Han kom til Fredericia som syv-årig, og i år over 20 år har han drevet pizzeriaet Assos. Han er også kendt i den fredericianske fodboldverden. I mange år har han stået for FC Fredericias træningslejre, og i de seneste to år har han været holdleder. Ugens Kurt er Ugur Kocan.
Ugur og jeg kender hinanden fra FC Fredericia, hvor jeg som journalist har dækket byens bedste fodboldhold, hvor han er holdleder på frivillig basis.
I februar var jeg ti dage på træningslejr med FC Fredericia i Tyrkiet, og naturligvis var det med Ugur som holdleder og rejseguide. Derfor kommer hans fortælling ikke med historier, som jeg ikke har hørt ved tidligere lejligheder.
Ugur er født og opvokset i Tyrkiet, hvor han boede i de første syv år af sit liv. Tiden i Tyrkiet husker han ikke, og de første fortællinger er derfor om hans tid i Danmark. Grunden til Ugur, der har en kone og to børn, havnede i Danmark var pga. hans fars arbejde.
Ti år inden Ugurs ankomst til Danmark kom hans far til landet som en af de allerførste tyrkere. Når tiden var til det, så fløj faderen hjem til Tyrkiet, men i 1970 blev det til et mere permanent ophold i Danmark. Ugurs far fik fast arbejde og fik familien til Fredericia, hvor de slog sig ned på den daværende vej, Søbjerg, der ligger omkring hvor Rahbek Fisk lå.
Skolegangen var på Købmagergade Skole, og i starten var det lidt en mærkelig oplevelse for Ugur.
“Jeg var en af de første udlændinge, så det var lidt mærkeligt. Efter to-tre år kom der flere. Jeg lærte rimelig hurtigt dansk, men jeg turde ikke rigtig gå ud i frikvartererne,” siger Ugur.
En af barndomsvennerne er Brian Klement fra smedefirmaet Wiggers & Klement.
“Jeg er vokset op med både Brian og Lennart. Brian spillede fodbold i EGIF og jeg spillede i KFUM, men vi fik spillet en masse sammen i Hannerup,” forklarer Ugur.
Efter endt folkeskole ville Ugur ud og arbejde, og han endte med at få job hos det daværende Dansk Rørindustri.
“Jeg var der som arbejdsmand og lavede alt muligt forskelligt. Jeg kendte mange derude, og jeg taler stadig meget med nogen af dem,” siger Ugur.
De fleste kender Ugur som pizzamand, og det er med god grund. I over 30 år har han drevet pizzeria.
“Indtil jeg fik pizzeria, arbejdede jeg forskellige steder. Det skete faktisk ved et tilfælde, at jeg endte med at få pizzeria. Min bror og jeg havde en kammerat i Middelfart, som ville have en partner, og så sagde vi ja. Det var ikke en tanke vi selv havde tænkt,” siger Ugur.
Pizzariet i Middelfart havde Ugur i ti år, men så solgte han det, og i stedet blev han ansat hos Coca-Cola i fire år.
“Det var ikke noget for mig at være der, så jeg stoppede. I stedet købte jeg Assos af Camillo, og nu har jeg haft Assos i 20 år. Det er godt nok mange år,” siger Ugur og smiler.
Da Ugur og hans lillebror overtog Assos, var det med et diskotek, der ligger i bygningen, hvor “AHA”, åbner. Blandt andet har Hollywood haft til huse der, og det nød pizzariet godt af.
“Det var fedt. Jeg kendte Esben, jeg kendte alle gutterne der styrede de andre diskoteker og fik støtte på den måde,” siger Ugur.
I starten var det hårdt at have pizzariet. Arbejdsugen blev lang, men med tiden er det blevet bedre.
“Jeg arbejdede rigtig meget til at starte med, men det var nødvendigt. I dag er det ikke så slemt med tiden mere,” siger Ugur.
I dag er tiden en anden. Corona har gjort, at beværtningerne lukker klokken 00:00, og det har Assos taget konsekvensen af, da de ikke har åbent om natten mere i denne periode.
“Der er ikke så meget gang i den, og det kan derfor ikke betale sig, men når diskotekerne åbner, så begynder vi også at holde åbent om natten igen,” siger Ugur, der glæder sig til AHA åbner tæt på Assos i Købmagergade.
Ugur og fodbold
En stor del af Ugurs liv har været fodbold. Han startede selv med at spille som knægt i Fredericia KFUM, og siden tog det fart. Han spillede på det bedste hold i Fredericia KFUM indtil korsbåndet begyndte at drille.
“Vi nåede op til Danmarksserien, men jeg var mest med på bænken og så endte jeg med at gå i stykker. Min far døde, da vi spillede i Danmarksserien, og så sagde jeg stop pga. det,” siger Ugur, der efterfølgende spillede på lavere niveau:
“Jeg spillede lidt på det tyrkiske hold, og så gik jeg i stykker igen. Jeg spillede også et par kampe på F’ernes førstehold, men jeg kunne ikke holde til det pga. mit korsbånd,” konstaterer Ugur.
I sin tid i KFUM spillede Ugur sammen med blandt andet FC Fredericias direktør Stig Pedersen, og det gør, at Ugur længe har givet en hånd med i klubben.
“Lige siden de startede med at tage på træningslejr, har jeg hjulpet dem. Jeg sagde til Stig, at de skulle tage til Tyrkiet og jeg sagde, at jeg tog med. Det fik jeg lov til, og siden har jeg været populær blandt trænerne og spillerne,” siger Ugur og griner.
Hvordan er det at være afsted på træningslejr?
“Du har selv set, hvordan jeg styrer det, når vi er afsted. Jeg styrer virkelig det hele. Trænerne har altid været glade for mig, og jeg har også hjulpet andre hold, men det gør jeg ikke mere, fordi jeg er holdleder nu,” siger Ugur.
For to års tid siden blev Ugur endnu mere engageret i FC Fredericia, da han blev holdleder og det er en rolle, som han trives i.
“Det passer perfekt til mig. Gutterne er flinke, og det passer til min livsstil. Jeg nyder at komme i klubben,” siger Ugur.
Hvad fremtiden står på for Ugur er uvis, men når tiden er til det, tager han gerne turen hjem til Tyrkiet, hvor det meste af hans familie bor. Kun hans bror og mor er tilbage i Danmark.
Som altid har det været en fornøjelse at snakke med Ugur. Tiden var inde til, at han skulle hen i pizzariet og tage imod varer, og vi gik derfor hver til sit.
Hun gik ud af skolen efter 8. Klasse, for det der skole var ingen succes. Hun købte sit første hus i en alder af 14 år og flyttede hjemmefra. Livets skole har bragt hende flere steder hen – men nu er hun at finde som Oldfrue på Højskolen Snoghøj. Født på Sct. Joseph, opvokset i Erritsø – og har været her hele sit liv. Ugens Kurt er Anne Grethe Schmidt, bedre kendt som AG.
Solen titter frem på himlen på en tirsdag morgen. Jeg mødte AG for første gang da jeg for nylig besøgte Højskolen Snoghøj. Da jeg mødte hende, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle være en del af denne serie, Ugens Kurt. Med sig i bagagen har hun en hel del. Hun har haft med mange mennesker at gøre – og i alle aldre. Hun er sig selv, og hun står ved den hun er.
“Det er første gang i meget lang tid, at jeg er herinde i byen. Det er godt nok sjældent jeg kommer herind”, lyder det med et grin fra AG, da hun træder ind ad døren på kaffebaren. Udenfor går folk stille forbi, det var også tidligt på en morgen i sommerferien. Flere nyder deres kaffe, AG tager den med sukker og mælk, jeg holder mig til en god sort kaffe.
“Jamen jeg er 53 år gammel, jeg har lige haft fødselsdag”, fortæller AG og fortsætter: “Jeg er ægte fredericianer. Jeg er født på Sct. Joseph, det var dengang man stadig kunne det. Så er jeg godt nok opvokset i Basseby i Erritsø. Det var for mig indbegrebet af tryghed”.
“Det var inden den teknologiske tsunami, der var børn på gaderne og mødrene var altid hjemme når man havde fri fra skole. Det var jo gode gamle dage. Der var altid nogen til stede. Høj som lav legede sammen, om man var en lille tumling på en 3-4 år, var man med i legen selv med de store på 11, 12 og 13 år. Det er nogle af de der fornøjelser jeg synes de unge mennesker ikke får i dag”, siger hun og fortsætter:
“Det synes jeg er synd, for selvfølgelig har de relationer til andre. Men det er meget overfladisk, tænker jeg. Det kan godt være at de har gode venner og har legeaftaler, men den nære relation vi havde, den fornemmer jeg ikke er der fordi alt foregår igennem en skærm”.
Som kort beskrevet indledningsvist var skolen og Anne Grethe ikke et godt match. Snarere tværtimod. Men dette til trods, så har hun faktisk holdt fast i både klassekammerater og klasselæreren, Knud Erik Rasmussen, fra dengang. “Vi holder faktisk en lille klassefest hvert år, og utroligt nok kommer Knud Erik hver eneste gang”, fortæller hun.
“Jeg startede på Erritsø Centralskole i tidernes morgen. Jeg gik med min klasselærer, Knud Erik Rasmussen, i hånden ned til Bakkeskolen for at være med til at åbne den. Ja, jeg ved faktisk slet ikke hvad den hedder nu, jeg synes ellers Bakkeskolen var så fint et navn”, lyder det med et grin fra AG, inden hun fortsætter: “Men jeg var ikke god til at gå i skole. Jeg havde svært ved tingene, og så tror jeg faktisk at jeg var ordblind. Men det talte man ikke rigtigt om dengang”.
“Men jeg faldt lidt udenfor nummer. Jeg kom gerne i hullede bukser og med min fars skjorte. Dengang militærdepotet var her, der købte jeg også en militærjakke og kom i den. Det var ikke normalt dengang. Så jeg tror at min identitet hurtigt blev, at jeg var hende der faldt lidt uden for nummer”, forklarer hun.
“Så da vi kom til udgangen af 8. Klasse blev mine forældre og skolen enige om, at det vist nok var på tide at afslutte samarbejdet her. Dengang var det muligt, det tror jeg faktisk ikke det er i dag. Men det var muligt hvis man havde et arbejde at komme ud til, så jeg gik ud i en alder af 14 år som ung pige i huset. Det var hos en familie i Skærbæk, hvor jeg endte med at være et års tid”, fortsætter hun.
Kun 14 år gammel og færdig med skolen. Men det tog Anne Grethe med ophøjet ro, for hun ville gerne ud i verden. Ud for at stå på egne ben. “Jeg søgte allerede ind mod byen og de forskellige steder derinde. Her mødte jeg ham jeg troede skulle være manden i mit liv. Jeg var 14 år, han var 18 år gammel. Der ved jeg jo godt nu, at de forhold er dømt til at gå galt. Men jeg blev jo så stormende forelsket”, fortæller hun.
“Når man på det tidspunkt har kærester, så skulle man jo flytte sammen i en lejlighed og sådan. Men mine forældre var så praktisk anlagt, at de godt kunne se at det var en dyr fornøjelse med et indskud til en lejlighed i forhold til værdien, så vi endte faktisk med at købe et hus. Så jeg havde købt mit første hus i en alder af 14 år – og så giver det jo sig selv, at jeg flyttede hjemmefra allerede som 14-årig”, fortsætter AG.
Hvordan var det? 14 år og ude på egne ben?
“Det var, sagt med nutidens ord, fedt. Frihed, ansvar. Han havde en gammel Volvo som vi kunne køre rundt i. Det at mine forældre ville værge for mig, det var en stor tillid, det var jeg da stolt af. Når man er 14 år og får sin første kæreste, så ved man godt at det ikke holder. Så selvfølgelig holdt det ikke. Men så var det jeg fandt min nuværende mand, som jeg har været sammen med i 32 år”, svarer Anne Grethe.
Familie, opkaldet fra Forsvaret og enorm stolthed
Anne Grethes historie rummer mange aspekter, og det er også hende dette interview skulle handle om. Men for at lære hende bedre at kende skal man næsten også lære hendes familie lidt at kende. Hun har været gift i 32 år med den samme mand, en mand hun har to drenge sammen med.
“Han kommer fra Kolding og var lige flyttet til Fredericia. Vi mødte hinanden på Knudsborg. Efter tre måneders kæresteri, så var jeg gravid. Så troede folk at jeg fik det fjernet, men når folk siger til mig at ‘det kan du ikke’, så gør jeg det. Det er den type jeg er. Jeg ville hellere være enlig mor end jeg ville have en abort. Derfor prøvede vi – og ja, nu har vi været gift i 32 år. Den ældste fylder 34 år i efteråret og den yngste fyldte 31 år her i februar”, fortæller AG.
Hvad har du givet dine børn? Har du pisket dem gennem skolen, fordi du ikke selv fik det afsluttet?
“Jeg har virkelig ikke pisket dem gennem skolen. Vi havde en regel om at man på et skoleår måtte have fire pjækkedage. For alle kan have brug for at trække stikket. Tro mig, de har brugt hver eneste dag. De har ikke haft nogen i banken”, lyder det med et grin, inden hun fortsætter: “Jeg har givet dem med at de skal være sig selv. De skal være dem de er. Selvfølgelig skal vi gøre noget af det andre forventer, men vi skal ikke altid leve op til andres forventninger. Det er der jeg tror ungdommen i dag får knuder i maven, fordi der er så mange forventninger. De glemmer at være sig selv”.
“Jeg er pavestolt af mine børn, virkelig. De har præsteret noget. Den ene måske lidt mere ekstremt end den anden, men begge dele er godt. Vores ældste barn har været i krig fire gange og det er de værste perioder i mit liv. Men så har vi haft den yngste der har været der for os og støttet os. Det har været ligeså vigtigt at have ham hjemme som det var at være ked af, at den anden var ude”, forklarer AG.
Det er ikke så tit jeg taler med folk hvor de har sendt deres børn i krig. Det må være en vild følelse, når ens barn kommer og fortæller, at nu rejser de altså til Irak, Afghanistan eller hvad stedet nu hedder. AG fortæller, at det er præcis sådan det er. En vild og svær følelse.
“Man glemmer helt at trække vejret. Men det værste der er, det er at man bliver ringet op af forsvaret der siger ‘Sidder de ned, Fru Schmidt?’”, fortæller hun. Selvom hun ikke udstråler det voldsomt, så kan jeg mærke at vi har ramt et ømt punkt. “Han var med i en ulykke i Afghanistan. Det er den værste oplevelse i mit liv. Det kan virkelig ikke beskrives”, fortsætter AG.
“Vi var heldige. Det var ham det gik mindst ud over. Men han mistede kammerater. Men bare tanken om at det kunne have været ham. Det er en hård tanke. Man tænker altid, at det kun er naboen det går ud over. Men når man tænker sådan, så glemmer man ofte, at man også selv er naboen nogle gange”, forklarer hun.
“Men det er noget jeg nu ser tilbage på med stor stolthed. Det burde ikke være nødvendigt med krig, men det gør mig stolt at folk rejser ud for at passe på vores land. Men det gør mig også stolt, at vores yngste barn gik lige fra 9. Klasse hvor han var fejedreng og startede i lære som tømrer. Han var ikke andet end 16-17 år. Han har arbejdet som tømrer siden, det er også en stolthed. Det er virkelig godt. Jeg har ingen uddannelse, jeg har intet. Nu har mine børn nået det de gerne ville. Det er jeg stolt af – og jeg er meget stolt af dem begge to”, fortæller Anne Grethe.
“Jeg har aldrig haft et behov for fine uddannelser eller noget. For det har ikke været en succes for mig i skolen. Det har ikke været mit behov. Jeg har brugt livet som uddannelse. Man behøver ikke gå ud med 12-taller for at blive til noget. For mig handler det ikke om hvor meget man kan blive til, det handler om hvilket menneske man er. Så vil jeg hellere hvile i mig selv og have det godt og være et vellidt menneske. Det er de værdier jeg bygger mit liv på. Jeg kan også være en skrap kælling, men jeg bryder mig bare ikke om det. Jeg vil hellere se det gode i mennesker. Så er jeg fløjtende ligeglad om det er borgmesteren eller en sut på en bænk. For alle er mennesker”, lyder det fra AG, inden hun tager en tår af sin kaffe.
Annonce
Karriereskift og livets skole
Efter et år som ung pige i huset skiftede Anne Grethe den hverdag ud med en ny hverdag og et nyt job. Noget der har lært hende mange af de ting, som hun har brugt senere i sit liv.
“Jeg var ung pige i huset i et års tid, inden jeg kom til Hejse Kro som opvasker. Det var Knud der var min chef dengang, Thomas Hermanns far. Så ham har jeg smurt madpakker til da jeg var på Hejse Kro”, fortæller AG med et grin, inden hun fortsætter: “Så kom jeg stille og roligt ud. Man skulle hjælpe med at smøre ostemadder til morgenbuffeten og sådan. Man bliver stille og roligt taget med ind i køkkenet. Det er lidt der jeg er blevet lært op. Jeg er helt autodidakt, jeg har ingen uddannelse af nogen art”.
Hvad er det ved køkkenarbejdet og den branche der tiltaler dig?
“Tempoet og forudsigeligheden trækker mig. Jeg tror måske jeg er sat på jorden for at gøre andre mennesker glade. Jeg behøver ikke ros, bare folk er glade. Jeg havde en god læremester på Hejse Kro, hende jeg arbejdede mest sammen med. Hun var god til at give arbejdet fra sig. Kundernes blik i øjnene var nok til at vide, at det her kan jeg godt. Mange troede da jeg forlod skolen at jeg ville ende i rendestenen, men bare fordi man ikke er god til at læse, så kan man en masse andet”, svarer Anne Grethe.
“Jeg nåede ikke nogen titler, det gjorde man sig ikke i dengang. Når man ikke har en titel, så kan man blive sat til alt – og det kan jeg godt lide”, forklarer hun.
Efter tiden ved Hejse Kro skiftede Anne Grethe spor. Hun gik en helt anden vej, en vej hun også var glad for – og en vej hun holdt fast ved i 12 år.
“Jeg har været ude i Fæstningsgården i 12 år. Det var som pædagogmedhjælper og i perioder konstitueret pædagog, hvis der manglede en til at tage ansvar. Det var et meget stort skifte. Men når man ikke har valgt en vej i sit liv, så har man ikke lov at være kræsen. Man skal prøve det der er. Jeg kunne godt lide det. Jeg havde selv to små børn, så det var ikke fremmed for mig art have med børn at gøre”, fortæller hun og fortsætter:
“Det der motiverer mig er, at jeg elsker at have ned mennesker at gøre· Når man arbejder med børn har man et ansvar for ikke at stikke halen mellem benene. Man får en stor tillid fra andre mennesker, så synes jeg ikke man springer rundt”.
“Efter fæstningsgården kom jeg til IBC. Der blev jeg lidt hentet af min gamle kollega fra Hejse Kro. Jeg stod i kø i Netto, hvor hun spurgte hvad jeg lavede nu – og jeg havde ikke noget arbejde, så jeg kom i kantinen på IBC. Der var jeg i fire år. Derfra kom jeg på Munkensdam Gymnasium i Kolding, hvor jeg var kantineansvarlig – ene mand. Det var 650 elever og 60 lærere, så noget af en mundfuld”, fortæller Anne Grethe og fortsætter:
“Jeg fik et arbejde ved Netkantinen i Erritsø, der havde fået licitationen på gymnasiet i Kolding. Der spurgte han om jeg ville prøve, det ville jeg gerne – så var jeg dernede. På grund af nogle forskellige omstændigheder valgte jeg at sige mit job op – for livet er for kort til at gå på arbejde med ondt i maven. Derfor valgte jeg at trække stikket”.
Efter selv at have trukket stikket kom den åbning der har holdt hende fast lige siden.
“Jeg gik hjemme i kort tid, og så søgte højskolen en sommervikar som køkkenassistent. Tre uger var bedre end intet, så jeg søgte og fik det. Så har jeg hængt ved lige siden”, forklarer AG og fortsætter: “Der startede jeg på 30 timer som køkkenassistent. Så endte jeg med at blive Oldfrue. Vi fik en ny forstander for et par år siden. Han valgte at tage personaleposen og ryste den godt og grundigt. Der skulle styr på hvordan tingene skulle foregå. Strukturen i hele miljøet jeg er en del af blev lavet om – men kun til det bedre. Dem der har forstand på at lave mad, de laver mad. Dem der kan undervise, de underviser”.
“Jeg hoppede gerne ind for at tage flere opgaver. Jeg har nu været Oldfrue i 2-3 år. Det fortryder jeg ikke et eneste øjeblik at jeg har sagt ja til. Jeg er tovholder på det meste. Jeg skal få huset til at fungere fra kælder til kvist. Men det kan jeg ikke selv gøre. Det er bare mig der har snorene, dem giver jeg til de personer jeg har til rådighed der kan udføre jobbet”, fortæller hun.
Livet på Højskolen Snoghøj
“Det er en livsstil at være på højskolen”, fortæller AG. Det kræver mange roller, mange egenskaber og mange bolde i luften. Men det er ikke noget der skræmmer hende, tværtimod giver det hende bare mere lyst til at møde på arbejde hver dag.
“Jeg har en del livserfaring qua min alder – og den deler jeg gerne ud af. Jeg er ikke underviser, bestemt ikke. Men jeg har min daglige gang på gangene ved de unge. Og så er det jo nu engang sådan, at undervisning ikke kun er bøger og dansetrin. Der er også livets skole, hvor jeg selv synes jeg har prøvet en del. Det er måske der jeg kan give noget videre til eleverne”, fortæller hun og fortsætter:
“Noget så simpelt som at lægge øre til når nogen har en lidt svær tid eller noget de vil ud med. Det er mig der sidder i sofaen og drikker en kop kaffe med dem efter undervisningen og måske giver dem lidt ynk, hvis det har været en hård time. Det er også mig der ved hvem der er kærester med hvem og hvem der kom til at være sammen med hvem i går aftes. Jeg ved mange ting, men jeg nyder at være omkring de unge mennesker”.
“Man kan sige, at jeg elsker min familie, men jeg holder ligeså meget af mit arbejde. Jeg bruger meget tid på mit arbejde. Jeg giver en masse, men det giver også mig en masse. Man får energi af det. Man kan kun arbejde sådan et sted hvis man er villig til at tage det ind. Man skal virkelig tage højskoleånden ind, for man bliver som en stor familie. Vi er en hel del voksne mennesker med mange teenagebørn. Vi kender hinanden både på godt og ondt”, forklarer AG og fortsætter:
“Vi ser dem om morgenen, vi ser dem til gallafesterne – og alt ind i mellem. Så sent som i går var der en tidligere elev på besøg. Hun stikker hovedet ind, råber “Mamma, I’m back”. Mit kaldenavn derude er AG, men Mamma AG er noget der kommer efter 2-3 måneder. Det er dejligt at der kommer tidligere elever på besøg – også at de ikke kun besøger de faglige lærere. Det kan godt være at det er derfor de kommer, men alle der kommer på højskolen triller altid forbi mit kontor for at høre hvordan jeg har det. Det er også noget der gør mig stolt. For så har vi gjort noget rigtigt. Vi har sat et mærke i deres sjæl”.
Fremtiden er ikke noget der bekymrer
Normalt når jeg spørger ind til fremtiden vil drømmene ingen ende tage. Men det er ikke tilfældet for AG. Ikke at hun ikke glæder sig til ting i fremtiden, men fordi hun hellere vil leve i nuet.
“Jeg er ikke en der ser langt ud i fremtiden. Jeg vil hellere leve i nuet. Den tid der er gået kan vi ikke gøre noget ved. Det er lidt som vejrudsigten, man kan ikke planlægge for langt ud i fremtiden. Jeg tager en dag og en uge ad gangen”, fortæller hun.
“Det er også en af de teser jeg giver de unge mennesker der har lidt ondt i livet. Der beder jeg dem se forud. Vi kan ikke bruge bakspejlet til noget, vi skal se fremad. Det lever jeg også lidt efter. Efter 32 års ægteskab har det ikke været evig lykke hver dag, men vi kan gøre noget ved det i dag. Historie er historie”.
“Jeg har ikke de helt store fremtidsplaner. Nu skal jeg snart holde ferie. Det skal vi formentlig i vores lille sommerhus i Toftlund. Så kører vi lidt rundt som et par ældre mennesker på landevejene. Men jeg kan godt lide at alting ikke er så planlagt. Planlægger man for meget, så har man hele tiden noget man stræber efter. Tænk nu hvis der er et hul i vejen, så bliver man så skuffet. I min alder skal man tage livet som det kommer”, lyder det klart fra AG.
“Selvfølgelig glæder jeg mig til at mit barnebarn starter i skole og sådan, men jeg har ikke de der vilde drømme. Men jeg glæder mig til at følge hende i livet. Det er ikke for at lyde kedelig, men jeg elsker at leve i nuet. Det er sikkert også fordi jeg hele tiden er omgivet af omkring 100 mennesker om dagen. Det giver mig så meget hele tiden”, fortæller hun.
“Jeg er glad for livet og tager gerne de udfordringer der er. Vi tager bare et skridt ad gangen. Én ting ad gangen, og det vigtigste først. Det er en af de ting hvor jeg tænker, at det kan godt være der er ti problemer, men vi skal løse det største først. Jeg er 99% af tiden et glad og lykkeligt menneske. Jeg er et sted i mit liv hvor jeg, helt uden at drømme om det, er landet hvor jeg hører til”, siger Anne Grethe.
Det er en god måde at slutte den foreløbige historie om Anne Grethe ‘AG’ Schmidt af. Gennem livet har hun tilegnet sig kompetencer, hun har kastet sig ud i tingene og taget de knubs der følger med. Men i sidste ende er hun endt lige hvor hun hører til – og helt uden at det var målet fra starten.
Han fik Fredericias Idrætspris i 1972 foran 10.000 tilskuere, der var til speedway på Fredericia Stadion. Han har været medlem af Fredericia Cykel Club siden 1967. I dag er han formand for Elbohallens forretningsudvalg og ansat som ejendomsmægler hos John Frandsen. Ugens Kurt er Niels Henry Andersen.
Niels Henry er en travl mand. Når den ikke står på arbejde, så tager han gerne en tur på jernhesten og så står den ellers på frivilligt arbejde i Elbohallens forretningsudvalg.
Netop i den forbindelse mødtes Niels Henry og jeg ved Erritsø Idrætscenter for nogen tid siden, hvor Fredericia Kommune fremlagde, at de investerer 27 mio. kr. af sted til selvejende haller og foreninger. Heraf gik de omkring tre mio. kr. til Elbohallen, som står klar til en markant udvidelse.
Efter at have haft god varme de sidste par gange, hvor jeg har lavet Ugens Kurt, er den klassiske danske sommer med svingende temperatur kommet. Derfor var det igen tid til at foretage den klassiske sorte kaffe. Sådan en var Niels Henry også til.
Efter at have talt lidt om den nylige offentliggørelse af Elbohallens projekt, gik vi ellers igang med at tale om 67-årig Niels Henrys liv.
Til dagligt bor han i Fredericia, og bortset fra en afstikker til Randers, har han boet i Fredericia siden han flyttede til byen som to-årig. I dag bor Niels Henry i Taulov hvor has kæreste også har hus. Han har to drenge, der begge har oplevet markante efterspil efter ulykker.
Niels Henry husker ikke meget fra de to første år, som han tilbragte i fødebyen Aarhus. Til gengæld kan han huske folkeskoletiden, som han først tilbragte på Skjoldborgvejens Skole.
Normalt blev klasserne delt efter 5. klasse,“Det var en fin skoletid, men jeg vil virkelig gerne anerkende vores klasselærer, der hed Sørensen. Normalt blev man lagt sammen i 5. klasse, men han sørgede for, at vi forblev C-klasse frem til 7. klasse. Det var vi rigtig glade for,” siger Niels Henry og fortsætter:
“Jeg kom i det, der hedder første real på Skansevejens Skole og gjorde min skolegang færdig der. Jeg blev efterfølgende indstillet til gymnasiet, men grundet min families økonomiske situation var det vigtigere at komme ud at tjene penge hurtigt. Derfor startede jeg i lære som tømrer hos A.O. Jensen,” siger Niels Henry.
Det er noget af en anden boldgade end den Niels Henry arbejder i i dag. Arbejdet som tømrer fortsatte han efterfølgende, og han var blandt andet hos Jorton. I 80’erne havde han forretningen “Cykelbiksen” i Taulov, men den endte med at gå konkurs efter nogle år, og så kom han tilbage til tømrerfaget, hvor han blandt andet kom til at arbejde for J. & B. Entreprise.
Ret hurtigt kom der forandringer efter tømreren. Efter en del efteruddannelse på bl. a. Fredericia Handelsskole, startede Niels Henry som salgskonsulent i Villadsens Fabriker, hvor det var tagdækning, der var hoved indsatsen. I slutningen af halvfemserne kom han til J. & B. Entreprise, hvor han endte med at få ansvar for salg og projektudvikling i det sydlige Danmark. En stilling han fik udfordring i, her skulle man finde skønne bygninger der kunne rumme mennesker.
I slutningen af 90’erne tog Niels Henry uddannelsen som merkonom og han videreuddannede sig til ejendomsmægler og valuar. Det færdiggjorde Niels Henry i 2004.
“Det var en sen alder at gøre det i, ja, men på den måde havde jeg en masse erfaring som jeg kunne tage med i bagagen, og jeg har altid interesseret mig indenfor det fag,” forklarer Niels Henry, der stiftede mæglerfirmaet Domisil i 2005:
“Det var fedt at have sit eget, men det var rigtig hårdt. Især da finanskrisen kom i 2008.”
Frem til 2015 havde Niels Henry Domisil, grundet udviklingen i ejendomsmæglerbranchen solgte han det til John Frandsen.
“Det var oppe i tiden med internettet, og hvis man skulle ud at lave noget andet end en amatørhjemmeside skulle man ud at smide mange penge efter det. Derfor var det en god løsning at sælge firmaet,” siger Niels Henry, som ikke mærkede til, at han kom til en ejendomsmæglerkæde:
“Der er godt nok i alt 30 John Frandsen-butikker, men de er selvstændige på mange måder.”
Med en dåbsattest, der siger 67 år, er det oplagt at tænke, hvornår man ikke skal være på arbejdsmarkedet mere, men for Niels Henry er det ikke noget, der fylder.
“Jeg ved ikke hvornår jeg stopper. Jeg er glad for at arbejde, og så længe jeg er det fortsætter jeg,” fortæller han.
Niels Henry og cykling
Niels Henry er et kapital for sig, når det kommer til fredericiansk cykelhistorie. Siden 1967 har han været medlem af Fredericia Cycle Club, og det skete faktisk ved lidt af en tilfældighed.
“Jeg var ikke særlig god til fodbold. Jeg blev altid valgt som en af de sidste, når man skulle vælge hold,” siger Niels Henry og griner.
“Jeg kom med til et cykelløb for amatører. Løbet, der var arrangeret af Fredericia Cykel Club, var en 20 km enkelstart, som jeg vandt. Formanden for klubben spurgte efterfølgende min far om jeg ikke skulle være medlem af klubben,” siger Niels Henry.
Det skulle vise sig at være en god idé. Niels Henry havde flair for at cykle, og de “rutinerede rotter” kom efter ham, da han blev nummer tre ved et A-klasseløb.
“Den efterfølgende søndag i Sønderborg var de lidt efter mig og prøvede at få mig ud i vinden, og på den måde sat af. Det lykkedes ikke, da jeg kom med dem hjem,” siger Niels Henry og smiler.
Det højeste niveau Niels Henry cyklede på var i A-klassen for Fredericia Cycle Club, og der blev lagt mærke til hans præstationer på den to hjulede.
“Jeg fik Fredericias idrætspris i 1972. Jeg havde været i Odense til et løb, men jeg måtte ikke komme med bussen hjem. Jeg fik ikke at vide hvorfor, men blev kørt hen på Fredericia Stadion på Baldersvej. Der var et speedwayløb, hvor Ole Olsen og co. kørte, og der var 10.000 tilskuere til stede. Jeg blev kaldt ind og fik at vide, at jeg havde vundet årets idrætspris. Det er en oplevelse jeg aldrig glemmer,” fortæller Niels Henry.
Udover cykling har Niels Henry en generel forkærlighed for sport. Han var med til at stifte den lokale tandemcykelklub, og det kom ham til gavn i 1992, da han vandt DM i cykeltandem med den ene af sønnerne. Derudover var Niels Henry også med til at stifte Taulov BMX-klub.
“Den ligger jo ved siden af Elbohallen, hvor jeg sidder i forretningsudvalget,” siger han.
Og apropos Elbohallen. Der er Niels Henry formand for forretningsudvalget, og derfor er han en glad mand for tiden efter, at det blev offentliggjort de får 3 mio. kr. af Fredericia Kommune til deres projekt.
“Vi har arbejdet på det i mange år, og derfor er det rigtig dejligt, at det nu bliver en realitet,” forklarer Niels-Henry.
Politisk karriere
Ikke nok med, at Niels Henry er engageret i idræt, så har han også været politisk aktiv.
“Jeg har altid interesseret mig for politik. Jeg har været med i Socialdemokratiets hovedbestyrelse, og har også været amts- og kredsformand,” siger Niels Henry, der også stillede op til Europaparlamentet for Socialdemokratiet:
“Den eneste valgkamp jeg tabte var sgu min egen,” siger Niels Henry og fortæller, at han som aktiv i politik var med, da Poul Nielson var valgt til folketinget i Fredericia-kredsen.
Den dag i dag er Niels Henry ikke længere politisk aktiv, men han følger skarpt med på sidelinjen, da politik er noget, der står ham nært.
Niels Henry er en mand med meget på hjertet, og vi kunne have talt endnu længere, men med en arbejdsdag, der skulle hænge sammen, gik vi hvert til sit efter en god snak og ønskede hinanden en god dag.
Hun er opvokset i Nordbyen, og i de yngre arbejdsår røg hun via Nyborg til København. Siden 1997 har hun boet i byen, og er i dag centerchef i iGym og indehaver af House of Harmony. Ugens Kurt er Lene Allman.
En varm fredag middag var der en ledig stund i Lenes kalender. Jeg havde selv taget placering ved højbordet på Kurt’s Kaffebar, da jeg ikke helt kunne blive klog på vejrsituationen, som skiftede mellem lidt overskyet vejr til at være solskin.
Da Lene ankom et par minutter efter mig var hun enig, og vi blev derfor siddende indenfor. Den venlige barista, Emil, spurgte hvad vi ville have, og Lene var til en café latte, men inden vi havde set os om spurgte Emil om vi hellere ville have iskaffe, og der må man sige, at Emil kender mig rigtig godt.
Velforsynet med en drik, som er en af mine favoritter om sommeren, gik vi ellers igang med snakken. 46-årig Lene Allman har to piger på henholdsvis 21 og 17 år, og som hun konstaterer: “Så jeg ser ikke så meget til dem.”
Lene er født og opvokset i Nordbyen, og skolegangen foregik på Treldevejens Skole.
“Jeg synes, at det var dejligt trygt derude. Det var før mobiltelefonen kom, så vi var bare ude at lege. Jeg husker skolegange som stille og roligt uden, at der skete det vilde. Det var noget mindre klasser dengang,” husker Lene.
Efter endt 10. klasse gik turen på Handelsskolen, hvor Lene tog den tre-årig HH.
“Jeg tror aldrig, at jeg havde tænkt på Gymnasiet. Tanken havde altid været Handelsskolen, og der startede jeg så. Efterfølgende kom jeg i lære som allround kontorassistent, og det lå lige til højrebenet for mig, synes jeg. Jeg kunne godt lide det administrative,” siger Lene, der kom i lære hos IC Møller:
“Det følte jeg, at jeg blev voksen af. Folk forventede noget af en, og man havde et ansvar for tingene. Det var noget andet end at gå i skole,” siger Lene og kommer ind på, hvad der efterfølgende skete i hendes liv:
“Jeg havde været i Føtex Vest i min studietid, og så kom jeg på fuldtid der, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville. Jeg blev spurgt om jeg ville være med til at åbne en ny Føtex i Nyborg, og jeg flyttede derfor derover,” siger Lene.
Netop i Nyborg tog Lenes liv en ny drejning. Hun blev kærester med en ansat, som hun fik hendes to børn med.
“Jeg var der i tre måneder, men det gik ikke med mig og ham i samme butik, når vi var kærester. Vi endte derfor med at flytte til Høje Taastrup, og han fik arbejde i Føtex i Glostrup og jeg fik arbejde på Nørrebro,” siger Lene.
Hvordan var det at komme til Hovedstaden?
“Det var et kulturchok uden lige. Vi boede i Høje Taastrup, hvor det var lidt ghetto-agtigt. Vi var der i ni måneder, så flyttede vi tilbage til Fredericia, da jeg ville hjem,” siger Lene og kommer ind på, hvordan det var at komme retur til postnummeret 7000:
“Det var dejligt. Jeg vidste jeg gerne ville blive her. Jeg synes, at Fredericia er en dejlig by. Det er et godt sted at lade børnene vokse op,” siger Lene.
Efter hjemkomsten til Fredericia havde Lene forskellige jobs. Blandt andet var hun booker for et vikarbureau og havde kontorjobs som barselsvikar, men som årene gik fik hun passion for fitness-området og det eventyr startede i det daværende Equinox på Vejle.
“Jeg blev alene i 2005, og så startede jeg med at blive frivillig der. På den måde fik jeg lysten, og tog uddannelsen som fitnessinstruktør i 2006,” siger Lene.
Hvad fangede dig ved det?
“Det var det med at have med mennesker at gøre. Med årene har jeg bygget uddannelser på, og den vigtigste er yoga i 2010,” siger Lene, der har oplevet noget særligt med yogaen:
“Jeg fandt ud af det med ro og det med at komme ned i gear. Det er vigtigt, når man har et job, hvor man er på hele dagen,” siger Lene.
I 2012 tog Lenes liv en ny drejning. Hun blev selvstændig med House of Harmony.
“Jeg startede det med yoga og mindfullness. Siden har jeg udvidet med blandt andet hotstonemassage og andre ting,” siger Lene, der aldrig udelukkende har haft klinikken som hendes indtægtskilde:
“Jeg lever ikke af det, men klinikken er vigtig for mig. Den giver folk følelsen af at være i centrum, og jeg vil have, at folk skal få mere end de betaler for,” siger hun.
Fredericia AVISEN skrev i sommeren 2019 om, at Lene rykkede House of Harmony ud til iGym I et lokale inde i fitnesscenteret, men det sluttede under Corona-krisen.
“Jeg havde været klar til at åbne, da man måtte, men jeg åbnede tre uger senere end alle andre, jeg måtte ikke komme ind i iGym grundet restriktionerne. Min klinik var derfor underlagt det regelsæt,” siger Lene, som i stedet valgte at flytte klinikken:
“Jeg flyttede den derfor ud til mine forældre på Tuxensvej, da jeg ikke kunne blive ved med at holde lukket,” siger hun.
Coronaen trak et tæppe for Lenes hverdag. Fra til tider at arbejde 70 timer i ugen gik hun pludselig til ingenting.
“Det var hårdt, især fordi vi ikke vidste hvad der skete. Man vidste ikke med restriktioner, og måtte man lave nærværende behandlinger? Hver gang jeg får en ny kunde spritter jeg, og det har jeg altid gjort. Når jeg er tæt på ansigtet har jeg maske på, men jeg har ikke gjort andre ting anderledes,” siger Lene, der beder alle spritte hænderne inden de får en behandling.
Hvordan har kunderne reageret på flytningen?
“Alle er glade og positive. Jeg har fået tilbagemeldinger om, at det giver mere ro og er hyggeligere. Selvom det er hjemme ved mine forældre, så er det ikke sådan, at man kommer ind i selve huset. Man har sin egen indgang, så på den måde fungerer det rigtig fint,” siger Lene og kommer ind på overvejelserne omkring at være selvstændstig på fuldtid:
“Man leger altid med tanken om det at være selvstændig skal fylde mere, men jeg er glad for det som det er. Jeg nyder at have en fast base, og så have min forretning, der er min passion. Det er den sport jeg går til. Så jeg føler ikke, at jeg arbejder 70 timer i ugen. Jeg elsker det,” siger Lene, der har åbent i House of Harmony torsdag, fredag og lørdag.
“Og det passer mig rigtig fint. Jeg skal gå ned i tid på faste job, hvis jeg skal holde mere åbent,” siger hun.
Lene er født og opvokset i Fredericia, og bortset fra den korte afstikker til Nyborg og Københavnsområdet, har hun altid boet i Fredericia. Dermed har hun været vidne til den udvikling byen har været i.
“Vi er virkelig ved at få en skøn by. Jeg elsker at bo herinde. Det tager fem minutter at gå til stranden, og det tager to minutter at gå op på volden,” siger Lene og fortsætter:
“Når jeg har venner på besøg fra andre byer, så siger de, at det er så smukt her. Vi har det hele lige i baghaven. Jeg synes især, at den nye Urbania Beach Bar er fantastisk at komme på. Jeg er meget glad for at komme der, da jeg altid har benyttet stranden meget. Så det at kunne få en god kop kaffe der eller et glas vin er skønt,” slutter Ugens Kurt, Lene Allman.
I løbet af de seneste par år er han blevet en kendt skikkelse i Fredericia. Efter afstikkere udenbys og en karriere i militæret, vendte han hjem til Fredericia og blev selvstændig. Ugens Kurt er Sune Østergaard fra Get Outdoor.
Det er højsæson for Sunes gesjæft, og med kort varsel kneb det med at finde en ledig stund i kalenderen, men vi fik enderne til at mødes og i formiddagssolen over en sort kop kaffe blev vi klogere på personen, Sune Østergaard.
Normalt, når jeg laver Ugens Kurt, hører det virkelig til sjældenhederne, at det foregår udenfor, men med “Get Outdoor” og en temperatur, der sendte os til sydligere breddegrader end 7000 Fredericia, så bød muligheden sig til.
Sune er 29 år, og fylder snart 30 år. Opvæksten var i Fredericia, hvor han gik på Treldevejens Skole.
“Det var en meget normal skolegang. Vi var en hel almindelig klasse. Jeg kunne godt lide sløjd, men mindre glad for dansk,” siger Sune, der særligt husker lærerne Birgit, Jørgen og Stig.
Fra barnsben har Sune spillet cricket, og det er noget der ligger til familien.
“Min bedstefar startede klubben, og jeg spiller stadig selv i dag, og det gør min storesøster og to af mine onkler også,” siger Sune, der er formand for klubben.
Efter endt skolegang kom Sune ud at arbejde som arbejdsdreng / tømrer for sin onkel, og det blev indgangsvinklen til hans uddannelse.
“Jeg startede på tømreruddannelsen i Vejle, og gjorde den færdig. Det var fedt at være med til at bygge mange sommerhuse,” siger Sune, der tog på noget af et eventyr, da uddannelsen var fuldendt:
“Jeg tog et år til Australien, og rejste rundt selv i det år. Det var en kæmpe oplevelse, hvor jeg havde et år med sjov, hvor jeg rejste langs østkysten, og så arbejdede jeg i et halvt år på en farm, der er på størrelse med Sjælland.”
Hvordan var det at være ude at rejse?
“Det var vanvittigt fedt. Det har givet mig en god ballast i forhold til blandt andet det at være selvstændig nu,” siger Sune.
Efter at være kommet hjem fra Australien tog Sune på et andet eventyr. Det blev i Forsvaret, hvor han endte med at være i syv år.
“En uge efter jeg kom hjem fra Australien startede jeg min værnepligt, og jeg endte med at være i Forsvaret i syv år,” siger Sune, der undervejs var udsendt til Afghanistan i Helmand-provinsen:
“Det var lidt surrealistisk, og man får et andet syn på verden. Da jeg var der blev lejren angrebet nogle gange, men det var ikke så slemt som hold seks, syv og otte,” siger Sune, der i Forsvaret altid havde en ledende rolle. Han nåede blandt andet at være konstabel, gruppefører, være næstkommanderende i delingen
Efter otte år i Forsvaret skulle der ske noget nyt, og det drejer os hen i retning af det Sune laver den dag i dag.
“Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville, men jeg havde hørt om Friluftvejlederuddannelsen. Grundet min tid i Forsvaret havde jeg optjent så jeg fik løn i skoleperioden. Det var et godt springbrædt til det jeg laver i dag,” siger Sune og fortsætter:
“Man far døde lige, da studiet startede. Han væltede på cykel, og fik en hjerneblødning og var i koma. Jeg var på daværende tidspunkt lige flyttet til København og det satte tingene lidt i perspektiv. Efter et par måneder døde han som følge af hans tilstand,” siger Sune.
Sune havde fundet sin rette hylde på studiet, og derfor gennemførte han det, selvom det var en hård tid og imellemtiden stiftede han Get Outdoor i februar 2018.
“Jeg gik stadig på uddannelsen der, og jeg var virkelig helt grøn indenfor at være selvstændig. Jeg skulle lære alt det med moms osv. helt selv, så der var en masse jeg skulle sætte mig ind i,” siger Sune, der blev færdig med studiet i sommeren 2018:
“Min kæreste og jeg flyttede tilbage til Fredericia i slutningen af juli, og jeg havde efterhånden været væk i syv-otte år. Jeg opdagede så Kanalbyen ved tilbageflytningen og der ligger Get Outdoor i dag,” siger Sune og fortsætter:
“Vi kiggede faktisk på noget i Odense, men fandt ikke det rette og så besluttede vi os at flytte hjem til Fredericia. Det var sjovt at komme tilbage ,og der var virkelig sket en del. Jeg fandt hurtigt ud af, at det passede godt sammen, og jeg åbnede min container der i 2019,” siger Sune.
Hvordan var det første år med containeren?
“Det var stille og roligt. Jeg fokuserede meget på netværk, og lære en masse ting. Jeg var ny i branchen, kan man sige, men der var en masse netværk og jeg havde fokus på at tale med folk,” siger Sune, der i starten stadig havde et job ved siden af.
“Jeg havde 15 timer om ugen som bestyrer af et nyt projekt, hvor man kunne købe soldaterudstyr, men det er dødt igen pga. Corona,” siger Sune, som derfor nu er gået fuldtid med Get Outdoor:
“Det er hårdt, men fedt. Det er arbejde hele tiden, der er virkelig fart på,” konstaterer han.
Hvad lærte du af det første år i C-byen?
“Det var det med at være dernede, hvor der ikke kom nogen, og jeg var der meget. Det kunne jeg mærke, at jeg skulle ændre, hvis jeg skulle leve af det her,” siger Sune, der i stedet ændrede strategi:
“Jeg har lavet det til onlineudlejning med kajakkerne. Det et turene, hvor jeg skal lære fra mig jeg helst vil” siger Sune og fortæller, at det er meget bredt, hvem der vil på ture:
“I sidste weekend havde jeg tre kurser, hvor det var en drengetur, polterabend og 2×30 års fødselsdag. Turene bliver tilpasset alt efter hvem det er og hvad de vil,” siger han.
Hvordan reagerede du, da der kom Corona?
“I starten tænkte: Hvad skal der ske? Jeg valgte at fokusere på min kajak og ture for normale personer, da firmaer med mere næppe ville booke noget,” siger Sune, der satser på godt dansk sommervejr, når mange formentlig vælger at holde ferie herhjemme:
“Forhåbentligt får folk øjnene op for, hvad vi kan herhjemme,” siger han.
Hvad står sommeren ellers på for Get Outdoor?
“Der er feriesjov og så vil jeg lave kajakture, som varer over flere dage. Jeg planlægger lidt på det og ser om jeg kan få det stablet på benene,” siger Sune og slutter med at komme med et håb for fremtiden:
“Jeg skal gerne ud at få et normalt arbejdsliv, men al opstart er hårdt. Jeg er bevidst om, at der skal knokles igennem, men måske om et års tid har jeg et knapt så presset arbejdsskema,” slutter Ugens Kurt, Sune Østergaard.
Sune hastede videre, og undervejs i vores samtale har flere familiemedlemmer stukket næsen forbi vores bord, og spurgt efter den hårdtarbejdende Sune. Vi gik derfor hver til sit, og ønskede hinanden en god dag.
Han har været en markant skikkelse i Fredericias midtby igennem knap to år, og har en fortid som blandt andet formand for handelsstandsforeningen i Kolding. Ugens Kurt er varehuschef i Føtex Prinsessegade, Allan Riis.
Solen har ramt Fæstningsbyen. Byen summede af liv omkring Kurt’s Kaffebar, hvor Allan og jeg havde aftalt at mødtes.
Der var travlt på kaffebaren, og vi blev hurtigt enige om, at det var et stærkt signal fra byens borgere at bakke sådan op om bylivet. Det blev især mærket, da det var vi skulle afgive bestilling på drikkevarer.
Efter lidt ventetid blev det vores tur. Noget utraditionelt fik denne Ugens Kurt serveret en iskold Cola Zero, mens jeg selv tog den helt klassiske sorte kop kaffe.
Allan Riis er 47 år, og er født og opvokset ti kilometer udenfor Sønderborg, hvor Augustenborg ligger. Den dag i dag bor Allan i Vejle med sin kæreste, og har drengene Storm og Malthe med sin ex kone.
Vi starter med at spole tiden tilbage til Allans barndom, der skolemæssigt foregik på den lokale skole i Augustenborg, og derefter gik han på Sønderborg Amtsgymnasium.
“Det var en god tid. Det var en anden tid end nu med telefoner. Der var godt kammeratskab, man spillede fodbold, rundbold og alt det der. Jeg har aldrig siddet foran computeren, og heller ikke Commodore 64 og hvad de ellers hedder,” siger Allan.
Hvad med fritidslivet, dyrkede du sport i en forening?
“Jeg spillede i Midtals IF, hvor jeg prøvede fodbold, tennis og bordtennis. Det var bordtennis, der var sjovest,” forklarer Allan.
Efter endt gymnasietid kom Allan i militæret, hvor han var 11 måneder i Holstebro, og det var godt givet ud.
“Jeg var 19 år, og det var godt at gå fra at være en drengerøv til at blive en mand. Det var en mega fed tid, og jeg savner stadigvæk, hvor man er i naturen og ser det hele vågne op tidligt om morgenen,” siger Allan.
Hvad skete der efter militæret?
“Min plan med gymnaiset var at være jægerpilot. Jeg var langt hen ad vejen okay til det, men grundet min højde var min lårbensknogle for lang. Hvis jeg skulle ud med katepult igennem et F16 fly ville jeg sidde fast. Derfor brast drømmen,” siger Allan Riis.
Hvordan reagerede du på det?
“Jeg var ærgerlig over det, da jeg følte, at jeg var parat til det og jeg kunne komme igennem det. Jeg var godt trænet, hovedet var godt skruet på, så jeg var lidt ærgerlig over, at højden gjorde udslaget,” siger Allan.
I stedet for en karriere som jægerpilot røg karrieren helt over i en anden genre.
“Jeg tænkte over hvad jeg så skulle og det endte med at blive på det regnskabsmæssige område, og herfra tænkte jeg på revisor eller lignende. Jeg tog en et-årig HH, og jeg kom godt igennem det, og skulle til at søge læreplads, og det fik jeg som regnskabselev på AMU centret i Aabenraa, hvor jeg kørte til,” siger Allan.
Hvordan var det?
“Det var lidt en anden oplevelse. Jeg har været vant til at være igang, og gennemførte det, men det med at sidde stille vil jeg helst krydre med at være sammen med andre. Jeg fik en masse Excel og alt det der, så det kontormæssige blev jeg upgraded på. Det var ikke den vej jeg skulle efterfølgende. Sideløbende havde jeg jobs andre steder, blandt andet på et diskotek og hos A-Z. Efter to år spurgte chefen hos A-Z om jeg ville blive hos dem, og det synes jeg var fint,” siger Allan Riis.
A-Z var en del af det, der i dag er Dansk Supermarked / Salling Group, og der startede Allan Riis’ karriere allerede som 16-årig, da han var flaskedreng. Siden da, pånær et år, har han været 31 år i den koncern.
Efter et års tid hos A-Z startede et nyt eventyr. Allan rejste jorden rundt med, hvad der nu er hans ex kone.
“Jeg havde altid drømt om at se verden, og så sagde min kæreste, at vi skulle ud at rejse. Vi startede i Brasilien, som dengang ikke var et turistland, og det var derfor specielt.
“Jeg valgte at sige. At jeg havde jeg fundet en kæreste og vi rejste jorden rundt. Jeg havde drømt om at se verden, så det sagde min kæreste der blev min kone, at vi skulle ud at rejse. I nogle regioner havde man ikke set hvide mennesker før, så de ville røre ved os. Det var en fantastisk oplevelse med kun at leve i en rygsæk,” siger Allan.
Efter at være kommet hjem fra rejsen bosatte Allan sig i Vejle med kæresten.
“Hun skulle på sygeplejerskeskolen, og den bedste skole er i Vejle. Så efter at have boet nede ved Sønderborg, så rykkede jeg til Vejle, hvor en af mine gamle chefer var hos Bilka Vejle, og der blev jeg ansat,” siger Allan, der endte med at besidde stillingen i ti måneder inden han kom videre:
“De så lederpotentiale i mig, og jeg blev derfor salgsleder i det der dengang hed bolig / isenkram,” forklarer Allan.
Allan har af flere omgange været ansat hos Bilka Vejle, og han endte tilbage i A-Z i Sønderborg.
“Jeg fik muligheden for at blive afdelingschef, og den slags stillinger hang ikke på træerne. Derfor slog jeg til og kørte den lange vej fra Vejle til Sønderborg,” siger Allan.
Allan besad stillingen hos A-Z i et par år, men så ville han prøve noget nyt.
“Jeg havde lidt udlængsel, og efter at have talt med en fra HR var der tale om, at jeg skulle med Bilka til Sverige. Jeg lagde billet ind, men det kunne ikke lade sig gøre, da konkurrenceklausuler gjorde, at Dansk Supermarked ikke kunne åbne noget i Sverige. Derfor røg det til hjørne. I stedet blev jeg spurgt om jeg ville være med til at åbne Bilka i Ørestaden og det sagde jeg ja til,” siger Allan og fortsætter:
“Jeg endte med at åbne Bilka derover, men det var virkelig vildt. Mentaliteten er anderledes derovre, og det skulle jeg lige bruge nogle måneder på at tilpasse mig. Vi bosatte os i Glostrup, og det var jo ren win-win, når man som mig holder med Brøndby,” siger Allan, der efter et par år i København drog retur til Vejle:
“Vi skulle til at have børn, og ville derfor tilbage. I 2005 købte vi hus i Vejle, hvor vi var glade for at bo. Vi fik vores to dejlige drenge, og børnelivet skulle til at køre. Jeg startede hos Føtex Middelfart, hvor jeg var afdelingschef for flere forskellige afdelinger,” siger Allan.
I sin tid i Middelfart fik Allan muligheden for at komme på et talenthold i forhold til at blive varehuschef. Derfor fik han som ekstraopgave, udover sit eget job, at lukke Føtex i Gothersgade i Fredericia.
“Det var meget mærkeligt, og specielt at kigge tilbage på nu. De skulle bygge i Prinsessegade, hvor jeg er chef i dag. Det var specielt, og jeg gik selv rundt og havde en fest derover. Jeg lavede tilbud for at få hele butikken solgt ud, og det havde jeg 4-5 uger til,” siger Allan, der efterfølgende havde en stilling i Bilka Vejle som elektronikchef og siden kom til Føtex Haderslev som salgschef for hele huset:
“Varehuschefen i Kolding skulle på et andet projekt i nogle uger, og jeg blev spurgt om jeg ville prøve at være der imens. Jeg sagde ja, og det gik godt. Efter jeg kom tilbage til Haderslev gik der tre uger, og så fandt de ud af, at varehuschefen i Kolding skulle være regionschef og så blev jeg varehuschef i Føtex Kolding,” siger Allan, der straks mærkede hvad det ville sige:
“Man er byens omdrejningspunkt, og ligesom her er man midtbyens største arbejdsplads, og man skal derfor være et kendt ansigt på mange måder. Det var en fed oplevelse. Den første dag med nøglerne var som juleaften,” siger Allan, der nåede at være fem år i Kolding og undervejs blandt andet var formand for Kolding City (handelsstandsforeningen i byen, red.):
“Da jeg kom til Fredericia for to år siden var det givtigt, at jeg havde den erfaring, og det var også meget lige til, at jeg skulle træde ind i Fredericia Shoppings bestyrelse, da min forgænger Peter Lund også var der,” siger Allan Riis, der glæder sig over at være med til at påvirke bylivet i Fredericia:
“Jeg er blandt andet glad for, at Axeltorvet lavede sommerock sidste år. Sådanne ting er jeg forgangsmand for at gøre mere i, også via byforum,” siger han.
Hvordan har de første to år i Fredericia været?
“De har været fantastiske. Det har været sjovt, vi har fået posthus og apotek integreret. Vi har været med til at finasnere ting til Madsby Legepark sammen med Venusvej og vi hjælper udsatte, og vi har endnu mere i støbeskeen,” siger Allan.
Hvad laver du i fritiden?
“Sidste år startede jeg på diplom i ledelse. Ellers er det mine to drenge, og så er det koncerter og fodbold,” siger Allan, der i disse coronatider derfor har manglet noget:
“Det har været hårdt ikke at høre livemusik og se fodbold. Det mangler jeg, og det gør drengene også,” siger Allan, som hvert år har en særlig tradition, der ikke blev holdt i hævd i år:
“Jeg er frivillig på Jelling Festival, hvor vi er tre vennepar, der har en burgerbar på pladsen. Vi laver ikke penge på det, da det er til foreningen bag festivalen.”
Sådan lød afslutningsreplikken for Ugens Kurt, Allan Riis.
Bor man i Skærbæk, så er man ikke i tvivl om hvem denne uges gæst i den varme stol på Kurt’s Kaffebar er. Hun er involveret i nærmest samtlige aktiviteter, foreninger og hvad der ellers rører sig i lokalområdet i Skærbæk. Flere har kaldt hende Dronningen af Skærbæk, men selv vil hun bare gerne det bedste for sit lokalsamfund. Ugens Kurt er Jonna Heebøll.
Det er første gang i lang tid, at jeg fik muligheden for at mødes med Ugens Kurt der hvor det hele startede: På Kurt’s Kaffebar. Vores nye kontor er placeret ikke langt fra kaffebaren, så med computeren under armen gik turen ned ad gågaden og ned til Kurt’s Kaffebar. Jonna var kommet i god tid, så kaffen var allerede skænket. Men så kunne vi jo gå lige til sagen. Historien om Jonna – og hvad der ellers følger med (og det er en del, for hun kan ikke rigtigt holde sig udenfor det der sker i Skærbæk).
“Jeg er født og opvokset i Bogense, hvor jeg også har stået i lære på kontor. Jeg kom til Skærbæk i 1977, og der var min ældste begyndt at gå i skole, men den yngste var ikke så gammel, så jeg var hjemmegående. Jeg havde en veninde der var lærer, og hun mente jeg skulle søge som skolesekretær på Skærbæk Skole. Jeg søgte og fik det – og var der i 32 år”, fortæller Jonna kort og opsummerende om hendes historie.
Livet i Bogense, hvordan var det?
“I min alder synes jeg der var kedeligt, der skete ikke noget. Jeg rejste et år til England inden jeg kom i lære, men jeg havde et stort ønske om at blive speditør. Det kunne man ikke i Bogense. Man kunne være damefrisør, på kontor eller i forretning. Der var ikke så meget at vælge i mellem. Jeg valgte det med kontor, det var jeg glad for. Jeg havde meget med eksport at gøre alligevel, så det var fint”, fortæller hun.
“Jeg var glad for at gå i skole – og så var jeg spejder. Da jeg så flyttede til England, blev jeg også spejder i det år jeg var der. Jeg var kun 16 år, så jeg var ikke så gammel. Jeg fik også kun lov til at rejse fordi min mor kendte konen i huset. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg havde ønsket, at jeg havde været mere moden, for så havde jeg nok fået flere oplevelser. Men det har gjort, at jeg har haft lyst til at opleve verden”, forklarer Jonna.
Da du kom hjem fra England, hvad skete der så?
“Læretiden gik hurtigt. Vi flyttede til Odense, hvor jeg arbejdede ved Fyns Sækkekompagni, hvor jeg var som eksportsekretær i seks år. Det var lidt specielt, især når man talte med Indien. Det foregik sådan, at det var om natten der kom telefax, hvor man skulle taste lange strimler på skrivemaskine, der kom i en faxmaskine efterfølgende. Det var en svær kommunikation”, fortæller hun.
“Så flyttede vi til Skærbæk i 1977. Min eksmand fik arbejde på Skærbækværket. Det første jeg sagde var, at det hul skulle jeg ikke bo i. Det tænkte jeg kun var for en kort periode, men det blev det så ikke”, siger hun med et grin.
Det første jeg sagde var, at det her hul skulle jeg ikke bo i
Jonna Heebøll
“Det første jeg blev involveret i, var Skærbækværkets personaleforening, hvor de skulle bruge en husmor. Det var lidt mærkeligt at en personaleforening skulle have en husmor, men det synes man altså dengang. Vi lavede mange arrangementer, eksempelvis med Troels Kløvedal. Da jeg i 1981 startede på skolen, blev jeg medlem af beboerforeningen og har været det lige siden. Først var jeg kasserer og siden så er jeg blevet formand”, forklarer Jonna.
“I 1991 synes jeg der skulle ske noget, så startede jeg en aftenskole, som jeg så lukkede i 2014. Det var da jeg stoppede på skolen, fordi der mistede jeg netværket. Der skete virkelig noget for mig da jeg stoppede på skolen, jeg havde ikke længere den kontakt med de nye der kom til byen”, siger hun.
“Men aftensskolen var et stort plus. Nu laver jeg lidt foredrag med Aarhus Universitet, og vi startede altså først i Skærbæk. Det kører godt, det er primært de naturvidenskabelige foredrag vi kører. Det er virkelig interessant. Jeg ved en hel masse om kvantefysik nu”, fortsætter Jonna med et grin.
“I kraft af aftenskolen og min plads på skolen har jeg fået lavet meget. Det gik godt. I 2003-4 stykker overtog jeg den frie aftenskole i Fredericia – som jeg også havde til jeg sluttede på skolen”, indskyder hun.
Hvad driver sådan en som dig?
“Det er rigtig vigtigt for mig, at der sker noget i Skærbæk. Jeg synes det var irriterende at alle skulle rejse til Fredericia, Kolding eller Middelfart hvis man skulle noget. Jeg tænkte at der skulle ske noget i Skærbæk. Det er også derfor jeg efterhånden har lavet en række tiltag, som eksempelvis Skærbæk Bylaug, der hver måned mødes og går ud og ordner det kommunen ikke gør. Det er virkelig hyggeligt”, forklarer Jonna. Denne historie om et projekt hun har startet leder lige over til den næste:
“I beboerforeningens regi har vi også lavet affaldsindsamling, som vi startede for mere end 24 år siden. Nu er det i et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Men affaldsindsamlingen er også noget jeg kunne få børnene på skolen med til, der har været mange fordele ved det at være på skolen”, lyder det med et grin fra Jonna.
Noget af det flere af Fredericia AVISENs læsere er meget glade for er Natteuglerne, som et endnu et af Jonnas mange projekter.
“For tre år siden startede jeg Natteuglerne op. Jeg har forsøgt at hjælpe til oppe i Taulov også, men det er ikke lykkedes endnu, det er ærgerligt. Det er så sjovt at være natteugle, for jeg kommer rundt og ser de unger jeg havde i skolen, hvor jeg i mange år også var lærervikar. Jeg møder dem, de hilser altid og jeg kan følge med i deres liv”, fortæller hun og fortsætter:
“De vil gerne snakke og så får jeg fortalt at de skal huske at rydde op og sådan. Jeg bliver så glad når jeg ser sådan noget, de lytter til en. Det bliver jeg lidt rørt over. Det er så vigtigt at vi i Skærbæk har plads til alle. Der har været meget store frustrationer fra dem der bor ved stranden, fordi der var mange unge mennesker og sådan, men det er rettet sig op siden vi startede Natteugle-projektet”.
“Jeg har 150 i facebookgruppen, og hvert år prøver jeg at lave et infomøde, hvor vi får de nye forældre med, for der kommer hele tiden nye børn til. Det et svært at få forældre med. De synes det er meget bedre at vi gamle går turen, men det er vigtigt for mig at få nogle af de nye med. Det er lidt ærgerligt at det er så svært at få dem med. Men vi fortsætter”, slår Jonna fast.
Du er meget aktiv for andre mennesker i dit område. Hvad med fritid, hvad har du brugt den på?
“En anden passion jeg har er folkedans. Da vi i 1977 kom hertil, så havde min søn en passion for folkedans. I 1979 bad han om at jeg kom med til legestue. Jeg tog en veninde med, og så blev jeg engageret der. Så blev jeg formand i ’87 og var der indtil sidste år. Foreningen er lidt i dvale nu, men jeg instruerer dans i de fire hjørner i Øster Starup, så jeg fortsætter stadigvæk”, fortæller hun.
Du er meget engageret i nærmest alt. Kan du ikke finde ud af at sige nej?
“Jeg er sådan en der ikke kan sige nej, det er meget svært for mig. Jeg vil gerne prøve hvis det giver mening. Jeg kan ikke lade være at rode mig ind i tingene. Jeg har også spillet amatørteater og sådan. For 14 år siden var der 6-8 mennesker der startede en fest på havnen i et telt. I to år kørte det før de blev trætte af det, men de spurgte om ikke jeg ville hjælpe – og så startede vi havnefesten der også kører. Der kommer mange mennesker ned og deltager i det”, forklarer Jonna, inden hun fortæller om endnu et af projekterne hun er en del af:
“For tre år siden overtog vi kommunens forvaltning af strandparken. Jeg havde læst i avisen at de udbød det til salg, jeg tænkte nej for pokker. Jeg kender heldigvis nogle politikere, så jeg kontaktede dem. Jeg skrev til kommunen, at vi var tændt på at kunne forpagte eller på en eller anden måde sikre at det var offentligt. Det viser sig så at det ikke kunne sælges, så vi forpagter det med de tre huse”.
Hvad skal der ske når ikke du kan være så engageret længere?
“Flere har spurgt hvad Skærbæk er uden mig, men jeg er sikker på at der kommer en anden. Jeg har kæmpet for en cykelsti på Skærbækvej i 20 år. Den bliver til noget nu. Vi lavede vores første projekt med tunneller under vejen og alt muligt, det var visioner – og nu får vi det. Det er rigtig godt”, fortæller hun.
“Jeg har prøvet mange ting, det har jeg godt nok. Jeg glæder mig vanvittigt til den cykelsti. Det kan være min afslutning på mit arbejde i beboerforeningen, selvom jeg ikke ved om jeg kan undvære det. Jeg har sagt, at når jeg får klippet snoren over, hvad jeg håber at jeg får lov til, så skal der nye kræfter til”, forklarer Jonna.
Du sagde indledningsvist, at din rejse til England gav dig mod på at udforske verden?
“Jeg elsker at rejse. Jeg skriver rejsebeskrivelser, tykke A4-mapper. Hjemme på mit kontor har jeg over 70 mapper med alle de rejser jeg har været på. Vi er slet ikke færdige endnu. Vi skulle have været afsted til Kroatien nu her, men det kom vi ikke”, siger Jonna og fortsætter:
“Vi har rejst næsten alle steder. Jeg mangler Japan og Mongoliet. Vi har været langt væk ellers. Det er spændende at komme ud og opleve – også hvordan andre lever. I Nordvietnam var det særligt specielt. De går stadig rundt i gamle dragter. Jeg synes det er fantastisk. Derfor vil jeg også både til Japan og Mongoliet”.
“Vores yngste søn og hans kone købte en sejlbåd og har sejlet meget i Middelhavet. Der har vi været med mange gange. Nu har de købt hus i La Palma. Det er fantastisk. Vi har allerede været der tre gange og det er kun et år siden”, lyder det med et stort grin fra Jonna.
“De bor i et hus med 180 grader udsigt over vandt og mod vulkanen på Tenerife. Vi arbejder også hårdt når vi er dernede, for deres levebrød er at leje ud til vandrere og sådan”, supplerer hun.
Det næste stykke tid, hvordan ser det ud?
“Der starter vi jo snart med folkedans igen, og ja – der er nok at se til med andre projekter. Foredragene har vi allerede planlagt til efteråret. Så der er ved at være godt styr på det hele – omend der er meget”, lyder det med et grin fra Jonna.
Vi slutter også på den note, for der er meget at se til for Jonna. Men hun er et af de mest passionerede mennesker jeg nogensinde har mødt. Det er måske ikke den mest kronologisk strukturerede Ugens Kurt-historie, men når man er engageret i så mange forskellige ting, ja så er historierne også mange. Jonnas arbejde i og for Skærbæk er helt unikt.
Hun er født i Thailand, opvokset i en lille by mellem Skjern og Holstebro – og så kan hun i en alder af blot 24 år kalde sig for restaurantejer. Når hun ikke er på arbejde, ja så arbejder hun – og ellers bliver tiden brugt med hendes kæreste Euan. Sammen har de store drømme, men nu er det hidtil største eventyr for Ugens Kurt startet. Ugens Kurt er Areewan Sophondilok Erlandsen.
Solen skinner på en tidlig fredag morgen. Areewan har nok at se til, for 11:30 åbner hendes restaurant for frokostservering og forberedelserne skal nåes inden. Vi mødes på Kurts Kaffebar, et sted som hun kender rigtig godt. Her har hun nemlig arbejdet, ved siden at et andet arbejde, selvfølgelig.
“Jeg er fra Thailand og kom til Danmark da jeg var fem år gammel til en lille by, Granhøj, der er bedst kendt fordi man kører forbi den på hovedvejen til Skjern. Jeg husker det som en god ting. Jeg lærte dansk meget hurtigt og kom fra dagpleje til børnehaveklasse”, fortæller Areewan.
“Jeg var ret lærenem og fik hurtigt venner. Jeg husker ikke at jeg ikke kunne kommunikere. Min stedsøster der skulle passe mig, der kan jeg huske, at der var meget pegen. Men jeg husker min folkeskole som en god tid”, fortsætter hun.
“Jeg elskede at gå i skole. Jeg havde gode venner og jeg var god i skolen. Så der var ikke noget der udfordrede mig i folkeskolen. Jeg havde let ved tingene. Det ændrede sig lidt da jeg kom på gymnasiet, på Holstebro Gymnasium”, forklarer hun om sin skolegang.
“Jeg er meget ubeslutsom. Som 12-årig ville jeg gerne være tømrer for at blive bygningskonstruktør, så jeg var meget fokuseret på det tekniske. Så fik jeg tid ved studievejlederen i en alder af 14 år, det er jo lidt vildt at det er så tidligt man skal tage sine valg. Jeg var bange for at tage det forkerte valg – og er det stadig lidt. Jeg valgte HHX fordi jeg bedre kunne se mig selv anvende det. Jeg er stadig meget glad for det valg”, forklarer hun fortsat.
Motivationen forsvandt – men en ny passion skød op
“Jeg har læst til markedsføringøkonom. Selvom jeg har haft let ved skolen i folkeskolen, så mistede jeg lysten til det. Jeg mistede mit drive og motivationen. Jeg har været meget glad for branchen og faget, men jeg kunne godt mærke at det ikke var det jeg skulle. I alt den tid har jeg arbejdet i restaurationsbranchen. Jeg har fået meget ansvar og mange opgaver jeg nok ikke ville have fået ellers. Hvor jeg havde fravær på skolen har jeg aldrig haft en sygedag fra arbejde. Der begyndte jeg at blive glad for det. Det er en branche jeg trives i – og det motiverer mig”, fortsætter hun.
“Jeg startede med at arbejde i Herning på en thai-restaurant. Der var både butik, take-away og restaurant. Så en komplet pakke. Der startede jeg som overtjener, og da der blev udvidet med madskoler om aftenen, der stod jeg for det i en alder af kun 19 år. Der var tyve mennesker jeg skulle lære at lave mad. For mig var det meget naturligt at gøre det. Som person er jeg meget genert og tilbageholdende, men så snart jeg står i situationen, så lærer man at overkomme sin generthed”, forklarer Areewan.
“Da jeg blev færdig med gymnasiet og skulle læse videre flyttede jeg til Fredericia, men læste i Kolding. Så var mit første arbejde nede ved Eva (Mair, red.), hvor jeg spurgte om de manglede. Hun spurgte til min erfaring, vi aftalte et møde til ugen efter – og allerede dagen efter ringede hun og spurgte om ikke jeg ville starte. Det var uden oplæring og sådan, for en anden medarbejder var sprunget fra. Så derfra var jeg ansat. Skæbnen ville, at selvom jeg ikke havde været kok, at Eva manglede en kok og spurgte om jeg ville, så efter en måned blev jeg kok og kom i køkkenet. Uden at have erfaringen, men det er lysten og passionen der har gjort at jeg har lært det”, fortæller hun om sine første oplevelser med Fredericia.
Hvordan var det at skulle være kok lige pludselig? Man står ligesom for det folk kommer for på en restaurant?
“Det var angstprovokerene. Men det sjove ved restaurationsbranchen er at man ikke selv tager imod kritikken. Min vej er bare blevet banet af muligheder og tilfældigheder. Det jeg nu ved er en fordel er, at jeg både har været i køkken og service, for det hænger meget sammen, men samtidig er der kun ris til tjeneren, for kokken kan altid gemme sig lidt. Nogen siger at det er derfor jeg er blevet kok, fordi der er plads til at have en dårlig dag”, siger hun med et grin.
“Der var jeg siden 2016, så 3,5 år frem som kok og tjener. Man bruger mange timer sammen, så det var vigtigt for Eva at man kunne indbyrdes – og ikke kun på arbejdet. Vi kaldte os selv for en lille familie. Mair’s har plads til mange forskellige typer. Men applaus til Eva, hun er god til at give ansvar og opgaver, man får meget at lave selvom stedet er så lille. Man er meget involveret – og man lærer at holde hovedet koldt. Man kan ikke bare give den videre, så man lærer i høj grad at tage ansvar for sine fejl, for der er ikke andre at peger fingre af. Man kan ikke bare tage et skridt tilbage og håbe en anden tager bordet eller taler med den utilfredse gæst. Er man på gulvet, så er der ingen steder at gemme sig”, fortæller Areewan om det fællesskab der er kendetegnende for personalet på Mair’s.
Pludselig var du også en del af Kurt’s Kaffebar, sideløbende med dit job på Mair’s?
“Jeg er kommet løbende og har lært Ismail at kende på en mere kunde-ejer-relation gennem fælles venner. Så skete det tragiske at Maria gik bort. Det var i en tid hvor jeg blev færdig med min uddannelse, så jeg havde tiden til at arbejde ekstra. Jeg ville gerne hjælpe Ismail når jeg havde muligheden for det. Man skal hjælpe når man kan. Jeg tilbød Ismail at jeg hellere end gerne ville hjælpe – også fordi jeg kan det med kaffen nede fra Mair’s. Alt sammen samtidig med at være dernede. Det var morgen i kaffebaren fra 8 til så langt jeg kunne trække den, og så på Mair’s fra 16-22”, svarer hun.
Så er der også en kæreste, Euan?
“Ham mødte jeg på Mair’s, hvor jeg arbejdede sammen med hans mor. Jeg var på arbejde den dag han kom ned for at besøge hende. Første gang han var her var han stadig Beth’s søn, så var vi sammen med ham, og her er vi familien Mair’s. Han har rejst meget, så for ham er det naturligt at snakke og møde nye mennesker. Det åbnede også mig op som person, der ellers er meget stille”, fortæller hun og fortsætter:
“Han kom tilbage en måned efter – og jeg ved ikke hvordan i forhold til mit skema, så havde jeg så mange fridage i den uge han kom tilbage, så vi mødtes til kaffe, og trænede også sammen. Så det var et venskab der udviklede sig, det blomstrede. Vi har været så heldige, at vi begge har haft fri om mandagen. Som det er nu har vi fri søndag og mandag, så vores weekend er bare skubbet en enkelt dag. Så gør vi alt vi kan for at være sammen. Når jeg har fri og han er på arbejde besøger jeg ham – og omvendt, så man når at se hinanden i løbet af dagen”.
Så kommer vi jo ikke udenom det seneste eventyr, Ros – eller ene.?
“Jamen det er jo faktisk en lidt længere historie, uden at det er meget langt. Euan er ansat ved Vin med Kant, der leverer vin dernede. Jeg har hjulpet til med at lave lidt tapas og mad til dem dernede. Jeg stod og var ved at anrette noget, da Marcel laver den her meget sjofle joke fordi han tror det er Euan der stod ude bagved. Men han blev helt rød i hovedet og spurgte om jeg kunne lave mad, og det kan jeg altså. Hans næste spørgsmål var om jeg kunne lide det hvor jeg var nu – og jeg svarede at det var jeg. Tak for buddet, men nej tak, for jeg havde så meget at se til”, indleder Areewan fortællingen om hendes største eventyr til nu.
“Kort tid efter var jeg med en veninde dernede at spise, hvor han kommer og snakker efterfølgende. Der lærer han mig at kende og mit syn på branchen. Han spurgte om ikke jeg ville hjælpe de dage jeg kunne. Et blev hurtigt til onsdag – og så efterfølgende alle friaftner. Efter to dage med kun at være i forberedelse kom jeg med ud i servicekøkkenet. Jeg kørte to aftener med ham – og tredje aften gik han, så jeg selv skulle stå med desserten. Det var også et kæmpe kompliment til mig der kun havde været der i få dage, ufaglært. Det kan du godt, jeg smutter. Jeg tager alt det her som komplimenter hver gang jeg får et ekstra ansvar”, fortsætter hun.
“Det største kompliment er, at han tilbyder om jeg og Euan gerne ville have det her sted. Jeg var ikke førstevalget, men andre var lidt længere om at melde tilbage. Jeg ser så meget potentiale i det her. Han talte med medejeren Steffan. De blev enige om at sige hvorfor ikke og gav mig buddet. De har tilbudt mig det her – og da jeg havde sagt ja vendte de første tilbage, at de gerne ville. Men der sagde Marcel bare, at det var too late”, forklarer Areewan.
Nu er jeg restaurantejer. Det er sindssygt
Areewan sophondilok erlandsen
“Bare fordi Marcel har gjort forarbejdet, så er det ikke fordi jeg bare tager over og det så flyver. Jeg ved godt, at det måske er sværere for mig, for der er et pres jeg tager på mig og folk skal overbevises. Jovist har jeg overtaget et fungerende koncept, men folk skal også lære mig at kende og min måde at gøre tingene på. Laver jeg fejl og lever det ikke op til forventningerne, så skal jeg nok få det at vide”, fortæller hun.
“Drømmen er, jeg er faktisk bange for at drømme højt, men min drøm er at fusionere mit thailandske med det nordiske. Jeg elsker gammel dansk mad – det var det vi fik i weekenderne når far lavede mad. Min mor lavede sjældent mad, men det ligger bare i min kultur. Mad betyder rigtig meget for mig. Folk skal ikke frygte at det bliver en thailandsk bix. Jeg skal inkorporere begge dele. Det skal fusioneres. Det skal serveres på ny nordisk manerer, men med asiatiske elementer. Det er min drøm. Om det bliver med Ene. eller en langsigtet plan, det må tiden vise”, forklarer Areewan.
Hvad med drømmene for fremtiden?
“Euan og jeg havde sat et mål, at vi skulle være gift 8/8 i år, men den kæmpe begivenhed må vi udskyde, fordi den her store ting er sket. Euan og jeg har blot kendt hinanden i to år, så der er mange ting, som vi gerne vil sammen. Familie vil vi også gerne have, men det er ikke noget der presser på. Vi har ikke travlt. Vi har taget en samlet beslutning om den her restaurant, selvom det er min, så er det en fælles beslutning”, fortæller hun.
“Vi har talt om, at hvis vi nogensinde flytter til Skotland, så vil jeg gerne tage det her danske mad med derover. Dansk mad er mere farverigt og mere friskt. Jeg vil gerne tage det jeg lærer nu med mig. Jeg vil gerne prøve Skotland, for så har vi prøvet begge dele, så vi ikke udelukker noget”, lyder det fortsat.
“Jeg har været i Skotland én gang og det var en uge hvor jeg savnede dansk mad. Jeg elsker mad, så jeg spiser for at få en oplevelse. Maden smagte bare ikke af noget. Der var super lækre ting, selvom det er de samme råvarer. Man finder eksempelvis ikke økologi. Det er bare en helt anden tilgang til hvordan man tilbereder. Maden er også bare en smule federe derovre, selvfølgelig er traditionel dansk mad også det, men nyt nordisk kan bare noget ekstraordinært. Vi har været ude og rejse hvor vi har taget beslutninger om at spise Michelin og sammenlignet det med Michelin i Danmark. Det er meget anderledes. Danmark kan bare noget – og det er derfor det er muligt at tage det med ud i verden”, forklarer hun.
Hvad med udenfor arbejdet. Hvad går tiden med der?
“Udenfor arbejdet har jeg ikke meget, udenfor arbejdet så arbejder jeg. Det er fysisk arbejde når jeg er på arbejde, men det arbejde udenfor arbejdet kalder jeg ikke arbejde. Jeg elsker at finde nye ideer, en stor del af min fritid er at researche og finde nye ideer. Det er min kreative proces”, fortæller hun.
Inden hun skal gøre klar til åbningen fortæller hun om den reception der bliver afholdt på lørdag. “Jeg er blevet tvunget til at have en reception, det synes folk åbenbart man skal. Så lørdag d. 6. Juni mellem 11:30 og 15:00”, fortæller Areewan.
Ugens Kurt kom til verden for 52 år siden på Fredericia Sygehus. Ugens Kurt elsker beton, hverdagen og fiskeri. Han er anden generation af Familien Riisager på Egeskovvej, han elsker Fredericia og så donerede han lige 25.000 kroner til byens handelsliv for at bakke op i en svær tid. Ugens Kurt er Jan Riisager.
Vi er tilbage på Kurt’s Kaffebar – så vi kan rent faktisk drikke en kop kaffe med Ugens Kurt, og valget falder på to kopper cappuccino. Jan har taget plads i lænestolen, og jeg tager sofaen. Der er god plads på kaffebaren – de fleste gæster har taget plads udenfor, så uforstyrret og udstyret med god kaffe taler vi om den 52-årige fredericianers liv.
Søren og Birgit Riisager fandt et hus på Eriksvænget, og der voksede Jan op sammen med sin lillebror.
“Jeg kom til verden indenfor voldene, og herfra tog livet fart på Eriksvænget klods op af KFUM Parken. Min mor var pædagog på Dagmargården, imens min far siden 1966 havde kørt truck på Egeskovvej. Han blev senere indehaver af betonfabrikken,” fortæller Jan Riisager.
“Jeg og min lillebror gik i vuggestue og børnehave på Dagmargården. Jeg husker lidt derfra, men generelt så forestiller jeg mig, at det var et godt sted. Jeg husker mange af mine pædagoger, fordi de kom sammen med mine forældre. Vi var tæt på volden, hvor vi legede og tæt på vandet. Alt i alt var det virkelig en fin tid. Jeg føler, at jeg har haft en fornuftig barndom, dog præget af tiden. Det var sluttresserne og start halvfjerserne. Det var oliekriser, EF-medlemsskab og en verdensøkonomi, der gispede efter vejret,” fortsætter Jan Riisager og fortæller videre om, at helt skidt var det dog ikke.
“Vi kom på skiferie i Norge – før alpinskienes tid. Det var langrend. Det var hytter og det var familietid, når farmor samlede alle søskende, fætre og kusiner. Det var virkelig sjovt, desværre døde det lidt ud, da vores farmor døde.”
Imens Eriksvænget, fodbold og håndbold i KFUM var fritidsbasen, og senere en passion for fiskeri, bestod skolegangen af blandt andet Treldevejens Skole og Fredericia Middelfart Handelsskole.
“Jeg gik 10 år på Treldevejens Skole. Jeg var ikke den største rod på skolen, jeg var god til flere ting – eksempelvis snebolde på langafstand,” siger Jan og griner, inden han fortæller videre:
“Jeg kunne ramme gårdvagterne på lang afstand. Nej, pjat. Det var en ganske almindelig skolegang. Vi levede højt på lærernes øgenavne, som de i øvrigt levede fint op til. Jeg havde et lærerægtepar fra 1-10. klasse. Vi havde dem i alle fag, og deres søn gik også i klassen, hvilket var lidt synd for ham. Jeg udmærkede mig ikke rigtigt, men jeg kom igennem – lad os bare sige, at jeg var ikke en ørn i skolen. Matematik fangede mig dog.”
Fra 1982 til 1984 gik Jan på Fredericia Middelfart Handelsskole. En tid han husker som fin, men uden de store udslag.
“Jeg var god til matematik – også på handelsskolen. Jeg blev også god til regnskab, hvilket førte til, at jeg efter min militærtid blev uddannet som akademiøkonom. En uddannelse der kombinerede skole og praktik. Jeg arbejdede dengang hos ER Elektric.”
Hvad med fest og farver, var der noget af det?
“Jo, det var der, men sjov og ballade var ikke rigtigt mig. Jeg havde min sport og militæret fyldte senere i mit liv. Jeg var seriøs, og jeg ville tjene penge – og mange tjente faktisk godt, når man var med på øvelser – men jo der var da fester, alt andet vil da være løgn. Jeg er blev officer af reserven efter seks måneder på sergentskolen, senere løjtnant på Skive Kaserne. Når man var student, kunne man dengang gå direkte ind på sergentskolen. Da jeg skulle være løjtnant, lærte jeg meget. Jeg boede 14 måneder i skive, men tog løjtningstiden i Varde. Det var en stor tid, man lærte meget. Man skulle være klar til at lede 40 mennesker. Det gav mig et stort ansvar. Det var en tid, hvor Den Kolde Krig rasede – fjenebillede var de røde, og det trænede vi på. Jeg var på fire øvelser i Tyskland, hvor tyske og danske enheder øvede sig på krigen med den røde fjende,” fortæller Jan.
Var du en god soldat?
“Det var okay, men jeg tror, at jeg var en gennemsnitlig soldat. Det var en stor omvæltning at komme i forsvaret hjemmefra. Det var at grave huller med rygsæk på, gøre rent, konstant barbering, disciplin i form af De, Dem og Deres. Man lærte sgu noget. Jeg lærte som sagt at tage ansvar for andre mennesker, jeg lærte at forstå, at de beslutninger jeg tog ville have konsekvens for 40 menneskers liv,” siger Jan.
Vi drikker lidt af vores cappuccino og springer i tiden for at høre om sportens verden.
“Vi løb, legede og spillede meget fodbold i vores fritid. I 1981 begyndte jeg også at gå til skydning i Fredericia Skytteklub. Det var virkelig spændende. Jeg var heller ikke helt dårlig til det, men der var dog et par knægte fra Bredstrup, jeg ikke kunne slå, men det gik meget godt for mig. Jeg skød vel i godt fire år. Derudover – uden at lyde gammel, så spillede vi fodbold om sommeren og håndbold om vinteren. Jeg havde ikke den bedste motorik, så jeg endte på målet i fodbold. Men hvad jeg ikke havde i motorik, havde jeg i højde. Jeg var et hoved højere end de andre til vi blev 14 år. Det samme gjorde sig gældende i håndbold, så jeg kunne smide bolden i rosen, som man sige. Jeg stod på mål i fodbold til jeg blev 22 år. Jeg havde et år som senior på andetholdet, og var med førsteholdet i opstarten af en sæson som reserve, men jeg brækkede desværre mine fingre, og så kaldte militæret i stedet,” siger Jan og fortæller om sport senere i livet.
“Jeg har altid holdt af bevægelse og i 2001 gennemførte jeg en jernmand i Fredericia i tiden 12 timer og 15 minutter. Jeg deltog året inden på et stafethold, hvor jeg svømmede. I årene 2002 og 2003 deltog jeg også på et hold, hvor jeg svømmede og cyklede – mine knæ var ikke imponeret af løbeturene, men sidenhen har jeg ikke lavet noget så intenst – det var en hård sport. Jeg har dog fulgt mine børn til svømme- og hestestævner.”
Jan blev far i 1993, og livet gik sin gang med et hus i Bøgeskov, senere Golfkvarteret og nedlagt landbrud, som han dog måtte vinke farvel til, da krisen for alvor kradsede. Men Jan har aldrig drømt om at blive rig og køre i Bugatti, som han siger.
“Men igen med sporten, så blev min datter virkelig god til ridning og min søn svømmede. Jeg tog selv nogle dommerkurser i svømning, så det blev til mange timer sammen, hvilket vi havde stor fornøjelse af,” fortæller Ugens Kurt
Passioneret naturmand og fisker
En stor passion og et stort kapitel i Jans liv er også naturen og fiskeriet. Han lyser helt op, når han fortæller, og erkender da også til sidst, at han er noget nørdet, skriver artikler til fiskemagasiner og gerne rejser verden rundt for at fange en fisk med stang og flue.
“Det startede faktisk tilbage ved Uggerby Å, da jeg var seks år. Min fætter havde en båd, han brugte til at sætte garn. Jeg blev selv grebet af at fiske – den første fisketur var meget simpel. En stang med snor på – næsten bare en bambusstang. Jeg fangede skaller og ørreder hjemme hos mine bedsteforældre. Det var livet,” siger Jan.
Erhvervsmæssigt var det også i perioden, naturen Jan søgte. Han ville nemlig være skovfoged.
“Jeg tror, at det kom via mit fiskeri. Jeg synes, at det var fascinerende at være ude i naturen. Igen når jeg tænker lidt i tid, så var jeg også på Færøerne som 15-årig tre uger ad gangen med min fætter. Vi fiskede, men så også øerne. Det med at være i naturen har altid været mig. Derfor ville jeg også pleje naturen – det var virkelig spændende. Jeg blev ansat i Sydøstjysk Skovdyrkerforening, og det var mit mål efter skoletiden at blive opkvalificeret, så jeg kunne komme videre ind på uddannelsen – der var en række fra det almene gymnasium, som jeg havde ikke havde, men som jeg tog for at kunne få en skovbrugeruddannelser,” siger Jan og fortsætter:
“Det var en meget sjov tid. Jeg var for en gang skyld den bedste på hele skolen til stort set alt, men det interesserede mig også. Alt hvad jeg lavede var lige meget. Vi nåede til, at vi skulle videre for at blive skovfogedelever. Det foregik dog på Allinge på Bornholm eller på Sydsjælland. Jeg kunne vælge først. Vi var 40 stykker på skolen, så det var stort at kunne vælge først, men jeg kunne ikke se mig selv på de lokationer, og det kunne min kæreste heller ikke. Jeg blev far, og begyndte i stedet at arbejde hos mine forældre på Egeskovvej. Min far havde købt produktionen i 1987. Han havde faktisk forpagtet det siden 1983. Jeg startede så der i 1993, ikke at det var første gang, for jeg havde allerede som, 12-årig været med til at skovle beton i forme, lave små ting, men det var ikke der, at jeg troede jeg skulle bruge mit fremtidige liv. Jeg ville ikke kunne stå ved en maskine.”
Virksomheden bestod den gang af tre-fire mand, hvor både Jans far, Søren og mor Birgit arbejdede med. Moren var blevet regnskabsansvarlig. Kunderne var primært de lokale håndværksmestre, og der blev produceret alt fra trapper, søjler, altaner og generelt produktion til betonindustrien.
“Det var et fint stykke arbejde, og gradvist blev det mit. Min mor var på kontoret, da de købte det. Hun stoppede som pædagog og blev regnskabsansvarlig, og hun sagde, at hun ville gå på pension som 60-årig, og i 2004 gik hun så pension. Et år efter stoppede min far, og så overtog jeg. Vi lavede om på produktionen fra de mindre ting, blandt andet fliser, og satsede i stedet på at lave de større ting. På det tidspunkt var der større bevågenhed på at lave produktion til de bygninger, der så dagens lys i 30erne, 40erne og 50erne. Vi lavede udsmykningerne, detaljerne og lignende. Det kunne eksempelvis være til en bygning, som den overfor,” siger Jan og peger ud af vinduet i Jyllandsgade.
“Vi fortsatte dog produktionen af en række ting, blandt andet belægningssten til private, men i længden kunne vi ikke tjene penge på det. Vi lavede senere mange fundamenter til ABBs transformerstationer, og det udgjorde faktisk hovedparten af vores produktion i syv år. Vi opnåede også ordre på en million kroner, hvilket i Randals historie var helt vildt. Vi gik fra at være tre mand til 15 i 2009. Der var virkelig travlt. Men to år senere mærkede vi for alvor finanskrisen,” siger Jan og fortsætter:
“Vi gik fra 15 til fem mand. Vi halverede omsætningen på to år. Vi havde lidt arbejde, men fik ikke mange penge for det. Det var svært at få økonomien til at hænge sammen i alle henseender. Men stille og roligt bed vi os fast i markedet igen, og specialiserede os i nicheproduktion med relativt små opgaver på kryds og tværs. Vi laver eksempelvis nybyggeri med liberalt erhverv i bunden og ungdomsboliger ovenpå, hvor det er vores trapper, altaner og søjler man ser. Derudover har vi arbejdet med næsten alt indenfor beton: elementer til at adskille rum, skolegårde, store trappetrin, amfiteatre, scener og lignende. I teorien kan man undervise der – men det er nok de grønne flasker, der trækker mest disse steder, “siger Jan og griner.
“I dag er vi 18 mand og en freelance kontordame. Det kører fornuftigt, vi har meget at lave, men det er en branche, der går op og ned. Der bliver også nogle gange betalt lidt dyre lærepenge, når vi regner på opgaver og udfører dem, men det går også den anden vej, hvor vi tjener lidt. Vores forretningskunder er i dag menensker, der har brugt os gennem årtier. Det er netværk, og aftalerne beror på tillid, så meget at mange aftaler er mundtlige,” siger Jan og synker sin kaffe dybt inden han fortæller om bagsiderne af livet.
“I 2016 fik jeg en blodprop i hovedet. Det var min fødselsdag, og jeg havde inviteret familien ud at spise. Jeg arbejdede vel 60-70 timer om ugen, fritiden var gået med børn og hus. Der var altid noget at lave på en nedlagt landejendom, så jeg havde nok ikke fundet roen gennem mange år, hvorfor jeg også sidenhen har søgt stilheden og i øvrigt fundet en kæreste, der hjælper mig godt på vej, når det kommer til at komme tilbage til naturen. Jeg blev også nyreopereret i 2016, så det var noget af en tid, men jeg stoppede dog ikke med at rejse. Jeg var i Spanien, Canada og Norge med alt dialyseudstyret.”
Samtalen falder på passionen om fiskeri igen – og Jan elsker virkelig at fiske.
“Jeg var i Britisk Columbia for at fiske en sjælden regnbueørred, der lever vildt; steelhead. Den vandrer i havet og kommer så op i floderne. Den er totalt fredet, så man fanger den, tager et billede og så sætter man den ud igen. Jeg har dags dato været af sted nogle gange, og fanget 49 styk. Min kæreste siger også, at jeg er nørdet på det område. Jeg har også fanget laks i Norge, Island – ja mange steder. Hvis der åbnes op, så står den på Alaska til sommer. Vi bliver sat af med en vandflyver, og driver vi ned langs floden,” siger Jan.
Jeg kan høre, at naturen virkelig betyder meget for dig?
“Ja, det gør det. Det er i naturen, at jeg finder roen. Jeg er også tit på sheltertur med min kæreste. Vi sætter pris på naturen begge to. Vi har også været på kano- og vandreture,” svarer.
“Jeg fisker i øvrigt kun med flue. Jeg skriver også lidt små artikler med oplevelserne til et fiskemagasin med fluefiskerne. Det giver generelt enormt ro i kroppen at fiske. Jeg oplever også mange ting, som mange andre ikke oplever. På fredag skal jeg fiske efter torsk – det er lidt mere madorienteret. Men igen – jeg nyder det bare. Hvis du spørger til lykken, så er det lykke for mig. Det giver mig ro. Jeg tjener ikke styrtende med penge på fabrikken, men vi har det godt. Jeg kommer nok aldrig til at købe en strandvejsvilla eller den nyeste Bugatti, men det gør heller ikke så meget,” slutter Ugens Kurt.
Hun er født og opvokset i Haderslev, men da hun fyldte 18 år rejste hun til Fredericia – og siden har hun været her. Det startede med et job på Det Lille Apotek, inden nattelivet blev skiftet ud med familie og uddannelse. I mange år har hun været leder af et af byens plejehjem, og da man slog dem sammen, ja så blev hun leder af det nye store plejehjem, Othello. Ugens Kurt er Grethe Jørgensen.
“Jeg er født i Haderslev, så jeg er simpelthen sønderjyde. Jeg er født nede ved Haderslev Dam i 1956, så jeg har nogle år på bagen efterhånden. Så gik jeg i skole dernede og flyttede herop til Fredericia da jeg var 18 år gammel”, fortæller Grethe.
“Det vat et fint sted at vokse op. Haderslev er ikke sådan specielt meget sønderjysk, jeg har ikke mærket så meget til at det var sønderjysk, det synes jeg ikke at kunne huske i hvert fald. Men det var en fin tid. Vi boede lige ned til Haderslev Dam, det var så fantastisk. Så jeg er vokset op derude i naturen. Det synes jeg var skønt, det må jeg indrømme. Jeg havde heller ikke langt til skole fra hvor vi boede, så det var jo rigtig fint. Vi boede ude i Erlev”, siger hun og fortsætter:
“Det var lige der hvor, hvis man kan huske det, at damkatastrofen skete. Det var der hvor en turbåd brændte. Det var lige overfor der hvor vi boede. Min far var med til at redde folk dengang. Det husker jeg stadigvæk. Jeg tror det var i 1959, så jeg har ikke været så gammel, men jeg husker ganske få ting af det”.
Alle har forskellige minder fra deres tid i skolen. Nogle har oplevet mobning og andre grimme ting, men for Grethe har det ikke været tilfældet. Hun ser tilbage på skoletiden som værende en rigtig god tid med mange gode minder.
“Jeg gik i folkeskolen, på Hertug Hans Skole. Jeg havde det fint. Jeg var glad ved at gå i skole, synes jeg. Jeg synes det var en helt okay tid. Det er ikke noget der har sat sit præg på mig, at det skulle have været en skrækkelig tid, bestemt ikke. Jeg synes vi havde en god klasse med mange sjove timer sammen. Vi holdt også dengang nogle fester, nok ikke så voldsomt som de gør i dag, men jeg synes vi havde det rigtig fint”, fortæller hun.
Efter skolen bød Grethes liv på et stort skifte. Haderslev blev skiftet ud med Fredericia – og skolen blev skiftet ud med et værtshus, ja altså uden det skal lyde som om at hun var stamgæst på stedet.
“Da jeg blev færdig med realeksamen var jeg et år i huset, imens jeg skulle finde ud af hvad der skulle ske. Så endte jeg med at flytte til Fredericia. Jeg havde nogle veninder der boede heroppe. Jeg flyttede sammen med de veninder. Så var jeg servetrice på et værtshus, det hed dengang Det Lille Apotek. Jeg boede så ovenpå dernede”, fortæller Grethe.
“Det var helt fint at flytte hjemmefra. Jeg synes faktisk det var megt rart. Jeg var lidt oprørsk, så det var rigtig fint at kommer herop. Og ja, så er jeg jo blevet hængende”, lyder det med et grin fra Grethe.
“Jeg har altid synes, at Fredericia var en skøn by. Den ligger lige ved stranden, så er der volden, ja, det er en skøn natur. Så jeg synes Fredericia er en dejlig by der har alt omkring sig. Lillebæltsbroen, der kan jeg huske helt fra jeg var lille, at når vi kørte over broen, så skulle jeg altid kigge ud over byen for at se flammen fra raffinaderiet. Så det er det jeg husker Fredericia for som barn. Og ja, nu bor jeg her så”, lyder det med et grin fra Grethe.
Hvad med uddannelse, hvornår kommer det?
“Jamen, i de første år arbejdede jeg. Jeg fik job som syerske og arbejdede som ufaglært. Så tænkte jeg på et tidspunkt, at nu havde jeg fået familie og børn, så måtte der ske et eller andet. Så jeg startede som plejeassistent, det læste jeg i Odense og blev færdig i 1990”, fortæller Grethe. Der kom et ekstra kapitel ind, som jeg tænkte vi lige skulle runde. Nemlig familie.
“Jeg blev gift med Lasse i 1976, det er ved at være mange år siden. Sammen har vi to børn, der er voksne. Vi har en datter der bor i Odense og en søn der bor her i byen og arbejder på raffinaderiet. Det er vi glade for. Begge børn er blevet gift og har fået børn, så vi er blevet begavet med fire børnebørn, det er helt fantastisk. Det er meget skønt, det kan ikke være bedre”, fortæller Grethe.
Med familien på plads – og uddannelsen som plejeassistent fik Grethe job, først i Ejby og siden har hun hængt fast som ansat i Fredericia Kommune.
“Jeg startede med at arbejde i Ejby, hvor jeg arbejdede på plejehjemmet i Ejby og i Gelsted, jeg skiftede lidt frem og tilbage. Der var jeg et par år, men mit store ønske var at komme til at arbejde i Fredericia. Så jeg søgte i Fredericia på Skovhave, det nu nedlagte plejehjem i Erritsø. Vi boede i Erritsø dengang, så det var kun lige en spytklat hjemmefra. Der startede jeg så for 26 år siden i 1994. Så har jeg arbejdet med ældrepleje i Fredericia Kommune lige siden”, forklarer Grethe.
“Jeg lukkede Skovhave for 11 år siden og flyttede ind på Othello. Jeg startede først med at arbejde som plejeassistent, inden jeg så blev leder i år 2000 på Skovhave. Jeg var med til at vælge, at vi skulle bygge Othello, hvordan det skulle være og sådan. Det var en meget spændende proces. Det var rigtig spændende endda”, siger Grethe, inden hun fortæller om både medarbejdernes og borgernes reaktioner på flytningen.
“Det var jo lidt delt. Men hvis jeg tænker tilbage på det, så synes de fleste at det var okay. Selvfølgelig var man træt af at skulle flytte og at man skulle lukke det sted de boede. Men det var små lejligheder de havde. Det var kun 1-rums boliger, badeværelserne var for små i forhold til arbejdsmiljøet og sådan. Der skulle jo ske noget, det tror jeg godt alle alligevel kunne forlige sig med. Jeg synes også, at Fredericia Kommune gjorde meget for at de kom godt afsted der fra, blandt andet fik de hjælp til at flytte og alt sådan noget. Så jeg synes faktisk det var en fantastisk proces, og noget jeg tænker tilbage på. Vi havde travlt, men det gik fantastisk godt. Borgerne faldt hurtigt til på Othello, det gjorde de”, fortæller Grethe.
Hvad har det gjort ved dig både at blive leder, men også at stå i spidsen for det her nye projekt?
“Det var stort, men jeg ville det rigtig gerne og jeg brændte for det. Jeg synes det var spændende at skulle være med til at starte et nyt sted op – og noget der var anderledes end andre steder. Det var super spændende at skulle være med til, men som sagt også et stort stykke arbejde. Det var tre plejecentre der blev lagt sammen, så der var personale alle mulige steder fra. Jeg var ikke alene om det, der var også andre ledere med. Men det var også noget vi var meget stolte af. Tænk sig at få lov til at starte sådan noget helt nyt op, det var jo fantastisk”, fortæller Grethe.
“Det at have indflydelsen og være med til at præge det der skal ske det tiltaler mig. Så synes jeg også, at det med at kunne få medarbejderne til at udvikle sig, det er super spændende. Jeg tænker meget på hvordan medarbejderne har det, for er der glade medarbejdere, så er der også glade borgere. Det hænger uløseligt sammen, så det skal vi helst have til at følges ad. Det synes jeg er super spændende at arbejde med”, fortsætter hun.
Fremtiden?
“Jeg håber da på, at jeg hænger her indtil jeg skal på pension. Det er da min plan, at jeg fortsætter her, hvis ikke vi har alt for meget Coronavirus og sådan, for det er da lidt hårdt når det står på, men jeg synes da også, at det er spændende at være med i. Jeg håber da på, at jeg kan fortsætte med at være med her. Vi tager en dag ad gangen, så lang tid som det er sjovt at gå på arbejde, så lang tid kan man ligeså godt fortsætte med det jo”, lyder det med et grin fra Grethe.
Når Grethe ikke er på arbejde bruger hun gerne tiden på at slappe af i sin campingvogn – og ellers har 6. Juli Garden også fyldt en del for Grethe.
“Min datter har spillet i 6. Juli Garden. Jeg kom i bestyrelsen og har været i støtteforeningen i mange år. Jeg føler stadig det er mine børn, også selvom det efterhånden er en del år siden det rent faktisk var det. Det er glade børn, det elsker jeg at være en del af. Det der med at være sammen med unge mennesker, det er fantastisk. Vi havde også et tæt forhold med de voksne. Vi har stadig venner derfra”, forklarer Grethe.
“Jeg nyder at være på camping. Vi har en campingvogn og ellers at komme afsted med den. Den står nede i Ribe, og det er vores fristed. Det er der hvor jeg lader op til det arbejde der i perioder er tungt og træls. Der er det dejligt at have et sted at gå hen, hvor jeg bare er Grethe. Der kan vi bare slappe af og gøre helt hvad vi vil, hvad enten det er at lave ingenting, gå ture eller cykle. Det er der vi lader op. Vi solgte vores hus for et par år siden og er flyttet i lejlighed, så der er ikke nogen have der skal passes. Så det er livet for os at tage på camping”, fortsætter hun.
Vi er i en speciel tid – og en tid der også kræver ekstra arbejde for Grethe og hendes kollegaer. Selvom landet stille og roligt åbner op, så er der også stadig stor påpasselighed. Det giver nye arbejdsgange for Grethe og hendes personale.
“Det har været svært indimellem, for man har følelserne med i det. Vi vil gerne borgerne det bedste, men vi har haft restriktioner der gør, at det har vi ikke kunnet. På et tidspunkt tænkte vi faktisk, at det var et meget trygt sted at være, for der var kun borgerne og os. Der kom ikke andre ind i huset. Man var godt klar over, at holdt vi de forholdsregler vi skulle, så skulle det her nok gå – og det har det så også gjort. Men vi har hele tiden gået i sådan et vakuum, for man ved ikke hvornår der sker noget. Så det har da været en kæmpe opgave. Det synes jeg også stadigvæk det er”, forklarer hun og fortsætter:
“Heldigvis letter det også lidt på det. Men vi er stadigvæk lukket ned. VI går hver dag og tænker ‘bare det nu ikke sker’. Det er lykkedes indtil nu. Det er fordi vi har haft gode regler og forholde sig til – og at folk har overholdt det. Det er rart, at vi kan sige at det ikke har ramt os. Nu åbner vi mere og mere, men vi håber på, at vi kan holde det fra døren”.
“Det har været dejligt at kunne åbne lidt op, at borgerne har kunnet komme lidt ud og møde deres pårørende. Vi har hele tiden haft vinkemøder, og vi har haft følge på gåturene. Nogle benyttede sig af det før, men nu benytter mange sig af det. Vi havde 32 besøg i sidste weekend alene. Man ringer ind og så aftaler vi en tid man kan komme på. Men det har været rigtig godt. Det er også i hverdagene, det er dejligt at folk også kan det”, supplerer hun.
OPINION. Igennem mange år har kapital- og lånemuligheder været skævt fordelt i Danmark.
En vognmand i Nr. Nebel ville investere i sin forretning, men banken...
