4.9 C
Copenhagen
mandag 22. december 2025
Facebook Instagram Linkedin Twitter

En søndag med plads til både børn, samtaler og eftertanke

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0
En søndag med plads til både børn, samtaler og eftertanke

KULTUR. Sindssygt God Søndag i Teglgårdsparken er efterhånden blevet et fast samlingspunkt for både borgere med særlig interesse for mental sundhed og for familier, der blot vil have en hyggelig dag med plads til nye oplevelser. I år var ingen undtagelse. Solen stod højt, boderne summede af aktivitet, og overalt i parken blev samtaler blandet med børnelatter, musik og forestillinger.

Blandt deltagerne var Signe Andersen og Janni Vinther, der begge havde taget deres familier med. For dem handlede dagen om mere end blot underholdning.

»Jeg tror, at den primære årsag var, at der var nogle aktiviteter for børnene, og så tænkte jeg, at det var en mulighed for at tale med børnene om, hvad Sindssygt God Søndag egentlig er, og årsagen til det,« fortæller Signe Andersen, der var afsted med sine børn for første gang.

Første gang i parken

Selv om hun aldrig havde været med før, blev hun hurtigt grebet af stemningen.

»Det er mega hyggeligt. Jeg synes, det er rigtig hyggeligt. Jeg synes, det er nogle fine boder og nogle fine aktiviteter og sådan noget, der er her,« siger hun.

Børnene fandt hurtigt deres favoritter blandt aktiviteterne.

»De har været hen og lege med de ting, der er hen i starten, hvor man fysisk kan stå og lege med nogle ting. Og så så vi de artister, der var dernede, som jo viser psykisk sygdom på en anden måde. Vi snakkede ind i, hvordan det var, og hvad det betyder. Det var lidt svært for dem at forstå, men spændende at se på. Så troede vi, at der var noget minicirkus, men det er noget, vi ikke lige har fundet,« siger hun med et smil.

Som socialrådgiver arbejder hun til daglig med mental sundhed, og derfor var dagens temaer ikke nye for hende selv. Men hun oplevede, at arrangementet kunne give børnene noget særligt.

»Jeg arbejder med det til dagligt som socialrådgiver, så jeg tror, jeg har sådan lidt en indsigt i, hvad det er, og hvad det betyder. Så for mig var det nok mere for at belyse det over for børnene, hvad det er, og hvad det betyder, når nogen har en solsække små om halsen, som vi også ser. Så for mig tror jeg ikke, det har givet så meget mere, men det tror jeg, det har for børnene,« siger hun.

Netop det at skabe en ramme, hvor der kan tales åbent om psykisk sygdom, mener hun er værdifuldt.

»Jeg tænker, det er et fint sted at netop tale højt om det, fordi det er jo det, man lægger op til. For det kan være svært nogle gange at finde kontekst i, hvor skal vi snakke om det, og hvornår må man snakke om det,« siger hun.

Og hun var ikke i tvivl om, at familien vil komme igen.

»Jeg synes, det er et fint arrangement at bakke op om og se fokus på det. Så hvis vi kan hjælpe til sådan noget, så gør vi gerne det,« siger hun.

En tradition i familien

For Janni Vinther var årets deltagelse ikke den første. Hun og familien havde allerede prøvet kræfter med arrangementet året før.

»Vi var her faktisk sidste år, og det var rigtig hyggeligt. Så tænkte vi, at vi ville være afsted igen. Jeg har en på 12, som sidder og laver noget kreativt hernede også. Jeg arbejder selv inden for psykiatrien, så i år har vi også været med om varme og varme. Så lidt af det hele,« fortæller hun.

For hende fungerer dagen som en lille udflugt for hele familien.

»Det er hyggeligt. Det er en god stemning. Jamen, det er søndag, solen skinner, det er hyggeligt. Folk kommer for at støtte op om en god sag, og der er nogle gode arrangementer. Det er meget aldersblandet. Det er alt fra børnefamilier med små børn til ældre, der synes, at der er noget, der er spændende for dem,« siger hun.

Datteren på tolv år fandt hurtigt en plads ved et kreativt værksted, hvilket gav forældrene tid til at opleve andet.

»Hun sidder jo nede og laver kreating, og hun er så lidt mere rolig i røven. Så vi kan rende lidt rundt. Hun har jo været meget optaget af det danseshow, der har været. Vi skulle lige være derinde i teltet og høre lidt, og jeg følger med,« fortæller Janni Vinther.

Personligt havde hun glædet sig til en særlig oplevelse.

»Altså mig personligt digte, men det ved jeg så ikke lige, om jeg får ro til. Men det er så en bonus. Ellers bare stemningen og det hele taget. Det er jo et super vildt arrangement, og som sagt, så nåede vi bare sidste år at komme herned,« siger hun.

Perspektiver på mental sundhed

Ligesom Signe Andersen oplever Janni Vinther, at arrangementet især giver mening, når børnene får et indblik i, hvad mental sundhed betyder.

»Jeg har jo altid arbejdet med det. Så for mig har det jo altid betydet noget. Så det er bare en dag, hvor der bliver sat yderligere fokus på det. Og så synes jeg, det er rart at tage mine børn med herned, for dem også at forstå. Nogle gange kan det godt være svært for børn at formidle over for dem, hvad det egentlig betyder med psykisk sygdom. Men nu hende på 12, som er i puberteten og selv går igennem nogle svære ting, så er der jo UngLiv deromme. Jeg gør hende opmærksom på, at der også findes sådan nogle steder. For det kan godt være, at jeg arbejder i psykiatrien, men det er jo ikke altid lige moren, man gider at snakke med,« siger hun.

At fokus på mental sundhed fylder i det offentlige rum, ser hun som en styrke.

»Det er det, jeg prøver at gøre hver dag. Så for mig er det bare helt naturligt at støtte op og sidde, når der endelig er noget. Så kan det bare komme ud,« siger hun.

Og hun er ikke i tvivl om, at familien vender tilbage.

»Ja da. Ja da. Selvfølgelig. Skal vi da,« siger hun med et smil.

Et arrangement, der favner bredt

Fortællingerne fra de to mødre viser tydeligt, hvordan Sindssygt God Søndag formår at forene det folkelige og det faglige. For nogle er det et arrangement, hvor de kan hente ny viden og perspektiv. For andre er det først og fremmest en hyggelig dag med familien. Men for begge grupper giver dagen plads til samtaler, der sjældent finder vej i hverdagen.

Sindssygt God Søndag er dermed ikke kun en festival for mental sundhed, men også en ramme for oplevelser, der kan samle generationer og skabe rum for både alvor og glæde.

Kulturkanon løftet frem i Middelfart

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0
Kulturkanon løftet frem i Middelfart

KULTUR. Da teltdørene i Teglgårdsparken åbnede sig under Sindssygt God Søndag, blev der skrevet et nyt kapitel i Middelfarts kulturhistorie. Borgmester Johannes Lundsfryd og udvalgsformand Lars Vigsø trak klædet væk fra det store håndtegnede kort, som sammen med en hjemmeside og 49 udvalgte kulturfortællinger nu udgør Middelfart Kommunes kulturkanon.

Kulturkanonen er blevet til efter et års arbejde, hvor mere end 120 borgere og foreninger har bidraget med forslag. Resultatet er en mangfoldig samling af historier, steder og stemmer, som tilsammen fortæller, hvad der binder kommunen sammen.

For Johannes Lundsfryd handler kulturkanonen først og fremmest om at minde borgerne om alt det, der ligger lige uden for døren.

»Vi har så fantastisk meget at byde på. Fra øst til vest og fra nord til syd rummer kommunen både natur, bygningsværker, kulturhistoriske spor og kunst. Det er ikke altid, vi selv husker at se det, for ofte tager vi langt væk, når vi vil opleve noget. Men meget af det smukkeste ligger faktisk lige uden for vores eget køkkenvindue. Kulturkanonen er en måde at kende os selv og vores kommune på,« sagde borgmesteren.

Jacob Haugaard ledte slagets gang.

Stolthed og fællesskab

At så mange foreninger og enkeltpersoner har bidraget med idéer, er for Lundsfryd et klart tegn på det engagement, som findes i lokalsamfundet.

»Det viser, at der er en stolthed over de steder, vi bor. Alle synes jo, at netop deres lokalområde er det bedste sted i verden, og sådan skal det være. Det vidner om stærke fællesskaber og om en ansvarsfølelse for at løfte det, vi har sammen,« sagde han.

For ham selv blev præsentationen af kulturkanonen en ganske særlig oplevelse.

»Jeg må indrømme, at jeg først så kortet, da vi stod i teltet. Jeg havde ikke fulgt processen tæt, så da klædet blev løftet, blev jeg ramt af, hvor smukt det er. Jeg har allerede aftalt med min hustru, at vi skal have en kopi hængende derhjemme,« fortalte han.

Håndværkets betydning

At kortet er håndtegnet af Stefan Lægaard, giver det en ekstra dimension. For borgmesteren handler det nemlig ikke kun om det færdige udtryk, men også om respekten for håndværket.

»Vi skal have respekt for menneskers håndværk. Vi kan noget med vores hænder, som adskiller sig fra, hvad algoritmer og kunstig intelligens kan. Når vi koger det hele ned til håndværket, bevæger det sig fra at være en produktion til at være kunst. Det gælder, når en snedker giver det sidste pift til et stykke møbelproduktion, når en smed laver de fine svejsninger, eller når en keramiker drejer en potte. Vi har en stærk håndværkstradition, og det er også en rød tråd i vores kommune,« sagde han.

Den tanke ser han tydeligt afspejlet i kulturkanonen. Fra de keramiske traditioner til arkitekturen og bearbejdningen af naturen peger kortet og de 49 fortællinger på det særlige bånd mellem mennesker, materialer og historie.

Plads til de unge

Kulturkanonen skal ikke kun være et tilbageblik. Den skal også pege fremad og skabe rum for de yngre generationer. Derfor var Ungepanelet med, da kanonen blev præsenteret, og det glæder Johannes Lundsfryd.

»Det var sjovt og inspirerende at høre en af de unge fortælle om, hvordan hun har oplevet sin opvækst i Strib og kan bruge det som afsæt andre steder. Det viser, hvor vigtigt det er at have forskellige perspektiver. Vi ser ting forskelligt med unge øjne og ældre øjne. At give plads til alle gør os rigere som fællesskab,« sagde borgmesteren.

Han understregede, at Middelfart Kommune skal være et sted, hvor alle kan se sig selv som en del af helheden.

»Vi er en kommune, der skal rumme alle. Og netop en dag som i dag er det vigtigt at understrege. Kulturkanonen er et værktøj til at åbne for, at alle kan bidrage og finde noget, de kan spejle sig i,« sagde han.

Et portræt af os selv

Med kulturkanonen får borgerne ikke blot et redskab til at gå på opdagelse i deres nærområde, men også et spejl, der viser, hvem de er som fællesskab.

»Jeg håber, det giver inspiration til at opdage nyt, men også til at reflektere over identitet. Hvem er vi egentlig, og hvor kommer vi fra. Hvad var det med marsvinejægerne, og hvor kan man stadig se sporene af den historie. Det er den slags spørgsmål, kulturkanonen kan vække,« sagde Johannes Lundsfryd.

I Teglgårdsparken var stemningen præget af både alvor og glæde, da klapsalverne fyldte teltet efter præsentationen. For borgmesteren var det en dag, der viste, hvad kultur kan, når den samler mennesker om fælles historier.

»Jeg er stolt af, at så mange har villet være med. Det her er ikke bare et projekt, men en ramme, hvor vi kan blive klogere på os selv og hinanden. Kulturkanonen er et portræt af Middelfart, og det er et portræt, vi alle sammen kan være med til at holde levende,« sagde han.

Et kort med sjæl – Middelfarts kulturkanon foldet ud på papir

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0
Et kort med sjæl – Middelfarts kulturkanon foldet ud på papir

KULTUR. Der var stille begejstring i luften, da publikum søndag kunne opleve afsløringen af Middelfart Kommunes nye kulturkanon. Midt i den smukke Tejlgårdspark blev et værk løftet frem, som i sig selv rummer både historie, håndværk og fortælling. Et håndtegnet kort i formatet 200 gange 140 centimeter, udført af tegner og heraldiker Stefan Lægaard, samler nu de steder og fortællinger, der gennem det seneste år er blevet udvalgt som en del af kommunens kulturkanon.

For Lægaard, der er flyttet til kommunen fra København via Midtjylland, begyndte opgaven med et tilfældigt møde foran museet med museumsinspektør Søren Lau. En løs idé blev hurtigt til virkelighed.

»Jeg er jo håndtegner, gammeldags håndtegner. Vi faldt i snak foran museet, og i samtalen blev det nævnt, at man burde lave en form for kort. Jeg har altid været fascineret af kort, lige siden jeg som dreng forsvandt ind i Ringens Herre-universet. Man går på opdagelse i kortene og finder historier, som ikke engang er nævnt i teksten. Pludselig var tanken blevet så konkret, at vi satte et møde op, og kort efter var vi i gang,« fortæller Stefan Lægaard.

Fra tanke til handling

En af de ting, han fremhæver som særligt positivt, er, at beslutningsvejene i en kommune som Middelfart er korte.

»Jeg tror, vi talte sammen en torsdag eller fredag. Tirsdag var der et møde, og mandag ugen efter var vi i gang. Det er en af de fede ting ved en mindre kommune, at du rent faktisk kan rykke hurtigt,« siger han.

Opgaven var at skabe noget konkret og håndgribeligt. Ikke blot en hjemmeside eller et digitalt projekt, men et fysisk værk, der kunne samles omkring og diskuteres. Derfor blev de første store skitser taget med ud på gaden, ned i Algade, hvor forbipasserende kunne pege og diskutere, hvad der manglede.

»Vi kunne stå med skitsen i hånden og få folk til at komme hen. Hvad mangler der på kortet? Hvad synes du, der skal være med? Det gjorde det nemmere at inddrage folk, fordi man stod med noget fysisk foran sig. Pludselig var det ikke bare en idé, men en levende proces,« siger han.

Et år med opdagelser

Hele processen har strakt sig over omtrent et år. Skitser er blevet vist frem på markeder, i haller og i forsamlingshuse, så folk fra hele kommunen kunne bidrage.

»Når du bare siger ordet kulturkanon, kan det hurtigt blive lidt fluffy. Men når man står med noget konkret, er det lettere at byde ind. Nogle sagde, at hvis den og den ting skulle være med, så skulle deres sted også være det. På den måde kom der mange flere historier frem, end vi anede fandtes,« fortæller Stefan Lægaard.

De små detaljer gør forskellen

Selv om kortet favner de officielle steder og fortællinger, er det også fyldt med små detaljer, som betyder noget for hverdagen.

»Jeg er helt vildt glad for, at det er blevet håndtegnet. Der er noget menneskeligt over det stoflige. Og så er jeg glad for, at vi har fået plads til både de store ting og de små. Vi har Pølsevognen på Borgbakke med, mange af kirkerne, de smukkeste herregårdsbygninger og nogle af de fine gamle træskibe som Aventura og Fionia. Det er blevet en blanding af højt og lavt, præcis som en kommune er,« siger han.

For at få det rette udtryk studerede han gamle kort fra 1700-tallet på Det Kongelige Bibliotek. Det gav en historisk tyngde til arbejdet, men også en fornemmelse af at stå i forlængelse af en tradition.

»Jeg håber, folk bliver draget ind i kortet, ligesom jeg selv er blevet draget af gamle kort i bøger. At de har det liggende derhjemme og tager det frem over morgenmaden for at fordybe sig. Og at de får lyst til at gå videre ind på hjemmesiden og læse mere,« siger han.

Et portræt af en kommune

For Stefan Lægaard handler det ikke kun om at tegne steder, men om at skabe et portræt.

»Et kort er jo et portræt af et område. Når du laver et portræt, uanset om du bruger ord eller streger, så vælger du altid noget til og noget fra. Du lægger vægt på det, du synes er vigtigt. Og sådan er det også her. Der er noget, man fremhæver, og andet, man udelader. Men til sammen bliver det et billede af, hvem vi er,« siger han.

At kortet nu skal hænge på rådhuset, ser han som en ære, men også som en oplagt placering.

»Jeg er mega stolt af, at originalen skal hænge på rådhuset. Men mest af alt er jeg glad for, at det hænger et sted, hvor mange mennesker kommer forbi. Biblioteket havde også været oplagt, men på rådhuset er der ventetid, og så kan kortet lokke folk på eventyr, mens de venter. Det er jo det, jeg håber, at det kan. At det kan give et lille åndehul,« siger han.

Noget monumentalt

For Lægaard har det været vigtigt, at kortet ikke bare blev endnu et flygtigt digitalt produkt, men et monument i sig selv.

»Der er masser af små ting og digitale løsninger. Men det at lave noget stort, noget der næsten er besværligt, gør også, at det bliver taget alvorligt. Det viser, at vi tør stå ved det, vi har lavet,« siger han.

Med den nye kulturkanon har Middelfart ikke blot fået en oversigt over 49 steder og fortællinger, men også et kunstværk, der i sig selv inviterer til fordybelse og samtale. Et værk, der kan samle både historie og hverdagsliv i et billede, og som peger fremad mod nye måder at forstå fællesskab og identitet på.

Når kunsten åbner dørene til fællesskab og samtale

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0
Når kunsten åbner dørene til fællesskab og samtale

EVENT. Solen stod højt over Tejlgårdsparken i Middelfart, da borgmester Johannes Lundsfryd søndag eftermiddag bød velkommen til årets udgave af Sindssygt God Søndag. Med de gule murstensbygninger fra det tidligere sindssygehospital som kulisse blev dagen indledt med en påmindelse om, hvor meget synet på psykisk sygdom har ændret sig gennem tiden.

»Lokationen her er jo ikke tilfældig. For stedet bærer en meget vigtig fortælling. En fortælling om, hvordan vi i gamle dage opfattede psykisk sygdom. Man måtte isoleres på en institution, langt væk fra sin familie og lokalsamfund. Heldigvis bliver vi hele tiden klogere, og psykisk sygdom bliver mere og mere aftabuiseret,« sagde Johannes Lundsfryd.

Han fremhævede, at arrangementet netop er skabt for at være et åbent rum, hvor fællesskab og samtaler kan udfolde sig. Med aktiviteter som yoga, cirkus, keramik og fællessang var der lagt op til en dag, hvor det ikke handlede om det perfekte menneske, men om det ægte og uperfekte.

»Her kan kunst og kultur spille en vigtig rolle. I teater, musik, billedkunst og litteratur kan vi deltage i fællesskaber uden at stigmatisere hinanden. Vi kan nedbryde tabuer om psykisk sygdom. Og det er netop det, som Sindssygt God Søndag handler om,« sagde han.

Modet til at dele

Borgmesteren satte ord på, hvor svært det ofte kan være at tale om psykisk sygdom, men også hvor vigtigt det er, at det alligevel sker.

»Vi ved, at det kan være sindssygt svært at tale om psykisk sygdom og mistrivsel. Men når vi alligevel gør det, så sker der noget helt afgørende. Og det er det mod, vi hylder i dag. Modet til at dele og modet til at hylde,« lød det.

Årets program havde på flere måder et særligt aftryk. Digteren Sebastian Nathan, der med sin prisbelønnede samling »Engle« har sat ord på sårbarhed og styrke, var til stede med både oplæsning og forfattermøde.

»Det er næsten, som om en vinge har lagt sig over os i år. Ikke for at forskønne det svære, men for at minde os om, at der midt i sårbarheden findes noget smukt og menneskeligt,« sagde Johannes Lundsfryd.

Fokus på de unge

En vigtig del af årets arrangement var de unges mentale sundhed. Det er et område, som optager både arrangører og kommune, fordi flere og flere unge oplever mistrivsel.

»Desværre er der flere og flere unge, som oplever mistrivsel. Vi kender det fra krav, præstationspres og sociale mediers polerede virkelighed, som kan veje tungt på unge skuldre. Netop derfor er det vigtigt, at vi skaber rum som her i Tejlgårdsparken, hvor ærlighed er tilladt, og hvor sårbarheden bliver mødt med respekt og forståelse,« sagde borgmesteren.

Han understregede, at arbejdet ikke stopper her, men er en del af en bredere indsats. Kommunen samarbejder med skoler, foreninger og civilsamfund for at styrke unges mentale sundhed, ligesom man aktivt deltager i de regionale og nationale samtaler om forebyggelse.

Plads til både grin og alvor

Selv om temaet er alvorligt, er Sindssygt God Søndag også en dag med plads til glæde og leg. Der blev danset, sunget og skabt kunst, og i boderne kunne gæsterne møde initiativer, der hver dag arbejder med mental sundhed.

»Det er en alvorlig sag at have mistrivsel og psykisk sygdom tæt inde på livet, men Sindssygt God Søndag minder os også om, at der skal være plads til grin, til musik, til dans og til skør keramik. For livsglæde og sårbarhed udelukker ikke hinanden, tværtimod. Og det er præcis den slags fællesskab, som vi ønsker at skabe. Ikke et perfekt fællesskab, men et ærligt og rummeligt fællesskab med plads til at afprøve og fejle,« sagde Johannes Lundsfryd.

Han rundede talen af med en stor tak til arrangørerne Middelfart Museum, Psykiatrien i Region Syddanmark og Middelfart Kultur og Bibliotek samt til Region Syddanmarks Kulturpulje for støtten:

»Jeg synes, det fortjener en kæmpe stor klapsalve for os alle sammen,« sagde han, inden dagens program for alvor gik i gang.

Der er brug for omtanke

Af
Inger Nielsen
-
0
Der er brug for omtanke

Inderst inde ved politikerne det godt. De har vidst det længe, at Børne- og skolevalget har problemer, især familieafdelingen.

Men nu nærmer en valgkamp sig og de fleste partier har kastet sig over familieafdelingen, med løftede pegefingre og nye undersøgelser.

Endelig nogen de kaste deres kritiske blik på og forventelig høste stemmer – for det lige præcis det, det handler om og ikke andet.

De fleste byrådsmedlemmer har endda fået henvender fra borgerne. Tja, det er der ikke noget nyt i, men kan borgerne så vente hjælp, muligvis kan enkelt politikere tage en sag op – og hvad så??

Det sker der ikke noget ved.

Næ, det handler om at høste stemmer til kommunevalget, om at vise – se mig jeg er handlekraftig.

Se mig, jeg tør kritisere forvaltningen, men er det i orden – skal I som politikere ikke beskytte forvaltningen – jeg undrer mig bare.

I grunden er det jo jeres egen skyld. I har ikke behandlet forvaltningen godt. Jo vist har de fået penge, men også en kommune skal betale sine regninger, ligesom I gør ved jeres regninger derhjemme.

Pengene er brugt.

Så var der sagen om en fejlansættelse af en direktør, den blev foretaget af den tidligere borgmester og to venstrefolk – det var ikke en succes vel!

Så gik der tid med det for hans skulle have løn i lang tid, før der kunne ansættes en ny.

Så hvor ligger fejlen?

En forvaltning, som I selv har ladet sejle i sin egne sø og som de fleste af jer nu dolker.

Det er altid lettere at se fejlen hos andre end sine egne.

Jeg skal medgive at der findes ansatte, der ikke burde arbejde med børn, men skal det gå ud over det personale, der dagligt kæmper og gør et stykke professionelt arbejde – det er det, I gør med jeres udtalelser.

Nu vil forligspartierne drøfte sagen om endnu en undersøgelse fra Dansk Folkeparti. (Hvis I har glemt hvem de er, så kommer de her Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Borgernes Parti, SF og Enhedslisten.)

Tja den vil nok vise det samme, men så har I da vist handlekraft, men at gøre noget selv, det mangler I at bevise.

Det handler også om hvordan I behandler de ansatte og ikke mindst dem der skal rekrutteres – hvem gider at arbejde i en forvaltning – der bruges til at føre valgkamp for nogle af partierne – det være sig om de sidder i udvalget eller slet ikke er valgt endnu.

Der er brug for om tanke og ikke valgkampsretorik – det er børnene for dyrebare til og det handler om børn – familier med børn.

Giv nu forvaltningen arbejdsro – det er arbejdsmiljø.

Lad være med at profilere jer på en ulykkelig sag, I viser ingen handlekraft.

91 børn var på måtten i Bøgeskovhallen: »Det vigtigste er, at de går hjem med en fed uge og nye venner«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0
91 børn var på måtten i Bøgeskovhallen: »Det vigtigste er, at de går hjem med en fed uge og nye venner«

SPORT. I Bøgeskovhallen i Fredericia har der i uge 32 været lyden af bare fødder mod halgulvet, grin, små sejrsbrøl og summen af venskaber i opbygning. Lillebælt Kampsport har for fjerde år i træk afholdt deres kampsportsskole, en pendant til fodbold- og håndboldskoler, men med slag, spark og disciplin som omdrejningspunktet. I år har hele 91 børn i alderen 5 til 14 år været en del af ugen, der har budt på to daglige træningspas, sociale aktiviteter og oplevelser, der rækker ud over hallens vægge.

Formanden for klubben, Lasse Svane Weimar, beskriver med tilfredshed en uge, der har været længe undervejs.

»Kampsportsskolen henvender sig til børn fra 0. til 8. klasse. De kommer til at prøve fire forskellige kampsportsgrene i løbet af ugen, hvor de har to træninger hver dag. Ind imellem træningerne har vi sociale aktiviteter – vi har for eksempel været på stranden, spillet rundbold og leget gemmeleg. Det er mange forskellige ting,« fortæller han.

At samle næsten hundrede børn kræver både planlægning og overblik. Deltagerne er delt op i to grupper – de yngste på 5-9 år og de ældre på 10-14 år – så træningen passer til alder og niveau.

Samtidig bliver træningen varetaget af klubbens egne instruktører. Det betyder, at børnene ikke bare lærer spark og slag af hvem som helst, men møder de samme ansigter, som vil stå foran dem, hvis de senere melder sig ind i klubben. 

»De får lov at stifte bekendtskab med kampsportsgrenene, men også med de instruktører, der er i vores forening,« fortæller formanden.

I år deltog 91 børn, og det høje antal er kommet uden store kampagner, men gennem anbefalinger fra tidligere deltagere.

»Dem, der har været med tidligere år, kommer igen, også selvom de ikke er medlem af klubben. Og så tager de en ven med. Det er mund til mund, der gør, at der simpelthen er flere, der kommer med,« siger han.

Børnene kommer ikke kun fra Fredericia, men også fra Strib, Middelfart, Vejle, Børkop og Brejning.

»Det er et forholdsvis bredt spænd,« forklarer Lasse.

Stemningen har ifølge ham været »helt fantastisk« hele ugen. Smilene sidder løst, og mange børn trækker lige så meget på det sociale som på teknikken. Der er blevet skabt små venskaber hen over frokostbordet, på måtten og i køen til drikkedunken.

»Vi havde engageret en af forældrene, som arbejder med retro gaming. Han havde alle de gamle Amiga- og Sega-maskiner med, hvor børnene kunne prøve Pac-Man og de klassiske spil. Da de fik det at vide, begyndte de at klappe spontant,« siger Lasse med et smil.

Sådanne oplevelser er ikke kun underholdning, men en del af et pædagogisk sigte om at give alle børn en succesoplevelse.

»Når vi laver kampsport, gør vi meget ud af, at der skal være noget til de helt nye. Det skal være en succesoplevelse, uanset hvilket niveau du er på. At føle, at man lykkes, sætter vi meget højt,« fortæller han.

Målet er derfor, at børnene går hjem med en følelse af at kunne mere, end de troede.

»Det allervigtigste for mig er, at de tænker tilbage på en fed uge, hvor de har fået nye venner og lært ting, de ikke kunne før,« tilføjer han.

At skabe den slags oplevelser sker da heller ikke af sig selv. Kampsportsskolen kræver mange hænder. I år har omkring 40 frivillige været involveret på tværs af ugen, og fem trænere har stået for planlægningen. Der har tidligere været sponsorater, men i år er arrangementet drevet uden. Alligevel er der blevet plads til både udflugter og ekstra aktiviteter. Tidligere år har skolen haft temadage – blandt andet padel og brætspil – men i år har man kørt uden.

»Det har egentlig været lidt hver anden år, og det handler også om, hvem vi kan få til at hjælpe. Vi er afhængige af frivillige,« siger Lasse.

Da ugen rundede af fredag eftermiddag, tog børnene hjem med trætte muskler og hoveder fyldt med indtryk. For klubben stopper arbejdet dog ikke her. Allerede nu er planerne i gang for næste år.

»Vi holder den igen næste år i uge 32. Umiddelbart på samme måde, men vi skruer altid lidt på knapperne,« siger formanden.

Lasse Svane Weimar er bevidst om, hvad arrangementet betyder. Det er ikke bare en uge med sport – det er et mødested, hvor børn får lov at prøve kræfter med noget nyt, finde venskaber og opdage, at de kan mere, end de selv troede.

Nørre Aaby åbner nyt samlingspunkt i fredet stationsbygning

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0
Nørre Aaby åbner nyt samlingspunkt i fredet stationsbygning

KULTUR. Fredag den 22. august bliver en festdag i Nørre Aaby, når den gamle stationsbygning fra 1910 forvandles til et levende centrum for fællesskab, aktiviteter og lokale møder. Bag projektet står Foreningen for Fællesskaber i Nørre Aaby – kaldet FIN – og Røde Kors Nørre Aaby, som i flere år har arbejdet på at gøre drømmen til virkelighed.

Det er ikke en idé, der er kommet ud af det blå. Ifølge formanden for FIN, Nicolas Hammer, har ønsket om et samlingssted været en del af byens drømme i årtier.

»Det er faktisk en gammel idé, fordi det er noget, at byen har gjort tilløb til i mange år. Allerede tilbage i 70’erne var der tiltag til at lave noget, man kaldte et kulturhus eller Folkets Hus, men det blev ikke til noget. Man forsøgte igen op gennem nullerne, men heller ikke det lykkedes. Vi har hele tiden manglet det her,« fortæller han.

For tre-fire år siden fik idéen nyt liv, da et områdefornyelsesprojekt satte gang i en borgerproces. Her blev der spurgt ind til, hvad byens borgere gerne ville prioritere. Svarene var klare – en ny hovedgade, en styrket byidentitet og et fællesskabshus. En arbejdsgruppe blev nedsat, og her var Nicolas Hammer med helt fra start.

Et møde mellem foreninger og frivillige kræfter

Gruppen begyndte at undersøge mulighederne. På et tidspunkt blev det besluttet at afprøve idéen med pop-up events for at se, om der var opbakning i byen.

»Så finder vi ud af, at stationen står tom, og at den ejes af en, som ikke har personlig tilknytning til byen. Vi spørger, om vi må bruge stationen og pakhuset til arrangementer, og det får vi lov til. Samtidig finder vi ud af, at Røde Kors også er interesseret i at lave en café. Så har vi jo nogle fælles interesser, og vi slår to fluer med ét smæk,« siger han.

Resultatet blev et samarbejde mellem borgerforeningen, lokaludvalget, indsatsgruppen og Røde Kors – og ud af det voksede FIN, som i dag er rygraden i projektet.

En bygning med historie og sjæl

Stationsbygningen er fredet og har stået som et markant vartegn for Nørre Aaby i mere end 100 år.

»Det er en ikonisk bygning for byen, og vi arbejder med, at den kan blive en ny form for identitetsbygning. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi bevarer den så meget som muligt,« siger Nicolas Hammer.

Indvendigt har man balanceret mellem at bevare historien og tilpasse lokalerne til nutidens behov.

»På første sal er der en gammel herskabslejlighed med højt til loftet, og den har vi bevaret fuldstændig, så meget vi overhovedet kan. Der er selvfølgelig kommet internet og fjernvarme, men ellers er det så autentisk som muligt. Vi bliver nødt til at hænge akustikpaneler op for at dæmpe klangen, men sjælen er bevaret,« fortæller han.

Stationen får plads til både unge og ældre, foreninger og private.

»Noget af det, jeg er rigtig glad for, er, at vi på anden sal har givet de unge hele etagen. Under FIN har vi skabt Ungenetværket, som kommer til at lave arrangementer for unge i hele byen. De får hele anden sal til rådighed, men kan også booke andre lokaler, når de ikke er i brug. De har allerede mange spændende planer,« siger Nicolas Hammer med et smil.

Pakhuset, den gamle lagerbygning, bliver et fleksibelt rum til alt fra fester og workshops til koncerter og foredrag.
»Vi har søgt fonde til et anlæg med højtalere fordelt i rummet, så man kan høre lyden overalt uden at spille højt. Vi har også søgt midler til et stort lærred og en flytbar scene. Det skal være et mobilt sted, hvor alt kan lade sig gøre,« forklarer han.

60 frivillige driver huset

Stationen kommer til at hvile på frivillige kræfter. Hele 60 personer har allerede meldt sig, og de har været med til alt fra istandsættelse til fondsøgning.

»Det er helt fantastisk. Alle har lagt kræfter i – malet, gjort rent, ordnet praktiske ting og søgt fonde. Hele foreningen er drevet af frivillighed, også mig selv,« siger formanden.

For at sikre driften indfører man medlemskaber for både privatpersoner og foreninger, søger sponsorater i erhvervslivet og åbner for crowdfunding på åbningsdagen.

»Det er nemt at skaffe midler til etablering, men svært til drift. Kommunen har ikke ønsket at bidrage til driften, så vi må selv finde løsninger,« siger han.

Fredag den 22. august klokken 14 rulles den røde løber ud. Der er velkomst fra Nicolas Hammer, taler fra Røde Kors’ præsident og Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd Jensen, og derefter klippes den røde snor.

»Derfra er der åbent hus indtil klokken seks. Byens foreninger stiller op med små stande, så man kan gå rundt, se huset og møde foreningerne. Og så kan man få en fadøl, et glas rosé og naturligvis smage på Vestfyns største kagebord,« siger han.

Han glæder sig især til det øjeblik, hvor snoren klippes.

»Så er det officielt, at folk kan begynde at komme. Jeg er spændt på, hvor mange der møder op. Jeg håber på omkring 150, men det er jo midt på en hverdag, så mange er på arbejde. Måske kommer der flere senere på dagen,« siger han.

På længere sigt håber Nicolas Hammer, at bygningen kan blive byens helt egen.

»Om fem år håber jeg, at vi har skaffet midler til at købe huset, så det bliver Nørre Aabys eget. Jeg håber, at det er blevet helt naturligt, at folk mødes her – både foreninger og private. Et sted, hvor man drikker kaffe, spiller, laver aktiviteter og skaber fællesskab,« siger han.

Når dørene åbnes den 22. august, er det derfor ikke bare en bygning, der indvies. Det er kulminationen på årtiers drømme og begyndelsen på et nyt kapitel for Nørre Aaby.

Søskendepar fra Fredericia sejler sig til dobbelt VM-guld

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0
Søskendepar fra Fredericia sejler sig til dobbelt VM-guld

SPORT. I Hal 4 i Fredericia Idrætscenter er luften tyk af både morgensved og jubel. Midt mellem eliteidrætselevernes træningsudstyr står Camilla og Andreas Svensson, nykårede verdensmestre i europajolle som seniorer. De er hjemme for at blive fejret og markeret af Fredericia Eliteidræt, og selv om guldet allerede hænger om halsen, er det som om, de stadig lige skal vænne sig til titlen.

»Syrealistisk,« siger Camilla med et smil, mens Andreas kort og præcist kalder det »fantastisk«. For bag den korte replik gemmer sig år med hård træning, vindblæste regattaer og mental styrkeprøve efter mental styrkeprøve.

Camilla vidste før den sidste sejlads, at guldet var hendes. »Jeg havde vundet før sidste sejlads, men jeg kunne ikke helt forstå det. Så jeg valgte at sejle den alligevel, bare for at være helt sikker. Jeg kunne ikke bære tanken om, at det måske kunne glippe.«

Andreas’ vej var dramatisk til det sidste. »Jeg lå ikke til at vinde i den sidste sejlads, men jeg vandt den – og dermed guldet. Det var fuldstændig ubeskriveligt. Der var mange følelser på spil.«

Vejen hertil har krævet mere end bare fysisk form. For Camilla var den største udfordring det mentale pres. »Jeg skulle præstere igen. Der var kommet store sponsorer på, og jeg havde vundet de sidste år. At skulle levere endnu en gang, det pressede mig virkelig.«

For Andreas var der også en særlig historisk dimension. »Hos pigerne har Anna Livbjerg vundet VM 11 eller 12 gange i streg. Da hun meldte fra, vidste vi, at der skulle findes en ny verdensmester, og så kom alle de dygtige piger fra hele verden. Det var fantastisk at se.«

Begge peger på træningsmiljøet i Fredericia Eliteidræt som en afgørende faktor. »Struktur, træning og vejledning har været en stor del af rejsen,« siger Camilla. Andreas nikker. »Jeg kunne ikke have gjort det uden min træningspartner Oscar. Vi presser hinanden, og vi gør hinanden bedre.«

At være søskende i samme eliteidrætsmiljø er noget særligt. »Det var fantastisk at stå øverst på skamlen sammen med min lillebror. Jeg tror, vores forældre syntes, det var helt vildt,« siger Camilla. Andreas smiler og understreger, at det er første gang, de har stået dér sammen – begge med guld.

Sejren er dog ikke endestationen. De har begge investeret i den nyeste bådtype på markedet, Switch One Design. »Planen er at træne rigtig meget for at blive klar til VM i den båd,« siger de.

Har VM-guldet ændret ambitionerne? »Måske lidt,« siger Andreas. »Planen er at bruge den tid, der skal til for at blive så god som muligt.«

Fejringen efter sejren var personlig. »Jeg kyssede min kæreste,« fortæller Camilla. Andreas’ markering var mere kammeratlig. »Jeg fejrede med Oscar.«

De er enige om rådet til unge talenter. »Bare hav det sjovt. Hvis du ikke har det sjovt, så når du ikke så langt. Og find en at gøre det med, som kan presse dig og gøre dig bedre,« siger Camilla.

Presset på højeste niveau er en fast følgesvend, men de har lært at håndtere det. »Vi har fået hjælp fra mentale coaches og nogle gode værktøjer. Jeg ser nervøsitet som en bus. Når den kommer, siger jeg hej, beder den sætte sig om bagi, og så fokuserer jeg på opgaven,« forklarer Andreas.

Når de ser tilbage, er der øjeblikke, der står lysende klart. For Andreas var det den sidste sejlads, hvor han kæmpede sig fra baghjul til guld. For Camilla var det indsejlingen – billedet af dem begge med Dannebrog i masten og kæresterne i båden, side om side. »Det var stort og smukt,« siger hun.

I Hal 4 er det nu andre, der ser på dem med den samme blanding af respekt og inspiration. For Camilla og Andreas er guldet et bevis på, at man kan nå helt til tops – også når man deler både DNA og træningsmiljø.

Efter mange års venten åbner Ejby Genbrugsplads: »Vi har set meget frem til den her dag«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0
Efter mange års venten åbner Ejby Genbrugsplads: »Vi har set meget frem til den her dag«

MILJØ. Torsdag den 21. august bliver en mærkedag for den østlige del af Middelfart Kommune. Her åbner den nye Ejby Genbrugsplads officielt med snoreklip, festligheder og nysgerrige borgere, og samtidig markeres ombygningen af genbrugspladsen i Middelfart.

For både politikere, medarbejdere og borgere er dagen kulminationen på mange års planlægning.

»Det er da en dato, vi har set meget frem til,« siger Jacob Bjørnskov Nielsen, formand for Klima, Natur og Genbrugsudvalget.

»Den har jo været længe undervejs. Den startede jo sådan set allerede i den første periode, jeg blev valgt i byrådet. I 2018 var der en sag, og den har været meget frem og tilbage, men endelig kom den jo i gang. Der har været lidt forsinkelser, men nu er vi snart klar til at klippe snoren.«

Bag beslutningen ligger både lovkrav, praktiske udfordringer og en klar ambition om at styrke genbrugsindsatsen.

»Vi har jo pt. også fire genbrugspladser i Middelfart Kommune. Den største er inde i Middelfart, og så har vi tre andre. Og de har især på hver sin måde haft nogle udfordringer i forhold til udvidelsesmuligheder og overholdelse af miljøkrav,« forklarer Karen Lübben, driftschef for genbrugspladserne.

Ifølge hende har der i over ti år været talt om, at nogle af pladserne måtte lukke, fordi de ikke kunne leve op til fremtidens krav.

»Den ene af dem ved vi, at vi ikke vil få miljøgodkendelse til at kunne fortsætte på, og en anden ville kræve rigtig meget, hvis den skulle kunne leve op til nutidige krav til en genbrugsplads. Derfor besluttede vi at bygge en ny, opdateret og moderne genbrugsplads i den østlige del af kommunen, og efter mange undersøgelser faldt valget på Ejby.«

Genbrug i byggeriet – helt bogstaveligt

Fra første streg på tegnebrættet har det været meningen, at pladsen selv skulle være et eksempel på cirkulær økonomi.

»Det har vi jo tænkt ind fra starten af, at vi gerne vil genbruge så meget som muligt. Det matcher rigtig meget den intention, vi har omkring mere genbrug og hele den der cirkulære økonomi,« siger Jacob Bjørnskov Nielsen.

Karen Lübben uddyber og forklarer, hvordan det helt konkret har præget byggeriet:

»Langt hen ad vejen er det jo materialerne, der har bestemt designet. For eksempel er hele bygningen til byttezonen bygget med gamle mursten. Vi har indsamlet vinduer på genbrugspladser og købt nogle fra nedrivningsprojekter. Fliserne på gulvene er også genbrugte, og vi har hentet limtræsbjælker fra et byggeri i Odense, der blev revet ned.«

Hun forklarer, at arkitekter og entreprenører tegnede byggeriet ud fra en fast liste over, hvilke materialer der kunne skaffes.

»Vi sagde: Nu har vi fundet de her fliser, kan de bruges? Ja eller nej. Og så tegnede man efter det. På den måde har genbrugsmaterialerne været med til at definere, hvordan byggeriet kommer til at se ud.«

Både Jacob Bjørnskov Nielsen og Karen Lübben håber da også, at pladsen sender et klart budskab til alle, der besøger den.

»Vi håber selvfølgelig, at borgerne tager det til sig og kan se idéen i, at vi sagtens kan genbruge masser af materialer. Det vil de også opdage, når de kommer derud,« siger Jacob.

Karen supplerer og understreger, at det også handler om at ændre vores grundlæggende syn på affald:

»Vi prøver at vise vores borgere, at affald faktisk har en værdi. Det her er også en vej ud af den brug-og-smid-væk-kultur, som vi gerne skal væk fra.«

Byttehus og nye muligheder

Midt på pladsen ligger det, der skal være hjertet i fremtidens aktiviteter, nemlig det såkaldte byttehus.

»Det bliver omdrejningspunktet fremadrettet. Her skal vi genbruge mere og mere, og vi vil på sigt lave flere aktiviteter med fokus på reparation, genbrug, cirkulær økonomi og affaldsminimering,« fortæller Karen Lübben.

Ordningen bliver enkel. Borgerne afleverer ting i et særligt område, og medarbejderne placerer dem på hylderne.

»Det kan være legetøj, bøger, møbler, men også overskudsmaterialer som fliser eller træ. Så kan andre hente det, de har brug for,« siger hun.

Den nye plads byder samtidig på bedre pladsforhold, fast belægning og mulighed for at aflevere flere typer affald.

»Der er kommet øgede krav til affaldssortering, og derfor krævede det en mere tidssvarende genbrugsplads. Ejby havde pladsen til, at det kunne blive i den størrelse, der var behov for,« siger Jacob Bjørnskov Nielsen.

Også åbningstiderne får et løft, hvor pladsen fremover holder åbent på hverdage fra kl. 7 til 18 og i weekenden fra kl. 10 til 16.

»Det giver en langt bedre service. På de små pladser har åbningstiderne været meget begrænsede, og der har været restriktioner på, hvor meget og hvilken type affald man kunne aflevere. Det ændrer sig nu,« understreger Karen Lübben.

Der kommer også ubemandet åbningstid til haveaffald, dog først lidt efter den officielle åbning.

En festlig start

Åbningsdagen byder på snoreklip med borgmesteren, pølsevogn, kaffe og kage, og besøg af lokale skoler og institutioner. Børnene skal lave kunst af genbrugsmaterialer, som udstilles på pladsen.

»Borgerne kan glæde sig til en festlig dag med glade mennesker, lidt festivitas og muligheden for at se det færdige resultat,« siger Jacob Bjørnskov Nielsen.

Fra klokken 10 til 13 er pladsen kun åben for gående, så der er tid til rundvisninger og historier om byggeriet. Efter klokken 13 åbner pladsen for almindelig aflevering af affald.

For Karen Lübben er åbningen samtidig kulminationen på mange års arbejde, også selvom alt ikke står helt færdigt på dagen.

»Det er da ærgerligt, at byttezonen ikke bliver helt klar fra start, men vi glæder os så meget til at tage pladsen i brug. Endelig at kunne åbne efter så mange års planlægning bliver fantastisk,« slutter hun.

Fjordbakkeskolen står stærkt i ny trivselsmåling: »Det bærer frugt,« lyder det fra distriktslederen

Af
Thea Dyhrberg
-
0
Fjordbakkeskolen står stærkt i ny trivselsmåling: »Det bærer frugt,« lyder det fra distriktslederen

TRIVSEL. For første gang i flere år er der ikke kun mørke skyer over skolernes trivsel. DR har gennemgået årets landsdækkende trivselsmåling for 4.-9. klasse fra Uddannelsesstatistik og konstateret, at pilen peger opad på 38 ud af 40 spørgsmål. For blot et år siden blev den samme måling omtalt som den laveste i et helt årti – et billede af en skole, hvor flere og flere børn mistrivedes. Nu er der tegn på, at noget har rykket sig. Ifølge DR’s dækning peger både skoleledere og eksperter på, at det er frugten af en målrettet indsats. Fællesskaberne er blevet styrket, mobilerne fylder mindre i skoledagen, og det er ikke længere tabu at sige højt, når livet i eller uden for klasselokalet er svært.

Målingen viser, at social trivsel – altså elevernes oplevelse af at være accepteret, tryg og en del af et fællesskab – på landsplan ligger på 9,6 procent negative svar. For faglig trivsel, der handler om oplevelsen af at lære noget og gøre fremskridt, er landsgennemsnittet 12,6 procent negative svar, mens 9,3 procent svarer negativt, når det gælder ro og orden i undervisningen.

I Fredericia varierer trivselsbilledet fra skole til skole og fra distrikt til distrikt. Den nye måling tegner et nuanceret billede af, hvordan eleverne oplever deres hverdag. Nogle steder ligger resultaterne tæt på det nationale gennemsnit, andre steder klarer de sig markant bedre, mens enkelte områder stadig har udfordringer at tage fat på.

Vi har talt med distriktsleder Line Bakmand Skovsen fra Fjordbakkeskolen, hvor tallene viser en skole, der står stærkt på flere fronter. Med 8,9 procent negative svar i social trivsel ligger skolen bedre end landsgennemsnittet. På ro og orden er tallet 8,1 procent – også under landsgennemsnittet – mens faglig trivsel er på 13,0 procent negative svar, en anelse højere end gennemsnittet, men tæt på.

For hende er tallene ikke bare statistikker, men en bekræftelse af det, der allerede mærkes i hverdagen.

»Det bliver man glad over. Det har været et langt, sejt træk at vende de dårlige tendenser, og det har krævet meget af både personale og den måde, vi alle sammen tænker på. Så det er dejligt, at det endelig bærer frugt.«

Bag resultaterne ligger et flerårigt arbejde, der i høj grad handler om kultur. At det i dag er legitimt at tale om, når noget er svært, er ikke kommet af sig selv, men er resultatet af en bevidst prioritering og et målrettet arbejde for at skabe en skole, hvor det ikke er et nederlag at bede om hjælp.

»Eleverne skal have en oplevelse af, at hvis der er noget, der driller, så har de voksne i nærheden, de kan læne sig op ad. Det handler om, at der er nogen, der lytter, giver råd og viser vej«, siger distriktslederen.

Medbestemmelse er en naturlig forlængelse af den tankegang. På Fjordbakkeskolen er det en fast del af hverdagen. Hun peger som eksempel på medbestemmelse på udskolingslokalet Te & Terninger, der er skabt af elevrådet fra bunden, møbleret med ting hentet i genbrugsbutikker og indrettet efter elevernes egne idéer.

»Så de får noget ejerskab ind i en skole, som jo ellers har været voksenstyret. Så de får lov til at sætte sig et præg på det.«

Tidlig indsats er ifølge Line Bakmand Skovsen et andet centralt punkt. Elevsamtaler fra første skoledag er rutine, og skolen bruger skabeloner og værktøjer til at opdage tegn på mistrivsel. Det sker i tæt samarbejde med sundhedsplejersker og andre eksterne fagfolk. De seneste år har KRAP-metoden været en vigtig del af arbejdet – en tilgang, hvor man bevidst forsøger at se situationen fra elevens perspektiv.

Når trivselsmålingen kommer, bliver resultaterne drøftet åbent.

»Vi glæder os over de gode resultater, og så ser vi på, hvor vi kan gøre en god skole endnu bedre. Eleverne er med til at pege på det«, fortæller hun og tilføjer, at undervisningsmiljørepræsentanterne også spiller en særlig rolle, fordi de repræsenterer elevernes stemme i arbejdsmiljøet.

Men trivsel handler også om de rammer, der ligger uden for klasselokalet. Traditioner som juleafslutning i kirken, hvor store elever følges med de små, og motionsdage, hvor hele distriktet er samlet, skaber ifølge hende en særlig form for samhørighed.

»Vi arbejder rigtig meget på, at vi bliver en fælles skole,« siger hun.

Samarbejdet med forældrene er samtidig en af de vigtigste byggesten. Nogle gange handler det om den daglige dialog mellem skole og hjem, andre gange kræver det et tættere samarbejde, fordi en elev har brug for ekstra støtte.

»Det er jo en kæmpe, kæmpe stor faktor,« bemærker hun og understreger, at i nogle tilfælde bliver også eksterne fagfolk inddraget som en naturlig del af løsningen.

For at kunne reagere hurtigt, hvis noget er galt, arbejder skolen forebyggende med blandt andet Trivsel+. Her kan der på kort tid sammensættes et ekspertteam, der både kan iværksætte små, konkrete tiltag og mere langsigtede indsatser. For Line Bakmand Skovsen handler det om at fastholde fokus, også når tallene ser gode ud, og om hele tiden at være opmærksom på, hvordan eleverne har det.

Til sidst understreger hun det, der for hende er det vigtigste.

»Det er så vigtigt, at det bliver gjort i et samarbejde. At det ikke er noget, de voksne kan gøre selv, og det er heller ikke noget, eleverne kan gøre selv, eller forældrene kan gøre selv. Det skal ske i fællesskab, og man skal turde tale om det, der er svært, lige så vel som det, der er godt.«

1...235236237...1.789Side 236 af 1.789
»Jeg ville have fortrudt det resten af livet« – Louise stillede op trods sygdom

»Jeg ville have fortrudt det resten af livet« – Louise stillede...

Julie Christine Skøtt Christensen - 0
Efter et år præget af brystkræft, kemoterapi og tvivl valgte Louise Gade Ellekrog alligevel at stille op til kommunalvalget i Middelfart. Hun blev valgt...
Vacciner: Hvad sker der i USA?

Vacciner: Hvad sker der i USA?

Låge 21: Green Closet: December med plads til at vælge

Låge 21: Green Closet: December med plads til at vælge

Røgfyldt bolig efter mindre brand i elinstallation

Røgfyldt bolig efter mindre brand i elinstallation

Mand idømt 7 års fængsel for overgreb

Mand idømt 7 års fængsel for overgreb

© DANSKE DIGITALE MEDIER A/S - NYHEDER, ANALYSER OG PERSPEKTIVER