5.9 C
Copenhagen
søndag 21. december 2025

Food Festival forener Fredericia – tre dage med mad, musik og fællesskab i hele byen

0
Food Festival forener Fredericia – tre dage med mad, musik og fællesskab i hele byen

GASTRONOMI. Når Fredericia fra den 5. til 7. september åbner dørene til den første store Food Festival, bliver det med ambitionen om at samle byen i et brag af smag, kultur og fællesskab. Festivalen breder sig over flere af byens pladser med alt fra street food og talks med kendte kokke til langbordsspisning, jazz og aktiviteter for hele familien.

Bag festivalen står Fredericia Shopping, og detail- og eventkoordinator Lotte Fenneberg forklarer tanken bag. »Vi har valgt at starte en ny stor madfestival i Fredericia for at få skabt sammenholdet i Fredericia og få de lokale kræfter ind i Fredericia. Tidligere har man jo købt et event udefra til at rulle ind, og her vil vi gerne skabe sammenholdet, få en masse frivillige i gang og fokusere på det lokale mad. Og så vil vi gerne holde folk i midtbyen i stedet for at trække det helt ud på havnen,« siger hun.

Festivalen har fra begyndelsen haft fokus på samarbejdet med byens egne spisesteder og foreninger. »Allerede i starten af året sendte vi mails og noter ud til alle restauratører i byen og gav dem mulighed for at være med. Vi har et lokalt telt, hvor de kan præsentere deres madboder. Det er vigtigt, at folk kan se, at det her ikke bare er noget, der sker én gang. Det skal være kontinuerligt, så endnu flere får lyst til at melde sig til næste år,« siger Lotte Fenneberg.

Hun oplever, at samarbejdet er blevet taget godt imod. »Der har egentlig ikke været de store udfordringer, for alle har bare været super seje samarbejdspartnere. Alle vil gerne tage del i det. Vi har mad, vi har langbordsspisning, vi har mavedans. Alle synes bare, det er fedt at byde ind,« siger hun og peger på, at også forskellige kulturer er repræsenteret. »Det er vigtigt, at vi får det skrevet, at det er et sted, hvor alle er velkomne, uanset hvem man er. Byen skal rumme alle på den positive måde.«

Festivalen fordeler sig over hele midtbyen. På Rådhuspladsen er der talks med kendte navne som Umut Sakarya og Thomas Herman, på Axeltorv kan man møde Naturpark Lillebælt, fiske krabber, besøge et område arrangeret af museumsgården Kringsminde eller prøve VR-briller, og på J.B. Nielsens Plads er der street food, food trucks og musik. »Hele byen kommer til at summe. Der vil være alt fra danske retter til madboder med inspiration fra mange forskellige køkkener,« siger Lotte Fenneberg.

Fredag og lørdag bliver dagene, hvor musikken og maden går hånd i hånd. Frank Clifforth, Jesper Gade og The Powls er blandt de navne, der skal skabe stemning. Lørdag er også dagen for Øllets Dag, hvor der er smagsprøver og ølstemning på Gothersgade Syd, mens søndagen rundes af i roligere rammer med morgenjazz og 500 gratis rundstykker på J.B. Nielsens Plads.

For arrangørerne handler det om mere end mad. »Det er nemlig fællesskab, som er DNA’et i Fredericia. Vi hygger os sammen, og det er vigtigt, at alle får en god dag, og at vi inddrager alle i festivalen,« siger Lotte Fenneberg.

Hun håber, at festivalen ikke kun styrker Fredericia som handelsby, men også som kulturby. »Jeg tror, at folk, der kommer udefra, får øjnene mere op for, hvor fantastisk en by vi har. Måske tænker de næste gang, at de skal i teatret, høre koncert på Tøjhuset eller besøge en af restauranterne. Jeg håber, at de tager med sig, at de skal komme tilbage – ikke bare til festivalen næste år, men måske allerede om 14 dage,« siger hun.

Målet er mindst 10.000 besøgende i løbet af weekenden, og hvis det lykkes, har Fredericia ikke bare fået en ny festival, men et samlingspunkt, der kan vokse år for år.

Læs programmet her

Forvirring om politiske telte ved Hannerupløbet: Venstre fik nej – SF stod på pladsen

0
Forvirring om politiske telte ved Hannerupløbet: Venstre fik nej – SF stod på pladsen

POLITIK. Hannerupløbet skulle have været en folkefest med motion, fællesskab og frivillighed. I stedet er årets udgave endt med en politisk diskussion om, hvem der måtte stille telt op på pladsen – og hvem der ikke måtte.

Venstres byrådsmedlem Niels Martin Vind fortæller, at han tidligere har haft et lille telt stående, når Venstre deltog i løbet. »Tidligere har jeg tit stået for, at vi har haft en lille telt derude, som vi kunne benytte os af, når vi løb fra Venstre. Men da jeg så spurgte i år den 31. maj til løbeklubben, om vi måtte det, som vi plejer, så fik vi afslag, fordi det var der ingen politiske partier, der måtte. Det har de besluttet,« siger han.

Venstre stillede derfor kun op med løbere. »Vi var seks der løb, to stafethold. Vi ville gerne bakke op om løbet, for vi synes, det er mega godt med et lokalt motionsløb. Og så kunne vi se, at SF havde en stand,« siger han. For Venstre blev oplevelsen derfor præget af, at reglerne tilsyneladende ikke var ens. »Det er fair nok, at vi ikke må have en stand, men så synes jeg, at det er vigtigt, at andre heller ikke må. Jeg synes bare, det skal være ens regler.«

Hos SF bekræfter spidskandidat Malene Søgaard-Andersen, at de var til stede. »Det er vores næstformand, der har skrevet en mail til dem og spurgt, om vi måtte have lov til at stå dernede, og det har vi fået svar om, at det måtte vi gerne,« siger hun.

Hun lægger vægt på, at tilstedeværelsen ikke var tænkt som et traditionelt valgtiltag. »Vi plejer bare at være til stede dernede. Vi synes, det er en folkefest, så det var ikke med et specifikt politisk budskab,« siger hun.

Men Malene Søgaard-Andersen kan godt forstå, at andre partier oplever det som uretfærdigt. »Det kan jeg virkelig godt forstå. Vi blev også forundret over, at der var nogen, der havde fået nej, når vi havde fået ja. Så det er helt bestemt relevant at bringe tilbage, så der er klarhed over, hvad man kan og ikke kan. Jeg synes ikke, det er i orden at adskille partierne på den her måde. Vi skal have lige adgang og lige muligheder,« siger hun.

Hos arrangørerne af Hannerupløbet var meldingen oprindeligt klar. Løbsleder Jørgen Mollerup siger, at ingen politiske partier havde fået lov. »SF var der uden min viden og uden min accept, og det har jeg også fortalt til Venstre. Der er ikke nogen politiske partier, der har fået nogen invitation til at komme ned til os,« siger han.

Men dokumenter viser, at SF’s næstformand Allan Søgaard-Andersen har haft en længere mailkorrespondance med løbsledelsen. I den sidste mail står der sort på hvidt: »Det er helt ok, at I sætter teltet op, og I må meget gerne komme. I skal gerne komme senest kl. 14 og stille op.« Mailen er underskrevet af en person, der har hjulpet med at svare på vegne af løbet.

Da Jørgen Mollerup bliver konfronteret med mailen, erkender han, at der er sket en fejl. »Det er ikke en bevidst forskelsbehandling. Jeg har altid sagt nej til politiske partier, for vi er et motionsløb og ikke et politisk arrangement. Det her er en fejl fra vores side. Det må jeg beklage,« siger han.

Han slår fast, at Hannerupløbet ikke ønsker at være en del af en politisk strid. »Vi er et motionsløb. Vi har ikke lyst til, at vores navn skal stå i forbindelse med noget politisk. Det må partierne tage et andet sted. Det her var aldrig meningen. Aldrig nogensinde,« siger han.

Dermed står sagen tilbage som et eksempel på, hvordan uklare regler kan skabe uro i et ellers folkeligt arrangement. For Venstre blev oplevelsen en påmindelse om, at regler skal være ens for alle. For SF blev det en uventet situation, hvor de fik lov – men nu også står med kritikken. Og for arrangørerne er konklusionen klar: Politik og motionsløb skal ikke blandes.

Fredericia Kommune fastholder hemmeligholdelse – JFM’s priser må ikke se dagens lys

0
Fredericia Kommune fastholder hemmeligholdelse – JFM’s priser må ikke se dagens lys

KOMMUNALT. Fredericia Kommune holder stadig hånden over Jysk Fynske Medier. Trods Ankestyrelsens klare afgørelse i juli om, at begrundelsen for hemmeligholdelse ikke var tilstrækkelig, fastholder kommunen nu, at enhedspriserne i JFM’s fakturaer ikke må udleveres.

I en ny afgørelse af 2. september 2025 skriver kommunen, at enhedspriserne er undtaget efter offentlighedslovens § 30, nr. 2, fordi der er en nærliggende risiko for økonomisk skade. Dermed er resultatet identisk med den første afgørelse fra januar – bare med en ny formulering.

JFM har i sit høringssvar af 25. august 2025 kaldt enhedspriserne »forretningskritiske« og hævdet, at konkurrenter kan udlede deres prisstruktur og underbyde dem, hvis tallene frigives. De betegner derfor oplysningerne som forretningshemmeligheder, der skal beskyttes.

Andreas Andreassen fra Danske Digitale Medier har i sit partshøringssvar kritiseret kommunens linje skarpt. »Det fremstår som en markant ulighed, at Fredericia Kommune tidligere uden betænkeligheder udleverede fortrolige oplysninger om Danske Digitale Medier til JFM, selvom høringsfristen ikke var udløbet, og på trods af vores indsigelser. Nu, hvor sagen handler om JFM’s oplysninger, anfører samme virksomhed, at alt skal undtages som forretningshemmeligheder. Denne forskelsbehandling rejser alvorlige spørgsmål om ligebehandling og retssikkerhed,« skriver han.

Han påpeger samtidig, at JFM’s argumenter ikke er dokumenterede, men blot generelle betragtninger om, at konkurrenter kan skade dem. Netop den type udsagn slog Ankestyrelsen fast i juli ikke var tilstrækkelige.

Fredericia Kommune lægger i sin afgørelse vægt på, at dagbladsbranchen er præget af hård konkurrence. Kommunen vurderer derfor, at indsigt i JFM’s priser vil skade virksomhedens konkurrenceevne og forhandlingsposition. Samtidig skriver kommunen, at offentligheden stadig kan danne sig et billede gennem sumpriser og varelinjer.

Selv efter at have overvejet princippet om meroffentlighed i offentlighedslovens § 14, afviser kommunen at give yderligere indsigt. »Kommunen finder ikke, at dette kan føre til et andet resultat i sagen,« hedder det.

Ender på Ankestyrelsens bord igen

Kommunen forventer at oversende sagen til Ankestyrelsen inden for 7 arbejdsdage. Dermed fortsætter det langstrakte forløb, som kommunen selv i sin mail til DDM beklager.

»Det er dybt problematisk, at sagen trækkes i langdrag. Det gavner ikke vores demokrati, når en kommune vælger at beskytte de store aktører og samtidig tilsidesætter klare indsigelser fra mindre medier. Jeg vil kraftigt opfordre det fredericianske byråd til at tage sagen alvorligt og få sat en stopper for den forvaltningspraksis, vi har været vidner til. Åbenhed og gennemsigtighed er forudsætningen for tillid til vores institutioner, men jeg har desværre oplevet alt for mange usandheder undervejs i dette forløb. Det kan og skal ikke fortsætte,« siger Andreas Andreassen.

Overskriften, der står tilbage: Fredericia hemmeligholder JFM’s priser – men udleverede DDM’s

Mens Fredericia Kommune holder fast i hemmeligholdelsen af JFM’s priser, har samme kommune tidligere uden tøven udleveret Danske Digitale Mediers oplysninger til konkurrenter – selv inden høringsfristen var udløbet. Det spørgsmål, der nu står tilbage, er, om Ankestyrelsen igen vil underkende Fredericia Kommune – og hvor længe sagen kan fortsætte uden en reel afklaring. Foreløbig har forvaltningen nok købt sig tid til efter valget i november.

Kommunaldirektør svarer i aktindsigtssagen – DDM kalder forklaringerne hukommelsestab

0
Kommunaldirektør svarer i aktindsigtssagen – DDM kalder forklaringerne hukommelsestab

KOMMUNALT. Sagen om Fredericia Kommunes håndtering af aktindsigt fortsætter med at rejse spørgsmål. Nu har kommunaldirektør Thomas Nordborg Jaap skriftligt svaret på en række konkrete spørgsmål, som Danske Digitale Medier stillede i forbindelse med avisens artikelserie om forløbet.

I svaret skriver kommunaldirektøren, at han ikke kan finde dokumentation for, hvornår han første gang blev orienteret om, at kommunen havde udleveret fortrolige oplysninger om Danske Digitale Medier til andre medier. »Jeg kan ikke umiddelbart finde noget dokumentation på, hvornår jeg har fået orienteringer om de sager du spørger til. Jeg har formentlig fået en mundtlig orientering af den daværende stabschef, når han vurderede, det var relevant,« skriver han.

Han understreger samtidig, at det er hans forventning, at kommunen genbehandler sager, der hjemvises fra Ankestyrelsen. »Såfremt kommunen får hjemvist sager fra Ankestyrelsen, så er det min forventning, at kommunen træffer en ny afgørelse, der iagttager de hensyn som Ankestyrelsens udtalelse, anmoder kommunen om at genbehandle.«

På spørgsmål om frister og lovligheden af kommunens håndtering henviser han til et tidligere brev. »I forhold til de meget konkrete spørgsmål du stiller om frister og lovligheden heraf kan jeg i det hele henvise til kommunens brev til dig af 31. januar 2025, hvor kommunen svare på din henvendelse af 29. januar 2025.«

Han henviser også til en mail sendt i januar 2025, da han bliver bedt om at uddybe, hvad han tidligere kaldte en beklagelig misforståelse. »Her kan jeg henvise til min mail af 29. januar 2025 til dig. I mailen tilbyder jeg dig, at såvel jeg som kommunens chefjurist gerne stiller op til et møde med dig om kommunens behandling af aktindsigter.«

Om orientering af byrådet skriver han, at formålet er at give korte orienteringer. »Formålet med byrådsorienteringer er at give byrådets medlemmer en kort og præcis orientering om aktuelle og væsentlige sager og forhold i Fredericia Kommune. Der kan være medsendte bilag til sådan en orientering. Er der bilag med, vil det normalt være sagens væsentligste bilag.«

Til spørgsmål om mediehetz og økonomiske konsekvenser for Danske Digitale Medier svarer han, at han ikke kan forholde sig til det. »Jeg kan desværre ikke svare kvalificerede på dine spørgsmål om mediehetz og økonomiske konsekvenser for jer, da jeg ikke har en tilstrækkelig viden om, hvad indholdet heraf er.«

Han afslutter med at gentage et mødetilbud. »Afslutningsvis vil jeg gerne gentage mit tilbud om, at du er velkommen til at bede om et møde med mig og kommunens chefjurist om kommunens behandling af aktindsigter.«

For Danske Digitale Mediers direktør Andreas Dyhrberg Andreassen vækker svaret undren. »Jeg undrer mig over svaret, og jeg synes ærligt talt, at kommunaldirektøren har fået hukommelsestab. Jeg undrer mig også over, at man tilsyneladende ikke har notatpligt i Fredericia Kommune. Endda i en sag der gennem flere uger trak nationale overskrifter. Senere når Ankestyrelsen træffer en beslutning, så skønner man ikke, at den afgørelse skal nå til byrådsmedlemmerne uden redigering. Det kan også undre mig.«

Han peger på, at han og DDM’s bestyrelse allerede i februar 2024 tilbød at mødes for at forklare forløbet. »Jeg undrer mig meget over, at han ikke ville mødes, når både jeg og DDM’s bestyrelse tilbød at fortælle, hvad forskellen er på at købe en annonce på side 37 og på side 3, men også at fortælle om de fejl, som hans forvaltning havde begået i sagen. Men det kan han pludselig ikke huske. Det er også helt tilbage fra 2024.«

Ifølge Andreassen står det i skærende kontrast til et senere møde. »Det undrer mig meget, at han senere i 2025 på et møde under seks øjne undskyldte sagens forløb og fortalte, at han havde taget fejl, og at hans tidligere politiske chef havde misinformeret ham. Men jeg kan naturligvis også have hukommelsessvigt. Det er bare ærgerligt, at det hukommelsessvigt og kommunens mange fejl i denne sag har kostet både dyrt i tabt omsætning, men også i omdømme, særligt i byerne omkring os, hvor kunder fravælger os på den baggrund,« siger Andreas Dyhrberg Andreassen.

Dermed fortsætter sagen om aktindsigt, Ankestyrelsen og Fredericia Kommunes håndtering med at rejse flere spørgsmål end svar.

Læs også

Indbrud i villa og tyverier fra varebiler i Kolding

0
Indbrud i villa og tyverier fra varebiler i Kolding

DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har i løbet af søndagen og mandagen modtaget flere anmeldelser om indbrud og tyverier i Kolding.

På Hybenvænget blev en villa udsat for indbrud i tidsrummet mellem søndag klokken 15.30 og mandag klokken 12.00. Gerningsmanden kom ind gennem et vindue. »Man har formentlig fundet en skruetrækker og et stemmejern i villaens redskabsskur og brugt det til at bryde op,« fortæller vagtchef Arno Rindal Pedersen. Fra huset blev der stjålet smykker.

Derudover er der anmeldt to tyverier fra varebiler. På Vonsildvej blev der mellem mandag klokken 00.00 og 06.00 boret et hul på cirka seks millimeter i bagdøren på en varebil. Hullet gjorde det muligt at påvirke håndtaget og åbne døren. Derfra blev der stjålet elværktøj. Politiet oplyser, at batteriet til det stjålne værktøj var spraymalet i blå.

På Platinvej skete endnu et tyveri søndag morgen mellem klokken 07.00 og 07.45, anmeldt mandag formiddag. Her blev et telt og et sæt tagbøjler stjålet fra taget af en varebil. Teltet, som var af den type, der kan slås direkte op på tagbøjler, havde sammen med bøjlerne en samlet værdi på omkring 20.000 kroner.

Sydøstjyllands Politi efterforsker sagerne.

Mand fra Fredericia sigtet for kørsel uden førerret og besiddelse af knive

0
Mand fra Fredericia sigtet for kørsel uden førerret og besiddelse af knive

DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har inden for det seneste døgn haft to sager i Fredericia, hvor den samme 36-årige mand er blevet sigtet for forskellige lovovertrædelser.

Natten til tirsdag blev en bil standset på Nymarksvej klokken 03.14. Her viste det sig, at føreren, en mand fra 1988 med bopæl i Fredericia Kommune, kørte uden at have førerret. »Det er tredje gang inden for kort tid, at han bliver taget for det. Derfor er køretøjet blevet beslaglagt,« siger vagtchef Arno Rindal Pedersen.

Mandag eftermiddag var politiet også i kontakt med den samme mand i Gothersgade. Klokken 15.16 fik politiet en anmeldelse om, at en person lå og sov på et offentligt toilet. En kvinde, der ringede, bemærkede, at han virkede underlig.

»Vi fik kontakt til ham og vurderede, at han var påvirket af stoffer. Ved en visitation blev han fundet i besiddelse af to foldeknive og to emballager, der havde været brugt til stoffer. Han er blevet sigtet for overtrædelse af knivloven og ikke andet,« oplyser Arno Rindal Pedersen.

Kokainfund og sigtelser efter politikontrol i Fredericia

0
Kokainfund og sigtelser efter politikontrol i Fredericia

DØGNRAPPORT. Mandag eftermiddag standsede politiet en bil på Randalsvej i Fredericia, hvor både fører og passager viste sig at have flere ulovlige forhold på samvittigheden.

Vagtchef Arno Rindal Pedersen fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at bilen blev standset klokken 17.37. »Føreren var påvirket af stoffer, han havde ikke førerret og var i besiddelse af en foldekniv. Derudover er der tale om et formentlig brugstyveri, da han har taget bilen uden at have spurgt ejeren om lov. Det er formentlig et bekendtskab, der ejer bilen,« siger han.

Føreren er en 45-årig mand fra Middelfart Kommune.

I bilen sad også en passager, og her fandt politiet flere effekter, der giver anledning til mistanke om narkosalg. »Hos passageren blev der fundet 6,39 gram kokain, en peberspray, en kniv og et større kontantbeløb, der kunne indikere salg af narkotika,« siger Arno Rindal Pedersen.

Passageren er en 27-årig mand fra Odense Kommune.

Begge mænd blev sigtet på stedet.

13-årig taget for butikstyveri i Netto i Fredericia

0
13-årig taget for butikstyveri i Netto i Fredericia

DØGNRAPPORT. Mandag aften måtte en butiksdetektiv gribe ind i Netto på Bredstrupvej i Fredericia, hvor en 13-årig pige blev taget for butikstyveri.

Vagtchef Arno Rindal Pedersen fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at episoden fandt sted klokken 19.39. »Pigen havde stjålet varer for 64 kroner i butikkens bakeoff-afdeling,« siger han.

Butiksdetektiven fik fat i pigen og fik talt med hende, inden politiet blev kontaktet. Forældrene er efterfølgende blevet underrettet om hændelsen.

29-årig mand fremstilles i grundlovsforhør efter forsøg på indbrud i Fredericia

0
29-årig mand fremstilles i grundlovsforhør efter forsøg på indbrud i Fredericia

DØGNRAPPORT FREDERICIA. Natten til tirsdag måtte Sydøstjyllands Politi rykke ud til Bragesvej i Fredericia, hvor en anmelder klokken 02.48 hørte lyde, der lød som om noget var ved at blive smadret i en kælder.

Vagtchef Arno Rindal Pedersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at politiet hurtigt nåede frem. »Vi anholder en person på stedet. Han blev fundet i besiddelse af ting, der kunne indikere, at det var med indbrudsindsigt, at han kiggede sig omkring,« siger han.

Manden blev anholdt klokken 02.54 og sigtet for forsøg på indbrud. Han var desuden i besiddelse af en kniv og er derfor også sigtet for dette forhold.

»Han sidder stadig anholdt, og vi forsøger at fremstille ham i grundlovsforhør senere i dag,« lød det tirsdag morgen fra vagtchefen.

Politiet har siden bekræftet, at grundlovsforhøret finder sted klokken 13 i Retten i Kolding.

Den anholdte er en 29-årig mand fra Fredericia.

Royal Run 2026 kommer til Middelfart – en folkefest mellem Lillebælts broer

0
Royal Run 2026 kommer til Middelfart – en folkefest mellem Lillebælts broer

EVENT. Middelfart bliver centrum for hele Danmarks motionsfest, når Royal Run den 25. maj 2026 afvikles i byen for første gang nogensinde. 14.000 deltagere og tusindvis af tilskuere ventes at fylde gaderne, når Kongefamilien sammen med borgere og gæster snører løbeskoene 2. pinsedag.

Royal Run kommer til at udspille sig i Middelfarts særlige rammer, hvor Lillebælts broer, skov, havn og gamle gader danner kulisse for en dag med fællesskab, bevægelse og fest. Borgere kan vælge at løbe eller gå distancerne på one mile, 5 kilometer eller 10 kilometer, mens andre kan heppe fra sidelinjen og tage del i stemningen.

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen glæder sig over, at Middelfart er blevet valgt som værtsby. »Jeg mærker ofte den glæde på egen krop, som det er at motionere omkring Middelfart, og jeg har mange favoritruter selv. Derfor er jeg særlig stolt af, at vi kan invitere hele Danmark til at opleve vores unikke rammer – fra Lillebælt til bymidten. Royal Run bliver en kæmpe festdag, hvor fællesskab, glæde og bevægelse går hånd i hånd,« siger han.

Royal Run har tidligere været afviklet på Fyn i Nyborg i 2023, men det er første gang, at motionsfesten finder sted i Middelfart. For kommunen bliver det ikke kun en stor begivenhed på dagen, men også et redskab til at styrke bevægelse i hverdagen. Skoler, dagtilbud, plejecentre og sociale tilbud inddrages i arbejdet frem mod eventet, så det bliver en løftestang for sundhed og fællesskab.

Middelfarts natur og byliv bliver en aktiv del af oplevelsen. Byens placering mellem Lillebælts broer er et trækplaster i sig selv, og med skov, stier, hav og købstadsgader tæt forbundet bliver omgivelserne et levende udgangspunkt for de tre distancer. Kommunen peger samtidig på, at Royal Run viser, hvordan de lokale rammer kan bruges til store fælles oplevelser, som kan styrke både stolthed og sammenhold.

Afviklingen sker i tæt samarbejde med »Lillebælt i Løb«, som i forvejen har mange års erfaring med store motionsbegivenheder, herunder Lillebælt Halvmaraton. Dermed er der lagt op til både professionel afvikling og stærk lokal forankring, hvor foreninger, frivillige og borgere får en central rolle i at skabe den særlige Royal Run-stemning.

Royal Run arrangeres af »Bevæg dig for livet«, DGI og Danmarks Idrætsforbund i samarbejde med TrygFonden, Nordea-fonden, Novo Nordisk Fonden og de enkelte værtskommuner.

Når startskuddet lyder i Middelfart den 25. maj 2026, bliver det ottende udgave af Royal Run i Danmark og første gang, at den kongelige løbefest finder sted i Lillebæltbyen.

Låge 21: Green Closet: December med plads til at vælge

Låge 21: Green Closet: December med plads til at vælge

0
Der er noget særligt over december i Fredericia. Lyset blinker i kæder over byens gader, og luften er fyldt med duften af gløgg, kaffe...
29-årig mand fremstilles i grundlovsforhør efter forsøg på indbrud i Fredericia

Mand idømt 7 års fængsel for overgreb