Politisk detailstyring kan spænde ben for både patienter og læger, således også for speciallægeuddannelser. I årevis har ministerier og regioner fastlåst antallet af hoveduddannelsesforløb efter modeller i stedet for efter det akutte behov på hospitalsgangene.

Netop derfor er den nye aftale, der åbner for markant flere speciallægepladser og et mere smidigt uddannelsesforløb, et kærkomment tiltag. Når systemet giver dygtige læger mulighed for hurtigere og mere forudsigeligt at blive specialister, vinder alle. Dog er det vigtigt, at den private sektor ikke glemmes, og dens behov bør inddrages i dimensioneringsplanen. Selvom de private hospitaler varetager en stor del af behandlingerne inden for visse specialer, tages der i dag ikke tilstrækkeligt hensyn til deres personalebehov. Dette betyder, at man ender med for få speciallæger, som afdelingerne så må kæmpe om. Det gælder f.eks. ortopædkirurgi.

Så lad os bruge den nye aftale som løftestang til reelle liberaliseringer. Luk private klinikker ind som uddannelsessteder (og honorér dem tilstrækkeligt for det). Allerede i dag tilbyder 8 % af de private sundhedsvirksomheder uddannelsesforløb, men der er potentiale til mere. Dette vil desuden styrke de fremtidige speciallægers mulighed for at blive introduceret til forskellige sektorer under deres uddannelse.

Danmark har brug for flere hænder. Hvis vi styrker det offentligt-private samarbejde, vil kapacitet, kvalitet og klinisk innovation vokse hurtigere, end noget ministerielt styringsværktøj kan nå at justere. Sådan sikrer vi, at både næste generation af læger og de patienter, de kæmper for, får et sundhedsvæsen i verdensklasse baseret på tillid frem for detailstyring.

D. 10 juli skriver professor emeritus, Peter C. Gøtxche (kontroversiel eller ej) i dagspressen om ”Når myndighederne løber med falske rygter!” Hvilket bringer tanker og alarm klokkerne frem, selv hos mig.

Når offentlige myndigheder taler om gennemsigtighed og bekæmper ”fake news”, burde man kunne forvente, at samme standarder gælder dem selv. Men det fremgår i den opsigtsvækkende artikel om sagen fra Cochrane-samarbejdet og HPV-vaccinen, at sandheden bøjes, nedtones eller ignoreres, når det bliver ubekvemt for magthaverne.

“Samtidig afsløres en dobbeltmoral: Offentlige autoriteter advarer mod misinformation, men deltager selv i at sprede den, når det passer dem politisk eller institutionelt.”

Får vi egentlig de ægte budgettal, når regnearkene ruller ud? Hvor ofte gemmer regnearkene på det, der ikke står? Når en udgift kaldes en ”investering”, og et budgetoverslag bliver til en sandhed, før nogen har spurgt om tallene overhovedet holder?

Der er en voksende tendens til at præsentere politisk bekvemme tal, såkaldte ”taknemmelige budgetter”, der tager sig pæne ud på PowerPoint, men i praksis dækker over hulrum, forsinkelser og skjulte merudgifter. Tillader man sig at stille spørgsmål, får man hurtigt en plads i den offentlige gabestok som ”negative”, ”forstyrrende” eller ”manglende forståelse for den samlede vision”.

Det er ikke et sundt demokratisk klima. Det er et tegn på, at sandhedens status er i frit fald og at institutionel selvoverlevelse nogle gange vejer tungere end ærlig samfundsudvikling. For når systemet først er blevet en maskine, hvor det gælder om at bevare stillinger, procedurer og prestige, frem for at skabe resultater, så bliver borgeren til statist og embedsværket til hovedrolleindehaver.

Det liberale svar er ikke at afskaffe det offentlige. Det er at gennemsigtige det. Vi må kræve åbne regnemodeller, offentlig tilgængelig dokumentation, og en kultur, hvor det er i orden at spørge kritisk uden at blive stemplet som sabotør.

Der skal være plads til folk, der siger: ”Kejseren har måske ikke noget tøj på”. Vi skal tilbage til en politisk virkelighed, hvor man undersøger før man udskammer, ikke omvendt.

Hvis ikke, så er vi på vej ind i en virkelighed, hvor der er mindre sandhed og mere spin, mindre ægte udvikling og flere konsulentrapporter, og hvor magtens beskyttertrang er blevet vigtigere end samfundets fremdrift.

Det kan og må vi gøre bedre. Især her i Fredericia.