OPINION. Der er sikkert mange, der – ligesom jeg – har læst to nyere artikler om Fredericia og siddet tilbage med en fornemmelse af, at noget ikke helt hænger sammen.

I den ene artikel slås det fast, at stormflod er en reel og alvorlig trussel. Staten og Fredericia Kommune vil nu undersøge og styrke kystsikringen, fordi risikoen for oversvømmelser er stigende. Det er klogt, ansvarligt og nødvendigt. Klimafremskrivningerne er ikke abstrakte længere, og Fredericia er – igen – udpeget som risikoområde.

I den anden artikel kan man læse, at Kanalbyen kan vokse markant. Op mod 35.000 etagemeter nyt erhvervsbyggeri er i spil, og fortællingen er præget af optimisme, udviklingsmuligheder og investorinteresse.
Det er her, paradokset opstår.

For hvordan skal disse to fortællinger forstås i sammenhæng?

Hvis stormflod er en reel, voksende og stedsspecifik risiko – og hvis netop Kanalbyen er blandt de mest udsatte områder – hvorfor behandles denne risiko ikke som et helt centralt vilkår for byudviklingen?

Hvorfor optræder den nærmest som en parentes i den ene artikel og som et hovedbudskab i den anden? Det er ikke, fordi byudvikling og klimarisiko nødvendigvis udelukker hinanden. Men de forpligter hinanden.

Når man planlægger massiv ny bebyggelse i lavtliggende kystnære områder, bør det være naturligt at stille – og besvare – nogle helt grundlæggende spørgsmål:
 Hvilke stormflodsscenarier dimensioneres kystsikringen efter?
 Hvad er rest-risikoen, når teknikken har gjort sit?
 Hvem bærer ansvaret – økonomisk og juridisk – hvis sikringen ikke holder?
 Indregnes risikoen i grundpriser, investeringer og kommunale garantier?
 Og hvad betyder det for kommende ejere, lejere og skatteydere?
Disse spørgsmål er ikke udtryk for modstand mod udvikling. Tværtimod. De er udtryk for ønsket om robust, ærlig og langsigtet planlægning.

Den tavse forudsætning synes at være, at tekniske løsninger kan neutralisere risikoen, så den ikke længere behøver at være planlægningsbegrænsende. Det kan meget vel vise sig at være rigtigt. Men hvis det er præmissen, bør den siges højt – og efterprøves åbent.

Ellers ender vi med to parallelle fortællinger: Én, hvor stormflod fremstilles som en alvorlig trussel, vi må tage dybt alvorligt.

Og én, hvor samme område præsenteres som naturlig ramme for tæt, langsigtet og kapitaltung byudvikling – uden at risikoperspektivet for alvor foldes ud.

Det er ikke et spørgsmål om at være for eller imod Kanalbyen.

Det er et spørgsmål om sammenhæng.

Hvis vi mener alvor med både klimatilpasning og byudvikling, bør de ikke tales om hver for sig – men i samme sætning.

OPINION. Svar er: Den lokale civilbefolkning og os andre.

Operation Epic Fury mellem USA /Israel og Iran bliver allerede fremstillet som endnu en fortælling om styrke og vilje. USA kan med god grund pege på en militær sejr: Irans flåde er stort set sendt til bunds, produktionen af droner og missiler er hårdt ramt, og centrale militære mål er ødelagt. Iran kan på sin side hævde sin egen form for sejr ved at overleve, bevare regimet og fortsat have evnen til at presse omverdenen – ikke mindst gennem Hormuz-strædet.

Begge parter kan altså finde noget at fejre. Men det ændrer ikke ved, at andre står tilbage med regningen.

Mens generaler og politikere taler om “taktisk succes”, mærker almindelige mennesker konsekvenserne et helt andet sted: ved benzintanken, i supermarkedet og på varmeregningen. Uroen omkring Hormuz har sendt energipriserne op, og inflationen følger med.

Resultatet er enkelt: Vi får mindre for vores løn, fordi krigen æder vores købekraft.

Set fra Washington og Teheran er Hormuz et strategisk værktøj. For resten af verden er det en livsnerve. Når den bliver klemt, rammer det ikke bare olie og gas – det rammer selve fundamentet for den velstand, vi tager for givet: fri handel og stabile forsyningskæder.

Samtidig er forhandlingerne brudt sammen, og nye trusler om blokader hænger i luften. Det er en form for geopolitisk hasardspil, hvor indsatsen er hele verdensøkonomien. Jo mere presset øges, jo højere bliver prisen – og jo hårdere rammer det helt almindelige husholdninger. Man kunne fristes til at sige, at nogen er i gang med at skyde sig selv i foden – men desværre rammer kuglen os andre
først.

Det store paradoks er, at ingen af parterne reelt kan vinde. USA kan demonstrere overlegen militær styrke, men ikke bombe sig til en stabil fred. Iran kan forstyrre og presse, men ikke skabe et alternativ. Resultatet er et fastlåst dødvande, hvor begge hævder styrke, mens den globale økonomi langsomt tappes.

Den moralske pointe, vi ikke siger højt er: Der findes ingen gratis krige. Hver missilaffyring, hver forstyrret forsyningskæde og hver stigning i olieprisen ender hos skatteydere og forbrugere. Civile i krigsområderne, de helt almindelige mennesker – betaler den dyreste regning.

Af Poul Rand, liberal skribent og kommentator