7.9 C
Copenhagen
lørdag 13. december 2025

36-årig sigtet for narkokørsel i Erritsø: Stoppet med skunk på sig

0
36-årig sigtet for narkokørsel i Erritsø: Stoppet med skunk på sig

En natlig rutinekontrol udviklede sig hurtigt til en narkosag, da Sydøstjyllands Politi stand­sede en bil på Ussinggårdsvej i Erritsø. Det fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen ved tirsdagens pressebriefing.

Klokken 00.50 standsede patruljen en personbil og tog kontakt til føreren. Betjentene fattede straks mistanke om, at kvinden bag rattet var påvirket.

En test bekræftede mistanken – og ved visitation blev der fundet 3,21 gram skunk på hende.

Den 36-årige kvinde blev herefter sigtet for både narkokørsel og besiddelse af euforiserende stoffer.

Miljøminister vil hæve sikkerheden i hele vandsektoren

0
Miljøminister vil hæve sikkerheden i hele vandsektoren

SAMFUND. Regeringen vil nu stramme sikkerhedskravene markant i hele vandsektoren. Et nyt lovforslag skal sikre, at både drikkevand og spildevand beskyttes bedre mod angreb, ulykker og andre hændelser, der potentielt kan ramme danskernes hverdag.

Initiativet kommer i kølvandet på et skærpet trusselsbillede, hvor især hybride angreb kan ramme kritisk infrastruktur. Ifølge Miljøministeriet er der i dag store forskelle på, hvor godt forsyningsselskaberne er rustet, særligt fordi mange mindre lokale selskaber ikke er omfattet af de nyere NIS2- og CER-love, som trådte i kraft 1. juli.

Miljøminister Magnus Heunicke understreger, at situationen kræver handling. »Danmark står i en ny sikkerhedssituation. Det er derfor helt afgørende, at vandsektoren er beskyttet af opdaterede og tidssvarende regler. Det handler om, at hele sektoren har styr på sine beredskaber og derfor kan forebygge og modstå angreb, ulykker og andre katastrofale hændelser.«

De nuværende regler dækker kun de største selskaber, som står for cirka 65 procent af drikkevandsforsyningen. Den resterende del leveres af mindre, lokale vandværker, der i dag ikke har samme krav om beredskab og cybersikkerhed. Netop derfor vil Miljøministeriet nu ændre både Miljøbeskyttelsesloven og vandforsyningsloven, så alle forsyninger – store som små – skal leve op til skærpede beredskabsplaner og sikkerhedstiltag.

Lovforslaget er sendt i høring i dag og forventes fremsat i februar. Planen er, at de nye regler kan træde i kraft i første halvdel af 2026. Ifølge ministeriet vil det også omfatte konkrete krav til, hvordan spildevandsselskaber og renseanlæg – over 1.000 på landsplan – skal sikre deres fysiske rammer og digitale systemer bedre.

Forslaget skal samlet set løfte hele sektorens modstandsdygtighed og skabe et mere ensartet sikkerhedsniveau på tværs af landet, uanset om man får vandet fra et stort regionalt selskab eller fra det lokale vandværk om hjørnet.

Alminde-Viuf G&IF får stor donation til nyt udendørs træningsområde

0
Alminde-Viuf G&IF får stor donation til nyt udendørs træningsområde

Der er stor jubel i Alminde og Viuf, hvor Alminde-Viuf Gymnastik og Idrætsforening nu kan sætte gang i et længe ønsket projekt. Foreningen har nemlig modtaget en donation på 198.000 kroner fra Salling Fondene – efter indstilling fra Bilka Kolding – og pengene skal gå til et helt nyt udendørs træningsområde, som bliver åbent for alle byens borgere.

Hos foreningen er begejstringen til at tage og føle på. Hovedformand Søren Larsen siger »Vi er simpelthen så glade. Det betyder, at alle i lokalområdet nu får mulighed for at dyrke motion udenfor.« Han fortæller videre, at området indgår i en otte år gammel helhedsplan, og at foreningen længe har ønsket at få projektet realiseret. »Vi oplever, at rigtig mange forældre sidder i forhallen og venter på, at deres børn bliver færdige med at dyrke idræt, og nu får de fremover mulighed for at udnytte ventetiden med selv at dyrke motion.«

Det kommende træningsområde bliver udstyret til både børn, unge og voksne. Her kommer der blandt andet et motorik- og balanceområde, der skal styrke børns og unges fysiske udvikling, mens der samtidig opsættes fitnessredskaber målrettet de ældre aldersgrupper.

Også hos Bilka Kolding er glæden stor over donationen. Varehuschef Henrik Mogensen siger »Det er et virkelig godt projekt, som alle aldersgrupper får gavn af. Det er med til, at både børn, unge og voksne kan holde sig i gang og få fællesskaber, som er med til at højne trivslen. Vi er også glade for, at vi har mulighed for at bidrage til lokalsamfundet.«

Planen er, at området står klar til brug ved sæsonstart omkring påsken 2026.

Donationen passer ind i Bilkas fokus på børn og unges trivsel. To gange om året kan varehusene indstille projekter til Salling Fondene, som siden 2012 har uddelt over 2,3 milliarder kroner til kunst, kultur, sport, uddannelse og andre velgørende formål. Siden 2020 har Bilka fået godkendt 109 lokale projekter for mere end 23 millioner kroner – fra legepladser og multibaner til sheltere og træningsområder.

Fredericia Kommune sætter fire nye initiativer i gang for at tiltrække flere SOSU-elever

0
Fredericia Kommune sætter fire nye initiativer i gang for at tiltrække flere SOSU-elever

Fredericia Kommune tager nu markante skridt for at sikre fremtidens arbejdskraft på social- og sundhedsområdet. Med fire nye initiativer vil kommunen både tiltrække flere elever og øge andelen af studerende, der gennemfører deres SOSU-uddannelse.

Behovet er stort. Social- og sundhedsmedarbejdere løfter hver dag en central opgave i plejen af kommunens ældre borgere – fra rengøring og personlig pleje til praktisk hjælp i hjemmet og på plejehjemmene. Samtidig er det et fagområde, hvor der allerede i dag er mangel på medarbejdere, og hvor behovet kun vil vokse.

Derfor har Fredericia Kommune nu sat gang i fire tiltag, der både skal skabe flere elevpladser og gøre kommunen til en mere attraktiv arbejdsplads for kommende SOSU’er.

Formanden for Unge- og Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen, siger »Vi har brug for flere SOSU’ere – både nu og i fremtiden. For SOSU’er er en central del af rygraden i vores velfærdssamfund. Derfor er det vigtigt, at en stor arbejdsplads som Fredericia Kommune gør sig endnu mere attraktiv, så vi bliver valgt til.«

Hun får opbakning fra udvalgets næstformand, Anette Hyre-Jensen. »Jeg er rigtig glad for de fire konkrete initiativer, der nu er sat i gang. Det er vigtigt, at vi som kommune og arbejdsplads kan tiltrække og ansætte endnu flere SOSU-elever, end vi gør i dag. Samtidig er det naturligvis også helt afgørende, at det ikke sker på bekostning af elevernes faglighed og personlige kvaliteter.«

De fire initiativer omfatter:

Flere på voksenelevløn
Kommunen har ændret reglerne, så flere voksne med etableret familieliv eller karriere kan få voksenelevløn, når de vælger at uddanne sig til SOSU.

Tidligere ansættelse af unge
Hvor unge under 25 år før fik SU på grundforløbet, vil kommunen nu ansætte så mange som muligt allerede fra start. Det giver de unge en tættere tilknytning til arbejdspladsen og mere stabil økonomi.

“Godt i gang med SOSU”
Et nyt tilbud skal hjælpe kommende elever i gang – især dem med andre baggrunde og kvalifikationer. Kommunens plejehjem, hjemmeplejen, jobcenteret og Social- og Sundhedsskolen står bag samarbejdet.

Ekstra støtteperson
En ekstra medarbejder ansættes i to år til at støtte elever, der har brug for hjælp for at gennemføre uddannelsen. Med nye målrettede rekrutteringstiltag håber kommunen at få flere sikkert igennem hele forløbet.

Fredericia Kommune er forpligtet til at leve op til en national dimensioneringsaftale og skal årligt ansætte 29 social- og sundhedshjælper-elever samt 55 social- og sundhedsassistent-elever. De nye initiativer skal sikre, at kommunen kan nå målene – og helst overgå dem – i årene fremover.

Gratis juleparkering i Kolding bymidte flere dage i december

0
Gratis juleparkering i Kolding bymidte flere dage i december

BUSINESS. Kolding Kommune åbner igen i år op for gratis juleparkering på en række kommunale betalingspladser i bymidten. Det betyder, at bilister på udvalgte dage kan stille bilen uden at skulle have pungen frem, mens de klarer juleindkøbene.

Ordningen gælder på følgende dage:

• Fredag den 28. november og lørdag den 29. november
• Alle lørdage i december frem til jul
• Fra mandag den 22. december til og med lørdag den 3. januar

På betalingsautomaterne vil der være tydelig information om, hvornår parkeringen er gratis.

Kommunen gør dog opmærksom på, at private parkeringspladser – dem med sorte skilte – ikke er omfattet af ordningen. Her gælder de sædvanlige regler og eventuelle betalinger.

I Kolding bymidte findes der knap 200 kommunale betalingspladser fordelt på blandt andet Borchs Gård, Hyrdestræde, Låsbybanke og Ny Vestergade. De øvrige cirka 2.000 kommunale p-pladser er allerede gratis året rundt.

Bilister kan få overblik over alle pladserne via app’en Kolding Parkering eller på parkering.kolding.dk, hvor der også fremgår enkelte private pladser. Derudover har kommunen lejet omkring 140 ekstra p-pladser fra virksomheder, boligselskaber og organisationer. De kan bookes på forhånd i app’en Visitors og er også gratis at benytte.

Leder: Hykleriet i Middelfart

0
Leder: Hykleriet i Middelfart

Det politiske kaos i Middelfart er ikke tilfældigt. Det er resultatet af et improviseret magtspil, hvor fornærmede baglande, partihoppere og ideologiske modpoler har fundet sammen i én fælles ambition. Ikke at skabe en ny retning for Middelfart. Ikke at præsentere et politisk projekt. Men at vælte Johannes Lundsfryd. Det er det eneste, der for alvor binder dem sammen.

Venstre, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Liberal Alliance og Alternativet står nu side om side, som om forskellene mellem dem aldrig har eksisteret. Som om deres værdier opløses i det øjeblik, der er udsigt til taburetter, titler og indflydelse. Mest grotesk er Alternativets medlem, der sælges grønne løfter i klimaets navn, samtidig med at den borgmester, hun peger på, kommer direkte fra landbruget og er modstander af præcis de visioner, hun ellers har kæmpet for. Det er politisk goddag mand økseskaft.

Vi har kontaktet de nye magtbærere hele dagen. Ingen ønsker at svare på spørgsmål om partihopperi, visioner og tanker. Tavsheden er ikke arbejdsro. Det er ro for spørgsmål.

Enhedslisten i Middelfart med Lasse Schmücker står i skærende kontrast til deres egen partitop. Nationalt har Enhedslisten båret den moralske fane højt, når emnet er partihopperi. Næstformand Rosa Lund sagde det selv i DR: Partihoppere skaber mistillid. Partihoppere undergraver demokratiet. Enhedslisten tager ikke imod partihoppere, og hun efterlyste, at alle andre partier gjorde det samme.

Det er deres princip. Det er deres værdigrundlag. Det er deres DNA.

Men ikke i Middelfart.

Her bliver princippet lagt til side, så snart det kan bruges som løftestang til at vælte Johannes Lundsfryd. Her gælder ét princip: Hvis det giver mulighed for at knække Johannes Lundsfryd, så er det ordentligt. Det handler ikke om værdier. Det handler om personligt had og hævn. Enhedslisten forsøgte også dumt at sammenligne med Fredericias Cecilie Roed Schultz, men det var skudt helt ved siden af, for hende kan folk stole på, imens griner Lasse Schmücker og Danmarksdemokraten Jonas René Jensen hele vejen til banken, når de lige om lidt forgyldes med poster og indflydelse, fordi de gør en visionsløs venstremand til borgmester. 

Tak for kaffe. 

Partihopperen Ulla Sørensen står som den centrale brik. Hendes telefon ringer nok meget, men svarer kan hun i SMS, hvis hun da svarer. En hån mod demokratiet, at hun fortæller om de større baggrunde, og hvorfor hun ikke var opstillet for Venstre, som hun tydeligvis har flirtet med gennem længere tid.

Hun afviser formandsposter med reelt ansvar og budget, men står nu med udsigt til at blive viceborgmester. En position, der giver indflydelse uden at levere resultater. Hendes partiskifte dagen efter valget var detonatoren for kaosset, og nu står hun som den, der ligner en politisk kupmager.

Det er svært ikke at se et personligt regnskab blive afviklet.

Man må forstå, der er mere bag kuppet – hvorfor stiller du så ikke op? Vi tænder gerne kameraet og lytter til dig, men grundlæggende, hvorfor valgte du at stille op for Socialdemokratiet? Tror du virkelig, at de mennesker der stemte på dig også sendte på en venstremand? 

Næppe. Også Troels Lund må have røde øre. Stolthed over sin kommende borgmester kan han næppe have. 

For i centrum af det hele står Venstres Anders Møllegård. Den kommende borgmester. Når man ser på de seneste fire år i byrådet, er det bemærkelsesværdigt, hvor få politiske initiativer, han selv har formuleret. Han har stemt for meget, men det har været andres projekter og andres dagsordener. Den eneste tydelige linje har været ønsket om at vælte Johannes Lundsfryd. Det er et mål, ikke en vision. Det er et opgør, ikke en retning for Middelfart. Og hans eget svar, da vi bad om kommentar, taler sit eget tydelige sprog: “Tal med Ulla.” Når en kommende borgmester sender alle kritiske spørgsmål videre til partihopperen, der skabte kaosset, er niveauet lagt.

Og hvor står resten af Venstres gruppe?

Det har må gøre ondt på Regitze Tilma, dette kan næppe være hendes DNA

De fem partier, der nu deler magten, deler ingen politisk filosofi. Ingen fælles retning. Ingen større ambition for Middelfart. Det eneste, de deler, er utilfredshed og hævn over den tidligere borgmester. Det er et flertal, der ikke er skabt af værdier, men af vrede. Ikke af visioner, men af alliancer i mørke bag nedrullede gardiner.

Det mest foruroligende er tavsheden. Ingen vil forklare partihoppet. Ingen vil forklare værdiskiftet. Ingen vil forklare, hvordan et flertal kan dannes 24 timer efter valget uden åbenhed, debat eller respekt for vælgernes mandat. Det er ikke politisk mod. Det er politisk vakuum. Og som historien viser, er politisk uro farligt. Det kan koste investeringer, udvikling og dynamik.

Midt i dette cirkus er der dog én stabil kraft tilbage. Kommunaldirektør Steen Vinderslev. Middelfart kan prise sig lykkelig for at have en erfaren og kompetent kommunaldirektør, der kan holde kommunen kørende, når Byrådet ikke selv formår det. Der bliver brug for ham nu.

Efter kaotiske dage: Fortsætter forhandlingerne – nyt møde fredag

0

Klokken 15.30 i dag satte repræsentanter fra SF, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre sig til forhandlingsbordet for at fortsætte dialogen om den politiske situation efter valget.

Fra SF deltog Linda Johnsen, fra DF Steffen Daugaard, fra Socialdemokratiet Steen Dahlstrøm og Jacob Bjørnskov, og fra Venstre Regitze Tilma og Anders Møllegård. Den nuværende borgmester Johannes Lundsfryd deltog ikke i mødet.

Mødet blev afsluttet kl. 16.30 i en god og ordentlig tone, og parterne aftalte at fortsætte forhandlingerne på fredag.

Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet deltog ikke i mødet.

Kaj Piilgaard Nielsen om partihoppet i Middelfart: »Det ligger aldrig kun på overfladen«

0
Kaj Piilgaard Nielsen om partihoppet i Middelfart: »Det ligger aldrig kun på overfladen«

Det politiske jordskælv i Middelfart fortsætter med at sende efterrystelser gennem byen. Ulla Sørensens partiskifte vendte på få timer magtbalancen og skabte et nyt flertal – og med det en ny politisk virkelighed, der stadig er ved at finde sin form. Midt i den politiske situation står Venstres Kaj Piilgaard Nielsen, der forsøger at trække linjer i et kaos, som han mener rummer langt mere, end borgerne ser på overfladen.

»Der foregår jo utroligt store forhandlinger, og man skal holde tungen lige i munden,« siger han.
»Den første, der blinker, har tabt.«

Han beskriver en politisk virkelighed i opbrud, hvor ingenting ligger fast, og hvor alt er i bevægelse – ikke mindst menneskene bag beslutningerne.

»Der ligger mere bag, end man umiddelbart ser«

For Piilgaard er partihop aldrig noget, der sker impulsivt eller tilfældigt.

»Jeg tænker, at der ligger mere bagved, end man umiddelbart har kendskab til. Man har gjort sig rigtig mange personlige tanker, når man laver et partihop.«

Han mener, at offentligheden ofte overser, hvem det egentlig er, der skifter parti.

»Det er jo ikke folk, der kun har været med i 14 dage. Hvis man går ind og kigger på, hvad det er for nogle personer, der partihopper lokalhistorisk, så er det folk med erfaring og dybde og et kendskab til arbejdsområdet. Det er jo ikke bare nogen, der har mistet drømte ambitioner.«

For ham handler partihop om udvikling – ikke om opportunisme.

Et chok – men ofte af gode grunde

Piilgaard trækker også paralleller til sin egen erfaring som arbejdsgiver.

»Der er jo mange arbejdspladser, som får sig et chok. Jeg har selv haft folk ansat, og det var et chok, når de fandt noget andet. Men det var nok, fordi der var nogle omstændigheder, hvor man ikke kom længere.«

På den måde ser han partihop som en del af en større menneskelig dynamik, ikke et politisk svigt.

»Så finder man noget andet, og sådan skal det være. Man skal huske at have de dybe samtaler og have fingrene i jorden ved alle bordene. Det tror jeg ville være en forhindring for mange problemer.«

Nyborg-eksemplet og arrogance i politik

Piilgaard peger på andre kommunale eksempler, hvor politiske sammenbrud skyldtes magtarrogance.

»Nyborg-eksemplet, som hele tiden trækkes frem, det var jo arrogance ud over det sædvanlige. Han glemte jo at spørge,« siger han.

Dermed sender han et signal: Hvis man ikke lytter til sit bagland og sine medarbejdere, øger man risikoen for, at noget brister.

Om det var rimeligt i Middelfart: »Ingen kommentar«

På spørgsmålet om, hvorvidt Ulla Sørensens skifte giver mening i denne sag, holder Piilgaard igen.

»Jeg har ingen kommentar til det.«

Men han åbner alligevel for, at partihop kan være fuldt ud legitimt, hvis man kender hele sagen.

»Jeg synes bare, det er svært at have en samlet holdning til det. I nogle sammenhænge, når man kender hele sagen, så giver det god mening.«

Er det demokratisk forsvarligt? »Det sker hver dag«

Spørgsmålet om demokratisk legitimitet deler Middelfart. Er det rimeligt, at et helt nyt flertal dannes på baggrund af ét mandat?

»Det er ikke ulovligt,« svarer Piilgaard.

For ham giver det mening at se på politik som enhver anden branche.

»Hvis man får en dygtig medarbejder i erhvervslivet, så kan det være, man får fremgang på bekostning af konkurrenter. Er det rimeligt? Det sker hver dag.«

Han uddyber med et konkret billede:

»Hvis en sælger skifter firma og tager kunderne med, så er det bare sådan, det er. Jeg kan nævne ti salgskonsulenter, der har ringet til mig og sagt: Vi har haft et godt samarbejde – nu kører jeg et andet sted. Det er der ingen problemer i.«

Venstre har altid åbne arme

Når talen falder på, at Venstre har modtaget en tidligere socialdemokrat, er Piilgaard kort og kontant:

»Vi har altid åbne arme for dem, der melder sig ind i Venstre.«

Han ser ikke problemet i bredde — tværtimod.

En alliance med lange spænd: »Det bliver spændende og udfordrende«

Om den nye brede alliance siger han:

»Det bliver spændende og udfordrende.«

Og hvordan passer det ind i Venstres værdier?

»Dialog, dialog, højt til loftet og langt til væggene. Det er sådan, jeg opfatter Venstre. Og sådan har jeg selv ageret.«

Han forklarer, at han flere gange har stemt imod sin egen gruppe, når han nåede »kanten«, som han siger.

»Jeg er jo den første, der forstår, hvornår nok er nok, og så står man fast.«

En kommune i politisk transformation

Piilgaards analyse er tydelig: Partihop sker, når mennesker ikke kan komme videre i en struktur. Det gælder i politik, i erhvervsliv og i livet.
Middelfarts udfordring bliver ikke at diskutere, om partihoppet burde kunne ske – men hvordan kommunen omstiller sig til det nye politiske landskab.

Hvis alliancen holder, kan Middelfart blive et eksempel på pragmatisk, fløjkrydset lokalpolitik.

Hvis den bryder sammen, risikerer kommunen at blive et symbol på, hvad der sker, når politiske forskydninger ikke får tid til at lande.

Line Thingberg om magtskiftet i Middelfart: »Det er ikke kønt – men det er vores grundlovssikrede ret«

0
Line Thingberg om magtskiftet i Middelfart: »Det er ikke kønt – men det er vores grundlovssikrede ret«

Det politiske landskab i Middelfart er vendt på hovedet. Ulla Sørensens partiskifte fra Socialdemokratiet til Venstre ændrede natten over magtbalancen og gav oppositionen flertal. Reaktionerne blandt borgerne har været skarpe, men internt i Venstre er holdningen mere nuanceret. Her forsøger Line Thingberg (V), der er byrådsmedlem, at balancere mellem kritik, realisme og en principiel forståelse af demokratiet.

Da Middelfart AVISEN spørger hende, hvad hun tænker om partihoppet, svarer hun direkte:

»Jeg tænker, ja, det er ikke kønt, men det er jo vores grundlovssikrede ret.«

Hun mener, at rammerne for folkevalgte ikke kan bygges på tvang eller topstyring, og at retten til at forlade sit parti er en beskyttelse af selve demokratiet.

»Alternativet er værre, hvis ikke vi kan det. Hvis man sagde, at det blev forbudt, så fik vi jo først topstyring og vide, at hvis du ikke gør det, jeg siger, så ryger du ud.«

For hende er partihoppet et symptom på noget bredere end Middelfart alene.

Et politisk billede i forandring

Thingberg hæfter sig ved, at dansk politik generelt befinder sig i et omskifteligt øjeblik – nationalt såvel som kommunalt.

»Med det vi har set i de sidste par dage af landspolitik, så tænker jeg, at det er et symptom på noget,« siger hun.

Hun afviser, at Middelfart er en særundtagelse.

»Det, der er sket i Middelfart, er jo ikke værre end alle de andre steder. Der er jo mange.«

Spørgsmålet om, hvorvidt det er demokratisk forsvarligt at danne et helt nyt flertal på baggrund af ét enkelt partiskifte, besvarer hun med forsigtighed, men uden at afvise kritikken.

»Det kan da godt være, at man overordnet skulle se på det. Men jeg ved ikke, hvem der skal se på det, og hvordan man skal se på det.«

Det, hun til gengæld er klar på, er behovet for at værne om demokratiets grundstruktur.

»Vi skal passe på demokratiet, og man skal stoppe med alt det, der er skadeligt. Vi skal bare passe på vores demokrati.«

Venstres åbne dør – og den brede alliance

At Venstre uden tøven tog imod Ulla Sørensen har fået mange vælgere til at løfte øjenbrynene. Men Thingberg tager det ned på et helt lavpraktisk niveau.

»Jeg hilser da alle velkommen. Jeg har da ikke nogen holdning til, om de er gule, grønne, blå eller røde.«

For hende er den nye alliance, der strækker sig fra Danmarksdemokraterne til Enhedslisten, ikke et problem – men et arbejdsfællesskab, hvor Venstre også skal sætte sit præg.

»Venstres værdier er slår stadigvæk igennem. Det er jo det, vi så skal til at være i gang med at arbejde med.«

Hendes pointe er, at værdier først viser sig i praksis – ikke i overskrifter.

»Jeg tror ikke, man skal være nervøs for, om vi får det aftryk på det, som vi gerne vil have. Men det må tiden vise.«

Thingberg understreger, at Venstre i de fire år, hun har været aktiv, har ønsket et bredt samarbejde – også dengang det ikke lykkedes.

»Vi vil et bredt samarbejde. Det har vi villet i fire år. Det har vi ikke altid fået lov til, men det er jo det, vi vil.«

Vælgernes frustration: »Det har jeg ingen holdning til«

En væsentlig del af kritikken i Middelfart kommer fra vælgere, der stemte personligt på Ulla Sørensen, og som nu oplever, at deres stemme er endt i en helt anden politisk blok.

Men for Line Thingberg er det ikke noget, hun forholder sig til.

»Det har jeg ingen holdning til.«

Hun begrunder sit synspunkt med, at vælgere, der stemmer personligt, bør kende politikeren godt nok til at forstå deres grundlæggende position.

»Man stemmer på en person. Og det ved jeg jo selv hun har sagt. Hvis det havde været mig, der havde gjort det, så ville mine vælgere vide, hvad jeg stod for. Det jeg stod for i går, det står jeg for i dag.«

Det er et anderledes perspektiv end det, mange borgere giver udtryk for – men for Thingberg understreger det, at ansvar og ejerskab følger personen, ikke partiet.

Et lokaldemokrati i bevægelse

Lines svar viser et politisk miljø i Middelfart, hvor både samarbejde og konflikt flakser frem og tilbage i realtid. Hvor vælgere oplever sig snydt, mens politikere taler om grundlov, rettigheder og strukturelle udfordringer. Og hvor nye alliancer opstår hurtigere, end gamle kan nå at gå i opløsning.

Hvis den nye brede alliance lykkes, kan Middelfart ende som et eksempel på, at lokalpolitik kan fungere på tværs af traditionelle skel.

Hvis ikke, kan kommunen stå som et skoleeksempel på, hvor skrøbeligt lokaldemokratiet er, når politiske beslutninger træffes i stormvejr.

For Line Thingberg er én ting dog konstant:

At Venstre – og hun selv – arbejder for det, hun kalder »det bedste for Middelfart Kommune«.

Gratis lørdagsparkering op til jul bliver gentaget i 2025

0
Gratis lørdagsparkering op til jul bliver gentaget i 2025

Der bliver igen gratis parkering i Fredericias midtby på lørdage op til jul. Teknisk Udvalg besluttede mandag morgen at anbefale, at byrådet godkender ordningen for december 2025 – inklusive lørdag den 29. november, som ligger op til 1. søndag i advent. Det sker efter en ansøgning fra Fredericia Shopping, der ønsker at gentage den model, som var en klar succes i julemåneden sidste år.

Ansøgningen er sendt ind med kort frist, fordi Fredericia Shopping netop har konstitueret sig med ny formand og bestyrelse. Forvaltningen nåede derfor ikke at gennemføre en økonomisk beregning før mødet – præcis som tilfældet var i 2024, hvor ordningen blev vedtaget uden forudgående konsekvensvurdering. Alligevel valgte Teknisk Udvalg at bakke op om ønsket. Udvalgets beslutning betyder, at sagen nu sendes videre til Økonomi- og Erhvervsudvalget, der derefter anbefaler endelig behandling i byrådet.

Fredericia Shopping har i sin henvendelse lagt vægt på, at gratis parkering i december gør det lettere for borgerne at handle lokalt – og at ordningen sidste år havde en positiv effekt på handelslivet.

Foreningen beder samtidig kommunen om hjælp til at kommunikere ordningen bredt ud via sociale medier og skilte i byrummet, så både borgere og besøgende får glæde af initiativet.

Ordningen starter lørdag 29. november og gælder samtlige december-lørdage. Kommunen medvirker til at formidle budskabet ud til borgere og besøgende. Dermed er der lagt op til, at julehandlen i Fredericia endnu engang får et løft – og at midtbyen kommer til at summe af liv, hygge og pyntede julefacader, mens parkeringsautomaten får en pause. Sagen behandles nu videre i det politiske system, før byrådet træffer den endelige beslutning.

Ungdommens Hus åbnes for 13-årige: Venstre vil sikre bedre overgang for unge

Ungdommens Hus åbnes for 13-årige: Venstre vil sikre bedre overgang for...

0
Aldersgrænsen i Ungdommens Hus sænkes fra 18 til 13 år. Beslutningen er truffet i Unge- og Uddannelsesudvalget og skal sikre en bedre overgang mellem...