FRITID. Efter flere måneders omfattende renovering nærmer Strib Svømmehal sig en eftertragtet genåbning. Hvis alt går efter planen, slår svømmehallen dørene op fredag den 29. august, oplyser Claus Hansen, direktør for Lillebælt Sport og Kultur, som driver svømmehallen.
Svømmehallen i Strib har været lukket siden 29. april, men nu er ventetiden snart ovre for de mange lokale, der længes efter at trække i badetøjet igen. Claus Hansen, direktør for Lillebælt Sport og Kultur, fortæller, at den omfattende renovering indtil videre kører præcis som planlagt, og at der nu kun resterer de sidste detaljer, før bassinet atter kan fyldes op.
»Vi er med på tidsplanen. Vi har fået lavet langt det meste af det, man ikke umiddelbart kan se, nede i kælderen. Der er kommet nye tanke, nye rørføringer og en helt ny udligningstank,« forklarer Claus Hansen, mens han understreger, at meget af arbejdet er foregået bag kulisserne, hvor besøgende sjældent kommer.
Også selve svømmebassinet har gennemgået en synlig og mærkbar forbedring. Hvor hele bassinet tidligere var beklædt med fliser, er der nu kun fliser på de to øverste skift, mens resten er blevet forsynet med en helt ny dug.
»Det giver både et friskere udseende og en bedre oplevelse for dem, der bruger svømmehallen,« siger Claus Hansen.
Den lange lukkeperiode har skabt stor utålmodighed blandt svømmehallens faste brugere. Claus Hansen mærker tydeligt, hvordan forventningerne stiger i takt med, at genåbningen nærmer sig.
»Der er mange, som gerne ser svømmehallen i en forbedret form. De glæder sig virkelig til, at vi åbner igen, så de kan komme ud og passe deres træning og komme i vandet. Der er fuldt med, og de ønsker, at vi holder tidsplanen, fordi de savner svømmehallen,« fortæller han.
Den absolut største økonomiske investering har været etableringen af en helt ny udligningstank, som erstatter den gamle, der havde over 50 år på bagen. Udligningstanken er en vigtig del af svømmehallens drift, da den håndterer og genanvender vandet effektivt. Den nye installation skal sikre betydelige besparelser på driften og samtidig give en tydelig miljøgevinst.
»Vi skulle gerne have en energiforbedring på 40 procent, og så skulle vi gerne have mindre miljøbelastning i forhold til spildevandet, som vi nu behandler på stedet,« forklarer Claus Hansen og nævner i den forbindelse også svømmehallens nye fjernvarmeinstallation, der erstatter det tidligere gasfyr.
De gamle pumper er samtidig blevet skiftet ud med nye og langt mere energieffektive modeller, som kun bruger omkring halvdelen af den strøm, de gamle krævede.
Ved genåbningen skal gæsterne dog ikke forvente helt nye aktiviteter eller tiltag fra dag ét. Til gengæld fortsætter svømmehallen med de populære tilbud, der allerede tidligere har tiltrukket mange lokale brugere, herunder yoga, fitness i vand og sauna-arrangementer. Aktiviteter, der ifølge Claus Hansen, allerede er blevet efterspurgt blandt de faste gæster, som løbende har spurgt til dem i lukkeperioden.
»Det handler om at blive bedre til at fortælle om, at vi er der, og hvornår vi har åbent. Men jeg tror, folk kommer meget af sig selv,« siger han optimistisk.
Direktøren glæder sig især personligt til dagen, hvor han igen kan se de velkendte ansigter vende tilbage til svømmehallen. For ham er det et klart mål, at alle kan mærke, at ventetiden har været besværet værd.
»Jeg glæder mig selvfølgelig til at være der på dagen og se folk komme tilbage i svømmehallen. Jeg synes faktisk, at både mine medarbejdere og leverandørerne har gjort det fantastisk. Så jeg håber virkelig, at tidsplanen holder,« siger Claus Hansen med et smil.
MIDDELFART. Når man træder ind ad døren, møder man først den svage duft af hav. Den slags duft, der er frisk og salt, og som instinktivt får én til at tænke på sommerdage ved stranden og lyden af mågerne over havnen. Men det, der måske for alvor fanger blikket, er det blå gulv under fødderne. Et gulv, der skal minde dig om havet og bølgerne, og måske endda om en fiskekutter, der netop er kommet hjem med dagens fangst.
Det er netop den stemning, som Mads Emil Møller Hansen ønsker at skabe, når han åbner dørene til sin egen butik på Faaborgvej i Dalum. Han er kun 21 år, men allerede godt på vej til at blive et velkendt ansigt i fiskehandlernes verden. Som søn af Erik Møller Hansen – manden bag Møllers Fiskehus og den prisvindende Restaurant Båringskov Gl. Badehotel – bærer han både familiens arv og traditioner videre, men på sin helt egen måde.
Når man lytter til ham fortælle om planerne for den nye butik, fornemmer man tydeligt, hvordan han balancerer mellem respekt for fortiden og drømmen om selv at sætte sit præg på fremtiden. Mads Emil taler i en tone, der både afslører ydmyghed og ambitioner, og selvom han beskriver butikken som »en kopi af butikken ude fra Båring«, er det tydeligt, at han ønsker at give folk i Odense en helt særlig oplevelse.
»Vi vil have fokus på takeaway, på de gode råvarer og på, at vi laver tingene selv. Det bliver vores varemærke, også inde i Odense,« siger han med den slags ro, som man kun har, hvis man hviler i sine beslutninger.
»Der kommer lidt mere sortiment ind i Odense af nogle forskellige varer, men ellers bliver det meget en kopi af det, vi allerede gør. Vi holder fast i det, vi kan og er gode til,« tilføjer han, næsten som en påmindelse om, at det, der allerede findes i Båring, er godt nok til at tage med sig til Odense.
Historien om valget af netop Faaborgvej er en fortælling, der bedst beskrives som tilfældighedernes spil. Mads Emil og hans far var egentlig på vej til en håndboldkamp i Svendborg, men da rygterne om den gamle slagterbutik på Faaborgvej nåede dem, måtte de slå vejen forbi. De kiggede ind gennem vinduerne, ringede straks til ejendomsmægleren og fik så at vide, at den allerede var solgt.
»Men måske kunne vi leje den i stedet,« forklarer Mads Emil med et skævt smil, der røber, at han godt selv kan se charmen ved tilfældigheden. »Vi kontaktede så ham, der havde købt den, og fik lov til at leje den. Så Faaborgvej blev det.«
Han holder en kort pause og tilføjer så med en let hovedrysten:
»Egentlig kunne det lige så godt have været midt inde i Odense, men nogle gange er det tilfældighederne, der afgør det. Og måske er det i virkeligheden sådan, at det skal være.«
Når dørene åbner, og kunderne træder ind, skal oplevelsen være noget særligt. Noget man husker. Noget der ikke bare handler om at købe fisk, men om at opleve, sanse og blive begejstret.
»Vi går efter wow-effekten. Når folk træder ind, skal de tænke: ’Wow, det her havde vi ikke forventet’. Og jeg synes allerede, vi er godt på vej,« siger Mads Emil med en overbevisning, der næsten får én til at forestille sig scenen på åbningsdagen. Det er tydeligt, at han allerede har gået turen gennem butikken i sit hoved mange gange – set sig selv tage imod kunderne og fornemmet forventningens glæde hos dem, der træder ind første gang.
Og selvom han kun er 21 år, virker han nærmest vant til det ansvar, der ligger i at skulle skabe den slags oplevelser. Han har nemlig prøvet at stå med ansvaret før. Allerede som 17-årig stod han med nøglerne til Restaurant Båringskov en hel sommersæson, da gymnasiet ikke længere føltes som hans rette plads. Men det blev også et møde med virkeligheden. Den slags virkelighed, hvor relationen mellem far og søn bliver sat på en prøve, og hvor samarbejdet ikke altid forløber uden gnidninger.
»Det var ikke altid nemt. Det var første gang, jeg virkelig skulle stå på egne ben, og samtidig var min far stadig tæt på. Det blev lidt for tæt, kan man sige. Efter sæsonen valgte jeg at tage til Nordjylland nogle måneder for lige at få lidt afstand,« fortæller han med en lethed i stemmen, der viser, at den tid nu er blevet en vigtig brik i fortællingen om ham selv. Han lærte, hvor vigtigt det var at finde sin egen vej, også selvom det førte ham tilbage til familiens traditioner.
Men denne gang er anderledes. Denne gang står han ikke længere i skyggen af sin far, men ved siden af ham – med sin helt egen butik, sine egne ansatte og beslutninger, der alene er hans ansvar.
»Nu er det virkelig min butik. Det bliver mit ansvar at ansætte folk og sørge for, at tingene fungerer. Men jeg er heldig, at jeg stadig har min far at spørge til råds. Det betyder meget,« forklarer Mads Emil med et lille, anerkendende nik. Han ved godt, at det ikke er alle unge på hans alder, der får sådan en chance. Og det er også derfor, han ser opgaven med en blanding af ydmyghed og stolthed.
Det at vokse op i en familie, hvor samtalen ved middagsbordet altid handler om arbejde, fisk og familiens virksomhed, sætter sine spor. For Mads Emil har det givet ham en forståelse af, hvad hårdt arbejde er, men også hvor vigtigt det er at følge sit eget kompas.
»Min far har faktisk altid rådet mig til at vælge en anden vej, men jeg kunne bare mærke, at det trak i mig. Noget ved det liv, jeg har set min far og bedstefar leve, fik mig til at vælge netop det her. Det var ikke en bevidst plan, men måske en uundgåelighed,« siger han eftertænksomt.
Og netop historien og fortællingen om råvarerne, og hvordan de bliver til et måltid, spiller en særlig rolle i måden, Mads Emil tænker butik på. Han ønsker ikke blot at servere fisk, men at invitere kunderne med ind i en fortælling om kvalitet, oprindelse og lokal stolthed. Dyrene på gården Troldhøjgaard, som hans far driver, og som lander i butikken og på restauranten, er et vigtigt kapitel i den fortælling.
»Jeg synes, det er vigtigt, at kunderne ved, hvor deres mad kommer fra. At det ikke bare er anonymt kød eller fisk, men noget, der er nøje udvalgt og behandlet med respekt. Det giver mening på et andet niveau,« forklarer Mads Emil med en alvor, der afslører, at han mener hvert et ord.
»Vi prøver at støtte lokalt. Om det så er jordbær fra Båring, kartofler fra en lokal gård eller rasp fra Brenderup. Det handler om mere end mad. Det handler også om at skabe arbejdspladser, styrke lokalsamfundet og give kunderne en oplevelse, der er værd at huske.«
Når han kigger ud i fremtiden, ser han store muligheder. Faaborgvej er nemlig kun begyndelsen på en rejse, der forhåbentlig fører ham endnu videre. Men han er samtidig klar over, at ambitionerne også indebærer en risiko.
»Når man er en familie med store ambitioner, kan det være svært at lade arbejdet blive på arbejdet. Nogle gange bliver aftensmaden hurtigt et forretningsmøde. Men det er vigtigt at huske at adskille tingene. Det prøver vi at være opmærksomme på,« fortæller han med en mild erkendelse af, at det måske aldrig bliver helt let.
Men han tvivler ikke på, hvad hans butik skal være kendt for.
»God mad, kvalitet og noget helt specielt. Det skal være dét, man tænker på, når man hører om vores butik.«
Og mens han siger ordene, mærker man tydeligt, at der ligger både historie, stolthed og en solid portion fremtid bag. Det blå gulv på Faaborgvej er måske kun starten på rejsen, men det er en rejse, der allerede nu dufter af saltvand, lokalt engagement og et ungt menneskes ukuelige vilje til at skabe noget, som kunderne husker.
BUSINESS. DLG Group med hovedsæde i Fredericia får ny Group CFO fra 1. november. Det bliver Morten Riber Pryds, der overtager posten efter Christina Nielsen. Hun har valgt at træde tilbage for at få mere tid tættere på sin familie og sit hjem på Sjælland.
Morten Riber Pryds kommer til DLG med en økonomisk baggrund fra Arla Foods, hvor han har haft flere centrale lederstillinger siden 2011. Senest har han været Head of Performance Management hos det store mejeri, hvor han har arbejdet tæt sammen med virksomhedens øverste ledelse om langsigtede økonomiske mål, investeringer og transformationer.
Adm. direktør i DLG Group, Peter Giørtz-Carlsen, glæder sig over, at Morten Riber Pryds bliver en del af koncernens topledelse.
»Jeg er meget glad for at kunne byde Morten Riber Pryds velkommen som vores nye CFO. Han er yderst fagligt dygtig og en kompetent leder, som både har stor erfaring med at drive transformation, men også forstår, hvordan man opbygger en stærk økonomifunktion og en god kultur. Derudover har han en dyb forståelse for andelsstrukturen og ved, hvad der driver værdi for vores ejere. Det gør ham til en værdifuld tilføjelse til mit ledelsesteam og et godt match til den rejse, vi har foran os i DLG Group. Jeg glæder mig til at byde ham velkommen,« siger Peter Giørtz-Carlsen.
Morten Riber Pryds ser selv frem til sin nye rolle i koncernen, som har hovedkontor på Ballesvej i Fredericia. Han fremhæver især det momentum, DLG oplever lige nu, som en af grundene til, at han tager springet fra Arla Foods til DLG.
»Der er virkelig momentum omkring den rejse, DLG Group er på lige nu. At blive en del af en virksomhed, der gennemgår en så markant transformation, og at have mulighed for at være med til at forme dens fremtidige retning, er en sjælden og spændende udfordring, som jeg finder meget motiverende. Kombineret med DLG’s stærke kultur og andelsejerskab føles det som det perfekte match. Jeg ser frem til at samarbejde med Peter, mine nye kolleger og ejerne om at flytte forretningen fremad og skabe værdi for ejerne,« siger Morten Riber Pryds.
Morten Riber Pryds, Group CFO, DLG Group
Christina Nielsen forlader officielt posten som CFO medio september. Hun har været ansat i DLG i mere end ni år, hvor hun siden 2021 har haft ansvaret for økonomifunktionen som Group CFO. Peter Giørtz-Carlsen takker hende for hendes store indsats, især hendes rolle i forbindelse med lanceringen af transformationsprogrammet ReGen.
»Jeg vil gerne takke Christina for det store bidrag til DLG gennem årene og især for den støtte, hun har ydet i løbet af mit første halve år. Hendes arbejdsmoral, dybe kendskab til DLG og den værdifulde sparring, hun har givet mig, har været en stor støtte i min onboarding, og jeg vil også gerne takke Christina for hendes bidrag til den vellykkede lancering af ReGen. Jeg respekterer og forstår fuldt ud hendes beslutning om at påtage sig en ny rolle, der gør hende i stand til at være tættere på sin familie i hverdagen, og jeg ønsker hende alt det bedste i hendes nye job,« siger Peter Giørtz-Carlsen.
FØDEVARER. Hvis du synes, at kassebonen bliver dyrere uge efter uge, er det ikke bare en følelse. Danmark er nemlig det næstdyreste land i EU, når det handler om priser på fødevarer. Kun Luxembourg overgår os, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Danskerne betaler cirka 19 procent mere for madvarer end gennemsnittet i resten af EU, og på flere områder topper Danmark listen over dyre varer.
Brød og kornprodukter koster hele 36 procent mere end gennemsnittet i EU, og fisk er næsten lige så dyrt med priser, der ligger 30 procent højere end EU-snittet – det dyreste blandt alle EU-landene.
Ifølge analysen skyldes de høje priser især landets høje lønniveau, afgifter samt momsen på 25 procent, som driver fødevarepriserne op.
Mens danskerne må tømme tegnebogen mere end de fleste andre europæere, kan indbyggerne i Rumænien glæde sig over, at de har EU’s billigste fødevarer. Her er priserne hele 25 procent lavere end EU-gennemsnittet.
Og det er ikke kun danskerne selv, der mærker de dyre varer. Også udlændinge og turister oplever de danske priser som et chok. Alt fra dagligvarer og taxature til en simpel sandwich eller kaffe kan koste mindst 30 procent mere end i andre storbyer. Selv New York opleves billigere af flere expats, når det handler om dagligvarer og takeaway-mad.
»Disse tal bekræfter den følelse, mange udlændinge sidder med – at Danmark kan være hårdt for pengepungen, når man køber ind til hverdagen,« siger Steven Højlund, chefredaktør for nyhedssitet The Danish Dream, der henvender sig til expats og turister i Danmark.
Han tilføjer også, at det høje prisniveau har konsekvenser for, hvordan udlændinge ser på Danmark.
»Danmark tilbyder ganske vist en høj livskvalitet, men nye tilflyttere bliver ofte overraskede over de høje priser på både dagligvarer og restaurantbesøg. De relativt høje lønninger bliver udhulet af de høje priser på bolig, bil og fødevarer. Danmark ses derfor ikke som et land, hvor man på kort tid kan spare mange penge op som det for eksempel er tilfældet i Schweiz. Til sammenligning lægger vilkårene i Danmark mere op til, at man flytter hertil, køber ind på ‘the Danish way of life’ og bliver boende i lang tid,« slutter Steven Højlund.
I en avisartikel fortæller en læge fra Esbjerg, om hans nye koncept – ikke-tilmeldte patienter kan booke en tid i hans klinik mod betaling. Det kan de gøre i dagtid på tider, som ligger mellem hans andre patienter.
Jeg synes, det er et meget uheldigt skråplan, at man kan betale for at komme til læge og det strider mod det fundament, som vores sundhedsvæsen bygger på og som vi er så stolte af i Danmark. Vores sundhedsvæsen er gratis og lige for alle. Man skal ikke kunne springe køen over ved at betale. Vi bruger meget tid politisk på at lave indsatser, som afhjælper ulighed i sundhed og det her koncept øger uligheden.
Jeg frygter et system ligesom i USA, hvor det kun er dem med sundhedsforsikring eller penge, som kan få lægehjælp. Den vej skal vores sundhedsvæsen ikke bevæge sig.
Hvis man har akut brug for lægehjælp og er langt fra en ens egen læge, så kan man i dag få hjælp hos en hvilken som helst anden læge uden betaling – også udenfor den region, som man bor i. Jeg kan derfor ikke se nødvendigheden af dette koncept for patienterne.
Det startede hos en læge i Esbjerg og er nu på vej i Vejle også. Jeg satte det derfor – allerede i marts måned – på dagsorden i vores samarbejdsudvalg for almen praksis, hvor vi mødes og har dialog med de praktiserende læger. Vi er ikke enige om, hvorvidt det strider mod overenskomsten eller ej, men vi er enige om at sende den videre til Landssamarbejdsudvalget for deres vurdering. Deres næste møde er i september, så jeg håber, at de er enige med mig i, at denne slags kreative forretningsmodeller ikke bør være mulige i Danmark.
Hvis de ikke er enige i det, så har jeg to muligheder 1) Overbevise Danske Regioner om, at de skal tage det med næste gang de forhandler overenskomst med lægerne og/eller 2) Overbevise vores landspolitikere om, at de skal lovgive omkring det. Jeg har tænkt mig at forfølge begge muligheder, fordi det handler ikke om lægen i Esbjerg eller Vejle, men om hvad det er for et sundhedsvæsen, vi vil have i vores land. Jeg vil have et, hvor der er lige adgang for alle!
KRIMI. Tirsdag aften opstod der en usædvanlig situation på Sønderjyske Motorvej i sydgående retning. Klokken 17.49 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse fra en kvindelig bilist, der observerede en bil foran sig, som slingrede kraftigt og kørte med meget varierende hastighed.
Anmelderen fortalte politiet, at bilen gentagne gange satte farten voldsomt ned, hvorefter den accelererede igen, hvilket gav anledning til bekymring for førerens tilstand.
Politiet reagerede straks og sendte en patrulje mod stedet. Da betjentene nåede frem, blev situationen hurtigt vurderet til at være kritisk. Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd beskriver hændelsen således:
»Patruljen får øje på bilen, og på det tidspunkt kører den faktisk i så lavt tempo, at den ene patruljemand kan stige ud af patruljebilen og løbe ved siden af personbilen.«
Betjentene blev her klar over, at føreren af bilen var i problemer.
»Det var tydeligt at se, at personen bag rattet ikke havde det godt, så vi formodede hurtigt, at der måtte være tale om sygdom,« fortæller Arno Rindahl Petersen.
Politiet forsøgte indledningsvis at få kontakt til føreren for at standse bilen, men uden held. Situationen krævede derfor en lidt mere resolut handling fra patruljen.
»Da det ikke lykkedes i første omgang, måtte patruljen dreje patruljebilen ind foran personbilen for at få den standset. Der skete et lille sammenstød ved meget lav fart,« forklarer vicepolitiinspektøren videre.
Betjentene måtte derefter slå bilens siderude ind for at kunne komme til føreren, som havde brug for øjeblikkelig hjælp. Ambulancen blev hurtigt tilkaldt, og føreren – en 57-årig mand fra Haderslev – blev efterfølgende undersøgt af ambulancefolkene.
»Ambulancepersonalet målte et meget lavt blodsukker hos føreren, som efterfølgende blev bragt til skadestuen i Kolding,« oplyser Arno Rindahl Petersen.
Heldigvis skete der ingen alvorlige personskader, hverken på føreren eller betjentene, men én af politifolkene fik dog et mindre snitsår under redningsaktionen.
»En af mine patruljefolk var lige en tur forbi skadestuen for at få tilset et mindre snitsår på armen, som han fik, da ruden blev knust,« forklarer Arno Rindahl Petersen.
Vicepolitiinspektøren tilføjer til sidst med et lille smil i stemmen:
»Der kunne jo sagtens være nogen, der har undret sig over at se en politimand løbe på motorvejen.«
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.
PLEJEHJEM. Susanne Eilersen (O) går stille ned ad trappen, som om bevægelsen giver hende ro til at formulere sine tanker. Når hun taler, mærker man hurtigt, at der ligger en alvor bag ordene, som rækker længere end politik og mødeborde. Det handler om noget dybere, noget helt grundlæggende. Noget, der vækker hendes bekymring.
Onsdag formiddag tager hun telefonen for at tale om et emne, der fylder meget i hendes politiske virke – de svage og ældre medborgere. Hun har tidligere stået uden for et kommunalt budget, fordi hun nægtede at medvirke til store besparelser på området. I år er hun dog med i budgettet, og derfor rammer VIVEs undersøgelse hende ekstra hårdt.
»Det er en udfordring, at der er så få medarbejdere om natten på vores plejehjem. Der er steder, hvor afstandene er store, og hvor bygningerne har flere etager. Når en medarbejder om natten har ansvar for næsten 24 beboere, så bekymrer det mig helt vildt meget,« siger hun og trækker vejret tungt, inden hun fortsætter.
Man kan næsten mærke natten falde på i hendes ord, mærke hvordan stilheden fylder gangene, mens nattevagten bevæger sig rundt i det svage lys. Hun fortæller videre med en stemme, der emmer af både bekymring og respekt for dem, der hver eneste nat tager ansvaret på sig.
»Vi ved jo, at demente borgere ofte vender op og ned på nat og dag, at de vågner og rumsterer rundt om natten. Derfor er det et enormt ansvar at være alene med 23-24 beboere. Hvis én beboer falder ud af sengen, samtidig med at en anden skal på toilettet, så har vi altså et stort problem. Og det er et problem, vi ikke må ignorere. Det er ikke bare et tal i en rapport – det handler om mennesker,« understreger Susanne Eilersen.
Hendes ord hænger et øjeblik i luften, som om alvoren trænger igennem væggene i rummet. Og hun tilføjer med en oprigtig bekymring, der tydeligt kan mærkes:
»Det handler også om arbejdsforholdene for vores medarbejdere. Vi har nogle virkelig dygtige medarbejdere, som ønsker at levere et godt stykke arbejde, men hvis de skal gå hjem frustrerede over ikke at have kunne gøre nok, fordi de har manglet et par hænder, så er det uholdbart.«
Hun stopper kort op. For Susanne Eilersen er hver nat på Fredericias plejehjem et spørgsmål om værdighed – både for medarbejdere og borgere. Et spørgsmål, der kræver mere end blot gode intentioner. Det kræver handling.
Derfor har hun reageret hurtigt og bedt administrationen i Fredericia Kommune om en grundig redegørelse. Hun ønsker en analyse af, hvorfor man bruger færre penge på ældreområdet, og hvorfor nattevagterne oplever så stort et pres sammenlignet med kommuner lige i nærheden, især Middelfart, der blot ligger få kilometer væk.
I Middelfart er situationen anderledes. Her er belastningen om natten markant mindre med cirka 14 borgere per medarbejder. En forskel, der næsten er til at tage og føle på. Det får Susanne Eilersen til at stoppe op, mens hun med en vis undren i stemmen konstaterer, at forskellen mellem de to nabobyer er næsten surrealistisk stor, når man tager afstanden mellem dem i betragtning.
»Helt klart skal vi lære af Middelfart. Det handler ikke kun om at beundre deres tal, men om at forstå, hvorfor de lykkes. Hvordan de organiserer arbejdet, hvordan de prioriterer ressourcerne, og hvordan deres medarbejdere oplever det at gå på arbejde,« siger hun med en nysgerrighed, der afslører et oprigtigt ønske om at hente inspiration hos naboen på den anden side af bæltet.
Hun holder en kort pause, inden hun svarer.
»Dansk Folkeparti vil arbejde målrettet på, at vi i Fredericia gør tingene anderledes. Vi vil kigge nærmere på mulighederne for at blive frikommune eller gennemføre lignende frisættelser på ældreområdet. Vi skal kuglegrave hele området og turde tænke nyt,« siger hun bestemt, mens stemmen bærer en insisteren på, at Fredericia ikke kan fortsætte, som man plejer.
Hun minder om, at Fredericia historisk set ofte har gået sine egne veje og været i front, når der skulle tænkes nyt. Det vil hun gerne tilbage til. Med hendes egne ord betyder frisættelse ikke nødvendigvis privatisering eller nedskæringer, men derimod at have modet til at give medarbejderne mere ansvar og frihed til at løse deres opgaver bedst muligt. Susanne Eilersen er sikker på, at netop dét kunne være med til at gøre jobbet mere attraktivt og dermed tiltrække flere kvalificerede medarbejdere.
»Vi bliver heldigvis flere ældre, men vi får færre hænder til at løfte opgaverne. Derfor kan vi ikke blive ved med at gøre tingene på samme måde. Der skal tænkes anderledes. Vi skal finde nye løsninger, ellers svigter vi både borgerne og vores medarbejdere,« tilføjer hun med den form for klarhed i stemmen, der afslører, at dette ikke blot er en politisk kamp, men også en personlig mærkesag.
Susanne Eilersen trækker en linje mellem nutidens udfordringer og fremtidens behov. Det handler om at se tingene i øjnene, erkende de svære vilkår og derefter handle. Hun fortæller åbent, at Fredericia Kommune aktuelt mangler en klar strategi for rekruttering og kompetenceudvikling. Det frustrerer hende tydeligt, for som hun siger med alvor i stemmen, er det nu, der skal handles. Ikke om to eller fem år, men nu.
»Desværre har Fredericia Kommune ikke i øjeblikket en egentlig strategi for, hvordan vi sikrer kvalificeret personale. Det mener vi i Dansk Folkeparti, at kommunen burde have haft for længst. Vi kan ikke bare sidde med hænderne i skødet og vente på en ny ældrelov i 2027. Vi må handle nu,« siger hun og efterlader ingen tvivl om alvoren.
Det er tydeligt, at hun er fast besluttet på at få dette område højt op på den politiske dagsorden i den kommende tid. For hende handler det om, at Fredericia igen bliver en kommune, hvor man med stolthed kan sige, at man passer ordentligt på sine ældre – og på dem, der hver eneste nat gør deres yderste for at hjælpe.
PLEJEHJEM. Det er nat i Fredericia, og på byens plejehjem er lyset dæmpet ned til det mest nødvendige. På gangen er der stille, men bag dørene gemmer sig en virkelighed, hvor hvert minut kan være afgørende. En medarbejder bevæger sig forsigtigt fra stue til stue med ansvaret for over 23 beboere, ofte med komplekse plejebehov og en skrøbelighed, der kun er vokset gennem årene.
En ny rapport fra VIVE, der blev udgivet denne sommer, maler et tydeligt og bekymrende billede. Fredericia Kommune har gennemsnitligt én medarbejder per 23,5 beboere på nattevagt. Et tal, som i weekenden endda stiger til næsten 28. Det er ikke blot tørre tal, men vidnesbyrd om en hverdag, hvor medarbejdere presses til det yderste, og hvor ældre borgere risikerer at vågne uden den nødvendige hjælp.
David Gulløv (S), der er formand for Senior- og Socialudvalget i Fredericia Kommune, erkender situationens alvor uden omsvøb:
»Den normering, vi har om natten, er ikke god nok. Vi skal sikre, at bemandingen også i weekenderne matcher behovet. Det handler om tryghed for borgerne, så de ved, at hjælpen er der, når behovet opstår, også om natten. Og så handler det naturligvis også om medarbejdernes sikkerhed og trivsel.«
Han trækker vejret, overvejer ordene, som politikere ofte gør, når de mærker alvoren banke på døren. For rapporten viser ikke blot Fredericias udfordringer, men også markante regionale forskelle, der rejser spørgsmål om, hvorfor nabokommunen Middelfart med sin mere favorable natnormering på 13,8 borgere pr. medarbejder lykkes med noget, der tilsyneladende er så svært her.
»Det er klart, vi skal kigge nærmere på, hvad der lykkes i Middelfart. Vi skal lære af deres tiltag og erfaringer. Samtidig mener jeg også, vi bør se på de kommuner, der klarer sig dårligere. Vi har brug for at forstå hele spektret for at kunne forbedre vores egen praksis,« siger han og understreger med en eftertænksomhed, der lader antyde, at løsningen ikke ligger lige for.
Han peger på, at der er behov for at forstå detaljerne bag tallene. For en gennemsnitlig normering siger ikke nødvendigvis alt. Hvert plejehjem er sit eget lille samfund med unikke behov og udfordringer.
»Hvordan ser det rent faktisk ud på de enkelte plejehjem? Bemandingsplanen skal jo være lavet, så den passer præcist til opgaven på hvert plejehjem,« siger David Gulløv og tilføjer med et strejf af utålmodighed:
»Nu har vi ikke fået gennemgået rapporten politisk endnu, men det har jeg faktisk nævnt, at vi gerne vil have gjort, så snart forvaltningen har fået tid til at læse sig ind i rapporten og se på udfordringerne med fredericianske briller.«
Og netop den gennemgang er vigtig, mener han. For tallene afslører ikke blot et problem, men peger også på en retning, hvor løsningerne kan findes. Han læner sig lidt tilbage, som politikere gør, når ordene falder på plads, og pointerer roligt:
»Vi skal være nysgerrige, og vi skal være åbne for, at andre kommuner måske har fundet løsninger, vi kan bruge. Det handler jo om tryghed og værdighed – for både borgerne og vores personale.«
David Gulløv ønsker derfor allerede nu en grundig gennemgang af rapportens lokale perspektiver og ser frem til, at kommunen snarest dykker dybere ned i tallene.
»Når der kommer tal som disse, skaber det naturligvis et nødvendigt fokus, men det er afgørende, at fokusset aldrig slipper. Vores opgave er konstant at sikre, at plejehjemmene har den nødvendige bemanding og de rette kompetencer. Derfor er samarbejdet med uddannelsesinstitutioner som SOSU-skolerne helt afgørende. Vi skal løbende investere i at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere,« understreger han.
Han bliver stille et øjeblik. I den slags stilhed, hvor ordene lige skal falde på plads. Så fortsætter han og lader forstå, at de udfordringer, der presser sig på, ikke kun handler om, hvor mange medarbejdere, der går på vagt, men i lige så høj grad handler om, hvem de er, og hvilke evner de har med sig. For demens er ikke længere en undtagelse, men i stigende grad normen i den hverdag, medarbejderne møder på kommunens plejehjem. Og det kræver mere end blot en ekstra hånd; det kræver faglighed og nærvær.
Presset på plejesektoren vokser imidlertid år for år. Hvor andelen af beboere med demens i 2019 lå på 51 procent, er den nu steget til hele 59 procent. Det øgede plejebehov kræver ifølge David Gulløv en markant styrket indsats:
»Vi skal se realistisk på, hvad tallene faktisk betyder. Det handler ikke blot om at justere på marginalerne, men om at lave konkrete og ambitiøse tiltag, der matcher borgernes reelle behov. Vi kan ikke lade medarbejderne stå alene med en følelse af, at de ikke kan nå at løse opgaverne ordentligt. Det påvirker både deres arbejdsglæde og borgernes tryghed.«
Og netop medarbejdernes følelse af utilstrækkelighed fylder hos ham. Han taler om oplevelsen af at gå hjem fra arbejde uden at have nået det hele, uden at have mødt borgeren med den omsorg, man egentlig gerne ville. En følelse, der slider både på det menneskelige overskud og på fagligheden. Og her er det, ifølge Gulløv, ikke blot medarbejderne selv, der skal sikre, at arbejdet lykkes. Der er brug for et løft – også i måden, plejehjemmene ledes på.
Han pointerer derfor, at arbejdet med at løse udfordringerne ikke kun handler om normeringer, men også om ledelse:
»Vi er nødt til at styrke den lokale ledelse ude på plejehjemmene. Vi skal lære af de steder, hvor tingene fungerer godt, og overføre den viden til områder, hvor vi ser udfordringer. Det er en kontinuerlig proces, og derfor skal vi som politikere altid være opmærksomme og nysgerrige på, hvordan vi skaber forbedringer.«
Det handler om ledelse, der ikke blot administrerer, men inspirerer og støtter medarbejderne. En ledelse, der tør se problemerne i øjnene og samtidig fremhæver de steder, hvor tingene lykkes – så erfaringerne kan vandre fra plejehjem til plejehjem som gode historier og ikke blot dystre statistikker.
For David Gulløv handler indsatsen dybest set om at skabe en stabil, tryg og værdig hverdag for Fredericias ældre borgere. Tallene fra rapporten sætter en klar streg under behovet for handling. Nu venter han på, at forvaltningen leverer en detaljeret gennemgang, så de politiske beslutninger kan træffes på et velinformeret grundlag:
»Det er nødvendigt, at vi politikere har klare og opdaterede informationer. Det er afgørende for, at vi kan tage ansvarlige beslutninger, der virkelig gør en forskel for både borgerne og personalet på vores plejehjem.«
Han trækker vejret igen og tænker inden han svarer på en måde, som om, at han allerede kan mærke tyngden af de beslutninger, der venter. Det er ikke altid let at sidde som politiker i disse udvalg. For bag alle tal og statistikker ligger menneskelige skæbner og medarbejdere, der fortjener mere end blot en hverdag, hvor opgaven knap kan nås. Og dét er en erkendelse, som ikke forsvinder med rapporter, men som tværtimod kalder på handling – i dag og alle de dage, der følger.
KRIMI. Den 70-årige Erik, som tidligt onsdag morgen blev meldt savnet fra sin bopæl på Lumbyesvej i Fredericia, er stadig ikke fundet. Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd her til morgen.
»Så vidt jeg kan se på vores døgnrapport, så ligger sagen lige nu hos vores hundeleder. Jeg ved, at han lige er gået i gang her til morgen for at følge op igen. Status før klokken 07.00 var, at vi stadig mangler ham,« forklarer Arno Rindahl Petersen.
Politiet har tidligere opfordret borgere i området omkring Lumbyesvej til at undersøge garager, skure og udhuse, hvor Erik muligvis kan have søgt hen. Vicepolitiinspektøren fortæller, at politiet typisk først afventer lidt, inden en større eftersøgning sættes ind, især hvis personen tidligere er vendt tilbage efter lignende episoder.
Erik er dog endnu ikke vendt tilbage, og politiet er derfor klar til at skrue op for eftersøgningen inden længe.
»Hvis han ikke kommer tilbage, så sætter vi gang i en mere omfattende eftersøgning. Det vil typisk være med hunde, som starter på hans bopæl og søger derfra. Derudover kan vi tage hjælpemidler som eksempelvis droner i brug. Det afhænger dog helt af området, og om det overhovedet giver mening med en drone,« siger vicepolitiinspektøren.
Erik blev sidst set omkring klokken 01.00 natten til søndag. Politiet har fortsat ikke modtaget konkrete oplysninger om hans opholdssted og opfordrer alle med informationer til at ringe til politiet på telefon 1-1-4.
KRIMI. Et færdselsuheld fandt tirsdag formiddag klokken 09.55 sted ved udkørslen fra Bjergegade til Sjællandsgade i Fredericia. Uheldet skete, da en personbil ført af en 23-årig mand fra Taastrup kørte imod ensretningen ad Bjergegade i sydlig retning.
På samme tidspunkt kom en 53-årig mand fra Kolding Kommune kørende vestpå ad Sjællandsgade i en varebil, og da personbilen kørte ud på Sjællandsgade, kolliderede de to køretøjer.
Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller om hændelsesforløbet:
»Part 1, en personbil, kørte syd ad Bjergegade imod ensretningen. Part 2, en varebil, kørte vest ad Sjællandsgade. Så sker der et sammenstød, da part 1 kører ud på Sjællandsgade.«
Trods sammenstødet slap begge førere heldigvis uskadt, men uheldet resulterede i materielle skader på begge køretøjer.
Politiet har endnu ikke rejst sigtelser i forbindelse med uheldet, forklarer Arno Rindahl Petersen:
»Vi sigter sjældent ved færdselsuheld på stedet. Vi tager først alle oplysninger, afhører parterne og dokumenterer, og derefter foretager vi en samlet vurdering af, hvorvidt der skal rejses sigtelse.«
Området omkring Sjællandsgade og Bjergegade er kendt for flere ensretninger, der indimellem skaber udfordringer for bilister.
Politiet arbejder videre med sagen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.
Renoveringen af Sønderparken afdeling 12 i Fredericia er endt markant dyrere end først planlagt. I aften skal Fredericia Byråd tage stilling til, om kommunen...
