Kommunalvalg i Fredericia begynder efterhånden at ligne et amerikansk præsidentvalg – bare uden glamouren og Air Force One. Her vinder sjældent den bedste kandidat, men ofte den med det største reklamebudget.

I demokratiets lokale version af Super Bowl handler det ikke længere om idéer, men om, hvem der kan købe flest lygtepæle, bannere og annoncer. Og selvfølgelig om dem, der helst ikke vil have forandring – for hvorfor risikere at miste de lette penge fra byrådsposter og udvalgshonorarer?

Man skulle tro, politik handlede om holdninger, ærlighed og vilje til at gøre noget for byen. Men nej – det handler mere og mere om at få trykt sit smil på så mange plakater, at man kan blænde bilister i myldretiden.

Jeg klager ikke for at klage, men for at minde borgerne om virkeligheden: Når pengene taler, tier fornuften. De samme politikere, der har siddet på magten i årevis, undskylder nu alt det, de ikke har gjort – og henviser til partiprogrammer, de dårligt selv kan huske. I debatterne flyver flosklerne, og CO₂-regnskabet lider under al den varme luft de lukker ud.

Så når valgresultatet endnu engang bliver “mere af det samme”, skal vi ikke undre os. Demokratiet er blevet et luksusprodukt – men jeg tror stadig på, at vælgerne ser igennem fernissen.

For i Fredericia, som i resten af verden, gælder stadig: Den der betaler for plakaterne, bestemmer politikken – medmindre borgerne tager magten tilbage.

Når floskler møder fakta. – Jeg er uenig med de lokale venstreorienterede om stort set alt – fra skatteprocenter til verdenssyn. Derfor er de ofte de mest spændende at debattere med. Når modsætninger mødes, opstår der nogle gange ægte kompromiser – ikke de udvandede af slagsen, men de ærlige, hvor man lytter, udfordrer hinanden og finder løsninger, der faktisk kan bruges udenfor mødelokalet.

Efter flere lokale politiske debatter, senest i Egeskov Forsamlingshus, blev det tydeligt, hvor stor forskel der er på politikere, der siger noget – og dem, der bare lyder som politikere. Her skilte Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten sig positivt ud. Hun taler politik, ikke papegøjeprogram. Hun er konkret, forberedt og tør tage upopulære standpunkter. Det er modigt – og befriende ærligt. Man mærker, hun har sat sig ind i tingene og ikke bare læst overskriften på et partinotat.

Det står i skærende kontrast til den velkendte trio af floskelfyrværkeri: Karsten Byrgesen, Peter Tind og borgmester Christian Bro. De leverede i Egeskov et skoleeksempel på, hvordan man kan tale i 10 minutter uden at sige noget. Det regnede med “grøn omstilling”, “inklusion” og “bæredygtig vækst” – men uden én eneste konkret idé om, hvordan det skal ske.

Peter Tind henviste konstant til partiprogrammet – som om han ikke selv har læst det og kunne forklare borgerne det? Karsten Byrgesen fik sammenlignet skolebørn med soldater i disciplin, og borgmesteren… ja, han stod som sædvanlig for en solid omgang varm luft. Poetisk, hvis ikke det var så trist.

Når man sidder i byrådet – og ovenikøbet i flere velbetalte udvalg – burde man kunne tale klart, konkret og borgernært. Politik handler ikke om at gemme sig bag partiprogrammer og powerpoint-slides. Vælgerne kan faktisk læse og ønsker programspørgsmål uddybet af kandidaternen selv. Spørgsmålet er bare: Kan I det?

Cecilie har min respekt. Jeg håber ærligt, at jeg får lov at møde hende i en direkte debat. Hun forbereder sig, og det gør jeg også. Så får vælgerne endelig en debat, hvor der bliver talt ærligt, substansrigt og – vigtigst – uden filter.

Byrådsarbejde bliver aldrig stærkere end kvaliteten af den uenighed, der finder sted. Det er ikke dem, man altid er enig med, der udvikler politikken – det er dem, der tør brydes og stadig give hinanden hånden bagefter.

Fredericia har brug for politikere, der tør være konkrete, modige og respektfulde – også over for deres modstandere. Når de værdige modstandere mødes, bliver politik ikke bare tålelig – den bliver levende og bæredygtig.