-4.1 C
Copenhagen
fredag 26. december 2025

Prisvindende projekt om forebyggende hjemmebesøg fortsætter i Middelfart Kommune

0
Prisvindende projekt om forebyggende hjemmebesøg fortsætter i Middelfart Kommune

POLITIK. WIPP-360, der sidste år vandt KL’s Forebyggelsespris, skal fortsat sikre mere målrettede besøg til ældre borgere i Middelfart Kommune.

Snart træder den nye ældrelov i kraft, og det betyder blandt andet, at der arbejdes med større metodefrihed og mere målrettede indsatser inden for forebyggende hjemmebesøg.

I Middelfart Kommune betyder det, at forebyggende hjemmebesøg ikke længere automatisk tilbydes alle borgere i specifikke aldersgrupper. Kommunen fortsætter i stedet med en mere behovsorienteret tilgang, hvor WIPP-360-modellen bruges til at opspore de borgere, der har størst gavn af indsatsen.

»Vi har begrænsede ressourcer, og derfor er det vigtigt, at vi bruger de ressourcer, vi har, målrettet. Det har WIPP-360 været rigtig god til at understøtte, og derfor er det dejligt, at vi kan fortsætte brugen af modellen. De resultater, vi har opnået, er gode, og det skal vi bygge videre på,« fortæller Kaj Johansen, formand for Social- og Sundhedsudvalget.

WIPP-360 er en digital model, der hjælper kommunen med at opspore ældre borgere, som har størst behov for forebyggende hjemmebesøg. Borgerne modtager et spørgeskema via e-Boks, som handler om deres helbred og livssituation. På baggrund af deres svar vurderes behovet for et hjemmebesøg.

»WIPP-360-modellens triagering i grøn, gul og rød betyder, at vi har mulighed for at målrette og prioritere vores ressourcer til de borgere, som har størst behov,« forklarer Vivi Ovesen, områdeleder for Sundhed og Træning.

I 2024 vandt Middelfart Kommune KL’s Forebyggelsespris sammen med blandt andre Slagelse Kommune og Syddansk Universitet netop for WIPP-360-projektet. Resultaterne fra projektet viser positive effekter, da kommunerne er blevet bedre til at opspore borgere i risiko for funktionstab eller tab af livskvalitet. Dermed kan kommunerne tidligere sætte ind med forebyggende indsatser, der kan sikre flere gode og sunde leveår for de ældre.

»Fordi borgeren allerede har udfyldt spørgeskemaet og reflekteret over sit eget helbred, kan jeg bedre forberede mig på besøget, som dermed bliver mere meningsfuldt,« fortæller sundhedskonsulent Bente Mott Frandsen.

Den nye tilgang sikrer, at ressourcerne bruges, hvor behovet er størst, og at indsatsen bliver mere relevant og meningsfuld for den enkelte borger.

Følgende målgrupper vil fremover modtage et spørgeskema om deres helbred og livssituation via e-Boks:

  • Borgere i alderen 75, 80 og 82-85 år. På baggrund af besvarelserne vurderes det, om der er behov for hjemmebesøg.

Visse målgrupper ligger uden for WIPP-360-modellen og vil derfor fortsat modtage tilbud om forebyggende hjemmebesøg uden først at skulle besvare et spørgeskema. Det drejer sig om følgende målgrupper:

  • Borgere i alderen 75, 80 og 82-85 år, som er fritaget for digital post og dermed ikke kan modtage det digitale spørgeskema, får tilbud om besøg med fysisk post.
  • Borgere på 86 år og derover vil fortsat én gang årligt få tilbudt forebyggende hjemmebesøg.
  • Borgere over 67 år, der bliver enker eller enkemænd, får en direkte henvendelse med tilbud om hjemmebesøg.
  • Borgere over 67 år, hvis ægtefælle eller samlever bor på plejehjem, får en direkte henvendelse med tilbud om hjemmebesøg.
  • Borgere over 67 år, som selv – eller via en pårørende – har anmodet om hjemmebesøg (bekymringshenvendelser), får ligeledes tilbud om besøg.

Flag og fest på Fredericia Gymnasium: Årets første student sprang ud

0
Flag og fest på Fredericia Gymnasium: Årets første student sprang ud

STUDENT. Der var både jubel, kram og brede smil på Fredericia Gymnasium mandag morgen klokken 9.08, da Ida Martine Cortzen som årets første student kunne lade sig fejre og få studenterhuen på.

Traditionen tro var der flag og feststemning på gymnasiet, hvor familie, venner, undervisere og rektor Jørgen Lassen var mødt talstærkt op for at ønske den nybagte student tillykke. Efter det afgørende øjeblik med huen på hovedet blev der uddelt kram, lykønskninger og taget masser af billeder af den glade student.

»Det er altid en helt særlig dag, og vi er selvfølgelig utrolig stolte og glade over at kunne fejre årets første student. Stemningen er fantastisk, og det er skønt at se glæden hos eleverne,« siger rektor Jørgen Lassen til AVISEN.

Nu venter en travl uge med massevis af eksaminer, inden Fredericia Gymnasium kan sende endnu flere unge ud i verden med studenterhuen på. Rektor ser frem til de kommende dage med stor optimisme:

»Vi glæder os meget til de kommende dage, hvor mange flere studenter springer ud. Det er nogle helt unikke øjeblikke, vi deler med eleverne, og det bliver skønt at opleve deres begejstring.«

Efter fejringen af Ida Martine Cortzen blev flaget hejst ved gymnasiet, som markerede starten på årets store studenteruge. AVISEN ønsker tillykke til Ida Martine og alle de kommende studenter på Fredericia Gymnasium.

16-årig på aftentur i traktor måtte forklare sig til politiet

0
16-årig på aftentur i traktor måtte forklare sig til politiet

KRIMI. Det var ikke just almindelig søndagskørsel, der søndag aften fik politiets opmærksomhed i Fredericia. Klokken 22.22 bemærkede en patruljevogn en traktor, der ifølge politiet kørte »en lille smule underligt« på Vejlevej.

Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd havde traktoren tidligere på aftenen vakt opsigt hos andre trafikanter, da den var blevet set køre mærkeligt rundt på Vestre Ringvej.

»Patruljen beslutter sig for at bringe traktoren til standsning for at kontrollere føreren. Her viser det sig, at personen bag rattet slet ikke har førerret til at føre traktoren,« fortæller vicepolitiinspektøren.

Bag rattet sad nemlig ikke en rutineret landmand, men derimod en blot 16-årig dreng fra Fredericia.

»Ja, søndag aften skulle han altså lige ud og køre traktor,« konstaterer Arno Rindahl Petersen.

Hvad formålet med køreturen var, står stadig uklart hen, men sikkert er det, at den 16-årige nu må forholde sig til en sigtelse for at køre uden gyldig førerret. 

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

Vejle-iværksætter kåret blandt landets mest markante

0
Vejle-iværksætter kåret blandt landets mest markante

BUSINESS. Jane Kudsk fra Vejle er netop blevet kåret af Dansk Erhverv som én af Danmarks 25 mest markante kvindelige iværksættere i 2025. Anerkendelsen gives for hendes arbejde med at tilbyde alternative behandlingsformer til type 2-diabetes gennem virksomheden Triba Health.

Triba Health tilbyder et digitalt diabetesprogram, udviklet af læger og diætister, der har fokus på kostomlægning og vaner frem for udelukkende medicinsk behandling. Programmet har ifølge virksomheden hjulpet mange mennesker med type 2-diabetes til at reducere eller helt droppe deres medicin.

En af de lokale borgere, der har benyttet tilbuddet, er 47-årige Ronni Povlsen fra Vejle. Han fortæller, at han gennem Triba Healths forløb har tabt 24 kilo, og efter tre måneder kunne han undvære diabetesmedicin. Han oplevede også bedring i sin paradentose.

Region Syddanmark er den region i landet med flest diagnosticerede type 2-diabetikere, og antallet af diagnoser vokser stadig. Mange borgere oplever, at traditionel medicinsk behandling ikke altid er tilstrækkelig, hvorfor alternative behandlingsmetoder vinder frem.

Jane Kudsk fremhæver, at Triba Health ikke ønsker at erstatte det offentlige sundhedssystem, men derimod at supplere eksisterende tilbud med nye metoder til behandling og forebyggelse af diabetes.

Virksomheden arbejder med personlige online-forløb, hvor kostrådgivning og coaching fra sundhedsprofessionelle spiller en central rolle.

Ifølge Dansk Erhverv er Jane Kudsk blevet udvalgt som én af årets mest markante kvindelige iværksættere på grund af virksomhedens innovative tilgang til diabetesbehandling og den voksende interesse for modellen, både nationalt og internationalt.

Millionindsprøjtning til forbedring af idrætsfaciliteter i Kolding

0
Millionindsprøjtning til forbedring af idrætsfaciliteter i Kolding

POLITIK. Udvalget for Sundhed og Fritid har netop uddelt 2,3 millioner kroner til 12 foreninger og haller i Kolding Kommune. Pengene skal gå til energiforbedringer og bygningsrenoveringer, der vil styrke det lokale fritids- og idrætsliv markant.

»Foreningslivet og hallerne er hjørnesten i vores lokalsamfund. Det er her, vi mødes på tværs af alder og baggrund, og hvor aktiviteter skaber sammenhold og trivsel. Derfor er det vigtigt, at vi som kommune bakker op, så rammerne følger med engagementet,« siger Birgitte Kragh, formand for Udvalget for Sundhed og Fritid i Kolding Kommune.

Midlerne kommer fra kommunens Energi- og bygningsrenoveringspulje, hvis formål netop er at støtte lokale foreninger og selvejende institutioner med projekter som energirenoveringer, nye gulve og mindre anlægsprojekter, der gør hverdagen nemmere og billigere for foreningerne.

Stor glæde i det lokale foreningsliv

Nyheden om uddelingen vækker stor begejstring blandt foreningerne i kommunen. Parkhallen modtager eksempelvis støtte til nyt basketballudstyr:

»Det er dejligt, at vi kan få en håndsrækning til at flytte basketball fra én hal til en anden, så vi kan tilgodese flere brugere i både Parkhallen og Sydbank Arena,« siger halinspektør Arne Prangsgaard fra Parkhallen.

Hos Kolding Basketball Klub er man også begejstrede:

»Vi glæder os til at flytte ind i Parkhallen. Det er skønt, at kabalen nu går op både i forhold til os og håndbolden i Sydbank Arena. For at kunne gennemføre vores aktiviteter er vi afhængige af nye kurve og opstregning af baner, og det er fantastisk, at vi får mulighed for det nu,« fortæller klubbens formand, Jette Garnæs.

Kolding-Bramdrup Skytteforening ser ligeledes frem til at få fornyet deres anlæg:

»Vi er utrolig glade for, at vi kan udskifte vores mere end 30 år gamle udsugningsanlæg med et moderne luftgenanvendelsesanlæg og varmepumpe. Det bliver en stor gevinst for vores energiforbrug og økonomi. Vi er en lille forening, som er helt afhængig af den slags støtte, så vi er meget taknemmelige,« siger Jens Jakob Teislev, kasserer i skytteforeningen.

Disse foreninger modtager støtte:

I alt er der uddelt 2.315.000 kroner fordelt på følgende projekter:

  • Kolding-Bramdrup Skytteforening: Nyt udsugningsanlæg – 375.000 kr.
  • Kolding Roklub: Klimasikring – 262.500 kr.
  • Kolding Faldskærmsklub: Efterisolering og ny facade – 250.000 kr.
  • Jordrup og Omegns Rideklub: Nyt hegn – 53.250 kr.
  • Kolding Rideklub: Nyt tag – 195.250 kr.
  • Lunderskov Hallen: Isolering af loft – 80.000 kr.
  • Sydbank Arena: Solcelleanlæg – 245.000 kr.
  • Bjert Hallen: Efterisolering af tag – 250.000 kr.
  • Trekløverhallen: Renovering af sidebygning – 87.500 kr.
  • Parkhallen: Nyt basketballudstyr – 240.000 kr.
  • Pulzion: Asbestsanering – 54.000 kr.
  • Fynslundhallen: Varmepumpe – 222.500 kr.

Med disse tilskud styrkes foreningernes faciliteter markant, hvilket giver et solidt fundament for et endnu bedre idrætsliv i Kolding Kommune.

Erritsø GIF Rugby klarede skærene med nordjysk hjælp

0
Erritsø GIF Rugby klarede skærene med nordjysk hjælp

RUGBY: I sidste runde af Grundspillet Vest 2025 skulle Erritsø GIF Rugby i lørdagens opgogør hjemme mod topholdet Aarhus Rugbyklub hente point for at være sikre på at undgå sidstepladsen. Det lykkedes ikke – og så alligevel. For i den tætte stilling fik den lokale rugbyklub hjælp fra Nordjylland. Aalborg RK spillede samtidig hjemme mod Odder RK, og nordjyderne sikrede med en klar sejr på 59-14, at Erritsø undgik at ende sidst.

Erritsø startede ellers bedst i kampen mod Aarhus. Allerede efter fire minutter blev backen Sebastian Thøgersen spillet fri og bragte hjemmeholdet foran. Flyhalf Thor Maigaard Steendahl konverterede sikkert til 7-0. Men gæsterne fra Aarhus svarede hurtigt igen. Efter 14 minutter reducerede Aarhus først på straffe, og blot fire minutter senere kom de foran 8-7. Inden pausen nåede Aarhus at øge føringen med to yderligere scoringer, inden Thor Steendahl reducerede for Erritsø med et straffe til pausestillingen 10-20.

Også i anden halvleg kom hjemmeholdet godt ud fra start. Efter massivt pres mod gæsternes mål lå bolden pludselig for fødderne af propforward Nicolai »Brumme« Lykkegaard i en løs klynge. Resolut samlede han bolden op, kastede sig ind over mållinjen og fik trykket bolden ned i græsset mellem gæsternes spillere. Dermed stod det 15-20.

Tættere på kom Erritsø dog ikke. Aarhus svarede hurtigt tilbage og øgede til 15-32 efter 65 minutters spil. Hjemmeholdet gravede dog dybt, og Sebastian Thøgersen opsøgte kort efter en løs bold, sparkede den fremad og kastede sig på den i gæsternes scoringsfelt. Thor Steendahl konverterede efterfølgende til 22-32. Med ti minutter tilbage øjnede Erritsø derfor chancen for måske at hente et bonuspoint, men gæsterne skruede gevaldigt op for tempoet til sidst og lukkede kampen definitivt. Aarhus nåede således at score yderligere tre gange, alle i kampens tillægstid, og kampen endte derfor med et nederlag til Erritsø på 22-51.

Med Aalborg Rugbyklubs store sejr over Odder Rugbyklub reddede Erritsø alligevel skindet. Da indbyrdes opgør tæller før samlet målscore, slutter Erritsø som nummer fire i grundspillet. Holdet skal dermed i efteråret møde CSR-Nanok og DTU Exiles, begge fra København, samt RC Odense både ude og hjemme.

»Det er stærkt gået af hele vores førstehold og cheftræner Steve Atkins, som har trænet og kæmpet forbilledligt,« lyder det fra klubbens formand Allan Pertti Frandsen.

Stillingen i kvalifikationsspillet kan ses her:
www.rugby.dk/klub/rugby-danmark/sider/herrer-dm

Mistænkelige biler og våbenalarm fik politiet til at rykke ud

0
Mistænkelige biler og våbenalarm fik politiet til at rykke ud

KRIMI. Der var fuld udrykning og blå blink i Vamdrup søndag aften, da politiet fik en anmeldelse fra Hestehaven. Klokken 19.40 gik alarmen hos Sydøstjyllands Politi om, at flere biler – muligvis fire – befandt sig på adressen, og at der også kunne være et våben involveret.

Politiets patruljer blev hurtigt sendt til området. Undervejs mod stedet fik en patrulje øje på en bil på Jernbanegade, som virkede mistænkelig. Betjentene besluttede derfor at stoppe bilen og undersøge sagen nærmere. Det viste sig at være en god beslutning, fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd:

»Ved standsningen konstaterede vi, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer og ikke havde spændt sin sikkerhedssele. Vi sigtede derfor en 26-årig mand fra Kolding Kommune for disse forhold.«

Men det var langt fra det eneste, politiet havde at se til søndag aften.

Da patruljerne nåede frem til selve adressen på Hestehaven, kom flere ting frem i lyset. Her fik betjentene kontakt med flere personer, og situationen udviklede sig hurtigt til en større sag:

»På stedet traf vi blandt andet en 28-årig mand fra Kolding Kommune, der var i besiddelse af tre blisterpakninger med euforiserende stoffer. Ham sigtede vi for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer,« forklarer vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen.

Men politiets arbejde stoppede ikke der. De havde nemlig også fået en melding om, at der kunne være et våben involveret, og det viste sig at holde stik. Betjentene fandt på stedet en såkaldt hardball pistol – et våben, som ifølge politiet ikke er ulovligt at eje, men som det er ulovligt at bære synligt rundt i offentligheden og pege på andre med.

»Vi fandt en hardballpistol, og fordi der var blevet peget rundt med den, valgte vi at sigte en mand for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, altså for at skabe uro,« forklarer Arno Rindahl Petersen.

Fundet af pistolen fik politiet til at ransage stedet yderligere, og her kom endnu et våben frem i lyset – denne gang en stor kniv af typen machete. Begge våben blev knyttet til en 27-årig mand fra Vamdrup, som blev sigtet for begge forhold:

»Vi fandt en machete under ransagningen, og den samme mand blev derfor også sigtet for dét forhold,« uddyber vicepolitiinspektøren.

Ifølge politiet havde den 27-årige mand ikke bopæl på adressen, hvor ransagningen fandt sted.

Efterforskningen af hele hændelsesforløbet er fortsat i gang, og politiet har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger om, hvad der præcist lå til grund for, at personerne opholdt sig på stedet med våbnene.

Der meldes ikke om tilskadekomne.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

Skybrudskompagniet værner mod vandet

0
Skybrudskompagniet værner mod vandet

BUSINESS. Travl Esbjerg-virksomhed glæder sig til Kloakmessen i Fredericia, hvor de præsenterer løsninger til en virkelighed med større vandmasser

Når kloakbranchens fag- og indkøbsmesse løber af stablen i Fredericia den 29.-30. januar 2026, er Skybrudskompagniet blandt de udstillere, der forventer stor interesse. Med god grund: De senere års øgede nedbørsmængder, stigende grundvand og skærpede krav fra både forsyninger og forsikringsselskaber har for alvor sat gang i efterspørgslen efter løsninger, der kan håndtere de store vandmængder effektivt.

»Vi har rygende travlt – og det bliver ikke mindre i de kommende år. Sikring mod skybrud er formentlig noget, vi skal til at vænne os til på samme måde, som vi har vænnet os til at indbrudssikre bygninger med tyverialarmer og den slags,« siger stifter og projektchef Rudi W. Jensen og fortsætter:

»Jeg oplever, at flere – også private boligejere – i dag er langt mere opmærksomme på deres eget ansvar. Mange ved efterhånden godt, at de ikke bare kan læne sig tilbage og sige: ‘Det er forsyningens opgave’. Der er kommet en erkendelse af, at man selv må tage ansvar og investere i de rigtige løsninger,« siger han og understreger, at travlheden ikke må gå ud over kvaliteten – hellere takke nej til en opgave end at levere en løsning, der ikke holder.

Både nye og kendte løsninger
På Kloakmessen 2026 vil Skybrudskompagniet blandt andet præsentere deres velkendte højvandslukkere og hybrid bypass-anlæg – en kombination af højvandslukke og pumpestation, som samler det bedste fra begge verdener i én enhed. Dertil kommer automatiske stormsikringsbarrierer, som aktiveres af selve oversvømmelsesvandet – helt uden brug af strøm.

»Det er smarte, selvaktiverende løsninger, hvor barrieren ligger skjult under jorden og hæver sig ved hjælp af det vand, der ellers ville gøre skade,« forklarer Rudi W. Jensen.

Virksomheden præsenterer også en nyhed i sortimentet: Membran-kontraventiler i dimensioner fra 90 til 2000 mm, som beskytter mod havvand, der kan true med at presse sig tilbage gennem regnvandsledninger.

Skybrudskompagniet har tidligere udstillet på Kloakmessen og glæder sig til at vende tilbage til Fredericia.

»Det er en rigtig god og målrettet messe for os, der arbejder med løsninger til kloakbranchen. Vi vil gerne møde de udførende kloakmestre, men det er også vigtigt at komme i dialog med dem, der har det overordnede ansvar – forsyninger, boligforeninger og kommuner, og dem kan jeg da kun opfordre til at lægge vejen forbi Fredericia,« lyder det fra Rudi W. Jensen.

Folkeskolen fravalgt af fremtidens lærere: »Vi står med et alvorligt problem«

0
Folkeskolen fravalgt af fremtidens lærere: »Vi står med et alvorligt problem«

UDDANNELSE. Folkeskolen risikerer at løbe tør for lærere. Mindre end halvdelen af de nuværende lærerstuderende ser nemlig folkeskolen som deres kommende arbejdsplads. Det viser en helt ny undersøgelse fra Lærerstuderendes Landskreds (LL).

Tallene taler deres tydelige sprog. Kun 41 procent af lærerstuderende vil vælge folkeskolen, når eksamensbeviset er i hus. Det er et fald på seks procentpoint siden 2023.

»Hver femte lærer i folkeskolen er ikke uddannet, og når under halvdelen af de lærerstuderende ser folkeskolen som deres førstevalg, står vi med et alvorligt problem. Det handler ikke kun om at uddanne flere lærere – vi skal også sikre, at de faktisk vælger folkeskolen til,« siger Anthon Berentzen, forperson for Lærerstuderendes Landskreds.

En af årsagerne til fravalget er, at mange lærerstuderende ikke føler sig klædt ordentligt på til den virkelighed, der venter efter studiet. Hele 21 procent mener, at praktikken ikke lever op til deres forventninger, mens 43 procent føler sig udenfor fællesskabet blandt lærerne på praktikskolerne.

»Når lærerstuderende i praktik ikke oplever at få den vejledning, de har krav på, og ikke bliver introduceret til de mange arbejdsopgaver, der ligger ud over undervisningen, så får de ikke følelsen af at være rustet til den opgave, der venter på dem efter endt uddannelse,« siger Anthon Berentzen.

Læreruddannelsen fik i 2023 en omfattende overhaling, der skulle sikre bedre praktik og tættere kontakt med virkeligheden. Men ifølge Anthon Berentzen er ambitionerne endnu ikke blevet indfriet – primært på grund af manglende ressourcer.

»Hvis reformens vision skal blive til virkelighed, kræver det investeringer i praktikskolerne – ikke mindst i uddannelse af praktiklærere. Kommunernes og folkeskolernes rolle i at styrke læreruddannelsen bør finansieres uden at det tager af midlerne til elevernes undervisning,« understreger han.

Udfordringerne stopper dog ikke der. 24 procent af de lærerstuderende oplever, at uddannelsen i mindre grad eller slet ikke ruster dem til jobbet. Blandt sidsteårsstuderende er tallet endda helt oppe på 37 procent.

16 procent fortæller endda, at praktikken direkte har mindsket deres lyst til at arbejde i folkeskolen.

Undersøgelsen bygger på svar fra 938 lærerstuderende ud af i alt 4.383 medlemmer af Lærerstuderendes Landskreds.

At drukne i støj er slemt, for det tager lang tid, men mange borgere har nået smertegrænsen.

0
At drukne i støj er slemt, for det tager lang tid, men mange borgere har nået smertegrænsen.

At drukne i støj er den oplevelse som mange fredericianere og borgere i Strib og Middelfart må leve med alle døgnets timer. Støjen er fulgt med den industrielle udvikling. Det er særligt støj fra skibe, havnens drift og lastbiler. Der er mange støjkilder i Fredericia og, der kommer flere til. For Borgernes liste skal gældende støjvejledninger følges men, det er ikke det der sker. 

Det er alvorligt belastende for mange støjudsatte borgere at de udsættes for en konstant støjder påvirker kroppen, søvnen, humøret og helbredet. 

Borgernes Liste tager det problem meget seriøst. En af mine mange referencer er de alt for mange støjplagede borgere der i kampen for at blive hørt, har taget ansvar og initiativ til en åben dialog med naboer og venner, virksomheder og forvaltningen i Fredericia kommune, men intet er forandret. Støjen er der stadig. Troen på at det politiske segment – byrådet – og troen på vores støtte, er endt med total skuffelse og nedtur. Nedturen består blandt andet i, at forvaltningen indstiller at en skrothandler på havnen meddeles en miljøgodkendelse der tillader en ti dobling af den støj som gældende miljølovgivning fastsætter. Borgernes håb om at blive hørt og respekteret, ligger hos Klima- og miljøudvalget. Udvalgte bestemte med tre tilstedeværende medlemmer (en KONS-formand og to SOCDEM), at vedtage forvaltningens indstilling. Dermed er støjen kommet for at blive.

Der er et alternativ, men det indebærer, at skulle sætte mennesket over systemet og maskinen og søge alternative løsninger, hvor der både er plads til industri og beboelse. Det kræver samarbejde og det er jeg indstillet på.

Men, Borgernes Liste oplever, at der ikke er politisk interesse i og mod til at sikre et godt miljø omkring de mest støjende virksomheder. Det er beklageligt. Der er rollemodel virksomheder på havnen, der har investeret stort i at nedbringe støj og støv og godt for det men for andre, er der langt igen.

Mænd stoppede bilister ved tankstation – politiet rykkede ud

Mænd stoppede bilister ved tankstation – politiet rykkede ud

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede torsdag middag ud efter en anmeldelse om mistænkelig adfærd ved Vejlevej i Kolding. Klokken 12.33 modtog politiet en henvendelse om,...