5.9 C
Copenhagen
søndag 21. december 2025

Historisk certificering til Taulov Dry Port – Danmarks første bæredygtige logistikbyggeri

0
Historisk certificering til Taulov Dry Port – Danmarks første bæredygtige logistikbyggeri

BUSINESS. Selvom nyheden ikke længere er dugfrisk, er der alligevel god grund til at fremhæve, at Taulov Dry Port ved Fredericia nu officielt kan kalde sig hjemsted for Danmarks første nybyggeri med en BREEAM Excellent-certificering. Certificeringen anses for at være Europas mest anerkendte bæredygtighedsstempel.

Det er byggefirmaet DS Flexhal, der i samarbejde med Rambøll og Taulov Dry Port står bag projektet, som blandt andet huser A.P. Møller – Mærsks nye logistikdomicil på 40.000 kvadratmeter. Byggeriet rummer lager-, logistik- og administrationsfaciliteter, og det er opført med fokus på grønne løsninger og lav-emissionsmaterialer.

Certificeringen er resultatet af mere end ét års intensiv dokumentation, tests og bæredygtighedsanalyser. Saúl D., entrepriseleder hos DS Flexhal, kalder certificeringen for en milepæl:

»Det er fedt at få certificeringen. Vi er jo de første. Og så vidt jeg husker, er det også det første logistikbyggeri i Danmark, der opnår en BREEAM Excellent-certificering.«

Jesper Gemmer, CEO i Taulov Dry Port, understreger også certificeringens betydning for hele området:

»Vi har valgt at certificere alle vores bygninger. Det gavner både vores kunder, os selv og hele samfundet. Vi mindsker klimabelastningen og driftsomkostningerne, samtidig med at bygningernes markedsværdi øges.«

Fra Rambøll, som har fungeret som rådgivere gennem hele processen, siger senior sustainability consultant Trine Bindslev Tree:

»Det har været utrolig spændende at følge projektet fra start til slut – og sikre Danmarks første BREEAM Excellent-certificerede byggeri.«

Certifikatet blev officielt overrakt ved en ceremoni til bygherren og brugeren, repræsenteret af Ulrik Vigsøe Stockmann fra Maersk Contract Logistics. DS Flexhals administrerende direktør Anette Storm fremhævede ved samme lejlighed betydningen af samarbejdet mellem alle parter:

»Jeg er virkelig stolt af, at vi i DS Flexhal har opnået denne første certificering. Det er resultatet af en stor indsats fra alle involverede parter.«

43-årig kvinde anholdt efter hektisk biljagt fra Vejle til Bredsten

0
43-årig kvinde anholdt efter hektisk biljagt fra Vejle til Bredsten

KRIMI. En 43-årig kvinde fra Vejle fremstilles onsdag klokken 13.00 i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Kvinden blev tirsdag aften anholdt efter en længere og hektisk biljagt, som startede i Vejle og først sluttede ved Bredsten.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X.

Den 43-årige kvinde er sigtet for flere forhold. Blandt andet fareforvoldelse, kørsel uden førerret samt tyveri af en bil.

Ifølge politiet blev kvinden forsøgt standset af en patrulje i Vejle, men valgte i stedet at flygte. Politiet satte efter hende, og efter en intens eftersættelse lykkedes det politiet at standse bilen i området omkring Bredsten, hvor kvinden blev anholdt.

Politiet ønsker foreløbigt ikke at komme nærmere ind på detaljerne omkring anholdelsen eller kvindens motiv.

Efterdønninger af skybruddet: Viadukt oversvømmet og cykelsti ramt af jordskred

0
Efterdønninger af skybruddet: Viadukt oversvømmet og cykelsti ramt af jordskred

VEJRET. Tirsdagens kraftige regnvejr har skabt problemer flere steder i Fredericia-området, og særligt i Taulov har man været hårdt ramt. Politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi gav onsdag morgen på politiets pressebriefing en status på følgerne af gårsdagens voldsomme nedbør.

Et af de steder, hvor skybruddet gav udfordringer, var ved viadukten på Taulov Kirkevej. Her stod vandet så højt, at forbipasserende hverken kunne komme igennem til fods eller i bil, uden at blive fanget af vandmasserne.

»Der har været problemer med vand ude ved viadukten på Taulov Kirkevej efter skybruddet. Kommunen har reageret på det, og TrekantBrand har været ude for at fjerne vandet,« fortæller Hans Hoffensetz.

Store vandmængder havde tirsdag eftermiddag fyldt tunnelen ved Taulov Kirkevej. Foto: Diana Pedersen

Han tilføjer, at politiet ikke længere er involveret i sagen, og at kommunen nu håndterer situationen videre.

Det voldsomme regnskyl udløste også et jordskred i krydset mellem Nordensvej og Skærbækvej, hvor jord blev skyllet ud over cykelstien og dele af kørebanen.

»Jorden er skredet ud på cykelstien ved Nordensvej på grund af kraftige nedbørsmængder. Kommunens tekniske forvaltning er blevet orienteret om problemet,« siger politikommissæren.

Hans Hoffensetz oplyser, at politiet endnu ikke har modtaget en status fra kommunen angående oprydningen på Nordensvej, men understreger, at sagen ligger hos kommunens tekniske forvaltning.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.

Undgå bødefælden på bilferien – her er reglerne, du skal kende

0
Undgå bødefælden på bilferien – her er reglerne, du skal kende

TRAFIK. Sol, sommer og kør-selv-ferie. Mange danskere pakker bilen og sætter kurs mod sydligere himmelstrøg, men ferieglæden kan hurtigt forsvinde, hvis du får en uventet bøde undervejs. For selv små forseelser i trafikken kan blive en dyr affære, når du kører gennem Europa.

Reglerne for bilkørsel og miljøzoner varierer nemlig markant fra land til land, og dét kan give danske bilister store overraskelser.

Ifølge direktør hos Forbruger Europa, Lars Arent, ser man ofte, at danske bilister får bøder, fordi de ikke er klar over, at reglerne i andre europæiske lande kan være helt anderledes end i Danmark:

»Hvert land har sine egne færdselsregler og krav til bilister. Det gælder fx miljøzoner i lande som Italien, Tyskland og Frankrig. I andre lande, fx Østrig og Schweiz, skal du i visse tilfælde have mærkater i ruden. Nogle lande stiller også krav til, at du skal have noget bestemt sikkerhedsudstyr, som fx en advarselstrekant eller førstehjælpskasse i bilen,« forklarer Lars Arent.

Mangler du eksempelvis en miljøzonetilladelse i byer som Rom eller Berlin, kan det hurtigt koste dig dyrt. Hvis du ikke har registreret nummerpladen korrekt, kan bøden desuden lande i postkassen længe efter, du er kommet hjem. Endnu værre er det, hvis du har lejet bilen, for så lægger udlejningsfirmaet typisk også et administrationsgebyr oveni bøden.

»Selv når folk har haft en gyldig tilladelse, har vi set sager, hvor scanneren ikke har registreret det korrekt. Gem derfor altid kvitteringer og dokumentation for dine betalinger i tilfælde af, at du skal klage eller have annulleret en bøde,« lyder rådet fra Lars Arent.

For at hjælpe danske bilister godt på vej har Forbruger Europa samlet en række råd, som kan sikre en bødefri bilferie:

  • Tjek færdselsreglerne hjemmefra – reglerne kan variere meget fra land til land. FDM har udarbejdet en særlig vejledning.
  • Søg miljøzonetilladelser inden afrejse – mange zoner kræver registrering eller køb af mærkater.
  • Vær ekstra opmærksom på vejskiltene undervejs – de kan være på lokalsprog og variere selv inden for det samme land.

Dermed sikrer du, at ferien ikke ender med en bitter eftersmag af dyre bøder.

Tyve i Prinsessegade slap væk med alt fra stiksav til bestik og barnevogn

0
Tyve i Prinsessegade slap væk med alt fra stiksav til bestik og barnevogn

KRIMI. Et skur i Prinsessegade i Fredericia fik uventet besøg af ubudne gæster i tidsrummet fra mandag aften til tirsdag morgen. Tyvene slap afsted med både elværktøj, sikkerhedssko, en barnevogn og bestik.

Politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at politiet modtog anmeldelsen tirsdag eftermiddag. Tyvene kom ind i skuret via en gårdhave.

»Der er nogen, der har været inde i en gårdhave i Prinsessegade, og så er man gået ind i et skur, hvor man har stjålet forskelligt elværktøj. Det er blandt andet en stiksav og to boremaskiner af mærket Makita med tilhørende batterier, samt nogle sikkerhedssko,« oplyser Hans Hoffensetz.

Tyvene nøjedes dog ikke med værktøjet. Fra skuret blev der også taget en barnevogn, bestik og en cykelhjelm. Om barnevognen er brugt til at fragte tyvekosterne væk i, ved politiet endnu ikke.

»Om de har puttet det hele i barnevognen og kørt afsted, det ved vi ikke, men en barnevogn er i hvert fald også blevet stjålet,« siger politikommissæren.

Politiet har endnu ikke fundet konkrete spor efter gerningsmændene, men Hans Hoffensetz opfordrer folk til at holde øjnene åbne.

»Hvis nogen har set en barnevogn med en helt masse ting i, så kunne det da være interessant at høre fra dem,« slutter han.

Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 114.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.

Vigepligten glippede og gav buler i bilerne – uheld ved Storcenter-kryds

0
Vigepligten glippede og gav buler i bilerne – uheld ved Storcenter-kryds

KRIMI. Et færdselsuheld skabte tirsdag eftermiddag kortvarigt problemer ved det trafikerede kryds mellem Skovvangen, Ny Esbjergvej og Vejlevej i Kolding. Klokken 15.10 modtog Sydøstjyllands Politi anmeldelsen om et sammenstød mellem to biler, der var kørt ind i hinanden i krydset.

Ifølge politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi skete uheldet, da en sort Peugeot, ført af en 26-årig kvinde fra Haderslev, skulle dreje fra Skovvangen og ned mod Vejlevej i sydlig retning. Her kolliderede hun med en Chevrolet Cruze, som blev ført af en 47-årig mand fra Polen, der kom kørende ligeud ad Ny Esbjergvej i østlig retning.

»Der er formentlig tale om et vigepligtsforhold i det her tilfælde. Vi har en svingende bil og en ligeudkørende, som møder hinanden derude,« forklarer Hans Hoffensetz og tilføjer, at det tyder på, at kvinden fra Haderslev ikke har overholdt sin vigepligt.

Heldigvis slap begge førere uden personskader, og politiet beskriver skaderne på køretøjerne som »ringe materielle«.

Uheldet gav også kun begrænset trafikal gene på stedet, og begge parter kunne hurtigt komme videre, efter politiet havde afsluttet undersøgelserne på uheldsstedet.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.

Benzintyve på spil: Hul boret i bil ved Middelfart

0
Benzintyve på spil: Hul boret i bil ved Middelfart

KRIMI. Det seneste døgn har budt på flere sager hos Fyns Politi. Især i Middelfart Kommune har der været travlt med både hærværk og trafikuheld.

På en samkørselsplads ved Aulbyvej i Middelfart fik en bilejer en kedelig overraskelse. Ukendte gerningspersoner havde nemlig boret hul ind til benzintanken på hans parkerede bil. Hærværket skete allerede den 10. juli, men blev først anmeldt den 15. juli.

Samme dag, den 15. juli, blev politiet kaldt til et trafikuheld på Fynske Motorvej nær Ejby, hvor to personbiler var impliceret. Den ene bilist mistede herredømmet over sin bil, trak pludseligt ind foran en anden bil og kolliderede med autoværnet. Kort efter blev bilen påkørt af den anden bil. Uheldet skete ved en hastighed på omkring 110 km/t. Begge parter slap heldigvis uden personskade, men uheldet medførte betydelige materielle skader.

Også på resten af Fyn har politiet været travlt beskæftiget. I Broby i Faaborg-Midtfyn Kommune blev en bilist fastklemt efter et voldsomt eneuheld på Fangelvej, hvor bilen endte med at rulle rundt på taget i forbindelse med en undvigemanøvre. Bilisten blev reddet ud af bilen af redningspersonel og pådrog sig personskader.

I Munkebo mistede en bilist kontrollen på Munkebovej og kolliderede frontalt med en modkørende bil. Selvom uheldet var voldsomt, kom begge parter fra uheldet uden alvorlige personskader, men én blev kørt til hospitalet for sikkerhedens skyld.

I Odense var der ligeledes travlhed med flere sager om spiritus- og narkokørsel, samt tyverier og indbrud. Blandt andet blev en 21-årig mand sigtet for både narkobesiddelse og overtrædelse af våbenloven, da han blev fundet med en peberspray på Hans Tausens Gade.

Padelhygge på højt plan – Fredericias padelkvinder har fundet opskriften på det gode fællesskab

0
Padelhygge på højt plan – Fredericias padelkvinder har fundet opskriften på det gode fællesskab

SPORT. Der findes tidspunkter, hvor padelhallen i Erritsø er fyldt med en særlig energi. Banerne myldrer med spillere, der kommer direkte fra job eller familie, og selvom dagen måske har været lang, ligger aftenen stadig åben med bolden i spil og battene klar. Sådan en aften er det også denne onsdag, og på én af banerne gør fire kvinder sig klar med den blanding af smil og stålsathed, der kendetegner Fredericia Padel Federacións kvindehold, også kendt som Q-holdet.

Lige nu består holdet primært af fire faste spillere, som uge efter uge trækker i træningstøjet, går på banen og efterfølgende afrunder med en badebajer – et fast ritual efter en god omgang padel. Tidligere havde de også en femte spiller med, fortæller Camilla, en af de bærende kræfter på Q-holdet, mens hun står ved sidelinjen og binder skoene. Den femte spiller har dog af praktiske årsager ikke kunnet spille med i denne sæson.

»Det var hende, der startede op med os i sin tid. Hun bor ikke her længere, så nu har vi selv måttet få det til at hænge sammen. Men det går faktisk rigtig fint,« fortæller Camilla om holdets nuværende situation.

Q-holdet opstod kort efter coronapausen, og siden da har de været fast inventar i hallen i Erritsø. Men hvad betyder det egentlig at spille på et hold, der udelukkende består af kvinder?

Camilla tænker ikke længe over det, men svarer med en lille latter i stemmen, at det faktisk betyder en del mere, end man måske skulle tro.

»Det er mega hyggeligt. Det kan bare noget andet, når man kun er kvinder. Men det giver selvfølgelig også nogle udfordringer. For eksempel har vi haft spillere, der er blevet gravide, og vi har én, der næsten lige har født. Det er jo fantastisk, men også en lille udfordring, når vi skal stille med fire spillere til kamp hver gang,« siger hun.

Selvom der kan være praktiske udfordringer, har Q-holdet fundet sin egen rytme og balance. Hver anden onsdag får de besøg af Tore, en træner, der ifølge Camilla er »mega dygtig« og sørger for struktur i træningen. Andre dage, som i dag, handler det mere om at spille frit og nyde hinandens selskab. Netop denne fleksibilitet er noget, Camilla sætter stor pris på, da det passer perfekt ind i en hverdag, hvor både familieliv og arbejde skal gå op i en højere enhed.

»Vi kender hinanden privat, alle os fire, og vi ses også uden for padelbanen. Det giver en helt speciel sammenhæng,« forklarer Camilla.

Og sammenhængen bliver hurtigt tydelig, når man ser holdet i aktion. Små opmuntrende tilråb, latter og smil flyder let mellem spillerne.

Men selvom fællesskabet er kernen, har Q-holdet også ambitioner. Lige nu spiller de i Lunar Ligaens 2. division, og ifølge Camilla passer det niveau holdet helt perfekt.

»Det passer os rigtig fint at spille i 2. division, og vi vil gerne blive der. Vi sluttede midt i tabellen i år, og det var perfekt. Når vi prioriterer tid til padel, handler det mere om at få gode, tætte kampe, end om at vinde det hele. Så når vi tager af sted, er det dét, vi glæder os til – kampene, der virkelig udfordrer os,« forklarer hun.

Hun nævner Lunar Ligaen som en vigtig ramme både for holdets udvikling og deres sociale liv. Køreturene til kampene rundt i landet er blevet mindst lige så vigtige som selve kampene. Her er tid til både latter og snak i bilen, og det er præcis dét, der holder motivationen oppe, selv når hverdagen presser på.

Efter træning fortsætter hyggen med badetøj og badebajer, og sådan har det altid været for holdet.

Q-holdet er en integreret del af Fredericia Padel Federación, og kvinderne spiller ofte på kryds og tværs med mændene, hvis der mangler spillere. Stemningen i klubben er afslappet og hyggelig, og Camilla tænker et øjeblik, før hun finder præcis de ord, der rammer følelsen bedst.

»Det er bare hyggeligt. Vi er omkring 50-60 medlemmer i foreningen, og man kender hinanden. Når vi mødes hernede, er der altid en stemning af, at alle kender alle. Det er dét, der gør det helt specielt,« siger hun, før hun vender tilbage til banen, hvor holdkammeraterne allerede er i fuld gang.

Snart lyder de første slag mod glasset, og latteren breder sig igen.

Er du blevet nysgerrig efter at læse mere om Camilla og hendes egen vej ind i padelsporten, kan du finde hendes personlige historie herunder:

Endnu en gang samler Middelfart Jazzfestival hele byen: »Vi kan mødes både om og med musikken«

0
Endnu en gang samler Middelfart Jazzfestival hele byen: »Vi kan mødes både om og med musikken«

EVENTS. Når Lillebælts bølger roligt klukker mod kajen ved Gammel Havn, og solen omsider får skovlen under den danske sommer, så ved enhver med blot en snert af musikalsk gehør i Middelfart, hvad klokken har slået. Middelfart Jazzfestival står atter for døren, og med festivalen følger traditionelt både gamle kendinge og enkelte musikalske skæverter – med overlæg, naturligvis.

Festivalens formand Pernille Møller Øland er da også fuld af forventning, da vi fanger hende på telefonen, og spørger lidt nærmere ind til, hvad publikum kan forvente sig af årets program:

»Altså, reelt så er det jo et blandet program igen i år. Der er noget lidt nyt, og så er der også nogle af de gamle bands, vi har haft tidligere år,« siger hun og tilføjer med et lille grin:

»Ja, og så har vi jo den her Tosset Torsdag, hvor vi gentager lidt af succesen fra sidste år. Det er måske især rettet mod det lidt yngre publikum – selvom det måske ikke er jazz i traditionel forstand.«

Den lettere musikalske afstikker torsdag aften er nemlig helt bevidst, forklarer formanden, fordi festivalen gerne vil have fat i det yngre publikum – dem, som måske ikke er født med Louis Armstrong på pladespilleren, men som stadig kan lokkes til, når bare beatet er godt nok.

Det er også denne balance mellem det sikre, det lidt skæve og det folkeligt brede, der ifølge Pernille Møller Øland er afgørende for, at festivalen år efter år kan samle et mangfoldigt publikum omkring jazzscenerne:

»Vi vælger jo også nogle gange ud fra, at vi ved, der er bands, som virkelig kan trække folk ned til jazzfestivalen. Bands, hvor vi ved, at publikum hurtigt kommer med på det, der sker. Der opstår simpelthen en særlig stemning omkring dem, og det gør, at de kan samle folk på en anden måde,« forklarer hun og fortsætter:

»Og vi gør jo det her for at holde fast i det fællesskab, vi har i Middelfart. Jazzfestivalen har jo snart stået på i rigtig, rigtig mange år, og noget af det vigtigste for mig, det er altså, at vi kan mødes i et fællesskab – at vi kan mødes både om og med musikken.«

Et af de bands, der traditionelt hiver det helt store publikum ned i teltet på havnen, er Blue Brothers Souvenir Show. De har efterhånden fået en fast plads som festivalens energiske finale – og det er med god grund, mener Pernille Møller Øland:

»Sidste år skabte de jo en fest uden lige. Teltet blev helt fyldt op, og der kommer rigtig mange, når de spiller. De laver simpelthen et sceneshow, der er storartet, og folk synger med på det hele. Så de er mega gode til at lukke festen af. Så festen slutter simpelthen med et højdepunkt,« siger hun begejstret.

Den store popularitet skyldes ifølge formanden også, at bandet efterhånden er blevet en tradition, som mange festivalgæster ser frem til hele året. Bandet sørger nemlig for at sætte et festligt og uformelt punktum, som ikke kun trækker de loyale jazzfans ned til havnen, men også lokker nye og nysgerrige festivalgæster til:

»Vi oplever, at publikum simpelthen kommer strømmende til vores telt fra de andre spillesteder i byen, fordi vi har det sidste band på scenen. Det giver en helt særlig stemning, at alle lige mødes dér og afslutter festivalen i samlet flok.«

Men det er ikke kun de voksne, der kan se frem til at få stillet jazz-sulten i Middelfart. Festivalen har også fokus på at gøre sig attraktiv for byens børnefamilier, som traditionen tro bliver taget i hånden med særlige aktiviteter på Kulturøen. Her kan både store og små tilbringe nogle hyggelige timer sammen med musikken som en stemningsfuld kulisse.

»Der er jo en masse børnefamilier i kommunen, og dem vil vi selvfølgelig også gerne trække med ned. Derfor har vi sørget for, at der sker noget for børnene på Kulturøen, hvor de kan få nogle gode oplevelser sammen med deres forældre. Det handler om, at alle – både voksne og børn – skal kunne mærke festivalstemningen,« fortæller Pernille Møller Øland.

Når festivalen endnu en gang åbner dørene – eller rettere slår teltdugen til side – sker det med stor hjælp fra lokale kræfter. For selv om festivalen også tiltrækker store musikalske navne udefra, er det lykkedes at fastholde konceptet som gratis arrangement.

»Vi har da også tidligere drøftet, om man skulle til at tage entré, men vi er bange for, at det måske kunne skræmme nogen væk. Derfor er vi ude og samle sponsorater, og vi får heldigvis både store og små beløb ind,« forklarer Pernille Møller Øland og tilføjer med en smule ydmyghed:

»De fleste af os, der sidder her, passer jo også vores faste arbejde ved siden af. Vi har brug for, at den lokale befolkning bakker op, og det synes jeg bestemt, de gør.«

Netop denne lokale opbakning er for formanden helt central for Middelfart Jazzfestival. Festivalen er blevet historien om en by, der år efter år samles omkring noget, der efterhånden er blevet en væsentlig del af Middelfarts DNA. Det frivillige engagement og den store lokale støtte giver festivalen en særlig stemning, som både gæster og arrangører trofast vender tilbage til:

»Jeg synes jo generelt, det er helt fantastisk, at vi kan skabe det her hvert år, og at byens befolkning og gæster udefra bakker så meget op omkring os,« siger Pernille Møller Øland med tydelig stolthed i stemmen.

Hun lægger ikke skjul på, at festivalen betyder noget helt særligt for både hende og Middelfart:

»Der bliver jo lagt en masse frivillig energi i det her. Det er også det, der gør det sjovt. Altså, der er travlt i de dage, men når man ser, hvor meget befolkningen synes, det er godt, og at der kommer så mange, så er det altså fedt. Det kunne jo godt være noget, der var dødt ud efter 10 år, men nu har det faktisk været her i så mange år, at der stadig er håb for, at vi kan udvikle os.«

For Pernille selv betyder jazzfestivalen så meget, at hun hvert år vælger at bruge en uge af sommerferien lige præcis dér, hvor byen summer af musik og fællesskab.

»Der er jo en hel masse praktiske ting, hvor vi er nødt til at være til stede, og der vælger jeg så lidt sommerferie for at gøre det. Og jeg gør det, fordi jeg synes, at vi skaber nogle gode rammer og en god fest de her dage. Og så kan jeg jo godt lide at lave noget frivilligt, så det holder jeg fast i.«

Således lægger Middelfart endnu en gang an til at swinge byen i gang, når kalenderen siger jazzfestival. Og det kan både publikum og arrangører roligt glæde sig til.

Jazzfestivalens program

Årets program til Middelfart Jazzfestival spænder bredt og byder på musikoplevelser, der kan tilfredsstille både jazz-feinschmeckere og mere feststemte sjæle.

Festivalen åbnes stilfuldt onsdag aften den 30. juli med en klassisk koncertoplevelse i Middelfart Kirke, hvor De Tre Kongelige Tenorer lægger stemmer til.

Torsdag skifter stemningen markant, når det populære koncept Tosset Torsdag indtager teltet på Gammel Havn. Her inviteres publikum til afterski-stemning med blandt andre DJ Garfield, Papkasseshow samt de tyske hitspecialister Barbara – Das Helene Fischer Double og DJ Ötzi Double. Aftenen rundes af med Pop-Shop og endnu et besøg fra DJ Garfield.

Fredagen står i den klassiske jazz’ tegn med bands som Dixieland Jubilees på Torvet, Kansas City Stompers og Paul Harrison Band i teltet, inden Jordans Drive lukker dagen med fest og høj energi.

Lørdag er der noget for hele familien. De yngste kan starte dagen med børnejazz på Kulturøen under titlen ”Fra morgenmad til skumbad”, mens JR Big Band feat. Michael Carøe og legendariske Daimi med Louisiana Jazzband er klar til at trække et stort publikum til havnen. Sinatra Syndicate, Godsejernes Jazz og Blues Band, samt den traditionsrige finale med Blues Brothers Souvenir Show runder lørdagens omfattende musikprogram af.

Søndag eftermiddag inviterer Restaurant Marsvinet på afslappet jamsession med The Jazz Six, hvor festivalens sidste toner får lov at ebbe stemningsfuldt ud.

Fingermaling tilbagekaldes: Kan udgøre alvorlig sundhedsrisiko for børn

0
Fingermaling tilbagekaldes: Kan udgøre alvorlig sundhedsrisiko for børn

FORBRUGER. Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har modtaget en advarsel fra EU-Kommissionens notifikationssystem Safety Business Gateway om, at fingermalingsæt af mærket “TheKiddoSpace” udgør en sundhedsrisiko. Produkterne tilbagekaldes derfor øjeblikkeligt.

Tilbagekaldelsen gælder fingermalingsæt solgt af webshoppen TheKiddoSpace på hjemmesiden ⁦thekiddospaceshop.dk⁩ i perioden 13. marts 2023 til 6. marts 2025. Alle versioner af produktet omfattes af tilbagekaldelsen, herunder sæt med 12, 25 og 36 farver.

Produkterne sælges i en lyseblå æske med billedet af et barn med maling på hænderne samt teksten “Fingermalingsæt”. Sættene består af en rund palet med en diameter på cirka 24 cm samt en eller flere fingermalingsbøger på 24 x 24 cm med mellem 14 og 40 sider.

Årsagen til tilbagekaldelsen er, at fingermalingsættene indeholder giftige stoffer, der ikke er tilladt i produkter til børn. Stofferne kan ifølge Miljøstyrelsen udgøre en alvorlig risiko, hvis de bliver slugt eller optaget gennem huden.

Ifølge den information, som Miljøstyrelsen har modtaget, kan stofferne i værste fald føre til varige organskader.

Virksomheden bag tilbagekaldelsen, SN ECOMMERCE LLP fra London, har ifølge myndighederne hurtigt reageret ved at fjerne produkterne fra markedet og tilbagekalde dem fra forbrugerne.

Har man fingermalingsættet fra TheKiddoSpace liggende, opfordres man til straks at stoppe brugen og bortskaffe produktet på forsvarlig vis.

Efterfølgende kan kunder kontakte TheKiddoSpace for at modtage enten en fuld refusion af købsprisen eller en værdikupon med samme værdi til brug i webbutikkens sortiment.

Virksomheden opfordrer desuden forbrugerne til at sprede informationen om tilbagekaldelsen, især hvis produktet er givet som gave, solgt eller lånt ud til andre personer.

Låge 21: Green Closet: December med plads til at vælge

Låge 21: Green Closet: December med plads til at vælge

0
Der er noget særligt over december i Fredericia. Lyset blinker i kæder over byens gader, og luften er fyldt med duften af gløgg, kaffe...
Mand idømt 7 års fængsel for overgreb

Mand idømt 7 års fængsel for overgreb