KUNST. Der er en særlig rolig, næsten sagte stemning denne sommerdag i Fredericia Kunstforening. Lyset falder ind ad vinduerne og trækker lange, blide strøg hen over gulvet. Enkelte besøgende bevæger sig stille mellem værkerne, og det er, som om både tid og sted har sat tempoet ned, så kunsten kan få lov at tale for sig selv.
Midt i denne dæmpede atmosfære står formanden for Fredericia Kunstforening, Poul Bernstorff Jakobsen, klar til at tage imod. Han smiler forventningsfuldt, da han med en diskret gestus byder indenfor til en sjælden retrospektiv udstilling af den elskede Vejle-kunstner Albert Bertelsen. Poul Bernstorff Jakobsen lægger ikke skjul på, at denne udstilling er ganske særlig for kunstforeningen, som aldrig før har haft mulighed for at præsentere et så omfattende udvalg af værker fra den folkekære kunstners hånd.
Rundvisningen begynder foran noget ganske usædvanligt, nemlig Albert Bertelsens eget staffeli. På staffeliet hviler et maleri, ufærdigt og uforløst, præcis som kunstneren efterlod det, inden han døde i 2019. Malingen er dryppet ned ad staffeliets ben og danner små farverige skulpturer omkring gulvet, hvor også Bertelsens forklæde hænger ved siden af, som havde han lige forladt sit værksted. Ovenover staffeliet hænger udstillingens tidligste værk, det smukke, sart-melankolske billede »Nøgen kvinde« fra 1956. Og kontrasten mellem det allerførste og det sidste viser hurtigt spændvidden i de værker, der møder os her.
Formanden betragter staffeliet et øjeblik i stilhed, inden han fortæller:
»Vi har fået lov at låne Albert Bertelsens staffeli, hvilket er noget ganske særligt, for det er formentlig noget af det sidste, han arbejdede ved, før han gik bort. Det giver jo en ekstra dimension til udstillingen.«
Albert Bertelsen var en kunstner med en sjælden evne til at gøre det flygtige håndgribeligt. Han kunne indfange en stemning, en følelse eller blot en stille efterklang af noget, han engang havde oplevet. Selv sagde han engang, at han aldrig malede figurer, uden at de var hentet direkte fra hans egen barndoms erindringer. Bertelsens værker er således ikke kun billeder af landskaber eller mennesker, men afspejlinger af den indre verden, han bar med sig gennem livet. Derfor er det også nærliggende, at denne retrospektive udstilling giver publikum mulighed for at træde ind i kunstnerens inderste univers – helt tæt på, hvor både begyndelse og afslutning mødes.
Går vi længere ind bag udstillingens tynde, hvide skillevægge, åbner den første store del af Bertelsens billedunivers sig for os. Her møder vi landskaberne, en genre der næsten er blevet synonym med kunstnerens navn. Hans rejser til især Færøerne og Norge blev til billeder, der emmer af en meditativ stilhed. Bølgende bakker, tunge fjelde og tavse fjorde folder sig ud foran os med en næsten åndelig ro. Farverne er dæmpede og holdt i Bertelsens velkendte grålige og grønne nuancer, og landskaberne synes at hvile i en tidløshed.
Formanden giver os god tid til at betragte billederne, inden han viser os videre til værket »Det store fjeld« fra 1980. Her hviler fjeldet tungt og tavst under en himmel, der næsten smelter sammen med landskabet omkring det. Det er Bertelsen, når han bedst rammer det skandinaviske lys og den nordiske stemning med ganske få strøg.
Overfor landskaberne åbner der sig et ganske andet rum med Bertelsens abstrakte værker. Her løsnes forbindelsen til virkeligheden yderligere, og kunstneren slipper landskabernes genkendelige skikkelser for at lade farver og former helt overtage billedet. »Komposition« fra 2005 svæver elegant mellem blålige, hvide og grå toner og antyder forsigtigt en horisontlinje, som knap nok er der. Det er Bertelsen i sin måske frieste og mest intuitive form – her lader han sig simpelthen føre med af farvernes egen fortælling. Og selvom motivet ikke længere står klart frem, mærker man stadig den samme stille stemning, der også præger hans mere genkendelige landskaber.
Undervejs fortæller Poul Bernstorff Jakobsen små anekdoter og historier om Bertelsen, og om hvordan kunstnerens værker stadig hænger i mange hjem i Vejle-egnen. Man mærker tydeligt på formanden, at Bertelsen stadig betyder meget for mange mennesker i området.
Vi bevæger os længere ned gennem udstillingen og træder ind i et rum, hvor formanden med en fortrolig varme peger på det, han kalder »hans mennesker«. Portrætterne er karakteristiske, på én gang enkle og komplekse, med udtryk der varierer fra det tænksomme til det lettere underfundige. I rummets mere dunkle ende møder vi blandt andet tre fine værker fra »Den franske serie« fra 1981 samt »Dame med grønt tæppe« fra 1985, hvor kvinden balancerer mellem elegance og gådefuldhed. Figurerne er personlige og bærer en egenart, der gør dem lette at genkende og vanskelige at glemme – ansigter, man synes at have mødt engang og stadig bærer med sig.
Men Bertelsen var heller ikke bange for at udfordre det traditionelle maleri med anderledes teknikker. Det ses tydeligt i værket »Bøgebark« fra 1987, hvor Bertelsen integrerer rustfarver og teksturer direkte på lærredet, så overfladen fremstår både taktil og stoflig. Disse værker afslører kunstnerens vedvarende nysgerrighed efter at udforske materialernes potentiale og dermed også udvide billedkunstens gængse rammer. Netop den spændvidde – fra de stilfærdige portrætter til de mere rå og materielt betonede værker – gør udstillingen til en rig oplevelse af Albert Bertelsens kunstneriske univers.
Imens vi går rundt, vokser besøgsantallet stille, og snart slår vi følge med flere gæster, her nogle, der spontant er drejet fra motorvejen for lige at opleve, hvad Fredericia Kunstforening byder på denne sommerdag. Flere genkender Bertelsens særlige streg, som har fundet sin faste plads i hjem rundt omkring i Trekantområdet. Enkelte besøgende standser op med et nik af genkendelse foran værkerne, som hilser de på gamle bekendte, de ikke har set længe.
Par diskuterer lavmælt malerierne. Poul Bernstorff Jakobsen lader blikket glide tilfreds hen over gæsterne, og fortæller med en stille glæde, at udstillingen allerede nu har passeret 400 besøgende. Det er en bemærkelsesværdig succes, understreger han.
»Mange har jo et helt personligt forhold til Albert Bertelsen, fordi hans kunst har været til stede i deres liv så længe. Når folk kommer ind her, er det lidt som at træde ind i noget, de allerede kender, men samtidig ser på en helt ny måde,« forklarer formanden med en stemme, der afslører en stille stolthed over udstillingens gennemslagskraft.
Tilbage ved staffeliet står vi et øjeblik i stilhed. Der mærker vi stærkest nærværet af kunstnerens fravær, hans egen hånd er stoppet midt i en bevægelse, og penslen hviler uforløst på lærredet. Alligevel – eller måske derfor – virker Bertelsen levende og nærværende. Hans efterladte redskaber og maleriets uafsluttede penselstrøg bliver til en påmindelse om kunstens egentlige væsen. Poul Bernstorff Jakobsen betragter værket tankefuldt og siger så med afdæmpet stemme, at kunsten handler om sådanne øjeblikke, hvor vi får adgang til et andet menneskes blik på verden, også længe efter at mennesket selv har forladt os.
