Kolding får sin første elektroniske festival

Kolding får sin første elektroniske festival

Fredag den 11. september slår MISSION 1 dørene op ved Campus Kolding. Festivalen er en ny endagsfestival med Gilli og Anton Westerlin i spidsen, fem DJ’s og en billetpris, der ligger markant under, hvad publikum ellers betaler for navne af den størrelse. Billetsalget åbner onsdag den 27. maj klokken 9.

Det er ikke nogen tilfældighed, at festivalen lægger sig op ad de 9.000 studerende, der har deres daglige gang i Kolding. Det er en del af regnestykket.

»Det er et produkt, der skal ramme os alle sammen, men selvfølgelig med fokus på alle de studerende, der er,« siger Ulrich Nicolaisen, direktør i EventC, der står bag festivalen sammen med Mokka Group. »Der er 9.000 studerende i Kolding, og dem vil vi selvfølgelig rigtig gerne ramme med det her.«

Lineup’et begynder i toppen med Gilli, der ifølge Ulrich Nicolaisen har været den mest streamede danske kunstner gennem de seneste seks år. Ved siden af ham Anton Westerlin, som han kalder den største hitmager på den danske scene lige nu. Hertil kommer Thor Farlov og Noah Carter samt et DJ-program bestående af CRASKIN, Mikes Eyes, Mousan Corr, Oscar Bjerrehuus og OhBee. Flere af dem spiller til daglig Tomorrowland og andre store europæiske scener.

»Det bliver et setup, hvor der kommer til at være en masse lyseffekter,« siger Ulrich Nicolaisen. »Det bliver et anderledes setup end det, vi har lavet tidligere. Det er en elektronisk verden, så vi rammer et marked, der ligger der.«

Festivalen afvikles udendørs på arealerne bag UC Syd. Campus-bygningens karakteristiske ståloverflade bliver en del af scenografien, hvor den skal bruges til lys, mapping og laserprojektioner.

»Vi har sådan en ståloverflade, som vi kommer til at bruge til alt, hvad der hedder belysning og mapping af forskellige elektroniske ting, laser og alt muligt andet,« siger Ulrich Nicolaisen.

Han mener selv, at MISSION 1 markerer en ny position i regionen.

»Jeg håber og tror på, at vi er first mover på EDM’en og den elektroniske scene i trekantsområdet og i provinsen,« siger Ulrich Nicolaisen. »Så jeg er helt sikker på, at det skal nok give et ordentligt boost til en god aften i september.«

Festivalen er udviklet i samarbejde med en række lokale aktører. Bjert Invest har medvirket til infrastruktur og parkering, så festivalen kan afvikles samtidig med den daglige drift omkring campus.

Hos Mokka Group ses arrangementet som en del af en større ambition for byen.

»MISSION 1 skal være en oplevelse, folk forbinder med noget nyt og ambitiøst i Kolding,« siger Morten Strøh, direktør i Mokka Group. »Vi ønsker at skabe et format, der både kan samle lokale gæster og tiltrække publikum fra resten af landet.«

MISSION 1 er tænkt som første kapitel i en bredere festivalserie ved navn MISSION Festivals, der på sigt planlægges udrullet i flere byer. Den visuelle identitet er udviklet som et selvstændigt univers med scenografi, grafik og kampagneplatform, der ifølge arrangørerne skal kunne vokse over de kommende år.

»MISSION 1 er skabt med ambitionen om at bygge noget, der føles større end en traditionel endagsfestival,« siger Ulrich Nicolaisen. »Vi vil skabe en oplevelse, som samler mennesker omkring musikken, energien og det visuelle univers.«

Billetterne sælges via Ticketmaster fra onsdag den 27. maj klokken 9 til en forsalgspris på 350 kroner.

FAKTA

Arrangement: MISSION 1 Dato: Fredag den 11. september 2026 Sted: Pladsen ved Campus Kolding, Universitetsparken 1, 6000 Kolding Arrangører: EventC og Mokka Group Billetpris i forsalg: 350 kroner

Sygefraværet på ældreområdet i Fredericia er steget igen: Hver fuldtidsansat var i gennemsnit syg 18,6 dage på et år

Sygefraværet på ældreområdet i Fredericia er steget igen: Hver fuldtidsansat var i gennemsnit syg 18,6 dage på et år

På Voksen og Senior, der står for hjemmepleje, plejecentre og sygepleje i Fredericia Kommune, er sygefraværet vokset til 7,2 procent. Det er det højeste niveau i kommunen, og det ligger over kommunens egne tal for hele 2024 og 2025. AVISEN har gennemgået fire års sygefraværsrapporter.

Yasmin Juel Amer var Kongens vært: »Han var en del af folket«

Yasmin Juel Amer var Kongens vært: »Han var en del af folket«

Yasmin Juel Amer modtog kort før Royal Run titlen som Årets Middelfarter. På selve dagen var hun HM Kongens vært i byen og fulgte ham fra modtagelsen klokken 14.03 og rundt i den gamle og nye bydel, forbi værftet og UngHavn, naturvejlederne ved Café Razz og frem til startområdet i Havnegade.

Hun gik ved siden af HM Kongen, da han mandag besøgte Middelfart i forbindelse med Royal Run. Yasmin Juel Amer var Kongens vært i byen, og hendes opgave var, i den korte tid hun havde, at vise ham noget af det bedste, Middelfart har.

»Det er ikke lang tid, man har til at vise sin by,« siger Yasmin Juel Amer.

Først lidt om, hvorfor det netop blev hende, der trådte ind i den rolle. Yasmin Juel Amer var kort før Royal Run blevet kåret som Årets Middelfarter efter indstilling og afstemning blandt byens borgere. Hun fortæller selv, at det havde været hemmeligholdt, og at hun ikke havde nævnt det for nogen, før det blev offentliggjort. Først bagefter reagerede omgangskredsen overrasket: »Hey, hvad fanden, det har du ikke sagt,« lød reaktionen, som hun selv genfortæller den.

På selve Royal Run-dagen var hun den, der i timerne omkring HM Kongens besøg førte ham gennem byen. Hun fortæller, at hun er »dybt imponeret over, hvor nede på jorden han er«. Hun beskriver en konge, der virker som en helt almindelig mand, var nysgerrig på det, de gik og snakkede om, smilede, og gav high-fives til mennesker, der stod og ville hilse på ham.

»Han var en del af folket, og det synes jeg sgu er fedt,« siger hun.

Samtalen kom blandt andet rundt om marsvin og byens historie, og hun benyttede chancen til at sige tillykke til Kongen med et fodboldmesterskab, selv om hun »er blå i hjertet«. Da de passerede børn fra Viby Efterskole, der lavede et flot show, talte de om, at børn ofte er langt fra så uduelige, som de undertiden bliver gjort til.

Især værftet og UngHavn fangede Kongens interesse. Han talte med dem, der bygger og træner der, og det var tydeligt, at hans entusiasme for alt, hvad der har med vand at gøre, kom frem. Også ved Lillebælts soppebassin ved Café Razz, hvor naturvejlederne og børn i waders viste planter og dyr fra havet frem, var entusiasmen tydelig.

»En oplevelse, som man altid vil huske,« siger Yasmin Juel Amer om sin dag.

Hun vil rette en tak til de mennesker, der har indstillet hende og stemt på hende som Årets Middelfarter: »Det er i virkeligheden deres skyld, at jeg har fået lov til det her.«

Da Kongen var sendt af sted på 5 km-distancen, havde Årets Middelfarter ikke pause. Hun tog sin cykel og kørte op gennem skoven til sit næste arrangement på Middelfart Stadion. Her ventede fodboldspillere fra MG&BK, den unge teqball-spiller Frederik Mondrup og guitaristen Anders Pedersen fra Fredericia, der havde lagt et riff over melodien til »Kong Christian stod ved højen mast«. Hun fortæller, at hun nok har været den hurtigste cyklist op gennem skoven den dag. Hun havde også, inden de gik fra hinanden, bedt Kongen om ikke at løbe for hurtigt, så hun kunne nå derop.

Det nåede hun. Som hun selv siger: »Megagodt.«

Smedefirma vækster og udvider ejerkredsen

Smedefirma vækster og udvider ejerkredsen

Fredag den 22. maj samledes et par hundrede mennesker, heriblandt ansatte, kunder, leverandører og samarbejdspartnere hos Wiggers & Klement A/S. Anledningen var en reception for Lars Pedersen, der den 1. maj trådte ind som virksomhedens fjerde medejer. Direktør Lennert Klement kalder udvidelsen en win-win.

Wiggers & Klement A/S oplyste allerede i april, at ejerkredsen ville blive udvidet fra tre til fire med Lars Pedersens indtræden den 1. maj 2026. Fredag i sidste uge blev beslutningen markeret med en reception, hvor begge nye og gamle relationer mødtes om kaffe, snak og en åben pølsevogn.

Det er ikke den slags beslutninger, der træffes på en eftermiddag. Lars Pedersen og Lennert Klement har kendt hinanden i mange år, og interessen har gået begge veje, før de nu står som medejere i samme virksomhed.

»Det er meget i vores ånd. Folk skal have det godt, kunderne skal være tilfredse, og kvaliteten skal være i højsædet,« siger Lennert Klement, medejer og direktør i Wiggers & Klement. Fredag den 22. maj bød han velkommen til reception, hvor Lars Pedersen blev præsenteret som ny medejer.

»Lars har vist interesse, og vi har også vist interesse for at få ham med ind,« siger Lennert Klement, adm. direktør og medejer i Wiggers & Klement. »I den vækstrejse, vi gerne vil være på og fastholde, var Lars en fin brik at få med ind. Fordi Lars har nogle kompetencer, som vi godt kunne se os selv bruge her i virksomheden.«

Det handler ifølge ham om mere end faglige kompetencer alene. Det handler om en måde at drive forretning på.

»Lars kan godt lide den måde, vi driver forretningen på, og han kunne sagtens se sig selv i vores hverdag og i vores måde at håndtere tingene på,« siger Lennert Klement. »Så alt i alt var det bare en win-win.«

Lars Pedersen har en baggrund med styring af projekter, og det er en af de grunde, han er kommet ind i ejerkredsen. Lennert Klement fremhæver eksekveringsevnen.

»Lars er meget dygtig til at få eksekveret tingene ude i markedet på en god måde, så kunderne er tilfredse, økonomien er på plads, og de folk, som arbejder sammen med eller under Lars, bliver behandlet ordentligt,« siger Lennert Klement. »Det er meget i vores ånd. Folk skal have det godt, kunderne skal være tilfredse, og kvaliteten skal være i højsædet.«

Lars Pedersen trådte den 1. maj ind som fjerde medejer af Wiggers & Klement A/S. »Man er meget mere investeret i det,« siger han om den nye rolle. Fredag den 22. maj blev udvidelsen af ejerkredsen markeret med en reception for et par hundrede gæster.

For Lars Pedersen selv er det en ny rolle på flere måder. Han har kun været i firmaet i tre uger og skal vænne sig til, at det nu også er hans egne penge, der står på spil.

»Jeg kommer fra en virksomhed, der er lidt større, og kommer forhåbentlig med nogle kunder, som jeg kan skaffe arbejde med,« siger Lars Pedersen.

Han beskriver de tre, han nu er kommet ind sammen med, som folk i samme støbning.

»Det er tre sløgner, som er i samme støbning som mig, i god måde,« siger han. »Jeg har kendt dem igennem mange år, så jeg ved, hvad de står for, og jeg ved, hvilken kvalitet de laver. Derfor vil jeg gerne være sammen med dem her i dag.«

At han nu også er medejer, gør noget ved måden, han ser arbejdet på.

»Man er meget mere investeret i det,« siger Lars Pedersen.

For virksomheden er udvidelsen af ejerkredsen led i en større bevægelse. Wiggers & Klement har netop købt en ny maskine, lejet flere lokaler og gør plads til flere medarbejdere. Tilbagemeldingerne på de første henvendelser, som Lars Pedersen har trukket med ind i firmaet, har været positive.

»Vi er meget fortrøstningsfulde, også i forhold til, at Lars kan bidrage med noget omsætning og bidrage med noget grundlag for alles bedste her i firmaet,« siger Lennert Klement.

Receptionen samlede et par hundrede gæster. Nogle havde meldt afbud på grund af pinsen, men døren stod åben hele eftermiddagen, og snakken faldt let.

»Det hænger jo også sammen med, at det er noget, Lars også kan,« siger Lennert Klement. »Behandle folk ordentligt og være en god fyr. Folk har lyst til at være sammen med os. Det er dejligt.«

Hvordan fremtiden tegner sig, er han ikke i tvivl om.

»Det bliver rigtig godt,« siger Lennert Klement. »110 procent.«

Vinterbadere og kajakroere får moderniseret klubhus ved Lillebælt

0
Vinterbadere og kajakroere får moderniseret klubhus ved Lillebælt

Molands Hus i Skærbæk er gået i gang med en omfattende renovering, der både skal modernisere de slidte omklædningsfaciliteter og sikre bygningen mod fremtidige oversvømmelser. Børup Sande Fællesforening står bag projektet, der er blevet muligt med en bevilling på 410.000 kroner fra Nordea-fondens Renoveringspulje.

Huset bliver året rundt brugt af vinterbadere, kajakroere og boardsportsudøvere, og for formand Morten Hildebrand er renoveringen et længe ventet løft.

»Molands Hus er et vigtigt samlingspunkt for mange i Skærbæk og omegn. Renoveringen betyder, at vi kan tilbyde moderne og mere bæredygtige faciliteter – og samtidig sikre huset mod fremtidige oversvømmelser,« siger formanden.

Børup Sande Fællesforening dækker tre lokale foreninger ved Lillebælt, nemlig Skærbæk Kajakklub, Vinterbadeklubben og Lillebælt Boardsport. Tilsammen har de tre foreninger flere hundrede aktive brugere, og området er samtidig et populært udflugtsmål for både lokale og tilrejsende.

Selve renoveringen omfatter isolering af huset, nye energivenlige vinduer og døre, nye vægge både inde og ude samt højvandssikring af bygningen. Arbejdet udføres af Trekantens Tømrer og Bygningssnedker og forventes færdigt i uge 28.

Inden håndværkerne kunne rykke ind, blev der trukket på den lokale forankring. En stor gruppe frivillige mødte op for at rydde ud, fjerne inventar og klargøre bygningen, så håndværkerne kunne komme i gang.

»Det er rørende at se, hvor mange der stiller op. Den frivillige indsats betyder både lavere omkostninger og stærkere fællesskab,« fortæller formanden.

Renoveringen forventes at være færdig i tide til en officiel indvielse medio juli, hvor alle interesserede inviteres til at komme og se de nye faciliteter. Fra fællesforeningens side fremhæves det, at bevillingen fra Nordea-fonden har været afgørende for, at projektet overhovedet kunne realiseres.

Spirituskørsel uden førerret: 30-årig kvinde sigtet i Kolding

0
Spirituskørsel uden førerret: 30-årig kvinde sigtet i Kolding

En 30-årig kvinde er sigtet for spirituskørsel og kørsel uden førerret, efter at en patrulje mandag eftermiddag standsede hende i krydset mellem Skovvangen og Nordre Ringvej i Kolding.

Standsningen skete klokken 16.30. Kontrollen viste, at føreren var påvirket af alkohol over det tilladede, og hun havde desuden ingen førerret. Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Kreativ superhelt har slået sig ned på Tinghøj i Kolding

0
Kreativ superhelt har slået sig ned på Tinghøj i Kolding

Børn og unge med sociale og psykosociale udfordringer på Tinghøj Børne- og Ungehjem i Kolding har fået et nyt fast indslag i hverdagen. Initiativet Kreaheltene, der drives af Børneulykkesfonden, har nemlig rykket ind med maling, limpistoler, perler og kreativ frihed under armen.

Det er Laura, der er den faste kreative superhelt på Tinghøj. En gang om ugen ruller hun ind med kreavognen og inviterer børnene og de unge ind i nogle timer, hvor det ikke handler om at præstere, men om at skabe.

For mange af de børn og unge, som har deres gang på Tinghøj, er hverdagen tynget af følelsesmæssige og sociale udfordringer. Og det er netop her, det kreative rum kan noget særligt, mener Laura.

»De kreative processer kan ofte virke helt meditative, og jeg oplever, hvordan de kan være med til at hjælpe børn og unge med at være i hænderne og nuet, fremfor hovedet og tankerne,« fortæller hun.

Selv om opgaven retter sig mod børnene, betyder rollen som Kreahelt også meget for hende selv.

»Jeg er meget beæret over at få lov til at være Kreahelt på børnehjemmet Tinghøj. Som Kreahelt får jeg nemlig muligheden for at skabe kreative og legende processer, som giver børn og unge et frirum. Et frirum, hvor det blot handler om at bruge sanserne og skabe ting sammen i et fællesskab, og hvor intet handler om rigtigt eller forkert,« siger hun.

På Tinghøj ser man frem til, at den kreative indsats nu bliver en fast del af tilbuddet. Mette Samuelsen, afdelingsleder for Tinghøj støtteophold og aflastning, peger på, at et kreativt frirum kan rumme noget, som ord ikke altid kan.

»Vi er rigtig glade for at være en del af opstarten af Kreaheltene på Tinghøj. For børn og unge kan det kreative rum blive et trygt frirum, hvor der er plads til både fordybelse, fantasi og følelser – og hvor de kan opleve glæde og succes ved at skabe noget sammen med andre. Vi tror på, at det kan styrke både deres trivsel, deres stemme og deres følelse af fællesskab,« siger hun.

Kreaheltene er ikke et nyt fænomen på landsplan. Initiativet er allerede til stede på landets hospitaler, på psykiatriske afdelinger, på flere børnehjem, på krisecentre og i palliationen, hvor de skaber kreative pauser i en ofte presset hverdag.

Hos Børneulykkesfonden, der står bag initiativet, er der glæde over, at tilbuddet nu også er kommet til Kolding.

»Vi ved, hvor stor en betydning det har for børn og unge at få lov til at udtrykke sig kreativt – især i en tid, hvor alt andet føles svært og uoverskueligt. Derfor er vi utroligt glade for, at vi nu kan tilbyde Kreaheltene på Tinghøj,« siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Kolding ligger over landsgennemsnittet for skolesvømning – men ikke alle elever når i vandet

0
Kolding ligger over landsgennemsnittet for skolesvømning – men ikke alle elever når i vandet

Skolesvømningen i Kolding Kommune klarer sig pænere end både landet som helhed og Region Syddanmark, viser en ny undersøgelse af svømmeundervisningen i landets grundskoler. Undersøgelsen er gennemført i alle 98 kommuner og på knap 1.000 grundskoler og er foretaget af Epinion for TrygFonden.

Kolding lander på en samlet pointscore på 62 ud af 100. Til sammenligning er landsgennemsnittet 59, og det samme gælder for Region Syddanmark. Højeste pointscore på landsplan er 80, som er opnået af Fanø, Struer og Læsø.

Tallene fra Kolding viser samtidig, at der fortsat er huller i tilbuddet. På 80 procent af kommunens skoler bliver alle elever tilbudt svømmeundervisning i løbet af deres grundskoleforløb. Landsgennemsnittet ligger på 82 procent. På 91 procent af skolerne i Kolding indgår livredning som en del af undervisningen, hvilket er væsentligt over landsgennemsnittet på 65 procent. På 45 procent af skolerne tilbringer eleverne mindst 75 procent af tiden i vandet i en typisk svømmetime, mod et landsgennemsnit på 40 procent.

Blandt nabokommunerne er der store udsving. Fredericia opnår 78 point, Vejen og Hedensted 73 point, mens Vejle ligger i bunden med 32 point og kun 52 procent af skolerne, som tilbyder svømmeundervisning til alle elever. I den modsatte ende ligger Fanø Kommune, der med en pointscore på 80 er blandt landets bedste.

Undersøgelsen er offentliggjort i forbindelse med, at Dansk Skoleidræt, SvømDanmark, DGI og TrygFonden for første gang lancerer nationale anbefalinger for, hvilke færdigheder danskerne bør have for at færdes trygt ved, i og på vandet. Anbefalingerne skal integreres i undervisning, træning og formidling, så grundlæggende svømme- og livredningsfærdigheder bliver mere ensartede på tværs af landet.

Ifølge organisationerne bag undersøgelsen er der hvert år omkring 700 drukne- og vandhændelser i Danmark, hvor der er behov for en ambulance. I 10-15 procent af tilfældene ender hændelsen fatalt. Samtidig viser en befolkningsundersøgelse fra TrygFonden, at en tredjedel af de 7-10-årige ikke kan svømme uden hjælpemidler, og at halvdelen af alle voksne ikke kan svømme 200 meter.

Bag de nye anbefalinger ligger en bekymring for, at skolesvømningen mange steder er presset af økonomi og praktiske forhold. På landsplan oplever 18 procent af skolerne, at udgifter til transport, leje af svømmehal eller lang transporttid er barrierer for at kunne tilbyde svømmeundervisning til alle elever.

»Skolesvømning kan være med til at udligne nogle af de forskelle, der er på børns svømmefærdigheder. Med de nye nationale anbefalinger får de undervisere, der står for skolesvømningen, et stærkt redskab til at styrke den. Men anbefalingerne kan ikke stå alene. Der skal også være lokalpolitisk vilje til, at man fra skolens side kan hjælpe alle skoleelever til at opnå de svømmefærdigheder, som er meget vigtige i et land som Danmark,« siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt.

Også fra svømmeklubbernes side peges der på, at det handler om mere end medaljer og baner.

»DGI og svømmeklubberne er sammen om at sikre, at så mange som muligt er trygge i vandet. Så alle har adgang til gode oplevelser i og ved vandet. Med de nye anbefalinger styrker vi fundamentet, så svømme- og livredningsfærdigheder bliver en naturlig del af aktiviteterne i svømmeklubberne. Ligesom det giver mulighed for at styrke samarbejdet mellem skole/SFO og svømmeklubberne,« siger Martin Duedal Johansen, idrætsansvarlig konsulent for svømning i DGI.

Hos TrygFonden, der har arbejdet med drukneforebyggelse i 25 år, ses de nye anbefalinger som et vigtigt skridt.

»Vi har i 25 år arbejdet for, at færre drukner, og at flere opnår en vandglæde og lærer at begå sig trygt og sikkert i vand. Vi ved, at manglende svømmefærdigheder er blandt de væsentligste årsager til, at der hvert år er mennesker, der omkommer i drukneulykker, og at en fjerdedel af befolkningen på et tidspunkt har været tæt på at drukne,« siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

For Koldings del betyder tallene, at kommunen står stærkere end de fleste, når det gælder livredning i undervisningen, men at hver femte skole stadig ikke tilbyder alle elever svømmeundervisning i løbet af grundskolen.

Elbiler rykker ind ved siden af fladskærmene i Rosengårdcentret

0
Elbiler rykker ind ved siden af fladskærmene i Rosengårdcentret

NIO og firefly åbner fra den 30. maj en pop-up store hos elektronikkæden POWER i Rosengårdcentret i Odense. Frem til den 30. september vil odenseanere og fynboer kunne opleve elbilerne fysisk, booke prøvekørsler og afslutte et eventuelt køb på stedet.

Tankegangen bag den lidt utraditionelle placering er at møde kunderne dér, hvor de allerede færdes med interesse for teknologi.

»POWER er et sted, hvor mange allerede kommer for at opleve og vælge teknologi i alle afskygninger. Derfor er det et oplagt match for os at bringe NIO og firefly ind i netop det univers – og gøre det muligt at gå fra nysgerrighed til prøvekørsel og køb samme sted,« siger Casper Mysling, Country Manager hos NIO og firefly i Danmark.

Fra åbningsdagen kan de besøgende se den kompakte fempersoners bybil firefly, den sportslige stationcar NIO ET5 Touring samt den større SUV-model EL6. Det er allerede nu muligt at booke en prøvekørsel af de tre modeller.

firefly fås i to udstyrsvarianter, Select og Comfort, og er ifølge bilmærket en af de få baghjulstrukne elbiler i sin størrelsesklasse. Select-udgaven har en rækkevidde på op til 330 kilometer, mens Comfort-udgaven kommer op til 320 kilometer på en opladning. Priserne starter ved 209.900 kroner.

Både ET5 Touring og EL6 tilbydes i to batteristørrelser. Stand Range-udgaven har en rækkevidde på op til 406 kilometer, mens Long Range-udgaven når op til 529 kilometer. Priserne starter ved 359.900 kroner for ET5 Touring, 349.900 kroner for sedanudgaven ET5 og 429.900 kroner for EL6.

Fælles for modellerne er ifølge mærket et generøst standardudstyr og europæiske rødder med design fra München og teknisk udvikling i Berlin.

Pop-up-området i Rosengårdcentret er indrettet med loungeområde og sofaer, hvor kunder kan slå sig ned til en længere samtale om bilerne. Personalet er til stede på hverdage fra klokken 12 til 18 og i weekenderne fra klokken 10 til 16.

Løbefællesskab uden stopur gør holdt i Kolding

0
Løbefællesskab uden stopur gør holdt i Kolding

Et nyt løbefællesskab gør den 31. maj stop i Kolding, når Hav Runners sammen med elbilmærket firefly inviterer byens borgere til et åbent og gratis fællesløb på fem kilometer. firefly er et subbrand under NIO og en del af den Kolding-baserede Nic. Christiansen Gruppen.

Eventet i Kolding er ét af flere stop på en landsdækkende turné under konceptet »5 kilometer og masser af løbeglæde«, hvor fokus ligger på fællesskab frem for præstation. Ifølge arrangørerne kan alle være med, uanset om man er nybegynder eller erfaren løber.

»Vi ønsker at gøre løb mere tilgængeligt og mindre præstationspræget. Det handler ikke om tider eller distancekrav, men om fællesskab, bevægelse og glæden ved at være aktive sammen,« siger Havshen Nabaz, stifter af Hav Runners og kendt fra podcastduoen Hav & Kamal.

Ambitionen er at skabe lokale mødesteder, hvor motion bliver en social aktivitet, der kan samle mennesker på tværs af niveau og erfaring. I Kolding er ruten lagt som et fælles femkilometerløb, hvor tempoet tilpasses gruppen, så alle kan deltage side om side.

For firefly handler samarbejdet samtidig om at gøre sig bemærket på en anden måde end gennem klassisk markedsføring.

»firefly er et relativt nyt brand under NIO, og vi ønsker at skabe synlighed gennem aktiviteter, der opleves som relevante og nære for målgruppen – i stedet for klassisk reklame,« siger Louise Jensen, Marketing Manager for NIO/firefly Danmark.

Kolding indgår i en længere række af danske byer, som Hav Runners og firefly besøger i maj og juni med deres fællesløb. Målet er at gøre det lettere at komme i gang med at løbe og samtidig styrke det sociale fællesskab omkring motionen.

Mødestedet i Kolding er Fredericiagade 20, og løbet skydes i gang klokken 10 søndag den 31. maj. Der kræves ingen tilmelding, og deltagelsen er gratis.

Person dræbt af tog ved Vejle

Person dræbt af tog ved Vejle

0
Politi og redning rykkede natten til lørdag ud til Rødkildevej i Vejle, hvor der havde været en personpåkørsel. Sydøstjyllands Politi meldte klokken 04.33 om...