Danmarks landstræner Nikolaj Jacobsen gør status før EM på hjemmebane, hvor opgøret mod Nordmakedonien 16. januar i Jyske Bank Boxen indleder jagten på det eneste trofæ, denne gyldne generation mangler, mens han insisterer på kontinuitet, nuancer og et opgør med ordet “fiasko”.

Sneen ligger tungt over skråningerne ned mod Vejle Fjord. Den dæmper lydene, lægger et låg over landskabet og giver Hotel Vejlefjord en næsten isoleret karakter denne vinterdag. Udefra er der ro. Indefra er der bevægelse.

I kælderetagen er der tændt op med spots, kameraer og kabler. Stemmer glider ind og ud af mødelokalerne, og landsholdets store pressedag folder sig ud med den særlige blanding af rutine og forventning, der altid følger en slutrunde i horisonten. Det er her, ordene bliver formet, længe før bolden bliver kastet.

I et af mødelokalerne sætter Nikolaj Jacobsen sig til rette. Roligt. Uden hast. Han har prøvet det før. Mange gange. Spørgsmålene, vinklerne, de samme formuleringer, der vender tilbage, hver gang Danmark står foran endnu en slutrunde som storfavorit.

Der er især ét ord, han ikke vil bruge.

»Jeg bryder mig ikke om det ord. Jeg tror ikke, der er ret mange inden for sportens verden, der gør.«

Ordet er fiasko. Et ord, der ofte bliver brugt som facit, hvis guldet ikke havner det rigtige sted. Et ord, der for mange er den hurtigste måde at opsummere en slutrunde på. Men for Nikolaj Jacobsen er det et ord, der forfladiger sporten.

»Det kommer sgu an på, hvordan og hvorledes tingene forløber. Hvis vi har spillet rigtig god håndbold og snubler tæt på målstregen, så nej,« siger han og fortsætter: »Har vi spillet dårlig håndbold og ikke levet op til de ting, vi kan, og vi ved, vi kan, så har det været en kæmpe skuffelse og ikke godkendt – men du får mig aldrig til at sige fiasko.«

For landstræneren handler vurderingen af en slutrunde om noget mere komplekst end medaljens farve. Om præstation. Om indhold. Om hvorvidt holdet har været tro mod sit eget niveau. Fiasko er et endepunkt, mener han. Og sport er sjældent så entydig.

Alligevel er det umuligt at komme uden om udgangspunktet. Danmark går ind til EM som regerende olympisk mester og med fire VM-guld i træk i bagagen. En position, der automatisk skærper forventningerne – både indefra og udefra.

Men Jacobsen nægter at lade sproget blive dikteret af forventningspresset.

Han vil ikke rangere titler. For ham er en vunden slutrunde altid noget, der skal værdsættes.

»Jeg synes altid bare, man skal være stolt og glad, hvis man vinder en slutrunde – om det så er den ene eller den anden.«

Alligevel erkender han, at netop denne EM-slutrunde rummer noget særligt. Ikke fordi den er vigtigere end andre – men fordi omstændighederne gør den anderledes.

Danmark har vundet EM før. To gange. Senest i 2012. Men for størstedelen af den nuværende trup er det en titel, de aldrig selv har stået med.

»Det betyder noget særligt. Ét, fordi det er på hjemmebane. To, fordi der er rigtig mange af de spillere, der er med, som ikke har vundet den.«

Hjemmebanen forstærker det hele. Jyske Bank Boxen. Herning. En hal, der allerede har sat sig i kroppen på både spillere og træner.

»Den der fantastiske følelse af at gå ind i en fyldt hal, der er klædt i rødt og hvidt,« siger Jacobsen. »At få lov til at spille en slutrunde på hjemmebane er virkelig specielt.«

Han har oplevet det før. I 2019. Og igen ved den seneste slutrunde, hvor Danmark også spillede kampe på dansk grund. Alligevel er det ikke blevet hverdag.

»15.000 mennesker i ryggen. Det er jo en drengedrøm, der går i opfyldelse.«

Slutrunden begynder netop dér. Den 16. januar. Mod Nordmakedonien. Første skridt på hjemmebane, hvor kulissen allerede er klar.

Men Jacobsen vil ikke tale om vejen længere frem. Ikke om semifinaler. Ikke om finaler. Og slet ikke om modstandere. Alligevel er der et billede, han ikke lægger skjul på.

»Jeg tror, at alle mine spillere – inklusive mig selv – drømmer om at spille en EM-finale i en fuld hal på hjemmebane. Det ville da være fantastisk.«

Den drøm står side om side med noget andet. Noget historisk.

For hvis Danmark vinder EM, vil holdet stå med VM-, OL- og EM-titlen samtidig. Noget kun Frankrig tidligere har formået.

»Den allerstørste motivation for mig er jo, at kunne vi stå med de tre store mesterskaber på samme tid. Så kunne man skrive sig ind i historiebøgerne på den måde også.«

Det er et perspektiv, der rækker ud over den enkelte slutrunde. Et perspektiv, der placerer den nuværende generation i en større fortælling om dansk herrehåndbold.

Alligevel er det ikke historiebøgerne, der fylder i hverdagen. Her handler det om struktur. Om kontinuitet. Om ikke at ændre noget, bare fordi rammerne er større.

»Der er ingen grund til at lave noget om. Det har egentlig fungeret meget godt til de to sidste.«

Fire VM-guld i træk og et OL-guld har skabt en metode, Jacobsen har tillid til. Derfor bliver der ikke rokket meget ved noget denne gang.

»Jeg kommer ikke til at ændre det helt store.«

Kontinuiteten er ikke et udtryk for manglende nysgerrighed, men for erfaring. For viden om, hvad der virker – også når presset er størst.

Det gælder ikke kun på banen. Også i hans eget arbejdsliv har kontinuitet og balance fået en ny betydning.

Overgangen fra klubtræner til landstræner har ikke bare været et jobskifte. Det har været et skifte i livsform.

»Noget af det, der har været en slags befrielse for mig, er jo, at jeg efter næsten 30 år ikke længere får stukket en kalender i hånden og ved, hvad jeg skal lave de næste 10-11 måneder.«

Han taler om tiden som spiller og træner, hvor kampprogrammerne styrede alt. Om rejserne. Om de tyske motorveje.

»Jeg har prøvet mange år at sidde på en tysk motorvej klokken halv fem om morgenen og have ondt alle mulige steder. Det er heller ikke noget, der er tillokkende.«

Savner han så klubtrænerlivet?

»Man kan da godt savne det nogle gange. Når man sidder og ser en fed kamp i Tyskland eller Danmark, så kan man da godt se sig selv stå der på sidelinjen.«

Men savnet stopper dér.

»Grundlæggende gør jeg ikke. Jeg er virkelig glad for mit job, og jeg er glad for den tid, jeg har.«

Landstrænerrollen giver ham noget andet. En mulighed for fordybelse. For overblik. For at arbejde på en måde, der passer ham bedre.

»Jeg arbejder bedst og når mest, når jeg arbejder hjemmefra. Og det prioriterer jeg også.«

Det betyder ikke, at han har trukket sig væk fra miljøet. Han rejser stadig. Ser kampe. Følger sine spillere tæt – både i Danmark og i udlandet. Men det er et bevidst valg, hvornår han pakker tasken.

»Jeg kommer stadig rundt og besøger mine spillere og siger hej, men jeg synes, jeg arbejder bedst hjemmefra.«

Her ser han håndbold. Meget håndbold. Analyserer. Taler med spillere. Holder kontakten ved lige.

»Jeg ser en masse håndbold og er i kontakt med mine spillere.«

Men håndbolden er ikke længere det eneste, der strukturerer dagene.

»Jeg interesserer mig jo også for mine børn. Er sammen med dem. Med mine kammerater.«

Der er plads til padel et par formiddage om ugen, hvis kroppen kan holde. Til golf om sommeren. Til foredrag. Til pauser, når slutrunderne er overstået.

»Efter slutrunden har jeg typisk en måneds pause, og så holder jeg foredrag i en periode.«

Han afviser ikke, at han en dag kan vende tilbage til klubtrænerlivet. Men det er ikke noget, der presser sig på.

»Jeg har altid sagt, at jeg ikke vil afvise, at jeg bliver klubtræner igen. Men lige nu er jeg virkelig glad for mit job.«

Og så længe balancen er der, giver han ikke slip.

»Så længe det er så godt, som det er, så giver jeg ikke lige slip på det foreløbigt.«

Pressedagen lakker mod enden. Kameraerne pakkes sammen. Stemmerne i kælderetagen bliver færre. Sneen udenfor har ikke flyttet sig.

Slutrunden venter. Den begynder den 16. januar. Mod Nordmakedonien. I Jyske Bank Boxen.

For Nikolaj Jacobsen handler det ikke om at finde nye ord. Men om at bruge de rigtige. Og om at undgå det ene, han konsekvent nægter at tage i munden.

Fiasko.