LEDER. At være udsat for en hetz er ikke rart. Karaktermordet er endnu værre. Men det sker hver dag i Danmark. Og det sker især i gammelmedierne, der lever af at skabe forargelse, moralisere og belære andre om, hvordan man bør drive sin forretning. Det sker samtidig med, at samme medier har hænderne dybt nede i stats-, regions- og kommunekasserne, hvis midler senere bliver investeret i værdipapirer, samtidig med at medarbejderstaben beskæres.
I det seneste år har ét selskab været særligt hårdt ramt af en målrettet kampagne. Først var det konkurrenterne, der rettede sigtekornet mod selskabet. Dernæst tog gammelmedierne over med kritiske overskrifter og indignation. Herefter gik turen videre til myndighederne, hvor kampen mod systemet er både absurd og ulig. Retsfølelsen er mildest talt begrænset, for ressourcerne hos styrelser og myndigheder synes nærmest uudtømmelige. Derfor vælger mange virksomheder at betale en bøde – simpelthen fordi det er billigere og mindre besværligt end at tage kampen op.
Men bag facaden fortæller en række aktindsigter en helt anden historie: Det viste sig, at der reelt ikke var så meget at komme efter. De fleste klager og anklager viste sig at være sendt ind af konkurrenter – på vegne af konkurrenternes kunder. Du læser rigtigt: Store aktører i branchen benytter sig af anmeldere som en del af deres strategi. Dertil kommer, at dem der skal kloge sig og “tænke” på vores vegne, ikke altid rammer helt plet. En aktør får måske en dårlig karakter, mens en anden med samme indhold får en god. Det sker faktisk.
De unge drenge fra Grøn Elforsyning i Fredericia valgte at tage bøden, selvom de følte sig uretfærdigt behandlet. De erkendte, at der kunne være begået fejl, men de stod også klar til at rette op med det samme. En ærlig tilgang til en sag, der langt fra havde de proportioner, som gammelmedierne gav indtryk af.
I samme periode væltede dårlige sager ind over branchens store navne – men konsekvenserne var langt mindre, og omtalen i medierne mere afdæmpet. Tværtimod fik disse store aktører taletid og en slags heltestatus, uden nogen som helst kritisk gennemgang af motiver og baggrund; herunder også det store fokus på den grønne omstilling, klimahelte og veganermad, og er man ikke enig, bliver man hængt ud med en kreativ sang. Det er nu ganske underholdende, det indrømmer jeg gerne. Men det bliver lidt absurd; særligt når det offentlige selv gør noget alvorligt forkert, nøjes man typisk med at give en symbolsk »næse«, fordi man angiveligt ikke har ressourcer til at retsforfølge noget så alvorligt som karteldannelse i musikbranchen på offentlige spillesteder. Det virker både urimeligt og skævt. Og får forvaltningerne ikke deres vilje, så trækkes sagerne i langdrag i Ankestyrelsen.
Samtidig vinder nogle virksomheder CSR- og ESG-priser. Det lyder flot, og det er flot, når man fremhæver, at de hjælper eksempelvis mennesker på kanten af samfundet. Andre bliver derimod hængt ud som forfærdelige skurke og forretningsfolk uden moral, hvis noget går galt. De samme kunne have vundet de samme priser, hvis tingene blot var gået lidt anderledes.
Nogle skriver læserbreve om moral. Andre skriver læserbreve om iværksætteri. Andre kloger sig på byernes udvikling uden selv at komme med løsninger og visioner. Disse læserbreve får ofte topplaceringerne hos gammelmedierne, fordi de kan bruges som krog på holdninger, som mediet måske ikke selv tør stå ved. Ofte er disse holdninger fremført uden indsigt i de byer og lokale forhold, de udtaler sig om. Hvis man som medie tog sig tid til at undersøge tingene lidt nærmere, ville man måske opdage, at de helte og læserbrevsskribenter, man fremhæver, ikke altid er så fine i kanten alligevel. Nogle er tilmed dømt så klart, at de ikke burde moralisere og udskamme andre. Kort sagt; kast ikke med sten, hvis du selv bor i et glashus. Det er sket før, at personer, der blev løftet op som helte hos gammelmedierne, senere viste sig at være skurke.
På de sociale medier kloger folk sig også bag skærmen, og en kommentar får god vind i sejlene. Den “kriger” har læst “sandheden” i gammelmedierne, og derfor skal man nu hænge en virksomhed ud. Men hvis man kendte substansen, hvis man undersøgte anklagerne, så havde man et andet syn på de unge drenge, der knokler time efter time. De virksomheder, der skaber arbejdspladser og får byerne til at blomstre.
Måske skulle gammelmedierne vende tilbage til substansen og væk fra clickbait og sensationsjagten. Jeg er selv inspireret af mange af de gode gamle journalister og redaktører, der ønskede substans. Dem, der ikke klogede sig uden at kende byen, de kalder sig chefredaktør i. Dem, der rent faktisk elsker byen, de arbejder i.
Samtidig kunne de passende kaste et kritisk blik på deres egen forretningsmodel, hvor milliarder af skattekroner årligt foræres til medievirksomhederne i bytte for politisk taletid – alt sammen angiveligt i demokratiets hellige navn.
Afslutningsvis skal lyde et stort og fortjent tillykke til Grøn Elforsyning med det flotte regnskab. Godt gået – fortsæt kampen! Og derudover skal der lyde en stor tak til de mange virksomheder, der hver dag kæmper for at skabe noget til gavn for vores samfund.
