I ethvert af de 25 største børsnoterede selskaber i Danmark ville samtalen have været kort. Et underskud på 92,5 millioner kroner i et selskab, der grundlæggende ikke er bygget til at tabe penge, ville have udløst et bestyrelsesmøde med ét punkt på dagsordenen. Direktøren ville have præsenteret sin redegørelse. Og direktøren ville derefter, med al sandsynlighed, have ryddet sit skrivebord.
Sådan fungerer det, når der er nogen, der holder nogen ansvarlige.
EWII er ikke et C25-selskab. Det er et andelsselskab i Trekantområdet og på Bornholm, og det betyder tilsyneladende, at andre regler gælder. Regnskabet for 2025 præsenteres med en ro, der grænser til det forbavsende — forklaringer om rekordlave solpriser, forsinkede myndighedsgodkendelser og et elnet under pres, alt sammen fremstillet som forhold, der faldt ned over ledelsen som vejr. Bestyrelsen nikker. Direktøren fortsætter. Og ingen stiller det spørgsmål, som situationen kalder på.
Det er ikke tilfældigt.
Over tid er der sket noget med kredsen omkring Lars Bonderup Bjørn og EWII. Bestyrelsen, der burde være den instans, der stiller de svære spørgsmål, er blevet håndtam. Den kultur, hvor ledelsen holdes ansvarlig af dem, der er sat til at repræsentere ejerne, ser ikke ud til at eksistere i EWII — i hvert fald ikke i en form, der efterlader synlige spor. Skulle man som udenforstående få lyst til at kontakte selskabets bestyrelse direkte, opdager man hurtigt, at åbenheden er begrænset. Kun formanden og direktøren må tale. Det er ikke et udtryk for transparens. Det er et udtryk for kontrol.
Og det bringer os til det ubehagelige spejl.
Lars Bonderup Bjørn blev i sin tid hentet ind med et implicit mandat: at gøre op med den lukkede, selvtilstrækkelige ledelseskultur, der havde præget EWII under den foregående direktør og det store rod med den direktørs personlige projekter. En kultur, hvor bestyrelsen var dekorativ, og hvor toppen af organisationen ikke rigtig stod til ansvar over for nogen. Det var problemet dengang. Det var det, der skulle laves om.
I stedet for at løse problemet er han selv blevet det.
Og imens har han brugt betydelig energi andetsteds. På LinkedIn, i den offentlige debat, i fejder med ministre og andre, der har haft den frækhed at mene noget andet end ham. Det er ikke forbudt at have meninger. Men det er et prioriteringsspørgsmål. Og 92 millioner kroner er et svar på, hvordan prioriteringerne har set ud.
Hvis bestyrelsen mener, at Lars Bonderup Bjørn er den rette til at vende udviklingen i 2026, må de stå på mål for den beslutning, og de må forstå, at det kræver mere end et nik. Det kræver, at de rent faktisk ved, hvad han foretager sig. At de holder ham tæt. At de stiller krav til fokus og til resultater.
Og Lars Bonderup Bjørn selv må forstå, at EWII ikke er en platform for personlige korstog. Det er et selskab, der tilhører sine kunder, der i sidste ende er forbrugere, og som i 2025 leverede dem et underskud på 92 millioner kroner.
Det er nu, skuden skal vendes. Ikke på LinkedIn. Inde i selskabet.
