Der skal vi simpelthen række ud til de her lokalområder, og så er vi nødt til at understøtte dem. Vi kan faktisk klare rigtig meget selv i vores lokalområde, fordi det vil man gerne. Men nogle gange er det også svært, at der måske er noget økonomi i det, at vi måske skal lave en fordelingsnøgle, der er lidt anderledes. Vi husker alle lokale områder, fordi vi har masser af idéer,« siger han.

For at finansiere de nye investeringer vil Venstre udnytte kommunens erhvervsjord mere aktivt.

»Vi skal have nogle flere erhverv til. Vi har en masse erhvervsjord. Jeg tænker, at vi skal til at have solgt noget af det her erhvervsjord og så måske nok lidt ned for at investere i mere af det, indtil vi ligesom ved, om det er noget, der bliver solgt,« siger Møllegård.

De penge, der kommer ud af det, skal bruges målrettet: »Vi kunne investere i nogle ældreboliger, eller vi kan investere i nogle specialskoler. Vi har jo ikke det rigtige tilbud til de specielle børn, som rigtig passer i en almindelig skole. Det er noget af det, der fylder rigtig meget.«

Samtidig ønsker han at bremse dyre prestigeprojekter. »Jeg tror, vi skal spare lidt på at lave de her prestigeprojekter. Og så tror jeg, vi skal holde lidt igen på erhvervsjord, indtil vi har fået solgt noget. Når man først begynder at sælge, så kommer der også en flue af penge, og den vej rundt kan man investere igen,« siger han.

For Anders Møllegård handler samarbejde i byrådet om åbenhed og tillid. »Jeg vil gerne dialog og åbenhed. En borgmester har selvfølgelig en arbejdsplads på kommunen, men jeg tror også, man skal lade den gå fri til kommunaldirektøren, så der er styr i forvaltningen. Så skal man koncentrere sig om at give plads til de andre politikere, så de også kommer ud og deltager,« siger han.

Hans vision for de kommende år er klar: en kommune med bedre trivsel, flere virksomheder og stærkere lokalsamfund.

»Vi skal have trivselen op, og de unge mennesker skal have gang i fællesskabet og foreningsarbejdet. Det skal vi understøtte noget mere, så de kommer ud og møder andre mennesker. Og så er en stor drøm for mig, at når man kommer ud af folkeskolen og begynder at snakke om 10. klasse, at vi har en eller anden, der kan understøtte dem, så de ikke bare bliver tabt. Vi skal simpelthen have lavet det her juniormester, så vi får folk ud på arbejdsmarkedet og sikrer, at færre ender i arbejdsløshed,« siger Anders Møllegård.

Venstres budskab er ifølge ham enkelt: Middelfart skal udvikles – men med omtanke, lokalt engagement og investeringer i mennesker frem for mursten.

Fredericia Musicalteater inviterer til julens mest stemningsfulde tradition

0
Fredericia Musicalteater inviterer til julens mest stemningsfulde tradition

Fredericia Musicalteater byder igen i år indenfor til »Jul på Teatret« – en varm og magisk julekoncert for hele familien.

Fra 27. november til 14. december forvandles teatrets intime Lille Sal til et musikalsk juleunivers fyldt med nostalgi, varme og fællesskab. Her fejres hjerternes højtid med sange, minder og historier, der både rører og begejstrer.

»Julen er hjerternes tid – en højtid, vi samles om med familie, venner og dem, vi har kær. Den er varm, hyggelig, velduftende og fyldt med kærlighed. Den er morsom, ensom, traditionsrig, stressende, altid den samme og alligevel altid anderledes,« lyder det fra Fredericia Musicalteater, som i år har valgt at dedikere koncerten til juleminderne – både de gode og de melankolske.

På scenen står et stærkt hold af erfarne musicalperformere: Lars Mølsted, Maria Skuladottir, Mads Æbeløe Nielsen og Cecilie Thiim. Sammen fører de publikum gennem julens musikalske landskab med alt fra klassiske julesange til nyere fortolkninger, fyldt med charme og musikalitet.

Instruktør Liv Stevns står i spidsen for den musikalske fejring, der – som altid hos Fredericia Musicalteater – er præget af høj kunstnerisk kvalitet og fortælleglæde. Lysdesignet er skabt af Martin Jensen og lyddesignet af Peter Løvenhardt.

»Jul på Teatret« er en af vinterens mest populære traditioner i Fredericia og samler generationer i en tid, hvor behovet for nærvær og fællesskab står stærkt.

Billetter kan købes via fredericiamusicalteater.dk. Priserne spænder fra 95 til 345 kroner, og koncerten har en forventet spilletid på to timer inklusive pause.

Forestillingen anbefales fra fem år og op – og lover julestemning, musik og varme minder til både store og små.

Motorcyklist alvorligt kvæstet efter sammenstød

0
Motorcyklist alvorligt kvæstet efter sammenstød

Onsdag blev endnu et døgn med et bredt udvalg af sager for Fyns Politi – fra grove indbrud i Middelfart og Faaborg til spirituskørsel, uheld og besiddelse af stoffer.

I Middelfart blev der anmeldt to indbrud på Frederiksøvænget. Det første skete omkring klokken 07.20, hvor gerningsmanden kom ind gennem en opbrudt dør og stjal smykker. Senere på aftenen, klokken 20.58, blev der igen anmeldt indbrud på samme vej. Her er indstigningsmetoden ukendt, og der er endnu ikke overblik over de stjålne genstande.

I Faaborg blev der anmeldt to indbrud på Fjordtoften – det første klokken 05.45, hvor gerningsmanden havde afmonteret et vindue og stjålet smykker og kontanter. Det andet skete senere på aftenen klokken 21.49, hvor en rude var aflistet. Her er der ikke overblik over, hvad der blev stjålet.

Også i Hesselager har tyve været på spil. Her blev et vindue aflistet i en bolig på Landevejen, hvorfra der umiddelbart er stjålet kontanter. I Odense NØ blev der begået indbrud i en villa på Biskorupvej, hvor en knust rude gav adgang til huset. Her blev der stjålet smykker og værktøj.

Flere trafikanter måtte desuden se blå blink i bakspejlet. På Vestre Stationsvej i Odense blev en 27-årig mand fra Aalborg sigtet for spirituskørsel. Bilen, han kørte i, var brugsstjålet, nummerpladerne var stjålne, han var frakendt førerretten og havde ikke sikkerhedssele på. Senere på dagen blev en 23-årig mand fra Odense sigtet på Kochsgade for at køre bil påvirket af euforiserende stoffer – også han var frakendt kørekortet.

På Slettensvej i Odense N kørte en bilist ud for ubetinget vigepligt og ramte en motorcyklist. En person blev ifølge politiet alvorligt tilskadekommet.

En 53-årig mand fra Odense blev på Hvenekildeløkken sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer, og i Svendborg blev en 22-årig mand ligeledes sigtet for besiddelse af stoffer i Byparken.

Døgnrapporten rummer også en række mindre sager: På Prins Haralds Allé i Odense blev der stjålet møbler fra et hus efter indstigning gennem et vindue, mens en 34-årig mand fra Esbjerg blev sigtet for at urinere inde på en beværtning på Østre Stationsvej. I Svendborg blev en telefon stjålet fra en taske på St. Byhavevej, og på Bergthorasvej i Odense NV er der anmeldt en tabt eller stjålet nummerplade.

Endelig skete der et trafikuheld i Bogense på Odensevej klokken 18.05, hvor en bil måtte undvige for en anden og ramte et hegn og et skilt, inden den væltede om på taget. Vragdele ramte en parkeret varebil, men ingen personer kom til skade.

På Stensbyvej i Skamby blev der desuden anmeldt tyveri af nummerplader fra en personbil.

Norgesgade spærres i aften- og nattetimerne i en uge

0
Norgesgade spærres i aften- og nattetimerne i en uge

Bilister i Fredericia må fra søndag den 10. november indstille sig på ændret trafik omkring Norgesgade. Strækningen mellem Oldenborggade og Fynsgade bliver spærret i tidsrummet klokken 18.00 til 06.00 frem til den 17. november, mens arbejdet med den sidste del af en vandledning færdiggøres og tilsluttes.

Trafikken bliver ledt via signalregulering og omkørsel, mens gående og cyklister fortsat kan passere området, oplyser kommunen.

Formålet er at sikre den endelige tilkobling af vandledningen i området, men arbejdet kan medføre midlertidige gener for trafikanter og beboere.

Kommunen beklager de ulemper, som gravearbejdet måtte give.

Fredericia Kommune advarer mod sms-svindel ved rådhusets parkeringsautomater

Fredericia Kommune advarer mod sms-svindel ved rådhusets parkeringsautomater

0
Bilister, der parkerer omkring rådhuset i Fredericia, skal være ekstra opmærksomme i øjeblikket. Fredericia Kommune advarer på sin officielle Facebook-side mod en svindelmetode, der...