-1.1 C
Copenhagen
fredag 26. december 2025

Promillen for høj: Kørte ind i skilte og biler

0
Promillen for høj: Kørte ind i skilte og biler

KRIMI. Natten til søndag måtte Sydøstjyllands Politi to gange rykke ud til færdselsuheld omkring Vejle. I begge tilfælde mistede førerne kontrollen over deres køretøjer, og begge blev efterfølgende sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

Den første episode skete allerede lørdag aften, da politiet klokken 21.04 modtog en anmeldelse om et færdselsuheld på Nordvej i Vejle. En bilist var her kommet kørende ad Grejsdalsvej i sydgående retning, da føreren pludselig mistede kontrollen.

Bilen ramte først en kantsten og fortsatte derefter ind i en parkeret bil, fortæller vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi. Det viste sig, at føreren var påvirket af alkohol og narkotika.

»Man bliver sigtet for spiritus- og narkokørsel ude på stedet,« forklarer han.

Føreren af bilen var en kvinde, men politiet har ikke yderligere oplysninger om hendes alder.

Den næste hændelse indtraf klokken 01.58 på den Østjyske Motorvej nær Vejle, hvor en bilist i nordgående retning kørte direkte ind i en advarselstavle, der oplyste om vejarbejde forude.

Da patruljen ankom til stedet, blev føreren, en 42-årig mand, ligeledes sigtet for spirituskørsel.

»Vi har en anmeldelse fra den Østjyske Motorvej omkring Vejle, hvor en bil har kørt ad nordgående retning, og hvor man har påkørt en advarselstavle, hvor der står, at der er noget vejarbejde. Og da man kommer frem der, bliver man ligeledes sigtet for spirituskørsel,« siger vagtchef Halfdan Kramer.

Politiet har ikke oplyst nærmere omfanget af de materielle skader ved de to hændelser, men der er ikke meldt om personskader.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing søndag formiddag klokken 10.00.

Sikkerhedsbranchens øjne rettes mod Fredericia og videoevent

0
Sikkerhedsbranchens øjne rettes mod Fredericia og videoevent

EVENTS. Når Danish Security Fair løber af stablen i MESSE C i Fredericia til august, bliver det med en helt særlig oplevelse for de besøgende. Seks af markedets førende videoproducenter vil nemlig gå sammen om at vise, hvordan moderne videoteknologi kan styrke sikkerheden omkring en virksomhed.

Eventet, som er bygget op omkring den fiktive virksomhed NO SAFE, er udviklet af Jan Julin fra Konica Minolta, og ambitionen er at vise, hvordan forskellige sikkerhedsproblemer kan løses med de nyeste teknologier inden for videoovervågning.

”Der er tale om et helt nyt koncept, hvor vi tager udgangspunkt i en fælles case om den fiktive virksomhed ”NO SAFE”, og demonstrerer hvordan virksomhedens forskellige sikkerhedsudfordringer kan løses,” fortæller Jan Julin.

Foto: PR

På messen kan gæsterne opleve de forskellige sikkerhedsscenarier, som bliver afviklet live fra et område bag messehallen. Herfra transmitteres video direkte til scenen, hvor eksperter fra virksomhederne forklarer løsningerne nærmere.

”Vi kommer i løbet af præsentationen omkring mange af de sikkerhedsproblemer, som en virksomhed oplever i dag. Man kommer til at opleve, hvordan videoløsninger kan bruges til fx perimetersikring, AI-drevet detektion, ansigtsgenkendelse, trafikstyring, parkeringsassistance og meget mere. En bred vifte af, hvad branchen kan levere i dag,” siger Jan Julin, der også vil være moderator på arrangementet.

De seks virksomheder, der præsenterer løsningerne, er Hikvision, i-PRO, Dahua, AXIS, PROVISION ISR og Bosch.

Projektleder for Danish Security Fair, Kim Skovby Klindt, glæder sig til eventet og understreger, hvor usædvanligt det er, at konkurrerende virksomheder går sammen på denne måde.

”Det er helt unikt, at seks videoproducenter, der til dagligt er konkurrenter, kan stå skulder ved skulder på scenen og præsentere de nyeste teknologier. Det viser lidt om, hvad messen kan. Det er ikke en konkurrence, men en inspiration til de mange besøgende, som skal arbejde med de her løsninger på deres arbejdsplads,” siger han.

Foto: PR

Årets Danish Security Fair bliver i øvrigt den største til dato med over 120 udstillere og et forventet besøgstal på mere end 2200 fagfolk fra sikkerhedsbranchen.

Messen finder sted i MESSE C i Fredericia den 27.-28. august.

Elbiler fylder mere i husholdningernes energiforbrug

0
Elbiler fylder mere i husholdningernes energiforbrug

ENERGI. Husholdningernes energiforbrug til elbiler steg markant fra 2023 til 2024. Ifølge Danmarks Statistiks nyeste tal steg elforbruget til elbiler med 1,0 petajoule (PJ), svarende til en stigning på 76,7 procent. Trods den store stigning udgør elbilernes energiforbrug stadig kun en mindre andel (3,2 procent) af det samlede energiforbrug til vejtransport i husholdningerne.

I samme periode faldt husholdningernes samlede energiforbrug til vejtransport med 3,1 PJ, hvilket svarer til et fald på 4,3 procent. Nedgangen skyldes især, at elbiler er mere energieffektive end benzin- og dieseldrevne biler.

Større elforbrug, men samlet energiforbrug faldt

Selvom husholdningernes samlede forbrug af elektricitet steg med 3,0 PJ (8,1 procent), faldt det totale energiforbrug med 5,3 PJ (2,1 procent). Faldet skyldes især mindre forbrug af fjernvarme (3,8 PJ), naturgas (3,3 PJ), motorbenzin (2,2 PJ) og diesel (1,8 PJ).

Vedvarende energi satte ny rekord

2024 blev et rekordår for vedvarende energi, som dækkede 48,4 procent af Danmarks samlede energiforbrug (ekskl. international transport). Andelen af vedvarende energi er næsten fordoblet siden 2012. Især fast biomasse (træpiller og skovflis) steg med 6,7 PJ og vindkraft med 4,2 PJ. Fast biomasse udgjorde 24,5 procent, mens vindkraft stod for 11,4 procent af energiforbruget.

Økonomiens bruttoenergiforbrug steg grundet international transport

Det samlede bruttoenergiforbrug i Danmark steg med 79,3 PJ (6,7 procent) i 2024. Stigningen skyldtes primært international transport (brændstof til danske skibe, fly og køretøjer i udlandet), som steg med 82,7 PJ (15,7 procent). Fuelolie til skibe udgjorde størstedelen med 587 PJ ud af 611 PJ. Ekskl. international transport faldt det samlede energiforbrug i økonomien med 0,5 procent, mens husholdningernes forbrug faldt 1,5 procent.

Kilde: Danmarks Statistik

Flere underretninger om børn og unge i 2024

0
Flere underretninger om børn og unge i 2024

SOCIALT. I 2024 modtog kommunerne i Danmark i alt 182.600 underretninger om bekymring for børn og unges trivsel og udvikling. Det svarer til en stigning på 7 pct. sammenlignet med 2023, hvor antallet var 170.500. De modtagne underretninger i 2024 omhandlede i alt 98.300 forskellige børn og unge, hvilket er en stigning på 6 pct. sammenlignet med året før, hvor tallet var 92.500.

Antallet af underretninger har været stigende, siden COVID-19-pandemien sluttede.

Hvert tredje barn underrettes flere gange

Ud af de børn og unge, der blev underrettet om i 2024, modtog ca. to ud af tre (63 pct.) kun én underretning. For de resterende 37 pct. blev der indgivet to eller flere underretninger i løbet af året. I antal steg gruppen af børn og unge, der modtog flere end én underretning, fra 34.300 i 2023 til 36.600 i 2024, hvilket svarer til en stigning på 7 pct.

Flere underretninger om unge piger end drenge

I 2024 modtog myndighederne underretninger om 49.700 drenge og 45.900 piger. Blandt pigerne var 46 pct. (21.000 piger) i alderen 13-18 år, mens resten var 0-12 år. Hos drengene var andelen af 13-18-årige lidt mindre, nemlig 38 pct. (18.900 drenge), mens 30.800 var i alderen 0-12 år.

Skoler og sundhedsvæsenet underretter oftest

Hovedparten af underretningerne kom fra skoler, uddannelsessteder og sundhedsvæsenet. Disse to sektorer stod tilsammen for 43 pct. af alle underretninger i 2024. Specifikt steg antallet af underretninger fra skoler og uddannelsesinstitutioner med 10 pct., fra 35.300 i 2023 til 38.900 i 2024, og antallet af underretninger fra sundhedsvæsenet steg med 13 pct., fra 34.500 i 2023 til 39.000 i 2024.

Kilde: Danmarks Statistik.

Danskerne køber stadig færre cigaretter – salget faldt 9 procent i 2024

0
Danskerne køber stadig færre cigaretter – salget faldt 9 procent i 2024

SUNDHED. Salget af cigaretter i Danmark faldt med 9 procent i 2024 sammenlignet med året før. I alt blev der solgt 3.506 mio. cigaretter, svarende til 726 cigaretter pr. indbygger over 18 år. Året før var tallet 804 cigaretter pr. voksen.

Det er en fortsættelse af en klar tendens: siden 2019 er cigaretsalget faldet med hele 37 procent.

Også salget af røgtobak, som bruges til piber og rul-selv-cigaretter, faldt betydeligt i 2024 med ca. 22 procent, fra 320 tons i 2023 til 250 tons i 2024. Salget af cigarer og cigarillos er også faldet, fra 22 mio. styk til 20 mio. styk.

Salget af vin og spiritus falder – ølsalget stiger en smule

Salget af spiritus faldt med 4,4 procent, mens vinsalget faldt med 3,2 procent. Øl gik en smule imod strømmen med en stigning i salget på 1,6 procent.

Samlet blev der solgt 43,7 mio. liter ren alkohol i danske forretninger i 2024, hvilket svarer til, at hver voksen dansker købte 9,1 liter ren alkohol årligt eller 11,7 genstande om ugen.

Kilde: Danmarks Statistik.

Lokal vingård høster internationale medaljer

0
Lokal vingård høster internationale medaljer

GASTRONOMI. Der er gode nyheder fra den lokale vingård Rose Winery, som for første gang har deltaget i den internationale vinkonkurrence PIWI International Wine Award 2025.

Vinene fra 2024-årgangen blev sendt sydpå til bedømmelse, og resultatet er imponerende. Den fynske rosévin blev belønnet med en bronzemedalje, mens hvidvinen Solaris 2024 modtog en flot sølvmedalje.

Hos Rose Winery er glæden derfor stor.

»Det var første gang, vi deltog i en international konkurrence, og begge vine kom hjem med en medalje. Det er vi naturligvis meget stolte af og glade for – og ikke mindst stolte over at kunne være med til at sætte Danmark på verdenskortet.«

Rose Winery ligger i det naturskønne område ved Båring Vig.

Den internationale anerkendelse betyder meget for familien bag vingården, som har 4.800 vinstokke og dermed er blandt Fyns største.

»Vi er beærede over at modtage så fine internationale anerkendelser, og vi ser det som et bevis på, at dansk vin ikke kun er spændende på grund af navnet, men også har kvalitet og potentiale til at levere god vin,« lyder det fra vingården.

Projektet er ifølge vingården en ren hobby, hvor ingen af familiemedlemmerne arbejder med det på fuld tid. Alligevel har vinene altså formået at imponere dommerne ved den prestigefyldte konkurrence.

Som et synligt tegn på hæderen vil flaskerne af Solaris 2024 fremover bære et diskret mærkat med sølvmedaljen.

Vi har tidligere været på besøg hos Rose Winery – du kan læse artiklen fra vores besøg herunder:

Gardenia Blomster klar til at fejre årets studenter

0
Gardenia Blomster klar til at fejre årets studenter

BUSINESS. I næste uge springer årets studenter ud, og hos Gardenia Blomster er man klar til at fejre de nybagte studenter. Butikken holder ekstraordinært åbent mandag, tirsdag og onsdag fra klokken 8 til 17, så du kan hente årets populære studenterroser.

»Vi har både røde og blå roser klar, og vi har også hvide, hvis nogen foretrækker det. De koster 35 kroner stykket, indpakket og klar til fest,« fortæller Gardenia Blomster, som opfordrer kunderne til at bestille i god tid, da efterspørgslen forventes at være stor.

»Vi regner med, at der ryger omkring 800 stykker, så det gælder om at være lidt hurtig.«

Udover de traditionelle roser har Gardenia Blomster også netop fået en særlig kollektion hjem fra Jim Lyngvild og K. Strupper K, der passer perfekt til weekendens studenterfester.

»Kollektionen passer både til den røde og blå student, og vi hjælper også gerne med at lave en flot bordpynt efter kundernes ønsker og behov,« siger butikken og tilføjer, at man enten kan ringe eller kigge ind i butikken for at få inspiration og vejledning til festpynten.

Gardenia Blomster står således klar til at gøre studenterugen ekstra festlig, når årets studenter snart kan fejre den flotte hue.

Brand i villa ved Gelsted – slukningsarbejdet fortsætter

0

KRIMI. Brandfolk fra TrekantBrand Ejby er lørdag aften rykket ud til en bygningsbrand ved Gelsted. Alarmen lød klokken 18.45, og der er tale om en brand i en villa eller et rækkehus.

Ifølge Trekantområdets Brandvæsen er branden nu under kontrol, men slukningsarbejdet forventes at vare flere timer endnu.

»Branden er under kontrol, men slukningen vil tage nogle timer endnu,« skriver Trekantområdets Brandvæsen på Twitter.

Årsagen til branden er endnu ukendt, og det er ligeledes uklart, hvor omfattende skaderne er på bygningen.

Eftersøgning efter dykker i Lillebælt indstillet: »Ikke længere sandsynligt at finde personen i live«

0
Eftersøgning efter dykker i Lillebælt indstillet: »Ikke længere sandsynligt at finde personen i live«

KRIMI. Lørdag formiddag klokken 11.42 indløb der en melding til beredskabet om, at en dykker ikke var kommet op til overfladen efter et dyk i Lillebælt ved Fredericia. Det satte straks gang i en omfattende redningsindsats, hvor både helikopter, hjemmeværnskuttere, brandvæsen og flere civile både deltog i eftersøgningen.

På en pressebriefing lørdag klokken 17.00 gav vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi en opdatering på dagens tragiske hændelse, der har præget mange borgere omkring Fredericia, hvor både helikopterstøj og sirener har kunnet høres det meste af dagen.

Halfdan Kramer forklarede her, at redningsaktionen hurtigt blev sat i værk med de mange styrker på stedet:

»Eftersøgningen kommer på baggrund af en anmeldelse kl. 11.42, hvor der bliver anmeldt, at en dykker ikke er kommet op, efter at man har været ude at dykke. Der blev indsat styrker fra JRCC, som har ekspertisen og ansvaret på vand, og derfor var der også en helikopter til stede. Derudover har der været hjemmeværnskutter, brandvæsenet har haft både i vandet, og ved den slags eftersøgninger hjælper civile både i området typisk også til,« forklarede Halfdan Kramer.

Men trods den store indsats lykkedes det ikke at finde den forsvundne dykker. Eftersøgningen blev officielt indstillet klokken 15.00.

»Eftersøgningen efter personen blev indstillet kl. 15 ud fra en betragtning om, at hvis man har opholdt sig i og under vandet i den periode fra anmeldelse til kl. 15, så er det ikke længere sandsynligt, at man finder personen i live,« lød det fra vagtchefen.

På trods af en omfattende eftersøgning i Lillebælt er dykkeren altså endnu ikke fundet. Politiet har i mellemtiden arbejdet med at underrette de pårørende til den forsvundne dykker. Denne proces er endnu ikke afsluttet, og derfor kan politiet på nuværende tidspunkt ikke frigive flere oplysninger om den forsvundne persons identitet eller yderligere detaljer omkring omstændighederne.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing lørdag eftermiddag klokken 17.00.

Fredericia Banegård fyldt af nysgerrige blikke og tog-entusiaster

0
Fredericia Banegård fyldt af nysgerrige blikke og tog-entusiaster

EVENTS. På denne varme junilørdag var Fredericia Banegård fyldt med nysgerrige blikke og mange spørgsmål. Anledningen var, at DSB havde slået dørene op til deres spritnye EuroCity-vogne fra den spanske producent Talgo. Folk i alle aldre benyttede lejligheden til at opleve, hvordan fremtidens togkomfort ser ud – og flere gik da også hjem med drømme om togferie i bagagen.

Mange nysgerrige rejsende stoppede op for at kigge nærmere på skiltet, der inviterede til åbent hus i DSB’s nye EuroCity-tog

Fra klokken 10.30 til 15.00 var der mulighed for at træde ombord og få en grundig rundvisning af flere guider, som tålmodigt svarede på både små og store spørgsmål fra de fremmødte gæster. Arrangementet var gratis, og de besøgende kunne også deltage i en konkurrence om en rejse til Hamborg for hele familien.

På banegårdsområdet var der også opstillet stande, hvor interesserede kunne få et indblik i DSB’s andre moderne teknologier. Blandt andet kunne man opleve droner, der skal være med til at sikre endnu mere præcis overvågning og vedligehold af DSB’s spor og infrastruktur.

På Fredericia Banegård blev der også vist droner frem, som DSB anvender til at inspicere og overvåge jernbanestrækninger og sikre en effektiv vedligeholdelse af sporene

EuroCity-togene er DSB’s nye flagskib, som fremover skal køre på de internationale strækninger mellem København og Hamborg fra 2025 og mellem Aarhus og Hamborg fra 2027. Togstammerne har plads til hele 492 passagerer, hvilket er en markant forbedring sammenlignet med de nuværende IC3-tog. Faktisk betyder de nye vogne en kapacitetsstigning på hele 81 procent, hvilket gør, at der bliver langt flere muligheder for at rejse billigt med de såkaldte Orange-billetter.

Under rundvisningen fortalte guiderne blandt andet, hvordan togene er designet med stor omtanke for komfort og praktisk anvendelighed. Sæderne kan lænes tilbage, alle pladser er forsynet med fodstøtte, armlæn og nakkestøtte, og der er strømstik under hvert sæde. Som en ekstra detalje er der også et lille læselys og en praktisk plads til telefon eller tablet ved hver siddeplads.

I toget findes også en særlig vogn med flexarealer, der har plads til cykler, barnevogne og opladning af elcykler. Desuden har toget en handicapvenlig vogn med god plads til både kørestolsbrugere og deres rejsefæller, nem adgang, handicaptoilet samt automater med kaffe, kolde drikke og snacks.

Med den handicapvenlige vogn i de nye EuroCity-tog bliver det nu muligt at sidde sammen med familien eller andre rejsefæller på hele turen. Tidligere var området for kørestolsbrugere ofte placeret separat uden almindelige siddepladser til pårørende, forklarede guiden. Det er der nu lavet om på. Nu kan alle sidde samlet i én vogn med almindelige sæder, hæve-sænke-borde, kørestolspladser og handicaptoilet

Mange af gæsterne stillede spørgsmål om togets bæredygtighed, og også her kunne guiderne levere svar. Togstammerne er bygget med en aluminiumskonstruktion, hvor hele 95 procent kan genanvendes, når toget en dag skal udfases. Det indgår således i DSB’s strategi om at gøre al togtrafik elektrisk og bæredygtig inden 2030.

DSB’s administrerende direktør, Flemming Jensen, har tidligere udtalt, at indsættelsen af det nye materiel både forbedrer kundeoplevelsen og samtidig frigør IC3-materiel, som kan bruges på de indenlandske ruter.

DSB forventer, at EuroCity-vognene ikke kun vil give passagererne en bedre rejseoplevelse, men også vil gøre det endnu mere attraktivt at vælge tog frem for bil eller fly, når turen går mod Hamborg og videre ud i Europa.

Mænd stoppede bilister ved tankstation – politiet rykkede ud

Mænd stoppede bilister ved tankstation – politiet rykkede ud

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede torsdag middag ud efter en anmeldelse om mistænkelig adfærd ved Vejlevej i Kolding. Klokken 12.33 modtog politiet en henvendelse om,...