SF i Kolding mener, at kommunen bør lade sig inspirere af landboforeningen Spiras, hvor medarbejdere kan blive hjemme med syge børn uden løntræk eller brug af feriedage. Ordningen har kørt siden 1. januar, og foreløbige tal viser, at fraværet ikke er steget – tværtimod er det faldet en smule.
Byrådsmedlem Iben Lehmann Rasmussen og folketingsmedlem Karina Lorentzen besøgte onsdag Spiras for at høre nærmere om, hvordan ordningen fungerer i praksis. Her har man siden årets begyndelse givet ansatte ret til at blive hjemme, når deres børn er syge, uden at skulle sende dem afsted på panodiler eller selv ringe sig syge.
»Jeg er nysgerrig på, hvordan det her kunne lade sig gøre, og hvordan man har kunnet tage dette skridt. Jeg ønsker at give de kommunalt ansatte de samme muligheder, for ingen børn skal sendes afsted på panodiler, og ingen forældre skal lyve sig selv syge for at få det til at hænge sammen med feberramte børn. Det er en samfundsopgave at tage hånd om, men indtil det sker, er det spændende at opleve steder, hvor det allerede er virkelighed« siger Iben Lehmann Rasmussen.
Tallene fra Spiras viser, at den nye personalepolitik ikke har givet mere fravær. I første halvår af 2025 registrerede medarbejderne 9.748 timers fravær mod 9.780 timer i samme periode året før. Det svarer til et fald på 32 timer, og meget af fraværet er nu flyttet fra de voksne til børnene.
Karina Lorentzen ser Spiras-modellen som et eksempel på, at arbejdspladser kan tænke nyt.
»Jeg synes, det er modigt og spændende skridt. Eksemplet viser, hvordan virksomheder kan finde løsninger for forældre og børn, hvis man vil. Det kan naturligvis ikke ske i alle brancher på samme måde som her, men det må være et mål, at børn skal have lov til at blive raske, og her må arbejdsgiverne skal hjælpe til. Det er flot af Spiras at være frontløber her« siger hun.
Ud over retten til at blive hjemme med syge børn rummer Spiras’ personalepolitik også en såkaldt spiredag, som medarbejderne kan bruge på personlig udvikling, velvære eller frivilligt arbejde.
Spiras er en af landets største landboforeninger med omkring 300 ansatte og tilbyder rådgivning, services og løsninger til landbrugs- og erhvervskunder i hele Danmark.
Eleverne i 5. Nord på Nørre Aaby Realskole er kommet i fornemt selskab. Klassen er nemlig blandt de nominerede i en landsdækkende konkurrence om digital dannelse, hvor de nu har chancen for at vinde 10.000 kroner til en fælles oplevelse.
I arbejdet med Telenors undervisningsmateriale #digitalpænt har eleverne udarbejdet deres eget manifest om god adfærd på nettet. Her har de lagt vægt på at skabe trygge rammer for hinanden i det digitale fællesskab. En af sætningerne lyder klart og enkelt »Vi hjælper hinanden med at føle os trygge online«.
Ifølge Isabella Emilie Birkbøll, direktør for People & Corporate Affairs i Telenor, er det vigtigere end nogensinde, at børn får værktøjer til at navigere i deres onlineliv.
»Tryghed er afgørende for børns trivsel – også online. Derfor har vi udviklet #digitalpænt, så elever og lærere får redskaber til at tale om fællesskab og skabe en digital hverdag, hvor ingen føler sig alene« siger hun.
Årets udgave af #digitalpænt slår rekord med mere end 26.000 deltagende elever, hvilket vidner om stor interesse for god digital adfærd i skolerne. En jury med repræsentanter fra Medierådet for Børn og Unge, Center for Digital Pædagogik, Politiken, Julemærkefonden og Telenor udpeger vinderne i hver region.
I Region Syddanmark er også Tønder Grundskole og Marie Jørgensens Skole nomineret. Vinderen kåres senere i november. Hvis Nørre Aaby-eleverne løber med sejren, venter der 10.000 kroner til en oplevelse, der kan styrke klassens fællesskab yderligere.
OPINION. En aftale er en aftale, skriver Hr. Juul (SF). Det gjaldt bare ikke Visionsplanen, som røg i havnen hurtigere, end man kan sige “valgkamp”. Det er fortid, men jeg reagerer, når mavefornemmelser præsenteres som fakta, og andre synspunkter afvises som “føleri”. Det taler ind i et debatklima præget af dygtigt spindoktorarbejde. Opskriften er velkendt for enhver, der har arbejdet med kommunikation:
1. Man laver en “undersøgelse”, hvor spørgsmålene er formet til at give det ønskede svar.
2. Man gør debatten teknisk og kalder egne vurderinger “fakta” – og nu, i SF-regi, er alt andet åbenbart “føleri”
3. Man gør sagen til identitetspolitik: En “rigtig” Koldingenser støtter en industrihavn, fordi det angiveligt er en del af vores identitet.
Men her er nogle af de dokumentérbare fakta, der udelades: Forvaltningen skrev 1. oktober til byrådet, at Visionsplanen ikke strider mod de nationale interesser. Det er rigtigt, at virksomheder ikke må lukkes – men det er ikke ulovligt at flytte dem, lyder vurderingen. Det er central viden, som ikke bør skjules for borgerne.
Havnen er per automatik ikke fredet. Kun havne på EU’s TEN-T-netværk får særlige planlægningshensyn i de nationale interesser, og fordi Kolding Havn hverken er udpeget, har specialfaciliteter eller færgeruter, er den ikke omfattet af nogen automatisk fredning.
CO₂-argumentet halter ligeledes. Kolding Havn er ikke Danmarks eneste bulkvarehavn. Flyttes godset til en anden havn, flytter gevinsterne med. Kloden er ligeglad med kommunegrænser. Hvis argumentet blot er, at havnen pynter på Kolding Kommunes eget CO₂-regnskab, må vi som minimum se på både havnens reelle andel af udledningen og dens faktiske klimaeffekt i forhold til andre tiltag.
Det er skævt at kritisere andres “føleri”, hvis man selv filtrerer i fakta.
SPORT. Dansk elitesport har igen haft et år i absolut verdensklasse, og nu er spændingen skudt i gang. De første fem nominerede til Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2025 er offentliggjort. I alt 15 atleter indgår i feltet, som afsløres løbende frem mod kåringen ved SPORT 2025 i Herning den 3. januar.
Formand for DIF og formand for dommerkomitéen Hans Natorp glæder sig over det høje niveau, der igen præger dansk sport.
»Det er altid en fornøjelse at følge, hvordan danske atleter igen og igen leverer toppræstationer på den største internationale scene. De første fem finalister har ikke blot opnået imponerende resultater i fem forskellige sportsgrene. De har også vist de røde og hvide farver frem på allerfornemmeste vis på medaljeskamlen og gjort danskerne stolte« siger han.
Også Team Danmarks formand Lars Krarup hæfter sig ved, hvor stærkt de nominerede står efter et år fyldt med resultater.
»Atleterne har igen i 2025 vist Dannebrog frem over hele verden. At det hvert eneste år er en ualmindelig svær opgave at udvælge de nominerede til Danmarks fornemmeste idrætspris, siger alt om dansk eliteidræts høje niveau, og kigger man på listen over de fem første nominerede til Årets Sportsnavn har hver og en gjort indtryk. Det har krævet præstationer ud over det sædvanlige for at blive nomineret til Årets Sportsnavn 2025« siger han.
De første fem nominerede
Feltet spænder bredt over både cykling, hestesport, badminton, bueskydning og skydning:
Jonas Vingegaard, cykling: Vinder Vuelta a España, bliver nummer to i Tour de France og ligger nummer to på verdensranglisten.
Cathrine Laudrup-Dufour, dressur: Henter to EM-sølvmedaljer og en EM-bronze.
Anders Antonsen, badminton: Vinder Indonesia Open, French Open, VM-bronze og er nummer to på verdensranglisten.
Mathias Fullerton, bueskydning: Tager World Games-guld, VM-sølv, EM-guld og er nummer ét i verden.
Rikke Mæng, skydning: Vinder EM-guld, World Cup-sølv og ligger nummer tre på verdensranglisten.
Prisuddelingen har rødder tilbage til 1991, og blandt tidligere vindere finder man profiler som Viktor Axelsen, Caroline Wozniacki, Mads Pedersen og Jonas Vingegaard. I år uddeles prisen i partnerskab mellem Club La Santa, DIF og Team Danmark, som sammen udvælger de 15 nominerede før dommerkomitéen vælger årets endelige vinder.
Kåringen finder sted i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor SPORT 2025 bliver sendt direkte på DR1. Med prisen følger 75.000 kroner og en af dansk idræts mest prestigefyldte titler.
Danskerne strømmer ud i naturen som aldrig før, men rundt om i landet halter kommunerne efter, når det gælder faciliteter til de mange fællesskaber, der dyrker motion under åben himmel. En ny kortlægning fra Danmarks Idrætsforbund peger på, at kun 19 ud af 98 kommuner har et egentligt mødested for outdooridrætten, og fire kommuner har faciliteter på vej.
Ifølge de nyeste tal fra Idrættens Analyseinstitut er 58 procent af danskerne over 16 år aktive i naturen. Mountainbike, orienteringsløb, løb og stand up paddle er blandt de aktiviteter, der trækker, og naturen er blevet danskernes foretrukne motionsarena. Men selv om lysten er stor, er rammerne ikke fulgt med.
Thomas Bach, næstformand i DIF, kalder situationen et benspænd for fællesskabet.
»Rigtig mange danskere nyder at bevæge sig i naturen, og corona-perioden har været med til at sætte ekstra skub på den udvikling. Det er godt for både vores fysiske og mentale sundhed. Desværre er rammerne ikke fulgt med den eksplosive vækst, hvilket gør det meget svært at dyrke fællesskabet omkring aktiviteten. Der mangler mødesteder til at dyrke det sociale for både idrætsforeninger og de, der organiserer sig på egen hånd« siger han.
Aalborg Kommune er blandt de få, der er godt med. Her fungerer Vestre Fjordpark allerede som samlingssted for svømmere, kajakudøvere og andre vandsportsaktiviteter. Derudover er en ny friluftspavillon på vej i Kongshøj Skov.
»Med en friluftspavillon skaber vi ikke bare ly for regnen, vi skaber rammer for fællesskab, bevægelse og naturoplevelser på tværs af generationer. Mountainbikere, spejdere og skoleklasser får et naturligt samlingspunkt, der gør det lettere at vælge naturen til – også når vejret driller. Det er præcis den slags initiativer, der gør friluftslivet mere tilgængeligt og inkluderende, og som vi som kommune skal bakke op om. Og vi oplever at det ikke bare understøtter eksisterende aktiviteter, men også skaber synergier mellem foreninger og skaber nye fællesskaber og aktiviteter« siger Jes Lunde, rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.
Kortlægningen er lavet i samarbejde med blandt andre DGI, Lokale og Anlægsfonden, Friluftsrådet og Nordea-fonden. Her fremgår det også, at outdoormødesteder typisk ligger i bynær natur eller større naturområder og fungerer som steder, hvor forskellige idrætsgrene kan mødes.
DIF ønsker outdooridrætten højere op på dagsordenen frem mod kommunalvalget og peger på, at flere mødesteder vil gøre det langt lettere for både foreninger og selvorganiserede motionister at mødes og udvikle fællesskaber i naturen.
De kommuner, der allerede har etableret mødesteder, tæller blandt andre Silkeborg, Haderslev, Vejle, Esbjerg, Kolding og Vejen. Flere kommuner som Roskilde og Holbæk har nye faciliteter på vej.
OPINION. Jeg stiller op til regionsrådet i Syddanmark, fordi jeg mener, at vi har brug for et frisk pust i et råd, der ofte domineres af fagfolk og sundhedspersonale. Dygtige mennesker, men også mennesker, der nogle gange står så tæt på systemet, at de mister borgerens perspektiv.
Og jeg kommer med lidt et andet udgangspunkt. Som kørestolsbruger med muskelsvind og som pårørende til mennesker, der har været gennem utallige sygdomsforløb, har jeg oplevet sundhedsvæsenet fra begge sider. Jeg har mærket, hvordan det føles, når systemet virkelig fungerer – og når det ikke gør.
Jeg tror på, at vi kan skabe en region, der handler mere effektivt, tænker mere moderne og møder patienterne med større respekt og forståelse. Jeg vil arbejde for, at teknologi og kunstig intelligens bruges klogt – som et redskab, der frigør tid til nærvær og omsorg.
Vi må ikke lade patienter blive tabt mellem systemer, fordi digitale løsninger ikke taler sammen, eller fordi administrationen fylder mere end medmenneskeligheden. Sundhedsvæsenet skal føles trygt, og det skal være tæt på borgeren.
Tilgængelighed er for mig en helt grundlæggende forudsætning for frihed. Derfor vil jeg have, at regionens bygninger, tilbud og digitale løsninger systematisk bliver gjort brugbare for alle – også for dem af os, der lever med et handicap.
Kræft har præget mit liv. Begge mine forældre døde af sygdommen, og jeg har selv for nyligt fået fjernet modermærkekræft. Det gør mig beslutsom: vi skal fastholde og udbygge Danmarks position som et af verdens førende lande inden for kræftbehandling og forskning.
Jeg stiller ikke op for at love guld og grønne skove, men for at bringe menneskelighed, sund fornuft og nye øjne ind i et system, der trænger til frisk luft.
Jeg tror på konservative værdier som ansvar, kvalitet og ordentlighed – og på, at moderne løsninger sagtens kan gå hånd i hånd med respekt for mennesket.
Den 18. november håber jeg på din stemme til regionsrådet i Syddanmark.
Venstre i Kolding melder sig klar til at bakke op om ALFABO’s planer for et nyt boligbyggeri ved Riberdyb. Forslaget rummer 70 almene boliger og en samlet anlægssum på 151 millioner kroner, hvoraf kommunen kun skal bidrage med en grundkapital på 12 millioner kroner. Det kalder Venstre en solid investering i udviklingen af midtbyen.
Jakob Ville, borgmesterkandidat for Venstre, har flere gange opfordret de almene boligselskaber til at være med til at trække Kolding centrum i en ny retning. Derfor glæder det ham, at ALFABO nu tager fat i området, som længe har stået og manglet et løft.
»Det er præcis den type initiativ, vi har efterlyst. Riberdyb har alt for længe trængt til et løft, og med ALFABO’s engagement kan vi nu få gang i udviklingen og se byggekranerne rejse sig. Det er en investering i både fællesskab, grønne værdier og fremtidens Kolding« udtaler Jakob Ville.
Ifølge planerne skal byggeriet opføres i fire til fem etager med vægt på bæredygtighed, fællesskab og tilgængelighed. ALFABO er i forvejen kendt for at opføre almene boliger i høj kvalitet, og Venstre mener, at visionen passer godt ind i ambitionerne for Kolding midtby.
Samtidig lægger Venstre vægt på, at området også skal udstyres med ordentlige parkeringsmuligheder samt grønne og rekreative opholdsrum, så området bliver attraktivt for både naboer og besøgende.
Partiet opfordrer også private investorer til at melde sig på banen i forhold til udviklingen af Riberdyb og Holmsminde. Her ser Venstre et behov for, at både offentlige og private kræfter trækker i samme retning for at skabe en mangfoldig og bæredygtig bydel.
Venstre ser frem til byrådsbehandlingen og understreger, at de vil arbejde for at prioritere de nødvendige midler, så arbejdet ved Riberdyb kan komme i gang hurtigst muligt.
På tirsdag vælger vi de 25 mennesker, der skal styre et kommunebudget på over 3 milliarder og sidde i spidsen for en myndighed med indflydelse på væsentlige samfundsforhold. Byrådet – eller skal vi ikke snart til at sige kommunalbestyrelsen? – har tråde ud i alle verdenshjørner, og sidder med afgørende indflydelse på borgernes hverdag og fremtid. Middelfart Kommune er tillige kommunens største arbejdsplads med mange tusinde ansatte.
Vi er gået til valget uden at være i valgforbund for at være helt krystalklare på vores prioriteter; en fortsat grøn omstilling, et markant løft til børn og unge og bedre dialog med borgerne.
I valgkampen trækkes skillelinjerne op, men efter valget har borgerne en berettiget og helt legitim forventning om, at partier og lister finder sammen om fælles løsninger. Råd, lokaludvalg, foreninger, virksomheder og samarbejdspartnere skal kunne regne med, at en udstukket kurs forbliver den udstukne kurs. I Radikale Venstre vægter vi derfor det brede, tværpolitiske samarbejde, stabilitet og et udadvendt byråd i øjenhøjde med borgerne. Det kan fint kombineres med prøvehandlinger og udviklingstiltag. Skulle vi opnå et mandat ved valget på tirsdag, vil vi derfor arbejde for at få skabt et stabilt flertal omkring den næste borgmester, så vi fortsat sikrer ro om de overordnede strategiske beslutninger og en borgmester, der har et tydeligt mandat til at arbejde mellem møderne.
En stemme på Radikale Venstre, Liste B, er en stemme på det brede, tværpolitiske samarbejde, flerårige budgetter og et byråd der er i øjenhøjde med borgerne, og som engagerer sig i både de store og de små dilemmaer sammen med borgerne. Får vi indflydelse på valget af den næste borgmester, vil vi derfor kigge derhen, hvor vi får fortsat fremdrift i den grønne omstilling, et historisk løft til børn og unge i form af nye penge til områderne og en bedre dialog med borgerne. Radikale er det friske pust, der kan forny det politiske arbejde de næste 4 år.
Med ønsket om et godt valg på tirsdag.
på vegne af Liste B
Elisabeth Tejlmand
Spidskandidat for Liste B, Middelfart Radikale Venstre
Transport, miljø og velfærd stod øverst på dagsordenen, da 225 borgere fyldte Brenderup Realskole til valgdebat med stegt flæsk og skarpe pointer. Lokale udfordringer blev til fælles krav om handling – og kandidaterne fik syn for sagen.
Stegt flæsk og en fuld sal satte scenen for en af valgkampens mest konkrete debatter. På Brenderup Realskole stod Middelfarts kandidater skulder ved skulder – og blev mødt af vælgere, der ville have svar på alt fra busdrift og badevand til skoleliv og sagsbehandling. Det blev en aften, hvor hverdagen trumfede politik.
»Jeg synes, der skal være plads til os alle sammen, og det er sikkert, at vi kan finde løsninger, hvis vi arbejder sammen om det,« lød det fra en af de første talere – et udsagn, der satte tonen for en aften præget af uventet høflighed, men også klare skillelinjer.
Busserne blev aftenens brændpunkt
Debatten tog for alvor fart, da en lokal førstegangsvælger rejste spørgsmålet om offentlig transport. For mange i salen var det ikke et teoretisk emne, men et dagligt irritationspunkt – og pludselig var alle kandidater på banen.
Venstres borgmesterkandidat Anders Møllegård (V) foreslog at starte i det små: »Man kan godt prøve at lave en prøvehandling, og så se, hvis man nu sætter natbusser ind og kører nogle bestemte timer i weekenden, når børnene eller de unge gerne vil i byen. Vi skal analysere, hvad der egentlig er behov for.«
Hos Danmarksdemokraterne mente Jonas René Jensen (DD), at tiden for forsøg er forbi: »Vi vil indsætte gratis busser i Middelfart nu. Det er ikke nok at sætte gratis busser ind alene, for der skal også nogle flere afgange til.«
Flere partier pegede på, at løsningen ikke kun handler om penge – men om planlægning og prioritering. »Jeg vil i hvert fald ikke love gratis busser,« sagde Linda Johnsen (SF), »men jeg vil give kollektiv transport ekstra opmærksomhed og inddrage de mennesker, der skal bruge busserne, i beslutningen.«
Andreas Lausen (M) fra Moderaterne forsøgte at bygge bro mellem realisme og ambition: »Hvis vi skal have busser, der kører i faste intervaller, bliver det dyrt. Vi burde have en app, hvor man kan bestille transport efter behov – lidt som Flextrafik.«
Her blev linjerne tydelige: hvor nogle så investering, så andre innovation. Men fælles var erkendelsen af, at mobiliteten på tværs af kommunen er en forudsætning for fællesskab.
Fra transport til tillid
Fra busruter gled debatten naturligt over i et andet spørgsmål om bevægelse – denne gang den, der mangler i byggesagsbehandlingen. En borger rejste spørgsmålet om ligebehandling og tilladelser på havnefronten. Og hvor transportdelen havde samlet partierne, splittede dette emne dem.
»Reglerne skal være ens for alle. Vi kan ikke have et Middelfart, hvor nogen må, fordi de har penge eller forbindelser,« sagde JonasRené Jensen (DD) skarpt.
Borgmester Johannes Lundsfryd (S) svarede kontant: »Der er ikke forskelsbehandling. Vi har dygtige folk, der selvfølgelig overholder loven. Hvis man mener andet, må man bevise det.«
Mens salen delte sig mellem klapsalver og mumlen, forsøgte Andreas Lausen (M) at finde fælles fodslag: »Vi skal forbedre kvaliteten i byggesagsbehandlingen – ikke mistænkeliggøre medarbejderne, men skabe mere åbenhed og struktur.«
Linda Johnsen (SF) supplerede: »Det handler om forventningsafstemning. Borgerne skal vide, hvad de kan forvente – og hvornår.«
På den måde blev byggesagerne et symbol på noget større: forholdet mellem borger og byråd – tillid og transparens.
Badevand og balance
Fra systemkritik til saltvand: næste punkt på aftenens dagsorden blev badevandskvaliteten ved Varbjerg Strand. Her blev tonen skarpere. For mens de fleste var enige om problemet, var der delte meninger om, hvor hurtigt og hvordan der skulle handles.
»Vi skal handle hurtigere,« sagde André Charles Knudsen (Å) fra Alternativet. »Man kan lave en gyldetank, så vi samler regnvandet op og renser det, i stedet for at lade det løbe ud.«
Borgmester Johannes Lundsfryd (S) svarede pragmatisk: »Vi har vedtaget en spildevandsplan, og vi starter næste år med de ældste kloaksystemer. Det er en dyr løsning, men den rigtige.«
Elisabeth Tejlmand (R) fra Radikale Venstre kritiserede dog tempoet: »Vi kom med et forslag om en enkel anordning til 800 kroner, som kunne forhindre overløb – men Spildevand var ikke interesseret.«
Emnet udviklede sig hurtigt til en debat om landbrugets rolle i klimaindsatsen. Anders Møllegård (V) forsvarede erhvervet som »en vigtig del af vores identitet«, mens SF og Socialdemokratiet fastholdt, at miljøhensyn ikke må udvandes i samarbejdets navn.
Skolen – fælles håb og fælles frustration
Efter klimaet kom børnenes hverdag. Og hvis badevand kunne samle salen, så kunne folkeskolen for alvor engagere den.
»Jeg vil have nye penge i området, flere lærere, flere pædagoger og mere tid til nærvær,« sagde Elisabeth Tejlmand (R) og fik nik fra flere rækker.
Linda Johnsen (SF) fulgte op: »Vi skal give lærerne tillid og frihed lokalt til at lave de tilbud, der passer til børnene.«
Men fra højre side lød der bekymring. Louise Mejnert Ferslev (LA) sagde: »Vi bliver nødt til at stoppe med at trække børn ind i en almindelig skole, som ikke kan være der. Det er synd for alle.«
Borgmester Johannes Lundsfryd (S) tog mikrofonen og svarede med en pointe, der trak tråde tilbage til hele aftenens tema om forebyggelse og nærhed: »Hvis vi hjælper Emil allerede i første klasse, undgår han at skulle i specialtilbud senere. Det handler om at investere tidligt.«
Fra flæsk til fællesskab
Da applausen ebbede ud, stod ét indtryk tilbage: Middelfart Kommune vil mere end administration – kommunen vil forandring. Fra buslinjer og badevand til børn og byggesager blev der tegnet et billede af en by, hvor borgerne ikke bare spørger – de kræver svar.
Aftenen viste, at lokaldemokratiet lever, når det bliver konkret. Og at selv en tallerken stegt flæsk kan danne ramme om noget større: en fælles samtale om, hvad Middelfart Kommune skal være de næste fire år – og hvem der har modet til at føre det ud i livet.
Når vælgerne om få uger skal sætte deres kryds til byrådsvalget, er det ikke personlig prestige, der driver Søren Andersen fra Det Konservative Folkeparti og Jan Riisager fra Venstre. Det understreger de begge, da AVISEN møder dem til en længere samtale om økonomi, ledelse og borgernes tillid til byrådet.
»Der er ikke så meget på spil for mig personligt. Det synes jeg faktisk, der kører fint. Jeg synes måske, der er mere på spil i forhold til den enkelte borger i byen,« siger Søren Andersen og peger på, at det kommende byråd står midt i en rejse, hvor retningen langt fra er givet.
Han oplever, at flere borgere er i fare for at »komme til at stå på perronen«, hvis politikken fortsætter som hidtil. Sammen med blandt andre Jan Riisager har han forsøgt at komme med nye forslag og tænke anderledes, som han formulerer det.
Kritik af borgmesterpartiets linje
Særligt kommunens økonomistyring får de to kandidater til at spærre øjnene op. De undrer sig over, at borgmesterpartiet ikke har været med i budgetforligene de seneste år – og at vælgerne stadig ikke har fået en klar plan for hverken økonomien eller politikken.
»Hvis ikke man har en økonomisk plan for, hvordan man skal drive virksomheden, så vil man gå til grunde på et eller andet tidspunkt,« siger Jan Riisager og sammenligner kommunen med en stor virksomhed:
»Selvom man har det mest unikke produkt i hele verden, så går det galt uden styring. Hvis ikke man har lagt frem, hvad man går til valg på, så burde man som borger stille sig selv spørgsmålet: Hvad har de egentlig lyst til?«
Søren Andersen trækker på sine 37 år i bankverdenen.
»Hvis man skal forlænge noget eller stille nye kreditter til rådighed, så skal man jo have indsigt i budgetter, tanker om kunder og konkurrencesituationen. Det virker underligt, at man har en stor økonomi som her – uden at melde åbent ud, hvad det betyder, og hvilke knapper der skal drejes på for at optimere det. Det er symptomatisk, at man bare sætter sig med korslagte arme og ikke bidrager konstruktivt,« siger han.
Deres kritik går både på manglende åbenhed og manglende løbende styring.
»Hvis budgetterne ikke holder, så er der nogen, der svigter på delmålene. Man skal jo ikke først opdage et hul i skolevæsenet kvart i tolv. Det kunne man have fanget langt tidligere, hvis nogen havde overblik,« siger Søren Andersen.
Ledelse er ikke bare en titel
Begge kandidater vender flere gange tilbage til ledelse – eller mangel på samme.
»Når man ikke har en lederuddannelse eller har prøvet at være leder i mange år, så er det svært. At være politisk leder gør ikke i sig selv, at man er god leder. Nogle vil bare gerne være borgmester og glemmer at informere hele organisationen om, hvordan vi gør tingene klogest,« siger Jan Riisager.
Søren Andersen supplerer:
»Når jeg kigger på en virksomhed, ser jeg på, om der er en fornuftig bestyrelse, og om ledelsen er kompetent. På samme måde burde man spørge sig selv i en kommune: Har vi overblik? Spiller vi hinanden gode? Lytter vi til de faglige kompetencer, der allerede er ansat?«
Han oplever i dag et system præget af »lukkethed og små cirkler«, hvor det er svært for både borgere og medarbejdere at se den overordnede retning.
Ønske om mere åbenhed og borgerinddragelse
Et centralt mål for de to er at gøre politikken mere gennemskuelig og borgerne mere inddraget.
»Rigtig mange ting bliver afgjort i de enkelte udvalg. Når der så er byrådsmøde, er det hele næsten afgjort, inden man stemmer. Jeg så gerne, at man i højere grad synliggjorde, hvad der sker før og omkring de enkelte beslutninger,« siger Jan Riisager.
Han drømmer om mere borgerinddragelse – blandt andet ved at lytte langt mere til foreninger og brugergrupper:
»Vi vil gerne sætte byen lidt mere fri. Mere borgerinddragelse, mere lydhørhed. Hvis man lytter mere til for eksempel handicaporganisationer, cyklistforbund og foreningslivet, så føler flere sig hørt – også dem, der i dag måske bare er »to ud af 1300 sager«.«
Søren Andersen oplever, at mange borgere er blevet trætte af »mundhuggeri« og taburet-snakket:
»Der er rigtig mange, uanset alder og baggrund, der er trætte af det evindelige ævl og bævl. De vil hellere have nogle nøgterne mennesker, der vil noget godt for byen, og som lytter. Sådan nogle prøver vi at være,« siger han.
Skepsis over for »verdensklasse«-retorik
De to kandidater lægger ikke skjul på, at de har svært ved at se sig selv i de store armbevægelser om, at folkeskolen eller kommunen er »i verdensklasse«.
»Nogle gange får man en kop kaffe, og så er den simpelthen for tynd. Sådan har jeg det med nogle af de budskaber, der bliver sendt ud,« siger Jan Riisager.
»Vi kan ikke få en skole i verdensklasse. Men vi kan få en skole, der fungerer virkelig godt her i byen, hvor alle bakker op. Vi kan heller ikke få verdens bedste havmiljø, for det bestemmer vi ikke alene. Men vi kan få en god havn, der skaber job og beskæftigelse.«
Søren Andersen peger i stedet på en mere jordnær tilgang:
»Jeg vil hellere fokusere på den enkelte og hjælpe folk videre derfra, hvor de er – i små skridt. I stedet for at tale om stangspring og rekorder, må vi finde ud af, hvad der skal til, for at man kan komme over overliggeren. Det er min filosofi.«
Erhverv, foreningsliv og ansvar
Både Søren Andersen og Jan Riisager har dybe rødder i erhvervslivet og foreningsdanmark. Søren Andersen nævner selv sit mangeårige engagement i håndbold, fodbold og bestyrelsesarbejde, mens Jan Riisager blandt andet har modtaget Fredericia Kommunes CSR-pris.
»Jeg har haft ansvar for rigtig mange mennesker, ikke kun dem, der var ansat, men hele deres familier. Hvis ikke jeg havde arbejde til dem, gik det ud over en hel familie. Den ordentlighed og omhyggelighed tager jeg med ind i politik,« siger Jan Riisager.
Han fortæller om samarbejder med Jobcenter, Business Fredericia og EUC Lillebælt, hvor hans virksomhed har været med til at få kontanthjælpsmodtagere og udsatte i praktik og job.
Også den del vil han gerne bygge videre på i byrådssalen:
»Vi kan få flere veteraner og udsatte i arbejde, så de føler, de har noget at byde ind med hver dag. Det kræver, at vi giver nogle af byens enheder lidt mere frihed, så de ikke er så styret af Christiansborg.«
Ambitioner for erhverv og arbejdspladser
For Søren Andersen er erhvervspolitikken et af de områder, hvor kommunen kan og bør rykke sig markant.
»Vi burde ligge højere på erhvervsvenlighed. Vi har jernbane, vi har vand, vi har motorvej og en stor havn – alt burde være til stede. Business Fredericia gør et stort stykke arbejde, og byen ser helt anderledes ud, end da jeg kom hertil. Men vi kan mere. Jeg kunne godt tænke mig, at vi blev næstbedst i landet på erhvervsfokus. Det er et realistisk, men ambitiøst mål,« siger han.
To kandidater – to begrundelser
Spørgsmålet til sidst er det oplagte: Hvorfor skal vælgerne sætte deres kryds ved netop dem?
»Man skal stemme på mig, fordi jeg er garanti for et samlende individ i et fremtidigt byråd. Jeg kan samarbejde med alle, jeg har respekt for alle, og jeg er god til at lytte,« siger Søren Andersen.
»Jeg er god til at få ting til at ske og finde fællesnævnere, som alle kan tappe ind i, så byrådet kan fremstå dynamisk og enigt – uanset hvilken plads jeg får. Med mit liv inden for ledelse og bestyrelsesarbejde får man én, der har noget at have det i og som kan få to plus to til at blive fem.«
Jan Riisager formulerer sit svar sådan:
»Jeg har en lyst og et gåpåmod til at gøre en forskel – og jeg ved, at jeg kan. Jeg har arbejdet med mennesker, der stod langt fra arbejdsmarkedet, jeg har fået CSR-prisen i 2024, og jeg er vant til at tage ansvar for både ansatte og deres familier. Den ordentlighed og medinddragelse vil jeg tage med ind i byrådet for at skabe en bedre by.«
Og selv om de kommer fra hver sit parti, ser de sig selv som et makkerpar, der kan trække samme retning.
»Hvis man kan nogenlunde tappe ind i mig, så kan jeg godt tage fat i tømmerne,« siger Søren Andersen med et smil.
»Og så kan Jan tage fat i gearstangen. Så skal vi nok få det der fikset.«
