Ugens Kurt: Jan Riisager

Af
Andreas Andreassen
-
0
Ugens Kurt: Jan Riisager

Ugens Kurt kom til verden for 52 år siden på Fredericia Sygehus. Ugens Kurt elsker beton, hverdagen og fiskeri. Han er anden generation af Familien Riisager på Egeskovvej, han elsker Fredericia og så donerede han lige 25.000 kroner til byens handelsliv for at bakke op i en svær tid. Ugens Kurt er Jan Riisager.

Vi er tilbage på Kurt’s Kaffebar – så vi kan rent faktisk drikke en kop kaffe med Ugens Kurt, og valget falder på to kopper cappuccino. Jan har taget plads i lænestolen, og jeg tager sofaen. Der er god plads på kaffebaren – de fleste gæster har taget plads udenfor, så uforstyrret og udstyret med god kaffe taler vi om den 52-årige fredericianers liv. 

Søren og Birgit Riisager fandt et hus på Eriksvænget, og der voksede Jan op sammen med sin lillebror.

“Jeg kom til verden indenfor voldene, og herfra tog livet fart på Eriksvænget klods op af KFUM Parken. Min mor var pædagog på Dagmargården, imens min far siden 1966 havde kørt truck på Egeskovvej. Han blev senere indehaver af betonfabrikken,” fortæller Jan Riisager.

“Jeg og min lillebror gik i vuggestue og børnehave på Dagmargården. Jeg husker lidt derfra, men generelt så forestiller jeg mig, at det var et godt sted. Jeg husker mange af mine pædagoger, fordi de kom sammen med mine forældre. Vi var tæt på volden, hvor vi legede og tæt på vandet. Alt i alt var det virkelig en fin tid. Jeg føler, at jeg har haft en fornuftig barndom, dog præget af tiden. Det var sluttresserne og start halvfjerserne. Det var oliekriser, EF-medlemsskab og en verdensøkonomi, der gispede efter vejret,” fortsætter Jan Riisager og fortæller videre om, at helt skidt var det dog ikke.

“Vi kom på skiferie i Norge – før alpinskienes tid. Det var langrend. Det var hytter og det var familietid, når farmor samlede alle søskende, fætre og kusiner. Det var virkelig sjovt, desværre døde det lidt ud, da vores farmor døde.” 

Imens Eriksvænget, fodbold og håndbold i KFUM var fritidsbasen, og senere en passion for fiskeri, bestod skolegangen af blandt andet Treldevejens Skole og Fredericia Middelfart Handelsskole. 

“Jeg gik 10 år på Treldevejens Skole. Jeg var ikke den største rod på skolen, jeg var god til flere ting – eksempelvis snebolde på langafstand,” siger Jan og griner, inden han fortæller videre:

“Jeg kunne ramme gårdvagterne på lang afstand. Nej, pjat. Det var en ganske almindelig skolegang. Vi levede højt på lærernes øgenavne, som de i øvrigt levede fint op til. Jeg havde et lærerægtepar fra 1-10. klasse. Vi havde dem i alle fag, og deres søn gik også i klassen, hvilket var lidt synd for ham. Jeg udmærkede mig ikke rigtigt, men jeg kom igennem – lad os bare sige, at jeg var ikke en ørn i skolen. Matematik fangede mig dog.” 

Fra 1982 til 1984 gik Jan på Fredericia Middelfart Handelsskole. En tid han husker som fin, men uden de store udslag.

“Jeg var god til matematik – også på handelsskolen. Jeg blev også god til regnskab, hvilket førte til, at jeg efter min militærtid blev uddannet som akademiøkonom. En uddannelse der kombinerede skole og praktik. Jeg arbejdede dengang hos ER Elektric.” 

Hvad med fest og farver, var der noget af det? 

“Jo, det var der, men sjov og ballade var ikke rigtigt mig. Jeg havde min sport og militæret fyldte senere i mit liv. Jeg var seriøs, og jeg ville tjene penge – og mange tjente faktisk godt, når man var med på øvelser – men jo der var da fester, alt andet vil da være løgn. Jeg er blev officer af reserven efter seks måneder på sergentskolen, senere løjtnant på Skive Kaserne. Når man var student, kunne man dengang gå direkte ind på sergentskolen. Da jeg skulle være løjtnant, lærte jeg meget. Jeg boede 14 måneder i skive, men tog løjtningstiden i Varde. Det var en stor tid, man lærte meget. Man skulle være klar til at lede 40 mennesker. Det gav mig et stort ansvar.  Det var en tid, hvor Den Kolde Krig rasede – fjenebillede var de røde, og det trænede vi på. Jeg var på fire øvelser i Tyskland, hvor tyske og danske enheder øvede sig på krigen med den røde fjende,” fortæller Jan.

Var du en god soldat? 

“Det var okay, men jeg tror, at jeg var en gennemsnitlig soldat. Det var en stor omvæltning at komme i forsvaret hjemmefra. Det var at grave huller med rygsæk på, gøre rent, konstant barbering, disciplin i form af De, Dem og Deres. Man lærte sgu noget. Jeg lærte som sagt at tage ansvar for andre mennesker, jeg lærte at forstå, at de beslutninger jeg tog ville have konsekvens for 40 menneskers liv,” siger Jan. 

Vi drikker lidt af vores cappuccino og springer i tiden for at høre om sportens verden.

“Vi løb, legede og spillede meget fodbold i vores fritid. I 1981 begyndte jeg også at gå til skydning i Fredericia Skytteklub. Det var virkelig spændende. Jeg var heller ikke helt dårlig til det, men der var dog et par knægte fra Bredstrup, jeg ikke kunne slå, men det gik meget godt for mig. Jeg skød vel i godt fire år. Derudover – uden at lyde gammel, så spillede vi fodbold om sommeren og håndbold om vinteren. Jeg havde ikke den bedste motorik, så jeg endte på målet i fodbold. Men hvad jeg ikke havde i motorik, havde jeg i højde. Jeg var et hoved højere end de andre til vi blev 14 år. Det samme gjorde sig gældende i håndbold, så jeg kunne smide bolden i rosen, som man sige. Jeg stod på mål i fodbold til jeg blev 22 år. Jeg havde et år som senior på andetholdet, og var med førsteholdet i opstarten af en sæson som reserve, men jeg brækkede desværre mine fingre, og så kaldte militæret i stedet,” siger Jan og fortæller om sport senere i livet.

“Jeg har altid holdt af bevægelse og i 2001 gennemførte jeg en jernmand i Fredericia i tiden 12 timer og 15 minutter. Jeg deltog året inden på et stafethold, hvor jeg svømmede. I årene 2002 og 2003 deltog jeg også på et hold, hvor jeg svømmede og cyklede – mine knæ var ikke imponeret af løbeturene, men sidenhen har jeg ikke lavet noget så intenst – det var en hård sport. Jeg har dog fulgt mine børn til svømme- og hestestævner.” 

Jan blev far i 1993, og livet gik sin gang med et hus i Bøgeskov, senere Golfkvarteret og nedlagt landbrud, som han dog måtte vinke farvel til, da krisen for alvor kradsede. Men Jan har aldrig drømt om at blive rig og køre i Bugatti, som han siger.

“Men igen med sporten, så blev min datter virkelig god til ridning og min søn svømmede. Jeg tog selv nogle dommerkurser i svømning, så det blev til mange timer sammen, hvilket vi havde stor fornøjelse af,” fortæller Ugens Kurt

Passioneret naturmand og fisker

En stor passion og et stort kapitel i Jans liv er også naturen og fiskeriet. Han lyser helt op, når han fortæller, og erkender da også til sidst, at han er noget nørdet, skriver artikler til fiskemagasiner og gerne rejser verden rundt for at fange en fisk med stang og flue. 

“Det startede faktisk tilbage ved Uggerby Å, da jeg var seks år. Min fætter havde en båd, han brugte til at sætte garn. Jeg blev selv grebet af at fiske – den første fisketur var meget simpel. En stang med snor på – næsten bare en bambusstang. Jeg fangede skaller og ørreder hjemme hos mine bedsteforældre. Det var livet,” siger Jan. 

Erhvervsmæssigt var det også i perioden, naturen Jan søgte. Han ville nemlig være skovfoged. 

“Jeg tror, at det kom via mit fiskeri. Jeg synes, at det var fascinerende at være ude i naturen. Igen når jeg tænker lidt i tid, så var jeg også på Færøerne som 15-årig tre uger ad gangen med min fætter. Vi fiskede, men så også øerne. Det med at være i naturen har altid været mig. Derfor ville jeg også pleje naturen – det var virkelig spændende. Jeg blev ansat i Sydøstjysk Skovdyrkerforening, og det var mit mål efter skoletiden at blive opkvalificeret, så jeg kunne komme videre ind på uddannelsen – der var en række fra det almene gymnasium, som jeg havde ikke havde, men som jeg tog for at kunne få en skovbrugeruddannelser,” siger Jan og fortsætter:

“Det var en meget sjov tid. Jeg var for en gang skyld den bedste på hele skolen til stort set alt, men det interesserede mig også. Alt hvad jeg lavede var lige meget. Vi nåede til, at vi skulle videre for at blive skovfogedelever. Det foregik dog på Allinge på Bornholm eller på Sydsjælland. Jeg kunne vælge først. Vi var 40 stykker på skolen, så det var stort at kunne vælge først, men jeg kunne ikke se mig selv på de lokationer, og det kunne min kæreste heller ikke. Jeg blev far, og begyndte i stedet at arbejde hos mine forældre på Egeskovvej. Min far havde købt produktionen i 1987. Han havde faktisk forpagtet det siden 1983. Jeg startede så der i 1993, ikke at det var første gang, for jeg havde allerede som, 12-årig været med til at skovle beton i forme, lave små ting, men det var ikke der, at jeg troede jeg skulle bruge mit fremtidige liv. Jeg ville ikke kunne stå ved en maskine.” 

Virksomheden bestod den gang af tre-fire mand, hvor både Jans far, Søren og mor Birgit arbejdede med. Moren var blevet regnskabsansvarlig. Kunderne var primært de lokale håndværksmestre, og der blev produceret alt fra trapper, søjler, altaner og generelt produktion til betonindustrien.

“Det var et fint stykke arbejde, og gradvist blev det mit. Min mor var på kontoret, da de købte det. Hun stoppede som pædagog og blev regnskabsansvarlig, og hun sagde, at hun ville gå på pension som 60-årig, og i 2004 gik hun så pension. Et år efter stoppede min far, og så overtog jeg. Vi lavede om på produktionen fra de mindre ting, blandt andet fliser, og satsede i stedet på at lave de større ting. På det tidspunkt var der større bevågenhed på at lave produktion til de bygninger, der så dagens lys i 30erne, 40erne og 50erne. Vi lavede udsmykningerne, detaljerne og lignende. Det kunne eksempelvis være til en bygning, som den overfor,” siger Jan og peger ud af vinduet i Jyllandsgade. 

“Vi fortsatte dog produktionen af en række ting, blandt andet belægningssten til private, men i længden kunne vi ikke tjene penge på det. Vi lavede senere mange fundamenter til ABBs transformerstationer, og det udgjorde faktisk hovedparten af vores produktion i syv år. Vi opnåede også ordre på en million kroner, hvilket i Randals historie var helt vildt. Vi gik fra at være tre mand til 15 i 2009. Der var virkelig travlt. Men to år senere mærkede vi for alvor finanskrisen,” siger Jan og fortsætter:

“Vi gik fra 15 til fem mand. Vi halverede omsætningen på to år. Vi havde lidt arbejde, men fik ikke mange penge for det. Det var svært at få økonomien til at hænge sammen i alle henseender. Men stille og roligt bed vi os fast i markedet igen, og specialiserede os i nicheproduktion med relativt små opgaver på kryds og tværs. Vi laver eksempelvis nybyggeri med liberalt erhverv i bunden og ungdomsboliger ovenpå, hvor det er vores trapper, altaner og søjler man ser. Derudover har vi arbejdet med næsten alt indenfor beton: elementer til at adskille rum, skolegårde, store trappetrin, amfiteatre, scener og lignende. I teorien kan man undervise der – men det er nok de grønne flasker, der trækker mest disse steder, “siger Jan og griner.

“I dag er vi 18 mand og en freelance kontordame. Det kører fornuftigt, vi har meget at lave, men det er en branche, der går op og ned. Der bliver også nogle gange betalt lidt dyre lærepenge, når vi regner på opgaver og udfører dem, men det går også den anden vej, hvor vi tjener lidt. Vores forretningskunder er i dag menensker, der har brugt os gennem årtier. Det er netværk, og aftalerne beror på tillid, så meget at mange aftaler er mundtlige,” siger Jan og synker sin kaffe dybt inden han fortæller om bagsiderne af livet.

“I 2016 fik jeg en blodprop i hovedet. Det var min fødselsdag, og jeg havde inviteret familien ud at spise. Jeg arbejdede vel 60-70 timer om ugen, fritiden var gået med børn og hus. Der var altid noget at lave på en nedlagt landejendom, så jeg havde nok ikke fundet roen gennem mange år, hvorfor jeg også sidenhen har søgt stilheden og i øvrigt fundet en kæreste, der hjælper mig godt på vej, når det kommer til at komme tilbage til naturen. Jeg blev også nyreopereret i 2016, så det var noget af en tid, men jeg stoppede dog ikke med at rejse. Jeg var i Spanien, Canada og Norge med alt dialyseudstyret.”

Samtalen falder på passionen om fiskeri igen – og Jan elsker virkelig at fiske.

“Jeg var i Britisk Columbia for at fiske en sjælden regnbueørred, der lever vildt; steelhead. Den vandrer i havet og kommer så op i floderne. Den er totalt fredet, så man fanger den, tager et billede og så sætter man den ud igen. Jeg har dags dato været af sted nogle gange, og fanget 49 styk. Min kæreste siger også, at jeg er nørdet på det område. Jeg har også fanget laks i Norge, Island – ja mange steder. Hvis der åbnes op, så står den på Alaska til sommer. Vi bliver sat af med en vandflyver, og driver vi ned langs floden,” siger Jan.

Jeg kan høre, at naturen virkelig betyder meget for dig?

“Ja, det gør det. Det er i naturen, at jeg finder roen. Jeg er også tit på sheltertur med min kæreste. Vi sætter pris på naturen begge to. Vi har også været på kano- og vandreture,” svarer.

“Jeg fisker i øvrigt kun med flue. Jeg skriver også lidt små artikler med oplevelserne til et fiskemagasin med fluefiskerne. Det giver generelt enormt ro i kroppen at fiske. Jeg oplever også mange ting, som mange andre ikke oplever. På fredag skal jeg fiske efter torsk – det er lidt mere madorienteret. Men igen – jeg nyder det bare. Hvis du spørger til lykken, så er det lykke for mig. Det giver mig ro. Jeg tjener ikke styrtende med penge på fabrikken, men vi har det godt. Jeg kommer nok aldrig til at købe en strandvejsvilla eller den nyeste Bugatti, men det gør heller ikke så meget,” slutter Ugens Kurt.

Ugens Kurt: Grethe Jørgensen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0

Hun er født og opvokset i Haderslev, men da hun fyldte 18 år rejste hun til Fredericia – og siden har hun været her. Det startede med et job på Det Lille Apotek, inden nattelivet blev skiftet ud med familie og uddannelse. I mange år har hun været leder af et af byens plejehjem, og da man slog dem sammen, ja så blev hun leder af det nye store plejehjem, Othello. Ugens Kurt er Grethe Jørgensen.

“Jeg er født i Haderslev, så jeg er simpelthen sønderjyde. Jeg er født nede ved Haderslev Dam i 1956, så jeg har nogle år på bagen efterhånden. Så gik jeg i skole dernede og flyttede herop til Fredericia da jeg var 18 år gammel”, fortæller Grethe.

“Det vat et fint sted at vokse op. Haderslev er ikke sådan specielt meget sønderjysk, jeg har ikke mærket så meget til at det var sønderjysk, det synes jeg ikke at kunne huske i hvert fald. Men det var en fin tid. Vi boede lige ned til Haderslev Dam, det var så fantastisk. Så jeg er vokset op derude i naturen. Det synes jeg var skønt, det må jeg indrømme. Jeg havde heller ikke langt til skole fra hvor vi boede, så det var jo rigtig fint. Vi boede ude i Erlev”, siger hun og fortsætter:

“Det var lige der hvor, hvis man kan huske det, at damkatastrofen skete. Det var der hvor en turbåd brændte. Det var lige overfor der hvor vi boede. Min far var med til at redde folk dengang. Det husker jeg stadigvæk. Jeg tror det var i 1959, så jeg har ikke været så gammel, men jeg husker ganske få ting af det”.

Alle har forskellige minder fra deres tid i skolen. Nogle har oplevet mobning og andre grimme ting, men for Grethe har det ikke været tilfældet. Hun ser tilbage på skoletiden som værende en rigtig god tid med mange gode minder.

“Jeg gik i folkeskolen, på Hertug Hans Skole. Jeg havde det fint. Jeg var glad ved at gå i skole, synes jeg. Jeg synes det var en helt okay tid. Det er ikke noget der har sat sit præg på mig, at det skulle have været en skrækkelig tid, bestemt ikke. Jeg synes vi havde en god klasse med mange sjove timer sammen. Vi holdt også dengang nogle fester, nok ikke så voldsomt som de gør i dag, men jeg synes vi havde det rigtig fint”, fortæller hun.

Efter skolen bød Grethes liv på et stort skifte. Haderslev blev skiftet ud med Fredericia – og skolen blev skiftet ud med et værtshus, ja altså uden det skal lyde som om at hun var stamgæst på stedet.

“Da jeg blev færdig med realeksamen var jeg et år i huset, imens jeg skulle finde ud af hvad der skulle ske. Så endte jeg med at flytte til Fredericia. Jeg havde nogle veninder der boede heroppe. Jeg flyttede sammen med de veninder. Så var jeg servetrice på et værtshus, det hed dengang Det Lille Apotek. Jeg boede så ovenpå dernede”, fortæller Grethe.

“Det var helt fint at flytte hjemmefra. Jeg synes faktisk det var megt rart. Jeg var lidt oprørsk, så det var rigtig fint at kommer herop. Og ja, så er jeg jo blevet hængende”, lyder det med et grin fra Grethe. 

“Jeg har altid synes, at Fredericia var en skøn by. Den ligger lige ved stranden, så er der volden, ja, det er en skøn natur. Så jeg synes Fredericia er en dejlig by der har alt omkring sig. Lillebæltsbroen, der kan jeg huske helt fra jeg var lille, at når vi kørte over broen, så skulle jeg altid kigge ud over byen for at se flammen fra raffinaderiet. Så det er det jeg husker Fredericia for som barn. Og ja, nu bor jeg her så”, lyder det med et grin fra Grethe.

Hvad med uddannelse, hvornår kommer det?

“Jamen, i de første år arbejdede jeg. Jeg fik job som syerske og arbejdede som ufaglært. Så tænkte jeg på et tidspunkt, at nu havde jeg fået familie og børn, så måtte der ske et eller andet. Så jeg startede som plejeassistent, det læste jeg i Odense og blev færdig i 1990”, fortæller Grethe. Der kom et ekstra kapitel ind, som jeg tænkte vi lige skulle runde. Nemlig familie.

“Jeg blev gift med Lasse i 1976, det er ved at være mange år siden. Sammen har vi to børn, der er voksne. Vi har en datter der bor i Odense og en søn der bor her i byen og arbejder på raffinaderiet. Det er vi glade for. Begge børn er blevet gift og har fået børn, så vi er blevet begavet med fire børnebørn, det er helt fantastisk. Det er meget skønt, det kan ikke være bedre”, fortæller Grethe.

Med familien på plads – og uddannelsen som plejeassistent fik Grethe job, først i Ejby og siden har hun hængt fast som ansat i Fredericia Kommune.

“Jeg startede med at arbejde i Ejby, hvor jeg arbejdede på plejehjemmet i Ejby og i Gelsted, jeg skiftede lidt frem og tilbage. Der var jeg et par år, men mit store ønske var at komme til at arbejde i Fredericia. Så jeg søgte i Fredericia på Skovhave, det nu nedlagte plejehjem i Erritsø. Vi boede i Erritsø dengang, så det var kun lige en spytklat hjemmefra. Der startede jeg så for 26 år siden i 1994. Så har jeg arbejdet med ældrepleje i Fredericia Kommune lige siden”, forklarer Grethe.

“Jeg lukkede Skovhave for 11 år siden og flyttede ind på Othello. Jeg startede først med at arbejde som plejeassistent, inden jeg så blev leder i år 2000 på Skovhave. Jeg var med til at vælge, at vi skulle bygge Othello, hvordan det skulle være og sådan. Det var en meget spændende proces. Det var rigtig spændende endda”, siger Grethe, inden hun fortæller om både medarbejdernes og borgernes reaktioner på flytningen.

“Det var jo lidt delt. Men hvis jeg tænker tilbage på det, så synes de fleste at det var okay. Selvfølgelig var man træt af at skulle flytte og at man skulle lukke det sted  de boede. Men det var små lejligheder de havde. Det var kun 1-rums boliger, badeværelserne var for små i forhold til arbejdsmiljøet og sådan. Der skulle jo ske noget, det tror jeg godt alle alligevel kunne forlige sig med. Jeg synes også, at Fredericia Kommune gjorde meget for at de kom godt afsted der fra, blandt andet fik de hjælp til at flytte og alt sådan noget. Så jeg synes faktisk det var en fantastisk proces, og noget jeg tænker tilbage på. Vi havde travlt, men det gik fantastisk godt. Borgerne faldt hurtigt til på Othello, det gjorde de”, fortæller Grethe.

Hvad har det gjort ved dig både at blive leder, men også at stå i spidsen for det her nye projekt?

“Det var stort, men jeg ville det rigtig gerne og jeg brændte for det. Jeg synes det var spændende at skulle være med til at starte et nyt sted op – og noget der var anderledes end andre steder. Det var super spændende at skulle være med til, men som sagt også et stort stykke arbejde. Det var tre plejecentre der blev lagt sammen, så der var personale alle mulige steder fra. Jeg var ikke alene om det, der var også andre ledere med. Men det var også noget vi var meget stolte af. Tænk sig at få lov til at starte sådan noget helt nyt op, det var jo fantastisk”, fortæller Grethe.

“Det at have indflydelsen og være med til at præge det der skal ske det tiltaler mig. Så synes jeg også, at det med at kunne få medarbejderne til at udvikle sig, det er super spændende. Jeg tænker meget på hvordan medarbejderne har det, for er der glade medarbejdere, så er der også glade borgere. Det hænger uløseligt sammen, så det skal vi helst have til at følges ad. Det synes jeg er super spændende at arbejde med”, fortsætter hun.

Fremtiden?

“Jeg håber da på, at jeg hænger her indtil jeg skal på pension. Det er da min plan, at jeg fortsætter her, hvis ikke vi har alt for meget Coronavirus og sådan, for det er da lidt hårdt når det står på, men jeg synes da også, at det er spændende at være med i. Jeg håber da på, at jeg kan fortsætte med at være med her. Vi tager en dag ad gangen, så lang tid som det er sjovt at gå på arbejde, så lang tid kan man ligeså godt fortsætte med det jo”, lyder det med et grin fra Grethe.

Når Grethe ikke er på arbejde bruger hun gerne tiden på at slappe af i sin campingvogn – og ellers har 6. Juli Garden også fyldt en del for Grethe.

“Min datter har spillet i 6. Juli Garden. Jeg kom i bestyrelsen og har været i støtteforeningen i mange år. Jeg føler stadig det er mine børn, også selvom det efterhånden er en del år siden det rent faktisk var det. Det er glade børn, det elsker jeg at være en del af. Det der med at være sammen med unge mennesker, det er fantastisk. Vi havde også et tæt forhold med de voksne. Vi har stadig venner derfra”, forklarer Grethe.

“Jeg nyder at være på camping. Vi har en campingvogn og ellers at komme afsted med den. Den står nede i Ribe, og det er vores fristed. Det er der hvor jeg lader op til det arbejde der i perioder er tungt og træls. Der er det dejligt at have et sted at gå hen, hvor jeg bare er Grethe. Der kan vi bare slappe af og gøre helt hvad vi vil, hvad enten det er at lave ingenting, gå ture eller cykle. Det er der vi lader op. Vi solgte vores hus for et par år siden og er flyttet i lejlighed, så der er ikke nogen have der skal passes. Så det er livet for os at tage på camping”, fortsætter hun.

Vi er i en speciel tid – og en tid der også kræver ekstra arbejde for Grethe og hendes kollegaer. Selvom landet stille og roligt åbner op, så er der også stadig stor påpasselighed. Det giver nye arbejdsgange for Grethe og hendes personale.

“Det har været svært indimellem, for man har følelserne med i det. Vi vil gerne borgerne det bedste, men vi har haft restriktioner der gør, at det har vi ikke kunnet. På et tidspunkt tænkte vi faktisk, at det var et meget trygt sted at være, for der var kun borgerne og os. Der kom ikke andre ind i huset. Man var godt klar over, at holdt vi de forholdsregler vi skulle, så skulle det her nok gå – og det har det så også gjort. Men vi har hele tiden gået i sådan et vakuum, for man ved ikke hvornår der sker noget. Så det har da været en kæmpe opgave. Det synes jeg også stadigvæk det er”, forklarer hun og fortsætter:

“Heldigvis letter det også lidt på det. Men vi er stadigvæk lukket ned. VI går hver dag og tænker ‘bare det nu ikke sker’. Det er lykkedes indtil nu. Det er fordi vi har haft gode regler og forholde sig til – og at folk har overholdt det. Det er rart, at vi kan sige at det ikke har ramt os. Nu åbner vi mere og mere, men vi håber på, at vi kan holde det fra døren”.

“Det har været dejligt at kunne åbne lidt op, at borgerne har kunnet komme lidt ud og møde deres pårørende. Vi har hele tiden haft vinkemøder, og vi har haft følge på gåturene. Nogle benyttede sig af det før, men nu benytter mange sig af det. Vi havde 32 besøg i sidste weekend alene. Man ringer ind og så aftaler vi en tid man kan komme på. Men det har været rigtig godt. Det er også i hverdagene, det er dejligt at folk også kan det”, supplerer hun.

Ugens Kurt: Line Kirsten Nikolajsen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
(Foto: PR)

Hun er 28 år gammel, født og opvokset i Fredericia. Hendes voksenliv har bragt hende både udenlands – og til landets hovedstad, hvor hun nu er bosat med sin kæreste. Selvom hun er i København kan hun høres ud i hele landet, når hun på P3 sender radio – sågar har hun fået sit helt eget radioprogram, Line Kirsten Giftekniv. Ugens Kurt er Line Kirsten Nikolajsen.

“Jeg er opvokset på Herman Bangs Vej lige ved banegården. Det var meget idyllisk på mange måder. Det er en kernefamilie, i et ganske almindeligt hus, to almindelige forældre. Så havde jeg en lillesøster der døde da vi var små og så har jeg en lillebror”, indleder Line Kirsten fortællingen om hendes barndom i Fredericia.

“Når der er 8 år imellem bliver man meget storesøster, så man har hele tiden været lidt mere voksen, det er et andet søskendeforhold, Man bliver måske mere en beskytter – og så bliver man venner som voksen. Det er først nu jeg begynder at tænke alderen er ligegyldig. Han er en tornado der fylder meget, men også et fantastisk menneske jeg elsker overalt på jorden – og så er vi meget forskellige”, fortæller hun.

Selv har jeg haft Line Kirstens mor, Susanne, som lærer på skolen. Det har heller ikke altid været nemt for Line Kirsten, at først hendes bedsteforældre og siden hendes mor var lærere på selvsamme skole, som hun gik på.

“Det startede med at min mormor og morfar har været lærere der altid, min mor og min onkel har altid gået der. Der var lige et år de alle tre var der. Det var lidt voldsomt. Men for mig har det altid været sådan det var. Det er problematisk fordi man ikke får lov at have et liv for sig selv, for min mor har altid været involveret. Men vi er så tætte, at vi ikke har noget skjult. Men det kom lidt i vejen – også for de andre elever. De havde måske lidt svært ved at forstå, at man godt kan være dygtig alligevel”, forklarer Line Kirsten.

“Folkeskolen var en hård tid. Det er ikke en tid jeg altid tænker på som en fornøjelse. Den gode skolegang kom først efter. Jeg tog på efterskole i tiende klasse, det havde jeg rigtig meget brug for. Det efterskoleår ændrede rigtig mange ting og gjorde rigtig meget godt for mig – også socialt og selvværdsmæssigt. Man kom et sted hen hvor man kunne dyrke musik og teater, men også hvor man lærte, at der ikke var noget i vejen med en. Det gav mig enormt meget at være på efterskole. Det er også der nogle af mine bedste venner kommer fra”, fortæller hun.

Derfra gik turen på Fredericia Gymnasium. Her har Line Kirsten for nyligt også været en del af gymnasiets “FG Alumner”-serie, hvor hun fortæller om hendes liv efter Fredericia Gymnasium.

“Det har altid ligget i kortene for mig at skulle på gymnasiet. Men jeg var i tvivl om det skulle være Fredericia Gymnasium, for man ville gerne være sammen med efterskoleveninderne. Men det blev Fredericia Gymnasium. Jeg tror efterskolen kom den personlige udvikling i forvejen, men jeg har mange gode minder fra gymnasiet. Man lærer sig selv at kende, og der er mange knubs undervejs. Men jeg husker det som en dejlig tid. Jeg brugte meget tid på det kreative og var med i Coffee House, som jeg har mange gode minder med”, fortæller Line Kirsten og fortsætter:

“Men det er et sted man får slebet nogle kanter. Man møder mange forskellige mennesker. Når man kommer fra en efterskole hvor det måske er lidt for godt og bliver boostet og går med mennesker der minder om en selv, hvor det på gymnasiet er et meget bredere spænd af mennesker. Man skal finde ud af hvem man kan med og hvem man ikke kan med – og at det er okay ikke at kunne med alle. Man lærer om ens værdier, fordi man møder modstand”.

Hvad skete der efter gymnasiet?

“Jeg tog et sabatår. Jeg var meget overbevist om, at jeg skulle være skuespiller og var helt færdig med skole. Jeg arbejdede et halvt år på Den Engelske, for at tjene penge med henblik på at skulle flytte til London. Jeg var en tur derovre selv i et par dage, hvor jeg boede på et hostel og skulle klare mig selv. Jeg søgte forskellige jobs – og i januar, da jeg havde opgivet håbet, fik jeg en mail om, at jeg havde fået et job på et hotel – hvor man også boede. Så var det at pakke alting og flytte til London”, fortæller hun og fortsætter:

“Der boede jeg et år, selvom det kun skulle være et halvt år,. Men jeg blev så forelsket i stedet, at jeg blev. Det var et fantastisk år – og London er en dejlig by. Jeg var så privilegeret, at jeg boede på det hotel i et af de dyreste områder på Nottingham Hill. Ingen andre kunne spare penge op – men det kunne jeg. Det var en særlig situation. Det er ellers ikke for sjovt økonomisk at bo i London”.

“Det var ret vildt at flytte hjemmefra. Men jeg tror at det var det skift jeg havde brug for. Jeg havde brug for virkelig at komme ud og stå på egne ben. Det var hårdt, men også enormt lærerigt. Men også et år man virkelig blev voksen. Det kan man nok godt grine af nu, for man var sket ikke voksen, men det følte man. Man fik også mange gode voksen-point på banken”, forklarer hun.

“Da jeg kom hjem fra London tog jeg direkte på højskole for at forberede mig på at søge ind på skuespillerskolen. Jeg havde gået på noget forberedende i London. Jeg søgte ind i starten af mit højskoleophold, men kom ikke ind. Jeg brugte året på at dygtiggøre mig og var meget seriøs. Jeg kunne godt se, at det var fornuftigt at have en plan B. Jeg havde fået en kæreste i København, så det gav sig selv at jeg skulle derover. Jeg bladrede ‘hvad kan du blive?’ igennem. Der endte jeg på en side om film- og medievidenskab. Det lød som det mindst kedelige. Jeg vidste ikke hvad den skulle, men jeg kunne godt lide medier og film. Jeg søgte ind og kom ind – og det har vist sig at være et af de bedste valg nogensinde”, fortsætter Line Kirsten.

Hvordan var det at opgive sin drøm, sin plan A?

“Jeg tror ikke jeg så det som at skifte det ud, jeg tror at jeg så det som noget midlertidigt. Det kan tage tid at komme på skuespillerskolen – og mange af de største har søgt mange gange. Jeg tror bare at tanken var, at der ikke var noget i vejen med at uddanne sig imens man prøvede. Langsomt gik det op for mig, at noget andet også var sjovt. Jeg havde været opslugt af teater og musik – og var lidt fortvivlet over, at det var det eneste jeg synes var fedt”, fortæller hun og fortsætter:

“Så det var fantastisk at opdage den nye verden, som jeg trivedes godt i. Jeg gik i skole på en måde der føltes helt fantastisk. Film og medier er et meget socialt studie, og jeg havnede på årgang med mennesker jeg klikkede rigtig godt med. Hele min omgangskreds her i københavn udspringer næsten derfra. De tilbud der er der, blandt andet Uni-radioen, fik mig til at se, at radio er fedt at lave. Lyd er mega fedt – og det kunne være nice at lave noget med det”

“Uden at have en karriereplan der, for det er svært når man ikke er uddannet til noget konkret, så det er hele tiden lidt kommet på de rigtige tidspunkter. Det kan lyde så irriterende, når man selv kæmper. For mange af mine medstuderende er det noget man lige har fundet ud af var fedt – og så greb man muligheden. Jeg har aldrig følt at jeg opgav drømmen om at være skuespiller – og det gik op for mig, at jeg måske var bedre til noget andet”, forklarer hun.

DR og P3?

“Jeg har været tutor i mange år på uddannelsen – og en ting der går igen er, at mange bare vil arbejde på DR – i hvertfald af dem der er mediefolk. For det er meget sådan en ting man har en forestilling om når man begynder, for det er en kæmpe institution. Man kan lave alt muligt på DR, der er så mange jobs at få. Det er et prestigefyldt sted – men også et sted mange ender, for uddannelsen er meget af det man laver på DR”, forklarer Line Kirsten og fortsætter: 

“Man kan vælge at komme i praktik – og det så jeg som værende ret vigtigt. Det er en boglig uddannelse, men alt det vi skal lave lægger op til praktik. Jeg søgte praktik imens jeg var på udveksling i Australien. Jeg søgte alt jeg kunne på radiokanalerne på DR. Jeg havde fået en på DR Kultur, men blev ringet op senere af P6, P7 pg P3, at de gerne ville have mig til samtale. Jeg blev ringet op og spurgt hvor jeg gerne ville hen – og jeg endte i praktik på webafdelingen, for jeg havde prøvet radio i Australien og på Uni-radio. Så jeg begyndte på web-afdelingen, der havde startet deres satire-hold, som jeg så blev en del af. Dem har jeg lavet meget med”.

“Efterfølgende blev jeg ansat som produktionsassistent freelance – og var community-manager på DRs sociale medier. Så sagde jeg op på DR, jeg synes det var for kedeligt. Jeg kom i praktik på BLU, som var mit praktik på kandidatuddannelsen. Der blev jeg ringet op en dag af hende der leder DR’s talenthold, som spurgte om jeg ville til casting på Morgenholdet. De vidste at det var Anders Hagen –  og han skulle have et kvindeligt modspil”, fortæller hun.

“Jeg gjorde hvad jeg kunne, men tog det ikke så alvorligt, for det var ikke noget jeg havde regnet med at kunne blive. Jeg var et sted i mit liv med kærestesorger og andre træls ting, så det var lidt nemt ikke at forholde sig til det følelsesmæssigt. Det var måske meget fedt for en der gerne vil præstere som mig. Jeg fik at vide, at jeg havde fået det – og så er det kørt derfra”, fortsætter hun.

“Jeg har været vikar et langt stykke tid – og nu er jeg en etableret vært på DR3. Det er tilfældigheder meget af vejen, og det kan være lidt mærkeligt at se tilbage på. Det kan også hurtigt komme til at lyde som om alt har været tilfældigt, men jeg har altid følt en glæde for at lave det her, så har jeg brændt for at lave lyd. Jeg har lavet podcasts og interesseret mig meget for det. Når jeg først går ind i det, så gør jeg det med alt jeg har. Der er også en hel del forarbejde i det. Jeg ville ikke have fået jobbet, hvis ikke jeg kunne finde ud af det”, supplerer hun.

Nu har du dit helt eget radioprogram – med dit eget navn i det?

“Det var ikke med min gode vilje, at programmet kom til at hedde det”, lyder det med et grin fra Line Kirsten, inden hun fortsætter: “Men det var ikke engang mig der fandt på programmet. Hver sommer bliver der åbnet for en række nye tiltag, og det er ofte praktikanter der kommer med skæve idéer. De havde pitchet et datingprogram, hvor de selv ville date for. Det var dating i virkeligheden – uden alle mulige apps. Det med at kunne gå op til en og spørge dem ud – uden at være en freak”.

“Det synes cheferne var en god idé. Men der skulle en vært til – og det blev til mig. Så laver man en længere udvikling. En sagde for sjov Line Kirsten Giftekniv som navn. Det synes jeg var så kikset – og jeg ville have et navn der forbandt os alle. Men chefen elskede det – og det kørte så godt, at vi fik lov at sende det i efterårsferien. Efter et år med morgenradio, så fik jeg at vide, at det var det nye lørdagsprogram på P3. Det er helt vildt. Det betød også, at det var et fast job på P3. Jeg tror også det der gik ægte op for mig, at jeg var vært på P3, selvom jeg havde været der i et år. Det havde aldrig været mit program før nu”, forklarer hun.

Fremtiden?

“Lige menu nyder jeg at være på P3 og lave mine to faste programmer. Jeg laver også noget på DR3, laver podcasts og mange andre sjove ting. Så længe det er sjovt ser jeg ingen grund til at stoppe, Men det er sådan, at man på P3 har en udløbsdato. Det er en ungdomskanal. Så det er lidt sådan, normalvist, at ens tid slutter på et tidspunkt. Men hvad jeg skal endnu, det aner jeg ikke. Men jeg håber jeg kan få lov at lave lyd og radio – og jeg er fyldt med gode idéer. Så er drømmen at blive vært på MGP en dag, det kunne være fedt, men det bliver nok i drømmene”, svarer hun med et grin.

Fritiden, hvad går den på?

“Jeg bor i en lejlighed, som min kæreste og jeg købte for et år siden. Det er også ret voksent – og ret dyrt, for det er i København. Der er noget sindsygt i at spørge banken om at låne så mange penge. vi er seks lejligheder hvor alle kender alle, vi har en have med højbede – og ja, det er latterligt voksent. Sidste fredag grillede vi med alle naboerne. Det nyder jeg virkelig. Vi bor ved siden af nogle af vores aller bedste venner. Så det blive hurtigt lidt huset på Christianshavn stemning. Jeg er et virkelig dejligt sted i livet. Og jeg kan se, at det hele lugter meget voksent. Så på et tidspunkt skal man nok også være voksen for nogle andre, men det tager vi som det kommer”, fortæller hun.

Skal du tilbage til Fredericia?

“Lige nu er jeg meget tiltrukket af byen og at der sker så meget. Jeg har en podcast om dansk teater – som betyder at jeg ser næsten alt i teateret. Hele mit netværk og alt jeg nyder at lave det er her lige nu.  Der har jeg brug for at være der hvor der sker mest. Fredericia er en dejlig by og jeg nyder at komme hjem og besøge mine forældre – og kalder det hjem, men jeg brænder også for København. Så lige nu ser jeg ikke at jeg flytter tilbage. Jeg tror aldrig jeg kommer langt fra København, men man ved aldrig”, lyder det afslutningsvist fra Line Kirsten.

Ugens Kurt: Lasse Thomsen

Af
Andreas Andreassen
-
0

Danmark er så småt begyndt at genåbne, men kaffebaren mangler endnu at slå døren op. Så Ugens Kurt er interviewet on location: KVIK Lillebælt på Vejlevej, hvor indehaver og fæstningsdreng, Lasse Thomsen byder på kaffe i dagens anledning. Et halvt liv med køkkener er gået og der står 50 år på cv’et nu.

Lasse Thomsen kom til verden den 20. februar 1970 på Fredericia Sygehus. Alt var idyl, da livet udfoldede sig ved højhusene på Lumbyesvej 4. 

“Mor var uddannet laborant, men gik hjemme, da vi var små. Det var rart, hyggeligt og trygt. Hun vendte så tilbage til arbejdet som laborant, da vi blev teenagere. Far havde ansvaret for forhandlere af den daværende landsdækkende avis Aktuelt. Han havde kontor hjemme, men var også ofte væk i flere dage, når forhandlere skulle besøges.”

Lumbyesvej var et dejligt sted at vokse op som barn. Der var masser af børn, og altid nogen at lege med.  Om sommeren kunne vi spille fodbold på græsarealerne, og kedede man sig skulle man ikke ud, men bare to etager op, så var der legekammerater. Om vinteren kunne vi kælke på de store bakker ved højhusene. Det var en god tid,” siger Lasse Thomsen.

Skoletiden gik på Markholt-Olesen Realskole.

“Vi hørte egentlig til Alléskolen, da jeg skulle starte i skole. Men vi boede tættere på Skjoldborgvejens Skole, så min mor forsøgte at få min lillebror og jeg indskrevet der. Det kunne min mor dog ikke blive enige med kommunen om, så det endte med, at vi blev meldt ind på Markholt-Olesens Realskole i midtbyen. Det var en lille privatskole med små klasser. Alle kendte hinanden, og der var massevis af opmærksomhed, så man kunne ikke gemme sig. Når man havde idræt, foregik det i kastellet med jakkerne som stolper, når vi spillede fodbold,” siger Lasse og fortsætter:

“Det gjorde naturligvis også, at man kendte alle – både lærere og elever. Jeg har mange gode minder fra min skoletid. Jeg ved ikke om det var tiden, eller om det var fordi det var en privatskole, men jeg husker, at vi tiltalte lærerne ved deres efternavne. Jeg havde f.eks. Fru. Jacobsen til matematik.”

“Skolen blev senere slået sammen med Fredericia Realskole – det skete da nogle lærere brød ud og stiftede Lillebæltsskolen,” tilføjer Lasse i fortællingen om grundskoleårene.

https://gardeniablomster.dk/

Tiden gik og livet var fuld af oplevelser i hele Fredericia. I lilleputårene blev der trillet fodbold ved FfFerne i Madsby, men det var badminton, der for alvor fangede Lasse.

“Jeg spillede på førsteholdet i de fleste af ungdomsårene i EGIF – og i de sene teenageår endte jeg også på seniorførsteholdet.  I min tid blev det til Danmarksserien, men senere gik det jo rigtig godt for klubben, da man ramte divisionerne,” fortæller Lasse.

Familien flyttede i 1985 fra lejligheden på Lumbyesvej til hus i Erritsø, da mor begyndte at arbejde igen, og ungdomsårene tog for alvor fart i Erritsø. Konfirmationen foregik dog i Christianskirken, da religionsunderviseren fra Markholt Olesen – Pastor Mølgaard – var præst her. Det gav så bekendte og venner fra den del af byen også. Og generelt tog det med at lære mange mennesker at kende fart for Ugens Kurt.

“Jeg fik mange venner i Erritsø. Jeg kendte allerede mange via sporten, da jeg både spillede badminton og fodbold i EGIF, men havde også mange venner fra min opvækst i Fredericia. Jeg husker også, at vi kom i Huset i Kongensstræde. Jeg tror, jeg lavede mit eget lysshow, da jeg gik til elektronik. Det var bare noget man skulle, og så gav det adgang til festerne. Dem var der mange af. Vi gik jo også til alkoholfri halbal i Erritsø Hallen, selv om de vist ikke var helt alkoholfri, som jeg husker det. Senere lærte vi at arbejde. Jeg fik job på rørfabrikken Tarco i Erritsø som arbejdsdreng. Min mor arbejdede også der. Vi lærte meget via det job, og vi fik et stort ansvar. Nogle gange kalkede vi vægge i en hal, men andre gange hjalp vi til med ting, de fastansatte arbejdede med. Det var vildt spændende, og en god arbejdsplads” fortæller Lasse.

Fra 1986 til 1989 var det Fredericia Gymnasium, der kaldte. En tid som Lasse aldrig glemmer. Minderne står stadig i kø, også den dag i dag, hvor hans ældste datter går på gymnasiet.

“Det var helt suverænt at gå på gymnasiet – både fagligt og socialt. Jeg har faktisk lige været derude med min datter, som går i 1.g – meget er forandret, men hold da op sikke nogle forhold de har, og Viggo – min gamle historielærer, han er der stadigvæk. Jeg husker også gymnasiet for lancier og meget andet. Jeg var også med til at arrangere de populære skiture, hvor vi sendte flere busser af sted til Østrig, og de blev så populære, at Handelsskolen også ville være med. Det var sne, sjov og massevis af gode timer,” fortæller Lasse.

Efter gymnasiet havde han et halvt år som slangetæmmer i civilforsvaret, og afsonede sin værnepligt. Han ville have været til Aalborg, men der var ventetid – og så meget tid havde han ikke.

“Jeg kunne først komme ind i Aalborg til foråret, men det ville jo kræve to sabbatår, så jeg fik plads som slangetæmmer i Haderslev. Det gjorde ikke noget. Vi lærte meget – ja, jeg tænker faktisk, at vi lærte nogle mere brugbare ting, når man lever i fredstid. Vi blev røgdykkere, redere og mange andre gode ting. Vores fællesskab og sammenhold var stærkt og vi lærte at tage ansvar og passe på hinanden,” lyder det fra Ugens Kurt, der også tjente penge, når ikke pligten og studierne kaldte. “Jeg arbejdede stadig på Tarco i ferierne og havde derudover vagter som postbud om lørdagen, og endelig var jeg bartender på Syv’eren, som jo var et af in-stederne dengang.  En fantastisk tid, og dengang var der jo massevis af steder at tage hen til, når man skulle i byen – lidt trist at de unge i dag ikke har samme muligheder i byen.”

Efterfølgende tog Lasse en HA på handelshøjskolen i Kolding, hvilket gav en boglig ballast, der klædte ham på til fremtidens job. Han ville have læst videre til Cand. Merc, men han endte med at vælge et job.

“Studiet var spændende nok, men det var bøger, bøger og flere bøger. Jeg boede i en ungdomsbolig på Frejasvej, og så kørte vi ellers til Kolding. Det var studier og fritidsarbejde for at tjene penge. Ellers gik livet med at passe sin sport og gå i byen med vennerne,” fortæller Lasse og fortsætter:

“Jeg havde en ide om et sabbatår efter HA’en, hvorefter jeg overvejede at bygge videre på uddannelsen med en Cand. Merc. Men sådan gik det ikke. Martin Bjeld og jeg arbejdede og sparede sammen i et halvt år, og til sidst havde vi råd til en jordomrejse med rygsæk. Jeg var skoletræt, så friheden ved at rejse var fantastisk. Jeg husker, at det var første gang jeg skulle flyve, og første tur var så en 11 timers tur til Los Angeles. Her havde vi i øvrigt en vild oplevelse, da vi overnattede i Hollywood under det store jordskælv i 1994. Motorvejsbroer og parkeringshuse styrtede sammen, og der ville have været tusindvis af døde, hvis ikke jordskælvet var sket klokken 4.30 om morgenen. Vi havde heldigvis tanket vores bil, så vi kørte tre timer mod danskerkolonien Solvang, hvor vi kunne få fyldt tanken op igen. Der var ingen strøm på vejen – alt var ramt af jordskælvet – og hele LA blev erklæret i undtagelsestilstand af præsidenten. Vi startede i USA, og derefter gik den over Hawaii, Fiji, New Zealand og Australien, hvorefter vi sluttede af i Asien,” siger Lasse og fortæller videre om sin begejstring for at rejse.

“Det var helt klart der, at jeg fik sulten på at rejse. Jeg elsker at rejse og deler heldigvis begejstringen med resten af familien, så vi rejser meget. Det er måske sat på en pause nu pga. Coronakrisen, men heldigvis nåede jeg lige at få opfyldt en gammel drøm om at stå på ski i Canada inden Coronakrisen for alvor satte ind. Faktisk var vi derovre, da Danmark lukkede ned d. 11. marts, men vi nåede heldigvis at komme tilbage inden alting gik i stå,” fortsætter Lasse.

Hvorfor er du glad for at rejse?

“Det at opleve, det at mærke og det at se, hvordan verden er så forskellig. Det får mig også til at sætte pris på det, vi har i Danmark. Jeg kom hjem i 1994, og planen var at læse Cand. Merc. Men jeg endte med at kigge efter et job i stedet. Jeg var kørt træt i bøgerne. Jeg gik egentlig efter et marketingjob, men de gode jobs hang ikke på træerne på det tidspunkt.  Jeg så, at KVIK søgte salgstrainees. Jeg havde svært ved at forestille mig jobbet – vi havde jo ikke rigtig køkkenbutikker i Fredericia på det tidspunkt, men jeg gav det en chance. Jeg ville også gerne prøve at bo i en anden by. Jeg blev ansat og startede i Aarhus, men jeg var der kun i seks måneder, inden jeg endte hos Preben som ejede Kvik i Vejle. Her tog det fart, og jeg lærte meget om fast inventar, byggeri, installationer, salg og meget mere. Preben var en fantastisk læremester. Samtidig mødte jeg min nuværende hustru, Lotte, som indledte forholdet med at fortælle mig, at hun havde fået job i en bank – i København. Så måtte jeg jo flytte med. Jeg var ellers flyttet fra Aarhus til Fredericia, fordi jeg arbejdede i Vejle, men kærligheden fik mig til at flytte med til København. Kvik fandt et job til mig i deres store butik på Gl. Kongevej, hvor jeg solgte københavnerkøkkener i stor stil. Der prøver man lidt af hvert. Fra 4. sals-køkkener til gas, skæve vinkler, bordplader der skal hejses op med kran og så videre. Det var både sjovt og lærerigt.”

Lasse gjorde det godt, og fik derfor lov at starte en butik op fra bunden i Roskilde, hvor han fik hans første ledererfaring. Han var bare 27 år, men det gik godt, og butikken voksede over forventning.

“Jeg lærte meget om mig selv og ledelse. Det gav andre aspekter af livet. Det var spændende, og det gik virkelig godt. Det gik faktisk så godt, at de begyndte at lægge mærke til mig på hovedkontoret. Kvik havde på det tidspunkt introduceret sine XL-skabe, og der var derfor en opgave i at få solgt restlageret af de udgåede skabe. Dette skete på lagersalg fordelt i landet, og det blev en kæmpe succes. Ja, vi taler om trafikpropper, så det var svært at lade sådan en succes stoppe, da restlageret var solgt. Jeg fik derfor til opgave at undersøge, om vi kunne videreføre succesen og sætte det i system. Lige en opgave for mig, da jeg jo havde “læst videre”, som Knud Troelsen (grundlægger og daværende ejer af KVIK) formulerede det. Jeg skiftede rollen ud som butikschef med at lave en markedsundersøgelse indenfor gør det selv-området, og udarbejdede dernæst en plan for, hvordan vi kunne gribe det an. Knud kaldte alle forhandlere sammen på fabrikken i Kibæk, og det blev vedtaget, at vi skulle i gang. Konceptet fik navnet KVIK Lagersalg, for at understrege forskellen til vores Kvik Køkkencenter-koncept. Knud gik derefter på talerstolen og proklamerede, at vi var klar til at levere om tre måneder,” fortæller Lasse og uddyber:

“Så fik vi travlt. Vi havde ingen organisation til det, ingen lokaler og ingen salgssteder. Jeg blev spurgt om jeg ville bygge konceptet op, men jeg havde ingen erfaring med indkøb, logistik og produktion, og det var nok heller ikke her min interesse lå. Samtidig boede jeg stadig i København, og det var tydeligt, at man som ansvarlig skulle bo tæt på fabrikken for at få det op at køre. Vi havde heldigvis en dygtig kollega på fabrikken med de rette kvalifikationer, og så blev han direktør for selskabet. Jeg fik i stedet ansvaret for salg og markedsføring, herunder opbygning af et landsdækkende net af lagersalg og udarbejdelse af alt salgsmateriale, markedsføring osv. Det var en travl tid, men også en sjov og lærerig tid hvor man følte sig som iværksætter. Vi byggede på kun 18 måneder hele 25 lagersalgsbutikker op, blandt andet i Fredericia. Kvik havde nu to koncepter. På de gule lagersalg praktiserede vi netto-tankegangen, hvor det meste var overladt til kunderne selv, men prisen var til gengæld helt i bund. I de røde køkkencentre var servicen anderledes i top, udvalget var større men produkterne også dyrere.”

I 1999 flyttede Lasse og hustruen tilbage til Fredericia. Kvik ejede stadig mange butikker selv, men indtjeningen i egne butikker var ikke god.

“Jeg var frisk på nye udfordringer efter at have bygget Lagersalgskæden op fra bunden. Jeg blev derfor hentet over i retailselskabet, som drev vores koncernejede butikker i de større byer – først som regionschef og efterfølgende som direktør. Ud over ansvaret for den løbende drift i butikkerne, lød opgaven også på åbning af nye butikker, samt flytning og ombygning af eksisterende butikker. Det var et stort ansvar som 30-årig, at have ansvaret for over 100 medarbejdere fordelt over hele landet og en omsætning på et 3-cifret millionbeløb. På det tidspunkt var franchise-kæder begyndt at dukke op mange steder, og ideen om selvstændige forhandlere i et stramt styret koncept tiltalte også KVIK, hvor man besluttede sig for at satse på denne konceptform. 

Vores egne butikker skulle derfor sælges til franchisetagere, og min opgave blev derfor at deltage i salget af butikkerne og sikre den bedst mulige drift i perioden. Det var min primære opgave i de par år, hvor jeg var med i direktionen. Samtidig nærmede Knud Troelsen sig de 60 år, og begyndte at tænke på tiden efter KVIK. Enten skulle KVIK sælges eller børsnoteres. Vi lavede derfor en 5-års plan som skulle gøre KVIK klar til næste step, og i den forbindelse fik vi i ledergruppen lov til at købe os ind i selskabet. Det var en god følelse at have en andel i det, man arbejdede for hver dag, og det var nok her min smag for at være selvstændig blev grundlagt.  I 2002 var mange af butikkerne solgt fra, og jeg havde gjort mig selv arbejdsløs. Jeg blev i stedet kædechef og konceptansvarlig, og var i perioden 2002-2005 med til at forme grundstenene til det koncept, vi kender i dag,” forklarer Lasse.

I 2005 købte svenske Ballingslöv aktierne i KVIK, og det resulterede i en pose penge til alle i ledergruppen. Men de mistede samtidig følelsen af at arbejde for sig selv, og det havde Lasse fået smag for. Han begyndte derfor at kigge sig om efter nye udfordringer.

Frank Jochumsen fra Fredericia drev på det tidspunkt KVIK-butikker i Fredericia, Kolding og Vejle. Han døde pludselig, og uden at det lå i kortene endte Lasse med at købe butikkerne.

“Det var trist og fuldstændig uventet. Jeg havde kendt Frank helt fra barnsben, da min mormor var nabo med Franks forældre, og jeg havde selv været med til at starte Frank op med lagersalget i Fredericia fem år tidligere, og havde solgt den koncernejede butik i Kolding til ham i 2002. Jeg var med til begravelsen, kun en uge før min hustru og jeg skulle giftes, så det hele var lidt surrealistisk. Vi blev gift og tog til Kreta på bryllupsrejse, og her blev jeg så ringet op af vores daværende direktør og spurgt om, jeg var interesseret i at købe butikkerne. Jeg havde jo givet udtryk for at jeg ville have nye udfordringer, og butikkerne lå jo ”i min baghave”.

Jeg tog en hurtig beslutning og skød de penge, jeg havde tjent på aktiesalget ind i de tre butikker. Det var forfra med mange ting. Nye medarbejdere, butiksombygninger, voldsom vækst og ja mange timer. Jeg skulle være synlig leder på fire adresser, da vores administration og samleværksted lå adskilt fra butikkerne. Jeg fik virkelig min sag for. Det lykkedes faktisk fint, og væksten de første år var høj, men jeg fik et dejavu fra min retailtid med koncernens egne butikker. Jeg kom også frem til, at jeg som leder fungerer bedst, hvis jeg er sammen med mine medarbejdere, og efter 3 år mistede jeg troen på, at det var det rigtige at have alle tre. Jeg ville hellere have én fantastisk butik end tre middelmådige, hvorfor jeg først solgte butikken i Vejle i 2009. Derefter drev jeg butikkerne i Kolding og Fredericia i et par år, inden jeg i 2011 også valgte at sælge butikken i Kolding, for at koncentrere mig om butikken i Fredericia. Den beslutning har jeg aldrig fortrudt, og det har været dejligt at komme tættere på både medarbejdere og kunder,” slutter Lasse.   

I dag er det også Fredericia, der er basen for Lasse Thomsen, når han sammen med sine medarbejdere leverer køkkener, bad og massevis af andre løsninger til kunderne i hele Lillebæltsområdet. 25-års jubilæet med KVIK blev markeret i efteråret, og på den måde har KVIK og køkkenbranchen været omdrejningspunkt for Lasses arbejdsliv i mere end halvdelen af livet.

Hjemme nydes livet med hustruen Lotte, hvor børnene er vokset. Amalie på 16 går i gymnasiet, og Caroline på 13 går i 7. klasse på Erritsø Fællesskole Afd. Bygaden. Sportsligt er det slut med fodbold og badminton, da knæet ikke kan holde til det, derimod er det mountainbiken, der kalder på Lasse.

“Det er mere mig. Præcis som jeg aldrig endte med at bruge skiene til langrend, så bruger jeg heller ikke min cykel på landevejen. Der er noget ved mountainbiken, der minder mig om slalom. Det er fart, men også teknik. Det er forhindringer, du skal forbi, og du er ”på” hele tiden. Det er lige mig. Det var faktisk også sportsligt, at jeg mødte Lotte. Vi fandt hinanden i Fredericia Helsecenter. Der kom vi meget i vores unge dage, så det er helt vemodigt at se, at bygningerne for nylig er blevet revet ned” siger Lasse med et smil.

KVIK Lillebælt er i dag en solid forretning med gode loyale kunder på både privat og erhvervssiden. Erhverv udgør næsten halvdelen af forretningen, og man er markant større på erhverv end de gennemsnitlige KVIK-forretninger i resten af Europa.

“Der er ingen tvivl om, at byens håndværkere og udlejere bakker op om os, og det er vi meget taknemmelige over,” siger Lasse.

Vi slutter interviewet – det er blevet tid til et skypemøde for Lasse. Coronatidens nye dille. Jeg takker for kaffen og Lasse ønsker mig en god dag.

Ugens Kurt: Peter Nielsen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Peter Nielsen var rørt efter hans sidste kamp i FHK. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Mange kender nok Peter som en hårdtskydende højreback, der allerede i en meget tidlig alder viste et kæmpe talent. Siden har han været på udlandseventyr, vendt hjem til Fredericia, stoppet karrieren – og nu er han ansat som sportschef og cheftræner i SønderjyskE Damehåndbold. Ved siden af håndbolden har han været en tur forbi Vestbyens Herretøj, postbud til, lidt endnu, at arbejde som tømrer.

“Jeg er født og opvokset i Fredericia, Devantiersvej 22. Det var en dejlig tid. Vi havde et rigtig godt fællesskab nede på Treldevejens Skole med gode kammerater vi spillede håndbold og fodbold med. Jeg var ude og lege, det var før alle de her tablets kom til. Det var en god tid. Det var drengesind og ungdom som det var dengang. Der var ikke så mange bekymringer”, fortæller Peter indledningsvis om livet som dreng i Fredericias nordby.

“Jeg startede som fire årig officielt med at gå til børnehåndbold. Så har mine forældre begge spillet håndbold, min far spillede i KFUM på det tidspunkt, så jeg var i hallen altid alligevel. Det var så fedt. De barndomsminder jeg har fra hallen indtil jeg blev 12-13 år var fedt. Det var et fristed. Der var seks haller, altid en krog, altid en bold. Når man var i harpikshallerne var det ud om søndagen, man spillede nok selv klokken 9, men var først hjemme klokken 18. Kunne man stjæle en klump harpiks, så gjorde man det”, lyder det med et grin fra Peter.

Hvornår gik det op for dig, at du havde et håndboldtalent større end de fleste?

“Det startede så småt i drengetiden, en 12-13 års alderen, det var der man begyndte at møde andre end Erritsø, vi kom ud til lidt større klubber. Der kunne jeg godt se, at der kunne været noget. Men jeg spillede samtidig fodbold og brugte lige meget tid på begge dele. Det var bare sjovt at være sammen med vennerne. Fodbold var alle dem fra skolen og håndbold var alle dem der ikke var fra skolen. Så det var også to forskellige vennegrupper”, forklarer han.

“Efter jeg var drengespiller det første år rykkede op og spillede herreynglinge, fordi der på daværende tidspunkt ikke var noget hold. De var en tre-fire år ældre end mig. Der kunne man mærke, at jeg godt kunne spille håndbold, men det er klart at man som 15-årig når de andre begyndte at få kørekort manglede noget fysik i forhold til dem. Det var bestemt svært, me qua håndboldsspilet gjorde det at jeg blev accepteret – også i forhold til ikke at drikke bajere, det var jeg for ung til. Vi var der for at spille håndbold, så det var jo der vores fokus lå hele tiden”, fortsætter han.

“Jeg røg ud og spille ude i Taulov-Skærbæk et år som junior. Jeg gik ned til junior igen fordi der var et hold. Vi havde et godt hold, selvom vi tabte det hele. Der begyndte man at komme på kredssamling. Der gik man til jydsk hold – og derfra til plantræning og derfra til landsholdet. Det skete på tre måneder, at jeg gik fra ikke at være i nærheden af noget til at være på landsholdet”, lyder det fra Peter.

“Det gjorde noget ved seriøsiteten. Det gjorde også at det var der jeg 100% valgte fodbolden fra kan man sige. Det var der jeg kom med op omkring førsteholdet i en periode inde i Fredericia. Så var det bare, at skulle jeg have en chance, så skulle jeg træne godt. Det blev rimelig eksplosivt for mig, men igen var det også fordi vi havde et hold med mange Fredericia-drenge der hjalp mig ekstraordinært meget frem. For der skal ikke herske tvivl om, at jeg også tog mine fridage. Der var et sammenhold der gjorde at vi sloges for hinanden”, fortsætter han.

“Det er også noget af det jeg gerne vil føre videre nu som træner. At man havde sine egne ambitioner, men at man skubber holdet foran sig selv. Det er noget jeg virkelig prøver at arbejde videre med”, supplerer Peter.

Hvad med tilbud fra andre klubber?

“Der var kun en gang jeg var tæt på at skifte, det var da Tvis de kontaktede mig. Men ja. Hvis der er noget sted jeg virkelig tænkte over om det skulle være skiftet fra Fredericia-drengen Peter Nielsen til håndboldspilleren Peter Nielsen, så var det der. Ikke at jeg fortryder, men jeg ser at det kunne have været skillevejen. Dengang var det fornemmelsen af hvor man kunne udvikle sig bedst, og for mig var Fredericia det nemme valg. Men jeg havde det måske for nemt her, i forhold til at jeg kunne springe lidt over. Men når jeg kigger tilbage på min aktive del, så er jeg stolt over kun at have spillet i Fredericia. Her bagefter betyder det også rigtig meget for mig, at jeg kun har været i Fredericia”, svarer Peter.

Hvordan var det at være en del af det hold du altid har set op til? Og at være en del af et solidt ligahold?

“Det var et arbejderhold. Det var så fedt. Jeg spillede med Micke Næsby på højre back. Det jeg fik at vide var, at jeg ikke skulle lave fejl, jeg skulle spille til 0. For lavede jeg fejl, så kom Næsby bare hurtigere ind – og han have brug for pause. Tænk at veje 80 kg og stå ved siden af Kenneth Jørgensen der bare tævede alle modspillerne. Så byttede vi i angreb og jeg fik alle de tæsk Kenneth skulle have haft. Så toughness skal jeg takke ham for, for jeg har taget hans tæsk”, lyder det med et grin fra Nielsen.

“Vi var en forening. Det var hyggen. Dengang trænede vi ikke professionelle tider. VI havde træninger der sluttede klokken ti om aftenen, og efter træning sad vi klublokalet og så tysk bundesliga. Vi gik først hjem når vi blev smidt u d af hallen. For mig var det livsstilen omkring håndbold der fangede mig. At være sammen med menenesker der ville mig og klubben noget godt”, fortsætter han.

Hvad med landsholdet?

“Vi havde et landshold der vandt det hele, men jeg blev sorteret fra som sidstemand hver gang, fordi vi havde en af ligaens bedste forsvarsspillere. Så det var der jeg blev ofret altid. Så da de vandt EM og VM, der fik jeg en opringning fra holdkammeraterne hver gang, siger han med et grin. Det var en bonus. Jeg så dem som værende meget bedre end mig selv, så det var kun bonus”, svarer Peter.

Er der nogle episoder i dit liv du fortryder? Noget der har modnet dig?

“Jeg havde en enkelt episode hvor jeg var rigtig dum. Men det er et af de ar man slæber med videre. Jeg har taget min straf, og nu er jeg videre. Jeg forsøger at leve uden fortrydelser, men jeg forsøger altid at tage det bedste valg. Det er et pinligt kapitel i mit liv, men det er sådan det er. Jeg fik en straf, og der var ikke så meget at gøre. Jeg måtte tage det som den voksne mand jeg var”, svarer Peter.

Så var der det første udlandseventyr?

“I januar 2009 kommer jeg til Polen, Wisla Plock. Jeg bliver kaldt til side og spurgt, for jeg var ganske løntung, om jeg ville hjælpe klubben med at finde en ny klub. Det var mig og Jakob Toustrup der blev bedt om det. Jeg havde meddelt klubben at jeg gerne ville skifte til sommer, men da de kom og sagde at der var pengeproblemer, så ville jeg gerne hjælpe. Det var en drøm at komme til udlandet, men jeg ville gerne have spillet færdig”, fortæller Nielsen og fortsætter:

“Men det var ti meget specielle dage. Jeg måtte ikke træne den ene dag, for så havde de købt mig, så måtte jeg godt for det var ikke officielt. Så var vi på vej til Holstebro hvor jeg ikke vidste om jeg var købt eller solgt. Var jeg solgt måtte jeg ikke spille, var jeg ikke solgt måtte jeg godt. Men det var den dårligste kamp jeg har spillet. For mit eneste fokus var ikke at blive skadet. Vi trænede søndag, spillede fodbold til opvarmning, inden direktøren flår mig ud af træningen og siger jeg er solgt. Der fik jeg at vide, at jeg end ikke måtte spille fodbold færdig. Så rejste jeg til Polen to dage senere”.

“Det havde spøgt lidt hele sæsonen det konkursspøgelse. Vi vidste godt at økonomien ikke var stærk. Da de spurgte, så var jeg ikke i tvivl. Jeg ville gerne ud og prøve udlandet. Men det er klart, at det er først da jeg har spillet den første kamp og sidder alene i lejligheden helt tom og følger Fredericia på livescore, at det går op for mig at jeg skiftede væk. Men som sagt var det et eventyr. Jeg kunne hjælpe klubben på den måde – og så kom jeg på eventyr. Det var win-win”, slår han fast.

“Jeg når at være der lige indtil to dage før næste sæson starter i september, så en 8-9 måneder. Så blev jeg fyret. Der finder man ud af, at så kan det godt være man har en skudtæt kontrakt og sådan, men når byen er hovedsponsor og man sidder i en retssal, hvor de har oversat 600 mails fra engelsk til polsk, brugt store summer på det, så sidder man der og har det sort på hvidt, så hjælper det ikke noget”, siger Peter og fortsætter:

“Så siger Sportsdirektøren noget der er direkte løgn, alle ved det, selv dommeren grinte. Så kommer man ind efter voteringen og finder ud af at de har givet den til fordel for klubben, Så sidder man bare og kigger. Det var en hård proces. Fra da jeg flyttede til Polen begyndte hårene at vokse ud på brystet, for det var noget helt andet”.

“Jeg var lige et år i Tyskland, for sæsonen er gået i gang. Jeg var et år i 2. Bundesligaen. Det var bare for at have et sted at spille. Alle klubber var gået i gang, så jeg kommer først ind da der er spillet fire kampe. Jeg spillede på et hold der var rykket op, og udebanekampene var ligegyldige, man skulle bare vinde på hjemmebane. Vi spillede fyrre kampe, og tabte alle tyve udebanekampe. Men det var der ikke nogen der sagde noget til. Vi spillede stort set hver søndag, men for mig har det ikke været det store. Jeg sad bare i en bus på vej til håndbold. Om det var til Kolding eller Dresden var det jo i godt selskab. Der er mange sure timer til håndbold, men det hele kan opvejes af et godt fællesskab”, forklarer Peter.

Nedrykning —> Næsten karrierestop —> Endnu et udlandseventyr —> Karrierestop

“Så kommer jeg tilbage til Fredericia igen. Det var fedt. Det var bare at komme hjem. En ting var at komme hjem til håndbold, men det var også hjem til venner og familie. Håndbolden var næsten uændret, ligesom i dag, for det er stadig de samme ildsjæle der er omkring. Det havde bare været en lang træningspause kan man sige. Så rykkede vi desværre ned”, forklarer Peter og fortsætter: 

“Det var hårdt. Jeg sloges hele sæsonen. Jeg havde ikke præsteret ret godt, og jeg synes at jeg på det personlige plan havde det svært. Jeg var faktisk klar til at indstille karrieren der. For det var så stor en skuffelse for mig. Så var problemet at jeg levede af at spille håndbold. Jeg arbejdede ude i Vestbyens Herretøj, men det var mest for at have noget at lave, jeg levede at håndbolden”.

Hvad hiver man sig selv op fra den skuffelse?

“Man starter med at takke sin agent for at presse på. For det var ham og konen, Pernille, der sendte mig afsted. Jeg havde sagt jeg ikke ville til Norge. Men de skubbede mig til prøvetræning og der mødte jeg en træner der mindede mig om noget jeg havde haft før. Direkte, lige på og havde en brændende motivationsfaktor man kunne mærke. At stå med en mand der virkelig brændte for det, jeg kunne mærke at han ville mig og han ville klubben. Man var ikke i tvivl. Det var direkte tale. Det kan jeg så se tilbage på og se, at der er der jeg fungerer bedst. Så det blev hurtigt til fire år deroppe”, fortæller Peter.

“Vi fik det første barn da jeg spillede i Fredericia i det år vi rykker ned, så da vi flyttede var hun næsten et år. Jeg kan ikke sætte en finger på den opbakning jeg har haft fra Pernille. Hun har altid bakket op, selv da jeg blev ansat hernede i Sønderjyske havde jeg glemt at spørge hende, men hun bakker mig op”, fortsætter han.

Fire gode år i Norge sluttede og du rejste endnu engang hjem til Fredericia?

“Uanset hvad der sker i min karriere, så er Fredericia min klub. Hvis ikke jeg selv kan være der, så er det på livescore eller i tv. Jeg kommer altid til at følge det. For det er der det brænder for mig. Det er klubben der interesserer mig. For mig var det stort at tænke om man skulle bruge sine sidste år for at spille på økonomi eller forberede sig på livet bagefter”, forklarer Peter og fortsætter:

“Jeg siger ikke jeg var mæt, men jeg var tilfreds med min karriere og var klar til at kigge ud i fremtiden. I takt med at ride på den bølge, som der stadig bliver reddet på, så kom motivationen. Og så det med at rende rundt med de unge talenter, dele viden og erfaring ud og se at de ting man snakker med dem om de bliver omsat. Intet gør mig mere stolt end at se på nogle af de der havde det svært i 1. Division har arbejdet hårdt og ny lykkes. Det er fællesskabet og følelsen fra klubben. At se andre få det, det er et drive. Man skal føle sig vellidt, at folk tør stoppe en i gågaden for at snakke håndbold, det er sådan man får en optimal håndboldspiller i Fredericia”.

Nu er du trådt udenfor banen?

“Jeg gik i lang tid i periferien om jeg skulle spille videre eller ej. Men der var ikke et projekt jeg kunne se mig selv i, så var det nemt at lægge skoene på hylden. Jeg trænede lidt stadig, men efter en 3-4 måneder var jeg klar til at lægge skoene helt. Så talte jeg med min rådgiver, jeg tog kontakt til Sønderjyske og to dage senere var jeg ansat. Så var det med at være en del af det. Det er sindssygt spændende. Det er klart at der er meget mere man skal have styr på, især nu når jeg er cheftræner og sportschef. Der er mange kasketter, mange spørgsmål, men heldigvis er jeg en del af en stor organisation, der kan hjælpe mig”, svarer Peter.

“En ting er, at jeg altid har villet være træner. Jeg troede det var på herresiden, men det her projekt vi har startet, det tiltaler mig. Også fordi det er en klub der bygger på de værdier jeg kommer fra. Så det er derfor det er så spændende for mig. Jeg kan være med til at opsætte rammer, som minder om dem jeg selv havde så stor gavn af. Så er der spillemæssige mål og sådan, det tiltaler mig hele pakken”, lyder det fra Peter.

Med det kom vi fra Devantiersvej, Treldevejens Skole og to sportsgrene gennem en lang håndboldkarriere, der altid har ført Peter tilbage til hans barndomsklub her i Fredericia. Nu er han udenfor banen som træner – og hvem ved, måske ser vi en dag atter Peter Nielsen trække en Fredericia-trøje over hovedet igen?

Ugens Kurt: Jane Findahl

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
(Foto: Lars Lindskov)

I denne uge er Ugens Kurt en kvinde født i Kolding, men opvokset i Fredericia. Hun er uddannet socialrådgiver, men nu arbejder hun som Koncernchef i Odense Kommune. Hun har været med helt i toppen af både fredericiansk og national politik for sit parti, SF – og så ved hun i omegnen af alt der er værd at vide om lokalpolitik. Ugens Kurt er Jane Findahl.

“Jeg er født i Kolding og har boet i Randers en lille smule af min barndom. Så har jeg været her siden jeg var helt lille, her i Fredericia. Jeg gik i gymnasiet, men jeg gik ud og tog en HF løbende senere”, siger Jane kort om hendes barndom og tidlige ungdom, for “det er jo lidt længe siden”, lyder det med et grin fra Jane.

“Jeg uddannede mig til laborant og senere til socialrådgiver – og sygehjælper indimellem. To af dem er med hvid kittel, men det er slet ikke det samme. Jeg tror at jeg i virkeligheden var lidt søgende i forhold til om jeg skulle være socialrådgiver, men det skulle jeg altså være”, fortæller hun.

“Det er en social indignation i forhold til at være med til at skabe forandringer i folks liv for dem der har brug for hjælp og behov. Jeg tror faktisk at det er for alle politikere, at man gerne vil være med til at hjælpe dem der har brug for det. Så jeg tror ikke kun det er fordi jeg er SF’er, at jeg har en social indignation. Men det er det der har drevet mig både fagligt og politisk”, forklarer Jane. “Det jeg rigtig godt kan lide, som man kan bruge mange uddannelser til, men som jeg har brugt min uddannelse til, er at uddanne mig videre som leder. Jeg tænker meget strategisk – og det er godt at have med sig som chef”, fortsætter hun.

“Jeg startede som nyuddannet i Kolding i et stykke tid, hvor jeg startede på børne- og familieområdet, hvor jeg arbejdede med de familier der havde behov. Så kom jeg til Fredericia og begyndte at opbygge beskæftigelsesafdelingen. Det var i en tid hvor det gik fra AF til Kommunerne. Det er sådan noget jeg tænder på, det synes jeg er virkelig interessant at bygge nyt og organisere. På det tidspunkt kom der ny lovgivning hele tiden – og det var vildt spændende at være med til at få det omsat i praksis lynhurtigt”, forklarer Findahl.

“Det synes jeg var en enormt spændende tid. Men sideløbende var jeg også politiker. Jeg stillede op første gang ved valget i ’85 og blev valgt der første gang. Det var også for SF. Jeg har aldrig været medlem af andre partier”, siger Jane. “Jeg kommer fra et hjem hvor vi altid har drøftet politik med mange forskellige nuancer. Jeg var medlem og blev spurgt om jeg ville stille op – og det ville jeg gerne. Så kom jeg ind der i 1985”, fortsætter hun.

Hvordan var det at blive valgt?

“Jeg synes det var ekstremt udfordrende. Politisk var det spændende, men det var en anderledes tid. Der manglede indsatser. Jeg var enlig mor med to børn – og det var enormt svært for mig at komme til møder når de mange mænd havde fri fra arbejde, for det var jo der møderne var. Det var der jeg skulle hente mine børn, så der var en stor ligestillingsindsats der skulle gøres før at der var plads til folk som mig”, svarer Jane, inden hun slår fast, at “Det var i høj grad en tid hvor kvinder ikke var med – og de der var havde voksne børn”.

“På det tidspunkt havde jeg to børn, en på fire og en på ni år. Så de var ikke ret gamle. Det er i den alder, at man har brug for en voksen. En voksen der kan hente en, lave mad og så videre. Så tidspunkterne passede virkelig dårligt”, fortæller Jane.

“Det var en daglig kamp for at kunne passe sin mødevirksomhed. Selvfølgelig havde jeg et hamrende godt netværk, ellers kunne det ikke lade sig gøre. Jeg havde mine forældre og nære venner der kunne hjælpe. En ting er at gøre sig det klart, men man tror det er løgn, at møderne ikke kunne flyttes. Men det var svært. Men det blev ændret hen ad vejen”, siger hun og fortsætter: “Det er ikke kun mig, der kom også andre til – og mænd der var med på det. Men det var en kamp hvor man var nødt til at bide sig fast og være vedholdende”.

Du nævnte tidligere, at du sideløbende begyndte at uddanne dig som leder?

“Jeg tager en dimplomuddannelse på et år, for jeg kunne ikke bruge så lang tid på det. Jeg bliver valgt igen i ’89, og så sidder jeg der indtil ’92. Jeg gjorde ikke perioden færdig, jeg fik en baby, blev gift og fik et nyt job. Min mand og jeg drev også en café. Så gik jeg ud af byrådet, så min suppleant kunne nå at gøre sig gældende inden valget”, forklarer Jane.

“Det lykkedes desværre ikke, vi mistede et medlem, så kun Ivan Toftgaard sad tilbage. Så vi aftalte, at jeg stillede op igen i 1997. Der vandt vi så meget plads, at der ikke var socialdemokratisk enevælde. Der lavede vi en aftale med JB og Uffe Steiner. Jeg blev formand for Børn- og Ungeudvalget, medlem i Økonomiudvalget og medlem i Ligestillingsudvalget”, fortæller Findahl og fortsætter: “Det at være politisk chef, formand, er også at lede. Så det var nok der, at jeg fik mit første rigtige lederjob”.

Hvorfor lige Børne- og Ungeudvalget?

“Det var der min passion var, det var der jeg kunne se at jeg kunne gøre en forskel. Men det var også der Fredericia havde brug for at der blev gjort en forskel. Eksempelvis var der ikke pasningsgaranti. Der lavede jeg en aftale med Uffe om, at det skulle vi indfri i den første periode – samtidig med at skolerne skulle bygges om og indrettes anderledes. Det var meget spændende”, svarer Jane.

Hvordan med job ved siden af den politiske karriere?

“Jeg havde fået et nyt job, men jeg rejste fra det, fordi jeg også blev valgt som næstformand for SF – og det var også en ledelsesopgave. Den kombination gjorde i virkeligheden at jeg arbejdede fuld tid med politik, ikke som fuldtidspolitiker, men stadig med politik. Men det var mange timer. For som næstformand for SF arbejder man fra Christiansborg”, forklarer Jane, inden hun fortsætter:

“Det var et meget krævende job. Samtidig havde Lars og jeg en efternøler – og Lars arbejdede også meget i København,. Så det var noget med at når den ene ikke var hjemme, så var den anden. Vi har garanteret tit kunnet vinke til hinanden i togene hver sin vej. Vi planlagde, men det krævede det virkelig også”.

Lars, hvornår er det han kommer ind i billedet? 

“Lars og jeg bliver gift i 1990, vi flytter sammen i 1988 eller ‘89. Det kan jeg ikke huske. Men vi bliver gift i ‘90, for vi har snart tredive års bryllupsdag”, lyder det med et grin fra Jane, der fortsætter: “Han har taget pakken som den var med mine børn, men sådan er det når man flytter sammen. Lars havde boet sammen med to børn, som vi også betragter som vores fælles børn. Vi er oppe på fem børn – og ni børnebørn”.

“Politik har været en del af vores liv. Lars har altid været freelancer, hvilket også betyder at man ikke har en lønmodtagerkultur – det har man heller ikke som politiker. Vi har aldrig arbejdet 8-16. Så det har også været en del af børnenes liv. Jeg har været vant til at arbejde i utrolig uro med mange unge mennesker ind og ud af dørene, men det befinder jeg mig vel ved. Min mand siger, at jeg er ekstremt social. Jeg vil rigtig gerne være sammen med vores børn, svigerbørn og børnebørn – og venner. Eksempelvis har vi en søndag i hver måned fællesspisning. Det har vi haft i mange år, selv før børnene flyttede hjemmefra. Men det er alle – også med min mor”, forklarer Jane om livet med dine, mine og vores børn, der alle bare ses som fælles børn.

“Det giver rigtig meget. Det betyder at vi i hvert fald ses der, men vi ses også meget indimellem. Det betyder også at børnene ser hinanden og er sammen – og at børnebørnene er sammen med deres fætre og kusiner”, supplerer hun.


Udvalgt citat: Familielivet betyder meget for mig

“Det at have håndbold og fodboldbørn har været en stor del af mit liv. Der er kun ganske få haller i landet vi ikke har været i weekend efter weekend. Det har fyldt meget. Men jeg har altid selv dyrket meget sport, så det har jeg også sørget for at drengene kunne komme til. Men det er også en måde at være sammen på, at vi er taget afsted med børnene, deres kammerater og deres forældre. Så kan man altid lige lave lidt undervejs arbejdsmæssigt”, siger Jane med et grin.

Det politiske liv har budt på både op- og nedture rent procentmæssigt ved valgene. Men hvordan tænker du om din tid i politik?

“Det blev til otte år som formand for Børn- og Ungeudvalget. Pasningsgarantien betød også at jeg blev en ret stor bygherre, for der skulle bygges nye institutioner. Der havde jeg et rigtig godt samarbejde med Socialdemokratiet. Det var noget vi var enige om. Vi lavede en langtidsplan sammen. Hele byrådet lavede også en langtidsplan omkring Fredericia C. I stedet for at spare os ud af krisen, så ville vi investere. Det har resulteret i alle byggegrundene i DanmarkC og byggegrundene i Fredericia C. Det er fantastiske projekter, der nu har været rigtig meningsfulde”, forklarer Findahl.

“Jeg har det sådan, at dem jeg stemmer på skal skabe resultater. At man indfrier noget af det man lover. Kommunalpolitik er et politisk håndværk der skal omsættes. Man skal kunne kompromisser – kan man ikke det, så kan man ikke lave kommunalpolitik. Det kræver først og fremmest at man ved hvilke mål man forfølger. Man er nødt til at have en hovedvej som man forfølger. Så skal man hele tiden være meget vedholdende, det kræver det også. Men man skal hele tiden kunne forklare hvad man gør. At jeg har fået det her, men givet slip på noget andet. Det er kompromiset. Så er der formidlingen af det efterfølgende, det er meget vigtigt”, fortæller Jane om en af hendes vigtigste erfaringer fra politik.

“Jeg blev genvalgt til byrådet i 2009 – og vi havde 16%. Der mistede S og SF jo flertallet. Det var da træls. Jeg ville meget gerne have fortsat mit samarbejde med Socialdemokratiet og Uffe, så vi kunne have gjort arbejdet helt færdigt, men det kom vi ikke til. Vi sad med fire mandater, meget stærkt, men det var som om at det ikke handlede om politik på den ordentlige måde. Det var meget kaotisk. Et byråd skal ledes, og der skal sidde en stærk leder. Ellers er det svært at samle folk, Man skal sammen opbygge en fælles hovedvej, hvor man hver især kan spille ind. Det kom vi slet ikke til i den periode. Det gik op i meget andet i stedet”, forklarer hun.

Udover en karriere i byrådet og i SFs øverste ledelse har du været en del af KLs (Kommunernes Landsforening, red.) bestyrelse. Det er ret atypisk når man ikke er borgmester?

“Jeg blev valgt til bestyrelsen i KL i 2006. Der blev jeg næstformand i Teknik- og Miljøudvalget. Så blev jeg genvalgt i 2010, og der blev jeg formand for Børne- og Kulturudvalget og medlem af formandskabet og Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget. Det var områder jeg selv var med til at forhandle frem – og områder jeg havde spidskompetencer indenfor. Både fagligt og politisk. Så det var fire knaldhårde arbejdsår. I øvrigt fik jeg også et nyt job i april 2010 som projektchef for de boligsociale helhedsplaner i Korskærparken og Sønderparken. Det var fire arbejdsår der ville noget”, fortæller hun med et et grin.

“Det var meget atypisk at det ikke var en borgmester. I SF foregår det på den måde at man stiller op – og der valgte de mig. Det var helt sikkert et stort tillidstegn. Når man sidder i KL’s bestyrelse skal man vide noget om lokalpolitik. Man skal vide noget om hele den komplekse organisation som en kommune er – både organisatorisk og fagligt”, supplerer hun.

Hvordan får man tid til det?

“Man får tid fordi man har et hamrende godt netværk. Det var kun Mads der boede hjemme på det tidspunkt – og Lars der altid også var der, på trods af at hans arbejde også er flyvsk”, svarer Jane og fortsætter: “Lars har betydet alt. Ellers kan man ikke. Hvis ikke man er enige, så kunne det ikke lade sig gøre. Ikke for mig i hvert fald. Det er i virkeligheden nok hans freelancejob der har passet bedst, at man kan arbejde 24/7”.

“I 2013 får jeg lige et mandat. Vi fik en kæmpe nedtur – også på landsplan. Det var ovenpå at nogle af vores gode unge politikere forlod os og så videre. Nogle blev totalt udslettet i andre kommuner, så vi var da heldige med at beholde et mandat her”, forklarer Jane om tiden efter det kollapsede regeringssamarbejde, der kostede SF både store politiske navne og eksistensen i mange byråd rundt i landet.

“Der blev jeg formand for Beskæftigelsesudvalget og Sundhedsudvalget – og jeg var stadig i Økonomiudvalget. Jeg har altid vidst, at jeg ville have et job på et tidspunkt – der kun skulle være mit job. Så søgte jeg den stilling jeg har nu i Odense Kommune og den fik jeg så. En stilling som koncernchef betyder selvfølgelig, at man går ud af byrådet. Det gjorde jeg, og startede der 1. Juni 2015”, fortæller Jane.

“Det var fedt at træde ud. Jeg har det sådan, at når jeg har truffet beslutningen så gælder det – og så er det gennemtænkt. Jeg er stadig vildt glad for mit job. Det er spændende. Jeg har et godt samarbejde med det politiske udvalg, kollegaer og medarbejdere. Vi har muligheden for at træne folk til at komme i job samtidig med at de kan få hjælp med de sociale udfordringer. Det er en god kombination. Flere danske kommuner gør det nu, for man har set at det er godt at arbejde på den måde – og særligt nu her når man får sammenhængsreformen”, forklarer Jane i forbindelse med et lille sidespring om, at undertegnede selv blev noget overrasket, da man i Fredericia valgte at sammenlægge Socialudvalget og Beskæftigelsesudvalget, som man for længe siden gjorde i Odense.

“Jeg samarbejder med politikerne og er med til at lave grundlaget for deres politiske beslutninger. Jeg er totalt embedsmand – og det nyder jeg at være. Men jeg nyder også at servicere politikerne og bidrage til at de på bedste vis kan træffe beslutninger.  Jeg tænker ikke i, at det er godt jeg har været politiker i forhold til det her, for mine kollegaer tænker jo også over hvad de ville have gjort hvis de var politikere. På ét område kan det være en fordel. Jeg har dyb respekt for politikere, men det ligger latent hos mig. Det er en del af vores demokrati der er helt fantastisk”, siger Jane.

Hvordan driver man lige sig selv gennem et arbejdsliv som dette?

“For mit vedkommende, for det er ikke ens for alle, der har det krævet, at jeg havde en passion, at jeg vidste hvad jeg ville. Hvilke mål står jeg for? For alt i verden at være vedholdende. Så har jeg været glad for, at jeg har en god portion arbejdskapacitet – og det har jeg fordi jeg synes det er sjovt”, svarer Jane, inden vi må takke af for denne samtale. Selvom det er Coronatid, så har hun arbejde der skal nås og en telefon der ringer – og så var vi vist gået lidt over den aftalte tid. 

Ugens Kurt: Peder Hvejsel

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Hans billede har hængt i byens lygtepæle i mange år. Hans politiske CV er imponerende – og samtidig med det har han haft en utrolig professionel karriere i IT-branchen. Nu har han takket af både i byrådet, regionsrådet og på erhvervsscenen. Han er kendt som en flittig, passioneret og ikke mindst yderst intelligent mand. Ugens Kurt er Peder Hvejsel.

“Jeg er født i 1950 på fødselsanstalten i Aarhus. Jeg boede i en lille by udenfor Aarhus der hed Sabro, der i dag er en del af Aarhus Kommune. Min far havde et husmandssted, jeg tror vi havde tolv tønder land. I 1950 kunne man leve af det. Jeg havde en storesøster der var 11 år ældre end mig. Man kunne leve af det, ikke vildt, men vi overlevede. Husmændene var en af de laveste rang indenfor landbruget, så vi var på jævne kår”, indleder Peder sin fortælling, inden han fortsætter:

“Jeg mindes at det kneb under tiden at få tingene til at lade sig gøre. Måske var det der jeg fik en forståelse for økonomi. De to gange om året man skulle betale termin, ja der måtte man sælge en ko eller nogle grise, hvis ikke man havde pengene. Det havde jeg lidt svært ved at forstå, for så havde man jo ikke længere den ko. Men det var jo nødvendigt”.

“Ellers er jeg jo opvokset i et landsbysamfund med en lille landsbyskole. Det var delt op i en underskole og storskole. 1.-3. Klasse gik i underskolen og 4.-7. Gik i den store skole. I den lille skole var vi kun fire på min årgang. Året før var de tyve, så det var skævt fordelt. Det var Frøken Lund der underviste i underskolen, hende glemmer jeg ikke. I den store skole var det degnen, en rigtig traditionel degn, der gerne gav et rap over nallerne. Det var faktisk ikke så rart”, fortæller Hvejsel.

“Der skete faktisk det, at vi blev mobbet. Det fandtes ikke dengang, men vi blev altid mobbet af de store min kammerat og mig. Jeg fandt en vej til at det ikke var mig det gik mest ud over, men det var ikke sjovt. Min ven blev smidt ned til skraldet i frikvartererne. Det var lidt barskt når jeg lige tænker tilbage. Der var mange ting. Det gjorde man ikke noget ved i sådan et landsbysamfund, for det var jo sognefogedens børn. Så jeg var ikke meget for at gå i skole”, fortsætter han.

Det nye kapitel

“Mine forældre valgte at sætte mig på privatskole i Aarhus. Min søster var gået ud af syvende klasse og var kommet på realskolen i Aarhus. Hun havde gået på den samme skole, så vi fik en delvis friplads. Så da jeg kom i tredje klasse kom jeg i privatskole. Det fik en gigantisk betydning for mit liv. Jeg tror det er den enkelte begivenhed i mit liv der har betydet mest. At gå fra mobning til en skole med gode lærere, der motiverede børnene”, siger Peder om det der skulle vise sig at være en ny start.

“Jeg klarede mig ganske fint, men det var et miljøskift af de helt store. En af de mest anerkendte privatskoler i Aarhus var jo for byens spidser. Jeg mødes faktisk stadig med en del af dem. Det var bankdirektørens søn, værftsdirektørens datter. Det var alle byens store. De mobbede ikke på grund af økonomi. Jeg følte mig på en eller anden måde lidt underlegen alligevel. Jeg var nok lidt flov over mine forældre. Det har jeg så virkelig fortrudt siden. Det var enormt stort tænkt af en familie der ikke havde ret mange penge”, forsætter han.

“Mine forældre var Indre Missionske og holdt søndagsskole. Det kan være meget sort, men det var ikke helt så galt for mine forældre. De var meget populære, det var datidens frivillige socialvæsen. De samlede ind til slikposer til jul og andet. Mine forældre levede lidt for andre, både for os børn, men også for andres børn. Der var godt nok mange ting vi ikke måtte, men alligevel har jeg stor respekt for dem, for de havde en stor medmenneskelighed”, forklarer Peder Hvejsel.

“De fik mig ind på skolen og jeg klarede mig rigtig godt. Jeg kom igennem med gode venner. Det gik fra at være noget virkelig træls til et helt anderledes liv. Jeg havde en rigtig god opvækst der. Jeg spillede fodbold, i AGF faktisk. Så skiftede jeg ud til nærområdet. Den der opvækst jeg fik tror jeg på har givet mig noget. Man kan ikke sige det er godt at blive mobbet, men den modstand jeg fik de første år fik mig til at sige til mig selv, at jeg skulle vise dem der mobbede, at jeg kunne blive til mere end dem”, siger han, inden han fortsætter:

“Jeg fik en indre drivkraft. Jeg havde en drøm om, at jeg skulle komme tilbage og prale med at jeg blev til mere end dem. Det har jeg dog aldrig gjort, det er nok at jeg selv har kunnet se det. Der er mange tilfælde i livet hvor det kræver det ekstra for at nå i mål, der har jeg den ekstra energi. Det tror jeg stammer fra den medfødte ting om, at jeg skulle vise at jeg godt kunne klare mig”.

“Det endte med at jeg kom i real og skiftede til Aarhus Statsgymnasium. Jeg havde haft let ved det i skolen, sådan var det ikke lige i gymnasiet. Så der fik jeg en opvågning. Jeg fik kæmpet mig igennem og blev student. Dengang var der fri adgang til alt, så karakterne var ligemeget. Jeg fik gode kammerater, som jeg stadig har kontakt til. Jeg ville nok gerne læse scient. pol. For jeg var interesseret i offentlig administration”, forklarer Peder og fortsætter:

“Men der var værnepligt, så jeg tog ind til militæreret. Jeg kunne ikke komme det med det samme, men jeg søgte ind senere og kom i Søværnet. Man fik automatisk et halvt år ekstra i Søværnet når man var student. For der var brug for specialister. Så jeg fik 1,5 år i Søværnet. Der lærte jeg ufatteligt meget om livet. Jeg var nok en smule indbildsk, for jeg troede jeg var rigtig klog. Jeg kom ind på en 8-mandsstue med syv erfarne sømænd og mig. Jeg lærte at alt jeg troede jeg var, det kunne ikke bruges. Jeg skulle indordne mig efter spillereglerne. Jeg lærte det der med at komme ind et nyt sted, finde ud af hvad der foregår og hvordan man agerer – og så indrette mig efter det. Det har jeg haft stor gavn af hele mit liv. Jeg fik en relativt god uddannelse der kan bruges på mange måder, dog ikke fagligt”.

“Jeg kom hjem, arbejdede på et lager, og så flyttede jeg i et slags kollektiv i Aarhus. De fleste af dem der boede i huset gik på Handelshøjskolen, så det meldte jeg mig også ind på. Jeg startede på HA. Der var lørdagsprøver. Hver lørdag havde vi prøver, og bestod man ikke et antal, så dumpede man. Det var hårdt, men man lærte da at gå til eksamen. Jeg havde det lidt svært når det blev for matematisk. Men jeg bestod, hvilket jeg var meget overrasket over. Derfra havde jeg ingen problemer. Så jeg fik en HA med ganske okay karakter”, fortæller han.

https://demezamode.dk/

Fra lastbiler til IT

“Så kunne man læse videre til Cand. Merc.. Det valgte jeg ikke at gøre. Jeg fik et job i Aalborg i lastbilbranchen. Et lille firma, det var mit første job som marketingassistent. Der var jeg i halvandet år. Jeg lærte meget om at begå mig, også i forhandlerkredse. Jeg lærte også meget af det reklamebureau vi brugte. Aalborg var et skidt sted at havne hvis man ville administration. Så jeg flyttede hele vejen ned til Aabenraa, hvor jeg var marketingschef, men i virkeligheden var jeg direktørens assistent. Det var et rigtig godt job. At komme fra Fiat med en lille krejlerforretning til Volvo der var indbegrebet af professionalisme lærte jeg meget ved”, fortæller Peder.

“På den lange bane ville jeg gerne have direktørens job, men det var jo lidt vanskeligt. Men det var fint hvis jeg søgte væk før eller siden. Jeg endte med at søge nordpå, fik et job hos et reklamebureau i Vejle. Jeg synes måske at reklamebranchen er lidt op og ned, man er meget afhængig af få kunder. Det er en svær branche. Min nabo havde en mikrocomputer her helt tilbage i 70’erne. Han arbejdede med bogføring for de lokale virksomheder, men hans maskine duede ikke, så den skulle sælges. Jeg havde en kunde i Sønderborg der gerne ville have sådan en, så naboen og jeg kørte derned og fik den solgt. På vejen hjem blev vi enige om, at vi skulle starte et firma med det”, forklarer Hvejsel og fortsætter:

“Det blev resultatet. Ikke lige med det samme, men det skete. Vi startede Dansk Totalinformation, vi fik lavet en plan og fik taget lån. Det var lidt svært, så vi var nødt til at finde en med penge der ville kautionere. Vi fandt en der gik ind som sleeping partner, og garanterede for at vi kunne låne penge. Der skete meget i den periode. Der var nogle andre der lavede IT for autobranchen, nogle brød ud derfra og ville gerne starte. Men vi gik sammen og fik to mere med, så vi på den måde blev fire ejere”

“Jeg vil sige til alle der er iværksættere: Et firma der består af fire personer der gerne vil vækste og sælge er ikke verdens bedste firma. Det der med struktur og administration finder vi ud af en dag vi har tid. Det lærte jeg så den dag vi var nede i banken og jeg ikke kunne svare på spørgsmål. Det fik vi hen ad vejen styr på – og siden har jeg nok været modsat. Jeg går ikke ind i noget jeg ikke har styr på”, supplerer han.

“Vi vækstede ret meget. Vi havde en del ansatte. Vi havde lavet et system til ejendomsmæglerbranchen. Der kom en lov der gjorde, at EDB for alvor blev relevant for ejendomsmæglerne. Vi solgte rigtig godt. Det var en god forretning. Vi brugte så mange penge på at lave mange forskellige systemer, blandt andet til nicher. Vi var ikke alt for fornuftige. Vi ville bare være større for enhver pris. Vi fik et norsk firma ind der købte 25%, men det var der ingen idé i. Det ville vi gerne ud, men det var ikke så nemt, for så skulle vi i banken. På det tidspunkt var EDB-branchen næsten blacklistet, fordi store firmaer gik ned. Men revisoren fik den idé, at vil skulle dele firmaet op efter interesser. Det gjorde vi så, og det lykkedes”, fortæller Peder.

“Her kom Mads Lund, en tidligere både ven og fjende, med”, siger Peder og fortsætter:

“Han havde så lavet et tekstbehandlingssystem til sig selv, som vi begyndte at sælge. Det var det første danske tekstbehandlingssystem da PC’en kom. Mads blev så partner med mig indtil ’96. Det endte med at vi også blev politiske kollegaer og fjender. Men på en eller anden måde har vi forbundet livsskibene. Vi mødes et par gange om året og snakker om løst og fast”.

“Vi har haft et liv sammen på godt og ondt. Mest drevet af den store respekt for hvad hinanden kan. Så har vi klaret alle de slagsmål der har været. Det synes jeg er fantastisk, at vi ikke hader hinanden. Skal man slutte den del af det, så det med at jeg mødes både med grundskolen, gymnasiekammeraterne, søværnet og andre. Jeg har været god til at holde relationerne baglæns. Det er mange misundelige over. Det giver en stor værdi nu”, supplerer han.

“Den karriere med Mads sluttede i 1996, hvor jeg blev direktør i CBC. Vi blev overhalet af Microsoft. De forhandlere vi havde solgt til havde lavet en indkøbsforening, som jeg tidligere havde sagt nej til at være direktør for, men nu var det den rigtige tid. Det skulle kun vare et par år, men det blev til 23 år”, lyder det med et lille grin fra Hvejsel.

Læs også: Stort fremmøde til Hvejsels reception

“Så har jeg brugt en del tid på at hjælpe iværksættere, og nu er jeg med i nogle bestyrelser og advisory boards. Så det der med iværksætteri, det var jeg selv – og det ligger mig nært. Det med at være selvstændig ligger nok i generne”, fortsætter han.

Hvad går tiden så med nu – udover at hjælpe iværksættere?

“Jeg laver ikke så meget som jeg gjorde før i tiden, men vi har otte børnebørn, så der kan man altid hjælpe til. Men så laver jeg noget af det jeg ikke gad. Jeg bygger og renoverer lidt – selv haven går jeg også i, selvom jeg ikke synes det er sjovt. Dengang jeg gik på pension blev jeg spurgt hvad jeg så skulle lave – og det handler om iværksætteri. Den helt store forskel på at være på pension og være ansat er, at her bestemmer jeg selv. Jeg har ikke dagligt driftsansvar. Det er ikke mig der skal eksekvere når det er slut”, svarer Peder og fortsætter:

“Politik har jeg så valgt ikke at være aktiv i mere, udover at være dirigent på generalforsamlingen. Jeg mener at gamle politikere der er gået af, de bør holde deres mund. Jeg kan have mange meninger, men jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil være en sur gammel mand. Jeg kan somme tider tænke, at jeg burde skrive et læserbrev, men jeg har lovet mig selv at jeg lader være. Men udover Mads jeg mødes med, så er vi et par stykker andre. Det har ikke noget med politik at gøre. Vi spiser en frokost og snakker lidt. Men det kommer ikke udenfor frokosten”.

Har du et råd til unge der måske sidder med en drøm om både iværksætteri og politik? Det er vel svært at forene?

“Man skal gøre sig klart, at det taget tid. Jeg havde to karriere der kørte parallelt. Så jeg måtte være politiker på en bestemt måde. Jeg kunne ikke være detaljepolitikker, det havde jeg ikke tid til. Jeg måtte være generalist og på det mere overordnede niveau. Det er også tanken med systemet, men i kommunalpolitik findes begge typer. Jeg var ikke med i detailbeslutningerne, for der stolede jeg på embedsmændende. Men jeg var med når der skulle træffes politiske beslutninger og politisk forhandling”, svarer han og fortsætter:

“Man kan godt håndtere begge dele, men man skal have en familie der synes det er en god idé. Jeg siger altid til nye kandidater der spørger, at de skal finde ud af det med deres partner. Man knokler hele dagen på arbejde, så møder – inden man er sent hjemme og skal svare på mails. Der duer det ikke at man får vrøvl derhjemme. Man skal være sikker på at have opbakning hjemmefra. Man er også nødt til selv ikke at blande sig i det der bliver besluttet hjemme, for man var der ikke. Indflydelsen på den familiære dagligdag bliver mindre. Det er noget der vender indad. Men det kan sagtens praktiseres”.

“Jeg havde fra starten sagt, at jeg ikke ville være økonomisk afhængig af politik – for så kunne man aldrig helt sige sig fri for at vælge det populære frem for det rigtige for at blive genvalgt. Det ville jeg ikke stå med. Jeg har været med i en tid hvor vi traf beslutninger der bestemt ikke var populære. Men dem er jeg glad for. Havde vi ikke truffet de beslutninger, så havde byen set helt anderledes ud i dag”, supplerer han.

“Det kniber i dag for alle partier at få kandidater, så jeg vil gerne opfordre andre til at stille op. Det er utroligt spændende. Jeg har fået så meget ud af det. Jeg har fået venner, der mødes bredt på tværs at politiske holdninger. Vi var ikke drevet af snæversynethed. Derfor synes jeg politik er spændende. Jeg vil gerne opfordre unge – og gerne unge iværksættere. For vi mangler den målgruppe”, lyder det afslutningsvist fra Peder Hvejsel.

Du kan læse mere om Peder Hvejsels politiske karriere i dette portræt lavet i forbindelse med regionsrådsvalget i 2017:

https://fredericiaavisen.dk/peder-hvejsel/

Ugens Kurt: Henning Due Lorentzen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia Avisen

I denne uge er Ugens Kurt en mand der for nyligt rundede 70 år. Han er født og opvokset i Kolding, men som ung forelskede han sig i Fredericia – en by hvor han har været meget engageret. Han har stået i lære hos en metalgrossist, derefter blev han politimand – og så har han været i Fredericia Byråd i 20 år. Ugens Kurt er Henning Due Lorentzen.

Med 70 år på bagen er der en lang livshistorie at tage fat i. Heldigvis er Henning en fantastisk fortæller, så det gør ikke noget. Han har et politisk CV der kan imponere en politisk nørd som mig. 20 år i lokalpolitik i Fredericia, heraf 16 år som udvalgsformand – for det samme udvalg. Men vi starter med at tage tilbage til begyndelsen.

“Jeg er født og opvokset i Kolding. Min far var ligesom mig, ved politiet, og min mor var hjemmegående. Jeg havde fire brødre, de to er desværre døde. Min mor var virkelig den søde og kærlige mor, hvor min far var mere striks. Det lå nok lidt til hans erhverv, at hans drenge ikke skulle komme i uføre. Det var velment, men vi følte at det var lidt strammende. Min storebror og jeg, der er kun 1,5 år imellem, vi var til sjov og ballade. Det kan godt være det krævede lidt kontant holdning”, fortæller Henning.

“Det hed folkeskole, realeksamen og så kom jeg i lære i en jernforretning i Kolding. Mit indtryk var at politifolkenes sønner kom derned eller i banken. Jeg blev ikke spurgt meget til om det var noget jeg havde lyst til. Min far sagde bare, at der skulle jeg starte. Jeg blev rigtig glad for at være der. Det var en handelsuddannelse indenfor jern og engros. Der lærte jeg samtalens gyldne kunst som ekspedient og menneske. Det var første gang man skulle begynde at forme sin facon, det fik jeg stor glæde af resten af livet”, forklarer han.

“Dengang var det helt naturligt, at man skulle i lære. Jeg var ikke til gymnasiet eller noget. Jeg var meget mere praktiker end boglig, så jeg glædede mig bare til at komme ud for at arbejde. Så jeg var glad for at skulle ud i lære. Havde jeg selv haft lidt større indflydelse, så var jeg blevet tømrer. Jeg har altid elsket at arbejde med træ og den slags. Ingen af mine brødre heller har været i gymnasiet. Den ældste blev lærer, en kom i lære i manufaktur. Min lillebror var smed og blev fagforeningsmand”, fortsætter han.

https://demezamode.dk/
Annonce

“Da jeg var færdig med det, så skulle jeg ind som soldat – i Vordingborg, gud hjælpe mig. Jeg spurgte til session hvorfor jeg skulle til Vordingborg, han sagde at det var for at få lidt jyder over til københavnerne. Det var første gang der blev sat pris på mit jyske ophav”, lyder det med et grin fra Henning, inden han fortsætter:

“Om ikke andet kom jeg da ud for at se noget andet. Jeg var tre måneder i Vordingborg inden jeg kom på Sergentskolen i Sønderborg. Det var en rigtig god tid. Da jeg så var færdig dernede kom jeg tilbage til Vordingborg – og i mellemtiden var jeg blevet gift med et barn på vej. Så jeg søgte tilbage til Kongens Jyske Fodregiment i Fredericia – og kom hertil. Der faldt jeg for byen. Vi er tilbage i januar 1972”.

“Jeg havde fået lovning på at komme ind hos politiet et halvt år efter, men det blev udsat til året efter, så der rejste vi til København min kone og jeg og vores datter. Vi flyttede til Hvidovre, hvor jeg startede på politiskolen”, forklarer Henning.

Hvorfor valgte du at blive politimand?

“Jeg har altid vidst at jeg gerne vil være politimand. Men inden man skulle være det skulle man have været i lære for at have noget at falde tilbage på, sagde min far. Det var alle de spændende historier min far kunne fortælle. Det var lige noget for mig. Der er også meget socialt arbejde i det. Det har jeg altid haft det rigtig godt med. Jeg har altid haft omsorg for andre, jeg vil gerne andre mennesker det godt”, svarer han.

“Det var en helt anden verden at komme derover. Vi var 18 mand i klassen, mere end 300 i alt. Der var virkelig gang i den. Alle kom med samme udgangspunkt som jeg. Det var fantastisk spændende. Jeg har aldrig været særligt skoleinteresseret, men politiskolen kunne få mig op i omdrejninger. Det var en stor oplevelse at møde så mange mennesker fra hele landet med det fælles mål at blive gode politifolk”, forklarer Henning og fortsætter:

“Dengang var det koncentreret på tre år, med en del praktik. Min første praktik var på Nørrebro, der så man kontrasterne til Kolding. Et charmerende område, men også med meget kontant betaling. Men det er virkelig dejlige mennesker der kæmpede for deres. Det var ikke vores opgave i at gøre det, vi skulle bare overholde loven. Jeg fik en god og positiv oplevelse af området, med de skæverter der er”.

“Så var jeg på Nørrebro til 1978, og så søgte jeg herover. Først og fremmest Fredericia, for jeg havde fået en kærlighed til byen. Men jeg søgte også andre byer. Men de ringede og spurgte om jeg ville til Fredericia, så juli ’78 endte jeg i Fredericia. Det har jeg aldrig fortrudt”, slår han fast.

Hvad ved byen fangede dig?

“Jeg ved ikke hvad der fangede mig. Byens historie er yderst interessant. Jeg havde oplevet 5.-6. Juli som en fantastisk manifestation af byens historie. Som militærmand er det en fantastisk måde at gøre tingene på. Så ligger det også bare helt fantastisk”, svarer Henning, inden han fortæller om livet som politimand i den by der havde stjålet hans hjerte:

“Det var fantastisk at komme til Fredericia. Den gamle politistation mindede meget om det i København, det var lige ringe. Men der var en fantastisk korpsånd og sammenhold. Kolding og Vejle havde været dominerende i forhold til Fredericia, det gjorde at der opstod en stor loyalitetsfølelse overfor Fredericia. Jeg vil påstå at Fredericias borgere havde verdens bedste politi, ikke fordi jeg var der, men fordi vi altid var der når vi skulle. Jeg var stolt over at være ved Politiet i Fredericia, hvilket jeg også tror mange kollegaer var”. 

“Det varede ikke længe før jeg blev tillidsmand – og det var jeg i mange år. Det kunne jeg godt lide. På den måde kom man også ind i lidt andre baner. Eksempelvis relationerne til det politiske liv. På den måde fik jeg et kendskab til byrådsmedlemmerne med en tilknytning til politiet. Det vakte min interesse. Jeg tror også det vakte JB’s (J.B. Nielsen, red.) interesse, det fornemmede jeg. Jeg har næsten altid været medlem af Socialdemokratiet. Da vi havde fundet vores ben her i Erritsø begyndte jeg at gå til politiske møder – og kort efter blev jeg formand for fællesledelsen i Socialdemokratiet”, fortæller Henning Due Lorentzen om hans vej ind i det der siden har fyldt en del i hans liv.

“Der fik jeg tæt kontakt til det socialdemokratiske politiske liv i Fredericia. Jeg kom også ind i Skolebestyrelsen på Bakkeskolen – og det er jo i virkeligheden også meget politisk. Så blev jeg opfordret af JB til at stille op første gang i 1994. Det kom lidt overraskende, men jeg var beæret – og lysten var der. Jeg manglede desværre ganske få stemmer, men det er jo ikke usædvanligt. I 1998 kom jeg ind med et pænt stemmetal. Så sad jeg der så til 2018”, fortsætter han.

Hvor kom interessen for politik? Talte I om det hjemme?

“Der har faktisk altid været politik derhjemme. Det er en lidt sjov historie. Der er ingen tvivl om, at min far var socialdemokrat i sine unge dage – men han endte som Venstremand, det samme var min ene bror. Jeg var meget socialdemokrat – og min lillebror var kommunist, min ældste bror var SF’er. Vi havde et godt sammenhold, så når vi mødtes gik diskussionerne lystigt. Det endte nu med, at alle undtaget Venstremanden blev socialdemokrater. Om det var mig eller fornuften ved jeg ikke. Det var en spændende tid med stor humor når vi løftede politiske emner”, svarer Henning, inden vi tager samtalen over på følelsen af ikke at blive valgt, som det jo var tilfældet i 1994, da Henning første gang stillede op.

“Jeg havde helt ærligt ikke forventet at komme ind. Det var så fjernt for mig at det skulle kunne lykkes. Da jeg opdagede at jeg var tæt på, så ærgrede jeg mig og ville prøve igen. Jeg må så sige at siden dengang er det gået forrygende godt. Jeg har følt en stor opbakning”, fortæller han.

“Jeg gik til valg på ældrepolitik, socialpolitik og noget teknisk med trafik og så videre. Men det var især det sociale. Det var det samme, men jeg var meget mere bevidst om detaljen. JB’s ord var til mig engang: Henning, vi skal sørge for at de gamle, vores børn og skolerne har det godt. Når vi har sørget for det, så kan vi begynde at bruge granit i stedet for beton. Den sætning har jeg altid haft in mente. Heldigvis er der blevet råd til begge dele”, fortsætter han.

Hvad har politik givet dig?

“Jeg har for det første fået et indgående kendskab til menneskets sammensætning set ud fra det mest sociale område – og jeg har også lært at tænke lidt som borgerne tænker og distancere lidt fra den politiske tankegang og også have den menneskelige tankegang. Da jeg var politimand var det bedste våben talens magt. Det har jeg, synes jeg selv, været rigtig god til. Der har været en stor mulighed for mig at komme i kontakt med en hel masse mennesker”, svarer han og fortsætter:

“Man møder utrolig mange skæbner. Mange af dem oplevede jeg også ved politiet. Det var ofte det samme, at er der et socialt problem kommer der ofte også kriminalitet. Jeg følte mig godt rustet til at komme i gang med opgaven. Jeg havde enormt dygtige mennesker omkring mig og politiske kollegaer jeg var meget tryg ved. Det er jeg meget taknemmelig for den måde de hjalp mig i gang på. Det var lidt barskt. JB sagde at jeg skulle være socialudvalgsformand allerede første gang. Det synes jeg var en stor opgave. Så indgik jeg en aftale med Bjørn Medom, der før mig var formand for udvalget, om at han skulle hjælpe mig i opstarten, så vi kom rigtig godt i gang. Så bed jeg mig fast i det her”.

Hvorfor vælger man så at trække sig, hvis man brænder for det man laver?

“Uden at jeg skal genere hvordan det så ud i ’98, så var der politikere af den ældre generation med mere gammeldags synspunkter, og jeg lovede mig selv dengang, at jeg ikke ville blive i byrådet til jeg var 70. Så derfor har det hele tiden ligget klart for mig, at når jeg blev 68, så stoppede jeg. Jeg har stor respekt for de der sidder i byrådet – og de gør det godt. Men det her er min beslutning, at jeg ikke ville være derinde længere”, fortæller Henning og fortsætter:

“Hold op hvor jeg savner alle de mennesker jeg har været omkring. Men ansvaret er jeg faktisk glad for ikke ligger på mine skuldre. Jeg følger godt med i det, jeg har altid været i byrådssalen, både før og nu efter. Men jeg må sige at beslutningsprocessen er blevet noget mere afkortet. Nu skal man være heldig hvis man når at få overfrakken af. Men det er et meget dygtigt byråd vi har”.

En mand med så mange år i politik må have nogle ting der står mere klart for dig?

“Jeg er allermest stolt af projektet ‘Længst muligt i eget hjem’”, siger Henning, inden jeg fortæller ham, at det er der også god grund til. Præcis dette projekt er nemlig pensum på statskundskabsuddannelsen i Aarhus, som et eksempel på innovativ reformation af den offentlige forvaltning. 

“Der var jo et smadderdygtigt team af ledere og medarbejdere. Det startede med at jeg gerne ville udvikle ældreområdet. Det var ved at blive lidt monotont. Så blev der tænkt planer – og så endte vi med at ledelsen fremlagde det her forslag. Jeg hoppede lige en gang i stolen, for da det hed sig at vi bare skulle styrke de ældre ved at hjælpe mindre, det var en svær nød at påtage sig”, forklarer han og fortsætter:

“Men efterhånden som vi kom igennem det kunne vi godt se, at der var noget i det. Men der var også en politisk opgave i at få det solgt. Vi skulle bruge 6 millioner i en sparetid, så der fik socialudvalget sin politiske ilddåb. Det lykkedes at få bevilget pengene – og så gik vi i gang med at udføre det. vi styrkede den enkelte borgers evne til at klare sig gennem træning. Det vi gjorde var næsten at tage hjælpen fra dem, for jo mere hjælp fri gav jo mindre aktive blev de. Det tog lidt tid og jeg fik mange øretæver, og personalet var også meget skeptiske. Men vi fik etableret et team der gik i gang – og det havde en enormt positiv effekt på borgernes evne til at klare sig – og blive i livet længst muligt. Nu er det indført i hele Danmark – og man bruger det i næsten hele Europa. Så det her er jeg meget stolt af. Jeg er stolt af at Fredericia havde politisk mod til at sige ja til det her i en svær tid”.

“Der er en ting mere. Hele demensområdet. Jeg kan huske at jeg på et tidligt tidspunkt var på Stævnhøj, hvor de gjorde opmærksomme på at nogle af de aldre var meget udadreagerende, og det gav uro. Jeg talte med vores kloge medarbejdere om man kunne gøre noget, så vi prøvede at lave et afsnit for de mere udadreagerende demente. Der lavede vi det der hed Skovbrynet, som vi samlede på Skovhave, det plejehjem der ikke længere findes”, siger han og fortsætter: 

“Det var en helt fantastisk oplevelse at se hvordan de faldt fuldstændig til ro og havde en god hverdag. Jeg var så pavestolt over, at vi kunne tilbyde vores borgere et godt otium. Samtidig havde vi også yngre demente, som også var svære at inkludere i den almindelige pleje. Der byggede vi på Hybyhus et afsnit for yngre demente. På det tidspunkt var det ikke almindeligt at fokusere på demens som vi gjorde her i Fredericia. Så det vil jeg gerne fremhæve. Vi har i forhold til andre byer mange demensplejehjemspladser – og man er ved at bygge flere. Det synes jeg er rigtig godt”.

Der var vel også svære ting? Er der noget du fortryder?

“Svære ting.. Der er intet jeg fortryder. Det har været nødvendigt, så kan man ikke fortryde. Da vi overtog handicapområdet i 2007 fra amterne der overtog vi en opgave vi ikke var vant til, et økonomisk ikke-finansieret område. Der skete en ændring i forhold ti det man havde været vant til. Det har givet anledning til en del udviklende samtaler på det område, for det er et meget tungt område. Der er ikke nogle skæbner lige ud af landevejen, der er individuelt hver gang. Det har været en meget svær opgave. Vi har truffet beslutninger der har gjort at vi har omprioriteret indenfor området. Det har af nogen været opfattet som besparelser. Der er nogle skæbner der har følt, at vi ikke har været tilstrækkelige i vores hensyn til den enkelte, det kan jeg godt forstå , at de opfatter det sådan, selvom jeg ikke ser det sådan”, svarer Henning. 

Hvis du nu skal give et godt råd til den unge generation, der overvejer at stille op i politik – hvad skal det så være?

“Jeg skal gribe dybt i lommen for at finde noget jeg har været ked af. Det har været så spændende og givende. Jeg mener selv at jeg havde verdens bedste område. Man skal have det inde i hjertet, men socialområdet er så spændende. Jeg har altid sagt, at det ikke var en politisk kampplads, det har været et område der handler om mennesker. Det har altid været en meget velafbalanceret måde vi har gjort det på. Vi har haft måske fem afstemninger på tyve år. Det har været god dialog. Vi skal have respekt for at det er mennesker, så kan vi gemme det politiske fnidder til andre ting”, lyder det fra Henning.

Hvad laver du så nu?

“Når man er færdig med sådan noget er der en hel masse mennesker der spørger om man vil arbejde frivilligt. Det vil man rigtig gerne, men jeg ville gerne stikke fingeren i jorden og se hvordan livet som pensionist er. Men nu er jeg i Demensfællesskab Lillebælt, jeg sidder i Cykelpiloterne på IP. Schmidt – det er også en af mine favoritter at det lykkedes. Det var og er godt. Så sidder jeg i Kræftens Bekæmpelse, hvor jeg er ret involveret. Jeg er i hovedbestyrelsen og var med fra starten med Stafet for livet. Det kommer af at jeg mistede mine to brødre til kræften, så det ligger dybt i mig, at kunne jeg gøre noget der, så gør jeg det. Så har byrådet spurgt om jeg vil være med i ankestyrelsen, så der sidder jeg også. I 1997 oprettede vi et boligselskab, Futura. Det var jeg formand for i starten, og siden  har jeg været næstformand. Så sidder jeg i EWII’s repræsentantskab. Om sommeren spiller jeg golf sammen med min kone. Der er det ved det frivillige, at man kan tillade sig at sige nej tak. Det kunne man ikke i det politiske”, siger Henning.

Denne samtale med Henning Due Lorentzen har ikke gjort mig mindre imponeret af hans politiske liv. 20 år i det samme udvalg, heraf 16 som formand. Han var gruppeformand i mere end ti år, førsteviceborgmester i ti år – og så passede han jo sit arbejde som politimand ved siden af. En imponerende dygtig mand, en dygtig historiefortæller – og en meget aktiv mand, der involverer sig i andre mennesker.

Ugens Kurt: Carsten Mortensen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0

Ugens Kurt er i denne uge en mand med et iværksætterdrive, et evigt smil og så arbejder han hårdt. Han er født og opvokset i det nordligste Danmark, inden han som ung rykkede teltpælene op og flyttede til Fredericia. Byggemarkedsbranchen har han aldrig rigtigt kunne slippe – men efter en årrække som ansat skiftede han sin løn ud med det minimale overlevelsesgrundlag. Nu er han medejer af Danmarks største online byggemarked, der siden oprettelsen i 2011 har udvidet flere gange.

Jeg kender Carsten godt. Rigtig godt, hvis jeg selv skal sige det. Uanset hvornår man møder ham, så er det altid med et smil og et velment hej. Jeg kender ham som en købmand af guds nåde, og det er vel også det der har drevet ham til der hvor han er nu. Derhjemme har han en kone og en datter, dertil kommer så en hund, en kat, heste og hvad ellers der følger med et mindre gårdsted. Men denne gang tager vi med tilbage, tilbage til opvæksten i Nordjylland, rejsen fra det lokale byggemarked tæt på sin familie til at flytte ned til Fredericia.

“Jeg er født og opvokset i Nordjylland, lige udenfor Løgstør. Jeg er vokset op med en lillebror og en lillesøster ude på landet. Det er meget anderledes end det der så blev min hverdag indtil for nyligt. Det var meget landligt. VI havde et sort/hvid-fjernsyn, der var stille og roligt. Ja, der var faktisk ikke de store udsving i Nordjylland”, fortæller Carsten.

Det hele startede med et byggemarked

“Da jeg var færdig med med tiende klasse kom jeg i lære i det lokale byggemarked. Det var en del af en byggemarkedskæde – og efter endt læretid der kom jeg ind og aftjente værnepligt på Vorup Kaserne i Aalborg”, forklarer Carsten, inden han fortsætter:

“Derefter fik jeg tilbudt en stilling i Fredericia. Jeg kiggede på kortet, hvor fanden er det nu lige det ligger? Den stilling takkede jeg ja til og endte hos Sandal Trælast med Poul Hansen. Jeg tog toget ned en dag og kom ind på kontoret. Han havde allerede fundet job og en lejlighed til mig. Jeg var nede om onsdagen, og startede om mandagen. Jeg kendte ikke et øje i Fredericia, men jeg tog chancen”.

“Det var en stor beslutning. Når man kom fra bøh-landet og skulle til storbyen Fredericia, så er det da klart, at det er en stor beslutning. Det var lidt ensomt i starten, men er man udadvendt, så kommer man hurtigt over det”, supplerer Carsten.

“Jeg havde ansvaret for haveafdelingen nede på trælasten. Det havde jeg gennem fire år, inden jeg blev kørende sælger for det der dengang hed Markt og Co., der havde agenturet på Weber og Gardena. Det var lige først i 90’erne, da vi skulle starte op med Weber. Der skulle vi ud og grille alle steder”, forklarer Carsten og fortsætter:

“Der var i Husk Lige Tandbørsten, hvor Jan Glæsel forærede ting væk – der var min chef smart nok til at give ham en ny grill, da han forærede sin egen væk – og så var Jan Glæsel med på Weber-holdet. Så har jeg stået i stort set alle byggemarkeder og grillet fredag og lørdag og søndag”.

‘Hjem’ til Fredericia og mødet med en makker for livet

“Derefter skulle Sandal Trælast lave en professionel håndværkerafdeling. Den startede jeg op  sammen med en makker, og så kørte jeg den ellers i syv år. Nogle omstændigheder gjorde, at jeg skulle på et nyt eventyr væk fra Fredericia. Det blev Tommerup Trælasthandel, hvor jeg arbejdede i to år”, fortæller Carsten Mortensen.

“Da der var gået to år på Fyn blev jeg kontaktet af Davidsen, der siden også købte Sandal Trælast. De spurgte om ikke jeg ville stå for deres håndværkerbutikker, og det sagde jeg ja tak til. Det var så her jeg mødte Morten, der nu er min kompagnon i Frishop”, fortsætter han.

“Så er det, at det begynder at tage fart. Vi er i maj måned 2011, hvor Morten og jeg over et par øl i Jomfru Ane Gade bliver enige om, at vi ville prøve selv. Vi har altid haft en lille iværksætter i maven. Vi laver en solid business case. Vi lejer et lokale, køber to skriveborde – og så starter vi ellers bare. Det var på Vognmagervej, hvor vi lejede et lokale på 100 kvadratmeter og et lager på 350 kvadratmeter”, forklarer Carsten.

Men hvordan griber man det lige an hele det her med at starte sin egen virksomhed?

“Man er nødt til at have en business case. Vi fandt ud af, at det kunne holde vand. Så måtte man hjem til lillemor og sige, at nu må man tage 10.000 i løn de næste 18 måneder – for der var noget commitment hjemmefra der skulle være styr på også. Det er klart, at når man får 10.000 kroner i løn, efter at have haft et vellønnet job, så er der noget man parkerer. Der er drømme og visioner man parkerer og krydser fingre for at det skal gå godt”, svarer Carsten, inden han fortsætter Frishop.dk’s historie:

“Vi når at være på Vognmagervej, med et par udvidelser så vi ender på 750 kvadratmeter lager, i små fire år. Efter det er vi nødt til at skulle have lidt mere plads, så vi køber Røde Banke 99, en gammel rørfabrik, som vi sætter i stand”.

Hvordan får man sin virksomhed til at ekspandere på den måde?

“Alt, uanset hvad man laver, god forretning er drevet af et købmandsskab. Man er nødt til at købe så billigt som muligt og sælge så dyrt som muligt. Så godt købmandsskab, man skal være vågen og se hvad der flytter. Hvor er de gode partier af varer, som man kan købe lidt ekstra ind af?”, svarer Carsten.

Gennem tiden er det ikke kun lokalerne der er blevet udvidet, også på personale har man oprustet gennem tiden. Fra kun at være Carsten og Morten til at være omkring otte inden flytningen til Røde Banke – og nu mange flere end det, så skal der noget specielt til.

“Hvad er forskellen på jer og andre webshops? Det spørgsmål er grundstenen i det arbejde vi har lagt med at opbygge vores virksomhed. Svaret er, at det vi slår på er rådgivning og service. Går vi i et område som lamper, så ansætter vi folk der er uddannet i lamper, så vi kan give minimum den samme rådgivning og service som man kan i en specialbutik. Vi vil hellere give mere i løn for en kvalificeret person”, forklarer Carsten.

På Røde Banke 99 fik man lige pludselig 1.600 kvadratmeter lager og 100 kvadratmeter til administration. Men det tog ikke mange år før selv det var for småt. “Vi byggede derfor et showroom med tilhørende administration på 450 kvadratmeter yderligere. Samtidig får vi en butik på 700 kvadratmeter på Bødkervej ude ved motorvejen”, fortæller han.

“Butikken har vi haft lidt problemer med, for det er meget svært at drive to matrikelnumre, hvor man skal sende kunder frem og tilbage. Det var svært for kunderne at vide hvad vi havde i butikken, og det gav bare udfordringer. Samtidig er pladsen på Røde Banke også blevet for trang, så vi er for nyligt flyttet til Nordensvej 2 ved Taulovmotorvejen, hvor man finder både administration, lager og ikke mindst vores butik”, fortsætter han.

“Lokalerne er forhåbentligt fremtidssikrede herude. Vi har fået 750 kvadratmeter administration, 5.500 kvadratmeter lager og en butik der er mere end dobbelt så stor som før, 1.500 kvadratmeter nu, den er fyldt med sæsonens aktuelle varer, som lige nu er især grill og havemaskiner. Der kommer en hel del kunder fra andre byer, både for at hente varer bestilt på nettet, men også for at besøge butikken og se vores store udvalg af grill. Vi er Danmarks største grillbutik, så der er noget at se på herude”, siger han.

Nu er vi kommet til at springe et skridt over. I slutningen af tiden på Røde Banke melder en svensk spiller sig på banen?

“Der kommer en svensk virksomhed på et tidspunkt, der spurgte om vi ville være en del af deres organisation. Vi ender med at sælge aktiemajoriteten. Byghemma Group omsætter for 6,3 milliarder svenske kroner, det er skandinaviens største e-handels virksomhed. Der er vi blevet en del af en for børsnoteret familie, der består af 63 forskellige webshops i hele skandinavien”, fortæller Carsten og fortsætter:

“Det er klart, at det er rart at være en del af en større familie. Vi har lidt mere muskel, prisen er lige lidt bedre. Så det har helt klart sine fordele. Det gør at vi har Danmarks bedste pris på 90% af vores varer. Vi har i dag 50.000 varer på nettet, hvor de 10.000 varer er på lager på Nordensvej 2”.

Frishop er altså nu ekspanderet fra starten på Vognmagervej, gennem et eventyr på Røde Banke til at befinde sig på Nordensvej i Taulov med 40 ansatte. På hjemmefronten har Carsten også rykket sig, og det giver i virkeligheden den bedste krølle på historien. For han vender næsten ‘hjem’.

“Min kone, Camilla, kommer allerede ind i billedet i det andet år jeg bor i Fredericia, så det må have været i 1992. Vi har en datter sammen. Det er sådan, at både min datter og min kone er meget interreseret i heste. Jeg har boet 18 år i Fredericia, men de har plaget så længe om at få vores eget sted til hesten, at vi nu er flyttet til Røjle ved Middelfart på et lille landsted”.

Ugens Kurt: Daniel Diness Andersen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Der er Corona-lukket mange steder i det danske samfund, men telefonerne virker heldigvis endnu. Denne uges Kurt er en sydsjællænder, der rykkede teltpælene op og flyttede til Fredericia. Han er CEO i en af byens store virksomheder, der efterhånden har haft en række placeringer i Fredericia. Nu er de placeret i Pjedsted – og er blandt de førende indenfor udklædninger. Ugens Kurt er Daniel Diness Andersen, CEO hos Temashop. 

“Jeg er født i Vordingborg i en by der hedder Ørslev, eller der kom jeg til som ganske lille, jeg er egentlig født på Stevns. Vi overtog mine bedsteforældres gård, så jeg er opvokset på en gård, og har haft en selvstændig far som gårdejer, og så har jeg haft en mor der var skolelærer – og 3 brødre”, indleder Daniel, inden han fortsætter: 

“Det der med at stå på egne ben lærte vi hurtigt. Første gang jeg lavede handel tror jeg var i 5. Eller 6. Klasse, hvor jeg købte fyrværkeri hos en grossist og solgte det videre – og på den måde fik jeg finansieret mit eget krudt. Det er ligesom starten på at lave lidt handel”.

“Så startede min storebror en webshop der handlede med diskoteksudstyr på nettet, hvor jeg hjalp til. Vi kørte også mobildiskoteker og var ude i landet med det. Det med at tjene sine egne penge – imens man har det sjovt – ligger ret langt tilbage. Det har hele tiden været sådan, at vi har kastet os ud i tingene og lært hen ad vejen”, forklarer han.

“På handelsskolen får jeg en idé. Min storebror havde jo en shop jeg hjalp med at få op at stå. Der var ingen software der gjorde det let – og dengang kostede det per minut at være på internettet. Jeg ledte efter et system og fandt en inder der havde fundet et system, som jeg var sikker på, at man kunne lave penge på. Jeg betalte ham for at redesigne den under et andet navn, og så lavede jeg egentlig bare templates – og købte 100 licenser og solgte dem videre til 10 gange prisen”, forklarer Daniel og fortsætter:

“Det solgte egentlig sig selv. Så blev jeg mere bidt i det her med at lave noget IT-relateret. Jeg begyndte at lave hjemmesider, reklamer, blandt andet købte jeg maskiner til bilreklamer og tryk på tøj. Det jeg så kørte lidt død i var, at det var en enmandshær. Jeg var egentlig god nok til at sælge, men jeg skulle også lave dem. Så der var ligesom et vakuum imellem opgaverne. Alt det her administrative har aldrig rigtig sagt mig noget, jeg kan godt finde ud af det, men det dræner mig for energi. Så jeg fandt hurtigt ud af, at der skulle ske noget andet”.

“På daværende tidspunkt gik jeg på HHX med alt for meget fravær. Jeg synes det var meget sjovere at være ude og lave noget, blandt andet et booking-system til D’Angleterre og en platform for ejendomsmæglere. Det ender med, at jeg får for meget fravær og bliver selvstuderende – og efter det jeg tog et sabatår. Det gik faktisk forholdsvist godt. Allerede på det tidspunkt havde jeg fundet ud af, at det praktiske vægter noget højere end det teoretiske, i hvert fald for mig – også efterfølgende når jeg kigger på de folk jeg ansætter”, forklarer Daniel.

“Er der vilje og talent, så kommer man langt. Man kan ikke læse sig til alting. Nogle ting skal prøves – og man skal ville det. Beslutningerne er nødvendigvis ikke skrevet ned i en bog, man fejler – og så bliver man bedre. Det er learning-by-doing. Vil man ikke lave fejl, så lærer man ikke. Det har jeg kørt efter hele livet. Det er det jeg synes er sjovt”, fortsætter han.

Nyt, stort kapitel i Fredericia

“Der sker så det, at en af mine kunder, som er Showbizz Danmark, inviterer mig ind. Det er nogen jeg har jobbet lidt for i fritiden med rodeotyre og så videre i weekenderne, men vi lavede også noget internet for dem. Jeg blev kaldt ind og tænkte, at jeg havde gjort noget forkert. Men samtalen gik på, om jeg var interesseret i deres udlejningsafdeling med en masse sjov og ballade. Det ville jeg lige tygge på en dag”, siger Daniel og fortsætter:

“Jeg ringede til min storebror, qua min erfaring med at være alene, jeg spurgte om ikke vi skulle gøre det sammen – og så kunne vi lave en fornuftig fordeling af arbejdsopgaverne. Det ville han gerne, han kørte taxa på det tidspunkt, så vi siger ja til det – og det overtager vi på favorable vilkår uden, at vi skal have penge op af lommen lige nu. Men vi laver en afdragsordning over tre år, hvor man løbende betaler af samtidig med at pengene kom ind. Så havde vi ikke banken der åndede os i nakken – og vi kunne knokle igennem. Vi ender med at nå det på 2,5 år, køber en større bygning og bruger meget tid på at udvikle”.

Drift det keder mig, men kan jeg se udvikling, så synes jeg det er spændende. 

Daniel Diness Andersen, CEO hos Temashop

“Vi udvikler nye ting som eksempelvis en kunstig kælkebakke. Det gjorde at forretningen voksede – og vi havde mere og mere at lave i Jylland. Jeg følte nærmest, at jeg levede i bilen. Så jeg var klar til at flytte herover. Så kigger man på kortet, hvad ligger centralt? Det er Fredericia – og så blev det Fredericia. Det er egentlig uden at kigge på hvad der ellers er af byliv. Det var i 2008 cirka, at jeg så flyttede herover. Jeg havde ikke meget der holdt på mig andet end familie og venner, men det var en oplevelse og et nyt pust. Så den udfordring tog jeg. Det gik fint, vi fik et lager og jeg flyttede ind i en lejlighed i byen. Der var nok at lave om sommeren, men om vinteren skete der ikke så meget”, fortæller han.

“Så jeg tænkte på hvad der kunne sættes gang i. Vi havde efterhånden været ude til firmaarrangementer med rodeotyre og tørklæder og så videre. Vi undersøgte hvor man kunne få sådan noget henne, og det virkede kedeligt og dyrt det eksisterende marked. Vi finder Europas største leverandør, som vi handler med. Det havde jeg sagt til min bror, at der kunne være noget at hente her. Min bror sad lidt på pengekassen, men jeg blev ved med at sige, at jeg var sikker på, at der var noget her. Jeg får nys om at de har lavet en dropshipaftale, hvor man kan sælge varerne direkte fra din webshop – men deres lager. Det synes jeg var rigtig spændende, for så kunne vi komme igang med det her uden en stor kapitalbinding”, forklarer Daniel og fortsætter:

“Det taler jeg med dem om, men det kunne kun lade sig gøre i England. Men jeg tager ikke et nej for gode varer, så jeg bliver ved. Hver gang jeg ringer har jeg gode argumenter – og til sidst siger de ja til det. Vi indvilliger i at være partnere og tage de tæsk der måtte være i opstarten. Men vi får sat i gang, det er cirka i januar 2009. Der opretter vi hjemmesiden Temashop. Vi kommer i gang med det her for noget der ligner 30-40.000 kroner og får det her igang. Vi starter egentlig uden annoncering, men ordrerne begynder stille og roligt at tikke ind. Der er lidt problemer til at starte med, men overall kører det egentlig over alt forventning. Der er lidt længere leveringstid, det tager på det tidspunkt 3-4 dage fra England, men vi var gode til at få det her til at køre. Jeg ringer hver dag og fortæller min bror om hvor god en beslutning det var. Jeg får et par piger på sabbatår til at hjælpe mig med at oversætte alle de her produkter, der er jo en 2-3.000 produkter. Normalt når man kører en forretning vælger man produkter ud – men vi tog fra en ende af”.

Rejsen i større lokaler – og med socialt ansvar

“Der går et par måneder med mere og mere gang i den. Pludselig kommer vi til maj-måned med sidste skoledag – og så tager fanden ved den her hjemmeside. Mandag morgen ligger der 1.000 ordre i systemet, og jeg tænkte bare ‘hold da op’. Der var virkelig gang i den. Men fint nok, jeg skulle jo ikke pakke dem. Der gik en halv time, så ringede de fra England og spurgte om ikke der var fejl i systemet. Men den var god nok, så kaldte de lidt ekstra folk på arbejde. Det der var hagen i det var, at vi i løbet af tre måneder havde omsat for 1.000.000. Så vi havde fat i det rigtige – og begyndte at udvikle derfra”, fortæller Daniel.

“Siden da er der sket mange ting. Vi kiggede på de data der kom ind, hvad sælger? Det der sælger begynder vi at tage hjem på vores eget lager for at få kortere og billigere levering. Vi rykkede ind i Videnparken, der havde mange tomme lokaler. Vi får en god pris på kontorer – og vi får lov til at lave et showroom. Vi ender også med at leje et lager. Men hurtigt kan vi se, at vi kan ikke være i de rammer. Så vi laver en aftale på Damvej, hvor vi over en treårig periode laver en trappeleje. Efter fire år var vi også vokset ud af de 800 kvadratmeter. Det er virkelig gået stærkt og flere og flere er kommet til. Det var der vi begyndte at arbejde mere med det her sociale ansvar”, forklarer han.

“Det kom som en tilfældighed. En fra jobcentret ringede på en annonce jeg har slået op. Hun spørger om ikke en hørehæmmet kan klare det, og vi var allerede på digital lagerstyring, så jeg siger, at det mente jeg godt man kunne. Det hele foregik jo på en scanner. Og jeg kan jo godt lide en lille udfordring. Vi modtager aldrig ansøgningen, så vi ender med at ansætte andre. Men de spørger så om ikke de måtte komme forbi med den her borger. De kommer forbi en dag, jeg viser rundt – og Jesper, som han hedder, er meget indelukket. Han virker lidt træt af systemet. Jeg tænker, at det kunne jeg godt tænke mig at give ham en chance. Han får et praktikforløb”, fortæller Daniel og fortsætter:

“Da han får det ja, begynder han at græde. Det havde han ikke regnet med, han havde forventet endnu et nej. Der begyndte jeg at tænke. Tænk at han kunne blive så glad af at få en praktik. Det rørte mig lidt. Jesper begynder i praktik, det jeg troede var, at en hørehæmmet er en man skulle råbe lidt højere efter, men det er med tegnsprog man kommunikerer. Vi skulle til at lære tegnsprog og kommunikere gennem sedler. Det fungerer overraskende godt, og Jespers praktik bliver til en løntilskudsperiode, der bliver til endnu en løntilskudsperiode (det er noget vi savner i dag, men det er en anden historie), men der var brug for lidt ekstra tid til ham. Jesper bliver rigtig god til det her. Han kommer glad på arbejde, laver sjov med de andre og så videre. Vi bliver så glade for Jesper, at han selvfølgelig skal i et almindeligt job hos os. Den dag han får sin kontrakt er han ikke til at skyde igennem. Det kan godt være, at han er døv, men han fik det samme i løn som resten af lageret. Det var berigende at se. Der kunne jeg se, at det behøver ikke altid at handle om penge. Der er også den menneskelige bundlinje. Kan vi hjælpe nogen til at få et bedre liv ved at give dem en chance?”.

“Han bliver desværre sygemeldt, fordi han døjer lidt med en skulder. Vi ville gerne beholde ham, bare i et fleksjob. For jeg arbejder ud fra, at man yder det man kan. Jeg går ind i en kamp sammen med Jesper om at få tilkendt det her fleksjob. Det er hårdere end jeg lige regnede med. I den tid er vi flyttet til Pjedsted – og Jesper var en af de medarbejdere der havde været her længst tid – og han er blevet en god ven personligt. Når man giver folk en chance, så får man også loyale medarbejdere der vil yde den ekstra indsats når der er brug for det. Men Jesper var ved at blive tabt, så jeg gik selv ind og begyndte at trække i systemet. Han havde ikke godt af bare at gå hjemme. Det var ikke ham. Så vi får egentlig sit lidt turbo i forløbet, men får at vide, at han skal arbejdsprøves – og det skal han i en anden virksomhed, så det er bedst mulig test. Der gik en klap ned for Jesper. Det jeg egentlig siger til ham er, at vi hjælper med at finde et sted hvor han passer ind. Jeg får ham skaffet en arbejdsprøvning i mit netværk. Efter en lang og sej kamp får han sit fleksjob er stadig ansat her ved os. Det var egentlig starten på det. Imens er flere kommet til – vi har haft fokus på de hørehæmmede, men også langtidsledige, stressramte og andre har fået en god opstart her. Vi havde et godt samarbejde med det nu lukkede Sund og Glad”, forklarer han.

“I alt det her støder jeg også på den sociale kapitalfond. Det er et tidspunkt hvor jeg gerne vil ekspandere til udlandet – og til det skal der kapital til. Den Sociale Kapitalfond ville gerne yde lån uden den store sikkerhed til virksomheder der tager socialt ansvar. Det mente jeg også vi gjorde, men de mente at vi skulle deltage i to fællesskaber, jeg ville ikke helt, men dagen før deadline sender jeg ansøgning – og bliver kaldt til et interview i Aarhus. Vi bliver udvalgt til at deltage på en bootcamp, hvor de ville vælge de bedste ud til at deltage i vækstprogrammet. Når man har været gennem dette forløb kan man få en investering. Jeg får meget ud af forløbet, især indenfor hvordan vi kan styrke organisationen”, forklarer Daniel og fortsætter:

“Vi åbnede et satelitkontor i København, der skabte store resultater i den nordiske ekspansion, men nu er vi samlet her, for vi er én virksomhed. Det var fint i en periode, men man har bedst temashop-ånden ved at man ikke skiller det ad – for det bliver ikke det samme. Der er sket en masse ting gennem årene. Vi har opkøbt otte konkurrenter, vi købte en legetøjsgrossit. Vi har udvidet med en horseshop. Der er god vækst i alle vores forretningsområder”.

Opbakningen hjemmefra har altid været der

Med en tur gennem Daniels liv, der mest af alt byder på det ene selvstændige eventyr efter det andet har fået mig til at tænke. Han sagde godt nok, at hans far var selvstændig, men er det nok til at både han og hans bror har haft det selvstændige drive gennem hele deres liv? Der må næsten ligge noget mere bag, var min tanke.

“Vi har været opdraget med, at man ikke får noget uden at arbejde for det. Ville vi have noget, så måtte vi hjælpe til. Så der har hele tiden været noget. Mine forældre havde i en årrække også en kæmpe jordbærplantage. Der så vi firsthand, at når man producerer noget kan der komme penge ind. Der skulle bare arbejdes for at få penge på bordet – og yder man det ekstra, så får man også det ekstra”, forklarer Daniel og fortsætter:

“Så jeg tror det er opvæksten med at vi ikke har fået noget foræret, så har det været naturligt, at vi skulle arbejde for det. Der har altid været opbakning til det. Der har hele tiden været en støtte og en opmuntring til at prøve det. Det kan ikke gå værre end galt – og vi har et system til at samle os op hvis det går helt galt. Det tror jeg er det. Vi har haft forældre der har troet på os og givet os en tilskyndelse til, at det er fint nok at prøve – og så må man tage de efterfølgende øretæver. Vi har altid vidst, at vi har haft dem med”.

“Noget af det jeg husker mest fra min barndom er, at min far kom med en gammel computer og satte ind i vores klasse i 2. Klasse, der var vi den eneste klasse med en computer. Det med at vi har fået adgang til teknik og fået det ind med modersmælken, at man har gjort ting for at sige, at det her bliver en større del af fremtiden. Det har gjort, at jeg har syntes at det her er spændende. Jeg tror også vi er blandt de første med internet i hjemmet, for så kunne man bruge nettet til at finde svar på spørgsmål. Dengang var der ikke google, men der var så meget andet. Det handler om, at man ikke giver op, men bliver ved med at prøve. Der har nok været høje telefon- og strømregninger, men det tror jeg, at de var fuldt bevidste om, at det skulle nok blive godt”, lyder det fra Daniel. 

Med den var en time også hurtigt gået, og selvom der er Coronakrise skal Daniels virksomhed drives videre. Men der er vel heller ikke noget bedre at slutte på, end at Daniel er opdraget til, at man skal fejle før at man kan lære – og at det ikke var en dårlig beslutning, at hans forældre ofrede penge på internet i hans barndom.

1...1.9651.9661.967...1.973Side 1.966 af 1.973
Bil i flammer på Fynske Motorvej: Kun ét spor åbent – kø op mod en halv time

Bil i flammer på Fynske Motorvej: Kun ét spor åbent –...

Andreas Andreassen - 0
Et køretøj er fredag aften brudt i brand på E20 fra Middelfart mod Odense mellem afkørsel 57 Nørre Aaby og afkørsel 56 Ejby. Højre...
Lidt om statsministerønsker for de næste fire år

Lidt om statsministerønsker for de næste fire år

Ny appelsinis lander i butikkerne – allerede kåret som årets bedste

Ny appelsinis lander i butikkerne – allerede kåret som årets bedste

Foto: Nicky Hendrich

Millionstøtte skal hjælpe psykisk sårbare ind i fællesskaber

Svindlere forsøgte at franarre danskere over en halv milliard

Svindlere forsøgte at franarre danskere over en halv milliard