3.9 C
Copenhagen
fredag 26. december 2025

To store fynske aktører indgår nyt samarbejde

0
To store fynske aktører indgår nyt samarbejde

BUSINESS. De to fynske virksomheder GF Forsikring og Middelfart Sparekasse indleder et nyt samarbejde ved årsskiftet. Partnerskabet skal skabe en tættere forbindelse mellem de to selskaber, som begge lægger vægt på lokal tilstedeværelse og høj kundetilfredshed.

Samarbejdet indebærer blandt andet, at kunder hos Middelfart Sparekasse fremover får lettere adgang til GF Forsikrings tilbud og produkter, mens medlemmer hos GF Forsikring også vil få mulighed for at drage fordel af samarbejdet med sparekassen.

Martin Høj, kommerciel direktør i GF Forsikring, fremhæver, at virksomhederne ligner hinanden på flere punkter, hvilket gør samarbejdet naturligt:

»Lighederne mellem GF Forsikring og Middelfart Sparekasse står i kø. GF er medlemsejet, og Middelfart Sparekasse er en selvejende institution. Det er grundlaget for, at begge virksomheder har målsætninger, der rækker ud over størrelsen på overskuddet – ja faktisk har vi begge relativt beskedne mål i forhold til konkurrenterne,« siger Martin Høj.

Direktør i Middelfart Sparekasse, Jette Rosenberg, er enig og understreger, at begge selskaber har kundetilfredshed og lokale relationer som prioritet:

»I begge virksomheder er det primære fokus at have nogle meget tilfredse kunder. Vejen dertil går gennem høj medarbejdertilfredshed og stærkt lokalt engagement. Samtidig tror vi også begge på nærværet blandt andet gennem fysiske møder og den oprigtige interesse i kunderne. Samlet set betyder det, at vi med sindsro kan anbefale vores kunder at tage en snak med GF Forsikring, ligesom GF’s medarbejdere også kan være trygge ved, at deres medlemmer får en god oplevelse, hvis de henvender sig til os,« siger Jette Rosenberg.

Lokalt er forbindelsen mellem virksomhederne allerede synlig i forstaden Dalum ved Odense, hvor Middelfart Sparekasses filial og GF Forsikrings kontor ligger lige over for hinanden. Netop den fysiske nærhed ser Jette Rosenberg som en fordel:

»I hele Middelfart Sparekasses markedsområde bor vi nærmest dør om dør, så vi har alle muligheder for at skabe tætte relationer mellem medarbejderne. Kollegerne i linjen skal være trygge ved, at deres kunder får en god behandling, hvis de henviser dem – den tryghed opstår, når vi lærer hinanden endnu bedre at kende.«

Virksomhederne bruger tiden frem mod årsskiftet på at få styr på detaljer og skabe kendskab på tværs af forsikring og finans.

Ung mand sigtet for salg af stoffer i Middelfart

0
Ung mand sigtet for salg af stoffer i Middelfart

KRIMI. Det seneste døgn har budt på flere sager af både større og mindre karakter på Fyn. Fyns Politi har haft hænderne fulde med blandt andet flere indbrud, narkotikaforbrydelser og færdselsuheld.

I Middelfart Kommune blev der torsdag morgen anmeldt et indbrud på Hovkrogvej, hvor der blev stjålet møbler efter indtrængning via en dør. Samme dag kl. 11 blev en 28-årig mand fra Odense sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg i Teglgårdsparken i Middelfart. Senere på dagen blev en 25-årig mand fra Middelfart Kommune sigtet for narkokørsel på Grandvej i Nørre Aaby, da han førte en varebil, selvom han var påvirket af stoffer.

På Store Landevej i Aarup brød ukendte gerningsmænd torsdag eftermiddag ind i et hus ved at knuse en rude. Her blev der stjålet kontanter.

Assens Kommune gik heller ikke fri. I Glamsbjerg blev en robotplæneklipper og en skraldespand ødelagt af to mænd, der begik groft hærværk på Langbygårdsvej omkring middagstid. Desuden blev der anmeldt et indbrud på Dyrehavegårdsvej i Tommerup, hvor gerningsmænd havde opbrudt et vindue og stjålet møbler.

Faaborg-Midtfyn Kommune blev ramt af nummerpladetyverier, da to nummerplader mandag blev stjålet fra en personbil i Vissenbjerg.

Nyborg Kommune oplevede torsdag aften et trafikuheld på Fynske Motorvej, hvor et sættevognstog måtte undvige ind i nødsporet på grund af langsom trafik. Her ramte vogntoget autoværnet, og både vogntog og autoværn blev beskadiget.

I Odense Kommune blev politiet kaldt ud til flere hændelser. På Skibhusvej i Odense C blev en meget beruset mand i en kabinescooter anmeldt for at have påkørt en parkeret bil. Bilens ejer havde tilbageholdt manden ved at tage hans nøgler.

Ved banegården på Østre Stationsvej i Odense C måtte en 42-årig mand fra Københavns Kommune sigtes efter ordensbekendtgørelsen, da han gentagne gange chikanerede unge mennesker ved McDonald’s og nægtede at efterkomme vagternes anvisninger.

I Odense NØ blev der stjålet et el-løbehjul ved Vollsmose Torv, mens en 19-årig mand tidligt torsdag morgen blev sigtet for narkokørsel og besiddelse af stoffer efter kørsel på Egeparken.

Endelig blev der torsdag morgen anmeldt et indbrud på Mensalgårdvænget i Odense S, hvor gerningsmænd kom ind gennem en knust rude. Der er endnu ikke et fuldt overblik over, hvad der er blevet stjålet.

Jakob Poulsen bliver ny cheftræner for AGF’s Superligatrup

0
Jakob Poulsen bliver ny cheftræner for AGF’s Superligatrup

SPORT. Efter en grundig proces er valget faldet på Jakob Poulsen som ny mand i spidsen for AGF’s Superligahold, der onsdag indledte forberedelserne til den nye sæson.

Jakob Poulsen kommer til AGF fra Viborg FF, hvor han efter en periode som assistenttræner har været cheftræner siden efteråret 2023.

Før sin trænerkarriere havde Jakob Poulsen en imponerende spillerkarriere, der også førte ham forbi AGF, hvor han spillede fra 2008 til 2010. Foruden AGF har Poulsen også repræsenteret FC Midtjylland, Esbjerg fB og AS Monaco samt opnået 35 landskampe for Danmark.

AGF’s nye cheftræner afsluttede sin aktive karriere i 2020 hos Melbourne Victory, hvorefter han kastede sig over trænergerningen.

Nu vender han altså tilbage til AGF som cheftræner, og han er netop ved at færdiggøre sin UEFA Pro-licens, som er den højeste træneruddannelse. Den 41-årige Jakob Poulsen har skrevet under på en fireårig aftale.

»Vi har haft en meget grundig og god proces, og vi er ikke i tvivl om, at vi med Jakob står med den helt rigtige mand. Han har allerede vist sit værd som træner, og vi ser et yderligere potentiale, som vi skal forløse sammen.«

»Som træner trækker Jakob blandt andet på sin flotte karriere som spiller, hvor han vandt titler og høstede værdifuld erfaring, der nu kommer ham til gode i trænergerningen. Han har i Viborg FF vist sig dygtig til at udvikle spillere til et højt niveau, og hans værdier og ambitiøse tilgang matcher de ambitioner og visioner, vi har for de kommende år.«

»Vi er derfor meget glade for, at det er lykkedes at lave en aftale med Jakob og Viborg FF, så han kan tiltræde hos os med det samme,« siger fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen.

Jakob Poulsen har første arbejdsdag i AGF fredag den 20. juni, hvor han møder spillertruppen, staben og administrationen og for første gang går på træningsbanen, hvor AGF netop har taget hul på forberedelserne til den kommende sæson.

»Jeg er meget begejstret og glad for den her mulighed. Det er et stort job – vel et af de største i Danmark – og AGF er i det hele taget en spændende og attraktiv klub, som jeg selv har været så heldig at spille for. Siden dengang er der sket en meget positiv udvikling, som jeg både som tidligere spiller og bosiddende i Aarhus har fulgt på nærmeste hold.«

»AGF er nu en solid klub, der er et utroligt godt sted, og jeg ser frem til – sammen med spillerne og resten af de dygtige mennesker i klubben – at bygge videre på det fantastiske fundament, der allerede er.«

»Vi står over for en spændende tid, hvor jeg glæder mig til at bidrage til det vigtige arbejde med at skabe resultater og udvikle dygtige fodboldspillere i et stærkt og professionelt miljø,« siger Jakob Poulsen, som privat bor i Aarhus.

Ny analyse: Små ændringer kan hjælpe unge ud af afhængighed af sociale medier

0
Ny analyse: Små ændringer kan hjælpe unge ud af afhængighed af sociale medier

SPORT. En ny undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen peger på, at selv små ændringer i unges onlinevaner kan bryde deres automatiske og ofte ubevidste forbrug af sociale medier.

En stadig større del af unges hverdag foregår i dag på sociale medier. For mange bliver det en selvfølge at gribe ud efter telefonen i alle døgnets timer – fra de tidlige morgentimer til sen aften. Fastholdelsen på Facebook, Snapchat, Instagram, YouTube eller TikTok risikerer at gå ud over både trivsel og søvn, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tidligere påvist.

Men en ny analyse fra styrelsen, som offentliggøres i dag, peger på, at enkle designændringer på sociale medier kan hjælpe unge til et mere balanceret forbrug. Det drejer sig for eksempel om korte venteperioder eller planlagt tidsforbrug, der kan reducere unges daglige forbrug markant.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger:

»Vi ser igen og igen, hvordan tech-giganterne bevidst fastholder især børn og unge foran skærmen. Det er ikke godt nok. De skal passe bedre på vores børn og unge på deres platforme. Nu kan vi se, at simple tiltag kan hjælpe unge med at styre deres afhængighed – tiltag som tech-giganterne selv bør gå forrest med. Vi skal derfor være langt mere konsekvente over for dem. Det handler ikke om at forbyde sociale medier, men om at sikre, at de ikke manipulerer unge til at scrolle og klikke mod deres vilje. Regeringen vil fortsætte sit arbejde med at tæmme tech-giganterne og sikre, at deres platforme ikke udgør en sundheds- og trivselsrisiko for vores børn og unge.«

Digitaliseringsminister Caroline Stage siger:

»Vi står i en situation, hvor alt for mange børn og unge bruger flere timer foran skærmen, end de selv ønsker. De fastholdes på sociale medier, der er designet til at holde dem fanget – ikke til at sætte dem fri. Det er dybt bekymrende. Undersøgelsen bekræfter ikke bare, at der er et problem – den viser også, at vi med få greb kan begrænse skærmtid og doom-scrolling på sociale medier markant. Det styrker kun behovet for handling. Vi har i mange år været for naive omkring konsekvenserne af sociale medier. Nu er det tid til at tage det lige så alvorligt som andre former for afhængighed. Det kræver benhård regulering af tech-giganterne – herunder aldersverifikation – så vi beskytter børn og unge mod indhold og platforme, de slet ikke er gamle nok til.«

Analysen er gennemført som et seks ugers feltforsøg med 269 unge. Den bekræfter, at de unges forbrug ofte er højt både før og efter skoletid, mens det om natten er lavere.

Dog bruger mange unge i gymnasiet op mod en femtedel af deres skoletid på sociale medier, og fire ud af ti unge tjekker sociale medier mindst én gang i timen i skoletiden.

Afgørelsens time for Erritsøs rugbyherrer

0
Afgørelsens time for Erritsøs rugbyherrer

RUGBY: Lørdag den 21. juni venter en af sæsonens absolut vigtigste kampe for Erritsø GIF Rugbys herrehold, når Aarhus Rugbyklub gæster Erritsø Rugbystadion i sidste runde af DM-kvalifikationens vestkreds.

Gæsterne fra Aarhus RK har maksimumspoint efter tre kampe og er allerede kvalificeret til efterårets DM-slutspil. Fire andre klubber bejler til andenpladsen, som også giver adgang til slutspillet. Så højt slutter Erritsø GIF næppe, men mindre kan gøre det. Opgaven er klar: Der skal point på kontoen, hvis holdet vil være sikkert på at undgå sidstepladsen.

I øjeblikket er der tæt kamp om placeringerne. Aalborg RK, Erritsø GIF og Odder RK står alle noteret for 6 point efter tre kampe. Kun to af disse tre hold går videre til de eftertragtede kampe i 2. division mod CSR/Nanok og Exiles, begge fra København, som venter i efterårets dobbeltopgør.

Erritsø GIF stiller til lørdagens hjemmekamp med selvtillid efter en imponerende 61-26-sejr mod Odder Rugbyklub lørdag den 31. maj. Flere nye, unge talenter lyste ved den lejlighed op. Holdet fandt rytmen og scorede hele ni gange – en præstation, hjemmeholdet håber at bygge videre på i kampen mod Aarhus. Trænerstaben har meldt de fleste mand klar til kamp og opfordrer samtidig klubbens trofaste publikum og nye tilhængere til at møde talstærkt op og støtte holdet i denne altafgørende dyst.

»Vi har spillet os tilbage i kvalifikationen med sejren over Odder, og vi tror på, at vi kan drille Aarhus. Med publikum i ryggen er alt muligt,« udtaler Erritsøs cheftræner, Steve Atkins.

Kampen fløjtes i gang på Erritsø Rugbystadion lørdag den 21. juni kl. 14.00.

32-årig idømt lang fængselsstraf for overgreb på børn

0
32-årig idømt lang fængselsstraf for overgreb på børn

KRIMI. Det seneste døgn har været præget af alvorlige sager i Sydøstjyllands Politi. Blandt andet blev en 32-årig mand tirsdag ved Retten i Horsens idømt en fængselsstraf på 5 år og 6 måneder for seksuelle krænkelser. Han blev dømt for overgreb mod sit eget barn samt mod to mentalt handicappede børn, som han kom i kontakt med gennem sit arbejde som pædagog. Manden valgte at anke dommen.

I en anden sag har en 43-årig mand bosat i Vejle Kommune været fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Manden er sigtet for flere tilfælde af kontaktbedrageri i Vejle-området. Politiet anmodede om dørlukning ved retsmødet, og resultatet blev, at manden blev varetægtsfængslet i fire uger.

Sydøstjyllands Politi har dermed haft et intensivt døgn med alvorlige sager på bordet, hvor både domstole og politi har arbejdet intensivt med at opretholde retfærdighed og sikkerhed i kredsen.

Munke Mose udpeget som en af Danmarks Betydningsfulde Haver

0
Munke Mose udpeget som en af Danmarks Betydningsfulde Haver

ODENSE. Munke Mose i hjertet af Odense er netop blevet udpeget som en af Danmarks Betydningsfulde Haver – en anerkendelse, der hylder parkens historiske, æstetiske og rekreative kvaliteter.

I mere end 100 år har Munke Mose været en grøn oase for odenseanere og besøgende – et sted til fordybelse, leg, motion og fællesskab. Parken blev anlagt i 1912 med Odense Å som det bærende element, og er tegnet af den anerkendte landskabsarkitekt Edvard Glæsel, der også står bag Fælledparken i København. Det var frøgrosserer Chr. Dæhnfeldt (1857-1920), der betalte to tredjedele af anlægsudgifterne på 28.000 kr. til parkanlægget, så det langt ud i fremtiden kunne blive til glæde og gavn for byens borgere.

Med sine vidtstrakte græsflader, varierede beplantning og rige fugleliv er Munke Mose et levende eksempel på, hvordan grønne byrum kan skabe værdi for både mennesker og natur.

»Munke Mose er Odenses grønne kerne og et smukt eksempel på, hvordan grønne anlæg fortsat spiller en central rolle i byens liv og identitet. Munke Mose er ikke blot en grøn oase midt i Odense – den er et levende vidnesbyrd om mere end 100 års havekunst og byplanlægning med mennesket i centrum. Og så er det jo sjovt, at da Odense fik haven som en gave af Dæhnfeldt, lå den faktisk i udkanten af byen. Udpegningen som en af Danmarks Betydningsfulde Haver anerkender både landskabsarkitekt Edvard Glæsels visionære arbejde og den vedvarende indsats af vores parkforvaltere og landskabsarkitekter for at bevare og udvikle parken som et rekreativt frirum for alle,« fortæller rådmand for By- og Kulturforvaltningen, Søren Windell.

Det er foreningen By og Land Danmark, der står bag udpegningen og med initiativet Danmarks Betydningsfulde Haver har sat fokus på de haver og grønne anlæg, der gennem deres udformning, historie og brug bidrager til forskønnelsen af Danmark. Det gælder både byparker, private haver, kirkegårde og botaniske anlæg. Fælles for dem alle er, at de repræsenterer væsentlige kapitler i Danmarks havehistorie og kulturarv.

»Jeg synes selvfølgelig, Munke Mose er et godt valg som en af Danmarks Betydningsfulde Haver. Munke Mose har en spændende historie, der spænder fra vådområde til kultivering og rekreativt område, der samler odenseanere i alle aldre. Det var her, odenseanerne i forrige århundrede spankulerede rundt og filosoferede over tilværelsen. Og det var her, man allerede for over 150 år siden hoppede på åfarten. Og så er mosen opkaldt efter de munke, der holdt til i det kloster, hvor jeg har min daglige gang, og som vi i dag kalder Historiens Hus,« udtaler stadsarkivar Johnny Wøllekær.

Munke Mose er udvalgt som et af 11 nye anlæg, der nu føjes til listen over Betydningsfulde Haver. Ved udpegningen lægges der vægt på parkens kulturhistoriske betydning, dens æstetiske kvaliteter, og hvordan den stadig i dag fungerer som et centralt og levende byrum. Parken er et sted, hvor børnehavebørn leger, motionsløbere finder ro, og hvor både odenseanere og turister nyder naturen – året rundt.

Fredericia ansøger om at blive værtsby for Royal Runs 10-års jubilæum i 2028

0
Fredericia ansøger om at blive værtsby for Royal Runs 10-års jubilæum i 2028

EVENT. Royal Run ’24 i fæstningsbyen Fredericia var en kæmpe folkefest, og Fredericia er klar til at gentage succesen i 2028, hvor HM Kongen fylder 60 år, og den royale løbsfest fejrer 10-års jubilæum. Ansøgningen er sendt, og økonomien er på plads.

Fredericia var klædt festligt på til kongelig løbsfest, da 13.500 deltagere og tusindvis af tilskuere oplevede fæstningsbyen danne ramme for Royal Run ’24. Nu er Fredericia Kommune klar til at gentage succesen i 2028, hvor Kongen fylder 60 år, og Royal Run kan fejre 10-års jubilæum.

»Royal Run ’24 i Fredericia er en dag, jeg sent vil glemme, og jeg er sikker på, at de mange mennesker, der var en del af den kongelige løbsfest her i fæstningsbyen, har det på samme måde. Royal Run ’24 var en kæmpe succes, der i den grad satte Fredericia på Danmarkskortet. Vi er klar til at gentage succesen. Derfor har vi ansøgt om at blive værtsby for Royal Run ’28. Vi har erfaringen, økonomien er på plads, og sidst men ikke mindst er både viljen og ønsket stort,« siger borgmester i Fredericia Kommune Christian Bro.

Ansøgningen er sendt til Danmarks Idrætsforbund, og Økonomi- og Erhvervsudvalget har besluttet at afsætte 1,8 millioner kroner fra Puljen til større events til Royal Run i 2028, såfremt ansøgningen bliver imødekommet, og Fredericia igen bliver værtsby for Royal Run.

»Jeg håber, at der bliver set positivt på vores ansøgning, så vi kan bygge videre på alle de gode erfaringer, vi gjorde os i 2024. Royal Run ’24 i Fredericia var en uforglemmelig dag fyldt med sammenhold og fællesskab. Lige fra den uvurderlige indsats, de frivillige ydede, de mange kreative sideruns, der blev arrangeret rundt om i kommunen, og til den kæmpe folkefest, der udfoldede sig langs ruterne og i byen. Royal Run står også for bevægelse både før, under og efter selve løbsdagen. De mange positive effekter, der følger i kølvandet på Royal Run, passer helt perfekt ind i vores fokus på at få endnu mere bevægelse ind i hverdagen,« siger Peder Tind, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune.

Også formanden for kommunens Bosætnings- og Turismeudvalg Susanne Eilersen håber, at Fredericia slipper gennem nåleøjet og får lov til igen at blive værtsby for den kongelige løbsfest i 2028.

»Royal Run ’24 i Fredericia var en både smuk og folkelig oplevelse. Men Royal Run er også en virkelig stærk platform, når det handler om mulighederne for at vise vores by frem – både for de mange tusinde deltagere og tilskuere, der kommer til byen, men også for dem, der følger med på tv. Fredericia har så meget at byde på, og derfor er det også helt naturligt, at vi ansøger om at blive værtsby i 2028, når der fejres 10-års jubilæum,« siger Susanne Eilersen, der er formand for Fredericia Kommunes Bosætnings- og Turismeudvalg.

Roligt døgn i Fredericia: Kun én enkelt narkobilist standsede

0
Roligt døgn i Fredericia: Kun én enkelt narkobilist standsede

KRIMI. Torsdag og natten til fredag var et usædvanligt stille døgn for politiet i Fredericia. Sydøstjyllands Politi kunne melde om et fredeligt døgn uden store hændelser eller uro i byen. Dog måtte politiet alligevel rykke ud til én enkelt sag på Havepladsvej.

Her standsede en patrulje en 29-årig kvinde, der blev taget for at føre personbil under påvirkning af euforiserende stoffer. Kvinden havde desuden ikke ret til at føre bil, da hendes kørekort tidligere var blevet inddraget.

Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller:

»Vi har en enkelt lille ting på Havepladsvej fredag klokken 01.08. Her bringer en patrulje en personbil til standsning for at kontrollere føreren, og det viser sig, at vedkommende er påvirket af euforiserende stoffer, og derudover ikke har førerret til at måtte føre personbil.«

Politiet kunne ikke præcist angive, hvor påvirket kvinden var, og heller ikke hvorfor hendes kørekort var blevet inddraget.

Bortset fra episoden på Havepladsvej er døgnrapporten altså kortfattet.

For politiet i Fredericia har det været et af de mere rolige døgn, og en enkelt hændelse med en påvirket bilist skiller sig således ud som den eneste nævneværdige opgave.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing fredag morgen klokken 09.00.

Hvem der sidder for bordenden? Det SKAL en liberal ellers sejler det.

0
Hvem der sidder for bordenden? Det SKAL en liberal ellers sejler det.

Af Poul Rand, byrådskandidat (Liberal Alliance)

Der er noget næsten poetisk ved, at SF’s Ole Olsen ikke er ”specielt optaget af, hvem der skal sidde for bordenden i byrådssalen.” Det forklarer måske, hvorfor venstrefløjen i årevis har ladet Fredericia styre som en blind passager på en havareramt færge uden kompas, uden kurs og med socialdemokratiet ved roret og SF som kabysmed med brændt havregrød og hensigtserklæringer på menuen.

Men kære Ole, vi i Liberal Alliance er optaget af, hvem der sidder for bordenden. Ikke fordi vi er magtsyge, men fordi vi ved, at det betyder noget, hvem der træffer beslutningerne. For når SF ikke vil tage stilling til, hvem der skal lede byrådet, så overlader man det i realiteten til de gamle vaner, vanestyre og vanesocialdemokrater.

Fredericia har problemer, alvorlige problemer det har Ole ret i. Men når løsningen på skolekrise, børnefattigdom, arbejdsmarkedsudfordringer og de mange andre udfordringer byen står over for. ifølge SF skal være… en anden skolestruktur, så må man spørge sig selv: Hvor blev ambitionerne og det frie initiativ af?

• Vi i Liberal Alliance siger:
Det betyder noget, hvem der leder.
Det betyder noget, om man tør tænke nyt, give friheden tilbage til institutionerne og fjerne meningsløs regulering.
Og det betyder alt, om man vil give ansvar til borgerne eller bare vil parkere dem i systemet med endnu en pulje og et udvalgsmøde.

Jeg går til valg med et klart mål: Fredericia skal ledes af en liberal borgmester eller en alliance, der tør sætte borgerne før bureaukratiet. Vi skal have færre planer og flere løsninger, færre overlæg og mere lederskab.

Og ja, LA vil sidde for bordenden. For det er bedre end at stå og vakle i døråbningen og håbe, at nogen andre tager ansvaret.

»Vi driver en folkeskole, der er underfinansieret« – Per Breckling om reformtræthed, trivsel og det stille flertal

»Vi driver en folkeskole, der er underfinansieret« – Per Breckling om...

0
Folkeskolen i Fredericia mangler penge, tid og ro. Det mener Per Breckling, formand for Fredericia Lærerkreds, som i et langt interview peger på konsekvenserne...