KRIMI. Sydøstjyllands Politi havde onsdag en travl dag på vejene i Kolding-området, hvor flere bilister blev standset for overtrædelser af færdselsloven.
Allerede først på eftermiddagen, klokken 15.12, standsede en patrulje en bil på Skartvedvej i Bjert. Her mistænkte betjentene, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer. Mistanken blev bekræftet, og oveni viste det sig, at kvinden bag rattet slet ikke havde kørekort.
»En 36-årig kvinde fra Kolding Kommune er sigtet for at have kørt under påvirkning af euforiserende stoffer og uden førerret,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.
Tidligere på dagen, klokken 10.52, blev endnu en bilist standset på Skovparken i Kolding. Her viste kontrollen, at føreren heller ikke havde kørekort. Det var ikke første gang, han blev taget for samme forseelse.
»Da det er foregået et par gange tidligere, valgte vi at beslaglægge bilen. Vi har sigtet en mand på 76 år fra Haderslev Kommune,« siger vicepolitiinspektøren.
Og dagen bød på endnu en sag. Klokken 16.50 blev en bil standset på Seest Bakke, hvor føreren heller ikke havde ret til at køre.
»En 49-årig mand fra Horslunde er sigtet for at have kørt uden førerret,« oplyser Arno Rindahl Petersen.
Flere af sagerne er nu sendt videre i systemet, hvor de skal behandles nærmere.
KOMMUNALT. Mediesagen om Danske Digitale Medier og Fredericia Kommunes håndtering af aktindsigtssager har de seneste måneder sat fokus på retssikkerhed, åbenhed og forvaltningens rolle. Ankestyrelsen har underkendt kommunens afgørelser, og det har rejst spørgsmålet om, hvordan kommunen fremover skal sikre sig, at lignende fejl ikke gentager sig.
Byrådsmedlem Cecilie Schultz lægger ikke skjul på, at hun finder forløbet utilfredsstillende. Hun forklarer, at hun som byrådsmedlem ikke har været en del af de konkrete aktindsigtssager, men kun er blevet orienteret, når Ankestyrelsen har afgjort klager.
»Som byrådsmedlem er jeg ikke blevet inddraget i de konkrete aktindsigtssager, og jeg har derfor ikke haft kendskab til eller mulighed for at påvirke den måde, de er blevet håndteret på, mens de stod på« siger hun.
Hun understreger, at hun heller ikke har fået adgang til fortrolige oplysninger i sagen. Men alligevel er hun klar i sin vurdering af forløbet.
»Som byrådsmedlem er jeg ikke blevet inddraget i de konkrete aktindsigtssager, og jeg har derfor ikke haft kendskab til eller mulighed for at påvirke den måde, de er blevet håndteret på, mens de stod på. Jeg har heller ikke fået udleveret fortrolige oplysninger i sagen (så vidt jeg husker), men som andre byrådsmedlemmer er jeg blevet orienteret, når Ankestyrelsen har afgjort klager«, fortæller Cecilie Roed Schultz og uddyber:
»Jeg har som udgangspunkt tillid til, at forvaltningen arbejder korrekt og inden for lovens rammer, men jeg mener, at Ankestyrelsens hjemvisninger tydeligt viser, at der her er sket fejl i den juridiske begrundelse. Det er selvfølgelig utilfredsstillende, og jeg forventer, at kommunen lærer af det og strammer op« siger hun.
For Cecilie Schultz handler sagen ikke blot om paragraffer, men om tillid. Hun peger på, at langsommelighed i sagsbehandlingen kan være ødelæggende.
»Når en sag trækker ud – som i det aktuelle eksempel, hvor der først blev reageret efter sommerferien – risikerer det at svække borgernes og virksomhedernes tillid til kommunen. Det skal vi gøre bedre fremover« siger hun.
Hun mener, at byrådet som politisk organ har en vigtig rolle i at følge med, og at orienteringen fra forvaltningen har været for sen og for utydelig.
»Jeg ser det som en vigtig opgave, at byrådet får tidligere og tydeligere orientering i sager, hvor Ankestyrelsen har underkendt kommunens afgørelser. Kun sådan kan vi som politikere leve op til vores ansvar« siger hun.
Dermed peger hun også på, at retssikkerhed må være en af kommunens højeste prioriteringer fremover.
»Det er afgørende, at Fredericia Kommune fremover prioriterer retssikkerhed, og at forvaltningen håndterer aktindsigtssager på en måde, som ikke kan rejse tvivl om habilitet eller fairness« siger hun.
Ordene falder på et tidspunkt, hvor kritikken af kommunens ageren er skarp, og hvor borgere og virksomheder efterspørger større gennemsigtighed. Cecilie Schultz markerer sig med ønsket om en klarere linje og et tættere samspil mellem forvaltning og politikere.
Det er en påmindelse om, at sager af denne karakter ikke blot handler om dokumenter og paragraffer, men om borgernes tillid til systemet og politikernes mulighed for at tage ansvar.
BUSINESS. Fredericia Havn bliver blandt de første erhvervshavne i Danmark til at tilbyde landstrøm til containerskibe. ADP er nu klar til at sende opgaven i udbud, og målet er, at anlægget står klar i 2027 – to år før det bliver et krav fra EU.
Projektet, der modtager 15,3 millioner kroner i støtte fra EU’s CEF-program, bliver et af de største af sin slags i Danmark. Anlægget får kapacitet til at forsyne to containerskibe samtidig, mens de ligger ved kaj i Fredericia.
CEO i ADP, Rune D. Rasmussen, kalder det et vigtigt skridt for både havnen og kunderne. »Vi kan nu tage hul på udbud og realisering af projektet, så vi i 2027 står klar med en løsning, der både reducerer emissioner og støj – og samtidig skaber en reel fordel for vores kunder. Landstrøm bliver et EU-krav i 2029, men vi vælger at gå forrest og tilbyde det tidligere. Det er en klar konkurrencefordel, og da det har været tænkt ind i havneudvidelsen fra begyndelsen, er det derfor også realistisk at etablere anlægget før kravet træder i kraft« siger han.
Når anlægget står færdigt, kan containerskibe slukke deres dieselgeneratorer og i stedet trække strøm direkte fra elnettet. Det betyder mindre CO₂-udledning, færre partikler og mindre støj i havneområdet.
Formand for Fredericia Kommunes Klima-, Energi- og Miljøudvalg og medlem af ADP’s bestyrelse, Tommy Rachlitz, understreger betydningen for både by og borgere. »At vi allerede i 2027 kan tilbyde landstrøm til containerskibe, er en vigtig milepæl for Fredericia Kommune og for byens fremtidige udvikling. Det sender et klart signal om, at havnen og kommunen tager samfundsansvaret alvorligt og arbejder målrettet for at nedbringe både CO₂-udledningen og støjen fra havneområdet« siger han.
Han peger på, at projektet er en central del af den grønne omstilling. »Som formand for klima-, energi- og miljøudvalget ser jeg landstrøm som et centralt værktøj i den grønne omstilling, og det glæder mig, at vi allerede i 2027 kan se konkrete resultater af denne investering« siger Tommy Rachlitz.
Ifølge ADP vil etableringen begynde i 2026 og stå færdig ved udgangen af 2027. For RO/RO-skibe er landstrøm allerede planlagt fra 2026, mens containerskibene kan koble sig på året efter.
EVENTS. Fredericia står foran endnu en aften, hvor minderne fra halvfemserne bliver hevet frem fra gemmerne og sat på lydanlægget. Urbania Street Food har de seneste fredage inviteret til små tidsrejser tilbage til en periode fyldt med eurodance, pop og singler, man stadig kan nynne med på, og denne uge er det Julie Rugaard, bedre kendt som Blå Øjne, der sætter kulør på gården i Gothersgade. Hun indtager scenen med sange som »Selv uden dig«, »Lyse nætter« og »Hjem til Århus«, som mange stadig har siddende på rygraden.
For arrangør Brian Løkkegaard var valget af kunstner ikke tilfældigt. Han fortæller, at Urbania gerne ville ramme noget, der både vækker nostalgi og samtidig kan samle flere generationer.
»Vi ville gerne have danske kunstnere, som havde deres storhedstid i 90’erne, og som folk stadig kan synge med på. Også selvom man måske ikke selv var ung dengang, så kender man alligevel sangene. Vi appellerer til et bredt publikum, både unge og ældre, og det skulle valget af musik også afspejle,« siger han.
Urbania har ikke stået alene med ideen. Samarbejdet med »Vi Elsker«-koncerterne har gjort det muligt at få navne til Fredericia, der stadig turnerer. Det er efterhånden ikke mange fra årtiet, der holder fast i at stå på scenen, men i kølvandet på de store nostalgikoncerter rundt i landet har nogle af dem stadig taget turen ud på landevejene. Derfor blev det til tre fredagsfester i træk med Me & My, Cut’N’Move og nu Blå Øjne.
»Det er et årti fyldt med one hit wonders, eurodance og popnumre, der kunne fylde ethvert dansegulv. Det er musik, der bringer smil frem og energi i kroppen, og det er den stemning, vi gerne vil give videre,« siger Brian Løkkegaard.
For at skrue op for forventningens glæde starter aftenen med DJ, der allerede fra klokken 19 pumper klassikere ud over gården. Publikum kan spise sig mætte i street food, mens tonerne fra 90’erne langsomt vækker minderne til live.
»Vi kan ikke lave scenen om til en tidslomme fra dengang, men vi kan gøre meget gennem musikken. Mange vil opdage, at de kan huske langt flere sange, end de regner med, og det er en stor del af charmen,« siger han.
Interessen for aftenens koncert har vist sig tydeligt. Urbanias opslag på sociale medier har fået masser af reaktioner, og ifølge Brian Løkkegaard bekræfter det blot, at folk stadig har en stærk tilknytning til halvfemsernes lydspor.
»Vi kan jo se, at de store Vi Elsker-koncerter bliver udsolgt over hele landet, så der er ingen tvivl om, at genren stadig har en stor grobund. Derfor er vi glade for, at vi kan tage lidt af den stemning med herned og gøre det på vores måde,« siger han.
Han understreger, at Urbania ikke udelukkende vil satse på temafester. Konceptet skal være bredt og mangfoldigt, så alle føler sig velkomne.
»Vi er ikke et sted, der udelukkende vil lave 90’er-fester. Vi vil være mangfoldige, så der både er plads til børnefamilier, unge og de ældre, der nyder en aften ude. Fredag og lørdag er i forvejen vores travleste dage, men det her er tænkt som et ekstra krydderi, der gør oplevelsen endnu større,« siger han.
For ham handler det i sidste ende om at give gæsterne en glad aften, hvor de går hjem med en oplevelse, der sætter sig fast.
»Jeg er helt sikker på, at mange vil føle sig slået et par årtier tilbage og få nogle gode snakke og minder undervejs. Det bliver et throwback, og det er jo det, der gør det sjovt. Og Julie synger altså stadigvæk, så publikum får også en oplevelse, der står stærkt i dag. Og så er det ganske gratis, så det er bare om at møde op,« siger Brian Løkkegaard.
Fredagens koncert afrunder en lille serie af 90’er-fester i Urbania, men det kan meget vel blive starten på noget mere. Fra september spiller Fredericia Musicalteater forestillingen »What is Love«, der også hylder halvfemserne, og Urbania overvejer at fortsætte fredagsfesterne med samme tema, så længe musicalen kører.
»Vi er ikke ude på at konkurrere med Cirkelbroen eller lave noget tilsvarende, men vi synes, det her er et godt tiltag, og vi synes faktisk også, at 90’erne kan noget. Vi har allerede haft tre koncerter i træk, og i næste uge venter en street food festival. Derefter pynser vi på at fortsætte med 90’erfest, indtil musicalteatret er færdige med deres forestillinger, hvor temaet også er 90’erne,« slutter Brian Løkkegaard.
På den måde kommer halvfemserne til at leve lidt længere i Fredericia. Og for dem, der lægger vejen forbi Urbania på fredag, er det bare at læne sig tilbage, lade musikken rulle og lade minderne tage over.
SPORT. Han smiler i stemmen, når han taler om det, der venter. Sæsonen banker på døren, og i Fredericia Håndboldklub er der ikke tvivl om, at forventningsglæden fylder godt op i omklædningsrummet. For den unge bagspiller Malthe Hejsel er det ikke bare endnu en sæson. Det er en ny mulighed for at vise, at han hører hjemme i ligaen.
»Der er en rigtig god stemning med masser af forventningsglæde. Alle glæder sig til at komme i gang. Vi har haft en masse træningskampe, og nu ser vi frem til at spille kampe, hvor det for alvor gælder,« siger han.
Ordene falder roligt, men man fornemmer energien bag. For en spiller på 21 år handler det både om at bidrage til holdet og om at finde sin egen plads på scenen. Malthe lægger ikke skjul på, at han gerne vil tage næste skridt.
»Jeg vil personligt forsøge at bide mig mere fast, så jeg kan få noget mere spilletid. Jeg har ikke et decideret mål for sæsonen, men håber at komme mere og mere ind og tættere på en fast rolle,« forklarer han.
Han er vokset ind i klubben stille og roligt. Først som ung, der trænede med i glimt, siden som fast del af truppen. Det gør, at han ikke længere føler sig som en fremmed i ligaens omklædningsrum.
»Det har faktisk været ret nemt at falde til. Jeg har trænet med i et par år og kender flere af de etablerede spillere. Der er en rigtig god stemning i omklædningsrummet, hvor alle taler med alle, og det gør det nemt at falde til som ung spiller,« fortæller han.
En af dem, han især har lyttet til, er den erfarne Anders Martinusen.
»Han har rutinen og lederegenskaberne. Han er god til at give råd og små fif til, hvad man kan bygge på sit spil, så jeg har lænet mig en del op ad ham,« siger Hejsel.
Tilliden fra trænerteamet betyder også noget. Han har allerede mærket, at døren står på klem.
»Det er utroligt fedt, og noget jeg er mega glad for. Jeg ved, man skal kæmpe for at være der, og det vil jeg blive ved med. Jeg er bare rigtig glad for den spilletid, jeg har fået her i opstarten,« siger han, og også med tanke på de mange minutter i træningskampene, hvor han både har spillet sig ind og markeret sig på måltavlen.
Baggrunden for hans karriere er klassisk sønderjysk. Opvokset i Vojens, i en familie hvor håndbold nærmest var et ekstra familiemedlem.
»Jeg begyndte at spille håndbold, da jeg var 5-6 år. Alle i min familie har spillet, og jeg har både haft mine forældre og min bror som trænere. Jeg har set en masse håndbold sammen med mine søskende, så det var helt naturligt, at jeg også selv gik i gang,« fortæller han.
Vendepunktet kom på efterskolen i Vejle, hvor håndbolden blev alvor. Efter to år dér flyttede han til Fredericia, startede i gymnasiet og valgte at satse på sporten.
»Derefter tog jeg chancen og flyttede til Fredericia, hvor jeg startede på gymnasiet. Jeg har fokuseret på håndbolden, samtidig med at jeg har fået en uddannelse, og det er gået godt. Så nu er det egentlig blevet min levevej,« siger han.
Selv om karrieren kun lige er begyndt, har han allerede oplevet øjeblikke, der står stærkt. Debuten i ligaen. Bronzen, hvor han var med omkring truppen, da klubben hentede sin første medalje. Og mødet med de store stjerner i Magdeburg, selv om det blot var en træningskamp.
»Det var utroligt stort at få debut, og at være med, da klubben vandt bronze, var en kæmpe oplevelse. At stå der og være en del af noget historisk var noget helt særligt. Og så at spille mod Magdeburg, det var specielt at møde de spillere, man ellers kun ser på tv,« siger han med et lille smil i stemmen.
For klubben er ambitionerne imens også klare. Slutspillet er målet, og hvis alt går vel, kan en ny europæisk billet også blive en realitet.
»Vi vil i slutspillet, og så kan alt ske. Vi drømmer om at komme i Europa igen og gerne gå videre fra gruppen i Europa League, for det vil være rigtig stort,« siger han.
Han ved godt, hvad de unge spillere kan bidrage med.
»Vi skal komme ind og bringe noget fart og vilje til holdet. Vi kan godt bidrage positivt, selvom vi er unge, og jeg håber, vi kan være med til at sætte vores præg,« forklarer han.
Når han taler om fansene, skinner glæden tydeligt igennem. For i Fredericia betyder håndbold meget mere end bare de 60 minutter på banen.
»Det er virkelig fedt at mærke opbakningen fra byen. Der bliver givet fuld gas i arenaen, og jeg ved, hvor meget det betyder for folk her. Jeg har selv gået i gymnasiet i Fredericia og kan mærke, hvor meget håndbold fylder i folks liv. Det er utroligt fedt,« siger han.
Han smiler, da samtalen nærmer sig sin afslutning, og understreger, hvad han gerne selv vil stå for.
»Jeg vil gerne udstråle god energi, og jeg vil altid være en, der kæmper. Det er det, jeg gerne vil vise,« slutter den unge Malthe Hejsel.
Han er ung, men han er allerede en del af fortællingen om FHKs opstigning i dansk håndbold. Og han står lige på kanten af at blive en fast skikkelse i ligaen. Forventningsglæden i truppen er til at tage og føle på, og for Hejsel handler det nu om at tage næste skridt og gribe chancen, når den kommer.
SUNDHED. Region Syddanmark gennemfører onsdag aften et akut servicevindue i sine it-systemer. Det sker mellem klokken 20 og 22, hvor regionen vil fejlsøge for at sikre, at en fejl fra natten til tirsdag ikke gentager sig.
Regionen oplyser, at der natten til tirsdag opstod en fejl i datacentret, som gjorde en række systemer utilgængelige. Fejlen blev håndteret, driften genoprettet, og systemerne har siden kørt stabilt.
For at undgå lignende problemer fremover, vil regionen nu foretage en gennemgang af systemerne.
I den forbindelse kan lægevagten midlertidigt blive berørt. »I dette servicevindue kan lægevagten blive berørt, så man kan risikere ikke at kunne komme igennem, når man ringer til lægevagten. Skulle det ske, opfordrer vi til at søge hen mod den nærmeste akutmodtagelse, hvis det ikke kan vente til efter kl. 22« oplyser regionen.
Der vil i tidsrummet være ekstra bemanding på akutmodtagelserne. Region Syddanmark henviser til, at borgere kan søge hjælp på Esbjerg Sygehus, Kolding Sygehus, Aabenraa Sygehus og Odense Universitetshospital.
SPORT. Udvalget for Professionel Håndbold, der består af repræsentanter fra både eliteklubberne og DanskHåndbold, har vedtaget en ny fælles rangliste, som fremover skal afgøre tilmeldingen til de europæiske klubturneringer.
Beslutningen er truffet på baggrund af en indstilling fra Tophåndbold og dermed eliteklubberne, og ranglisten offentliggøres nu for at skabe klarhed for alle klubber i forbindelse med sæsonstart. I processen har der været dialog med det europæiske håndboldforbund EHF, og arbejdet med at få de nye propositioner beskrevet juridisk sættes nu i gang.
Udvalget for Professionel Håndbold oplyser, at listen skal evalueres årligt, mens en mere omfattende evaluering med en bredere interessentgruppe gennemføres hvert tredje år. Ambitionen er, at eventuelle ændringer i ranglisten fremover skal ske i god tid inden turneringsstart, så klubberne kan planlægge ud fra tydelige rammer.
Den nye rangliste gælder for både kvinder og herrer og ser således ud:
Danmarksmester
Grundspilsvinder
DM-sølvvinder
Pokalmester
Grundspils nummer 2
DM-bronzevinder
Grundspils nummer 3
Grundspils nummer 4
Grundspils nummer 5
Listen fortsætter videre ned gennem grundspillet, hvis det er nødvendigt for at fordele pladserne.
Man kvalificerer sig gennem ovenstående rangorden først til Champions League og derefter til European Handball League. Pokalmesteren er sikret en plads i European Handball League, men kan ikke opnå kvalifikation til Champions League via pladsen som pokalmester.
SPORT. FC Fredericia kan præsentere en markant forstærkning på målmandsposten. Klubben har nemlig sikret sig underskriften fra den fransk-engelske keeper Etienne Green, der kommer fra Burnley FC i Premier League.
Green er født i Colchester i England, men opvokset i Frankrig, hvor han siden 2009 har været en del af Saint-Étiennes ungdomsakademi. Han fik sin debut i Ligue 1 i april 2021, en kamp der blev mindeværdig, da han både holdt buret rent og reddede et straffespark. Siden nåede han over 35 kampe i den franske topliga, før turen gik videre til Burnley, som han i seneste sæson var med til at rykke op i Premier League.
Den 191 centimeter høje målmand har desuden erfaring fra det engelske U21-landshold og ser nu frem til at tørne ud for FC Fredericia.
»Jeg er virkelig, virkelig glad. Det har været nogle gode dage med snakke med Fredericia, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang. Det, jeg ser mest frem til, er at komme ud på banen og levere. Det er det vigtigste for mig« siger Etienne Green.
Han fortæller, at han allerede har fulgt klubben på afstand. »Jeg har fulgt klubben lidt på sociale medier, og jeg har set gode resultater og engagerede fans. Det gør bare, at jeg glæder mig endnu mere til at komme i gang her i FC Fredericia« siger han.
Sportschef Stig Pedersen lægger ikke skjul på, at det er en signing, der vækker stolthed i klubben. »Vi er meget stolte af, at vi har kunnet tiltrække og skrive kontrakt med en spiller, der har erfaring fra en Premier League klub i England og Ligue 1 i Frankrig. Det er en stor signing for FC Fredericia, og vi glæder os til at se Etienne i aktion. Med ham på plads har vi nu igen et komplet målmandsteam, hvor tre stærke keepere skal tage kampen op mod hinanden« siger han.
Pedersen fremhæver især Green som en målmand i en god alder. »Etienne kommer med en solid erfaring fra den bedste franske række, hvilket vidner om et højt niveau. Han er 25 år og står dermed i en rigtig god alder for en målmand. Vi forventer, at hans erfaring og kvaliteter vil komme både ham selv og FC Fredericia til gode« siger han.
Etienne Green har sin første arbejdsdag i klubben i morgen, og FC Fredericia ser frem til at præsentere den nye målmand for hele byen.
EVENT. Når man står på pladsen ved Hannerup Skov en sensommeraften, forstår man, hvorfor Hannerupløbet er blevet en institution i Fredericia. Tirsdag den 26. august blev løbet afviklet endnu en gang, og med omkring 1350 deltagere var det præcis den folkefest, arrangørerne havde håbet på.
Løbsleder og næstformand i Fredericia Løbeklub, Jørgen Mollerup, smiler, da han ser tilbage på aftenen. »Det var en meget positiv oplevelse, som det jo plejer at være. Vi er alle sammen meget glade og positive« fortæller han.
Han understreger, at det hele klappede fra start til slut. »Både i forhold til deltagerantallet og stemningen på pladsen og ude på ruterne var det endnu en gang en stor succes« siger han.
Glade børn, musik og fællesskab
Noget af det, der gør Hannerupløbet særligt, er bredden i aktiviteterne. Børneløbet og handicabløbet er for mange det rørende højdepunkt, og her er det ikke bare tiderne, men glæden, der tæller. »De glade smil vi får tilbage på det løb, vi arrangerer, det er det, som giver os gejst til at fortsætte. Når de små børn eller deltagerne i handicabløbet kommer i mål, så giver det hele mening« siger Jørgen Mollerup.
I år var der også levende musik på pladsen. Musiker Monika Bigum satte stemningen med guitar og sang, hvilket blev modtaget med begejstring. »Det var dejligt, at der var levende musik på pladsen. Sådan noget baggrundsmusik gør bare oplevelsen endnu bedre« fortæller han.
Og der var masser af aktivitet for børnene. Fredericia Løbeklub havde skabt et aktivitetsområde, som blev flittigt brugt hele aftenen. For mange var det netop kombinationen af motion, leg og fællesskab, der gjorde Hannerupløbet til noget særligt.
Skoven som kulisse
Hannerup Skov er mere end bare et sted at løbe. For mange deltagere er naturen en væsentlig del af oplevelsen. »Det at vi har vores løb i en så flot skov gør det til en unik oplevelse. Der er mange førstegangsløbere, som bagefter fortæller, hvor positivt overrasket de er. De synes, det er flot og godt arrangeret, selvom det selvfølgelig er lidt udfordrende, når det går op og ned hele tiden« siger Jørgen Mollerup.
Frivillige bærer løbet
At samle mere end tusind løbere og tilskuere kræver en enorm indsats. Arbejdet begynder længe før startskuddet lyder. »Det er et arbejde, der går gennem hele året. Allerede nu har vi åbnet for tilmelding til næste år, og vi har tanker i spil om, hvad vi skal gøre anderledes. Men det er jo et kæmpe holdarbejde. Vi var nok 50-60 medlemmer fra klubben, der var aktive på pladsen i år« fortæller han.
De frivillige er ifølge løbslederen selve fundamentet. »Uden dem kan det ikke lade sig gøre. Det betyder alt, at de kommer med lyst og med et smil. Det gør hele forskellen« siger han.
En del af Fredericias DNA
For mange er Hannerupløbet blevet en tradition, og næste år er der en særlig grund til at fejre. »Hannerupløbet er jo nærmest en institution i Fredericia. Næste år markerer vi 50-års jubilæum, siden løbet startede i 1976. Det bliver en stor fest, og vi håber at kunne samle op mod 2000 deltagere« siger Jørgen Mollerup.
Løbet er ikke blot en fest for byen, men også en vigtig del af klubbens økonomi. Indtægterne fra arrangementet er med til at sikre, at Fredericia Løbeklub kan drive sin daglige aktivitet.
Fremtiden
Målet er klart. Hannerupløbet skal fortsætte med at være et løb for hele byen, et løb hvor man kan mødes på tværs af alder og niveau. »Vi har potentiale til mere. Næste år kunne jeg godt tænke mig, at vi når 2000 deltagere. Men ellers er vi meget glade for det niveau, det er på. Det er et fint niveau for os« siger Jørgen Mollerup.
Og hvis han skal beskrive Hannerupløbet 2025 med tre ord, er han ikke i tvivl. »Succes, glæde og fællesskab« siger han.
Det er ord, der rammer præcis det, man oplever, når man står midt på pladsen i Hannerup Skov en sensommeraften i august.
BUSINESS. Når Mille Holm træder ind i butikken i Strib, er det ikke bare som en medarbejder, men som købmand og ansvarlig for det hele. Hun er kun 26 år, men allerede nu står hun i spidsen for sin egen REMA 1000. For hende er det ikke bare et arbejde, men opfyldelsen af en drøm, hun har haft i mange år.
»Det er jo sådan en drøm, der er blevet til virkelighed. Det er noget, jeg har arbejdet på længe« fortæller hun med et smil, da vi møder hende i butikken.
Rejsen dertil begyndte tilbage i 2015, hvor hun som 16-årig fik sit første fritidsjob i en REMA 1000 i Fredericia. Dengang var ambitionerne ikke større end at tjene lidt ekstra ved siden af skolen. Men som hun selv siger, tog tingene hurtigt fart.
»Jeg startede som ungarbejder og blev senere lukkeansvarlig, da jeg fyldte 18. Jeg troede egentlig, det var det i REMA. Jeg tog til USA som au pair, kom hjem og ville være sygeplejerske. Men så ramte corona, og jeg kunne mærke, at det ikke var vejen for mig. I stedet fik jeg en elevstilling gennem en butikschef, jeg kendte, og så tog det fart derfra« fortæller hun.
Fra elevforløbet gik turen videre til en butik i Kolding, hvor hun blev souschef. Efter to og et halvt år stod hun klar til at rykke endnu et skridt op. Da muligheden bød sig i Strib, tøvede hun ikke. »Jeg sagde bare højt til min regionschef, at det kunne jeg godt tænke mig, og så blev det min butik« siger hun.
At være så ung og alligevel have ansvaret for en hel butik kan virke overvældende. Men Mille Holm er klar. Hun vil sætte sit præg på REMA 1000 i Strib, samtidig med at hun respekterer, at butikken er en del af lokalsamfundet og allerede har sine faste kunder.
»Jeg vil gerne ind og selvfølgelig være mig, men også være det Strib har brug for. Det skal ikke føles som en stor omvæltning, men kunderne skal kunne mærke, at der også kommer et lille præg fra mig« siger hun.
Hun lægger vægt på nærvær, både i butikken og i det omkringliggende samfund. »Det betyder alt at være en del af lokalsamfundet. Det er jo det, der afgør, om kunderne handler hos mig eller ej. Så jo mere jeg kan engagere mig og være synlig, jo mere føler kunderne også, at det er deres butik« siger hun og tilføjer, at hun især vil bruge sin interesse for sport til at skabe forbindelser i byen.
Samtidig har hun et klart fokus på medarbejdernes trivsel. »De betyder alt. Jeg kan ikke gøre det selv. Hvis vi har det godt sammen, og hvis vi udstråler glæde til kunderne, så spreder det sig. Jeg vil gerne have, at vi bliver en butik, som folk i byen taler om som et godt sted både at handle og at arbejde« siger hun.
Mille Holm overtager medarbejderne fra den tidligere købmand og har allerede ansat en ny salgsassistent. Hun vil i den kommende tid mærke efter, om holdet skal suppleres med flere. Men hendes første mål er klart: at falde til og blive accepteret i Strib.
»Det første år handler om at falde på plads. Jeg forstår godt, at kunderne også lige skal vænne sig til en ny købmand, og det skal vi finde ud af sammen. Jeg vil gerne vise, at jeg er her for dem« siger hun.
Når hun ser længere frem, er ambitionen ikke til at tage fejl af. »Om fem år ser jeg en butik, der trives virkelig godt og er i fremdrift. Ikke bare min REMA, men hele Stribs REMA« siger hun.
For Mille Holm handler købmandsdrømmen ikke kun om varer på hylderne og tal på bundlinjen. Det handler om at skabe en butik, hvor kunderne føler sig hjemme, og hvor medarbejderne trives. »Jeg håber, at kunderne vil sige, at det er en pæn butik med de varer, de skal bruge, og at jeg er en købmand, der behandler mit personale ordentligt. Jeg vil gerne gå den ekstra mil for at give folk en god oplevelse« siger hun.
Og med den indstilling er Stribs nye købmand mere end klar til at skrive sit kapitel i historien om REMA 1000.