1.9 C
Copenhagen
tirsdag 23. december 2025

Tillykke – godt gået!

0
Tillykke – godt gået!

LEDER. At være udsat for en hetz er ikke rart. Karaktermordet er endnu værre. Men det sker hver dag i Danmark. Og det sker især i gammelmedierne, der lever af at skabe forargelse, moralisere og belære andre om, hvordan man bør drive sin forretning. Det sker samtidig med, at samme medier har hænderne dybt nede i stats-, regions- og kommunekasserne, hvis midler senere bliver investeret i værdipapirer, samtidig med at medarbejderstaben beskæres.

I det seneste år har ét selskab været særligt hårdt ramt af en målrettet kampagne. Først var det konkurrenterne, der rettede sigtekornet mod selskabet. Dernæst tog gammelmedierne over med kritiske overskrifter og indignation. Herefter gik turen videre til myndighederne, hvor kampen mod systemet er både absurd og ulig. Retsfølelsen er mildest talt begrænset, for ressourcerne hos styrelser og myndigheder synes nærmest uudtømmelige. Derfor vælger mange virksomheder at betale en bøde – simpelthen fordi det er billigere og mindre besværligt end at tage kampen op.

Men bag facaden fortæller en række aktindsigter en helt anden historie: Det viste sig, at der reelt ikke var så meget at komme efter. De fleste klager og anklager viste sig at være sendt ind af konkurrenter – på vegne af konkurrenternes kunder. Du læser rigtigt: Store aktører i branchen benytter sig af anmeldere som en del af deres strategi. Dertil kommer, at dem der skal kloge sig og “tænke” på vores vegne, ikke altid rammer helt plet. En aktør får måske en dårlig karakter, mens en anden med samme indhold får en god. Det sker faktisk.

De unge drenge fra Grøn Elforsyning i Fredericia valgte at tage bøden, selvom de følte sig uretfærdigt behandlet. De erkendte, at der kunne være begået fejl, men de stod også klar til at rette op med det samme. En ærlig tilgang til en sag, der langt fra havde de proportioner, som gammelmedierne gav indtryk af.

I samme periode væltede dårlige sager ind over branchens store navne – men konsekvenserne var langt mindre, og omtalen i medierne mere afdæmpet. Tværtimod fik disse store aktører taletid og en slags heltestatus, uden nogen som helst kritisk gennemgang af motiver og baggrund; herunder også det store fokus på den grønne omstilling, klimahelte og veganermad, og er man ikke enig, bliver man hængt ud med en kreativ sang. Det er nu ganske underholdende, det indrømmer jeg gerne. Men det bliver lidt absurd; særligt når det offentlige selv gør noget alvorligt forkert, nøjes man typisk med at give en symbolsk »næse«, fordi man angiveligt ikke har ressourcer til at retsforfølge noget så alvorligt som karteldannelse i musikbranchen på offentlige spillesteder. Det virker både urimeligt og skævt. Og får forvaltningerne ikke deres vilje, så trækkes sagerne i langdrag i Ankestyrelsen.

Samtidig vinder nogle virksomheder CSR- og ESG-priser. Det lyder flot, og det er flot, når man fremhæver, at de hjælper eksempelvis mennesker på kanten af samfundet. Andre bliver derimod hængt ud som forfærdelige skurke og forretningsfolk uden moral, hvis noget går galt. De samme kunne have vundet de samme priser, hvis tingene blot var gået lidt anderledes.

Nogle skriver læserbreve om moral. Andre skriver læserbreve om iværksætteri. Andre kloger sig på byernes udvikling uden selv at komme med løsninger og visioner. Disse læserbreve får ofte topplaceringerne hos gammelmedierne, fordi de kan bruges som krog på holdninger, som mediet måske ikke selv tør stå ved. Ofte er disse holdninger fremført uden indsigt i de byer og lokale forhold, de udtaler sig om. Hvis man som medie tog sig tid til at undersøge tingene lidt nærmere, ville man måske opdage, at de helte og læserbrevsskribenter, man fremhæver, ikke altid er så fine i kanten alligevel. Nogle er tilmed dømt så klart, at de ikke burde moralisere og udskamme andre. Kort sagt; kast ikke med sten, hvis du selv bor i et glashus. Det er sket før, at personer, der blev løftet op som helte hos gammelmedierne, senere viste sig at være skurke.

På de sociale medier kloger folk sig også bag skærmen, og en kommentar får god vind i sejlene. Den “kriger” har læst “sandheden” i gammelmedierne, og derfor skal man nu hænge en virksomhed ud. Men hvis man kendte substansen, hvis man undersøgte anklagerne, så havde man et andet syn på de unge drenge, der knokler time efter time. De virksomheder, der skaber arbejdspladser og får byerne til at blomstre.

Måske skulle gammelmedierne vende tilbage til substansen og væk fra clickbait og sensationsjagten. Jeg er selv inspireret af mange af de gode gamle journalister og redaktører, der ønskede substans. Dem, der ikke klogede sig uden at kende byen, de kalder sig chefredaktør i. Dem, der rent faktisk elsker byen, de arbejder i.

Samtidig kunne de passende kaste et kritisk blik på deres egen forretningsmodel, hvor milliarder af skattekroner årligt foræres til medievirksomhederne i bytte for politisk taletid – alt sammen angiveligt i demokratiets hellige navn.

Afslutningsvis skal lyde et stort og fortjent tillykke til Grøn Elforsyning med det flotte regnskab. Godt gået – fortsæt kampen! Og derudover skal der lyde en stor tak til de mange virksomheder, der hver dag kæmper for at skabe noget til gavn for vores samfund.

Nu er der åbent mellem Sjællandsgade og Prangervej i Fredericia

0

TRAFIK. Efter længere tids venten kan borgere og bilister igen køre direkte mellem Fredericias midtby via Sjællandsgade og Prangervej.

Arbejdet med den nye “port” til byen er tæt på færdiggørelse, og selvom to gangbroer først monteres i løbet af juli måned, er forbindelsen nu åbnet for både bilister, cyklister og fodgængere.

Den nye indgang til byen har været ventet med spænding af mange lokale, som i flere måneder har måttet finde alternative ruter gennem byen. Kommunen oplyser desuden, at den nye port bliver officielt indviet og navngivet i august.

Åbningen er et vigtigt skridt i det store projekt, der skal gøre området mere attraktivt og sikre en bedre trafikafvikling. Når de to kommende gangbroer snart monteres, vil forbindelsen fremstå komplet og binde byens områder endnu bedre sammen.

Indtil videre kan borgere dog glæde sig over, at trafikken igen kan glide frit mellem Sjællandsgade og Prangervej.

Vibe Dyhrberg navigerede politisk kurs mod canadisk aftale: »Vi skulle finde ordentlige mennesker«

0
Vibe Dyhrberg navigerede politisk kurs mod canadisk aftale: »Vi skulle finde ordentlige mennesker«

POLITIK. At havnen spiller en central rolle i Fredericias økonomi, hersker der ingen tvivl om i kommunens politiske korridorer. Derfor vækkede det både opmærksomhed og nysgerrighed, da Associated Danish Ports (ADP), selskabet bag havnene i Fredericia, Nyborg og Taulov Dry Port, torsdag annoncerede en omfattende aftale med den canadiske infrastrukturinvestor Brookfield Asset Management. Investeringen lyder på ikke mindre end 700 millioner kroner fordelt på en kombination af lånefinansiering og aktiekapital, og dermed står ADP til at tage et stort skridt mod den ambitiøse vision om at blive en af Nordens førende havnevirksomheder.

Bag de imponerende tal og glatte overskrifter i ugens pressemeddelelser gemmer der sig imidlertid et politisk maskinrum, hvor diskussioner og kravspecifikationer gennem et halvt år er blevet vendt, drejet og finkæmmet ned til mindste detalje. En proces, hvor ikke alene økonomi, men også lokale værdier og langsigtede hensyn har stået højt på dagsordenen.

En central figur i dette omhyggelige forløb har været Fredericias 1. viceborgmester Vibe Dyhrberg (S), der som næstformand i kommunens Økonomi- og Erhvervsudvalg har ledet de mange møder og drøftelser.

Som mødeleder havde hun ansvar for at sikre, at forskellige politiske holdninger og ønsker kunne samles i en fælles vision for fremtiden. Det var ikke en opgave, der kunne klares med hurtige beslutninger, men derimod krævede grundighed og tålmodighed.

»Da ADP henvendte sig med ønsket om at finde en stærk investor, var det vigtigt for os, at den partner, vi valgte, kunne bidrage med reelle kompetencer og økonomiske ressourcer,« forklarer Vibe Dyhrberg og understreger samtidig den politiske præmis, der var klart formuleret allerede fra processens begyndelse.

»Vi har selvfølgelig først og fremmest været interesseret i, at kommunerne skal beholde aktiemajoriteten. Det betyder rigtig meget for os, for vi skal ikke havne i en situation, hvor vi mister kontrollen over ADP.«

Men beslutningen om en investor handlede om mere end blot ejerskab og finansiel styrke. Ifølge Dyhrberg var det også afgørende at finde en partner, der matchede kommunernes grundlæggende værdier – særligt når det handler om ordentlighed og ansvarlighed. Hun formulerer det enkelt som »nogle ordentlige mennesker, man handler med«.

Valget faldt i sidste ende på canadiske Brookfield, der både kunne præsentere en betydelig international erfaring og et værdisæt, der passer med kommunernes egne prioriteringer. Brookfield har en tydelig profil i forhold til at understøtte lokal udvikling og kan samtidig bidrage med dybdegående kompetencer inden for blandt andet bæredygtighed og CO₂-reduktion, områder der også står højt på den kommunalpolitiske dagsorden.

Og bæredygtighed har allerede spillet en afgørende rolle hos ADP de seneste år. Virksomheden er involveret i flere grønne projekter, blandt andet CO₂-lagring i samarbejde med TotalEnergies og Evida, og det er netop her, at Brookfield kan tilføre væsentlig international viden og erfaring fra tilsvarende komplekse infrastrukturprojekter.

Dyhrberg pointerer derfor også, at canadiernes samlede kompetencer og erfaring var afgørende i valget af dem frem for andre interesserede investorer. Brookfield har ikke kun kapitalstyrken, men besidder også en forståelse for kommunernes rolle og for betydningen af et lokalt perspektiv, når nye projekter skal realiseres, bemærker politikeren.

»De deler faktisk mange af vores værdier. Selvom vi er mindre kommuner i Danmark, lægger Brookfield stor vægt på at investere i og udvikle de lokalsamfund, som de bliver en del af, og det finder vi meget sympatisk. Derudover har de også stærke kompetencer, som kan bidrage konkret til at løse nogle af de udfordringer, vi har på havnen. Det var derfor en klar fordel, at de har stor erfaring med for eksempel CO₂-reduktion,« siger Vibe Dyhrberg og tilføjer, at det lokale hensyn ikke er noget, Brookfield kun har udtrykt overfladisk interesse for, men tværtimod noget selskabet konkret har demonstreret gennem tidligere investeringer.

»Selvfølgelig gavner det havnen med den know-how, der kommer ind. Lokalt vil vi især mærke det ved, at når havnen vokser, så kommer der flere arbejdspladser. Det giver jo sig selv. Det øger skatteindtægterne, og det er til gavn for velfærden og borgerne i Fredericia. Vi håber selvfølgelig også på at få nogle nye naboer – at der kommer mennesker, som får lyst til at flytte til Fredericia med deres familier, fordi arbejdspladserne er her,« smiler Dyhrberg.

Trods begejstringen for canadiernes kompetencer og kapitalindsprøjtning har kommunen også været optaget af at sikre, at Brookfields interesser harmonerer med Fredericias langsigtede visioner. Ifølge Vibe Dyhrberg har dét spørgsmål fyldt meget under drøftelserne.

»Brookfield har gjort et omfattende forarbejde, før de gik ind i aftalen. De har brugt god tid på at forstå både ADP og de lokale forhold, vi arbejder med her i kommunen. Den grundighed giver os en vigtig tryghed i samarbejdet på den lange bane,« siger hun.

Dyhrberg understregede vigtigheden af grundighed og lokal forankring hos investoren, men hendes egen vej ind i rollen som mødeleder krævede også, ifølge hende selv, særlig grundighed og tilpasning.

Dyhrbergs vej ind i rollen som mødeleder i en sag af denne størrelsesorden var således ikke uden udfordringer. Processen begyndte allerede i december sidste år, mens hun endnu ikke sad i Økonomiudvalget. Hun hørte første gang om sagen på et byrådsmøde i april 2024, men dengang var hendes indblik stadig begrænset. Først da hun i januar blev viceborgmester, blev hun præsenteret for opgaven som mødeleder.

»Det har været en stejl læringskurve. Jeg havde ikke tidligere været mødeleder, og vores faste formand er sjældent fraværende. Så det var lidt fra 0 til 100, men det har været en utrolig spændende sag med enorm betydning for Fredericia Kommune og selvfølgelig også for ADP,« fortæller hun.

Hun udtrykker samtidig respekt for sine byrådskollegers engagement i processen. Trods forskellige politiske udgangspunkter har der været konstruktiv dialog, hvor alle partier bidrog aktivt med kritiske spørgsmål, der ifølge Dyhrberg resulterede i en bedre endelig aftale.

»Jeg har jo bare oplevet mine kollegaer fra deres allerbedste side. De har virkelig været der, 100 procent. De har jo godt vidst, at jeg var ny i forhold til det her. Men de har været gode. De har været nysgerrige med deres spørgsmål og har været gode til at debattere. Og det er jo også mine kollegaers fortjeneste, at vi står her med en god aftale,« siger hun og fremhæver, at spørgsmålene kom fra alle sider i byrådet.

Næste skridt i samarbejdet ligger hos ADP selv. Virksomheden arbejder efter en ambitiøs 10-års plan, der med den nye investering er kommet et stort skridt nærmere realisering.

»Vi har stor tillid til ADP’s kompetencer og planer, og vi lægger trygt arbejdet med at opfylde visionerne i deres hænder,« siger Dyhrberg afsluttende og retter samtidig en særlig anerkendelse mod både medarbejderne i ADP og kommunens forvaltning, som ifølge hende har lagt et stort arbejde i projektet.

FC Fredericia forlænger med islandsk kæmpetalent

0

SPORT. Det islandske stortalent Daniel Freyr Kristjánsson vil også i den kommende sæson trække FC Fredericia-trøjen over hovedet på Monjasa Park. Klubben har nemlig forlænget lejeaftalen med den unge spiller, der kommer fra FC Midtjylland.

Den 19-årige islænding kom til FC Fredericia sidste sæson, hvor han hurtigt blev en vigtig del af holdet med sin ro på bolden, store duelstyrke og taktiske overblik. Med sine solide præstationer på banen har Daniel Freyr Kristjánsson hurtigt vundet både tillid hos trænerstaben og stor respekt hos fansene.

Sportslig ansvarlig i FC Fredericia, Stig Pedersen, glæder sig over forlængelsen:

»Daniel har været en vigtig brik for os i den forgangne sæson og passer rigtig godt ind i både vores spillestil og kultur. Han kan dække flere pladser i både forsvaret og på midtbanen, hvor han har vist en stærk mentalitet. Vi forventer, at han kan bygge endnu mere på den rivende udvikling, han viste sidste sæson, hvor han også for alvor bed sig fast i det islandske U21-landshold. Vi er naturligvis glade for at have Daniel endnu en sæson.«

Også hovedpersonen selv er begejstret for at fortsætte eventyret i Fredericia:

»Jeg føler mig hjemme i klubben og i byen. Det har været et godt år, og jeg glæder mig til at tage næste skridt sammen med holdet og staben. Vi har noget spændende i gang, og jeg vil gøre alt for at bidrage til holdets ambitioner,« siger Daniel Freyr Kristjánsson.

Efter en lidt forlænget ferie er Daniel allerede tilbage i Fredericia og har haft sin første træning med resten af holdet.

Hos Fredericia Mavedanser Forening handler det om at mærke glæden

0
Hos Fredericia Mavedanser Forening handler det om at mærke glæden

FORENINGSLIV. Når man træder ind i lokalet hos Fredericia Mavedanser Forening, er man ikke i tvivl om, at man har bevæget sig ind i en verden af farver, glæde og bevægelse. Slør i klare, smukke farver svæver elegant gennem luften, og kvinder i alle aldre bevæger sig rytmisk, mens de udforsker den orientalske dans’ forunderlige univers.

Det er her, vi møder Fahrida – instruktøren med det smittende smil og de mere end 25 års erfaring indenfor mavedansen. For hende er dansen ikke blot en fritidsaktivitet, men en passion, der danner rammen om et stærkt fællesskab i byen.

»Vi er en del af Mavedans Danmark, som er en landsdækkende organisation, og her i Fredericia har vi så vores egen lokale afdeling. Nogle af vores medlemmer er ikke engang elever her i byen, men støtter foreningen, fordi de elsker fællesskabet og de arrangementer, vi holder udenfor den ugentlige undervisning,« fortæller Fahrida engageret.

Fahridas egen dansekarriere startede i 2007 hos FOF, men i 2016 tog hun springet ud på egen hånd og etablerede Fredericia Mavedanser Forening sammen med en gruppe trofaste elever. Det gav hende friheden til at udvikle undervisningen, præcis som hun ønskede det, med plads til både traditionel orientalsk dans og moderne fusionsformer, hvor rekvisitter som slør og vifteslør er en naturlig del af dansens udtryk.

Men hvordan kommer man egentlig i gang, hvis man går med en lille drøm om at prøve kræfter med mavedansen, men måske føler sig usikker eller nervøs?

»Man skal bare kaste sig ud i det,« siger Fahrida med overbevisning og tilføjer med et varmt smil:

»Vi tilbyder altid en gratis prøvetime, hvor man kan komme og mærke stemningen. Og nu har vi faktisk en særlig gratis begynder-workshop den 23. august her i Fredericia, hvor man i ro og mag kan prøve dansen af. Der er ingen forpligtelser, og dagen efter holder vi det samme arrangement i Kolding. Så tag dine veninder under armen og kom og oplev det.«

For Fahrida handler mavedans ikke om konkurrence, men om kunst, fællesskab og glæde. Foreningen har tidligere fået tilbud om at deltage i konkurrencer og endda optræde på tv, men svaret har altid været det samme – et klart nej tak.

»For os handler det ikke om konkurrence. Vi ser ikke mavedans som en sport, men mere som en kunstart. Vi er selvfølgelig ikke professionelle, men dyrker dansen som amatører i vores fritid. Konkurrencer kan hurtigt skabe splittelse, og vi ønsker i stedet at være et samlende fællesskab. Det lykkes vi ret godt med, synes jeg, fordi vi har medlemmer fra 10-12 forskellige nationaliteter, og vores aldersgruppe spænder helt fra 15 til 70 år. Vi går på tværs af alle grænser,« forklarer Fahrida, tydeligt stolt af foreningens rummelige ånd.

Fredericia Mavedanser Forening er da også langt mere end blot ugentlige hold. Det er en levende kulturinstitution med åbne arrangementer året rundt – fra optrædener ved byfester og kulturelle markeder til interne dansefester, hvor fællesskab og samvær er mindst lige så vigtige som selve dansen.

Fahrida opsummerer det måske allerbedst selv, når hun fortæller, at dansen handler om at skabe en identitet, mærke glæde og styrke samhørigheden med andre.

»Mavedans er for alle, og det mener vi helt bogstaveligt. Vores motto ‘Mavedans for alle’ passer perfekt ind i Fredericias eget slogan om at være ‘Byen for alle’, og det er den ånd, vi ønsker at leve efter,« understreger hun.

Hos Fredericia Mavedanser Forening handler det således ikke bare om at mestre trinene, men om at finde glæden ved dansen, fællesskabet og hinanden. Og når slørene hvirvler, musikken spiller, og Fahridas smil stråler igennem rummet, er det svært ikke at lade sig rive med.

Se med i videoen nedenfor og mærk selv magien fra mavedansens verden:

Lokale foreninger får penge til mere friluftsliv

0
Lokale foreninger får penge til mere friluftsliv

NATUR. Friluftsrådet har uddelt 2,7 millioner kroner gennem Lokalforeningspuljen, og det kommer flere lokale initiativer i Fredericia og Middelfart til gode.

I alt 103 foreninger fordelt på 56 kommuner i hele landet har modtaget støtte til at fremme aktiviteter inden for friluftslivet. Lokalt er flere spændende projekter blevet støttet med beløb op til 40.000 kroner.

I Fredericia får KFUM-Spejderne Taulov Gruppe 20.000 kroner til etablering af en ny bålhytte, der skal styrke friluftsaktiviteterne. Fredericia FDF i Christians Sogn modtager 10.000 kroner til at opgradere deres skovhytte med blandt andet nyt ventilationsanlæg og køkken, mens Fredericia Fritidssejlere får 30.000 kroner til renovering af Paradisbroen, som både lokale medlemmer og gæstesejlere nyder godt af.

På den anden side af Lillebælt er der også glæde at spore i Middelfart Kommune. Her modtager Føns Havhave 30.000 kroner til en ny ponton, der skal understøtte aktiviteter med dyrkning af muslinger. I Strib kan bådeklubben glæde sig over 35.000 kroner til nyt udstyr til sejladsaktiviteter for børn og unge.

Friluftsrådets forperson, Dorthe Mølvig, understreger, hvor vigtige disse lokale initiativer er:

»Selvom de tilskud, vi uddeler gennem Lokalforeningspuljen, ikke er så store, gør de en kæmpe forskel lokalt for de foreninger, som arbejder for at skabe et bedre friluftsliv. Når flere mennesker kommer mere ud i naturen, er det ikke bare godt for den enkelte, det skaber generelt også mere livskvalitet, sundhed og sammenhold i lokalsamfundene.«

Lokale foreninger har mulighed for at søge Lokalforeningspuljen en gang om året med beløb op til 40.000 kroner. Puljen udspringer af en politisk aftale fra 2017 og finansieres af spillehalsmidlerne, som er afsat til almennyttige foreninger rundt om i landet.

Lokale projekter skal blomstre med støtte fra Småprojektspuljen

0
Lokale projekter skal blomstre med støtte fra Småprojektspuljen

FRITID. Det kræver ikke altid store summer at skabe glæde og sammenhold lokalt. Det viser sig også i Middelfart Kommune, hvor Småprojektspuljen endnu engang har sikret støtte til en bred vifte af lokale initiativer, som nu kan føre deres idéer ud i livet.

Puljen, der er målrettet mindre almennyttige projekter i lokalområderne, har netop offentliggjort årets bevillinger, og det er tydeligt, at midlerne gør en forskel. Fra borde og stole i forsamlingshuse til nye flagstænger og forbedringer af lokale samlingssteder – små projekter, der skaber stor glæde og gavn i hverdagen.

Gelsted Borgerforening kan se frem til nye komfurer til køkkenet på Holmegaard efter at have modtaget 25.000 kroner fra puljen. Også i Roerslev Blanke Forsamlingshus kan frivillige nu glæde sig til nye bordplader og LED-belysning, en forbedring, der har udløst en bevilling på næsten 25.000 kroner.

I Baaring Banke Lokaludvalg har man fået midler til at byde nye borgere velkommen med foldere, skilte og tilflytteraktiviteter, mens Foreningen i Tusindårslegeparken nu kan realisere ønsker om flere legeredskaber og en nedstøbt parkgrill med deres bevilling på 25.000 kroner.

Sangkoret Skjold i Middelfart kan glæde sig over nye vinduer, og Roerslev og Omegns Folkedansereforening har fået midler til nye højttalere, så lyden er på plads ved næste opvisning.

Men det stopper ikke der. En lang række foreninger, lokaludvalg og borgerforeninger i Middelfart Kommune har fået bevillinger fra Småprojektspuljen til alt fra bord-bænke-sæt og renovering af badebroer til udstyr, der gør møder og arrangementer mere komfortable og professionelle.

Puljens formål er netop at støtte projekter, som både styrker fællesskabet og er bæredygtige – socialt, økonomisk og miljømæssigt. Støtten gives til projekter, der koster op til 50.000 kroner, og en enkelt ansøger kan få op til 25.000 kroner i støtte.

Projekterne skal være til gavn for mange borgere og skabe merværdi lokalt. Derfor lægges der også vægt på, at ansøgerne selv tager ansvar for drift og vedligehold af deres projekter.

Flere virksomheder vælger biografens bløde stole til konferencer og møder

0
Flere virksomheder vælger biografens bløde stole til konferencer og møder

BUSINESS. De fleste forbinder biografer med duften af popcorn, film i mørket og oplevelser på det store lærred. Men hos Panorama Biograferne ved Lillebælt har man for længst åbnet dørene for, at biografsalene kan bruges til meget andet end film. Det fortæller Helle Broen fra Panorama Biograferne, der har oplevet en stigende interesse for at bruge biografsalene til blandt andet møder, konferencer og produktpræsentationer.

»Mange tror, at vi kun viser film her i biografen, men vi bruger faktisk salene til rigtig mange andre ting. For eksempel er der mange, der synes, at det er et godt sted at holde en konference eller et møde, fordi alle kigger på det samme sted, og der er fuldt fokus på det, der foregår på lærredet,« siger Helle Broen.

Og netop muligheden for at holde publikums opmærksomhed fanget, kombineret med den gode komfort og tekniske kvalitet, gør biografen ideel som venue til forskellige arrangementer.

»Man har også mulighed for at lave en produktpræsentation her, hvor vi kan køre det op på lærredet, eller man kan vise en reklamefilm på den sidste nye bilmodel, som man kan præsentere for sine sælgere. Alt kan sådan set lade sig gøre rent teknisk. Vi elsker udfordringer, men vi kan også sørge for lidt forplejning undervejs,« forklarer Helle Broen.

Biografen oplever, at konceptet med at bruge salene på nye måder er blevet godt modtaget, og flere og flere får øjnene op for fordelene ved at præsentere produkter, holde konferencer eller gennemføre møder netop her.

Mulighederne er desuden blevet endnu lettere at få øje på efter, at Panorama Biograferne er blevet en del af Experience Fredericia. Det betyder, at biografens faciliteter nu bliver en integreret del af Fredericias brede palet af møde- og eventsteder.

Biografens faciliteter i Fredericia tæller fire moderne sale med plads til mellem 89 og 254 deltagere. Udover teknikken og den komfortable indretning, tilbyder biografen også forplejning og naturligvis biografklassikeren popcorn, hvilket skal gøre oplevelsen komplet. Panorama Biograferne har også tidligere haft flere profiler foran lærredet i forbindelse med deres egne særlige foredrag, som typisk ligger før eller efter en filmvisning.

Det er med andre ord ikke kun filmelskere, der har glæde af Panorama Biografernes bløde sæder, store lærreder og topmoderne teknik. Virksomheder og organisationer har også fået øjnene op for, hvordan en biograf kan bruges som kreativ ramme om alt fra konferencer og møder til produktvisninger.

For som Helle Broen understreger, handler det ikke bare om at se film. Panorama Biograferne elsker nye udfordringer og byder velkommen til alle slags arrangementer med høj komfort og et særligt twist.

Ny Voxmeter-måling: DF fortsætter fremgangen – Socialdemokratiet på vej op efter stort dyk

0
Ny Voxmeter-måling: DF fortsætter fremgangen – Socialdemokratiet på vej op efter stort dyk

POLITIK. En ny meningsmåling fra Voxmeter, offentliggjort den 30. juni 2025, giver et aktuelt billede af dansk politik med klare vindere og tabere. Dansk Folkeparti fastholder sin positive udvikling, mens Socialdemokratiet efter et dramatisk dyk er begyndt at genvinde styrken. Målingen baserer sig på interviews med 1.002 repræsentativt udvalgte personer mellem 23. og 29. juni 2025.

Dansk Folkeparti stabilt i fremgang

Dansk Folkeparti fastholder fremgangen og opnår 5,8 procent i denne måling. Det er en stigning på 3,2 procentpoint sammenlignet med folketingsvalget i november 2022, hvor partiet lå helt nede på 2,6 procent. Dermed står DF stærkt placeret i det borgerlige landskab efter en længere periode med turbulens.

Socialdemokratiet kravler op igen

Socialdemokratiet ligger fortsat under valgresultatet fra 2022 (27,5 procent), men kan trods alt glæde sig over en mindre fremgang til 22,4 procent efter tidligere målinger, hvor partiet har været endnu længere nede. Dermed ser det ud til, at partiet langsomt genopbygger noget af den tabte tillid, selvom der stadig er et stykke vej tilbage til tidligere niveauer.

SF og Liberal Alliance stærke som aldrig før

Socialistisk Folkeparti (SF) står stærkt med 13,0 procent, hvilket er en solid fremgang på 4,7 procentpoint fra valget. Liberal Alliance står endnu stærkere med 13,1 procent, svarende til en imponerende fremgang på 5,2 procentpoint siden valget i 2022. Begge partier vinder tydeligt på deres klare profiler på hver deres fløj.

Moderaterne kæmper med vælgerflugten

Moderaterne oplever en stor tilbagegang. Partiet står nu med blot 4,0 procent, hvilket er hele 5,3 procentpoint lavere end valgets resultat i 2022 (9,3 procent). Moderaterne har dermed tabt betydeligt terræn.

Venstre fastholder tilbagegang

Venstre er gået fra 13,3 procent ved valget til 11,0 procent. Tilbagegangen på 2,3 procentpoint peger på fortsatte udfordringer med at fastholde vælgerbasen.

Konservative viser mindre fremgang

Det Konservative Folkeparti opnår en mindre fremgang med 6,2 procent mod 5,5 procent ved valget, svarende til en stigning på 0,7 procentpoint.

Radikale Venstre med beskeden fremgang

Radikale Venstre ligger aktuelt på 4,3 procent, hvilket er en mindre stigning på 0,5 procentpoint siden valget (3,8 procent).

Enhedslisten stabiliserer sig over valget

Enhedslisten opnår 7,0 procent i målingen og går frem med 1,9 procentpoint sammenlignet med folketingsvalget, hvor partiet fik 5,1 procent. Dermed stabiliserer partiet sig med en solid placering.

Danmarksdemokraterne med svag fremgang

Danmarksdemokraterne står med en fremgang til 8,7 procent i målingen, en stigning på 0,6 procentpoint i forhold til valgresultatet på 8,1 procent. Partiet fastholder dermed en solid placering i dansk politik.

Alternativet på spærregrænsen

Alternativet står med blot 1,9 procent i målingen, hvilket betyder, at partiet ville ryge ud af Folketinget, hvis der var valg i dag. Det svarer til en tilbagegang på 1,4 procentpoint siden valget (3,3 procent).

Borgernes Parti på vej ind

Borgernes Parti ser ud til at kunne komme i Folketinget med 2,5 procent af stemmerne – en markant udvikling fra deres tidligere position uden mandater.

Øvrige partier

Gruppen af øvrige partier ligger samlet set på blot 0,1 procent.

Analyse: Politisk usikkerhed fortsætter

Den samlede analyse tegner et billede af et politisk landskab præget af usikkerhed og markante bevægelser. Dansk Folkeparti konsoliderer sig, Socialdemokratiet viser svage tegn på genvunden styrke, og både SF og Liberal Alliance har betydelig fremgang. Moderaterne og Venstre kæmper med interne problemer og vælgerflugt, mens Alternativet risikerer at ryge helt ud af Folketinget.

De kommende måneder bliver afgørende for, om Socialdemokratiet kan fortsætte deres forsigtige genopbygning, mens det stadig er åbent, hvorvidt Dansk Folkeparti kan holde fast i deres aktuelle fremgang.

Kilde: Voxmeter for Ritzaus Bureau

Grøn Elforsyning stormer frem – kunderne strømmer til Fredericia-selskabet

0
Grøn Elforsyning stormer frem – kunderne strømmer til Fredericia-selskabet

BUSINESS. Det Fredericia-baserede energiselskab Grøn Elforsyning oplever eksplosiv vækst, viser det netop offentliggjorte årsregnskab. Selskabet kommer ud af 2024 med et overskud på 5 millioner kroner – en markant fremgang fra året før, hvor overskuddet var beskedne 300.000 kroner.

»Vi er begyndt at få det momentum, som vi håbede på, da vi etablerede Grøn Elforsyning i sin tid,« siger Helal Jan, CEO og medstifter af selskabet.

Ifølge Helal Jan skyldes den store fremgang, at selskabet målrettet satser på at tilbyde gennemskuelige og attraktive produkter, samtidig med at kundetilfredsheden holdes i top.

»Vi etablerede Grøn Elforsyning for at udfordre det etablerede elmarked og gøre markedet lettere at forstå for kunderne. For mig personligt giver det derfor langt mere glæde at se på vores Trustpilot-score end på vores regnskabstal,« understreger Helal Jan.

Et bredt produktudvalg skaber succes

Blandt selskabets populære produkter er det særlige 0-0-0-produkt, hvor kunderne udelukkende betaler spotprisen uden abonnement eller andre skjulte omkostninger.

»Vi har heldigvis også andre produkter på hylderne, ellers ville regnskabet heller ikke være, som det er. Men ofte ser kunderne, hvor meget vi kan spare dem, og så tør de også betro os andre dele af deres energibehov,« siger Helal Jan.

Grøn Elforsyning har blandt andet succes med sin gasforretning og en voksende forretning med opsætning af ladestandere til elbiler. Samtidig løfter Helal Jan sløret for, at selskabet arbejder med nye projekter, der potentielt kan ryste elmarkedet.

»Det giver en solid bund i forretningen, hvor vi har mulighed for at skabe en arbejdsplads, hvor det er sjovt at være, og hvor vi kan investere i vores medarbejdere,« siger han.

Lærepenge og konkurrence

Vejen frem har dog ikke været uden udfordringer. Tidligere i år måtte Grøn Elforsyning betale en bøde på 700.000 kroner til Forbrugerombudsmanden efter fejl i forbindelse med 27 kundekontakter. Selskabet var ikke enig i Forbrugerombudsmandens konklusion, men valgte at betale bøden for at lukke sagen hurtigt.

»Der sker fejl, når man bygger en virksomhed op. Men det afgørende er, hvordan vi håndterer fejlene. Sidste år gav vi over en halv million til Knæk Cancer, i år har vi betalt 700.000 til Forbrugerombudsmanden. Personligt foretrækker jeg at bruge vores overskud på velgørenhed fremfor bøder,« siger Helal Jan.

Han er samtidig klar over, at konkurrenterne holder øje med selskabets fremmarch.

»Der er aktører i branchen, der foretrak monopoldagene og ikke bryder sig om en dynamisk udfordrer, som fortæller kunderne, at de ikke behøver betale ågerpriser for deres el,« siger han.

Grøn Elforsyning har hovedsæde i Fredericia og beskæftiger i dag cirka 40 medarbejdere.

Læs også

Låge 23: Vinspecialisten Fredericia: Et sted, hvor julen både kan smages og mærkes

Låge 23: Vinspecialisten Fredericia: Et sted, hvor julen både kan smages...

0
December i Fredericia har sin egen rytme. Gaden er mere levende, tempoet en anelse højere, og indkøbsposerne tungere. I Fredericia AVISENs julekalender besøger vi...