POLITIK. For byrådsmedlem Karsten Byrgesen fra Borgernes Liste er en god folkeskole et sted, hvor konfliktniveauet er lavt, hvor forældresamarbejdet fungerer, og hvor børnene får den faglighed, der kan bære dem videre i livet. Men når han ser på folkeskolen i Fredericia, er det langt fra det billede, han ser.
»En folkeskole skal være det første trin på børnenes rejse gennem livet. Når man forlader skolen, skal man stå med en uddannelse og et fagligt niveau, der gør en klar til næste skridt. Sådan er det desværre ikke i Fredericia. Tværtimod. Jeg blev ked af det, chokeret – og faktisk vred, da jeg lige før sommerferien opdagede, at Fredericia Kommune ligger allernederst i Jylland, når det handler om at uddanne børn. Vi har den højeste dumpeprocent blandt alle folkeskoler i regionen. Det er helt uacceptabelt,« siger han.
Privatskolernes succes som spejl
Det, der for alvor undrer Byrgesen, er, at problemerne ikke kan forklares med økonomi. Fredericia har ikke færre ressourcer end andre kommuner – tværtimod.
»Vi bruger rigtig mange penge på skolen. Normeringen er på nogle områder bedre, end den behøver at være. Alligevel er resultaterne elendige. Derfor har jeg flere gange sagt, at vi må kigge på privatskolerne i Fredericia. De har stor succes. Hvorfor gør de det så meget bedre? Jeg ved godt, at mange i det politiske system har en grundlæggende skepsis mod privatskoler og en næsten religiøs tro på, at folkeskolen altid er bedst. Men det er en illusion. Hvis vi ikke tør lære af dem, der faktisk lykkes, så bliver vi ved med at sidde fast i de samme problemer,« siger han.
Privatskolernes styrke ser han i det klare værdisæt og i evnen til at inddrage forældrene.
»En privat skole har en holdningspakke, der gennemsyrer hele miljøet. Man har klare rammer for, hvordan man taler til hinanden, hvordan man mødes, og hvordan man samarbejder. Og vigtigst af alt, man har et stærkt samarbejde med forældrene. Når barnet kommer hjem og brokker sig over et eller andet, så står skolen og forældrene sammen om målet, nemlig at barnet skal lære noget. Det er helt afgørende. I folkeskolen har vi mistet det fælles mål, og uden det bliver undervisning til kampplads i stedet for samarbejde,« siger han.
Politikernes ansvar
Byrgesen understreger, at hans kritik ikke er rettet mod lærere, pædagoger eller skoleledere.
»De gør det bedste, de kan under de vilkår, de har. Det her er en kritik af politikerne. I årevis har de set til, mens folkeskolen er blevet kørt i seng. Og det er endt i en situation, hvor vi står med noget, der minder om Titanic. Skibet synker, men vi spiller bare videre på dækket,« siger han.
Superskoler og tabt identitet
Han mener, at en del af problemet er de store skoleenheder, der i hans øjne har fjernet både nærhed og identitet.
»Tidligere havde hvert kvarter sin skole. Det gav en stolthed og en forankring i lokalsamfundet. Alle vidste, hvad Alléskolen, Skjoldborgvejens Skole eller Skandsevejens Skole stod for. I dag har vi sammenlagte superskoler med navne, som ingen kan finde ud af. Det er totalt fjolleri. Vi mister tilhørsforholdet og forvirrer både børn og forældre. Det er et af de steder, vi bør se tilbage og lære af fortiden. Ikke for at spole tiden tilbage, men for at genopdage det, der fungerede,« siger Byrgesen.
En ny skole til 270 millioner
På toppen af folkeskolens problemer kommer nu beslutningen om at bygge en helt ny Kristinebjergskole på Skandsevej til 270 millioner kroner. En beslutning Byrgesen er stærkt uenig i.
»Jeg var ude at besøge skolen i fredags. Jeg gik igennem alle lokaler, og jeg så kun ét rum, hvor jeg tænkte, at her kunne man godt gøre noget. Resten var i en fantastisk stand. Og så vil man rive en velfungerende skole ned for at bygge en ny til en kvart milliard. Det er fuldstændig ude af trit med tidens krav. Vi burde renovere det, vi har, og bygge til, hvor det er nødvendigt,« siger han.
Byrgesen er især bekymret for økonomien.
»Inden vi overhovedet har taget det første spadestik, har vi allerede fået at vide, at projektet bliver ti procent dyrere. Det er 27 millioner oveni. Og ser man på udviklingen i byggematerialer og arbejdskraft, så bliver det hurtigt 20 eller 25 millioner mere. Det er penge, vi ikke har. Det er naivt at tro, at vi kan holde budgettet. Bare se på Odense Universitetshospital, som er blevet tre milliarder dyrere end først antaget. Det er præcis den samme logik, vi er på vej ind i,« siger han.
Et system uden retning
For Byrgesen er problemet ikke kun penge og bygninger, men en politisk kultur, der ikke tør erkende fejl eller ændre kurs.
»Vi har haft det samme flertal i 12 år. Den folkeskole, vi ser nu, er resultatet af deres beslutninger. Og det er bare ikke godt nok. Vi har brug for en ny kultur, hvor man tør erkende, at noget ikke virker, og hvor man kigger ud af kommunen og lærer af dem, der lykkes. Hvis ikke vi gør det, så gentager vi de samme fejl igen og igen,« siger han.
Krav om forandring
Derfor opfordrer Byrgesen til, at kommunen går mere ydmygt til værks og tager fat på en reel genopbygning af tilliden til folkeskolen.
»Hvis man har et hus, der fungerer, starter man ikke med at vælte det hele ned. Man renoverer og bygger til. På samme måde skal vi behandle vores skoler. Det handler om at bruge pengene klogt, men endnu vigtigere handler det om at genskabe samarbejdet og troen på folkeskolen. Børnene har krav på en skole, hvor de bliver mødt med klare mål, ro og forældreopbakning. Det er vores ansvar som politikere at skabe rammerne for det. Ellers sejler vi videre – og det kan vi ikke være bekendt,« siger Karsten Byrgesen.
