Jacob Haugaard tager sidste tur i manegen på Grøn

0
Jacob Haugaard tager sidste tur i manegen på Grøn

Efter knap fire årtier som konferencier på Grøn lægger Jacob Haugaard mikrofonen på hylden. Tuborg og Muskelsvindfonden, der arrangerer den traditionsrige sommerturné, oplyser i en pressemeddelelse, at årets Grøn bliver Haugaards sidste i rollen på scenen. Han afløses allerede i år af radioværten og journalisten Kathrine Abrahamsen, der bliver ny makker til Simon Toftgaard Jespersen på Grøn Scene.

Jacob Haugaard debuterede på Grøn helt tilbage i 1987 og har været fast inventar på turnéen siden 1990. Beslutningen om at træde ned er hans egen, og selvom han forlader scenen, slipper han ikke taget i Grøn-familien.

»Jeg har råbt ‘Er I der Grøn?!’ til Danmarks dejligste publikum siden 1987, og hvert eneste år har været en fest uden lige. Grøn er mit andet hjem, og Muskelsvindfonden, publikum, artisterne og de fantastiske frivillige er min anden familie. Men alting har sin tid, og efter næsten 40 år på scenen føles det helt rigtigt at give stafetten videre nu, hvor festen er på sit absolut højeste. Kathrine er hamrende dygtig, og jeg glæder mig til at tage hende under vingen og vise hende det unikke Grøn-fællesskab til sommer. Men selvom jeg lægger mikrofonen på hylden, forlader jeg ikke Grøn-familien – jeg rykker bare om bagved, hvor der er bedre tid til at kramme de frivillige. Det bliver en vemodig, men fantastisk sidste tur i managen til sommer, for vi skal eddermame slutte af med et brag!«, siger Jacob Haugaard.

Den 36-årige Kathrine Abrahamsen, der overtager pladsen ved siden af Simon Toftgaard Jespersen, er allerede med på turnéen i år, så publikum får mulighed for at opleve både den afgående og den tiltrædende konferencier side om side.

»Jeg er både enormt glad og meget beæret over at få lov til at stå på scenen som konferencier på Grøn. Det er en helt særlig institution i dansk musik- og kulturliv, og jeg elsker, at hele festen samtidig er med til atf gøre en forskel for andre mennesker gennem Muskelsvindfonden. Jeg glæder mig til at møde en masse seje frivillige, publikum, og de dygtige artister, og dele oplevelsen med Simon og Jacob. Sikke en sommer jeg får!«, siger Kathrine Abrahamsen.

For forpersonen i Muskelsvindfonden, Simon Toftgaard Jespersen, er afskeden med Haugaard som scenemakker svær at se i øjnene.

»Det her er vemodigt for mig. Jacob har været som en far for mig i Grøn regi i mere end 15 år. Jeg vil gerne sige ydmygt tak for til ham for at være den mest kærlige, utilregnelige, hylende morsomme og på alle måder vidunderlige makker på Grøn Scene. Jacob er i mine øjne et enestående menneske, med den største kærlighed til den gode sag og ikke mindst alle gæsterne, artisterne og de frivillige på Grøn gennem alle årene. Han er i sandhed et unikum, og jeg er ovenud lykkelig for, at han vil være med på karavanen fremover. Samtidig glæder jeg mig også til at lære Kathrine bedre at kende og få hende med ind i det helt særlige fællesskab på Grøn. Jeg er sikker på, at vi får en kæmpe fest både på og bag scenen, når vi rejser landet rundt for det gode formål«, siger han.

Også på NOVA Scenen er værtsholdet for årets turné nu på plads. Her står Dennis Ravn, der har været konferencier på Grøn gennem en årrække og har mere end 30 år bag mikrofonen, klar til at samle publikum endnu engang. Ved hans side får han selskab af Karoline Haubek, der debuterer som konferencier på Grøn, efter at hun den seneste tid har markeret sig på NOVA med programmet Karo’s Klubhus.

Grøn 2026 lægger blandt andet vejen forbi Seest Idrætspark i Kolding fredag den 17. juli, og turnéen slutter med farveltur for Jacob Haugaard i Valbyparken søndag den 26. juli. Alle billetter til årets otte turnébyer er for længst revet væk. Allerede efter første døgn af billetsalget havde Grøn afsat 200.000 billetter og udsolgt syv ud af otte turnébyer, og efter blot fem dage var hele turnéen historisk tidligt udsolgt med en publikumsrekord på 203.500 gæster.

Kolding deler 1,3 millioner ud til haller og foreninger

0
Kolding deler 1,3 millioner ud til haller og foreninger

Syv lokale haller og foreninger i Kolding Kommune kan nu se frem til bedre rammer og helt nye tilbud. Fritids- og Idrætsudvalget har besluttet at uddele 1.292.849 kroner til bygnings- og energirenoveringer, der spænder fra nye gulve og bedre belysning til indretning af et helt nyt fitnesslokale.

Den største tildeling på 367.000 kroner går til KFUM Spejderne i Alminde-Viuf, der får et nyt tag på foreningens aktivitetshus. Hos foreningen er glæden stor, fortæller Torben Espersen.

»Vores aktivitetshus bliver brugt året rundt af både børn og unge, så det betyder rigtig meget, at vi kan få ordnet taget. Det giver os gode rammer til også at kunne lave aktiviteter indendørs, som er en vigtig del af spejderlivet, når vejret driller lidt for meget. Vi kan bygge med rafter, lave fuglekasser og være sammen om aktiviteterne. På den måde er huset også et vigtigt samlingssted for os«, siger han.

I Fynslund åbner tilskuddet døren for et helt nyt tilbud i lokalområdet. Fynslundhallen og Foreningsfitness har planer om at omdanne et gammelt cafeteria og mødelokale til fitnesslokale, og med 200.000 kroner i ryggen er projektet nu rykket tættere på virkelighed.

»Det betyder rigtig meget, at vi kan skabe bedre rammer for folk, der gerne vil være aktive, men ikke tager helt ind til Kolding for fitness. Styrketræning og motion er vigtigt i alle aldre, og med nye faciliteter får vi plads til, at endnu flere kan være med og blive en del af vores fællesskab«, siger halleder Jan Moth Andersen.

Også Pulzion får et betydeligt løft med 350.000 kroner til udskiftning af halgulvet, mens Parkhallen modtager 141.000 kroner til nye lysarmaturer. Kolding Motocross Klub får 113.000 kroner til et nyt handicapvenligt toilet, Lunderskov Hallen får 65.000 kroner til udskiftning af to porte, og Kolding Taekwondo Klub får 56.849 kroner til nye træningsmåtter.

Hos Fritids- og Idrætsudvalget er der tilfredshed med, at puljemidlerne nu omsættes til konkrete forbedringer rundt omkring i kommunen.

»Vores haller og klubber er nogle af de vigtigste mødesteder, vi har i lokalområderne. Det er her børn, unge og voksne mødes om fællesskab, sved på panden og gode oplevelser. Derfor er vi rigtig glade for, at vi kan støtte bedre rammer for haller, foreninger og alle de mennesker, der bruger dem hver eneste uge«, siger udvalgsformand Jonas Kallan Langvad.

Kolding Kommune har siden 2024 årligt afsat midler til energirenovering og mindre anlægsprojekter hos klubber og idrætsfaciliteter, og med årets uddeling fortsætter den linje.

DMI tager kampen op mod tørken med nyt digitalt værktøj

0
DMI tager kampen op mod tørken med nyt digitalt værktøj

Et stigende antal varme og nedbørsfattige perioder har gjort tørke til en tilbagevendende udfordring i Danmark. Nu lancerer Danmarks Meteorologiske Institut en ny tørkeovervågning, der skal give haveejere, landmænd, kommuner og myndigheder et samlet overblik over, hvor tør jorden er, og hvordan situationen udvikler sig.

Den nye side på dmi.dk samler viden om tørkesituationen ét sted og gør det muligt at følge udviklingen over tid. Som noget nyt kan brugerne også se prognoser for den kommende periode.

»Tørke er desværre blevet et meget aktuelt emne, fordi Danmark vil blive ramt af stadig mere ekstreme tørkeperioder i takt med den globale opvarmning. Med den nye tørkeside kan vi følge udviklingen tæt, så landmænd og kommuner bedre kan planlægge«, siger professor Michael Butts, der har været med til at udvikle værktøjet.

Tørkeovervågningen bygger på fire indikatorer, der tilsammen tegner et billede af, hvor alvorlig tørken er, og hvor den rammer. Det drejer sig om nedbørsstatus, jordvandstatus, planteaktivitet samt et satellitbaseret tørkeindeks. Ved at kombinere disse data leverer DMI ifølge instituttet et mere præcist og helhedsorienteret billede af tørken, end det hidtil har været muligt.

På den nye side kan brugerne navigere i interaktive kort og zoome ind på enkelte kommuner enten direkte på kortet eller via en menu.

»Vi kan nu levere gratis tørkeovervågning på kommuneniveau til alle interesserede, der giver et forbedret billede af de geografiske forskelle af tørke, vi har i Danmark. Dog ikke ned på den enkelte mark eller matrikel. Men samlet set vil vores nye tørkeovervågning gøre Danmark bedre rustet til at håndtere tørke«, siger Michael Butts.

Hos Kommunernes Landsforening er der forventninger til, at det nye værktøj kan blive en hjælp i det daglige arbejde.

»Kommunerne har brug for værktøjer, der kan hjælpe med at planlægge og prioritere indsatsen mod tørke, så vi ikke ender i samme situation som i 2018, hvor tørken skabte store problemer for både borgere og landbruget. Sådan et værktøj håber vi, at DMI’s nye tørkeovervågning kan blive«, siger klimadirektør Stine Johansen.

Konsekvenserne af tørke rækker langt ud over de tørre græsplæner. Afgrøder kan gå tabt, fødevarepriserne kan stige, og behovet for kunstvanding vokser. Samtidig kan bygninger, veje og jernbaner tage skade, mens risikoen for naturbrande øges. Tørke kan også sænke vandstanden i søer og vandløb og påvirke både vandkvalitet, grundvand og dyreliv.

Stine Johansen ser frem til at videreudvikle samarbejdet om værktøjet.

»Vi ser frem til dialogen om, hvordan værktøjet kan videreudvikles sammen med kommunerne. Vi forventer, at kommunerne både kan bruge det nye tørkeovervågning når jorden er usædvanligt tør, men også når massivt regnvejr giver øget risiko for våd jord og lokale oversvømmelser«, siger hun.

En tørke udvikler sig typisk gradvist. Først som manglende nedbør, derefter som vandmangel i de øverste jordlag, hvilket går ud over afgrøder og haver, og endeligt som lavere vandstand i vandløb og grundvand. Med den nye overvågning er målet at gøre det muligt for både myndigheder og borgere at reagere, før problemerne for alvor sætter ind.

Indbrudsbølge ramte Odense: Flere gerningsmænd pågrebet på fersk gerning

0
Indbrudsbølge ramte Odense: Flere gerningsmænd pågrebet på fersk gerning

KRIMI. Fyns Politi har haft travlt det seneste døgn, hvor særligt Odense har været plaget af en stribe indbrud. Politiet nåede dog at gribe ind flere gange, og i mindst tre tilfælde lykkedes det at sigte gerningsmænd på eller umiddelbart efter gerningsstedet.

På Tranevej i Odense C blev en 28-årig mand fra Fredericia pågrebet midt under et indbrud, efter at han netop havde knust en rude. Kort forinden havde en beboer på Teisensvej overrasket en mand, der var trængt ind i huset og havde stjålet en taske med pung og personlige ejendele. En 32-årig mand fra Nyborg blev sigtet for indbruddet, og samme mand blev kort efter også sigtet for et indbrud på Ibsensvej, hvor en forurettet hørte en rude blive knust og bemærkede en person flygte på cykel.

En 32-årig mand fra Guldborgsund Kommune kunne også føjes til listen, efter at en patrulje fandt ham siddende ved en taske med koster fra et indbrud på Henriettevej. Her var et elløbehjul og et pas blandt det stjålne.

Derudover er der i løbet af weekenden anmeldt en længere række indbrud rundt om i Odense – blandt andet på Dorrits Allé, Hjejlebakken, Egøgårdvej, Ellekærshaven, Skalbjergvej, Bernstorffsvej, Munkevænget og Ridderhatten. I flere tilfælde er der stjålet smykker, mens beboerne i andre tilfælde endnu ikke har det fulde overblik over, hvad der mangler. Indbrudstyvene har typisk skaffet sig adgang gennem opbrudte eller knuste vinduer. Også Vissenbjerg, Skårup, Søndersø og Søndersø-området har haft indbrud i samme periode.

På Bogensevej i Odense N udviklede et butikstyveri sig til en mere alvorlig sag. To butiksmedarbejdere tilbageholdt en mand, der havde stjålet varer, og som ved patruljens ankomst viste sig at være i besiddelse af både en ulovlig kniv og euforiserende stoffer. Den 26-årige mand fra Nordfyns Kommune blev sigtet for røveri samt for besiddelse af kniv og stoffer.

Volden ramte også gaderne i Odense. På Vestergade blev en 27-årig mand fra Odense sigtet for at have slået en person to gange i ansigtet, og samme gade lagde nogle timer senere asfalt til hærværk, hvor en dør til en bagopgang blev sparket ind og ruden knust. På Roersvej måtte politiet skride ind over for to mænd på 42 og 51 år, der trods flere henstillinger fortsatte med højlydt og konfronterende adfærd over for hinanden. Begge blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Spiritus- og narkokørsel fylder også markant i døgnrapporten. Mest opsigtsvækkende er en 17-årig kvinde fra Odense Kommune, der blev sigtet for at føre personbil i spirituspåvirket tilstand – uden i øvrigt at have et gyldigt kørekort. På Ejbygade i Odense blev en 17-årig mand sigtet for samme forseelse, og han havde desuden ingen ledsager med i bilen, som loven ellers kræver. På Søndre Hospitalsvej blev en 40-årig kvinde fra Aalborg sigtet for at køre påvirket af både spiritus og euforiserende stoffer, ligesom hun blev sigtet for at have kørt over for rødt. På Møllebakken i Tommerup kørte en 55-årig mand spirituskørsel – og var oven i købet allerede frakendt førerretten.

Flere andre bilister og knallertførere blev taget for at køre påvirket af narkotika på blandt andet Svendborgmotorvejen, Elmelundsvej, Christmas Møllers Vej og Hvidkærvej. På Fleningevej kørte en 49-årig mand fra Faaborg-Midtfyn en lille knallert i narkopåvirket tilstand, og i Svendborg blev to mænd sigtet for at føre el-løbehjul, mens de var påvirket af stoffer.

Også hærværk har politiet kørt ud til flere gange. På Jernbanegade i Middelfart blev en 37-årig mand fra Odense sigtet for at sætte ild til en bænk. I Ørbæk på Nyborgvej havde en eller flere gerningsmænd hældt turtle wax på en bil, tømt en pulverslukker inde i kabinen og revet tændingslåsen ud. Samtidig blev der knust ruder i en nærliggende bebyggelse. På Engvej i Faaborg blev en personbil ramt af en sandblanding, og på Grønløkkevej i Odense rev en 41-årig kvinde med håndkraft benzindækslet af en bil.

Trafikken bød på et større uheld på Skellerup Byvej i Ullerslev, hvor en kø-kørsel-situation udviklede sig til en harmonikakollision mellem tre biler. En person kom lettere til skade. Tidligere på dagen var to biler stødt sammen på Odensevej i Langeskov, da den ene bremsede for at dreje til højre. Her slap alle uskadt.

Endelig blev der anmeldt flere tyverier af mere stille karakter – en pung blev stjålet fra en lomme på Nyborgvej i Ullerslev, og i Svendborgs gågademiljø forsvandt en mobiltelefon på ukendt vis på Gerritsgade.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport.

»Det blev lige den dag, vi havde drømt om«: Borgmester takker efter Royal Run

0
»Det blev lige den dag, vi havde drømt om«: Borgmester takker efter Royal Run

Borgmester Anders Møllegård sender efter Royal Run i Middelfart en stor tak til frivillige, lokale aktører, foreninger, samarbejdspartnere, deltagere og tilskuere. Mere end 30.000 mennesker deltog i arrangementet, og borgmesteren fremhæver, hvad kommunen kan, når den løfter i flok.

Borgmester Anders Møllegård glæder sig dagen efter over, at Royal Run i Middelfart blev den folkefest, kommunen havde håbet på. Mere end 30.000 mennesker var en del af arrangementet, der efterlod et stærkt indtryk af en kommune, som kan samle kræfterne og skabe store oplevelser sammen. Selve startfeltet bestod af 13.882 tilmeldte fordelt på tre distancer.

»Det blev lige den dag, vi havde drømt om,« siger Anders Møllegård.

Langs ruten og på byens pladser bidrog mere end 50 aktører til at skabe liv, aktivitet og lokal forankring, mens omkring 500 frivillige sikrede, at dagen forløb trygt, smidigt og med højt humør. Borgmesteren retter en stor tak til dem alle, og særligt til de mange ansatte i Middelfart Kommune, der ifølge ham gjorde dagen mindeværdig.

»Det har været en helt fantastisk dag for Middelfart Kommune,« siger han.

Han fremhæver, at kommunen har vist, hvad den kan, når foreninger, frivillige, erhvervsliv, kulturaktører og kommune løfter i flok. Han er »både stolt og taknemmelig« over den opbakning, der har været til Royal Run.

HM Kongen, der selv løb 5 km-distancen gennem Middelfart, gav efter sit løb byen sin dom: »Ærligt, det er den bedste femkilometer, jeg har løbet i Royal Run.« Det er for borgmesteren et af de stærkeste tegn på, at dagen lykkedes.

Royal Run har efter borgmesterens vurdering sat et tydeligt aftryk i kommunen. Arrangementet har ikke kun samlet mange tusinde løbere, men også skabt synlighed om kommunens foreningsliv, naturskønne rammer og evne til at være vært for store begivenheder. Dagen samlede garvede løbere, gående, familier, børn og førstegangsdeltagere.

»Royal Run handler om meget mere end at komme først over målstregen,« siger Anders Møllegård.

Det handler ifølge ham om fællesskab, glæde og om at være en del af noget større. Byen har efter borgmesterens vurdering i mandags vist sig fra sin allerbedste side, og det er en dag, kommunen kan være stolte af i lang tid fremover.

Louise Ellekrog var speaker i Middelfart: »Det spillede bare max«

Louise Ellekrog var speaker i Middelfart: »Det spillede bare max«

Louise Ellekrog er en del af det uadskillige speakerpar, som sammen med Peter Hermann har leveret stemme til mange motionsløb. Mandag stod hun i speakerboksen ved målområdet i Middelfart og førte ord på dagen, der samlede 13.882 deltagere. På sin egen hjemmebane.

Hun er »middelfarter i hjertet«, som hun selv siger, og det betød noget, at Royal Run mandag kom til hendes egen kommune. Louise Ellekrog stod sammen med Peter Hermann i speakerboksen ved Havnegade og førte deltagere og publikum gennem dagen, fra det første startskud klokken 11.00 til den sidste løber krydsede målstregen ved Østergade.

»En fuldstændig magisk dag,« siger hun.

Hun har prøvet at være speaker mange gange ved Royal Run, både i Fredericia og nu også i Middelfart. Forskellen er hjemmebanefornemmelsen. Det er noget andet at stå og kalde til løb i sin egen kommune end nogen andre steder, hvor man ikke kender historien bag. Når et lokalråd kommer løbende med balloner, kan hun fortælle publikum, hvad lokalrådet er, og give det betydning. Når Klimafolkemødet kommer i hjemmesyede skjorter af gamle viskestykker, kender hun historien bag. Når Red Barnets lokalafdeling og Kreaværk står over på den anden side, ved hun, hvad de laver, og hvor stort et stykke arbejde de leverer.

»Man kan jo mærke det helt ind i min knoglemavle,« siger hun om at stå på hjemmebane.

Fra speakerboksen så hun ud over det, hun selv beskriver som »det blå hav« af Royal Run-trøjer, der bredte sig ned ad Havnegade så langt øjet rakte. Hun fik publikum til at række hænderne i vejret, og de sidste hænder kunne ses helt nede for enden af gaden. Hun beskriver et folk, der havde klædt sig ud, smilet, deltaget, sat byen på den anden ende.

»Jeg tror aldrig, jeg har set så mange mennesker smile så meget,« siger hun.

Royal Run er for hende meget mere end et motionsløb. Det er en bevægelse, hele kommunen er en del af, fra virksomheder og frivillige til foreninger og butikker. Alle var på tæerne. Det gjorde hendes opgave i speakerboksen lettere, men det gjorde også oplevelsen større.

Sammen med Peter Hermann, som hun kalder det uadskillige speakerpar, har hun stået på mange dage som denne. At have en makker, man er tryg ved, betyder noget, når man som speaker skal holde stemmen kørende time efter time og samtidig finde nye ord.

»Hvis I kan bruge mig, så er jeg bare kæmpe klar,« siger hun om at gøre det igen.

Hun sov tungt natten efter. Hendes arm er solbrændt på en stribe, der svarer til, hvor hun har holdt mikrofonen. Hun arbejder til daglig med gaming, og som hun selv siger: »Hold kæft, du respawner også bare overalt.«

»Det bliver konge,« lød det fra speakerboksen mandag. Det var, vel at mærke, før HM Kongen overhovedet var kommet til byen.

Slikkuponerne var et hit i Strib. Nu kommer Sparekassen Danmark til Skærbæk

0
Slikkuponerne var et hit i Strib. Nu kommer Sparekassen Danmark til Skærbæk

I fredags stod Sparekassen Danmark ved Superbrugsen i Strib og delte slikkuponer ud til de forbipasserende. Det blev et kæmpe hit. Fredag den 29. maj klokken 15 til 17 gentages konceptet ved Spar i Skærbæk, hvor afdelingsdirektør Christian Jungmark og hans kolleger igen bruger »fredagssnolderet« til at åbne en samtale om bankskifte.

Det er ikke den slags markedsføring, danske banker normalt slår sig op på. Men det er netop pointen, og opbakningen ved første nedslagspunkt har overbevist sparekassen om, at konceptet skal videre.

I fredags lagde Sparekassen Danmark vejen forbi Superbrugsen i Strib med en stak værdikuponer, der gav indehaveren 50 kroner bland-selv-slik. Det blev efter sparekassens egen vurdering et kæmpe hit, og fredag den 29. maj gentages konceptet ved Spar i Skærbæk fra klokken 15 til 17.

»Vi laver lidt anderledes tiltag, når vi står ved Spar i Skærbæk og deler fredagssnolderkuponer ud og ønsker alle god weekend,« fortæller Christian Jungmark, afdelingsdirektør i Sparekassen Danmark.

Kuponen kan bruges direkte ved kassen, max én pr. familie, og er en del af et lokalt initiativ, hvor sparekassen vil møde borgerne i en mere afslappet ramme end den, en bankfilial typisk byder på.

Bag på kuponen ligger den anden halvdel af tilbuddet. En såkaldt kontaktkupon, hvor man kan sætte kryds ved »Ja tak« og give sparekassen lov til at tage kontakt inden for den næste uge med henblik på et uforpligtende møde om bankskifte.

»Når sukkerchokket har lagt sig, får du måske brug for nye øjne på din økonomi,« står der på kuponen, der afsluttes med et lille forbehold om, at man ikke vil høre et ondt ord, hvis man har slikresterne med til mødet.

Tid og sted for et eventuelt møde bestemmer kunden selv. Kuponen kræver, at man er 18 år og myndig for at give samtykke, og samtykket kan til enhver tid trækkes tilbage.

28-årig fra Fredericia varetægtsfængslet i indbrudssag i Odense

0
28-årig fra Fredericia varetægtsfængslet i indbrudssag i Odense

To mænd er tirsdag varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Odense. Den ene er en 28-årig fra Fredericia Kommune, sigtet for to indbrud i Odense mandag og et tredje begået i Jylland i marts. Den anden er en 32-årig fra Nyborg Kommune.

Fyns Politi oplyser i en myndighedsmeddelelse, at de to mænd tirsdag klokken 12.30 blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense. Begge blev efterfølgende varetægtsfængslet i fire uger.

Den 28-årige fra Fredericia Kommune er sigtet for to indbrud begået mandag i Odense samt for et indbrud begået i Jylland i marts måned i år. Den 32-årige fra Nyborg Kommune er sigtet for tre indbrud, alle begået mandag.

Anklagemyndigheden havde begæret begge mænd varetægtsfængslet, og det blev efterkommet af retten.

Mads Greve lægger støvlerne. Bliver assistenttræner i Middelfart Boldklub

Mads Greve lægger støvlerne. Bliver assistenttræner i Middelfart Boldklub

Efter 18 år som senior og en barndom i klubben siger Mads Greve farvel som spiller, når Middelfart Boldklub lørdag løber ud til sæsonens sidste kamp. Han forbliver i klubben, men i en ny rolle som assistenttræner ved siden af cheftræner Christoffer.

Beslutningen er ikke kommet pludseligt. Den har modnet sig over år, og det er først nu, brikkerne er faldet på plads.

»Jeg er blevet 36 og på vej imod 37,« siger Mads Greve. »Det er jo selvfølgelig en ting, jeg har været med på i mange år. Men det er jo altid sådan lidt svært, hvornår det rigtige tidspunkt er. Lige nu opstod muligheden for at fortsætte i klubben og være assistenttræner også. Og det synes jeg var virkelig spændende. Så på den måde synes jeg, at timingen var den rigtige.«

Den nye rolle indebærer både at give og modtage. Han skal trække på de erfaringer, han har gjort sig gennem en lang spillerkarriere, og samtidig lære fra sig af cheftræneren.

»Jeg skal jo ind og bidrage med de erfaringer, som jeg har gjort mig i en lang spillerkarriere,« siger Mads Greve. »Men jeg skal jo også omvendt ind og suge til mig fra Christoffer, som jeg kan lære meget af, og selvfølgelig bidrage med det, som han har brug for. Så det er jo en ny rolle, hvor jeg også skal lære en masse.«

At sætte støvlerne på hylden efter så mange år er ikke en triviel ting. Mads Greve er afklaret, men forbeholder sig selv retten til, at det måske ikke føles helt sådan, når lørdagens slutfløjt går.

»Når den sidste kamp her på lørdag er løbet af stablen, så er det slut med at skulle stille hovedet på banen, som spiller i hvert fald,« siger Mads Greve. »Det er da lidt mærkeligt, men jeg synes egentlig, at jeg er okay afklaret omkring det. Og så kan det da være, at det viser sig, at det ikke er lige så afklaret på lørdag.«

Han har spillet fodbold, siden han var barn, og 18 år som senior har gjort sporten til en hverdag, han har holdt af.

»Jeg har jo elsket det, så på den måde er det jo en hverdag, hvor man virkelig har haft det godt, som man siger farvel til,« siger Mads Greve. »Men det er også derfor, at det er dejligt, at man ikke helt siger farvel, men egentlig bare skal overgå i en anden rolle.«

Tanken om at træne har ifølge ham selv ligget i baghovedet i flere år.

»De senere år, som årene er gået, som spiller, har det i hvert fald været noget, som jeg har tænkt over kunne være en mulighed den dag, jeg ikke skulle spille mere,« siger Mads Greve. »Så det er ikke noget, der er nyt, eller en tanke, der lige er opstået for et par måneder siden. Det går flere år tilbage. Men ja, timingen var rigtig nu.«

Og han lægger ikke skjul på, at der er en ambition bag.

»Det har bare noget at gøre med, at jeg virkelig har lyst til at være i fodboldverdenen omkring Middelfart og give så meget af mig selv som overhovedet muligt,« siger Mads Greve. »Jeg har nogle ambitioner, og jeg synes, det er spændende, hvad det kunne blive til. Det er i hvert fald lysten til at gøre en forskel stadigvæk, bare på en anden måde.«

Lørdagens udekamp mod Hobro IK bliver hans sidste i Middelfart-trøjen som spiller.

Kvinde sigtet for drabsforsøg på yngre familiemedlem – fremstilles i grundlovsforhør

0
Kvinde sigtet for drabsforsøg på yngre familiemedlem – fremstilles i grundlovsforhør

En 46-årig kvinde fra Assens Kommune fremstilles tirsdag klokken 14.30 i grundlovsforhør ved Retten i Odense. Hun er sigtet for forsøg på manddrab mod en 24-årig mand, der ligeledes er fra Assens Kommune. Det oplyser Fyns Politi i en myndighedsmeddelelse.

Ifølge politiet blev manden stukket flere gange med kniv. Han er uden for livsfare.

Der er tale om en familiær relation mellem sigtede og forurettede, oplyser Fyns Politi, der samtidig understreger, at efterforskningen ikke har fundet tegn på, at sagen skulle være banderelateret.

Anklagemyndigheden ved Fyns Politi vil ved grundlovsforhøret begære lukkede døre. Det betyder, at offentligheden og pressen ikke får adgang til at overvære retsmødet, og at de nærmere omstændigheder omkring knivstikkeriet derfor foreløbig forbliver bag rettens lukkede døre.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis myndighedsmeddelelse.

Person dræbt af tog ved Vejle

Person dræbt af tog ved Vejle

0
Politi og redning rykkede natten til lørdag ud til Rødkildevej i Vejle, hvor der havde været en personpåkørsel. Sydøstjyllands Politi meldte klokken 04.33 om...