Det første, man bemærker, er smilet. Det er ikke det reserverede smil, man af og til kan støde på, når voksne mennesker skal møde nye bekendtskaber og forsøger at navigere gennem småsnak med en vis forsigtighed. Nej, Anne Bøgeholt-Laursens smil er af den slags, der opstår helt nede fra maven og breder sig ud over hele ansigtet i takt med solen, der falder generøst ned over Østerstrand en sommerdag i juli. Her står hun, næsten 67 år, flankeret af sin mand, begge iført de traditionelle hvide karatedragter, og med det gule bælte bundet i en pertentlig sløjfe om livet. Hun har glædet sig hele dagen. Hun glæder sig hver eneste gang.

Hun småsludrer med de øvrige karateudøvere, der stille samles i sandet, hilser hjerteligt og deler små muntre bemærkninger, der sender korte latterudbrud op i sommervarmen. Østerstrand summer denne eftermiddag af badegæster, børnelatter og solcremeduft, men midt i mylderet står Anne og hendes mand roligt og udstråler glæden ved det, der venter.

»Faktisk troede jeg jo aldrig, at jeg ville stå her,« siger Anne og lader blikket glide ud over stranden, hvor Fredericia Karate denne sommer har valgt at flytte træningen ud under den åbne himmel. Hun skygger kort for solen med den ene hånd og fortsætter så med det samme lune smil:

»Min mand fandt på Facebook ud af, at Michael Lange, vores instruktør, ville starte det her hold op, og så lokkede han mig med derned. Jeg tænkte først, nej, karate, det går altså ikke som 67-årig næsten, men vi skulle slet ikke have været nervøse, for det viste sig jo hurtigt bare at være mega sjovt.«

Hun taler med den slags lethed, man kun kan møde hos mennesker, der har accepteret livets vilkår uden at miste nysgerrigheden på, hvad det mon stadig måtte rumme af overraskelser. Anne er tidligere lærer og gik på pension for fem år siden, men ordet pensionist virker næsten for stillestående til at kunne rumme hele hendes væsen. Hun er mere end dét, langt mere, et menneske, der aldrig rigtig satte tempoet ned, selv da arbejdslivet ebbede ud. Først kom løb og cykling til, og så – karate.

Hun fortæller videre om de overvejelser, der førte hende og manden mod kampsportens disciplin og fællesskab.

»Vi havde brug for at bruge kroppen til noget nyt. Vi ville gerne holde os i gang, og så havde vi hørt, at karate virkelig gør noget ved smidigheden,« fortæller Anne, der siden hun startede 1. august sidste år allerede er gradueret to gange, først til rødt, og nu gult bælte.

»Vi dyrker det sammen, mig og min mand, og det gør det jo kun endnu sjovere.«

Mens hun snakker, kører hun en hånd ned ad gi’en for at glatte stoffet. Hun står rank og afslappet i sandet, som om dét at stå ordentligt er noget, der helt enkelt ligger naturligt til hende. Nu står hun under åben himmel med sand mellem tæerne og virker fuldstændig tilpas med at have valgt karate – noget, hun faktisk godt kunne have fundet på lidt tidligere i livet.

For karate handler om mere end bare spark og slag, fortæller Anne. Det handler om balance, styrke og smidighed. Og ikke mindst om koordination, som hun især mærker udfordre kroppen på en ny måde efter mange år med løb og cykling. Her handler det nemlig lige så meget om at have hjernen med.

»Man bliver træt på en helt dejlig måde, når man har været af sted, fordi man bruger hjernen lige så meget som kroppen,« siger hun.

Anne beskriver træningen med en detaljerigdom, der får den til at stå klart frem for lytteren:

»En almindelig træning er halvanden time, tirsdag og torsdag. Vi starter altid med opvarmning, hvor balancen virkelig bliver udfordret. Så er der styrkeøvelser, udstrækning, og først derefter går vi i gang med selve karaten,« fortæller hun med stemmen løftet af entusiasme, før hun uddyber essensen af træningens tekniske kerne.

»Og så er der jo de her kataer, som er små serier af bevægelser. De kræver virkelig noget af hjernen, fordi det handler om at huske og koordinere helt præcist. Vi har øvet dem siden oktober, og hver gang man tror, nu kan man dem da, ændrer instruktørerne på en lille detalje, som pludselig giver mening på en helt ny måde. Det er lidt sjovt, fordi man tænker, at det kan næsten ikke lade sig gøre, men det kan det altså.«

Det koncentrerede arbejde med kataerne rummer en særlig fascination, forklarer Anne, men karaten handler for hende ikke kun om teknik og bevægelse. Der findes også et andet lag, måske endda et vigtigere lag end kunsten at mestre detaljerne.

Det handler om menneskene omkring hende og det fællesskab i klubben, hun nu føler sig som en naturlig del af. Det er dem, hun står side om side med denne sommerdag på stranden, og som har givet hende noget, hun måske slet ikke vidste, hun savnede.

»Vi er sammen med fantastiske mennesker. Og så er det jo også modne folk,« siger Anne med et smil, der rummer en vis lettelse. Hun husker tydeligt følelsen af nervøsitet, der greb hende første gang, hun og hendes mand tog turen ned til træningen.

»Jeg var virkelig panikslagen. Jeg tænkte, hvis der står en 20-årig og tager imod mig, så går jeg hjem igen. Men det gjorde der heldigvis ikke,« fortæller hun og slipper et lille grin fri, før hun fortsætter:

»Michael og de andre, der har startet det, er simpelthen så herlige mennesker.«

Klubben er blevet som en ekstra familie, tilføjer hun, hvor snakken flyder ubesværet, og latteren har let ved at finde vej, især når de mødes til hyggelige sommerfester og grillaftener.

»Vi holder sommerfester og griller sammen, og det er altså virkelig hyggelige mennesker. Vi har lært mange nye mennesker at kende på ingen tid. Det gør også en forskel.«

Og så er der disciplinen. Ikke disciplin som en tyngende pligt, men disciplin som en velkommen ledsager i tilværelsen. Anne understreger, at hun faktisk ville ønske, hun havde opdaget netop denne del af sporten langt tidligere i livet. 

»Jeg ville ønske, jeg var startet for 40 år siden. Tænk, hvad unge mennesker kan få ud af at lære den her disciplin og respekt så tidligt. Når vi går ind i salen, bukker vi for rummet, og det gør vi også, når vi går ud igen. Nogen synes, det lyder mærkeligt, men det handler om den her respekt. Der er mange regler, som jeg som voksen bare accepterer, men for børn og unge mennesker kunne det nok være en lærerig udfordring.«

Det er også med disciplinen som følgesvend, at Anne ser ind i fremtiden. Hun er langt fra færdig med karaten endnu, selvom tanken om et sort bælte får hende til at le lidt afvæbnende. Ikke fordi drømmen ikke findes, men fordi realismen trænger sig venligt på.

»Hvis jeg skulle nå det sorte bælte, ville jeg nok være 90, inden jeg kom derhen,« siger hun grinende og skæver kort ud over stranden.

Så sænker hun stemmen en anelse, som om hun røber en lille hemmelighed:

»Men jeg har selvfølgelig mine egne mål. Dem holder jeg for mig selv, men det gør altså en forskel at have noget at stræbe efter.«

Hun bliver stille et øjeblik, og man fornemmer, at disse personlige mål, selvom de ikke siges højt, er en vigtig del af hendes motivation for sporten. Måske er det netop derfor, hun uden tøven anbefaler karaten til andre, der måtte sidde hjemme med en snigende tvivl om, hvorvidt kroppen stadig kan følge med ambitionerne.

»Man bliver aldrig for gammel, medmindre man virkelig er fysisk dårlig,« siger hun med en overbevisning, der gør udsagnet svært at modsige.

»Jeg gjorde faktisk den lidt skøre ting, at jeg gik ind og googlede med den der kunstig intelligens, om man kunne starte på karate som 67-årig. Der kom jeg frem til utallige sider med beskrivelser, men det endte med at sige, at man aldrig bliver for gammel til at begynde på noget nyt, og det synes jeg jo er fint. Jeg har sagt det videre til mine veninder og bekendte, at det bare handler om at komme i gang, fordi det simpelthen er så sjovt,« bemærker hun og fortsætter:

»Og det er også sjovt, fordi det ikke er fysisk umuligt. Selvfølgelig er der nogle øvelser, vi må springe over, fordi kroppen ikke helt kan. Vi har jo alle sammen små fysiske skavanker – nogen har et kunstigt knæ, andre har noget andet – men vi gør det bare så godt, vi nu kan. Og så synes jeg altså bare, det er utroligt sjovt.«

Ordene lander blødt i strandens sandede tavshed, mens Anne skutter sig let i den dalende sol. Man aner koncentrationen i hendes blik, da dagens sidste kata nærmer sig, og bevægelserne udføres langsomt, metodisk og med en ro, som kun kommer af gentagelse.

I det øjeblik bliver Anne et levende bevis på, at det aldrig er for sent at begynde på noget nyt – også selvom man måske først tror, at muligheden er passeret forbi. Alder er muligvis bare et tal, men lige nu, med sand mellem tæerne og karatens rolige rytme som ledsager, virker det udsagn ikke bare som en kliché, men som en erkendelse.